<KMKOS 324/2> Dette skriftsted Åb. 18,1-4 henviser til et tidspunkt, da det budskab om Babylons fald, som blev bragt af den anden engel i Åbenbaringens 14. kapitel (8 vers), skal gentages med tilføjelse af en omtale af den fordærvelse, som har trængt sig ind i menighederne siden 1844. Her beskrives den religiøse verdens forfærdelige tilstand. Med alle de forkastede sandheder er deres sind blevet formørket og deres hjerter hårdere, indtil de til sidst er forhærdede i vantro. De vil lade hånt om de advarsler, som Gud har givet dem, og vil fortsætte med at træde på et af de ti bud, indtil de til sidst begynder at følge dem, der helligholder det. Kristus tilsidesættes ved den foragt, som vises hans ord og hans folk. Når spiritismens lære anerkendes af kirkerne, fjernes de hæmmende bånd, som har været lagt på det kødelige hjerte, og mennesker vil benytte religionen som en kappe til at dække over de hæsligste synder. Troen af spiritistiske manifestationer åbner døren for forførende ånder og djævles lærdomme, og onde engles indflydelse vil da gøre sig gældende i de forskellige trossamfund over hele landet.

<KMKOS 325/1> På det tidspunkt, som skildres i denne profeti, siges der om Babylon: "Hendes synder har hobet sig op, så de når til Himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu." Hun har fyldt sit syndebæger, og straffen skal snart ramme hende. Men Gud har stadig et folk i Babylon, og før hans straffedomme falder, skal disse trofaste kaldes ud af Babylon for ikke at blive "delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager". Derfor opstår den bevægelse, som symboliseres ved den engel, der kommer ned fra Himmelen, oplyser jorden med sin herlighed og med vældig røst forkynder Babylons synder. Sammen med englens budskab høres kaldet: "Drag ud fra hende, mit folk!" Disse budskaber udgør i forbindelse med den tredje engels budskab den sidste advarsel, som gives til jordens beboere.

<KMKOS 325/2> En frygtelig skæbne vil ramme verden. Jordens magter vil slutte sig sammen for at bekæmpe Guds bud, og der vil blive udstedt en lov således at ingen kan købe eller sælge med mindre han har dyrets mærke. Og til slut vil alle de der nægter at tage dyrets mærke blive dræbt. Guds ord erklærer at "Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger." Åb 14,9-10. Men ingen vil blive udsat for Guds vrede, før sandheden er blevet ham tydeligt forkyndt og er blevet forkastet af ham. Der findes mange, i kirkerne i vort land (USA) ja, selv i dette land der med kundskab og lys har haft alle muligheder der aldrig har haft lejlighed til at høre den særlige sandhed, der gælder for vor tid. Forpligtelsen til at adlyde det fjerde bud er aldrig blevet forelagt dem i det rette lys. Han, der læser alles hjerter og vejer alle motiver.

<KMKOS 325/3> Folk skal ikke tvinges til blindt at følge befalingen. Ethvert menneske skal have tilstrækkelig oplysning til at kunne træffe sit valg efter moden overvejelse. Da sandheden om sabbatten er den mest omstridte, vil den blive den store loyalitets prøve. De, der har forkyndt sandhederne i den tredje engels budskab, er blevet anset for at være ulykkesprofeter. Deres forudsigelser om, at religiøs intolerance, og at stat og kirke vil slutte sig sammen for at forfølge dem, der holder Guds bud, er blevet kaldt ubegrundede og urimelige. Det er ofte blevet påstået, at De forenede Stater aldrig vil ophøre med at være trosfrihedens forsvarer. Men efterhånden som der drives mere og mere ud bredt propaganda for, at søndagens helligholdelse skal gennemtvinges ved lov, kommer den begivenhed, som kun de færreste har villet tro på, nærmere, og det tredje budskab vil da fremkalde en virkning, som det aldrig ville have kunnet fremkalde før.

