<KMKOS 44/2> Guds folks historie i de mørke århundreder, som fulgte efter Roms magtovertagelse, står skrevet i Himmelen, men den har ikke fået megen plads i menneskenes historiebøger. Der findes kun få spor efter disse mennesker, når man ser bort fra deres forfølgeres anklageskrifter. Det var romerkirkens politik at bekæmpe den mindste afvigelse fra dens læresætninger og dekreter. Romerkirken søgte at udrydde alt, hvad der havde karakter af kætteri, og det gjaldt både mennesker og skrifter. Hvis nogen så meget som betvivlede de pavelige dogmers gyldighed, bragte de sig i livsfare uden hensyn til, om de var rige eller fattige, høje eller lave. Romerkirken søgte også at tilintetgøre alle spor efter den grusomhed, som den viste over for anderledes troende. De pavelige koncilier bestemte, at bøger og skrifter, som indeholdt oplysninger herom, skulle brændes. Før bogtrykkerkunstens opfindelse fandtes der kun få bøger, og de egnede sig ikke særlig godt til opbevaring. Romerkirkens repræsentanter havde derfor ikke svært ved at nå deres mål.

<KMKOS 45/1> Ingen af de kirker, der lå inden for det område, hvor romerkirken havde overhøjheden, fik lov at nyde samvittighedsfriheden ret længe. Pavedømmet havde næppe fået magten, før det rakte sine arme ud og knuste alle dem, der nægtede at anerkende dets herredømme, og en efter en underkastede kirkerne sig.

<KMKOS 45/2> Den uforfalskede kristendom havde slået rødder i Storbritannien på et meget tidligt tidspunkt. Trofaste mænd havde med stor succes forkyndt evangeliet i dette land. En af disse evangelister holdt den Bibelske sabbat, og herved fik folket kendskab til denne sandhed. I slutningen af det sjette århundrede gik de romerske missionærer i gang med at omvende de hedenske saksere.

<KMKOS 45/3> Mange tusinder blev overtalt til at antage romerkirkens lære. Under deres videre arbejde stødte de pavelige udsendinge og tilhængere på de mennesker, der havde antaget den uforfalskede kristendom. Der var en slående kontrast imellem dem. De sidstnævnte var beskedne og ydmyge, og deres karakter, lære og vandel var i overensstemmelse med skriften. De andre, derimod, var præget af den overtro, pragt og det hovmod, som var karakteristisk for pavedømmet. Den romerske udsending forlangte, at disse kristne menigheder skulle anerkende pavens overhøjhed. Englænderne svarede beskedent, at de gerne ville elske alle mennesker, men at paven ingen ret havde til at øve overhøjhed inden for kirken, og at de kun kunne vise ham den samme underdanighed, som tilkom enhver anden af Kristi disciple. Der blev gjort flere forsøg på at få dem til at vise troskab over for Rom; men de ydmyge kristne, som var forbavsede over den stolthed, som disse udsendinge lagde for dagen, svarede bestemt, at de ikke havde nogen anden herre end Kristus. Nu viste pavedømmet sit sande ansigt. Romerkirkens repræsentant sagde: "Hvis I ikke vil tage imod brødre, som kommer med fred, skal I komme til at tage imod fjender, som kommer med krig, Hvis I ikke vil slutte jer til os for at vise sakserne livets vej, skal I få dødsstødet fra dem."

<KMKOS 46/1> Det var ikke tomme trusler. Krig, falske beskylninger og bedrag var de midler, man tog i anvendelse, for at bekæmpe de mennesker, der vidnede om den bibelske tro, og til sidst var menighederne i Storbritannien enten tilintetgjort eller tvunget til at underkaste sig pavens myndighed.

<KMKOS 46/2> I lande, som lå uden for romerkirkens magtområde, levede der i flere århundreder grupper af kristne, som praktisk talt var uberørte af pavedømmets fordærv. De var omgivet af hedninger til alle sider og kom også under hedensk indflydelse; men de vedblev at betragte Bibelen som den eneste rettesnor for troen og holdt fast ved mange af dens sandheder. Disse kristne troede på Guds lovs fortsatte gyldighed og holdt sabbatten i overensstemmelse med det fjerde bud. Der fandtes menigheder, som hyldede denne lære og praksis, i Centralafrika og blandt armenierne i Asien.

