<KMKOS 33/2> Til at begynde med foregik det i det skjulte, men efterhånden som den tog til i styrke og fik kontrol over menneskenes sind, arbejdede den mere åbenlyst. Hedenske skikke trængte næsten umærkeligt ind i den kristne kirke. Tilbøjeligheden til at gå på akkord blev for en tid modarbejdet af de heftige forfølgelser, som menigheden blev udsat for under hedenskabet; men da forfølgelsen ophørte og kristendommen fandt vej op til kongernes hoffer og ind i de kongelige slotte, ombyttede den Kristi og apostlenes beskedenhed og ydmyghed med de hedenske præsters og herskeres stolthed og pragt og de erstattede Guds befalinger med menneskelige teorier og traditioner.

<KMKOS 33/3> Konstantins såkaldte omvendelse i begyndelsen af det fjerde århundrede vakte megen glæde, og nu trådte verden ind i kirken iført en foregiven retfærdigheds kappe. Fra nu af bredte fordærvelsen sig hurtigt. Hedenskabet sejrede, da den så ud til at være besejret. Hedenskabets ånd beherskede kirken, dens lære, ceremonier og overtro blev gjort til en del af Kristi bekendende efterfølgeres tro og gudstjeneste.

<KMKOS 34/1> Dette kompromis mellem hedenskab og kristendom førte til udviklingen af det lovløshedens menneske, der omtales i profetien som den magt der sætter sig op imod og ophøjer sig over Gud. Dette gigantiske falske religionssystem er et mesterværk fra den Ondes hånd et vidnesbyrd om hans bestræbelser for at anbringe sig selv på tronen for at styre jorden i overensstemmelse med sin vilje.

<KMKOS 34/2> Satan forsøgte engang at slutte forlig med Kristus. Han opsøgte Guds Søn i ørkenen, viste ham alle verdens riger og deres herlighed og tilbød at give ham det alt sammen, hvis han blot ville anerkende mørkets fyrstes overhøjhed. Kristus afviste den formastelige frister og tvang ham til at forsvinde; men Satan har større held med sig, når han benytter de samme fristelser over for mennesket, For at opnå verdslige fordele og verdslig ære lod kirken sig forlede til at skaffe sig jordens store mænds gunst og støtte, og da den derved havde forkastet Kristus, lod den sig påvirke til at vise Satans repræsentant biskoppen i Rom lydighed.

<KMKOS 34/3> Det er en af de vigtigste læresætninger i den romerskkatolske kirke, at paven er det synlige overhoved for Kristi kirke på jorden, og at han er udrustet med den øverste myndighed over biskopper og præster i alle dele af verden. Men man går endnu videre: Man har givet paven selve Guddommens titler. Han er blevet kaldt "Gud Herren paven" og er blevet erklæret for ufejlbarlig. Han forlanger at blive hyldet af alle mennesker. Satan stiller det samme krav gennem romerkirken, som han stillede i ørkenen, og store skarer bringer ham deres hyldest.

<KMKOS 34/4> Men de mennesker, som frygter og ærer Gud, besvarer hans himmelråbende forlangende på samme måde, som Kristus besvarede den listige fjendes krav: "Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene." Luk 4,8. Gud har aldrig så meget som antydet i sit ord, at han har udpeget et menneske til at være kirkens overhoved. Læren om pavens overhøjhed er i direkte strid med skriftens lære. Paven har ikke anden magt over Kristi kirke end den, han har tilranet sig.

<KMKOS 35/1> Romerkirkens tilhængere har til stadighed beskyldt protestanterne for at de er kættere, og at de med vilje har udskilt sig fra den sande kirke; men disse anklager passer bedre på dem selv. Det er dem, der har svigtet Kristi banner og er afveget fra "den tro, som en gang for alle er blevet overgivet de hellige". Jud. 3.

