<KMKOS 332/2> Når forkyndelsen af den tredje engels budskab slutter, lyder nådens kald ikke længer til jordens brødefulde beboere. Guds folk har udført deres gerning. De har fået "sildigregnen", "husvalelsestiderne fra Herrens åsyn", og de er beredte til den trængselstid, der venter dem. Engle haster frem og tilbage i Himmelen. En engel, der vender tilbage fra jorden, meddeler, at hans gerning er fuldført. Verden er for sidste gang blevet stillet på prøve, og alle de der har vist sig trofaste mod de guddommelige forskrifter, har fået "den levende Guds segl". Så holder Jesus op med at gå i forbøn for menneskene i den himmelske helligdom. Han løfter sine hænder og siger med høj røst: "Det er sket" og alle englene tager deres kroner af, medens han giver denne højtidelige meddelelse: "Lad den, som gør ret, blive ved at gøre ret, og lad den urene blive ved at leve i urenhed, og lad den retfærdige blive ved at leve i uretfærdighed, og lad den hellige blive ved at leve helligt." Åb 22,11. Alles sag er blevet afgjort til liv eller død. Kristus har sonet sit folks synder og udslettet dem. Hans undersåtters antal er opgjort. Nu skal "riget og herredømmet og storheden, som tilhører alle rigerne under himmelen," snart gives til frelsens arvinger, og Jesus skal herske som Kongernes Konge og Herrernes Herre.

<KMKOS 333/1> Når han forlader helligdommen, dækker mørke jordens beboere. I denne frygtelige stund må de retfærdige leve for den hellige Guds åsyn uden en forsvarer. Den tøjle, som har været lagt på de onde, bliver fjernet, og Satan får nu jordens befolkning fuldstændig i sin magt. Guds folk vil da blive kastet ud i de lidelser og kvaler, som profeten kalder en trængselstid for Jakob.

<KMKOS 333/2> "Så siger Herren: Vi hørte et udbrud af skræk, af rædsel og ufred. Hvis er jeg da, alles åsyn blegner. Thi stor er denne dag, den er uden lige, en trængselstid for Jakob, men fra den skal han frelses." Jer. 30,5-7.

<KMKOS 333/3> Den kvalfulde nat, da Jakob kæmpede i bøn og bad om at blive udfriet af Esaus hånd (1Mos 32,24-30), symboliserer Guds folks erfaring i trængselstiden. På grund af det bedrageri, Jakob havde begået for at få sin faders velsignelse, som var tiltænkt Esau, var han flygtet for livet, for han frygtede sin broders trusler om at slå ham ihjel. Efter i mange år at have levet i udlændighed besluttede han på Guds befaling at vende tilbage til sit fødeland med sine hustruer og børn og alt sit kvæg. Da han nåede landets grænse, hørte han til sin rædsel, at Esau nærmede sig med en stor hær. Han kom utvivlsomt for at tage hævn. Jakob og hans ledsagere var ubevæbnede og forsvarsløse og ville sikkert hurtigt blive slået ned. Angstens og frygtens byrde blev forøget med selvbebrejdelsernes tunge vægt, for det var hans egen synd, som havde fremkaldt den fare, han svævede i. Hans eneste håb var, at Gud ville være ham nådig. Hans eneste forsvar måtte blive bøn. Men han gør selv alt, hvad han kan, for at sone uretten mod broderen og undgå den truende fare. På samme måde bør Kristi efterfølgere, når de nærmer sig trængselstiden, gøre alt for at stille sig i det rette lys over for folket, afvæbne fordomme og afvende den fare, som truer trosfriheden.

<KMKOS 333/4> Efter at have sendt sin familie bort, for at de ikke skal være vidne til hans fortvivlelse, bliver Jakob alene tilbage for at bede til Gud. Han bekender sin synd, takker Gud for al den nåde, han har vist ham, og henviser ydmygt til den pagt, Gud har sluttet med hans fædre, og til de løfter, Gud har givet ham i det natlige syn i Betel og i landflygtigheden. Den afgørende time i hans liv er kommet. Alt står på spil. I mørket og ensomheden fortsætter han med at bede og ydmyge sig over for Gud. Pludselig bliver der lagt en hånd på hans skulder. Han tror, at det er en fjende, som efterstræber hans liv, og begynder at brydes med ham, med fortvivlelsens kraft. Da dagen gryr, henter den fremmede sin overmenneskelige styrke. Den stærke mand synes lammet ved hans berøring og falder hjælpeløs og grædende den mystiske modstander om halsen. Nu ved Jakob, at han har kæmpet med pagtens engel. Skønt han er blevet halt og lider store smerter, holder han fast ved sit forsæt. På grund af sin synd har han længe været rodløs, angergiven og bedrøvet. Nu må han have vished for, at den er tilgivet. Det ser ud, som om den guddommelige fremmede vil fjerne sig, men Jakob klamrer sig til ham og beder om en velsignelse. Engelen siger: "Slip mig, thi morgenen gryr!" men patriarken udbryder: "Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!" Hvilken tillid og hvilken fasthed og udholdenhed! Havde Jakobs forlangende været pralende og anmassende, ville han straks være blevet tilintetgjort, men han udviste en tillid, som man kun finder hos dem, som tilstår sin svaghed og uværdighed og som stoler på den barmhjertige Gud, som holder sin pagt.