<KMKOS 46/3> Blandt dem, der modsatte sig pavedømmets overgreb, stod valdeserne i første række. Pavedømmets vranglære og fordærv blev mødt med den heftigste modstand i netop det land, hvor pavemagten havde oprettet sit hovedkvarter. Menighederne i Piemonte beholdt deres uafhængighed i flere århundreder, men til sidst forlangte Rom, at de skulle underkaste sig. Efter forgæves kampe imod romerkirkens tyranni anerkendte disse kirkers ledere modstræbende, at den magt, som hele verden syntes at hylde, havde overhøjheden. Der var dog et stort antal, som nægtede at anerkende pavens eller de gejstliges myndighed. De var fast besluttede på at vise Gud troskab og på at bevare deres rene, enfoldige tro. Disse grupper udskilte sig nu fra hinanden. De mennesker, som holdt fast ved den gamle tro, trak sig tilbage. Nogle af dem forlod deres hjem i Alperne og plantede sandhedens banner i fremmede lande; andre trak sig tilbage til bjergenes fæstninger og de ensomme, trange dale, hvor de havde frihed til at tilbede Gud.

<KMKOS 46/4> Den tro som de kristne valdesere holdt fast ved og udbredte i århundreder, stod i skarp modsætning til de falske lærdomme som havde deres oprindelse i Rom Men de beskedne bønder, som havde slået sig ned i naturens ensomhed langt borte fra den store verden, og som til daglig måtte arbejde hårdt for at vogte deres hjorde og passe deres vinhaver, havde ikke selv fundet sandheden, som stod i modsætning til den frafaldne kirkes dogmer og vildfarelser. Deres tro var ikke ny; den var gået i arv fra deres forfædre. De kæmpede for apostelmenighedens tro "den tro, som en gang for alle er blevet overgivet de hellige". Jud. 3.

<KMKOS 47/1> En af hovedårsagerne til den sande menigheds udskillelse fra Rom var romerkirkens had til den bibelske sabbat. Pavedømmet kastede sandheden til jorden, som det var forudsagt i profetien. Guds lov blev trådt under fod, mens menneskelige traditioner og skikke blev ophøjet. De kirker, som pavedømmet havde magten over, blev på et tidligt tidspunkt tvunget til at ære søndagen som helligdag. Midt i tidens vildfarelser og overtro blev mange, selv blandt Guds trofaste folk, så forvirrede, at de undlod at arbejde om søndagen, selv om de helligholdt sabbatten. Men pavedømmets ledere var stadig ikke tilfredse. De forlangte ikke blot, at søndagen skulle helligholdes, men at sabbatten skulle vanhelliges, og fordømte i de kraftigste vendinger de mennesker, der vovede at vise ærbødighed for denne dag. Man kunne kun adlyde Guds lov uforstyrret ved at flygte for Roms magt.

<KMKOS 47/2> Valdeserne var nogle af de første europæere, der fik en oversættelse af den hellige skrift. De havde Bibelen i manuskript på deres modersmål flere hundrede år før reformationen. De havde den uforfalskede sandhed, og det var derfor, de blev hadet og forfulgt. De sagde, at romerkirken var det faldne Babylon, som omtales i Åbenbaringen og kæmpede imod dens fordærv med fare for deres liv. Under de langvarige forfølgelser var der nogle, der gik på akkord med deres tro og lidt efter lidt opgav de særprægede trossandheder, men der var andre, der holdt fast ved troen. I mørkets og frafaldets tid var der valdesere, som nægtede at anerkende romerkirkens overhøjhed, og som betegnede billeddyrkelsen som afgudsdyrkelse og holdt den sande sabbat. De holdt fast ved troen under den heftigste modstand. Skønt romerkirken og savojgarden for frem imod dem med ild og sværd, vedblev de at forsvare Guds ord og Guds ære. Med hensyn til sandheden, ville de ikke vige en tøddel.

<KMKOS 48/1> Valdeserne fandt et sikkert skjulested i bjergene, som altid har ydet de forfulgte og undertrykte beskyttelse. Her blev sandhedens lys holdt brændende midt i middelalderens mørke, og her bevarede sandhedens vidner den gamle tro gennem tusind år.

