<KMKOS 367/2> Hvert eneste blik i denne vældige skare er vendt mod Guds Søns herlighed. Som med en røst udbryder de gudløse: "Velsignet være han, som kommer i Herrens, navn!" Det er ikke kærlighed til Jesus, som får dem til at sige dette. Sandhedens magt tvinger ordene frem fra uvillige læber. Som de onde gik i graven, således kommer de op af den opfyldt af det samme fjendskab til Kristus og den samme oprørsånd. De får ingen ny nådetid, i hvilken de kan genoprette, hvad de har forspildt. Intet ville opnås derved. De har levet i ulydighed hele livet, og deres hjerter er ikke blevet blødgjort. Hvis de fik tildelt en ny nådetid, ville de benytte den, som de benyttede den første, til at undslå sig Guds krav og anstifte oprør imod ham.

<KMKOS 367/3> Kristus stiger ned på Oliebjerget. Profeten siger: "Herren min Gud kommer og alle de hellige med ham." "På hin dag står hans fødder på Oliebjerget østen for Jerusalem, og Oliebjerget skal revne midt over og danne en vældig dal." Når det ny Jerusalem i sin strålende pragt er kommet ned fra Himmelen, hviler det på det sted, som er blevet lutret og gjort rede til at modtage det, og Kristus går med sit folk og sine engle ind i den hellige stad.

<KMKOS 368/1> Nu forbereder Satan sig til en sidste frygtelig kamp om overherredømmet. Da ondskabens fyrste var berøvet sin magt og afskåret fra at fortsætte sit bedrageriske værk, var han ulykkelig og nedslået; men når de gudløse døde opstår og han ser, hvor talrige hans tilhængere er, får han nyt håb og beslutter at fortsætte den store strid. Han vil samle alle de fortabte under sit baner og forsøge at fuldføre sine planer ved deres hjælp. De gudløse er Satans fanger. Ved at forkaste Kristus har de stillet sig under oprørslederens herredømme. De er rede til at lytte til hans forslag og adlyde hans befalinger. Han er dog stadig listig nok til ikke at indrømme, at han er Satan. Han hævder, at han er den fyrste, som er verdens retmæssige herre, og at hans arv er blevet frataget ham på ulovlig vis. Han fremstiller sig for sine bedragede undersåtter som en frelser og forsikrer dem, at det er ved hans magt, at de er blevet bragt op af graven, og at han om kort tid vil befri dem fra det grusomste tyranni. Da Kristus ikke er til stede, gør Satan undergerninger for at bevise sine påstande. Han gør de svage stærke og indgyder alle sin egen ånd og energi. Han foreslår at lede dem mod de helliges lejr og tage Guds stad i besiddelse. Med djævelsk fryd påpeger han, at talløse millioner er opstået fra de døde, og at han som deres anfører let vil kunne indtage staden og tilbageerobre sin trone og sit rige.

<KMKOS 368/2> I denne vældige skare findes der mange mennesker fra tiden før syndfloden, da menneskene levede længere. Der er mænd af høj vækst og en vældig begavelse, mænd, som lod sig forlede af faldne engle til at bruge al deres dygtighed og viden for at ophøje sig selv, mænd, hvis vidunderlige kunstværker fik verden til at forgude deres geni, men hvis grusomhed og onde opfindelser besmittede jorden og vansirede Guds billede, og som fik Herren til at udslette dem fra jorden. Der er konger og generaler, som erobrede riger, modige mænd, som aldrig har tabt et slag, stolte, ærgerrige krigere, som fik nationer til at skælve, når de nærmede sig. De har ikke forandret sig i døden. Når de kommer op af graven, fortsætter deres tanker i de samme baner, som da de blev afbrudt. De drives af det samme ønske om at sejre, som tilskyndende dem, da de faldt.

