<KMKOS 305/2> Den sidste store kamp mellem sandhed og vildfarelse er blot det afgørende sammenstød i den langvarige strid med hensyn til Guds lov. Nu er vi ved at begynde på dette slag, et slag mellem menneskers love og Jehovas bud, mellem Bibelens religion og de opdigtede historiers og traditioners religion. De kræfter, som vil forene sig mod sandhed og retfærdighed i denne kamp, er nu travlt beskæftigede.

<KMKOS 305/3> Guds hellige ord, som er nået til os og er så dyrt betalt med lidelser og blod, agtes kun ringe. Alle har adgang til Bibelen, men der er kun få, der virkelig tager imod den som vejleder for deres liv. Det er vantroen, som i en forfærdende grad råder ikke blot i verden, men også inden for kirken. Mange er nået dertil, at de fornægter de lærdomme, som er selve den kristne tros grundpiller. Skabelsens store begivenheder, sådan som de fremstilles af de inspirerede skribenter, menneskets fald, forsoningen og Guds lovs evige beståen bliver praktisk talt forkastet, enten helt eller delvis, af mange af dem, der bekender sig som kristne. Der findes tusinder, der roser sig af deres klogskab og frigjorthed, og som betragter det som et svaghedstegn at fæste ubetinget lid til Bibelen. De mener, det er bevis på overlegen begavelse og lærdom at fremkomme med smålig kritik af skriften og at åndeliggøre og bortforklare dens mest betydningsfulde sandheder. Mange præster lærer deres menighed, og mange professorer og lærere belærer de studerende om at Guds lov er blevet forandret eller ophævet, og de, der stadig betragter dens krav som gældende og som noget, der skal adlydes bogstaveligt, anses for kun at være værdige til latterliggørelse eller foragt.

<KMKOS 306/1> Ved at forkaste sandheden forkaster menneskene også dens skaber. Ved at træde Guds lov i støvet fornægter de lovgiverens myndighed. Det er lige så let at lave sig en afgud af falske lærdomme og teorier som at danne sig en afgud af træ eller sten. Ved at give et falsk billede af Guds væsen får Satan mennesker til at opfatte ham på en forkert måde. For mange mennesker er et filosofisk afgudsbillede ophøjet på Jehovas trone mens den levende Gud, sådan som han er åbenbaret i sit ord, i Kristus og i skaberværket, kun dyrkes af få. Mange gør naturen til deres gud, samtidig med at de fornægter naturens Gud. Afgudsdyrkelse forekommer i dag i den kristne verden lige så virkeligt, som den fandt sted i det gamle Israel på Elias' tid om end under en anden skikkelse. Den Gud, som dyrkes af mange efter sigende kloge mennesker, af filosoffer, digtere, politikere, journalister, som dyrkes af fine, selskabeligt dannede kredse, af mange skoler og universiteter, ja, selv af nogle teologiske institutioner, er kun lidet bedre end Ba'al, fønikernes solgud.

<KMKOS 306/2> Der findes ingen vildfarelse inden for den kristne verden, som mere dristigt sætter sig op mod Himmelens autoritet, ingen, som mere direkte modsætter sig fornuftens stemme, ingen, som er mere ødelæggende i sine virkninger, end den moderne lære, som hastigt vinder terræn: at Guds lov ikke længere er bindende for mennesker. Enhver nation har sine egne love, som kræver respekt og lydighed. Uden dem kunne ingen regering bestå. Kan man så tænke sig den mulighed, at himmelens og jordens skaber ikke har nogen lov, efter hvilken han regerer de skabninger, han har dannet? Tænk, om fremragende præster begyndte offentligt at belære om, at de forordninger, hvorefter landet styres, og som beskytter indbyggernes rettigheder, ikke var bindende, at de begrænsede folkets frihed og derfor ikke burde adlydes. Hvor længe mon den slags mænd ville blive tålt på prædikestolen? Men er det da en alvorligere forbrydelse at ringeagte staters og nationers love end at nedtræde disse guddommelige befalinger, som er grundlaget for enhver regeringsform? Når standarden for retfærdighed tilsidesættes, er vejen åben for ondskabens prins så at han kan etablere sit rige her på Jorden.

