<KMKOS 115/2> Katolikkerne frydede sig. De optrådte i stort antal i Speyer og åbenbarede tydeligt deres fjendskab mod reformatorerne og alle, som støttede dem. Melanchthon sagde: "Vi er verdens udskud og fejeskarn, men Kristus vil se til sit folk og bevare det." Det blev forbudt de evangeliske fyrster, som var til stede ved rigsdagen, at lade evangeliet prædike, selv i deres egne boliger. Men Speyers befolkning tørstede efter Guds ord, og trods forbudet flokkedes tusinder ved de gudstjenester, som blev holdt i kurfyrsten af Sachsens kapel.

<KMKOS 115/3> Dette fremskyndede den afgørende krise. Et kejserligt budskab meddelte rigsdagen, at da den resolution, som bevilgede samvittighedsfrihed, havde forvoldt megen uorden, forlangte kejseren den annulleret. Denne egensindige handling vakte de evangeliske kristnes harme og forfærdelse. En af dem sagde: "Kristus er atter faldet i Pilatus' og Kajfas' hænder!" Katolikkerne optrådte mere voldsomt. En fanatisk katolik erklærede: "Tyrkerne er bedre end lutheranerne. Hvis vi skulle vælge mellem den hellige skrift og kirkens gamle vildfarelser, så måtte vi forkaste den første." Melanchthon sagde: "Hver eneste dag kaster Faber en eller anden ny sten efter os evangeliske."

<KMKOS 116/1> Der var ved lov indført tolerance i religions spørgsmål, og de evangeliske lande var fast besluttede på at modsætte sig enhver krænkelse af deres rettigheder. Luther, som efter mødet i Worms stadig var bandlyst, havde ikke lov til at være til stede i Speyer, men hans plads blev erstattet ved hans medarbejdere og de fyrster, som Gud havde kaldet til at forsvare hans sag i denne farlige situation. Døden havde bortrykket den ædle Frederik af Sachsen, Luthers tidligere beskytter, men hertug Johan, hans broder og efterfølger, havde med glæde budt reformationen velkommen, og udviste stor energi og meget mod i alt, hvad der angik troens sag.

<KMKOS 116/2> Præsterne krævede, at de lande, som havde antaget reformationen, ubetinget skulle underkaste sig Roms domsafgørelse. Reformatorerne forlangte på den anden side den frihed, som tidligere var blevet dem indrømmet. De kunne ikke give deres samtykke til, at Rom atter skulle komme til at beherske disse stater, som med så stor glæde havde modtaget Guds ord.

<KMKOS 116/3> Til sidst blev det foreslået som et kompromis, at der, hvor reformationen ikke var blevet indført, skulle den vedtagne lov fra Worms strengt håndhæves, og at "der, hvor folket var afveget fra det, og hvor det ikke uden fare for opstand kunne indrette sig efter det, måtte man i det mindste ikke fremkalde nogen ny reform; man måtte ikke komme ind på omstridte hovedspørgsmål, man måtte ikke modsætte sig, at messen blev højtideligholdt, man måtte ikke tillade nogen katolik at antage Luthers lære."

<KMKOS 116/4> Hvis dette dekret (lov) blev håndhævet, kunne reformationen hverken brede sig, der, hvor den endnu var ukendt, og heller ikke komme til at indtage en fast stilling, der, hvor den allerede var indført. Der kom forbud mod talefrihed! Ingen form for omvendelse ville være tilladt. Og det krævedes af reformationens venner, at de med det samme skulle underkaste sig disse restriktioner og forbud. Det var, som om verdens håb skulle slukkes! Genoprettelsen af det romerske præstevælde, ville uvægerligt føre tilbage til de gamle misbrug, og der kunne hurtigt findes en anledning til at "fuldføre nedbrydningen af et arbejde. Som allerede var så voldsomt rystet ved hykleri og uenigheder."

