|
»<MEF 70/1> Efter sin dåb
afbrød Paulus sin faste og "blev nogle dage hos disciplene i Damaskus.
Og straks begyndte han i synagogerne at prædike om Jesus, at han
er Guds Søn." Frimodigt forkyndte han, at Jesus af Nazaret var den
længselsfuldt ventede Messias, som "døde for vore synder,
efter skrifterne, og at han blev begravet, og at han er opstået på
den tredje dag," hvorefter han blev set af de tolv og også af andre.
"Men sidst af alle blev han set også af mig som det ufuldbårne
foster." 1Kor 12,3-4. og 8. Hans bevisførelse ud fra profeterne
var så afgørende, og hans bestræbelser så øjensynligt
bistået af Guds kraft, at jøderne blev forvirrede og ikke
var i stand til at give ham svar.
»<MEF 70/2> Rygtet om Paulus omvendelse var kommet som en stor
overraskelse for jøderne. Han, der var draget til Damaskus "med
fuldmagt og myndighed fra ypperstepræsterne" for at pågribe
og forfølge de troende, prædikede nu evangeliet om en korsfæstet
og opstanden Frelser, støttede dem, der allerede var disciple og
bragte stadig nye omvendte til den tro, han engang havde bekæmpet
så hårdt.
»<MEF 70/3> Paulus havde tidligere været kendt som en
nidkær forkæmper for den jødiske religion og en utrættelig
forfølger af Jesu disciple. Modig, uafhængig og udholdende,
som han var, ville hans evner og opdragelse have gjort det muligt for ham
at gøre fyldest i næsten enhver stilling. Han kunne diskutere
med sjælden klarhed og kunne med sin bidende sarkasme stille sin
modstander i et langtfra misundelsesværdigt lys. Og nu så jøderne
denne unge og usædvanlig lovende mand slutte sig til dem, han tidligere
havde forfulgt, og dristigt prædike i Jesu navn.
»<MEF 70/4> Når en general falder i slaget, har hans
hær mistet ham, men hans død giver ikke fjendens hær
større styrke. Men når en fremragende mand går over
på fjendens parti, mister man ikke blot hans hjælp, men de,
han slutter sig til, får en afgjort fordel. Saulus fra Tarsus kunne
på vejen til Damaskus let være blevet dræbt af Herren,
og forfølgerne ville derved være gået glip af en stor
kraft. Men efter sit forsyn skånede Gud ikke blot Saulus liv, men
omvendte ham og førte således en af fjendens forkæmpere
over på Kristi side. Paulus, der var en veltalende mand og en streng
kritiker, var netop i besiddelse af de egenskaber, den første menighed
trængte til.
»<MEF 71/1> Da Paulus prædikede Kristus i Damaskus, undredes
alle, som hørte ham og sagde: "Er det ikke ham, som i Jerusalem
søgte at udrydde dem, der påkalder dette navn? Og var han
ikke kommen hertil for at føre dem bundne til ypperstepræsterne?"
Paulus erklærede, at hans ændrede tro ikke skyldtes pludselig
indskydelse eller fanatisme, men hidrørte fra overvældende
store beviser. I sin fremstilling af evangeliet søgte han tydeligt
at forklare de profetier, der tog sigte på Kristi komme. Slutteligt
påviste han, at disse profetier var blevet bogstaveligt opfyldt i
Jesus fra Nazaret. Profetiernes sikre ord var grundlaget for hans tro.
»<MEF 71/2> Mens Paulus vedblev med at opfordre sine forbavsede
tilhørere til "at fatte et andet sind og omvende sig til Gud, og
gøre gode gerninger, som er omvendelsen værdige," Apg. 26,30.
"voksede han i kraft og gendrev jøderne, som boede i Damaskus, idet
han beviste, at Jesus er Kristus." Men mange forhærdede deres hjerter
og nægtede at tage imod hans budskab; og snart forvandledes deres
forbavselse til voldsomt had, der lignede det, de havde udvist mod Jesus.
»<MEF 71/3> Modstanden blev så stærk, at Paulus
ikke kunne få lov til at fortsætte sit arbejde i Damaskus.
Et himmelsk sendebud bød ham drage bort for en tid, og han "drog
bort til Arabien," Gal. 1,17. hvor han fandt et sikkert tilflugtssted.