<KMKOS 48/2> Gud havde skænket sit folk en imponerende helligdom, der på en værdig måde repræsenterede de ophøjede sandheder, som han havde betroet sine børn. For disse trofaste flygtninge var bjergene et symbol på Herrens uforanderlige retfærdighed. De viste deres børn de tinder, som knejsede over dem i uforanderlig majestæt, og talte til dem om ham, hos hvem der ikke er forandring eller skygge, der kommer og går, og hvis ord er lige så urokkeligt som de evige høje. Gud havde grundfæstet bjergene og udstyret dem med vælde, og ingen anden end den Almægtige formår at rokke dem. Han har også givet sin lov, som danner grundlaget for hans regering i Himmelen og på jorden. Menneskene kunne pågribe deres medmennesker og berøve dem livet; men de formår lige så lidt at forandre et eneste bud i Herrens, lov eller at udslette et eneste af hans løfter til dem, der gør hans vilje, som de formår at rive bjergene bort fra deres grundvold og kaste dem i havet. Guds tjeneres troskab over for Guds lov burde være lige så urokkelig som de evige høje.

<KMKOS 48/3> Bjergene, som omkransede disse menneskers beskedne hjem i dalene, var et stadigt vidnesbyrd om Guds skaberkraft og en urokkelig forsikring om hans beskyttelse og omsorg. Disse pilgrimme lærte at elske de tavse symboler på Herrens nærværelse. De beklagede sig ikke over deres hårde skæbne og følte sig aldrig ensomme mellem de øde bjerge. De takkede derimod Gud, fordi han havde givet dem et tilflugtsted, hvor de kunne søge ly for menneskenes vrede og grusomhed. De glædede sig over, at de frit kunne tilbede ham. De massive bjerge blev ofte deres redning, når de blev forfulgt af deres fjender. De sang Guds pris fra mangen knejsende klippetop, og Roms hære kunne ikke bringe deres lovsange til tavshed.

<KMKOS 49/1> Disse kristnes fromhed var karakteriseret af renhed og inderlighed. De satte større pris på sandhedens principper end på huse og marker, venner og slægtninge, ja, selve livet. De bestræbte sig alvorligt på at indskærpe disse principper hos ungdommen. Børnene og de unge blev undervist i skriften og oplært til at vise ærbødighed for Guds lov lige fra den tidligste barndom. Der fandtes kun få eksemplarer af Bibelen, og de lærte derfor dens dyrebare budskab udenad. Mange af dem kunne citere store dele af både Det gamle og Det nye Testamente. Både den majestætiske natur og de små daglige velsignelser henledte deres tanker på Gud. Børnene lærte fra ganske små at takke Gud for alle hans gaver og velsignelser.

<KMKOS 49/2> De kærlige forældre elskede deres børn alt for højt til at forvænne dem. Der ventede dem et liv med prøvelser og vanskeligheder, ja, måske martyrdøden. Lige fra barnsben af blev de vænnet til at tåle modgang og til at adlyde, men samtidig til at tænke og handle selvstændigt. De lærte tidligt at bære ansvar, at være forsigtige med, hvad de sagde, og at forstå betydningen af tavshed. Hvis de sagde et ubetænksomt ord, mens deres fjender hørte på det, ville de ikke blot bringe deres eget liv, men hundreder af deres trosfællers liv i fare; for sandhedens fjender var som glubske ulve over for dem, der vovede at kræve religionsfrihed.

<KMKOS 49/3> Valdeserne havde givet afkald på deres jordiske ejendom for sandhedens skyld og arbejdede tålmodigt og hårdt for at tjene til det daglige brød. De udnyttede på det omhyggeligste hver eneste plet dyrkbar jord mellem bjergene. De opdyrkede også bjergsiderne, hvor der ikke var så frugtbart, samt dalene. Børnenes eneste arv var den nøjsomhed og selvfornægtelse, som forældrene opdrog dem i. De lærte, at det er Guds hensigt, at livet skal være en skole, og at man kun kan skaffe sig, hvad man har brug for, ved personligt arbejde, omtanke, tro og omhu. Det var en lang og trang vej, men det var sundt for dem. Det er netop, hvad mennesket trænger til efter syndefaldet, Det er i denne skole, Gud ønsker, at mennesket skal uddannes og udvikles. Skønt der blev lagt så megen vægt på at vænne de unge til hårdt arbejde, blev deres intellektuelle udvikling ikke forsømt. De lærte, at alle deres evner tilhørte Gud, og at de skulle opøves og udvikles for at benyttes i hans tjeneste.