<KMKOS 117/1> Da det evangeliske parti mødtes til rådslagning, så man på hinanden i fuldkommen forfærdelse. Fra den ene til den anden lød dette spørgsmål: "Hvad skal man gøre?" Der stod vældige værdier på spil for hele verden. "Skal reformationens ledere underkaste sig og rette sig efter ediktet?" Hvor let kunne ikke reformatorerne i denne krise, som i sandhed var frygtelig, have forhandlet sig ind på en forkert vej! Hvor mange falske påskud og gode grunde kunne der ikke findes til at underkaste sig! De lutherske fyrster fik jo tilsikret fri religionsudøvelse. Det samme gode var udvidet til at gælde alle de af deres undersåtter, som forud for lovens fremkomst havde antaget de reformerte synspunkter. Burde dette ikke være dem nok? Hvor mange farer ville ikke kunne undgås ved eftergivenhed! Modstand mod denne lov ville forårsage en ukendt risiko og strid.

<KMKOS 117/2> Aldrig før havde disse mennesker været i en så vanskelig situation, men de bestod prøven og kom ud af den med uændrede principper. Efterhånden som tågen, der havde tilsløret deres sind, lettede og kunne de se hvad resultatet af denne lov ville blive. Skulle de give deres samtykke til at tortur og fængsel blev genindført? Skulle de gå imod den fremadgående tro, imod Guds ånd og det arbejde de af Kristus var kaldet til at udføre? Kunne de nægte at adlyde Frelserens ord om at gå ud i alverden og forkynde evangeliet for alle skabninger (Markus 16,15.) Burde de ikke tænke på dem der ønskede at komme ud af vildfarelsen? Ville de nægte dem denne mulighed? De var jo selv gået ind i det Himmelske kongerige, skulle de nu spærre vejen for andre? Hellere ville de "ofre alt, selv deres riger, deres kroner og deres liv end gå ind på dette kompremis.

<KMKOS 117/3> "Lad os forkaste dette dekret," sagde fyrsterne. "Hvor det drejer sig om samvittigheden, har flertallet ingen magt." Deres repræsentanter erklærede: "Det er dekretet fra 1526, som vi står i gæld til for den fred, riget nyder, og ophævelsen af det ville fylde Tyskland med ulykke og splittelse. Rigsdagen er ikke kompetent til at gøre andet end bevare religionsfriheden, indtil kirkemødet træder sammen." Det er statens pligt at beskytte samvittigheds friheden, og dette er grænsen for dens myndighed i religionsspørgsmål. Enhver verdslig regering, som forsøger at regulere eller påtvinge overholdelse af religiøse ceremonier ved borgerlig myndighed, opofrer netop den grundsætning, som de evangeliske kristne så tappert kæmpede for.

<KMKOS 118/1> Katolikkerne besluttede at undertrykke det, som de kaldte "fræk stædighed." De begyndte med at forsøge at skabe splittelse blandt reformationens beskyttere og sprede frygt blandt alle, som ikke åbent havde erklæret sig til gunst for den. Til slut blev fristædernes repræsentanter kaldt for rigsdagen og opfordret til at tilkendegive, om de ville tiltræde forslagets betingelser. De anmodede om udsættelse, men forgæves. Da de skulle bestå prøven, tog næsten halvdelen af dem reformatorernes parti. De, der således nægtede at ofre samvittighedsfriheden og retten til selvstændig bestemmelse, vidste godt, at den stilling, de indtog, udpegede dem til fremtidig kritik, fordømmelse og forfølgelse. En af de delegerede sagde: "Vi må enten fornægte Guds ord eller lade os brænde."

<KMKOS 118/2> Kong Ferdinand, kejserens repræsentant på rigsdagen, indså, at forordningen ville volde alvorlig splittelse, hvis ikke fyrsterne kunne formås til at antage og støtte den. Derfor forsøgte han sig med overtalelseskunst, da han godt vidste, at hvis man brugte magt over for mænd af denne slags, ville det kun gøre deres beslutning endnu mere fast. Han bad indtrængende fyrsterne om at godkende dekretet og forsikrede dem, at kejseren så ville være overordentlig tilfreds med dem. Men disse tro mænd anerkendte en myndighed, som var hævet over jordiske herskeres, og de svarede roligt: "Vi vil adlyde kejseren i alt, hvad der kan bidrage til at opretholde freden og Guds ære". Til sidst havde kongen i overværelse af rigsdagen meddelt kurfyrsten og hans venner, at dekret (lov) var ved at blive affattet i form af et kejserligt dekret og, at deres eneste mulighed nu var at bøje sig for flertallet. Efter at have sagt dette, trak han sig tilbage fra forsamlingen uden at give reformationens tilhængere nogen mulighed for drøftelse eller svar. Det var formålsløst, at sende en deputation til kongen for at trygle ham om at vende tilbage. Hans eneste svar på deres indvendinger var dette: "Sagen er afgjort! Der mangler kun at i underkaste jer den."