<KMKOS 326/1> Gud har i alle slægtled ladet sine tjenere gå i rette med synden både i verden og inden for menigheden, men menneskene ynder kun blide ord og sætter ikke pris på den rene, ubesmykkede sandhed. Adskillige reformatorer besluttede at udvise stor forsigtighed, når de angreb kirkens og landets synder. Ved at leve et rent og kristeligt liv håbede de ved eksemplets magt at kunne føre folk tilbage til Bibelens læresætminger. Men Guds Ånd kom over dem, ligesom den kom over Elias og fik ham til at fordømme en ond konges og et frafalden folks synder. Disse mænd kunne ikke lade være med at forkynde Bibelens klare ord og læresætninger, som de tidligere havde været ængstelige ved at forkynde. De blev tvunget til nidkært at forkynde sandheden og den fare, som truede menneskesjælene. Uden frygt for følgerne udtalte disse mænd de ord, som Gud gav dem, og folket blev tvunget til at høre på deres advarsler.

<KMKOS 326/2> Den tredje engels budskab vil blive forkyndt på samme måde. Når den tid kommer, da det skal forkyndes med stor kraft, vil Herren benytte sig af ydmyge redskaber og vejlede de mennesker, som vier sig til at tjene ham. Disse tjenere vil i højere grad blive skikket til deres gerning ved Helligåndens salvelse end ved skoleuddannelse. Troende og gudfrygtige mænd vil føle sig kaldet til med hellig iver at forkynde de ord, som Gud giver dem. De vil afsløre Babylons synder. Alt vil blive afsløret de frygtelige resultater af at gennemtvinge kirkeledernes forordninger ved de borgerlige myndigheders hjælp, spiritismens fremmarch og romerkirkens hemmelige, men hurtige fremgang. Disse højtidelige advarsler vil gøre et dybt indtryk på menneskene. Tusinder og atter tusinder, som aldrig før har hørt lignende ord, vil lytte opmærksomt. Opfyldt af undren vil de lytte til vidnesbyrdet om, at Babylon er kirken, som er faldet på grund af sine vildfarelser og synder og på grund af sin forkastelse af den sandhed, som blev sendt den fra Himmelen.

<KMKOS 326/3> Menneskene vil opsøge deres tidligere lærere og ivrigt spørge: "Er det, vi har hørt, sandt?" og for at berolige deres frygt og deres vakte samvittighed vil præsterne forkynde fabler og forudsige ting, som er tiltalende. Men da mange nægter at slå sig til tåls med menneskers myndighed og kræver et klart "Så siger Herren" vil de fleste præster, ligesom fortidens farisæere, blive opfyldt af vrede over, at deres myndighed drages i tvivl, og de vil anklage budskabet for at være fra Satan og ophidse masserne, som elsker synden, til at forhåne og forfølge de mænd, som forkynder det.

<KMKOS 327/1> Når striden breder sig til nye slagmarker og folks opmærksomhed henledes, på Guds forhånede lov, vil Satan for alvor komme i aktivitet. Budskabets kraft vil kun gøre vreden endnu større hos dem, der nægter at tro det. Gejstligheden vil gøre sig næsten overmenneskelige anstrengelser for at spærre vejen for lyset, af frygt for at det skal komme til at skinne på deres hjord. De vil bruge alle til rådighed stående midler for at hindre diskussion om disse betydningsfulde emner. Kirken vil til sidst bede de civile myndigheder om hjælp, og på dette punkt vil katolikker og protestanter slutte sig sammen. Når den bevægelse, som går ind for den tvungne helligholdelse af søndagen, blive dristigere og stiller skærpede krav, vil det blive forlangt, at de, der adlyder Guds bud, skal dømmes efter landets love. De vil blive truet med bøder og fængselsstraffe, og; nogle vil få tilbudt høje stillinger eller andre goder, mod at de til gengæld afsværger deres tro. Men de svarer uden vaklen: "Vis os vor vildfarelse ved hjælp af Guds ord!" det samme svar, som Luther gav under lignende omstændigheder. De, der står anklaget, fremfører et kraftigt forsvar for sandheden, og nogle af deres tilhørere lader sig overbevise af dem og beslutter sig til for fremtiden at adlyde alle Guds bud. På den måde bringes lyset til tusinder, som ellers aldrig ville have fået kendskab til disse sandheder.