<KMKOS 369/1> Satan rådslår med sine engle og derefter med disse konger og erobrere og mægtigt mænd. De betragter deres styrker og erklærer, at stadens hær er lille i sammenligning med deres, og at den vil kunne besejres. De planlægger, hvorledes de skal tage det ny Jerusalems, skatte og herlighed i besiddelse. Alle giver sig straks til at forberede sig til kampen. Dygtige håndværkere fremstiller våben. Berømte militære ledere opdeler deres krigere i kompagnier og divisioner.

<KMKOS 369/2> Endelig gives der ordre til fremrykning, og den vældige hær sætter sig i bevægelse en sådan hær, som jordiske erobrere aldrig har formået at mobilisere, og som er større end alle de hære tilsammen, som har eksisteret på jorden i alle tidsaldre, siden man begyndte at føre krig. Satan, den største af alle krigsledere, leder fortroppen, og hans engle følger ham i den afgørende kamp. Konger og generaler marcherer i hans rækker, og den vældige hær følger i store kompagnier, som hver har en øverstbefalende. Med militær præcision marcherer de tætsluttende kolonner frem over jordens brudte og ujævne overflade mod Guds stad. På Jesu befaling lukkes det ny Jerusalems porte, og Satans hære omringer staden og forbereder angrebet.

<KMKOS 369/3> Nu viser Kristus sig igen for sine fjender. Højt oppe over byen, på en grundvold af skinnende guld, hæver der sig en stor trone. På denne trone sidder Guds Søn, og omkring ham står hans undersåtter. Ord kan ikke beskrive Kristi magt og majestæt, og ingen pen kan skildre den. Den evige Faders herlighed indhyller hans Søn. Hans stråleglans opfylder Guds stad, skinner ud gennem portene og oplyser jorden.

<KMKOS 369/4> Nærmest ved tronen står de, som en gang var nidkære i Satans tjeneste, men som blev reddet som en brand ud af ilden og har fulgt deres frelser i dyb og inderlig kærlighed. Derefter følger de, som udviklede en kristelig karakter midt i falskhed og vantro, de, som adlød Guds lov, skønt den kristne verden havde erklæret den ugyldig, og de millioner fra alle tidsaldre, som led martyrdøden for deres tro. Desuden er der stammer og folk og tungemål foran tronen og foran Lammet iførte lange hvide klæder og med palmegrene i hænderne". Åb 7,9. Deres strid er endt, deres sejr vundet. De har fuldført løbet og har fået sejrskransen. Palmegrenen i deres hænder symboliserer deres sejr, og deres hvide klæder symboliserer Kristi uplettede retfærdighed, som nu er deres.

<KMKOS 370/1> De frelste istemmer en lovsang, som bliver ved at give genlyd under himmelens hvælvinger: "Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen og Lammet." Og engle og serafer tager del i hyldesten. Efter at de frelste har set Satans magt og ondskab, har de som aldrig før forstået, at kun Kristi magt kunne gøre dem til sejrvindere. I hele denne lysende skare er der ikke en, som giver sig selv æren for sin frelse, der er ikke en, som tror, at frelsen er opnået i kraft af egen, magt og godhed. Der siges intet om, hvad de har udrettet og lidt, men emnet i hver sang og grundtonen i hver lovsang er, at frelsen tilhører Gud og Lammet.

<KMKOS 370/2> I nærværelse af alle jordens og Himmelens beboere foregår den endelige kroning af Guds Søn. Og Kongernes Konge, som er tildelt den højeste rang og magt, forkynder nu dommen over dem, der har gjort oprør mod hans styre, og lader retfærdigheden ske fyldest over for dem, der har overtrådt hans lov og underkuet hans folk. Guds profet siger: "Jeg så en stor hvid trone og ham, som sad på den; for hans åsyn flyede jorden og himmelen, og der fandtes ikke nogen plads for dem. Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og endnu en bog blev åbnet, livets bog, og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger." Åb 20,11-12.

