<KMKOS 66/2> Ligesom evangeliets første forkyndere stammede Luther fra fattige forhold. Sine barneår tilbragte han i et beskedent tysk bondehjem. Ved dagligt slid som minearbejder tjente hans fader de nødvendige penge til hans uddannelse. Han havde tænkt sig, at sønnen skulle være jurist, men det var Guds hensigt at gøre ham til medarbejder på det store tempel, som langsomt hævede sig i århundredernes løb. Genvordigheder, savn og streng opdragelse var den skole, hvorigennem den alvidende Gud forberedte Luther til hans livs betydningsfulde opgave.

<KMKOS 66/3> Luthers fader var en stærk og handlekraftig natur og meget karakterfast, ærlig, beslutsom og redelig. Han veg aldrig fra, hvad han anså for sin pligt, hvad følgerne så end kunne blive. Hans helt igennem sunde fornuft fik ham til at betragte klostervæsnet med mistillid. Han var meget utilfreds med, at Luther uden hans samtykke lod sig optage i et munkekloster, og det varede to år, før faderen forsonede sig med sin søn, og selv da blev hans opfattelse ved at være den samme.

<KMKOS 66/4> Luthers forældre var meget omhyggelige med deres børns opdragelse og uddannelse. De bestræbte sig for at oplære dem i kundskab om Gud og udøvelse af kristelige dyder. Ofte lød faderens bøn i hans søns påhør, for at barnet skulle huske Herrens navn og engang være med til at fremme hans sandhed. Dette forældrepar udnyttede med største iver alt, hvad der var fordelagtigt for deres moralske og åndelige vækst, og som de trods det strenge arbejdsliv kunne få del i. Med alvor og udholdenhed stræbte de efter at opdrage deres børn til et fromt og nyttigt liv. Måske var de somme tider for strenge på grund af deres faste og urokkelige natur. Men skønt reformatoren selv var klar over, at de i nogle henseender havde begået fejl, fandt han mere grund til at rose end til at fordømme deres opdragelsesmetode.

<KMKOS 67/1> I den skole, hvortil Luther blev sendt som barn, blev han behandlet hårdt, ja, ligefrem brutalt. Hans forældre var så fattige, at han på vej fra sit hjem til skolen i en anden by en tid var nødt til at synge ved dørene for at skaffe sig føden, og ofte led han sult. De mørke og overtroiske forestillinger om gudsfrygt, som dengang var almindelige, opfyldte ham med skræk. Han lå tit vågen om natten og med et sorgfuldt sind, så han med bæven frem til en mørk fremtid. Han opfattede Gud som en streng, ubønhørlig dommer, og ikke som en kærlig himmelsk Fader. Men trods så mange og store hindringer hastede Luther standhaftigt fremad mod det høje mål af moralsk og åndelig fuldkommenhed, som virkede dragende på hans sjæl.

<KMKOS 67/2> Han tørstede efter viden, og hans alvorlige og praktiske natur ansporede ham til at foretrække det grundige og nyttige fremfor det overfladiske. Da han som attenårig kom ind på universitetet i Erfurt, var hans forhold gunstigere og hans udsigter lysere end i hans tidligste ungdom. Hans forældre var ved sparsommelighed og flid kommet i gode kår og var nu i stand til at yde ham al den hjælp, han behøvede. Gode og kloge venners indflydelse havde i nogen grad mindsket den tungsindighed, der skyldtes hans opdragelse. Han studerede flittigt de bedste forfattere, gemte deres mest værdifulde tanker i sit hjerte og gjorde de vises visdom til sin. Luther havde en god hukommelse, en sund dømmekraft og en utrættelig flid bragte ham snart frem i forreste række blandt hans kammerater.

<KMKOS 68/1> I Luthers hjerte boede den gudsfrygt, som satte ham i stand til at holde fast ved det mål, han havde sat sig, og fik ham til at vise dyb ydmyghed over for Gud. Han havde en aldrig svigtende følelse af at være afhængig af den guddommelige hjælp, og han glemte aldrig at begynde hver dag med at bønfaldt om ledelse og støtte. Tit sagde han: "den vigtigste halvdel af studiet er at bede rigtigt."

<KMKOS 68/2> En dag da Luther undersøgte bøgerne i universitetets bibliotek, opdagede han en latinsk bibel. Han havde hørt dele af evangelierne og brevene, som blev læst højt for folk ved den offentlige gudstjeneste, og han troede, at dette var hele Bibelen. Nu så han for første gang Guds ord i sin helhed. Med en blandet følelse af ærefrygt og undren vendte han de hellige blade, og med bankende hjerte læste han livets ord for sig selv, idet han nu og da standsede for at udbryde: "O, om Gud ville give mig en sådan bog!"

<KMKOS 68/3> Himmelens engle var ved hans side, og lysende stråler fra Guds trone åbenbarede sandhedens skatte for hans forståelse. Han havde altid været bange for at fornærme Gud, men nu greb den dybe overbevisning om hans syndige tilstand ham som aldrig før. Til sidst førte et inderligt ønske om at blive befriet for sin synd og finde fred med Gud ham til at gå i kloster og vie sig til munkelivet. Her blev han sat til at udføre det ringeste og groveste arbejde og til at tigge fra hus til hus. Han var nu i en alder, hvor man i høj grad higer efter agtelse og påskønnelse, så dette sårede hans naturlige følelser dybt; men tålmodigt udholdt han ydmygelsen, fordi han troede, at den var nødvendig på grund af hans synder.