<KMKOS 334/1> Han "stred med en engel og sejrede". Hos. 12,5. Ved ydmyghed, anger og selvovergivelse sejrede denne syndige, vildfarne mand hos Himmelens Majestæt. Han holdt skælvende fast ved Guds løfter, og den uendelige Kærligheds hjerte kunne ikke vende sig bort fra synderens bøn. Som tegn på hans sejr og som en opmuntring til andre om at følge hans eksempel blev hans navn ændret fra det, som mindede om hans synd, til det, som erindrede om hans sejr. Og den kendsgerning, at Jakob sejrede hos Gud, var et løfte om, at han skulle sejre over mennesker. Han frygtede ikke længere for at møde sin broders vrede, for Herren var hans forsvarer.

<KMKOS 334/2> Satan havde anklaget Jakob for Guds engle og krævet ret til at tilintetgøre ham på grund af hans synd. Han havde lokket Esau til at marchere ham i møde, og i løbet af den lange nat, i hvilken patriarken brødes med Gud, forsøgte Satan at fylde ham med en sådan skyldfølelse, at han ville tabe modet og slippe sit tag i Gud. Jakob blev næsten drevet til fortvivlelse, men han vidste, at han var fortabt, hvis han ikke fik hjælp fra Himmelen. Han angrede sin store synd, og han tryglede Gud om barmhjertighed. Han ville ikke opgive sit forsæt, men holdt fast i engelen og bad af sit hjertes dyb, indtil han sejrede.

<KMKOS 335/1> Ligesom Satan ledte Esau til at drage imod Jakob, vil han lokke de gudløse til at tilintetgøre Guds folk i trængselstiden. Og ligesom han rettede beskyldninger imod Jakob, vil han rette beskyldninger mod Guds folk. Han regner hele menneskeheden for at være sine undersåtter, men den lille flok, som adlyder Guds bud, vil ikke anerkende hans overherredømme. Hvis han kunne udslette disse mennesker fra jorden, ville hans sejr være sikker. Han ser, at hellige engle vogter dem, og deraf slutter han, at deres, synder er blevet tilgivet. Men han ved ikke, at deres sag er blevet afgjort i den himmelske helligdom. Han kender alle de synder, som han har fristet dem til at begå, og disse synder forelægger han Gud, idet han gør dem langt værre, end de egentligt er, og påstår, at disse mennesker i lige så høj grad som han selv har gjort sig fortjent til Guds vrede. Han erklærer, at Guds retfærdighed er afskåret fra at tilgive deres, synder og samtidig tilintetgøre ham og hans engle. Han hævder, at de er hans bytte, og forlanger dem udleveret, så han kan tilintetgøre dem.

<KMKOS 335/2> Når Satan beskylder Guds folk for at være syndige, giver Gud ham tilladelse til at prøve dem til det yderste. Deres tillid til Gud og deres tro og udholdenhed vil blive hårdt prøvet. Men når de tænker tilbage på fortiden, svinder deres håb, for de ser kun lidet godt i hele deres liv. De kender fuldt ud deres egne svagheder og deres uværdighed. Satan forsøger at forfærde dem med tanken om, at deres sag er håbløs, og at deres besmittelse aldrig vil kunne aftvættes. Han håber at knuse deres tro så de vil falde for hans fristelser og bryde deres pagt med Gud.

<KMKOS 335/3> Skønt Guds folk vil være omgivet af fjender, som kun ønsker at tilintetgøre dem, er den angst, de føler, ikke angst for forfølgelse for sandhedens skyld. De frygter, at de endnu ikke har angret alle deres synder, og at de på grund af egne mangler ikke vil være i stand til at lade Frelserens løfte gå i opfyldelse: "Fordi du har holdt fast ved mit bud om udholdenhed, vil jeg også holde dig fast og fri dig ud af den prøvelsens stund, som skal komme over hele jorderiget." Åb 3,10. Hvis de blot kunne opnå en forsikring om, at de havde fået tilgivelse, ville de ikke vige tilbage for tortur eller døden; men skulle det vise sig, at de var uværdige, og de mistede livet på grund af deres egne kraktermangler, ville Guds hellige navn blive vanæret.