<KMKOS 370/3> Så snart bøgerne er blevet åbnet og Jesus ser på de gudløse, husker disse hver eneste synd, som de nogen sinde har begået. De ser nøjagtigt, hvor deres fødder forlod renhedens og hellighedens sti, og de ser, i hvor høj grad hovmod og oprørskhed har fået dem til at overtræde Guds lov. De forføreriske fristelser, som de åbnede vejen for ved at hengive sig til synd, de velsignelser, som de misbrugte, Guds budbringere, som de foragtede, de advarsler, som de forkastede, og de bølger af nåde, som blev kastet tilbage af deres hårde, ubodfærdige hjerter alt ser de så tydeligt, som var det skrevet med ildskrift.

<KMKOS 371/1> Over tronen kommer korset til syne, og som i et panorama fremstilles Adams fristelse og fald og de efterfølgende etaper af den støre plan til menneskeslægtens frelse. Frelserens fødsel i fattigdom, hans barndom i nøjsomhed og lydighed, hans dåb i Jordan, fasten og fristelsen i ørkenen, hans gerning for folket, under hvilken han åbenbarede Himmelens største velsignelser for menneskene, dage, hvor han var travlt optaget af at vise kærlighed og barmhjertighed, nætter, som han tilbragte i bøn og vågen i bjergenes ensomhed, den misundelse, den ondskab og det had, som var takken for hans velgerninger, den frygtelige og mystiske sjælekamp i Getsemane, hvor den knusende vægt af hele verdens syndebyrde hvilede på ham, forræderiet og hans udlevering i den blodtørstige skares hænder, de forfærdelige scener, som udspiledes i løbet af denne rædselsnat, den modstandsløse fange, der var blevet forladt af sine kæreste disciple, og som hurtigt blev ført gennem Jerusalems gader, Guds Søn, som under jubel blev fremstillet for Annas, anklaget i ypperstepræstens palads og i Pilatus domshal, som blev ført frem for den feje og grusomme Herodes, og som blev hånet, krænket, pint og dømt til døden. Alt fremstilles klart og levende.

<KMKOS 371/2> Og nu fremstilles for den svajende mængde og i de sidste scener ser ham tålmodigt bære sine lidelser, idet han slæber sig til Golgata, man ser Himmelens Fyrste, der hænger på korset, de hovmodige præster og den larmende pøbel, som spotter hans dødskval, det overnaturlige mørke, jorden, der skælver, og klipperne, der revner, og de åbne grave, som markerer det øjeblik, da verdens frelser opgav ånden.

<KMKOS 371/3> Alt vises nøjagtigt, som det gik til. Satan, hans engle og hans undersåtter formår ikke at bortvende blikket fra billedet af deres eget værk. Enhver mindes den rolle, han spillede. Alle ser de frygtelige synder, de begik, Herodes, som ihjelslog Betlehems uskyldige børn for derved at tilintetgøre Israels konge, den slette Herodias, hvis syndige sjæl er plettet af Johannes Døbers blod, den svage holdningsløse Pilatus, de spotske soldater og præsterne og rådsherrerne og den rasende pøbel, som råbte: "Hans blod komme over os og vore børn!" De forsøger forgæves at skjule sig for hans åsyns guddommelige majestæt, som stråler med stærkere glans end solen, mens de frelste lægger deres kroner for Frelserens fødder og udbryder: "Han døde for mig!"

<KMKOS 372/1> Blandt de løskøbte er Kristi apostle, den heltemodige Paulus, den nidkære Peter, den elskede og kærlige Johannes og deres trofaste brødre, og sammen med dem er alle martyrerne. Men midt i alt det afskyelige og vederstyggelige uden for stadens mure er alle de, som forfulgte dem, kastede dem i fængsel og ihjelslog dem. Der er Nero, dette grusomme og lastefulde uhyre, som nu ser glæden og fryden hos dem, som han en gang pinte, og i hvis frygtelige kvaler han fandt satanisk behag. Hans moder er der også for at se resultatet af sit eget værk, hvorledes hendes onde karakter, som hun gav i arv til sin søn, og de lidenskaber, som hun opmuntrede og udviklede gennem sin indflydelse og sit eksempel, bar frugt i forbrydelser, som fik verden til at gyse.