<KMKOS 68/4> Hvert eneste øjeblik, han kunne afse fra sine daglige pligter, anvendte han til studier, idet han nægtede sig selv søvn og den tid, der gik med til de knappe måltider. Fremfor alt glædede han sig ved studiet af Guds ord. Han havde fundet en bibel, der ved en kæde var fastgjort til klostermuren, og ofte vendte han tilbage til den. Efterhånden som hans syndsbevidsthed blev dybere, søgte han at opnå tilgivelse og fred ved sine egne gerninger. Han levede et meget strengt liv og forsøgte ved faste, vågen og revselser at undertrykke sin naturs slette tilbøjeligheder, som munkelivet ikke havde befriet ham for. Intet offer var ham for stort, hvis han derved kunne vinde himlen. Som følge af denne pinefulde selvtugt mistede han sine kræfter og led af krampeanfald, fra hvis eftervirkninger han aldrig helt blev helbredt. Men trods alle anstrengelser fandt hans tyngede sjæl ingen lettelse. Til sidst bragte det ham til den yderste fortvivlelse.

<KMKOS 69/1> Da det forekom Luther, at alt var tabt, skaffede Gud ham en ven og hjælper. Den fromme Staupitz lukkede Luthers sind op for Guds ord og bød ham se bort fra sig selv, holde op med altid at tænke på den evige straf for at have krænket Guds lov og se hen til Jesus, hans tilgivende frelser. "I stedet for at plage dig selv på grund af dine synder, så kast dig i Frelserens arme. Stol på ham, på hans livs retfærdighed, på forsoningen ved hans død. Lyt til Guds Søn. Han blev menneske for at give dig forvisningen om Guds nåde." Elsk ham, som elskede dig først." Således talte dette nådens sendebud. Hans ord gjorde dybt indtryk på Luther Efter en lang kamp med vildfarelser blev det han muligt at gribe sandheden, og hans plagede sjæl fik fred.

<KMKOS 69/2> Luther blev ordineret til præst og blev fra klosteret kaldet til en lærestol ved universitetet i Wittenberg. Her kastede han sig over studiet af skrifterne på originalsprogene. Han begyndte at holde forelæsninger over Bibelen, og Davids Salmer, evangelierne og brevene blev udlagt forståeligt for skarer af glade tilhørere. Staupitz, hans ven og overordnede, tilskyndede ham til at bestige prædikestolen og prædike Guds ord. Luther tøvede, fordi han følte sig uværdig til at tale til folket i Kristi sted. Det var først efter lang kamp, at han gav efter for sine venners anmodninger. Allerede nu var han stærk i skriftens ord, og Guds nåde hvilede over ham. Hans veltalenhed betog hans tilhørere, den klarhed og kraft, hvormed han fremstillede sandheden, overbe-viste dem, og hans varme rørte deres, hjerte.

<KMKOS 69/3> Luther var stadig pavekirkens ægte søn og drømte ikke om, at han nogen sinde skulle blive andet. Ved Guds forsyn blev det lagt således til rette, at han kom til at besøge Rom Han foretog rejsen til fods og boede undervejs i munkeklostrene. I et kloster i Italien blev han fyldt af undren over den rigdom, pragt og overdådighed, som han blev vidne til. Munkene, boede i pragtfulde værelser, klædte sig i de rigeste og kostbareste dragter og gjorde sig til gode ved et overdådigt bord. Med bange anelser sammenlignede Luther dette syn med sit eget livs selvfornægtelse og besværligheder. Han følte sig forvirret.

<KMKOS 70/1> Til sidst øjnene han i det fjerne byen på de syv høje. I dyb bevægelse kastede han sig til jorden og udbrød: "Hellige Rom, jeg hilser dig!" Han gik ind i byen, besøgte kirkerne, lyttede til de næsten utrolige historier, som præster og munke fortalte, og udførte alle de formaliteter, som var foreskrevet. Alle vegne så han optrin, som fyldte ham med forundring og rædsel. Han så uretfærdigheden trives inden for alle klasser af præsteskabet. Han hørte usømmelig spøg fra de gejstlige og blev rædselsslagen over deres forfærdelige blasfemi, selv under messen. Når han færdedes blandt munke og borgere, mødte han udsvævelser og uordentligt levned.

<KMKOS 70/2> Hvor han end vendte sig hen, mødte han bespottelse i stedet for fromhed. "ingen kan forestille sig," skrev han, "hvilke synder og skændige gerninger der begås i Rom"Hvis der findes et helvede, er Rom bygget oven på det: det er en afgrund, hvorfra der opstiger al slags synd."

<KMKOS 70/3> Ved et nyt dekret havde paven lovet aflad til alle, der på deres knæ ville stige op ad "Pilatus trappe" Luther klatrede en dag fromt op ad disse trin, da der pludselig lød en tordenlignende røst, som sagde til ham: "Den retfærdige skal leve af tro." Rom 1,17. Han sprang op og skynde sig bort derfra, opfyldt af skam og rædsel. Denne bibeltekst mistede aldrig sin magt over hans sjæl. Fra den tid så han klarere end nogen sinde vildfarelsen ved at stole på, at menneskegerninger kan frelse, og nødvendigheden af tro på Kristi fortjeneste. Hans øjne var blevet åbnet, og aldrig mere skulle de tillukkes for pavevældets djævelske bedrag. Da han vendte sit ansigt bort fra Rom, var også hans hjerte vendt bort derfra, og fra den tid blev adskillelsen stadig større, indtil han helt afbrød forbindelsen med pavekirken.