<KMKOS 336/1> Overalt hører de planer om forræderi og ser oprørerne i arbejde, og de nærer et stærkt ønske, en inderlig sjælens længsel efter, at dette store frafald snart må være forbi, og at de ondes ondskab vil ophøre. Men medens de beder Gud om at standse oprøret, gør de sig bitre bebrejdelser, fordi de ikke selv besidder mere styrke til at modstå og tilbagevise denne flodbølge af ondskab. De føler, at hvis de altid havde benyttet alle deres evner i Kristi tjeneste og var gået fremad fra styrke til styrke, ville Satans kræfter ikke kunne udrette så meget over for dem.

<KMKOS 336/2> De ydmyger deres sjæle over for Gud, henviser til, at de har angret deres mange synder, og klynger sig til Frelserens løfte: "Lad ham gribe min styrke, at han kan slutte fred med mig, og han skal slutte fred med dig." Es 27,5. (ifølge den engelske bibel). Deres tro rokkes ikke, selv om deres bønner ikke straks bliver opfyldt. Skønt de lider stor angst, rædsel og mange kvaler, ophører de ikke med deres forbønner. De klamrer sig til Guds styrke, ligesom Jakob klamrede sig til englen, og deres sjæle råber: "Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!"

<KMKOS 336/3> Hvis Jakob ikke i forvejen havde angret den synd, han havde begået, da han sikrede sig førstefødselsretten ved et bedrag, ville Gud ikke have hørt hans bøn og i nåde skånet hans liv. Og hvis Guds folk i trængselstiden, hvor de pines af angst og, kval, kom i tanker om synder, som de ikke havde bekendt, ville de ikke kunne holde ud; så ville fortvivlelse tilintetgøre deres tro, og de ville ikke tillidsfuldt kunne bede Gud om frelse. Men skønt de føler deres store uværdighed, har de ingen utilståede synder at erkende. Deres synder er gået forud til dom og er blevet udslettet, og de kan ikke længere erindre dem.

<KMKOS 337/1> Satan forleder nogle til at tro, at Gud vil overse deres utroskab i livets mindre anliggender, men Herren viser i sin handlemåde med Jakob, at han ikke vil billige eller tåle det onde. Alle de, der forsøger at undskylde eller skjule deres synder, og som tillader, at de bliver stående i Himmelens, bøger utilståede og tilgivne, vil blive besejret af Satan. Jo højere deres embede er, og jo finere en stilling de indtager, des værre er deres synder i Guds øjne, og des sikrere er deres store modstanders sejer. De, der tøver med at berede sig til Herrens dag, vil ikke være i stand til at berede sig til den i trængselstiden eller på noget senere tidspunkt. For dem er der intet håb. De, der kalder sig kristne, men som går uforberedte ind i den sidste frygtelige strid, vil i deres fortvivlelse tilstå deres synder i ord, der brænder af sorg og anger, medens de gudløse hoverer over deres fortvivlelse.

<KMKOS 337/2> Jakobs erfaring viser også, at Gud ikke vil forkaste den, der er blevet narret, fristet eller lokket til at synde, og som er vendt tilbage til ham, opfyldt af sand anger. Mens Satan søger at tilintetgøre sådanne mennesker, vil Gud lade sine engle trøste og beskytte dem i farens stund. Satans angreb er beslutsomme og kraftige, og hans bedrag er frygtelige, men Herren fæster sit blik på sit folk, og han hører deres råb. Deres lidelser er store, og det ser næsten ud, som om ovnens, flammer vil fortære dem, men Den Store Mester vil bringe dem ud som prøvet i ilden. Guds kærlighed til sine børn er uforandret i denne deres sværeste trængselstid, som i medgangens lyseste dage; men det er alligevel som om de bogstaveligt bliver anbragt i en ildovn. Dette er nødvendigt, for at deres jordbundethed kan blive fjernet, og Kristi billede træde fuldkommen klart frem.