»<MEF 71/4> Her i ørkenens ensomhed havde Paulus rig
lejlighed til roligt studium og meditation. I stilhed genoplevede han sine
tidligere oplevelser, og hans anger var dyb. Af hele sit hjerte søgte
han Gud og fandt ikke fred, før han med sikkerhed vidste, at hans
anger var godkendt af Gud og hans synder tilgivet. Han higede efter vished
om, at Jesus ville være med ham i hans kommende tjeneste. Han rensede
sin sjæl for alle de fordomme og overleveringer, som hidtil havde
været rammen om hans liv, og han modtog belæring fra sandhedens
kilde. Jesus var hos ham og stadfæstede hans tro, mens han skænkede
ham visdom og nåde i rigeste mål.
»<MEF 71/5> Når et menneskes sind bringes i samfund med
Guds sind, det endelige med det evige, er virkningen på både
legeme og tanker og sjæl overvældende. I et sådant samfund
møder man den højeste belæring. Det er Guds egen måde
til udvikling for mennesker! "Bliv ven med ham," lyder hans budskab til
menneskeslægten. Job 22,21. Den højtidelige befaling, som
Paulus havde fået, dengang han mødte Ananias, hvilede stadig
tungere på hans sind. Da Paulus som følge af ordet: "Broder
Saul, bliv seende " for første gang så denne fromme mand ind
i ansigtet, sagde Ananias efter Helligåndens vejledning: "Vore fædres
Gud har udkåret dig til at kende hans vilje og se den retfærdige
og høre røsten af hans mund. Thi du skal for alle mennesker
være hans vidne om det, som du har set og hørt. Og nu, hvorfor
tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine synder aftvætte,
idet du påkalder hans navn." Apg 22,14-16.
»<MEF 71/6> Disse ord stemte overens med Jesu egne ord, som
han forkyndte, dengang han standsede Saulus på rejsen til Damaskus:
"Netop derfor har jeg vist mig for dig, for at udkåre dig til tjener
og vidne, både om, hvordan du nu har set mig, og om, hvordan jeg
siden vil vise mig for dig. Jeg vil udfri dig fra dit eget folk og fra
hedningerne; til dem udsender jeg dig for at åbne deres øjne,
så de må omvende sig fra mørke til lys, fra Satans magt
til Gud, for at de kan få syndernes forladelse og arvelod sammen
med dem, som er helligede ved troen på mig." Apg. 26,16-18.
»<MEF 72/1> Mens Paulus overvejede disse ting i sit hjerte,
forstod han mere og mere klart betydningen af at være "ved Guds vilje
kaldet til at være Kristi Jesu apostel." 1Kor 1,1. Han var "ikke
udsendt af mennesker, ej heller ved noget menneske, men ved Jesus Kristus
og Gud Fader." Gal. 1,1. Det vældige arbejde, som lå foran
ham, førte ham til meget studium af den hellige skrift, for at han
måtte kunne prædike evangeliet "ikke med visdom i tale, for
at Kristi kors ikke skulle tabe sin kraft," "men ved Ånds og krafts
bevis," "for at jeres tro ikke skulle bygge på menneskers visdom,
men på Guds kraft." 1Kor 1,17; 2,4-5.
»<MEF 72/2> Mens Paulus ransagede skrifterne, lærte han,
at gennem tiderne var der ikke blevet kaldet "mange verdsligt vise, ikke
mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, der var dårskab
for verden udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det,
der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke
til skamme; og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var
noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet, for
at intet menneske skal rose sig for Gud." 1Kor 1,26-29. Og når Paulus
således så verdens visdom i korsets lys, fattede han det forsæt
"ikke at ville vide af noget andet ... end Jesus Kristus og det som korsfæstet."
1Kor 2,2.
»<MEF 72/3> Under sin senere gerning mistede Paulus aldrig
kilden til sin visdom og styrke af syne. Hør, hvorledes han årevis
efter stadig erklærede: "Thi for mig er det at leve Kristus." Fil.
1,21. Og atter: "Ja, Jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med
det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre. For hans skyld
har jeg lidt tab på alt, ... for at jeg kan få Kristus i eje
og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, der fås gennem
loven, men ved den, der fås ved tro på Kristus, retfærdigheden
fra Gud, grundet på troen, og for at jeg må kende ham og kraften
i hans opstandelse og fællesskabet med ham i hans lidelser." Fil.
3,8-10.