<KMKOS 307/1> Det ville være en langt mere rimelig ting for nationerne at ophæve deres love og give folk ret til at gøre, hvad de selv havde lyst til, end for universets hersker at ophæve sin lov og overlade verden til sig selv uden en målestok, hvorefter de skyldige kunne dømmes eller de lovlydige kunne få deres ret. Kunne vi tænke os resultatet af at ugyldiggøre Guds lov? Man har forsøgt eksperimentet. Det var frygtelige begivenheder, der skete i Frankrig, da ateismen blev den udøvende magt. Dengang blev det klarlagt for verden, at hvis man bryder de grænser, som Gud har sat, vil det sige det samme som at vælge den grusomste af alle tyranner til hersker. Når målestokken for retfærdighed tilsidesættes, ligger vejen åben, så det ondes fyrste kan udøve sin magt her på jorden.

<KMKOS 307/2> Hvor som helst Guds bud forkastes, ophører synden med at se ud som synd eller retfærdigheden som noget ønskeligt. De, der nægter at underkaste sig Guds herredømme, er fuldstændig uegnede til at regere sig selv. Gennem deres, fordærvelige lære er opsætsighedens ånd blev indpodet i børnenes, og ungdommens sjæle, som selvfølgelig helst er fri for andres myndighed, og resultatet bliver en lovløs, tøjlesløs tilstand i samfundet. Mens de mange gør nar af lettroenheden hos dem, der adlyder Guds krav, tager de med iver imod Satans, blændværk. De giver lysterne frie tøjler og begår de synder, som har nedkaldt dommen over hedningerne.

<KMKOS 307/3> Hvis den tvang, som Guds lov pålægger os, tilsidesættes fuldstændig, så vil der snart heller ikke blive taget hensyn til menneskelige love. Fordi Gud forbyder uhæderlighed, begærlighed, løgnagtighed og bedrageri, er mennesker rede til at ringeagte hans bestemmelser som en hindring for deres timelige velstand. Resultatet af at tilsidesætte disse forskrifter bliver et helt andet, end det de venter. Dersom loven ikke var bindende, hvem ville så nære frygt for at overtræde den? Ens ejendom ville ikke mere være sikker. Folk ville med vold sætte sig i besiddelse af deres naboers ejendom, og de stærkeste ville blive de rigeste. Ikke engang livet ville man respektere. De der tilsidesætter Guds bud, sår ulydighedens sæd og vil høste ulydighed. Ægteskabsløftet ville ikke mere stå som et helligt bolværk, som familiens beskyttelse. Den, der havde magt, ville, hvis det passede ham, tage sin næstes hustru med vold. Det femte bud ville blive ophævet sammen med det fjerde. Børn ville ikke vige tilbage for at tage deres forældres liv, hvis de derved kunne opnå opfyldelsen af deres fordærvede hjerters begær. Den civiliserede verden ville blive til en bande af røvere og snigmordere, og fred, hvile og lykke ville være forjaget fra jorden.