<KMKOS 71/1> Efter Luthers hjemkomst fra Rom modtog han doktorgraden i teologi ved universitetet i Wittenberg. Nu stod det ham frit for som aldrig før at hellige sig de skrifter, som han elskede. Han havde aflagt et højtideligt løfte om nøje at studere og med troskab prædike Guds ord ikke pavernes ord og læresætninger alle sit livs dage. Han var ikke længere blot munk eller lærer men havde myndighed som Bibelens forkynder. Han var blevet kaldet til som hyrde at vogte Guds hjord, der hungrede og tørstede efter sandheden, Med fasthed erklærede han, at kristne mennesker ikke burde tage mod nogen anden lære end den, som bygger på de hellige skrifters autoritet. Disse ord ramte selve grundvolden for pavens overhøjhed. De rummede reformationens væsent-ligste grundsætning.

<KMKOS 71/2> Luther så faren ved at ophøje menneskelige teorier over Guds ord. Uden frygt angreb han den spekulative vantro og imødegik den filosofi og teologi, som så længe havde haft magten over folket. Han fordømte den slags studier som ikke blot værdiløse, men meget skadelige, og søgte at vende sine tilhøreres sind fra filosoffernes og teologernes spidsfindigheder til de evige sandheder, som profeter og apostle havde forkyndt.

<KMKOS 71/3> Det var et vidunderligt budskab, som han bragte dem der lyttede til hans ord. Aldrig havde en sådan lære nået deres ører. Det glade budskab om en frelsers kærlighed, forvisningen om tilgivelse og fred ved hans forsonende blod fyldte deres hjerte og indgav dem et udødeligt håb.

<KMKOS 71/4> I Wittenberg tændtes et lys, hvis stråler skulle nå ud til jordens fjerneste lande, og som skulle vokse i klarhed indtil tidernes ende. Men lys og mørke kan ikke trives sammen. Mellem sandhed og vildfarelse er der en uophørlig strid, thi at opretholde og forsvare det ene er at angribe det andet. Vor frelser erklærede selv: "Jeg er ikke kommen for at bringe fred, men sværd." Matt 10,34. Og Luther sagde nogle år efter reformationens begyndelse: "Gud fører mig ikke, han skubber mig fremad, han bærer mig af sted. Jeg er ikke min egen herre. Jeg vil gerne leve et fredeligt liv; men jeg bliver kastet midt ud i oprør og revolutioner." Luther blev nu kastet ind i en direkte kamp med Romerkirken der havde gjort Guds nåde til en handelsvare.

<KMKOS 72/1> Vekselerernes borde var igen blevet stillet op ved siden af alteret, og luften genlød af køberes og sælgeres råb. Under foregivende af at skulle skaffe penge til opførelsen af Peterskirken i Rom blev der med pavens bemyndigelse offentligt udbudt afladsbreve til salg. For prisen for forbrydelser skulle et tempel opføres til Guds ære, hjørnestenen lægges for syndens løn! Men netop de midler, der blev godkendt til Roms ophøjelse, fremkaldte det mest dødbringende slag mod dets magt og storhed. Det var dem, der vækkede den mest afgjorte og foretagsomme af pavemagtens fjender og førte til den strid, som fik pavetronen til at ryste og den tredobbelte krone på pavens hoved til at vakle.

<KMKOS 72/2> Den embedsmand, som blev valgt til at lede salget af afladsbreve i Tyskland Tetzel hed han var blevet kendt skyldig i de laveste forbrydelser mod samfundet og mod Guds lov; han blev nu udset til at fremme pavens samvittighedsløse forretningsplaner. Med den største frækhed gentog han de mest skamløse løgne og fortalte forbavsende historier for at narre det uvidende, og overtroiske folk. Hvis de havde været i besiddelse af Guds ord, ville de ikke således have ladet sig narre. Det var for at holde dem under pavedømmets kontrol, for stadig at kunne forøge de ærgerrige lederes magt og rigdom, at Bibelen var blevet holdt borte fra dem.

<KMKOS 72/3> Når Tetzel drog ind i en by, gik et sendebud foran ham og forkyndte: "Guds og den hellige faders nåde er ved jeres porte" Og folket bød den blasfemiske hykler velkommen, som om han var Gud selv, der var steget ned fra Himmelen til dem. Den afskyelige handel foregik i kirken, og Tetzel steg op på prædikestolen og hævede afladshandelen til skyerne som Guds dyrebare gave. Han erklærede, at ved hans afladsbreves kraft ville alle de synder, som køberen senere måtte ønske at begå, være ham tilgivet, og at end ikke anger er nødvendig.

<KMKOS 73/1> Og han forsikrede sine tilhørere, at afladsbrevene havde magt til at frelse ikke blot de levende, men også de døde. I samme øjeblik pengene klang mod bunden af hans kiste, ville den sjæl, for hvem de var blevet betalt, slippe ud af skærsilden og være på vej til Himmelen.

<KMKOS 73/2> Dengang troldkarlen Simon tilbød at købe apostlenes magt til at udføre mirakler svarede Peter ham; "Gid dit sølv må gå til grunde og du selv med, siden du mener at kunne købe Guds gave for penge." Apg 8,20. Tetzels tilbud blev med iver grebet af tusinder. Guld og sølv strømmede ind i hans kasse. En frelse, som kunne købes for penge, var langt lettere at opnå end den, som krævede anger, tro og flittige bestræbelser for at modstå og overvinde synden.