»<MEF 72/4> Fra Arabien vendte Paulus "siden tilbage til Damaskus
igen", Gal. 1,17, og "vidnede frimodigt i Jesu navn." Da jøderne
ikke var i stand til at gendrive hans beviser, "holdt de rådslagning
om at slå ham ihjel." Byens porte var velbevogtede både nat
og dag for at hindre ham i at undkomme. Denne farlige tilstand førte
disciplene til indtrængende bøn til Gud, og til sidst "tog
hans disciple ham ved nattetid og fik ham ud gennem muren ved at fire ham
ned i en kurv." Apg 9,25.
»<MEF 72/5> Efter at være flygtet fra Damaskus drog Paulus
til Jerusalem cirka tre år efter sin omvendelse. Som han selv senere
erklærede, var hovedformålet med dette besøg at "lære
Kefas at kende." Gal. 1,18. Da han var kommet til byen, hvor han tidligere
havde været så velkendt som "forfølgeren Saulus," "gjorde
han forsøg på at slutte sig til disciplene, men de frygtede
alle for ham, da de ikke troede på, at han, som havde været
en så blind tilhænger af farisæerne, og som havde gjort
så meget for at tilintetgøre menigheden, nu kunne være
blevet en sand Jesu discipel. "Men Barnabas tog sig af ham og førte
ham til apostlene og fortalte dem, hvordan han på vejen havde set
Herren, som havde talt til ham, og hvordan han i Damaskus havde vidnet
frimodigt i Jesu navn."
»<MEF 73/1> Da disciplene havde hørt dette, modtog de
ham som en af deres egne. Snart fik de til overmål beviser for, hvor
ægte hans kristendom var. Fremtidens hedningeapostel var nu i den
by, hvor mange af hans tidligere fæller boede, og han længtes
efter tydeligt at forklare disse jødiske ledere de profetier, som
angik Messias, og som var blevet opfyldt ved Frelserens komme. Paulus følte
sig overbevist om, at disse Israels lærere, som han engang havde
kendt så godt, var lige så oprigtige og ærlige, som han
selv havde været. Men han havde gjort forkert regning på sine
jødiske embedsbrødres sind, og i sit håb om deres hastige
omvendelse måtte han lide bitre skuffelser. Skønt han "vidnede
frimodigt i Herrens navn og talte og stredes med de græsktalende
jøder," nægtede de, som stod i spidsen for det jødiske
samfund at tro, men "de forsøgte at slå ham ihjel." Hans hjerte
fyldtes med sorg. Han havde gerne givet sit liv, hvis han på den
måde havde kunnet bibringe nogle af dem en viden om sandheden. Skamfuldt
tænkte han på sin egen andel i Stefanus martyrdød, og
i sin iver for at udslette den plet, der hvilede på ham, som var
blevet så uretfærdigt anklaget, søgte han at forsvare
den sandhed, Stefanus havde ofret livet for.
»<MEF 73/2> Mens han var tynget ved tanken om dem, der nægtede
at tro, bad Paulus i templet som han selv senere bevidnede, og kom dér
i henrykkelse. Et himmelsk sendebud viste sig for ham og sagde: "Skynd
dig, og gå hurtigt ud af Jerusalem, thi de tager ikke mod dit vidnesbyrd
om mig." Apg 22,18.
»<MEF 73/3> Paulus ville helst være blevet i Jerusalem,
hvor han kunne imødegå modstanden. For ham så det ud
som fejhed at flygte, hvis han ved at blive måske kunne være
i stand til at overbevise nogle af de genstridige jøder om sandheden
i evangeliets budskab, selv om det skulle koste ham livet at blive der.
Derfor svarede han: "Herre; de ved selv, at det var mig, som fængslede
dem, der troede på dig, og at jeg lod dem piske rundt om i synagogerne.
Og da dit vidne Stefanus blod blev udgydt, stod jeg selv ved siden af og
bifaldt det og passede på hans morderes klæder." Men det var
ikke et led i Guds plan, at hans tjener skulle vove sit liv unødvendigt;
og det himmelske sendebud svarede: "Gå, jeg vil sende dig til hedningefolk
langt borte." Apg 22,19-21.
»<MEF 73/4> Da brødrene hørte om dette syn, skyndte
de sig med hurtigt at få Paulus bort fra Jerusalem, af skræk
for at han skulle blive snigmyrdet. "De førte ham ned til Kæsarea
og sendte ham derfra videre til Tarsus." Paulus afrejse afbrød for
en tid jødernes voldsomme modstand, og menigheden fik en hviletid,
hvorunder de troendes antal forøgedes stærkt.
|