<KMKOS 372/2> Der er pavelige præster og gejstlige, som påstod, at de var Kristi udsendinge, men som anvendte pinebænk, fangehuller og bål for at beherske Guds folks samvittighed. Der er de stolte paver, som ophøjede sig selv over Gud og havde den dristighed at ændre den Almægtiges lov. Disse mænd, som foregav at være kirkens fædre, har et regnskab at aflægge for Gud et regnskab, som de gerne ville være fritaget for. Først nu, da det er for sent, indser de, at den Alvidende er nidkær for sin lov, og at han ikke lader de skyldige gå fri. De lærer nu, at Kristus identificerer sig med sit lidende folk, og de føler vægten af hans ord: "Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre der, har I gjort imod mig." Matt 25,40.

<KMKOS 372/3> Hele den onde verden står anklaget foran Guds domstol, sigtet for højforræderi mod Himmelens regering. De har ingen forsvarer og ingen undskyldning, og de dømmes til evig død. Det står nu alle klart, at syndens løn ikke er fornem uafhængighed og evigt liv, men trældom, ruin og død. De gudløse ser nu, hvad de er gået glip af ved at leve et liv i oprør.

<KMKOS 373/1> De afviste den evige herlighed, da den blev dem tilbudt, men hvor attråværdig synes den ikke i dette øjeblik. De fortabte sjæle jamrer: "Alt dette kunne jeg have haft, men jeg forkastede det. Hvor har jeg været forblindet! Jeg har givet fred, lykke og ære i bytte for elendighed, vanære og fortvivlelse." Alle forstår, at det er retfærdigt, at de udelukkes fra Himmelen. Ved hele deres livsførelse har de erklæret: "Vi ønsker ikke, at den mand Jesus skal være konge over os." Luk 19,14. De gudløse har stirret som fortryllet på Guds Søns kroning. De ser i hans hænder den guddommelige lovs tavler, den lov, som de har foragtet og overtrådt. De ser de frelstes henrykkelse, fryd og tilbedelse, og da lovsangen toner ud over menneskemængderne uden for staden, udbryder alle med en mund: "Store og underfulde er dine gerninger, Herre vor Gud, du Almægtige! Retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge!" Åb 15,3. Og de kaster sig ned og tilbeder Livets Fyrste.

<KMKOS 373/2> Satan synes lammet, da han ser Kristi herlighed og majestæt. Han, der engang var en skærmende kerub, husker, hvorfra han er faldet. Han, der var en skinnende seraf, en "strålende morgenstjerne" er nu fuldstændig forandret og fornedret. Han er for evigt udelukket fra det råd, hvoraf han engang var et højt æret medlem. Han ser nu en anden stå ved Faderens side og tilhylle hans herlighed, Han ser en høj; majestætisk engel sætte kronen på Kristi hoved, og han ved, at han selv kunne have haft denne engels ophøjede stilling.

<KMKOS 373/3> Han husker det hjem, der var hans, da han var ren og uskyldig, og den fred og tilfredshed, der var hans, indtil han dristede sig til at knurre mod Gud og misunde Kristus. Hans beskyldninger, hans oprør, hans bedrag for at opnå englenes medfølelse og støtte, hans stædige vægring ved at forbedre sig, da Gud var villig til at tilgive ham alt står klart i hans erindring. Han ser tilbage på sit værk blandt menneskene og dets resultater menneskets fjendskab mod dets næste, den frygtelige tilintetgørelse af liv, rigers opståen og fald, væltede troner, den lange række af kampe, oprør og revolutioner. Han mindes sine uafladelige forsøg på at modarbejde Kristi gerning og fornedre menneskene med mere. Han ser, at hans djævelske planer ikke har formået at tilintetgøre dem, der satte deres lid til Jesus. Da Satan betragter sit rige, frugten af sit slid, ser han kun fiasko og ruin. Han har forledt de gudløse til at tro, at Guds stad var et let bytte, men han ved, at dette er usandhed. Under den store strid har han atter og atter lidt nederlag og er blevet tvunget til at trække sig tilbage. Han kender kun alt for godt Den Eviges magt og majestæt.