<KMKOS 119/1> Nu var det kejserlige parti overbevist om, at de kristne fyrster ville holde den lov der var blevet vedtaget. Men de glemte at Guds folk betragte den hellige skrift som hævet over alle menneskelige læresætninger og fordringer. De vidste, at hvor som helst dette princip blev godkendt, ville pavedømmet til sidst blive omstyrtet. De gejstlige der kun betragter de synlige ting, smigrede de sig med, at kejserens og pavens sag var stærk og reformationens svag.

<KMKOS 119/2> Hvis reformatorerne kun havde været afhængige af menneskers hjælp, ville de have været så magtesløse, som katolikkerne mente. Men skønt de var få i antal og i strid med Rom, havde de dog deres styrke. De indankede deres sag fra rigsdagens afgørelse til Guds ord, og fra kejser Karl til Jesus Kristus, kongernes Konge og herrernes Herre.

<KMKOS 119/3> Da Ferdinand havde afslået at tage hensyn til deres samvittighed og overbevisning, besluttede fyrsterne ikke at tage hensyn til hans fraværelse, men fremføre deres protest for det nationale råd. Derfor blev der affattet en højtidelig erklæring, som blev overrakt rigsdagen.

<KMKOS 119/4> "Vi protesterer herved for Gud, vor eneste skaber, beskytter, forsoner og frelser, som engang skal være vor dommer, såvel som for alle mennesker og alle skabninger, at vi på egne og vort folks vegne hverken samtykker eller på nogen som helst måde holder fast ved den foreslåede forordning i noget, der er i modstrid med Gud, med hans hellige ord, med vor samvittighed til vore sjæles frelse." "Hvorledes! Skulle vi stadfæste denne forordning? Skulle vi hævde, at når den almægtige Gud kalder en mand til kundskab om sig, så kan denne mand ikke modtage kundskaben om Gud?" Der findes ingen anden pålidelig lære end den, som stemmer overens med Guds ord. Herren forbyder enhver anden lære. Den hellige skrift burde udlægges ved andre og klarere tekster; denne hellige bog er i alle ting, det der er nødvendige for en kristen, letforståelig og beregnet til at sprede mørket. Det er vor beslutning ved Guds nåde at opretholde den rene og uforfalskede forkyndelse af hans eget ord, sådan som det indeholdes i Det gamle og Det nye Testamente uden at føje noget dertil, som kan være i modstrid med det. Dette ord er den eneste sandhed; det er den sikre rettesnor for al lære og alt liv og kan aldrig svigte eller bedrage os. Den, der bygger på denne grundvold, skal modstå alle helvedes magter, mens al menneskelig forfængelighed, som sætter sig op imod den, skal falde for Guds ansigt." "Af denne grund afviser vi det åg der lægges på os."

<KMKOS 120/1> Dette gjorde dybt indtryk på rigsdagen! De fleste blev opfyldt af forundring og skræk over de protesterendes dristighed. Fremtiden forekom dem stormfuld og usikker. Splittelse, strid og blodsudgydelse syntes uundgåelig. Men reformatorerne, som var overbeviste om deres sags retfærdighed og stolede på den Almægtiges arm, var fulde af mod og beslutsomhed.

<KMKOS 120/2> Protestantismen sætter samvittigheden over myndighederne og Guds ords myndighed over den synlige kirke. I det første tilfælde forkaster den statens magt over for religiøse spørgsmål og siger, ligesom profeterne og apostlene: "Man bør adlyde Gud mere end mennesker" Over for Karl den femtes krone løfter den Jesu Kristi krone! Men den går endnu videre. Den hævder det princip, at al menneskelig lære må underordne sig Guds ords visdom."

