»<MEF 11/2> De løfter, som i skriften er optegnet med hensyn til menigheden, er mange og vidunderlige. "Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folk." Es 56,7. "Og jeg gør dem og landet rundt om min høj til velsignelse, og jeg sender regn i rette tid, mine byger skal blive til velsignelse." Jeg lader en fredens plantning vokse op for dem, og ingen skal rives bort af hunger i landet, og de skal ikke mere bære folkenes hån. De skal kende, at jeg, Herren, deres Gud, er med dem, og at de er mit folk, Israels hus, lyder det fra den Herre, Herren. I er min hjord, I er den hjord, jeg røgter, og jeg er eders Gud, lyder det fra den Herre, Herren." Ez 34,26 og 29-31.

»<MEF 11/3> "Mine vidner er I, så lyder det fra Herren, min tjener, hvem jeg har udvalgt, at I må kende det, tro mig og indse, at jeg er den eneste. Før mig blev en Gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen. Jeg, jeg alene er Herren, uden mig er der ingen frelser. Jeg har forkyndt det og frelser, kundgjort det, ej fremmede hos jer; I er mine vidner, lyder det fra Herren." Jeg, Herren, har kaldet dig i retfærd og grebet dig fast om hånd; jeg vogter dig, og jeg gør dig til folkepagt, til hedningelys for at åbne de blinde øjne og føre de fangne fra fængslet, fra fangehullet mørkets gæster." Es 43,10-12. og 42,6-7.

»<MEF 11/4> "Jeg hører dig i nådens stund, jeg hjælper dig på frelsens dag, vogter dig og gør dig til folkepagt for at rejse landet igen, udskifte øde lodder og sige til de bundne: "Gå ud!" til dem i mørket: "Kom frem!" Græs skal de finde langs vejene, græsgang på hver nøgen høj; de hungrer og tørster ikke, dem stikker ej hede og sol. Thi deres forbarmer fører dem, leder dem til kildevæld; jeg gør alle bjerge til vej, og alle stier skal højnes."

»<MEF 12/1> "Jubler, I himle, fryd dig, du jord, I bjerge, bryd ud i jubel! Thi Herren trøster sit folk, forbarmer sig over sine arme. Dog siger Zion: "Herren har svigtet mig. Herren har glemt mig!" Glemmer en kvinde sit diende barn, en moder, hvad hun har under hjerte? Ja, selv om de kunne glemme, jeg glemmer ej dig. Se, i mine hænder har jeg tegnet dig, dine mure har jeg altid for øje." Es 49,8-16.

»<MEF 12/2> Menigheden er Guds fæstning, hans tilflugtsted midt i en oprørsk verden. Ethvert forræderi fra menighedens side er forræderi imod ham, som har købt menneskeslægten med sin enbårne Søns blod. Lige fra begyndelsen har trofaste sjæle oprettet menigheden på jorden. Gennem alle tider har Herren haft sine vægtere, der trofast har vidnet for det slægtled, inden for hvilket de har levet. Disse vagtposter gav de advarende budskaber; og når de fik bud om at nedlægge våbnene, overtog andre arbejdet. Gud oprettede en pagt mellem disse vidner og sig selv og forenede menigheden på jorden med menigheden i Himmelen. Han har udsendt sine engle for at styre sin menighed, og helvedes porte har ikke været i stand til at besejre hans folk.

»<MEF 12/3> Gennem århundreders forfølgelse, strid og mørke har Gud opretholdt sin menighed. Ingen sky har sænket sig over den, som han ikke har beredt den til; ingen modvirkende kraft er opstået for at nedbryde hans værk, uden at han har forudset den. Alt, hvad han har forudsagt, har fundet sted. Han har ikke svigtet sin menighed og overladt den til sig selv, men har ved profetiske forkyndelser angivet, hvad der skulle ske, og det, som hans Ånd tilsagde profeterne at forudsige, er gået i opfyldelse. Alle hans planer vil blive fuldbyrdede. Hans lov er fast forbundet med hans trone, og ingen ond magt kan tilintetgøre den. Sandheden er åbenbaret og vogtet af Gud, og den vil komme til at besejre al modstand.

»<MEF 12/4> Gennem tider med åndeligt mørke har Guds menighed været som en by, der ligger på et bjerg. Fra den ene tidsalder til den anden har Himmelens rene lære gennem de skiftende slægtled udfoldet sig indenfor dens grænser. Omend menigheden kan synes svækket og ufuldkommen, så er den dog det eneste, som Gud på en særlig måde skænker sin højeste omhu. Den er skuepladsen for hans nåde, hvor han fryder sig over at åbenbare sin magt til at forvandle hjerterne.

»<MEF 12/5> "Hvad skal vi sammenligne Guds rige med," spurgte Kristus, "eller hvad for en lignelse skal vi bruge om det?" Han kunne ikke anvende verdens kongeriger til sammenligning. Indenfor det borgerlige samfund fandt han intet at ligne det ved. Jordiske riger hersker ved hjælp af den fysiske krafts overlegenhed, men ethvert legemligt våben, ethvert tvangsmiddel er bandlyst fra Kristi rige. Det er dette riges mål at hæve og forædle menneskeheden. Guds menighed er det hellige livs kongehof, fyldt af mange slags gaver og beriget med Helligånden. Dens medlemmer må finde lykken gennem deres lykke, som de hjælper og velsigner. Mark 4,30.