<KMKOS 337/3> Den smertelige og kvalfulde tid, som venter os, vil kræve en tro, som kan udholde træthed og sult, det må være en tro der kan holde selv om den prøves til det yderste. Nådetiden er givet, for at vi kan berede os til trængselstiden. Jakob sejrede, fordi han var udholdende og beslutsom. Hans sejr er et bevis på den kraft, som findes i vedholdende bøn. Alle de, der holder fast ved Guds løfter, således som Jakob gjorde, og er lige så oprigtige og udholdende som han, vil sejre, som han sejrede. De, der ikke vil være selvfornægtende, ydmyge sig over for Gud og bede længe og inderligt om hans velsignelse, vil ikke få den. Kun de færreste ved, hvad det vil sige at kæmpe med Gud. Kun få har følt sjælen hige efter Gud med en længsel og en kraft, som er lige ved at sprænge dem. Når bølger af fortvivlelse, som intet sprog kan beskrive, kommer ind over den bedende, så er det kun de færreste, der med en urokket tro klamrer sig til Guds løfter.

<KMKOS 338/1> De, der kun øver lidt tro nu, løber en meget stor risiko for at falde for Satans bedrag og det dekret, som bliver udstedt for at tvinge samvittigheden. Og selv om de består prøven, vil angsten og fortvivlelsen blive større for dem i trængselstiden, fordi de aldrig har vænnet sig til at sætte deres lid til Gud. Den erfaringsmæssige tro, som de har forsømt at tilegne sig, vil de blive tvunget til at erhverve sig under de vanskeligste forhold.

<KMKOS 338/2> Det er nu, vi bør lære Gud at kende ved at stole på hans løfter. Engle optegner alle de bønner, som er ærlige og oprigtige. Vi bør hellere give afkald på selviske glæder end forsømme at have samfund med Gud. Hvis vi har hans velbehag, er selv den største fattigdom og den største selvfornægtelse bedre end rigdom, ære, bekvemmelighed og venskab uden Guds billigelse. Vi bør give os tid til at bede. Hvis vi tillader vore tanker at være optaget af verdslige interesser, giver Gud os muligvis tid ved at berøve os vore afguder af guld, af huse, eller af frugtbar jord.

<KMKOS 338/3> De unge ville ikke blive forledt til at synde, hvis de ville afslå at følge andre stier end den, på hvilken de kan bede om Guds velsignelse. Hvis de budbringere, som forkynder den sidste højtidelige advarsel for verden, ville bede om Guds velsignelse ikke på en kold, ligegyldig og dorsk måde, men med en inderlig tro som Jakob, ville de finde mange steder, hvor de kunne sige: "Jeg har skuet Gud ansigt til ansigt og har mit liv frelst!" 1Mos 32,30, Himmelen ville anse dem for fyrster og de vil få magt til at sejre hos Gud og mennesker.

<KMKOS 339/1> Den trængselstid, som hidtil ikke har haft sin mage, vil snart komme over os, og vi vil da behøve en erfaring, som vi endnu ikke er i besiddelse af, og som mange er for dovne til at skaffe sig. Det hænder ofte, at tanken om ubehageligheder er større end selve ubehagelighederne, men dette gælder ikke for den krise, som venter os. Selv den mest levende indbildningskraft kan ikke forestille sig trængslernes omfang.

<KMKOS 339/2> Medens vor store ypperstepræst endnu gør soning for os, bør vi søge at blive fuldkomne i Kristus. Guds forsyn er den skole, i hvilken vi skal lære at erhverve Jesu sagtmodighed og ydmyghed. Herren viser os altid livets sande mål ikke den vej, vi selv ville vælge, fordi den synes den bekvemmeste og behageligste. Ingen kan forsømme eller opsætte dette arbejde uden at bringe sin sjæl i den største fare.

<KMKOS 339/3> I et syn hørte apostelen Johannes en høj røst fra Himmelen sige: "Ve jorden og havet; thi djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans, tid er kort." Åb 12,12. De begivenheder, som får den himmelske røst til at fremkomme med dette udbrud, er forfærdelige. Satans harme vokser, når hans tid bliver kortere, og hans bedrageriske og ødelæggende værk vil nå sit højdepunkt i trængselstiden.

<KMKOS 339/4> Guds tålmodighed er til ende. Verden har kastet vrag på hans nåde, foragtet hans, kærlighed og trampet på hans lov. De ugudelige har overskredet nådetidens grænser, Guds Ånd, som de gudløse stædigt har nægtet at modtage, er blevet trukket tilbage. Uden den guddommelige nådes skjold er de uden beskyttelse mod Satan, som vil kaste jordens befolkning ud i den sidste store trængsel. Når Guds engle ikke længere holder de menneskelige lidenskabers voldsomme storme i ave, vil alle stridens elementer, blive sluppet løs. Hele verden vil blive ramt af en ødelæggelse, der er værre end den, der overgik Jerusalem.