<KMKOS 120/3> Desuden havde protestanterne hævdet deres ret til frit at fremkomme med deres overbevisning om sandheden. Og at fremhæve Kristus som kirkens overhoved, og at tale hans ord fra talerstolen. Samvittigheden var sat over staten, og den hellige skrifts autoritet over den synlige kirkes. Kristi krone var løftet op over pavens og andre herskeres kroner. Protestanterne fastholdt desuden deres ret til frit at forkynde sandheden. De ville ikke nøjes med at tro og adlyde, men også lære, hvad Guds ord skænker os. De benægtede, at præst eller dommer skulle have ret til at blande sig heri. Denne protest var et højtideligt vidnesbyrd mod religiøs intolerance og en hævdelse af alle menneskers ret til at dyrke Gud, efter hvad deres egen samvittighed tilsiger dem.

<KMKOS 121/1> Nu var erklæringen afgivet! Den blev indprentet i tusinders erindring og opskrevet i Himmelens bøger, hvor ingen menneskelig magt kunne udslette den. Hele det evangeliske Tyskland vedtog protesten som udtryk for sin tro. Alle vegne så mennesker løftet om en ny og bedre tid i denne erklæring. En af fyrsterne sagde til protestanterne i Speyer: "Måtte den Almægtige, som har givet jer nåde og kraftigt til, frit og uden frygt at bekende jeres tro, bevare jer i denne kristelige trofasthed indtil evighedens dag."

<KMKOS 121/2> Hvis reformationen efter til en vis grad at have haft heldet med sig, havde samtykket i at bære kappen på begge skuldre for at sikre sig verdens gunst, så ville den have været utro over for både Gud og sig selv og ville på den måde have sikret sig sin egen udslettelse. De erfaringer, som disse ædle reformatorer gjorde, rummer en lære for alle kommende tider. Satans arbejdsmetoder mod Gud og hans ord har ikke ændret sig. Det er ham stadig lige så meget imod, at skriften bliver gjort til livets rettesnor som i det sekstende århundrede.

<KMKOS 121/3> I vore dage er man veget langt fra skriftens lære og forskrifter, og der trænges hårdt til, at man vender tilbage til de store protestantiske principper: Bibelen og Bibelen alene som det afgørende for tro og pligt! Satan arbejder stadig med alle de midler, der står til hans rådighed, for at tilintetgøre religionsfriheden. Den antikristelige magt, som protestanterne i Speyer afviste, søger nu med fornyet kraft at genoprette sit tabte herredømme. Det eneste håb for en reformering i dag er den samme aldrig svigtende troskab over for Guds ord, som åbenbarede sig i dette for reformationen så afgørende øjeblik.

<KMKOS 121/4> Der viste sig tegn på, at der var fare på færden for protestanterne, men der var også tegn på, at Guds hånd var udstrakt for at beskytte de trofaste. Det var på dette tidspunkt, at Melanchthon hastigt førte sin ven, Simon Grünæus, gennem Speyers gader hen imod Rhinen, mens han skyndede på ham for at få ham til at sætte over floden. Grünæus var forbavset over et sådant hastværk. "Der var en gammel mand, som så alvorlig og højtidelig ud, men som jeg ikke kendte," sagde Melanchthon, "han kom hen til mig og sagde: "Om et minut vil Ferdinand sende retsbetjente hen for at fængsle Grünæus!"

<KMKOS 122/1> Den samme dag var Grünæus blevet forarget over en prædiken af Faber, en af de ledende katolske universitetsdoktorer, og da denne var færdig med at tale, havde han bebrejdet ham, at han forsvarede visse afskyelige vildfarelser. "Faber skjulte sin vrede, men gik straks derefter til kongen, hos hvem han opnåede en fængslingsordre mod den besværlige lærer fra Heidelberg. Melanchthon var ikke i tvivl om, at Gud havde frelst hans ven ved at sende en af sine hellige engle for at advare ham.

<KMKOS 122/2> Uden at røre sig ventede han ved Rhinens bred, indtil denne flods vande havde reddet Grönæus fra hans forfølgere. "Endelig" udbrød Melanchthon, da han så ham på den modsatte bred, "endelig er han revet bort fra deres grusomhed, som tørster efter uskyldigt blod." Da Melanchthon kom hjem til sit hus, fik han at vide, at betjente, som var kommet for at søge efter Grunæus, havde undersøgt huset fra kælder til kvist."