<KMKOS 50/1> Kirken i alperne, lignede med dens renhed og simpelhed det første århundredes kirke. De vogtede Guds hjord og ledede den til hans hellige ords grønne vange og levende vandkilder. De mødtes i bjergenes skygge, i alpedalene eller når der var fare på færde i en eller anden bjergfæstning for at høre Kristi tjenere fremholde sandhedens ord.

<KMKOS 50/2> Her blev de unge undervist. Bibelen var deres vigtigste lærebog. De studerede Den Hellige Skrift og lærte dele af den udenad. De blev også sat til at afskrive Bibelen. Enkelte manuskripter indeholdt hele Bibelen, andre kun udvalgte, korte stykker, der var forsynet med letfattelige tekstforklaringer, som var tilføjet af folk, der var i stand til at udlægge skriften. På denne måde kom sandhedens skatte, der så længe havde været skjult af mennesker, som forsøgte at ophøje sig selv på Guds bekostning, frem for dagens lys.

<KMKOS 50/3> Ved tålmodigt, utrætteligt arbejde blev den hellige skrift afskrevet vers for vers og kapitel for kapitel. Arbejdet foregik til tider i jordens dybe, mørke huler ved lyset fra brændende fakler. Således skred arbejdet fremad, og Guds åbenbarede vilje skinnede som purt guld. Kun de, der var beskæftiget med denne opgave, ved, hvor meget klarere og kraftigere det skinnede på grund af de prøvelser, som disse mennesker måtte gennemgå for ordets skyld. Disse mennesker var omgivet af engle fra Himmelen den slog kreds om disse trofaste arbejdere.

<KMKOS 50/4> Satan havde tilskyndt de pavelige præster til at begrave sandhedens ord under vildfarelser, vranglære og overtro, men i hele den mørke tidsalder blev ordet bevaret uforfalsket på den mest vidunderlige måde. Det bar ikke menneskers men Guds præg. Menneskene har udfoldet de mest ihærdige bestræbelser for at fordunkle skriftens klare, ligefremme ord og for at få skriften til at modsige sig selv, men Guds ord rider stormen af ligesom arken på de rullende bølger. Ligesom der findes rige gange skjult i guld og sølvminerne, så at man må grave for at komme ned til de kostbare metaller, således indeholder den hellige skrift sandhedsrigdomme, der kun bliver fundet af den oprigtige, ydmyge gransker, som studerer under bøn. Det var Guds tanke, at Bibelen skulle være en lærebog for hele menneskeheden i barndommen, ungdomstiden og manddommen, og at den skulle granskes igennem hele jordens historie. Han har åbenbaret sig selv for menneskene i sit ord. Hver gang et menneske får øjnene op for en ny sandhed, lærer det den bibelske forfatters karakter bedre at kende. Gud har besluttet, at menneskene skal bringes i nærmere forbindelse med deres skaber og tilegne sig en klarere forståelse af hans vilje ved at læse skriften. Denne er kontaktledet mellem Gud og mennesket.

<KMKOS 51/1> Skønt valdeserne betragtede Herrens frygt som visdommens begyndelse, var de ikke blinde for, at det havde betydning for sindets og opfattelsesevnens udvikling, at de kom i forbindelse med verden og lærte menneskene og det praktiske liv at kende. Disse unge mennesker blev udsat for fristelser; de blev vidne til laster og kom i berøring med Satans listige håndlangere, som søgte at få dem til at tro på de mest udspekulerede vranglærdomme og de farligste vildfarelser. Men takket være den opdragelse, som de havde fået fra barndommen, var de forberedt til at imødegå alt dette.