<KMKOS 374/1> Det har altid været den store oprørers formål at retfærdiggøre sig og bevise, at Gud havde ansvaret for oprøret. Han har benyttet hele sin bemærkelsesværdige forstands kraft for at opnå dette. Han har arbejdet velovervejet og systematisk, Han har opnået vældige resultater, og det er lykkedes ham at få tusinder og atter tusinder til at tro på hans forklaring på årsagen til den store strid, som har raset så længe. I tusinder af år har denne sammensværgelsernes mester udgivet løgn for at være sandhed. Men nu er det øjeblik kommet, da oprøret skal udryddes for stedse og sandheden om Satan åbenbares. I et sidste desperat forsøg på at støde Kristus fra tronen og tilintetgøre hans folk og tage Guds stad i besiddelse er ærkebedrageren blevet totalt afsløret. De, der har sluttet sig til ham, ser, at hans sag er fuldstændig tabt. Kristi tilhængere og de trofaste engle forstår til fulde hans onde anslag mod Guds regering. Alle betragter ham med afsky. Satan erkender, at hans forsætlige oprør har gjort ham uegnet til at have bolig i Himmelen. Han har vænnet sig til at bruge al sin kraft til at bekrige Gud, og Himmelens renhed, fred og harmoni ville være ham en frygtelig plage. Hans anklager mod Guds barmhjertighed og retfærdighed er nu forstummet. Den forsmædelse, som han har forsøgt at bringe over Jehova, falder nu fuldstændig tilbage på ham selv. Og nu bøjer Satan sig dybt og indrømmer, at dommen over ham er retfærdig.

<KMKOS 374/2> Ethvert spørgsmål om sandhed og vildfarelse i den langvarige strid er nu blevet klarlagt. Universet har nu fået en klar forståelse af det store offer, som Faderen og Sønnen bragte for menneskenes skyld. Nu er tiden inde til at Kristus indtager sin retmæssige stilling og ophøjes over alle fyrster og magter og navne.

<KMKOS 375/1> Han udholdt korset uden at ænse skammen for at få den glæde, der ventede ham ved at føre mange sønner og døtre til herlighed. Og skønt sorgen og skammen var ufattelig stor, er glæden og herligheden dog endnu større. Han betragter de frelste, som er fornyede i hans billede, idet hvert hjerte bærer det guddommeliges fuldkomne præg og hvert ansigt genspejler deres Konge. I dem ser han resultatet af sin sjæls kval, og han er tilfreds. Med en stemme, som når ud til alle, både retfærdige og gudløse, siger han: "Se, hvad jeg løskøbte med mit blod! For dem led jeg, og for dem døde jeg, at de måtte være hos mig i evighed." Og en lovsang hæver sig fra de hvidklædte, der står omkring tronen: "Værdig er Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris, og ære og lov!" Åb 5,12.

<KMKOS 375/2> Selv om Satan har været tvunget til at anerkende Guds retfærdighed og Kristi herredømme, forbliver hans karakter uforandret. Hans oprørskhed bryder atter frem som en flodbølge, Fuld af raseri beslutter han, at han ikke vil give efter i den store strid. Han vil udkæmpe en sidste fortvivlet kamp med Himmelens Konge. Han styrter ind mellem sine undersåtter og forsøger at indgyde dem sit eget raseri og få dem til straks at gå i kamp. Men blandt de talløse millioner, som han har forledt til oprør, findes der nu ikke en, som erkender hans herredømme. Hans magt er brudt. De gudløse hader Gud lige så meget, som Satan hader ham, men de indser, at deres sag er håbløs, og at de intet kan stille op mod Jehova. Deres raseri retter sig mod Satan og mod dem, som har været hans redskaber i bedraget, og de kaster sig over dem med et djævelsk raseri.