<KMKOS 122/3> Reformationen skulle komme i en endnu mere iøjnefaldende situation over for verdens mægtige. Kong Ferdinand havde afslået at høre på de evangeliske fyrster, men der blev tilstået dem en lejlighed til at fremstille deres sag over for kejseren og de forsamlede embedsmænd inden for kirke og stat. For at skaffe ro om de splittelser, som forstyrrede rigets fred, sammenkaldte Karl V året efter protesten i Speyer en rigsdag i Augsburg hvor han meddelte, at det var hans hensigt personligt at præsidere. De protestantiske ledere blev stævnet derhen. Store farer truede reformationen, men dens forkæmpere satte stadig deres lid til Gud og forpligtede sig til at holde fast ved evangeliet.

<KMKOS 122/4> De reformerte fyrster havde besluttet i systematisk form at fremsætte en redegørelse for deres synspunkter og sammen med vidnesbyrd fra skriften forelægge rigsdagen den, og det forberedende arbejde var betroet Luther, Melanchthon og deres fæller. Denne skrivelse blev af protestanterne godkendt som en fremstilling af deres tro, og de forsamlede sig for at skrive under på det vigtige dokument. Det var et højtideligt og vanskeligt øjeblik, Reformatorerne var meget omhyggelige for, at deres sag ikke skulle sammenblandes med politiske spørgsmål. De følte, at reformationen ikke burde udøve nogen anden indflydelse end den, som stammer fra Guds ord.

<KMKOS 122/5> Da de kristne fyrster gik hen for at underskrive aftalen, lagde Melanchthon sig imellem og sagde: "Det passer sig bedre for præster og teologer at forelægge disse ting; lad os gemme de mægtiges myndighed til andre sager." Johan af Sachsen svarede: "Gud forbyde, at I skulle udelukke mig! Det er min faste beslutning at gøre, hvad ret er, uden at bekymre mig om min krone. Jeg ønsker at bekende Herrens navn. Min kurfyrstelige hat og min hermelinskappe er mig ikke så dyrebare som Jesu Kristi kors." Da han havde sagt dette, skrev han sit navn under. En anden af fyrsterne sagde, idet han tog pennen: "Hvis min Herres Jesu Kristi ære kræver det, er jeg rede til at give afkald på mit gods og mit liv." Og han vedblev: "Jeg ville hellere frasige mig mine undersåtter og mine lande, hellere forlade mine fædres jord med staven i hånd end godkende nogen anden lære end den, som rummes i denne aftale." En sådan tro og dristighed fandtes hos disse Guds mænd.

<KMKOS 123/1> Nu kom den fastsatte tid til at træde frem for kejseren. Kejser Karl V sad på sin trone, omgivet af kurfyrster og fyrster, og gav audiens for de protestantiske reformatorer. Deres trosbekendelse blev oplæst, for denne ærefrygtindgydende forsamling og evangeliets sandheder blev klart fremsat, og pavekirkens vildfarelser blev påvist. Med rette er denne dag blevet kaldt reformationens største dag og en af de herligste i kristenhedens og menneskeslægtens historie.

<KMKOS 123/2> Kun få år var forløbet, siden munken fra Wittenberg stod ene i Worms foran rigsdagen. Nu stod i hans sted de ædleste og mægtigste fyrster i hele riget! Luther havde fået forbud mod at vise sig i Augsburg, men ved sine ord og i sin bøn havde han været til stede. "Jeg er lykkelig," skrev han, "at jeg har oplevet denne time, i hvilken Kristus offentligt er blevet herliggjort ved sådanne højbårne bekendere og i en så berømmelig forsamling." Således opfyldtes skriftens ord: "Jeg vil tale om dine vidnesbyrd for konger uden at blues." Sl. 119,46.