<KMKOS 73/3> Læren om aflad var blevet imødegået af lærde og fromme mænd inden for romerkirken, og der var mange, som ikke havde nogen tillid til et forehavende, der var så stik imod både fornuften og den hellige skrift. Ingen gejstlige turde dog hæve sin røst mod denne skændige handel; men menneskers sind var ved at blive forvirrede og bekymrede, og mange spurgte ivrigt om Gud dog ikke kunne fremskaffe en hjælp til atter at rense sin kirke.

<KMKOS 73/4> Skønt Luther stadig var katolik af den strengeste slags, blev han grebet af rædsel over afladskræmmernes gudsbespottelige anmasselse: Mange af hans egen menighed havde købt afladsbreve, og snart begyndte de at komme til deres præst for at skrifte deres forskellige synder og få tilgivelse, ikke fordi de angrede og gerne ville forbedre sig, men på grund af aflad. Luther nægtede dem denne form for tilgivelse og viste dem, at hvis de ikke ville angre og omvende sig, måtte de dø i deres synder. I største forvirring vendte de tilbage til Tetzel og klagede over, at deres skriftefader havde afvist hans afladsbreve. Tetzels blev aldeles rasende. Han fremkom med de frygteligste forbandelser, lod bål tænde på torvene og erklærede, at han havde modtaget befaling fra paven om at brænde alle kættere, der havde den dristighed at modsætte sig hans allerhelligste afladsbreve".

<KMKOS 73/5> Nu tog Luther modigt fat på sit arbejde som sandhedens forkæmper. Fra prædikestolen lød hans stemme alvorligt og højtideligt advarende. Han viste folket syndens afskyelighed og lærte dem, at det for et menneske var umuligt ved egne gerninger, at mindske sin skyld eller undgå straffen for den. Kun anger over for Gud og tro på Kristus kan frelse en synder. Kristi nåde kan ikke købes, den er en fri gave. Han rådede folk til ikke at købe afladsbreve, men i tro se hen til den korsfæstede frelser. Han fortalte om sine egne smertelige erfaringer ved forgæves gennem ydmygelse og bod at ville erhverve frelse, og han forsikrede sine tilhørere, at det var ved at se bort fra sig selv og tro på Kristus, at han havde fundet fred og glæde.

<KMKOS 74/1> Da Tetzel fortsatte med sin handel og sit ugudelige hykleri, besluttede Luther sig til en mere virkningsfuld protest mod dette himmelråbende misbrug, og der bød sig snart en lejlighed. Slotskirken i Wittenberg ejede mange billeder, som på visse helligdage blev fremvist for folk, og fuld syndsforladelse blev givet til alle som besøgte kirken og skriftede. Som følge heraf kom der på disse dage mange mennesker derhen.

<KMKOS 74/2> Dagen før havde Luther, sluttet sig til de skarer, der allerede var på vej til kirken, på kirkedøren havde han opslået et papir med fem og halvfemsindstyve sætninger imod læren om aflad. Han erklærede sig villig til at forsvare disse næste dag på universitetet mod enhver, som fandt for godt at angribe dem.

<KMKOS 74/3> Hans læresætninger tiltrak sig almindelig opmærksomhed. De blev læst og atter læst og gentaget alle vegne. Der blev stor ophidselse på universitetet og i hele byen. Ved disse "teser" gjordes det klart, at magten til at tildele syndsforladelse og ophæve syndens straf aldrig var overdraget til paven eller til noget andet menneske. Hele foretagendet var en farce et kunstgreb for at fravriste folk penge ved at benytte sig af deres overtro et påfund af Satan for at fordærve alle de sjæle, der ville fæste lid til det løgnagtige hykleri. Det fremgik også klart, at Kristi evangelium er kirkens mest dyrebare klenodie, og at Guds nåde, som åbenbares deri, frit skænkes til alle, som søger den ved anger og tro.

<KMKOS 74/4> Luthers teser fremkaldte diskussion, men ingen vovede at modtage udfordringen. I løbet af få dage spredtes de spørgsmål, han havde skrevet på kirkedøren ud over hele Tyskland, og i løbet af nogle få uger havde de givet genlyd i alle de kristne lande. Mange fromme katolikker, havde sørget dybt over de frygtelige misgerninger, der havde fået overhånd inden for kirken, læste nu med stor glæde, de sætninger, som Luther havde skrevet, og de kendte Guds røst i dem. De følte, at Herren nådigt havde udrakt sin hånd for at standse den hastigt voksende bølge af fordærvelse, der udgik fra pavestolen i Rom Fyrster og myndigheder glædede sig hemmeligt over, at der nu ville blive sat en bremse på den hovmodige magt, som nægtede den retten til indsigelser mod dens beslutninger.

<KMKOS 75/1> Men den overtroiske mængde, som elskede synden, blev forfærdet, da de spidsfindigheder, som havde dulmet deres frygt blev fejet bort. Snu personer inden for gejstligheden, blev nu afbrudt i deres bestræbelser for at billige forbrydelser, blev rasende og sluttede sig sammen for at opretholde deres hykleri. Reformatoren måtte møde hårde anklagere. Nogle beskyldte ham for at have handlet overilet og efter en pludselig indskydelse. Andre anklagede ham for anmasselse og erklærede, at han ikke havde ladet sig lede af Gud, men handlede i hovmod og frækhed. Som svar på deres anklager svarede han, dem "at et menneske sjældent fremkommer med en ny tanke, uden at det kan se ud som hovmod og uden at blive beskyldt for at vække strid? Hvorfor blev Kristus og alle martyrerne dræbt? Fordi de syntes at være hovmodige foragtere af deres tids visdom, og fordi de fremkom med noget nyt uden først ydmygt, at have søgt råd hos de gamle profeter."