<KMKOS 328/1> Samvittighedsfuld lydighed mod Guds ord vil blive behandlet som oprør. Forblindede af Satan vil forældre behandle deres troende børn med hårdhed og strenghed, og herskaber vil undertrykke de tjenestefolk, som adlyder Guds bud. Kærlighed vil blive forvandlet til had, og børn vil blive gjort arveløse og fordrevet fra deres hjem. Paulus' ord vil gå i opfyldelse: "Sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt." 2Tim 3,12. Når sandhedens forkæmpere nægter at helligholde søndagen, vil mange af dem blive kastet i fængsel mens andre vil blive landsforvist eller behandlet som slaver. Menneskeligt set synes alt dette os nu umuligt, men når Guds beroligende Ånd trækkes tilbage fra menneskene og de bliver behersket af Satan, som hader de guddommelige forskrifter, vil der ske besynderlige ting. Hjertet kan være såre grusomt, når det tømmes for gudsfrygt og kærlighed.

<KMKOS 328/2> Når uvejret nærmer sig, vil mange som har foregivet at tro på den tredje engels budskab, men som ikke er blevet helliggjort gennem lydighed mod sandheden, svigte sagen og slutte sig til modstanderne. Ved at forene sig med verden og gøre sig delagtige i dens, ånd har de næsten fået verdens opfattelse, og når de stilles på prøve, vælger de den nemmeste udvej og stiller sig på flertallets side. Begavede og veltalende mænd, som tidligere elskede sandheden, bruger nu deres evner til at bedrage og vildlede sjæle, og de bliver deres tidligere brødres værste fjender. Når de, som holder sabbatten, stilles for retten for at gøre rede for deres, tro er disse frafaldne Satans bedste redskaber. De lyver om dem og anklager dem, og ved hjælp af falske vidnesbyrd og institutioner sætter de dommerne op imod dem.

<KMKOS 328/3> Under disse forfølgelser vil Herrens tjeneres tro blive prøvet. De har trofast forkyndt advarselen og kun holdt sig til! Gud og hans ord. De har ikke taget hensyn til deres timelige interesser eller søgt at bevare deres gode omdømme og deres liv. Men når en storm af modstand og forsmædelse bryder løs over dem, er der alligevel nogle af dem, som vil fyldes med forfærdelse og udbryde: "Hvis vi havde forudset resultatet af vor forkyndelse ville vi have tiet." Vanskelighederne tårner sig op omkring dem. Satan hjemsøger dem med utallige fristelser. Det arbejde, de har påtaget sig, synes dem nu uoverkommeligt. De trues med tilintetgørelse. Den begejstring, som tidligere opfyldte dem, er forsvundet; men de kan alligevel ikke give op. De føler deres uendelige hjælpeløshed, og derfor søger de styrke hos den Almægtige. De husker, at de ord, de udtalte, ikke var deres egne, men indgivet dem af ham, som befalede dem at forkynde advarselen. Gud plantede sandheden i deres hjerter, og de kunne ikke undlade at forkynde den.

<KMKOS 329/1> I tidligere tider har Guds tjenere gennemgået lignende prøvelser. Wiclif, Hus, Luther, Tyndale, Baxter og Wesley krævede at alle læresætninger skulle prøves ud fra Bibelens ord, og erklærede, at de ville afsværge alt, hvad Bibelen fordømte. Disse mænd blev grusomt forfulgt, men de holdt ikke op med at forkynde sandheden. Forskellige perioder i kirkens historie har været præget af, at der blev forkyndt en ny sandhed, som svarede til Guds folks behov på netop det tidspunkt. Enhver ny sandhed har måttet bane sig vej gennem modstand og had, og de, som fik lyset blev fristet og prøvet. Når folket er i nød, skænker Gud det en særlig sandhed. Hvem der vover at nægte at forkynde den? Gud befaler sine tjenere at forkynde det sidste tilbud om nåde for verden, og de kan ikke forholde sig tavse uden at risikere at fortabe deres sjæle. Kristi sendebud kan ikke tage hensyn til konsekvenserne. De må gøre deres pligt og overlade resten til Gud.