»<MEF 12/6> Det er en vidunderlig gerning, som Herren har til hensigt at udføre ved sin menigheds hjælp, for at hans navn kan blive herliggjort. I Ezekiels syn af helbredelsens flod gives der et billede på dette arbejde: "Dette vand løber ud i østerkredsen og ned i Araba, i ørkenen, og når det falder ud i havet, salt havet, bliver vandet der sundt; alle de levende væsener, hvoraf det vrimler, skal leve, overalt, hvor strømmen kommer hen ... På begge flodens bredder skal der vokse allehånde frugttræer, hvis blade ikke falder af, og hvis frugter aldrig får ende; hver måned bærer de nye frugter; thi dens vand udspringer i helligdommen. Frugterne skal tjene til føde og bladene til lægedom." Ez 47,8-12.

»<MEF 13/1> Fra begyndelsen havde Gud arbejdet ved hjælp af sit folk for at bringe velsignelse til verden. Gud gjorde Josef til en livskilde for oldtidens ægyptiske folk. På grund af Josefs retskaffenhed blev hele dette folks liv bevaret. Ved Daniels hjælp frelste Gud alle de babyloniske vismænds liv. Og disse udfrielser er som en slags anskuelsesundervisning: de er et billede på de åndelige velsignelser, som tilbydes verden gennem forbindelsen med den Gud, som Josef og Daniel tilbad. Ethvert menneske, i hvis hjerte Kristus bor, enhver, som vil give bevis på hans kærlighed til verden, arbejder sammen med Gud på menneskehedens velsignelse. Når han fra Frelseren modtager nåde for at give den videre til andre, strømmer det åndelige liv frem fra hele hans væsen.

»<MEF 13/2> Gud valgte Israel til at åbenbare hans væsen for mennesker. Han ville, at de skulle være som frelsens kilder for verden. Dem betroede han Himmelens visdom, åbenbaringen af Guds vilje. I Israels første tid havde verdens folkeslag gennem deres fordærvelse mistet deres viden om Gud. Engang havde de kendt ham, men de "ærede eller takkede ham ikke som Gud, men deres tanker blev tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket." Rom 1,21. Alligevel udslettede Gud dem i sin barmhjertighed ikke aldeles. Han havde i sinde at give dem en mulighed for atter at lære ham at kende gennem hans udvalgte folk. Ved offertjenestens lære skulle Kristus ophøjes for alle folkeslagenes øjne, og alle, som ville se hen til ham, skulle leve. Kristus var grundlaget for den jødiske statsordning. Hele systemet med forbilleder og symboler var en profeti om evangeliet, en fremstilling, der rummede løfterne om frelse.

»<MEF 13/3> Men Israels folk mistede deres ophøjede ret som Guds stedfortrædere af syne. De glemte Gud og svigtede i opfyldelsen af deres hellige kald. De velsignelser, som de modtog, bragte ikke verden nogen velsignelse. De tilegnede sig alle deres forrettigheder til egen forherligelse. De lukkede sig ude fra verden for at undgå fristelser. De begrænsninger, som Gud havde pålagt dem med hensyn til deres forbindelse med afgudsdyrkere som et middel til at hindre dem i at indrette sig efter hedningernes skikke, benyttede de til at opbygge en mur til adskillelse mellem sig selv og alle andre folkeslag. De berøvede Gud den tjeneste, han krævede af dem, og de berøvede deres medmennesker religiøs vejledning og et helligt eksempel.

»<MEF 13/4> Præster og rådsherrer var kørt fast i formaliteternes hjulspor. De følte sig tilfredse med en lovgyldig religion, og det var dem umuligt at videregive Himmelens levende sandheder. De mente, at deres egen retfærdighed var alt, hvad der krævedes af dem, og ønskede ikke at få nye elementer indført i deres religion. De anså ikke Guds kærlighed til mennesker som noget, der lod sig adskille fra dem selv, men forbandt den med deres egen fortjeneste på grund af deres gode gerninger. Den tro, som handler af kærlighed og lutrer sjælen, havde ingen mulighed for at forenes med farisæernes religion, der var sammensat af ceremonier og menneskelige befalinger.

»<MEF 14/1> Gud havde tydeligt sagt om Israel: "Som en ædel ranke plantede jeg dig, en fuldgod stikling, hvor kunne du da blive vildskud, en uægte ranke?" Jer 2,21. "En frodig vinstok var Israel, bar sin frugt." Hoseas 10,1. "Og nu, Jerusalems borgere, Judas mænd, skift ret mellem mig og min vingård! Hvad mer var at gøre ved vingården, hvad lod jeg ugjort? Hvi bar den vilde druer, skønt jeg ventede høst af ædle?"

»<MEF 14/2> "Så vil jeg da lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min vingård: Nedrive dens hegn, så den ædes op, nedbryde dens mur, så den trampes ned! Jeg lægger den øde; den skal ikke beskæres og ikke graves, men gro sammen i torn og tidsel; og skyerne giver jeg påbud om ikke at sende den regn. Thi hærskarers Herres vingård er Israels hus, og Judas mænd er hans yndlingsplantning. Han ventede på retfærd se, der kom letfærd, han ventede på lov se, skrig over rov." Es 5,3-7. "De svage dyr styrkede I ikke, de syge lægte I ikke, de sårede forbandt I ikke, de adsplittede bragte I ikke tilbage, de vildfarende opsøgte I ikke, men I styrede dem med hårdhed og grumhed." Ez 34,4.