<KMKOS 51/2> De måtte ikke betro sig til nogen i de skoler, hvor de studerede, Deres tøj var syet på en sådan måde, at det kunne benyttes som skjulested for det dyrebareste, de ejede de uvurderlige bibelmanuskripter. Disse var frugten af måneders og års arbejde, og når det kunne gøres uden at vække mistanke, overlod de nogle af disse manuskripter til mennesker, som syntes at være modtagelige for sandheden. De unge valdesere var netop blevet opdraget med dette for øje, lige fra de sad på deres moders knæ. De forstod deres opgave og løste den med troskab. Nogle af eleverne på disse læreanstalter blev vundet for den sande tro, og det var ikke sjældent, at den sande tros principper gennemsyrede hele skolen. Til trods herfor var det umuligt for de pavelige repræsentanter at finde ud af, hvor den såkaldte fordærvelige vranglære havde sit udspring.

<KMKOS 52/1> Valdenserne forstod, at Gud krævede mere af dem end at bevare sandheden ren i deres egne menigheder, og at der påhvilede dem det højtidelige ansvar at lade lyset skinne for dem, der sad i mørke. Med Guds ords vældige kraft søgte de at løse de lænker, som romerkirken havde smedet. De valdesiske prædikanter blev uddannet som missionærer, og alle, der havde planer om at uddanne sig til prædikanter, skulle først gennemgå en læretid som evangelister. Han skulle arbejde tre år på en eller anden missionsmark, før man fik betroet en menighed derhjemme:

<KMKOS 52/2> De unge mænd, der blev ordineret til det hellige embede, kunne ikke se frem til jordisk rigdom og ære, men til et liv med slid og farer, ja, måske martyrdøden. Missionærerne begyndte deres arbejde i dalene ved foden af deres eget bjerg. Herfra drog de ud to og to ligesom Jesu disciple. Der blev for det meste sendt en ung og en ældre og erfaren ud sammen. Den ældre skulle vejlede den unge og var ansvarlig for hans uddannelse, og den unge skulle lade sig belære af den ældre. De fulgtes ikke ad hele tiden, men mødtes ofte for at bede og rådslå sammen, så de kunne styrke hinandens tro.

<KMKOS 52/3> Hvis de havde røbet deres mission for nogen, ville den være slået fejl. De skjulte derfor omhyggeligt, hvem de var. Prædikanterne var enten uddannet som handelsmænd eller håndværkere. De forhandlede silkestoffer, juveler og andre ting, og hvor man ville have foragtet dem, hvis de var kommet som missionærer, bød man dem velkommen som købmænd. Alt imens bad de Gud om visdom til at bringe mennesker en skat, som var mere kostbar end guld og ædelstene. De medbragte hemmeligt bibler eller bibeldele, og når der bød sig en anledning, henledte de deres kunders opmærksomhed på de bibelmanuskripter, de havde medbragt. Det lykkedes dem ofte at skabe interesse for Guds ord hos kunderne, og når disse ønskede det, overlod missionærerne dem med glæde et eksemplar.

<KMKOS 52/4> Med bare fødder og iført grove og slidte klæder ligesom deres Mester drog de gennem store byer og nåede frem til fjerne lande. Overalt spredte de den dyrebare sæd. Der stiftedes menigheder, hvor de kom frem, og martyrernes blod vidnede om sandheden. På Herrens dag vil det blive åbenbaret, at disse trofaste mænds arbejde har båret rige frugter i form af frelste sjæle. Således gik Guds ord i det skjulte sin stille vej gennem kristenheden og blev modtaget med glæde i menneskenes hjem og hjerter.

<KMKOS 52/5> Valdeserne betragtede ikke blot skriften som en beretning om Guds handlemåde med mennesker i fortiden og en skildring af de ansvar og pligter, som påhvilede samtidens mennesker, men også som en åbenbaring af de farer og herlige begivenheder, som lå forude. De troede, at alle tings afslutning var meget nær, og når de læste i Bibelen under bøn og tårer, gjorde dens dyrebare ord et dybt indtryk på dem, og det stod dem endnu mere klart, at det var deres pligt at gøre andre bekendt med dens frelsende sandheder. De så en tydelig skildring af frelsesplanen i den hellige bog og hentede trøst, håb og fred i troen på Jesus. Når lyset trængte ind i deres eget sind og glædede deres hjerte, opstod der en længsel hos dem efter at gøre mennesker, som befandt sig i de pavelige vildfarelsers mørke, delagtige i dens stråler.