<KMKOS 329/2> Når modstanden vokser til hidtil uanede højder, bliver Guds tjenere atter rådvilde, for de synes, at de selv er skyld i den opståede krise. Men deres samvittighed og Guds ord beroliger dem og forsikrer dem, at de har fulgt den rette vej, og skønt deres prøvelser ikke ophører, får de styrke til at bære dem. Striden bliver skærpet, men deres tro og tapperhed vokser med vanskelighederne. Deres vidnesbyrd lyder således: "Vi vover ikke at pille ved Guds ord eller forvanske hans, hellige lov ved at kalde et bud væsentligt og et andet uvæsentligt, selv om vi derved kunne vinde verdens gunst. Den Herre, vi tjener, er i stand til at udfri os. Kristus har besejret de jordiske magter og hvorfor skulle vi frygte en verden, som allerede er besejret? Forskellige former for forfølgelse er resultatet af et princip, som vil eksistere, så længe Satan er til og kristendommen har livgivende kraft. Intet menneske kan tjene Gud uden at møde modstand hos mørkets magter. Den mand, som tjener Gud, vil blive angrebet af onde engle, som frygter, at hans indflydelse vil bevirke, at byttet bliver revet ud af deres hænder. Onde mennesker, som opfatter hans eksempel som en irettesættelse, vil forene sig med de onde engle og søge at skille ham fra Gud ved hjælp af lokkende fristelser. Når dette ikke lykkes, gribes der til magt for at tvinge samvittigheden.

<KMKOS 330/1> Men så længe Jesus er menneskenes talsmand i Himmelens helligdom, føler både regenter og undersåtter Helligåndens betvingende indflydelse. Den har stadig en vis indflydelse på landets love. Eksisterede disse love ikke, ville forholdene i verden være langt værre, end de er. Mange regenter er Satans villige redskaber, men også Gud har sine redskaber blandt nationernes ledende mænd. Fjenden lader sine tjenere foreslå forholdsregler, som ville lægge Guds værk store hindringer i vejen, men de statsmænd, som frygter Gud, påvirkes af hellige engle til at imødegå sådanne forslag med uigendrivelige argumenter Disse få mænd holder således en flodbølge af ondskab tilbage. Sandhedens fjenders modstand vil blive holdt i skak, således at den tredje engels budskab kan gøre sin virkning. Når det høje råb gives, vil det vække opmærksomhed hos de ledere, som Herren nu bruger som sine redskaber, og nogle af dem vil tage imod det og stå fast ved Guds folks side i trængselstiden.

<KMKOS 330/2> Den engel, der deltager i forkyndelsen af den tredje engels budskab, skal oplyse hele jorden med sin herlighed. Her forudsiges en stærk og verdensomspændende bevægelse. Adventbevægelsen var i 1844 en herlig åbenbarelse af Guds magt. Den første engels budskab blev bragt til alverdens missionsstationer, og i nogle lande var der en religiøs vækkelse, som var større end nogen vækkelse siden reformationen i det sekstende århundrede. Men den mægtige bevægelse under det høje råb, af den tredje engels sidste advarsel vil forårsage en endnu større vækkelse. Der vil blive udrettet en gerning af samme art som den, der fandt sted på pinsedagen.

<KMKOS 331/1> Guds tjenere vil med ansigter, der lyser af hellig iver, haste fra sted til sted for at forkynde budskabet fra Himmelen. Tusinder af røster vil forkynde advarslen over hele jorden. Der vil ske mirakler, syge vil blive helbredt, og tegn og undere vil følge de troende. Også Satan vil gøre undergerninger, falske undergerninger og endog få ild til at falde ned fra himmelen for menneskenes øjne. På den måde vil jordens beboere blive tvunget til at tage standpunkt. Ved budskabets forkyndelse vil, det være som ved midnatsråbet i 1844, at argumenterne har en mindre fremtrædende plads end Gud Ånds dybe overbevisning. Argumenterne er jo allerede blevet fremført. Sæden er sået, og nu vil den spire og bære frugt. De skrifter, som er blevet solgt af missionsarbejdere, har gjort deres virkning, men alligevel er mange, på hvem de gjorde indtryk, blevet forhindret i helt at forstå sandheden og vise den lydighed. Nu trænger lysets stråler ind overalt, sandheden ses klart og tydeligt, og Guds oprigtige børn overskærer de bånd, der bandt dem. Hensyn til familien eller kirken er nu ude af stand til at holde dem tilbage. Sandheden er kosteligere end alt andet. Til trods, for de kræfter, som har sluttet sig sammen imod sandheden, tager et stort antal mennesker parti for Herren.