<KMKOS 308/1> Den lære, at mennesker er fritaget fra lydighed mod Guds befalinger, har allerede svækket de moralske forpligtelsers styrke og åbnet sluserne for uretfærdigheden her i verden. Lovløshed, udsvævelser og fordærvede forhold strømmer ind over os som en overvældende flodbølge. Satan arbejder også inden for familierne. Hans banner vajer selv i såkaldte kristne hjem. Der finder man misundelse, ondsindet mistænksomhed, hykleri, kulde, kappestrid, ufred, svigten af hellig tillid og nydelsessyge, Hele det system af religiøse principper og lærdomme, som skulle danne grundlaget for og rammen om samfundslivet, er blevet til en vaklende ophobning, der er lige ved at styrte sammen. De værste forbrydere bliver, når de kastes i fængsel, ofte genstand for opmærksomhed og gaver, som om de havde opnået en misundelsesværdig udmærkelse. Deres levnedsløb og forbrydelser bliver omtalt alle vegne. Pressen offentliggør oprørende enkeltheder og indvier således andre i, hvordan man begår bedragerier, røveri og mord, og Satan frydet sig over det held, der følger hans djævelske planer. Lastens blinde lidenskab, den ligegyldighed, hvormed man betragter menneskeliv, den frygtelige forøgelse af umådeholdenhed og misgerninger af alle arter og grader burde vække alle, der frygter Gud, til at spørge om, hvad der kan gøres for at standse ondskabens flodbølge.

<KMKOS 309/1> Der findes også fordærvede domstole. De styrende er påvirkede af begærlighed efter vinding og hang til sanselige glæder. På grund af umådehold er evnerne blevet svækket hos mange, så at Satan har dem næsten fuldstændig i sin magt. Jurister ledes på afveje, bestikkes og vildledes. Drukkenskab, og udsvævelser, lidenskab, misundelse og uhæderlighed af enhver art findes, repræsenteret blandt dem, som varetager lovene. "Retten trænges tilbage, retfærd står i det fjerne, thi sandhed snubler på gaden, ærlighed har ingen gænge." Es 59,14.

<KMKOS 309/2> De misgerninger og det åndelige mørke, der herskede under romerkirkens overhøjhed, var det uundgåelige resultat af dens undertrykkelse af skriften, men hvor skal man søge årsagen til den udbredte vantro, forkastelsen af Guds lov og den deraf følgende fordærvelse nu, hvor evangeliets fulde lys skinner i en tidsalder med religionsfrihed? Nu, hvor Satan ikke længere kan beherske verden ved at afholde fra skriften, tager han sin tilflugt til andre midler for at opnå det samme resultat. Det tjener hans formål lige så godt at tilintetgøre troen på Bibelen som at tilintetgøre selve Bibelen. Ved at udbrede den anskuelse, at Guds lov ikke er bindende, lykkes det ham i lige så høj grad at få mennesker til at overtræde den, som hvis de havde været ganske uvidende om dens krav. Og nu har han ligesom i svundne tider haft kirkens hjælp til at fremme sine planer. Tidens religiøse organisationer har afslået at lytte til de upopulære sandheder, der så tydeligt vises os i skriften, og for at bekæmpe dem har de benyttet fortolkninger og indtaget standpunkter, som vidt og bredt har sået tvivlens frø.

<KMKOS 309/3> Ved at klamre sig til den pavelige vildfarelse om sjælens udødelighed og menneskets, bevidste tilstand i døden har de forkastet det eneste forsvar imod spiritismens bedrag, Læren om den evige pine har ført mange til at tvivle på Bibelens sandhed, og når det fjerde bud indprentes mennesker, opdager man, at det påbyder helligholdelse af sabbatten, ugens syvende dag. Den eneste måde, hvorpå mange populære lærere kan befri sig for en pligt, som de er uvillige til at rette sig efter, er at erklære, at Guds lov ikke mere har gyldighed. Således forkaster de på samme tid både loven og sabbatten. Efterhånden som arbejdet for sabbatsreformen skrider frem, vil forkastelsen af Guds lov for at undgå det fjerde buds krav blive næsten verdensomspændende. De religiøse lederes lære har åbnet vejen for vantro, for spiritisme og for foragt for Guds hellige lov, og der hviler et tungt ansvar på disse ledere for den synd, der trives inden for den kristne verden.

<KMKOS 310/1> Dog fremhæver netop denne slags mennesker, at den overhåndtagende fordærvelse for en stor del skyldes vanhelligelsen af den såkaldte "kristne sabbat" og at en tvungen overholdelse af søndagen som helligdag i høj grad ville forbedre samfundets moral.