<KMKOS 53/1> De så, at i skarevis af mennesker, som var under pavens og præsternes ledelse, forgæves stræbte efter at få syndsforladelse ved at pine deres legeme på grund af sjælens synder. De var oplært til at tro, at deres gode gerninger kunne frelse dem, og rettede bestandig blikket indad imod sig selv. Deres tanker dvælede ved deres egen syndige tilstand; de følte, at Guds vrede var rettet imod dem, og plagede både deres sjæl og legeme alt sammen uden at finde fred. Således var samvittighedsfulde sjæle bundet af romerkirkens læresætninger. Tusinder af mennesker tog afsked med slægtninge og venner og tilbragte resten af livet i klosterceller. I tusindvis af mennesker forsøgte forgæves at få fred i sindet ved hyppige faster og grusomme piskninger, ved at overvære natlige gudstjenester, ved at ligge i timevis på de kolde, fugtige sten i deres dystre celler, ved at foretage lange pilgrimsrejser og ved at udføre ydmygende bodshandlinger og pine sig på det frygteligste. Nedbøjet af skyldfølelse og plaget af frygten for Guds vrede blev mange ved med at lide, indtil menneskenaturen brød sammen og de sank i graven uden en eneste lysstråle.

<KMKOS 54/1> Valdeserne længtes efter at bryde livets brød for disse hungrende sjæle og efter at tolke fredsbudskabet i Guds løfter for dem og vise dem hen til Kristus som det eneste håb for deres frelse. Efter deres opfattelse var læren om, at gode gerninger kan sone overtrædelsen af Guds lov, baseret på et falsum. Ved at stole på menneskets egne fortjenester fordunkler man Kristi uudgrundelige kærlighed. Jesus blev ofret for menneskets skyld, fordi den faldne menneskehed intet kan gøre for at vinde Guds yndest. Den korsfæstede og opstandne frelsers fortjenester udgør grundlaget for den kristne tro. Sjælen er lige så afhængig af Kristus som lemmerne af legemet, og forbindelsen mellem sjælen og Kristus må være lige så intim som mellem grenen og vintræet.

<KMKOS 54/2> Pavernes og præsternes lære havde fået menneskene til at betragte Gud, ja selv Kristus, som strenge, tungsindige og usympatiske. Man hævdede, at Frelseren var så blottet for medfølelse for mennesket i dets syndige tilstand, at det var nødvendigt at bede præster og helgener om at være mæglere. De mennesker, som var oplyst af Guds ord, længtes efter at vise disse sjæle hen til Jesus som deres medfølende, kærlige frelser, der står med åbne arme og indbyder alle til at komme til ham med deres synd, bekymringer og træthed. De længtes efter at rydde alt det af vejen, som Satan havde stablet op for at hindre menneskene i at se Guds løfter og komme direkte til Gud, bekende deres synder og finde tilgivelse og fred.

<KMKOS 54/3> Valdesermissionæren forklarede med brændende iver evangeliets dyrebare sandheder for de søgende sjæle. Med den største forsigtighed tog han de omhyggeligt afskrevne bibelmanuskripter, frem fra deres skjulested. Det var hans største glæde at fortælle, at der var håb for den samvittighedsfulde, syndbetyngede sjæl, der kun betragtede Gud som en hævner, der stod parat til at fuldbyrde dommen. Med skælvende læber og tårefyldte øjne viste han sine brødre de dyrebare løfter, som viser synderen hans eneste håb. På denne måde trængte sandhedens lys ind i mangt et formørket sind, den sorte sky blev fordrevet, og Retfærdighedens Sol skinnede i hjertet med lægedom under sine vinger. Det hændte ofte, at det samme afsnit af skriften blev læst om og om igen, fordi den, som lyttede, ville forvisse sig om, at han havde hørt rigtigt. Folk blev aldrig trætte af at høre disse ord: "Jesu, Guds Søns, blod renser os fra al synd." 1Joh 1,9. "Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan må Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham." Joh 3,14-15.

<KMKOS 55/1> Der var mange, som ikke lod sig føre bag lyset af romerkirkens krav. De indså, at mennesker eller engle umuligt kan mægle på synderens vegne, Når det sande lys skinnede i deres hjerte, råbte de med glæde: "Kristus er min præst, hans blod er mit offer, hans alter er min skriftestol." De stolede helt og fuldt på Jesu fortjenester og gentog ordene: "Uden tro er det umuligt at have hans velbehag." Hebr 11,6. "Der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses,." Apg 4,12.