<KMKOS 339/5> En enkelt engel dræbte alle Ægyptens førstefødte og fyldte landet med sorg. Da David var ulydig mod Gud ved at tælle folket, var det en engel, der forårsagede den frygtelige ødelæggelse, hvormed hans synd blev straffet. Den samme ødelæggende magt, som de hellige engle betjener sig af, når Gud befaler det, vil blive benyttet af onde engle, når Gud tillader det. Styrkerne er nu parat, og de venter kun på at få Guds tilladelse til at sprede ødelæggelse overalt.

<KMKOS 340/1> Frygtelige syner af overnaturlig art vil snart åbenbares på himmelen som tegn på undergørende dæmoners virksomhed. Dæmoners ånder vil gå ud til jordens konger og til hele verden for at bedrage dem og tilskynde dem til at forene sig med Satan i hans sidste kamp mod Himmelens styre. Disse Satans redskaber vil bedrage både regenter og undersåtter. Mennesker vil stå frem og foregive, at de er selve Kristus, og de vil gøre krav på den titel og den tilbedelse, som tilkommer verdens frelser. De vil foretage mirakuløse helbredelser og vil påstå, at de har modtaget himmelske åbenbaringer, som er i modstrid med Bibelens vidnesbyrd.

<KMKOS 340/2> Som højdepunktet i det store bedrageriske drama vil Satan selv udgive sig for Kristus. Kirken har længe foregivet at betragte Frelserens genkomst, som sit håbs, fuldbyrdelse. Nu vil den store bedrager få det til at se ud, som om Kristus var kommet igen. I forskellige egne af verden vil Satan vise sig for mennesker som et majestætisk og strålende væsen, som ligner den beskrivelse af Guds søn, som Johannes har givet i Åbenbaringen. Åb 1,13-15. Den herlighed, som omgiver ham, overgår alt, hvad menneskeøjne hidtil har set. Et triumferende råb giver genlyd over jorden: "Kristus er kommet! Kristus er kommet!" Folk kaster sig tilbedende i støvet for ham, og han løfter sine hænder og velsigner dem, ligesom Kristus velsignede sine disciple, da han var på jorden. Hans stemme er mild og dæmpet, men vidunderligt melodiøs. I en blid og medfølende tone forkynder han nogle af de vidunderlige sandheder, som Frelseren udtalte. Han helbreder folks, sygdomme, og derefter siger han stadig iført Kristi skikkelse at han har gjort søndagen til sabbat, og at alle skal helligholde den dag, som han har velsignet. Han erklærer, at de, der fortsætter med at helligholde den syvende dag, vanhelliger hans navn ved at nægte at lytte til de engle, som er blevet sendt til dem med lys og sandhed. Dette er det store, næsten uimodståelige bedrag.

<KMKOS 341/1> Ligesom de samaritanere, der havde ladet sig bedrage af troldmanden Simon, lader menneskeheden, fra de mindste til de største, sig bedrage af disse trolddomskunster og råber: Dette er "den Guds kraft, som man kalder den store". Apg. 8,10. Men Guds, folk vil ikke blive bedraget. Den falske Kristus forkynder en lære, som er i modstrid med den hellige skrift. Han velsigner dem, der tilbeder dyret og dets mærke, dem, om hvilke Bibelen siger, at de skal drikke af Guds ublandede harme.

<KMKOS 341/2> Skriften lærer at: "Ligesom lynet der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være." Matt 24,27. "Se, i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham, også deres som har gennemstunget ham, og alle jordens stammer skal jamre ved hans komme. Ja, Amen." Åb 1,7. "Thi Herren selv skal stige ned fra himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og en Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå;" 1Tess. 4,16. "Og da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen, og da skal alle folkestammer på jorden jamre sig, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med kraft og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med mægtige basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himmelens yderste grænser." Matt 24,30-31. Kun de, der flittigt har gransket Bibelen og taget imod kærligheden til sandheden, vil blive værnet mod det frygtelige bedrag, som besejrer verden. Ved hjælp af Bibelens vidnesbyrd vil disse mennesker genkende bedrageren trods hans forklædning.