<KMKOS 75/2> Og atter erklærede han: "Hvad jeg end gør, vil det blive gjort, ikke ved menneskers klogskab, men efter Guds råd. Hvis værket er Guds, hvem kan så standse det? Hvis det ikke er det, hvem kan så fremme det? Ikke min vilje, heller ikke deres, heller ikke vor, men din vilje, hellige Fader, som er i Himlene."

<KMKOS 75/3> Skønt Luther af Guds ånd var blevet drevet til at begynde sit værk skulle han ikke komme til at føre det igennem uden hård kamp. Fjendernes dadel, deres forvanskning af hans hensigter og deres uretfærdige og ondsindede kritik af hans person og bevæggrunde skyllede ind over ham som en mægtig strøm, og de var ikke uden virkning. Han havde stolet på, at folkets ledere inden for kirken med glæde ville forene sig med ham i hans bestræbelser for at reformere. Opmuntrende ord fra højtstående personer havde indgivet ham håb og glæde. I forventningen havde han allerede set en lysere dag gry for kirken; men opmuntringen var blevet forvandlet til bebrejdelser og fordømmelse. Mange stormænd, både inden for kirke og stat, var overbevist om sandheden i hans læresætninger; men snart så de, at det ville medføre store forandringer, hvis disse sandheder skulle godtages. At oplyse og reformere folket ville i virkeligheden sige det samme som at undergrave Roms myndighed, at standse tusinder af de kilder, som nu strømmede ind i Roms skatkammer, og således i høj grad begrænse de pavelige lederes ødselhed og luksus. Og desuden: at lære folket at tænke og handle som ansvarlige individer, der kun så hen til Kristus for at blive frelst. Det ville omstøde pavens trone og muligvis også deres egen myndighed. Af denne grund afslog de at modtage den kundskab, som Gud tilbød dem, og sluttede sig sammen mod Kristus og sandheden.

<KMKOS 76/1> Luther skælvede ved at se sig selv ene mand imod de stærkeste magter på jorden. Undertiden tvivlede han om, hvorvidt han virkelig var blevet ført af Gud til at sætte sig op mod kirkens myndighed. "Hvem er jeg," skriver han, "siden jeg kunne sætte mig op mod pavens majestæt, han for hvem jordens konger og hele verden skælvede.

<KMKOS 76/2> Ingen kan ane, hvad mit hjerte led i disse første to år, og i hvilket mismod, for ikke at sige fortvivlelse, jeg var nedsunken i. Men han var ikke så forladt, at han helt tabte modet. Når menneskers støtte svigtede, så han hen til Gud alene og lærte, at han med fuldkommen sikkerhed kunne støtte sig til den Almægtiges arm.

<KMKOS 76/3> Til en af reformationens venner skrev Luther: "Vi kan ikke nå til forståelse af skriften hverken ved studier eller forstand. Din første pligt er at begynde med bøn. Bønfald Herren om; af sin store nåde at skænke dig den sande forståelse af sit ord. Der findes ingen anden fortolker af Guds ord end forfatteren af dette ord, som han selv har sagt: "Alle dine børn bliver oplært af Herren." Gør dig ikke håb om noget ved dit eget slid, eller ved din egen forståelse. Stol kun på Gud og hans Ånds medvirken. Tro dette på en mands ord, som har gjort sine erfaringer." Heri er en lære af livsvigtig betydning for dem, der føler, at Gud har kaldet dem til at meddele andre denne tids alvorlige sandheder, disse sandheder vil vække Satans fjendskab. I kampen mod de onde magter behøves der mere end en klar forstand og menneskelig visdom.

<KMKOS 77/1> Når fjenderne påberåbte sig skikke og overleveringer eller pavens påstande og autoritet, imødegik Luther dem med Bibelen og Bibelen alene. Her var argumenter, som de ikke kunne imødegå; derfor krævede man højlydt hans blod, ligesom jøderne havde krævet Jesu blod. "Han er en kætter," råbte de romerskkatolske fanatikere. "Det er en synd at lade ham leve blot en time længere. Lad skafottet straks blive rejst for ham!" Men Luther blev ikke et bytte for deres raseri. Gud havde en gerning for ham at gøre, og Himmelens engle blev udsendt for at beskytte ham. Men dog blev mange, som ved Luther havde modtaget det kostelige lys, ofre for Satans forbitrelse og led pinsler og død for sandhedens skyld.

<KMKOS 77/2> Luthers lærdomme tildrog sig opmærksomhed fra tænkende sjæle i hele Tyskland. Fra hans prædikener og skrifter udgik der stråler af lys, som vækkede og oplyste tusinder af mennesker. En levende tro trådte i stedet for den døde formalisme, som så længe havde præget kirken. For hver dag mistede folket tilliden til romerkirkens overtroiske forestillinger. Fordommenes skranker faldt sammen. Guds ord, hvorved Luther prøvede enhver læresætning og ethvert krav, var som et tveægget sværd, der skar sig ind i folkets hjerte. Alle vegne vågnede der et ønske om åndelig fremgang. Alle vegne var der en sådan hunger og tørst efter retfærdighed, som man i lange tider ikke havde kendt, Folkets øjne, som så længe havde været rettet mod menneskelige ritualer og jordiske mellemmænd, vendte sig nu i tro til Kristus og ham korsfæstet.