<KMKOS 55/2> Nogle af disse stakkels sjæle, der var blevet kastet omkring som skibe på et stormfuldt hav, var ude af stand til at tro på forsikringen om en frelsers kærlighed. De betragtede det som så stor en befrielse og var så overvældede af alt det lys, som skinnede på dem, at de følte sig som bortrykket til himmelen. De lagde tillidsfuldt deres hænder i Kristi hånd, og deres fødder blev anbragt på den evige klippe. Al dødsfrygt forsvandt. Nu ville de med glæde vælge fængslet eller bålet, hvis de kunne ære deres forløsers navn derved.

<KMKOS 55/3> Således blev Guds ord taget frem og læst på hemmelige steder. Somme tider var der kun en enkelt sjæl til stede, til andre tider var der en lille gruppe, som længtes efter lys og sandhed. Det skete ikke så sjældent, at hele natten gik på denne måde. Tilhørerne var så grebne, at barmhjertighedens sendebud ofte måtte gøre en pause i oplæsningen for at give dem tid til at fatte frelsens budskab. Man kunne hyppigt høre ord som disse: "Vil Gud virkelig tage imod mit offer? Vil han smile til mig? Vil han tilgive mig?" Som svar herpå læste missionæren: "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile." Matt 11,28.

<KMKOS 55/4> Troen tilegnede sig løftet, og nu lød det glade svar: "Nu skal vi ikke foretage flere lange pilgrimsrejser eller flere møjsommelige rejser til hellige steder. Jeg kan komme til Jesus, just som jeg er, syndig og vanhellig, og han vil ikke forsmå min bøn, når jeg beder i anger. "Dine synder forlades dig." Mine, ja, mine synder kan blive tilgivet!"

<KMKOS 56/1> Hjertet strømmede over af hellig glæde, og Jesu navn blev ophøjet med tak og pris. Disse lykkelige sjæle rejste hjem for at gøre andre meddelagtige i lyset og fortælle deres nye erfaring, så godt de kunne. De fortalte, at de havde fundet den sande og levende vej. Skriftens ord rummede en mærkelig og højtidelig kraft, som talte direkte til de sandhedshungrende menneskers hjerte. Det var Guds røst, og de, som lyttede, blev overbevist.

<KMKOS 56/2> Sandhedens sendebud gik videre, men folk talte ofte om hans beskedne optræden, hans oprigtighed, hans alvor og ægte fromhed. I mange tilfælde spurgte tilhørerne ham ikke, hvor han kom fra, eller hvor han gik hen. De var blevet så overvældede, dels af overraskelse, dels af taknemmelighed og glæde, at de slet ikke tænkte på at spørge ham. Når de bad ham gå med hjem, svarede han, at han skulle besøge de fortabte får af hjorden. Ofte spurgte de sig selv om det var en engel fra Himmelen?

<KMKOS 56/3> I mange tilfælde så de aldrig sandhedens, sendebud mere. Han var rejst til andre lande eller hentæredes i et ukendt fængsel, eller hans knogler lå og vidnede på det sted, hvor han havde vidnet om sandheden. Men de ord, som han havde talt, kunne ikke gå til grunde. De gjorde deres virkning i menneskenes hjerte, og de velsignede frugter vil først blive kendt i dommen.

<KMKOS 56/4> Valdesermissionærerne trængte ind i Satans rige, og mørkets magter blev mere årvågne. Ondskabens fyrste lagde mærke til ethvert forsøg på at fremme sandhedens sag og satte frygt i sine redskaber. Pavens repræsentanter betragtede det arbejde, der blev udført af disse beskedne handelsfolk, som en fare for deres sag. Hvis sandhedens lys fik lov at skinne uhindret, ville det fordrive vildfarelsens skyer, som indhyllede folket. Følgen ville blive, at menneskenes tanker blev ledet hen til Gud alene, og så ville det være slut med romerkirkens overhøjhed.