<KMKOS 341/3> Prøvelsens tid kommer til alle. Når menneskene bliver sigtet i fristelsens sold, skal det vise sig, hvem der er sande kristne. Er Guds folk så fast forankret i Guds ord, at de ikke vil tro på det, de ser med deres egne øjne? Vil de i en sådan krise klamre sig til Bibelen og den alene? Hvis det er Satan muligt, vil han forhindre dem i at berede sig til at stå fast på hin dag. Han vil ordne det således, at vejen spærres for dem. Besnære dem med jordiske skatte og lægge en stor og tung byrde på dem, så at deres hjerter optages af livs bekymringer og prøvelsens dag kommer over dem som en tyv.

<KMKOS 342/1> Satan vil fortsætte med sit dobbeltspil. Han vil give det udseende af at han er den store velgørere. Han vil med forblændende undere få hele verden i sin magt, og på samme tid vil han forårsage uroligheder, blodsudgydelser og ulykker, som Guds folk vil få skylden for. Han vil også forårsage naturkatastrofer over alt på jorden, for på denne måde at øge hadet til Guds folk. Gud vil ikke tvinge noget menneskes vilje eller samvittighed, Satan derimod vil benytte sig af de frygteligste ting for at få kontrol over menneskene og for at få dem til at tilbede ham. Satans arbejde vil være i overensstemmelse med menneskenes vilje, men imod Guds hellige lov.

<KMKOS 342/2> I den sidste kamp vil sabbatten blive det specielle stridsspørgsmål for hele den kristne verden. Verdslige ledere og gejstlige vil slutte sig sammen for at gennemtvinge helligholdelsen af søndagen, og hvis lempelige midler ikke kan gøre det, vil der blive udstedt meget strenge love.

<KMKOS 342/3> Det vil blive gjort gældende, at de få, som modsætter sig en kirkelig forordning og en af landets love, ikke burde tåles, der blive udstedt en lov mod dem, der helligholder det fjerde buds sabbat. Ifølge denne lov har de gjort sig fortjent til den strengeste straf, og den giver folket tilladelse til efter en bestemt tids forløb at slå dem ihjel. Romerkirken i den gamle verden og den frafaldne protestantiske i den nye verden vil anvende en lignende fremgangsmåde over for dem, der overholder alle de guddommelige forskrifter.

<KMKOS 342/4> Når kristenhedens herskere har vedtaget en lov mod dem, der adlyder Guds bud, således at de er uden statens beskyttelse og prisgivet dem der ønsker at tilintetgøre dem, vil Guds folk flygte fra byerne og landsbyerne og samle sig i grupper i ensomme, fjerntliggende egne. Mange vil søge op i bjergenes fæstninger. Ligesom de kristne i Piemontes dale vil de gøre jordens tinder til deres helligdomme og takke Gud for klippeborgene. Es 33,16. Men mange af alle folkeslag og samfundsklasser, høje og lave, rige og fattig, sorte og hvide, vil blive udsat for det mest uretfærdige og grusomme slaveri. Guds elskede børn vil opleve nogle dystre dage, bundne i lænker indespærrede bag fængslets tremmer, dømte til døden, nogle tilsyneladende henvist til at dø af sult i mørke afskyelige fangehuller. Intet menneskeligt øre hører deres stønnen, og ingen menneskelig hånd er rede til at yde dem hjælp.

<KMKOS 343/1> Vil Herren glemme sit folk i denne tunge time? Glemte han den trofaste Noa, da verden blev straffet før syndfloden? Glemte han Lot, da der kom ild ned fra himmelen og fortærede byerne på sletten? Glemte han Josef da denne i Ægypten var omgivet af afgudsdyrkere? Glemte han Elias, da Jesabels ed truede ham med at komme til at lide Ba'als profeters skæbne? Glemte han Jeremias, da denne sad i en mørk og dyster hule i fangehuset? Glemte han de tre trofaste mænd i den gloende ovn eller Daniel i løvekulen?

<KMKOS 343/2> Når Guds straffedomme falder på jorden, vil de ugudelige dø af sult og tørst. Men Kristus vil ikke forlade dem der er æblet i hans øje, og som han har købt med sit dyrebare blod. Selv om Guds folk lider og mangler føde vil de ikke omkomme. Hellige engle vil sørge for at de retfærdige får føde og vand. Jesus sagde til sine disciple: Tænk på ravnene, de hverken sår eller høster, og de har ikke forrådskamre eller lade, og dog giver Gud dem føden, hvor langt mere værd end fuglene er ikke I. Luk 12,24. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke en af dem falder til jorden, uden jeres Fader er med i det. Men på jer er endog alle hovedhår talt. Frygt altså ikke, I er mere værd end mange spurve. Matt 10,29-31.