<KMKOS 77/3> Denne vidtrækkende interesse vakte i endnu højere grad de pavelige myndigheders frygt. Luther modtog en befaling om at fremstille sig i Rom for at besvare anklagen for kætteri. Denne stævning fyldte hans venner med skræk. De kendte udmærket godt den fare, som truede ham i den fordærvede by, der allerede havde drukket af Jesu martyrers blod. De protesterede mod hans rejse til Rom og bad om, at han måtte blive forhørt i Tyskland. Denne ordning blev endelig gennemført, og pavens sendebud blev udnævnt til at overvære retssagen. I de instrukser, som paven meddelte denne embedsmand, blev det fastslået, at Luther allerede var erklæret for kætter. Hvis Luther skulle forblive standhaftig og det ikke lykkes pavens udsending at knække ham, blev han bemyndiget til, at erklære ham fredløs, i enhver del af Tyskland og at forvise og bandlyse ham, samt at udelukke alle fra kirken der havde sluttet sig til ham.

<KMKOS 78/1> For helt at udrydde dette kætteri, befalede paven sine sendebud at bandlyse alle, uanset hvilken værdighed de end indtog i stat eller kirke, kejseren alene undtagen, alle fik ordre til at pågribe Luther og hans tilhængere og udlevere dem til Roms hævn.

<KMKOS 78/2> Her viser pavekirkens sande ånd sig. Ikke det mindste spor af kristelige principper eller blot almindelig retfærdighed spores i hele dette dokument. Luther var langt borte fra Rom; han havde ikke haft nogen lejlighed til at forklare eller forsvare sin stilling; og dog blev han, før hans sag var undersøgt, kort og godt erklæret for en kætter og på samme tid anklaget og fordømt, og alt dette af den selvbestaltede hellige fader, den eneste, allerhøjeste og ufejlbarlige myndighed inden for kirke og stat!

<KMKOS 78/3> Man havde bestemt Augsburg til at være skueplads for retssagen, og reformatoren begav sig af sted til fods for at rejse derhen. Man nærede alvorlig frygt for hans sikkerhed. Der var åbenlyst fremkommet trusler om, at han ville blive pågrebet og myrdet undervejs, og hans venner bad ham om ikke at vove forsøget. De bønfaldt ham endog om for en tid at forlade Wittenberg og søge sikkerhed hos dem, som ville beskytte ham. Men han ville ikke forlade den stilling, hvor Gud havde sat ham. Han måtte vedblive med trofast at opretholde sandheden, hvor meget stormene end rasede om ham. Han sagde: "Jeg er ligesom Jeremias en stridens og kampens mand; men jo mere de forøger deres trusler, jo større er min glæde. De har allerede ødelagt min ære og mit rygte. Kun en ting er tilbage; det er mit elendige legeme; lad dem kun tage det, de vil på den måde forkorte mit liv med nogle få timer. Men hvad min sjæl angår, så kan de ikke tage den. Den, som ønsker at forkynde Kristi ord for verden må vente døden hvert øjeblik."

<KMKOS 79/1> Efterretningen om Luthers ankomst til Augsburg var en stor tilfredsstillelse for det pavelige sendebud. Denne besværlige kætter, som vakte hele verdens opmærksomhed, syntes nu at være i Roms magt, og pavens udsending besluttede, at han ikke skulle få lov at undslippe. Reformatoren havde forsømt at sikre sig ved et frit lejde. Hans venner tilskyndende ham til ikke at vise sig for pavens udsending uden dette, og de påtog sig selv at fremskaffe det fra kejseren. Det var den gejstliges hensigt at tvinge Luther til, om muligt, at tilbagekalde sine ord, eller hvis dette ikke lykkedes, da at få ham ført til Rom for at dele skæbne med Hus og Hieronymus. Derfor forsøgte han gennem sine hjælpere at overtale Luther til at træde frem uden et sikkert lejde og stole på hans barmhjertighed. Dette afslog reformatoren bestemt. Først da han havde modtaget det dokument, der tilsagde ham kejserens beskyttelse, trådte han frem for den pavelige udsending.

<KMKOS 79/2> Som et politisk træk havde de romersk katolske besluttet om de kunne prøve at vinde Luther ved tilsyneladende mildhed. Pavens udsending gav i sine samtaler med ham udtryk for stor venlighed, men han krævede, at Luther ubetinget skulle bøje sig for kirkens autoritet og uden drøftelse eller spørgsmål give efter på ethvert punkt. Denne udsenning havde ikke forstået at vurdere karakteren hos den mand, han havde med at gøre. Som svar udtrykte Luther sin ærbødighed for kirken, sit ønske om at holde sig til sandheden, sin beredvillighed til at besvare alle indvendinger mod, hvad han havde lært andre, og at underkaste sine læresætninger en afgørelse fra forskellige ledende universiteter. Men samtidig protesterede han mod den fremgangsmåde, som kardinalen benyttede ved at forlange, at han skulle tilbagekalde, uden at det var bevist, at han havde fejlet. Men den udsendte kardinals eneste svar lød: "Tilbagekald, tilbagekald!"

<KMKOS 80/1> Reformatoren vidste, at hans standpunkt fandt støtte i skriften, og erklærede med fasthed, at han ikke kunne fornægte sandheden. Da den gejstlige så, at det ikke var muligt at give svar på Luthers begrundelser, mistede han helt besindelsen og råbte i sit raseri: "Tilbagekald! eller jeg sender dig til Rom, så du der kan blive stillet for de dommere, som er udnævnt til at undersøge din sag. Jeg vil udelukke dig og alle dine tilhængere og alle, som nogen sinde støtter dig af kirken." Og til slut erklærede han hovmodigt og vredt: "Tilbagekald, eller kom ikke mere igen." Reformatoren trak sig straks tilbage sammen med sine venner, men det var ikke dette, som havde været den gejstliges hensigt!