<KMKOS 375/3> Thi Herren er vred på alle folkene, harmfuld på al deres hær; han slår dem med band og giver dem hen til at slagtes. Over gudløse sender han regn af gløder og svovl, et stormvejr er deres tilmålte bæger." Es 34,2; Sl. 11,6. Ild fra Gud falder ned fra Himmelen. Jorden åbnes. De våben, som er skjult i dens dyb, drages frem. Fortærende flammer slår ud af alle de gabende kløfter, Selv bjergene brænder. Den dag, der er luende som en ovn, er kommet. Elementerne kommer i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk skal opbrændes. Mal 4,1; 2Pet 3,10. Thi for længst står et alter rede, mon det er rejst for Molok? Han gjorde dets ildfang dybt og bredt, bragte ild og ved i mængde, Herrens ånde sætter det i brand som en strøm af svovl. Es 30,33. Jordens overflade er en smeltet masse en mægtig, sydende ildsø. Det er de gudløses dom og undergangs dag "en hævnens dag har Herren til rede, Zions værge et gengældsår". Es 34,8.

<KMKOS 376/1> De gudløse får deres straf på jorden. "De skal blive som strå, og dagen, som kommer, skal lade dem gå op i luer, siger Hærskarers Herre". Mal 4,1. Nogle tilintetgøres på et øjeblik, mens andre lider i mange dage. Alle straffes efter deres gerninger. De retfærdiges synder er blevet overført til Satan, og han må ikke blot lide for sit eget oprør mod Gud, men for alle de synder, han har forledt Guds folk til at begå. Hans straf er langt strengere end den, der rammer dem, han har bedraget. Efter at alle de, som lod sig forføre af ham, er omkommet, lever og lider han stadig. I de lutrende flammer tilintetgøres de gudløse endelig, rod og grene, Satan er roden, hans tilhængere grenene. Lovens fulde straf er blevet fuldbyrdet, retfærdigheden er sket fyldest, og Himmelen og jorden, som har været vidne dertil, erklærer, at Jehova er retfærdig.

<KMKOS 376/2> Medens jorden er indhyllet i tilintetgørelsens ild, bor de retfærdige trygt i den hellige stad. Den anden død har ingen magt over dem, der havde del i den første opstandelse. Over for de gudløse er Gud en fortærende ild, men for sit folk er han både sol og skjold. Åb 20,6; Sl 84,12.

<KMKOS 376/3> "Jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet." Åb 21,1. Den ild, som fortærer de onde, lutrer jorden. Hvert spor af forbandelsen udslettes. Intet evigt brændende helvede skal minde de frelste om syndens frygtelige resultater. Kun et minde bliver stående. Frelseren vil for evigt bære mærkerne af korsfæstelsen. På hans sårede hoved, i hans side og på hans hænder og fødder findes de eneste spor af det frygtelige værk, som synden har udrettet.

<KMKOS 377/1> "Men du, o hyrdetårn, Zions datters høj, til dig skal det komme, det forrige herredømme tilfalde dig." Mika 4,8. Det kongedømme der blev mistet på grund af synden, har Kristus nu overtaget sammen med de frelste. De retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid." Sl 37,29. For at den fremtidige arv ikke skulle synes for materiel, har mange lagt en symbolsk betydning i netop de sandheder, som lærer os at betragte den som vort hjem. Kristus forsikrede sine disciple, at han gik bort for at berede boliger for dem i sin Faders hus. De, der tror på, hvad Guds ord lærer, vil ikke være helt uvidende med hensyn til den himmelske bolig. Og dog er det sandt, som der står: "Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham." 1Kor 2,9. Ord formår ikke at beskrive de retfærdiges belønning. Den vil kun blive kendt af dem, der får den at se. Ingen menneskehjerne kan fatte Guds Paradis' herlighed.