<KMKOS 124/1> I Paulus' tid blev det evangelium, som han var blevet fængslet for, således talt for den kejserlige stads fyrster og fornemme mænd. På samme måde blev ved denne lejlighed det, som kejseren havde forbudt måtte forkyndes fra prædikestolen, kundgjort i paladset, og det, som af mange var blevet anset for uskikket selv for tjenestefolks ører, blev nu med undren hørt af rigets øverste mænd. Tilhørerne var konger og stormænd. De prædikende var kronede fyrster, og prædikenen var Guds kongelige sandhed. "Siden apostlenes dage," siger en forfatter, "er der aldrig sket en større gerning eller aflagt en mere storslået bekendelse, om Jesus Kristus."

<KMKOS 124/2> "Vi kan ikke nægte, at alt, hvad lutheranerne har sagt, er sandhed," erklærede en katolsk biskop. "Kan I med vægtige beviser gendrive kurfyrstens og hans forbundsfællers skrivelse?" spurgte en anden den katolske doktor Eck. "Med apostlenes og profeternes skrifter nej!" lød svaret, "men med kirkefædrenes og kirkemødernes ja!" Jeg forstår," svarede den spørgende. "Efter jeres anskuelse står lutheranerne inden for skriften, og vi står udenfor!"

<KMKOS 124/3> Nogle af Tysklands fyrster blev vundet for den reformerte tro. Selv kejseren erklærede, at de protestantiske trosartikler var sandhed. Skrivelsen blev oversat til mange sprog og udbredtes over hele Europa, og i de følgende generationer er den af millioner blevet godkendt som udtryk for deres tro.

<KMKOS 124/4> Guds trofaste tjenere arbejdede ikke alene. Mens magterne og myndighederne og ondskabens åndemagter i himmelrummet sluttede sig sammen imod dem, svigtede Herren ikke sit folk. Hvis deres øjne var blevet åbnet, ville de have fået et lige så tydeligt bevis på guddommelig tilstedeværelse og hjælp som det, der i gamle dage blev skænket en profet. Da Elisas tjener; viste sin herre den fjendtlige hær, der omgav dem og afskar dem fra enhver mulighed for flugt, bad profeten: "Herre, luk hans øjne op, så han kan se." 2Kong. 6,17. Og se, bjerget var fuldt af ildvogne og ildheste, Himmelens hær, som var sendt for at beskytte denne Guds mand. På samme måde vogtede englene dem, der arbejdede for reformationens store sag.

<KMKOS 125/1> Gud havde befalet sine tjenere at bygge, og ingen modstander kunne drive dem væk fra muren. Fra bønnens lønkammer kom den kraft, som rystede verden ved den store reformation. Der satte Guds tjenere med hellig tillid deres fødder på hans forjættelses klippe. Under striden i Augsburg lod Luther ikke en dag gå hen, hvor han ikke i det mindste hengav tre timer til bøn, og det var timer, der var taget af den tid, som var bedst egnet til at studere i. Man hørte ham i hans lønkammers ensomhed udøse sin sjæl for Gud i ord fulde af tilbedelse, frygt og håb, som når man taler med en ven!" Jeg ved, at du er vor Fader og vor Gud," sagde han, "og at du vil adsprede dem, der forfølger dine børn, for du kommer selv i fare sammen med os. Hele denne sag er din egen, og det er kun på dit bud, at vi har rakt hånd til den. Så forsvar os da, o Fader!"

<KMKOS 125/2> Til Melanchthon, der var overvældet af ængstelses og frygtens byrde, skrev han: "Nåde og fred i Kristus ja, i Kristus, siger jeg, og ikke i verden! Amen. Jeg hader med et stort had disse overdrevne bekymringer, som fortærer dig. Hvis denne sag er uretfærdig, så forlad den; men hvis sagen er retfærdig, hvorfor skulle vi så gøre hans løfter til skamme, han, som befaler os at sove uden frygt? ... Kristus vil ikke svigte arbejdet for retfærdighed og sandhed. Han lever, han regerer! Hvad skulle vi så frygte for?"

<KMKOS 125/3> Gud hørte sine tjeneres råb. Han gav fyrster og præster nåde og mod til at opretholde sandheden imod dem, som hersker over denne verdens mørke. Herren siger: "Se, jeg lægger i Zion en hovedhjørnesten, udvalgt og kostelig, og den, som tror på ham, skal ingenlunde blive til skamme." 1Pet 2,6. De protestantiske reformatorer havde bygget på Kristus, og helvedes porte fik ikke overhånd over dem.