<KMKOS 80/2> Luthers anstrengelser ved denne lejlighed var ikke uden resultater. Den store forsamling, som var til stede, havde lejlighed til at sammenligne de to mænd og selv dømme om den ånd, som boede i dem, ligesom deres stillings styrke og sandfærdighed. Modsætningen var iøjnefaldende! Reformatoren trådte beskeden, men urokkelig, frem i Guds kraft, fordi han havde sandheden på sin side; pavens repræsentant var derimod selvbevidst, overmodig, hovmodig og urimelig, uden en eneste begrundelse fra bibelen. "Tilbagekald, eller du bliver sendt til Rom for at blive straffet." Råbte han.

<KMKOS 80/3> På trods af, at Luther havde sikret sig frit lejde, lagde de romerskkatolske planer om at gribe og fængsle ham. Hans venner hævdede, at da det ikke var til nogen nytte for ham at forlænge sit ophold, burde han vende tilbage til Wittenberg uden at tøve, og at den største forsigtighed måtte udvises for at skjule hans planer. Derfor forlod han Augsburg før daggry, til hest og kun ledsaget af en fører, som øvrigheden havde skaffet ham. Med bange forudanelser begav han sig hemmeligt gennem byens mørke og tavse gader. Vagtsomme og grusomme fjender lagde råd op om at dræbe ham. Kunne han undgå de snarer, der var lagt for ham? Dette var øjeblikke fulde af ængstelse og inderlig bøn. Han nåede en lille låge i bymuren. Den blev åbnet for ham, og sammen med sin fører kom han uden hindringer igennem den. Da flygtningene var i sikkerhed udenfor, var han uden for sine forfølgeres rækkevidde. Satan og hans udsendinge havde tabt slaget. Den mand, som de havde ment, at have i deres magt, var borte, undsluppet som en fugl af fuglefængerens snare.

<KMKOS 81/1> Ved meddelelsen om Luthers flugt blev pavens udsending overvældet af forbavselse og vrede. Han havde regnet med at modtage stor ære for den klogskab og fasthed, hvormed han havde optrådt over for kirkens forstyrrer; men han blevet skuffet. Han gav udtryk for sin harme i et brev til kurfyrst Frederik af Sachsen, hvori han bittert anklagede Luther og forlangte, at Frederik skulle sende reformatoren til Rom eller forvise ham fra Sachsen.

<KMKOS 81/2> Som forsvar hævdede Luther, at pavens udsending eller paven selv ud fra Bibelen måtte påvise ham hans vildfarelser, og forpligtede sig på den højtideligste måde til at frafalde sine læresætninger, hvis de kunne bevises at være i modstrid med Guds ord. Han udtrykte sin taknemmelighed mod Gud, fordi han var agtet værdig til at lide for så hellig en sag. Luthers oprigtighed og kraft gjorde et dybt indtryk på kurfyrsten, og han besluttede at optræde som hans beskytter.

<KMKOS 81/3> Fyrsten afslog at sende Luther til Rom eller at forvise ham fra sine riger. Kurfyrsten så, at der var almindeligt forfald i samfundets moralske forhold. Der tiltrængtes et stort reformarbejde. De indviklede og kostbare foranstaltninger for at hindre og straffe forbrydelser ville være unødvendige, hvis mennesker blot erkendte og adlød Guds krav, og hvad en oplyst samvittighed tilsagde dem. Han så, at Luther arbejdede for gennemførelse af dette, og hemmeligt frydede han sig over, at man mærkede en bedre indflydelse i kirken.

<KMKOS 81/4> Han så også, at Luther i høj grad havde held med sig som lærer ved universitetet. og ikke blot fra alle dele af Tyskland, men fra andre lande, flokkedes studerende ved universitetet. Unge mænd, der for første gang fik Wittenberg i sigte, løftede deres hænder mod himmelen og priste Gud, fordi han havde ladet sandhedens lys skinne fra denne by, hvorfra det spredte sig til de fjerneste lande.

<KMKOS 82/1> Luther var endnu kun delvis omvendt fra romerkirkens vilfarelser. Men når han sammenlignede Guds ord med de pavelige forordninger og indstiftelser, fyldtes han af undren. "Jeg læser " skrev han, "pavernes forordninger, og jeg ved ikke, om paven er selve antikrist eller hans apostel, et så forfærdeligt falsk billede bliver der givet af Kristus, og han bliver atter korsfæstet ved dem." Dog støttede Luther endnu romerkirken og havde ingen tanke om nogen sinde at skille sig fra den.

<KMKOS 82/2> Reformatorens skrifter og lære nåede ud til hvert folk inden for kristenheden, Arbejdet bredte sig i Schweiz og Holland. Kopier af hans skrifter fandt vej til Frankrig og Spanien. I England blev hans lære modtaget som selve livets ord. Sandheden nåede også til Belgien og Italien. Tusinder vågnede op fra deres sløvhedstilstand til glæden og håbet ved et liv i tro.

<KMKOS 82/3> Paven og de gejstlige blev mere og mere ophidset ved Luthers angreb, og det blev erklæret af nogle af hans fanatiske modstandere, og af doktorer ved de katolske universiteter, at den, som dræbte den oprørske munk, ikke syndede derved.