<KMKOS 57/1> Disse menneskers eksistens var et stadigt vidnesbyrd om romerkirkens frafald fordi de holdt oldkirkens tro i hævd. Derfor blev de hadet og forfulgt. Romerkirken besluttede derfor at udrydde dem fra jorden, og iværksatte nogle frygtelige korstog imod Guds folk i deres hjem i bjergene. Romerkirkens bødler blev sat på sporet af dem, og verden oplevede endnu engang, at den skyldige Abel faldt for den morderiske Kains hånd.

<KMKOS 57/2> Gang på gang blev de frugtbare marker lagt øde, deres boliger og bedehuse jævnet med jorden, så der kun var en ørken tilbage, der hvor et uskyldigt og flittigt folk før havde haft deres hjem. Ligesom rovdyrenes raseri tiltager, når det smager blod, gjorde ofrenes lidelser pavekirkens repræsentanter endnu mere rasende. Mange af den sande tros vidner blev jaget over bjergene og ned i dalene, hvor de fandt ly i de vældigt skove og mellem klipperne. De fredløse kunne ikke anklages for deres vandel. Selv deres fjender sagde, at de var fredelige, stille og fromme mennesker. Deres store brøde bestod i, at de ikke ville tjene Gud, som paven ønskede det. Det var for denne forbrydelse, at de blev gjort til genstand for alle de ydmygelser, krænkelser og pinsler, som mennesker og djævle kunne finde på.

<KMKOS 57/3> Da romerkirken havde besluttet at udrydde den forhadte sekt, udstedte paven et dekret der fordømte dem som kættere og udleverede dem til døden. De blev ikke anklaget for at være lediggængere, bedragere eller urostiftere; men anklagen lød på, at de optrådte med en fromhed og en hellighed, som forførte fårene i den sande hjord. Derfor befalede paven, at denne ondartede og afskyelige sekt af ondsindede individer skulle knuses som giftslanger, hvis de nægtede at afsværge deres tro. "Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre der, har I gjort imod mig," sagde Jesus. Matt 25,40.

<KMKOS 57/4> Den befaling der blev udstedt, opfordrede alle kirkens medlemmer til at deltage i korstoget imod kætterne. For at anspore dem til at tage del i denne frygtelige aktion, eftergav den alle kirkelige straffe, almindelige og specielle. Den løste alle dem, der tog del i korstoget, fra edsaflæggelse. Den lovfæstede deres ret til ejendom, som de måtte have tilegnet sig på uretmæssig vis, og lovede alle dem, der dræbte en kætter, syndsforladelse. Den annullerede alle kontrakter, som kom valdeserne til gode, pålagde deres tjenestefolk at forlade dem, forbød alle personer at yde dem nogen som helst hjælp og bemyndigede alle personer til at tage deres ejendom i besiddelse. Dette dokument viste med al ønskelig tydelighed, hvilken mesterhjerne der står bag. Det er dragens brøl og ikke Kristi røst, som lyder her.

<KMKOS 58/1> Pavekirkens ledere ville ikke indrette deres liv efter Guds lovs store forbillede. De opstillede en norm, som passede dem, og besluttede at tvinge alle til at rette sig efter den, fordi romerkirken ville det således. Der udspiledes de frygteligste tragedier, som kan tænkes. Fordærvede og gudsbespottende præster og paver udførte de handlinger, som Satan tildelte dem. De var blottede for barmhjertighed. Den ånd, som korsfæstede Kristus og dræbte apostlene, og som fik den blodtørstige Nero til at dræbe de trofaste på hans tid, bestræbte sig på at rydde de mennesker, som Gud elskede, bort fra jorden.

<KMKOS 58/2> Disse gudfrygtige mennesker bar de forfølgelser, som rasede i flere århundreder, med en tålmodighed og en standhaftighed, som kastede ære over deres forløser. Skønt der blev sendt korstog imod dem og de blev nedsablet på den mest umenneskelige måde, fortsatte de med at sende missionærer ud med den dyrebare sandhed. De blev jaget til døde, men deres blod vandede den sæd, der var sået, og frugten udeblev ikke. På denne måde vidnede valdeserne om Gud flere hundrede år før Luthers fødsel.

<KMKOS 58/3> Såedes blev de frø, som senere udviklede sig til den reformation, der begyndte på Wiclifs tid, sået. Denne sæd voksede sig stor og stærk på Luthers tid og skal fortsættes til verdens ende af dem, der er villige til at ofre alt for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld. Åb 1,9.