<KMKOS 377/2> I Bibelen kaldes de frelstes arv et fædreland. Hebr 11,14-16. Der fører den himmelske Hyrde sin hjord til de levende vandkilder. Livets træ bærer frugt hver måned, og træets blade tjener til lægedom for folkene. Der findes evigt flydende strømme, der er klare som krystal, og langs deres bredder vokser der træer, som kaster skygge på de stier, som er beredt for Herrens forløste. Store sletter hæver sig med smukke højdedrag, og Guds bjerge løfter deres, stolte tinder. På disse fredelige sletter, langs disse levende strømme, skal Guds folk, som så længe var pilgrimme og vandringsmænd, finde et hjem.

<KMKOS 377/3> Der er det nye Jerusalem, den forherligede nye jords hovedstad, "en dejlig krone i Herrens hånd, et kongeligt hovedbind i hånden på din Gud." "Den funkler, som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis." Herren har sagt: "Jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit folk." "Nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem.

<KMKOS 378/1> Og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere, thi det som var før er nu forsvundet." Åb 21,3-4. "Der skal ingen nat være" i Guds stad. Ingen behøver eller ønsker at hvile. At gøre Guds vilje og prise hans navn medfører ingen træthed. Vi skal altid føle morgenens friskhed, og den skal aldrig få ende. "De trænger ikke til lys fra lampe eller lys fra sol, thi Gud Herren skal lyse over dem." Åb 22,5. Solens lys bliver erstattet af et lys, som ikke er ubehageligt blændende, men som alligevel langt overgår vor middagssol i klarhed. Guds og Lammets herlighed fylder hele den hellige stad med aldrig svindende lys. De frelste vandrer i den evige dags solløse herlighed.

<KMKOS 378/2> "Noget tempel så jeg ikke i staden; thi dens tempel er Herren Gud, den Almægtige, og Lammet." Åb 21,22. Guds folk nyder den forret at have uhindret samvær med Faderen og Sønnen. "Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde." 1Kor 13,12. Vi ser et spejlbillede af Gud i naturen og i hans handlemåde med menneskene; men da skal vi se ham ansigt til ansigt, uden noget skjulende slør imellem ham og os. Vi skal stå foran ham og se hans åsyns herlighed.

<KMKOS 378/3> Der vil udødelige mennesker med evig fryd betragte skaberens vidundere og den frelsende kærligheds mysterier, Der vil ikke være nogen grusom og bedragerisk fjende, som frister til at glemme Gud. Alle evner vil blive udviklet og forøget. Tilegnelsen af kundskab vil hverken trætte sindet eller tære på kræfterne. Der vil de mest storslåede foretagender kunne gennemføres, de højeste mål kunne nåes og den ædleste stræben belønnes, og der vil stadig være nye højder at nå, nye storværker at beundre, nye sandheder at forstå og nye genstande, som vækker sindets, sjælens og legemets kræfter til dåd.

<KMKOS 378/4> Efterhånden som evighedens år henrinder, bringer de endnu rigere og herligere åbenbaringer om Gud og Kristus. Med tiden vokser også kærligheden, ærbødigheden og lykken. Jo mere menneskene lærer om Gud, des større bliver deres beundring for hans karakter. Når Jesus forklarer dem frelsens rigdomme og fortæller dem om de store bedrifter, som blev udført i den store strid med Satan, vil de frelstes hjerter fyldes med endnu større hengivenhed for ham, og med endnu større fryd slår de guldharperne. Og titusinde titusinder og tusinde tusinder af stemmer forener sig i lovsang.

<KMKOS 379/1> "Og enhver skabning i Himmelen og på jorden og under jorden og på havet, ja alt, hvad i dem er, hørte jeg sige: "Han, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder." Åb 5,13. Den store strid er endt. Der findes ikke længere synd eller syndere. Hele universet er rent.