<KMKOS 82/4> En dag nærmede en fremmed sig reformatoren med en pistol skjult under kappen og spurgte ham, hvorfor han gik så alene. "Jeg er i Guds hånd" svarede Luther, "han er min styrke og mit skjold. Hvad kan mennesker gøre mig?" Ved at høre disse ord blegnede den fremmede og flygtede bort, som om han havde mødt Himmelens engle.

<KMKOS 82/5> Rom var fast besluttet på at tilintetgøre Luther, men Gud var hans værge. Luthers lære hørtes alle vegne i hytter og klostre, på universiteterne og i kongernes slotte; fornemme mænd stod alle vegne frem for at støtte ham i kampen.

<KMKOS 82/6> I en henvendelse til kejseren og den tyske adel om hjælp til kristenhedens reformation skrev Luther angående paven: "Det er frygteligt at se den mand, som kalder sig Kristi stedfortræder, udfolde en pragt, som ingen kejser kan opvise magen til. Er dette at ligne den fattige Jesus eller den ydmyge Peter? Man siger, han er verdens herre! Men Kristus, hvis stedfortræder han praler af at være, har sagt: "Mit rige er ikke af denne verden" Kan en stedfortræders besiddelser være større end hans herres?"

<KMKOS 83/1> Han skrev om universiteterne: "Jeg er meget bange for, at universiteterne vil vise sig at være de store porte ind til helvede, medmindre de flittigt arbejder på at udlægge den hellige skrift og indskrive den i ungdommens hjerte. Jeg råder ingen til at anbringe deres barn et sted, hvor skrifterne ikke hersker over alt andet. Enhver institution, hvor mennesker ikke uophørligt beskæftiger sig med Guds ord, må blive fordærvet."

<KMKOS 83/2> Denne henvendelse cirkulerede i hele Tyskland og øvede en vældig indflydelse på folket. Der blev rusket op i hele nationen, og en mængde blev vakt til at samles om reformationens banner. Luthers modstandere, som brændte af hævntørst, tilskyndende paven til at tage afgørende forholdsregler imod ham. Det blev påbudt, at hans lære øjeblikkelig skulle fordømmes. Tresindstyve dage blev tilstået reformatoren og hans tilhængere; hvis de derefter ikke havde tilbagekaldt, skulle de alle lyses i band.

<KMKOS 83/3> Dette var en frygtelig krise for reformationen. I århundreder havde Roms bandbulle slået mægtige herskere med rædsel, den havde fyldt vældige riger med kval og ødelæggelse. Luther var ikke blind for den storm, der var ved at bryde løs over ham; men han stod fast, i tillid til, at Kristus var hans støtte og skjold. Med en martyrs mod og tro skrev han: "Hvad der nu skal ske, ved jeg ikke og bryder mig heller ikke om at vide det. Lad slaget blot falde, hvor det vil, jeg frygter ikke. Ikke så meget som et blad falder til jorden uden vor Faders vilje. Hvor meget mere vil han ikke sørge for os! Det er en let sag at dø for ordets skyld, da det ord, som blev kød, selv døde. Hvis vi dør med ham, skal vi leve med ham; og når vi gennemgår det, som han har gennemgået før os, så skal vi være, hvor han er, og bo hos ham for evigt."

<KMKOS 83/4> Da den pavelige bandbulle nåede Luther, sagde han: "Jeg foragter og angriber den som ugudelig og falsk. Det er Kristus selv, som fordømmes deri. Jeg fryder mig over at måtte tåle så meget ondt for denne sag. Jeg føler mig allerede mere fri i mit hjerte, for nu ved jeg endelig, at paven er antikrist, og at hans trone er selve Satans."

<KMKOS 84/1> Dog var mandatet fra Rom ikke virkningsløst. Fængsel, tortur og sværd var våben, der havde magt til at tvinge til lydighed. De svage og overtroiske skælvede for pavens dekret, og skønt der var almindelig sympati for Luther, følte mange, at livet var for dyrebart til at voves for reformationens skyld. Alt syntes at pege hen imod, at reformatorens værk var ved at være afsluttet.

<KMKOS 84/2> Luther bekendtgjorde offentligt sin beslutning om for evigt at forlade romerkirken. I overværelse af offentligheden brændte Luther pavens, dekret samen med kirkelovene og visse skrivelser, som støttede den pavelige magt. Ved denne gerning stadfæstede Luther sit endelige brud med Romerkirken, og erklærede at der fra nu af var krig mellem ham og paven. Paven havde truet Luther med bandlysning hvis han ikke tilbagekaldte, og nu blev truslen fuldbyrdet. Et nyt dekret blev udsendt, som erklærede reformatoren for endeligt udelukket af den romerske kirke, fordømte ham som forbandet af Himmelen og indesluttede alle dem, der tog imod hans lære, i den samme fordømmelse. Den vældige strid var i fuld gang.

<KMKOS 84/3> Alle dem, som Gud bruger til at fremsætte de sandheder der på en særlig måde gælder for deres tid, vil møde modstand. Således var det også på Luthers tid. Og således er det også i dag. De der i dag fremholder de sandheder, som på en særlig måde gælder for menigheden i dag, møder også modstand. Men sandheden er ikke mere eftertragtet af flertallet i dag, end den var det af de katolikker, der modvirkede Luther. Der findes den samme tilbøjelighed til at antage menneskers teorier og traditioner i stedet for Guds ord som i tidligere tider. De der forkynder sandheden for denne tid, bør ikke forvente at blive modtaget med større velvilje end tidligere tiders reformatorer. Den store strid mellem sandhed og vildfarelse, mellem Kristus og Satan, må vokse i styrke indtil afslutningen på denne verdens historie.