<KMKOS 310/2> Her forenes afholdsbevægelsen, en af de mest fremtrædende og betydningsfulde af de moralske reformer, ofte med søndagsbevægelsen, og forkæmperne for den sidste giver sig ud for at arbejde for at fremme samfundets højeste interesser, mens de, der nægter at slutte sig sammen med dem, bedømmes som fjender af mådehold og reform. Men den kendsgerning, at en bevægelse, der støtter vildfarelse, forener sig med et arbejde, der i sig selv er godt, er intet argument til gunst for vildfarelsen. Vi kan skjule gift ved at blande den med sund føde, men derved forandrer vi ikke giftens natur. Den bliver tværtimod mere farlig, fordi der er større sandsynlighed for, at man spiser den uden at vide det. Det er et af Satans påfund at forene løgn med netop tilstrækkelig sandhed til at give den sandsynlighedens præg. De, der går i spidsen for søndagsbevægelsen, kan gøre sig til talsmænd for forbedringer, som folk trænger til, og for principper, som stemmer overens med Bibelen men så længe der hos dem findes, et krav, som er i modstrid med Guds, lov, kan hans tjenere ikke gøre fælles sag med dem. Intet kan berettige dem til at tilsidesætte Guds bud for menneskers forskrifter.

<KMKOS 310/3> Ved hjælp af de to store vildfarelser, sjælens udødelighed og søndagens helligholdelse, vil Satan vildlede menneskene, Mens den første danner grundlaget for spiritismen, skaber den sidste et kontaktled med Rom Protestanterne række deres hænder over svælget for at gribe spiritismens hånd, De vil også være villige til tværs over afgrunden at knuge romermagtens hænder, og under indflydelse af denne tredobbelte sammenslutning vil dette land komme til at følge i Roms fodspor ved at træde samvittighedens frihed i støvet.

<KMKOS 311/1> Spiritisterne har nu ændret deres stil, de har givet afkald på nogle af de mest umoralske og utiltalende punkter for at få et kristent udsende. Før i tiden forkastede de både Bibelen og Kristus, men nu accepter de dem begge. Bibelen bliver fortolket på en sådan måde at det passer til det uomvendte hjerte, og således at de store afgørende sandheder ikke har nogen betydning. En kærlig Gud fremholdes, men hans retfærdighed, fordømmelsen af synd og den hellige lovs krav holdes ude af syne. I stedet læres behagelige fabler, som antages af dem der ikke gør Guds ord til grundlaget for deres tro. Kristus bliver forkastet som før, men Satan forblinder befolkningen så de ikke opdager det.

<KMKOS 311/2> Da spiritismen nu mere nøjagtigt efterligner tidens såkaldte kristendom, har den større magt til at narre og besnære. Efter tingenes nye ordning bliver selv Satan omvendt. Han vil vise sig i skikkelse af en lysets engel. Ved spiritismens medvirken vil der blive udført mirakler, syge vil blive helbredt, og der vil blive udført ubestridelige undere. Og da ånderne vil hævde at tro på Bibelen og udvise respekt for søndagen vil deres værk blive antaget for at være bevis for guddommelig kraft.

<KMKOS 311/3> Skillelinjen mellem erklærede kristne og gudløse mennesker er næsten ikke til at skelne mere. Kirkens medlemmer elsker det samme, som verden elsker, og er parat til at gøre fælles sag med dem, og Satan har besluttet at forene dem til et og på den måde styrke sin sag ved at samle dem alle inden for spiritismens rækker. Katolikker, der praler af mirakler som et sikkert kendetegn på den sande kirke, vil hurtigt lade sig bedrage af denne undergørende magt, og protestanter, der har bortkastet sandhedens skjold, vil også lade sig føre bag lyset. Katolikker, protestanter og verdens børn vil på samme måde antage gudsfrygtens skin uden dens kraft, og de vil i denne forening se en stor bevægelse hen imod verdens omvendelse og en bebudelse af det længe ventede tusindårsrige.