<KMKOS 343/3> Men for menneskeøjne vil det se ud, som om Guds folk snart må besegle deres vidnesbyrd med deres blod, sådan som martyrerne måtte før dem. De begynder selv at frygte, at Herren vil lade dem falde i fjendehånd. Denne tid er opfyldt af angst, og både dag og nat råber de til Gud om befrielse. De onde jubler og spørger hånligt: "Hvor er nu jeres tro? Hvorfor redder Gud jer ikke ud af vore hænder, hvis I virkelig er hans folk?" Men de ventende husker Jesu død på Golgatas kors, og at ypperstepræsterne og rådsherrerne spottende råbte: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham." Matt 27,42. Ligesom Jakob kæmper de alle med Gud. Deres ansigter røber deres indre kamp. De er alle blege, men de ophører ikke med deres inderlige bønner.

<KMKOS 344/1> Hvis mennesker havde guddommelig synskraft, ville de se skarer af engle, som er vældige i kraft, opstillet omkring dem, der har bevaret ordet om udholdenhed i Jesus. Med blid medfølelse har englene iagttaget deres kvaler og hørt deres bønner. De afventer deres leders befaling til at rive dem ud af faren, men de må vente endnu en liden stund. Guds folk må drikke kalken og døbes med dåben. Den udsættelse, som er så smertelig for dem, er det bedste svar på deres bønner. Mens de forsøger at vente tillidsfuldt på, at Herren skal gribe ind, nødes de til at udøve tro og bevare håbet og udholdenhed, hvilket de har gjort i alt for ringe grad i deres religiøse erfaring. Men for de udvalgtes skyld vil deres trængselstid alligevel blive forkortet.

<KMKOS 344/2> Afslutningen vil komme hurtigere, end menneskene venter. Hveden vil blive samlet og bundet i neg og anbragt i Guds lade, og klinten vil blive bundet i knipper og kastet i ødelæggelsens ild. De himmelske engle vedbliver trofast med at stå vagt. Skønt der ved lov er fastsat et tidspunkt, på hvilke de, der holder Guds bud, må dræbes af deres fjender vil disse i visse tilfælde komme loven i forkøbet og forsøge at berøve dem livet før den bestemte tid. Men ingen kan komme forbi de mægtige vagtposter, som omringer alle de trofaste sjæle. Nogle angribes på deres flugt fra byer og landsbyer, men de sværd, som løftes mod dem, sønderbrydes og falder til jorden som knækkede strå. Andre forsvares af engle, der optræder i stridsmænds skikkelse. I alle tidsaldre har Gud benyttet hellige engle til at undsætte og befri sit folk.

<KMKOS 344/3> Himmelske væsener har grebet aktivt ind i menneskenes anliggender. De har vist sig i klædninger, der skinnede som lyn, og de er kommet i skikkelse af mænd klædt som vejfarende. Engle har i menneskeskeskikkelse vist sig for Guds, mænd. De har hvilet under egetræerne ved middagstid, som om de var trætte. De har taget imod gæstfrihed i menneskers hjem. De har om natten været førere for vildfarne rejsende. De har med egne hænder tændt ilden på alteret. De har åbnet fængselsdøre og befriet Guds tjenere. Klædt i himmelsk rustning kom de for at rulle stenen væk fra Frelserens grav.

<KMKOS 345/1> Engle er ofte til stede i menneskeskikkelse, når de retfærdige samles. De besøger også de ondes forsamlinger, som da de drog til Sodoma for at udarbejde en rapport over indbyggernes gerninger, så det kunne afgøres, om de havde overskredet grænsen for Guds langmodighed. Herren er barmhjertig, og af hensyn til de få, som virkelig tjener ham, forhindrer han katastrofer og forlænger freden for mange. De, der synder mod Gud, aner ikke, at de kan takke de få trofaste, som de ynder at latterliggøre og undertrykke, for deres liv.

<KMKOS 345/2> Skønt denne verdens herskere ikke ved det, har engle ofte deltaget i deres rådslagninger og taget ordet. Menneskeøjne har været rettet imod dem, og menneske ører har hørt deres ord. Menneskelæber har udtalt sig imod deres forslag og gjort nar af deres råd, og menneskehænder har angrebet og mishandlet dem. I rådsforsamlingerne og retssalene har disse himmelske sendebud vist et dybtgående kendskab til menneskenes historie. De har vist sig bedre egnede til at tale de undertryktes sag end selv de dygtigste og mest veltalende forsvarere. De har kuldkastet planer og forhindret ondskab, som i høj grad ville have sinket Guds værk og voldt hans folk stor lidelse. I farens og nødens stund slår "Herrens engel lejr om dem, der frygter ham, og frier dem". Sl 34,8.