<KMKOS 312/1> Gennem spiritismen optræder Satan som menneskeslægtens velgører, læger menneskers sygdomme og hævder at fremkomme med et nyt og mere ophøjet system for religiøs tro, men samtidig virker han som ødelægger. Hans fristelser fører store mængder ud i tilintetgørelsen. Mangel på mådehold berøver fornuften magten, og sanselige nydelser, strid og blodsudgydelse følger efter. Satan elsker krig, fordi den vækker sjælens, værste lidenskaber og derpå styrter sine ofre, der er tilsølede af slethed og blod, ud i evigheden. Det gælder for ham om at ophidse folkene til at bekrige hinanden; thi på denne måde kan han aflede menneskers tanker fra beredelsen til at kunne bestå på Herrens dag.

<KMKOS 312/2> Satan benytter sig også af elementerne i sine bestræbelser for at samle sin høst af ubefæstede sjæle i lade. Han kender naturens hemmelige og skjulte kræfter, og han bruger al sin magt til, så vidt som Gud tillader det, at herske over naturkræfterne. Da han fik tilladelse til at hjemsøge Job, blev småkvæg og hornkvæg, tjenere, huse og børn hurtigt ryddet bort, idet den ene ulykke i løbet af et øjeblik fulgte efter den anden. Det er Gud, der skærmer sine skabninger og beskytter dem mod ødelæggerens magt; men den kristne verden har udvist foragt for Jehovas lov, og Herren vil gøre netop det, han har forkyndt, at han ville: Han vil borttage sin velsignelse fra jorden og sin beskyttende omhu fra dem, som sætter sig op mod hans lov og lærer og tvinger andre til at gøre det samme. Satan er herre over alle dem, som ikke på særlig måde er i Guds varetægt. Nogle vil han skænke lykke og held for at fremme sine egne formål, og over andre vil han bringe ulykke og få mennesker til at tro, at det er Gud, som hjemsøger dem.

<KMKOS 312/3> Samtidig med, at han for menneskenes børn viser sig som en stor læge der kan helbrede alle deres sygdomme, vil han sprede sygdom og ulykker, indtil folkerige byer lægges øde. Allerede nu er han i gang med sit arbejde. Ved ulykkestilfælde og katastrofer både på havet og på landjorden, ved store ildebrande, vældige hvirvelstorme og frygtelige haglvejr, ved orkaner, oversvømmelser, cykloner, flodbølger og jordskælv, i alle egne og på tusinde forskellige måder, udøver Satan sin magt. Han bringer ødelæggelse over kornet, der modnes på marsken, og hungersnød og elendighed bliver følgen deraf. Han forpester luften, og tusinder omkommer af sygdom. Disse former for hjemsøgelse vil stadig blive hyppigere og mere ødelæggende. Både mennesker og dyr vil gå til grunde.

<KMKOS 313/1> Markens dyr vil stønne, og Jorden vil sygne hen. Og derpå vil den store løgner overbevise mennesker om, at disse ulykker skyldes dem, der tjener Gud. Netop de, der har fremkaldt Himmelens vrede, vil lægge skylden for alle deres genvordigheder over på dem, som Herren har sendt dem for at advare og irettesætte dem. Man vil erklære, at mennesker krænker Gud ved ikke at overholde søndagen som hviledag, at det er denne synd, der har medført ulykker, som ikke vil ophøre, før søndagens helligholdelse bliver strengt gennemført, og at de, der hævder det fjerde bud og på denne måde nedbryder ærbødigheden for søndagen, bringer forvirring blandt mennesker og hindrer dem i at genvinde Guds velbehag og timelige lykke. Således gentages den beskyldning, som i gamle dage blev fremført mod Guds tjenere og lige så velbegrundet som da. "Da Akab fik øje på Elias, sagde han til ham: "Er det dig, som bringer ulykke over Israel?" Men han svarede: "Det er ikke mig, der har bragt ulykke over Israel, men dig og din faders hus fordi I har forladt Herren og holder eder til ba'alerne!" 1Kong. 18,17-18. Når folket bliver ophidset til harme ved falske beskyldninger, så vil de over for Guds sendebud benytte en fremgangsmåde, der meget ligner den, som det frafaldne Israel benyttede over for Elias.

<KMKOS 313/2> Den undergørende magt, som manifesterer sig gennem spiritismen, vil udøve sin indflydelse imod dem, der vælger at adlyde Gud fremfor mennesker. De meddelelser, man får fra ånderne, vil erklære, at Gud har sendt dem for at overbevise dem, der forkaster søndagen, om deres vildfarelse, og de hævder, at landets love bør adlydes lige så vel som Guds lov. De vil beklage den store ondskab i verden og sabbatten. De religiøse lederes vidnesbyrd om at den moralske nedgang skyldes vanhelligelsen af søndagen. Det vil fremkalde stor harme imod alle dem, som nægter at erkende rigtigheden af dets vidnesbyrd.

<KMKOS 314/1> De, der ærer Bibelens sabbat, vil blive anklaget som fjender af lov og orden og som nedbryder af samfundets moralske grænser, som anstiftere af anarki og fordærvelse og for at nedlade Guds straffedomme over jorden. Deres samvittigheds betænkeligheder vil blive fordømt som stædighed, stivsindethed og foragt for autoriteterne. Man vil beskylde dem for at være misfornøjede med regeringen. Præster, som fornægter den guddommelige lovs forpligtelser, vil fra prædikestolen fremhæve pligten til at vise lydighed mod de borgerlige myndigheder som indsatte af Gud. I lovgivende forsamlinger og i retssale vil der blive givet et falsk billede af dem, som overholder budene, og de vil blive dømt. Man vil give deres ord en fejlagtig udtydning og mistyde deres motiver på den værste måde.

<KMKOS 314/2> Når de protestantiske kirker forkaster skriftens klare begrundelse til forsvar for Guds lov, længes de efter at bringe dem til tavshed, hvis tro de ikke ved Bibelens hjælp kan omstyrte. Skønt de tildækker deres egne øjne for kendsgerningerne, er de nu ved at slå ind på en vej, der vil føre til forfølgelse af dem, der drevet af samvittigheden afslår at gøre det samme, som hele den øvrige kristne verden gør, og anerkende kravet om at holde den pavelige hviledag.

<KMKOS 314/3> Kirkens og statens høje embedsmænd vil forenes i at bestikke, overtale eller tvinge alle slags mennesker til at ære søndagen. Mangelen på guddommelig myndighed dertil erstattes med tvangsforanstaltninger. Politisk korruption nedbryder kærligheden til retfærdighed og respekten, for sandhed, og selv i det frie Amerika giver myndigheder og lovgivere efter for det populære ønske om at fremtvinge søndagens overholdelse for at sikre sig folkets gunst. Samvittighedsfriheden, som har været så dyrekøbt, respekteres ikke. Under den kommende strid vil profetens ord gå i opfyldelse: "Og dragen vrededes på kvinden og gik bort for at føre krig mod de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd." Åb 12,17.

<KMKOS 315/1> Vort land (USA) har sat alting på spil, og tiden nærmer sig da lovgivningen opgiver de protestantiske principper til fordel for det romerske frafald. Det folk som Gud har gjort så mange fantastiske ting for, givet dem styrke til at kaste fattigdommens åg af sig, vil med en national lov overgive sig til en fordærvet katolsk tro og genrejse et tyranni der kun venter på en lejlighed til at genindføre totur og spot. Med hastige skridt nærmer vi os den tid da protestanterne vil følge den faldne kirkes eksempel og blive deltagere i en frygtelig forfølgelse, da vil der blive et frafald der kun kan ende med en national ødelæggelse.