<KMKOS 345/3> Opfyldt af længsel venter Guds folk på tegnene på deres konges komme. Når vægteren spørges: "Hvordan skrider natten?" svarer han uden tøven: "Morgen kommer, men også nat!" Es 21,11-12. Lyset skinner på skyerne over bjergenes toppe. Snart skal hans retfærdighed åbenbares. Retfærdighedens Sol skal snart begynde at skinne. Både morgenen og natten er nær, endeløse dages morgen for de retfærdige, begyndelsen til evig nat for de gudløse.

<KMKOS 345/4> Mens de kæmpende fortsætter med at bede til Gud, synes det slør, som skiller dem fra det usynlige, næsten at blive trukket til side. Himmelen gløder i den evige dags gry, og som englesang lyder ordene: "Hold fast ved jeres pagt. Hjælp er på vej." Kristus den mægtige sejrherre, rækker en krone af uforgængelig herlighed frem mod sine trætte stridsmænd, og hans stemme når dem fra de åbne porte: "Se, jeg er med jer. Vær ikke bange. Jeg kender alle jeres sorger. Jeg har båret jeres kvaler. I strider ikke mod kendte fjender. Jeg har udkæmpet kampen for jer, og i mit navn skal I mere end sejre!"

<KMKOS 346/1> Vor dyrebare frelser vil sende hjælp, netop når vi behøver det. Vejen til Himmelen er helliget af hans fodspor. Enhver torn, som sårer vore fødder, har også såret hans. Ethvert kors, som vi kaldes til at bære, har han allerede båret. Herren tillader strid for derved at berede sjælen til fred. Trængselstiden er en frygtelig prøvelse for Guds folk, men i denne tid bør enhver oprigtigt troende se opad, og i tro vil han kunne se løftets bue omgive sig.

<KMKOS 346/2> "Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel, med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly. Jeg, jeg er eders trøster, hvem er da du, at du frygter dødelige, jordiske mennesker, der bliver som græs, at du glemmer Herren din skaber, at du altid dagen lang frygter for undertrykkerens vrede. Så snart han vil til at lægge øde, hvor er da undertrykkerens vrede? Snart skal den kummersluttede løses og ikke dø og synke i graven eller mangle brød, sandelig jeg er Herren din Gud, som rører havet, så bølgerne bruser, den, hvis navn er Hærskarers Herre. Jeg lægger mine ord i din mund og gemmer dig under min hånds skygge." Es 51,11-16.

<KMKOS 346/3> "Hør derfor, du arme, drukne, men ikke af vin: Så siger din Herre, Herren, din Gud, der strider for sit folk: Se, jeg tager den berusende kalk fra din hånd, aldrig mere skal du drikke min vredes bæger; og jeg rækker det til dine plageånder, dem, som bød dig: "Bøj dig, så vi kan gå over!" og du gjorde din ryg til gulv, til glæde for vandringsmænd." 21-23. vers.

<KMKOS 346/4> Guds blik, der så ned gennem tidsaldrene, var rettet mod den krise, som hans folk skal møde, når jordiske magter stilles op til kamp imod dem. Ligesom den krumsluttede vil de frygte, at de skal dø af sult eller ved vold. Men den Hellige, som lod Det røde Hav dele sig foran Israel, vil vise sin vældige magt og gøre ende på deres fangenskab. "Den dag, jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskarers Herre, og jeg vil handle nænsomt med dem, som en fader handler nænsomt med sin søn, der tjener ham". Mal 3,17. Hvis Kristi trofaste vidners blod blev udgydt på dette tidspunkt, ville det ikke, som tilfældet var med martyrernes blod, være en udsæd, som skulle skaffe Gud høst.

<KMKOS 346/5> Deres troskab ville ikke være et vidnesbyrd, der skulle overbevise andre om sandheden, for det forhærdede hjerte har kastet barmhjertighedens bølger tilbage, indtil de ikke længer skyller ind over det. Hvis de retfærdige nu blev deres fjenders bytte, ville de være en triumf for mørkets fyrste. Salmisten siger: "Han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, skjuler mig i sit telt." Sl. 27,5. Kristus har udtalt: "Mit folk, gå ind i dit kammer og luk din dør bag dig; hold dig skjult en liden stund, til vreden er draget over. Herren går ud fra sin bolig for at straffe jordboernes brøde." Es 26,20-21. Vidunderlig bliver befrielsen af dem, som tålmodigt har ventet på hans genkomst, og hvis navne er skrevet i livets bog.