<KMKOS 35/2> Satan var udmærket klar over at menneskene kunne afsløre hans bedrag og stå hans magt imod ved hjælp af den hellige skrift. Det var ved ordets hjælp, at selve verdens frelser havde imødegået hans angreb. Hver gang Kristus blev angrebet, løftede han den evige sandheds skjold og sagde: "DER STÅR SKREVET," Han afviste alle fjendens forslag med ordets visdom og kraft. Hvis det skulle lykkes Satan at beholde sin magt over menneskene og at hævde den pavelige magtraners myndighed, var det en bydende nødvendighed, at han forhindrede, at menneskene fik kendskab til skriften. Bibelen ville ophøje Gud og anbringe det skrøbelige menneske på dets rette plads. Derfor skulle dens hellige sandheder skjules og undertrykkes. Det var denne fremgangsmåde, romerkirken benyttede.

<KMKOS 35/3> I århundreder var det forbudt at udbrede Bibelen. Folk måtte ikke læse den eller have den i deres hjem, og skruppelløse præster og gejstlige tolkede dens lære for at støtte deres egne krav. På denne måde blev paven anerkendt som Guds viceregent næsten overalt på jorden og udstyret med myndighed over kirke og stat.

<KMKOS 35/4> Da den bog, som afslører vildfarelse, var blevet skaffet af vejen, gennemførte Satan sin vilje. Ifølge profetien skulle pavedømmet "sætte sig for at ændre tider og lov" (Dan 7,25), og det varede ikke længe, før det gjorde forsøg herpå. For at give de mennesker, som var blevet omvendt fra hedenskabet, en erstatning for billeddyrkelsen og dermed lette deres formelle overgang til kristendommen, gjorde man gradvis tilbedelsen af billeder og relikvier til en del af den kristne gudstjeneste. Dette afguderi blev til sidst anerkendt på et almindeligt kirkemøde. Rom fuldbyrdede sin helligbrøde ved at driste sig til at fjerne det andet bud fra Guds lov det bud, som forbyder billeddyrkelse og at dele det tiende bud for at bevare det oprindelige antal.

<KMKOS 36/1> Tendensen til at gøre indrømmelser over for hedenskabet førte til endnu en krænkelse af Himmelens myndighed. Satan benyttede verdslige ledere inden for kirken som sine redskaber og pillede ved det fjerde bud. Han prøvede på at afskaffe den dag, som Gud havde velsignet og helliget (1Mos 2,2-3) og erstatte den med den festdag, som hedningerne fejrede som "solens ærværdige dag.

<KMKOS 36/2> Til at begynde med gik man ikke åbenlyst til værks. I de første århundreder havde alle de kristne holdt den sande sabbat. De var nidkære for Guds ære og værnede omhyggeligt om Guds lovs hellighed, fordi de anså loven for at være uforanderlig. Satan arbejdede med megen list gennem sine redskaber for at nå sit mål.

<KMKOS 36/3> For at henlede folkets opmærksomhed på søndagen gjorde man den til en festdag til minde om Kristi opstandelse. Der blev holdt gudstjeneste på denne dag. Man benyttede den dog også til hvile og adspredelse, og man helligholdt stadig sabbatten. Konstantin der stadig var en hedning udstedte et dekret, som gjorde søndagen til offentlig festdag i hele det romerske imperium.

<KMKOS 36/4> Efter sin omvendelse fortsatte han trofast med at forsvare søndagen, og hans hedenske skikke blev fastholdt, som en del af hans nye tro. Men den ære der derved blev vist denne dag var ikke nok til at afholde de kristne fra stadig at regne den sande sabbat, som Herrens helligdag. Et andet skridt var nødvendig, den falske sabbat skulle ophøjes så den blev lige så hellig som den sande, og nogle få år efter Konstantins lov, gav den romerske biskop søndagen titlen, Herrens dag, og på denne måde blev befolkningen gradvis ledt til at antage søndagen. Men den sande sabbat blev stadig holdt.

<KMKOS 36/5> Ærkeforføreren var ikke færdig med at gennemføre sine planer. Han havde besluttet at samle den kristne verden under sit banner og at udøve sin magt gennem sin viceregent, den stolte pave, der udgav sig for at være Kristi repræsentant. Han nåede sit mål ved hjælp af halvt omvendte hedninger, ærgerrige gejstlige og verdslige kirkemænd. Med visse mellemrum blev der afholdt store kirkemøder, som blev overværet af fremtrædende kirkemænd fra hele verden. Ved næsten hvert eneste kirkemøde blev sabbatten, som Gud havde indstiftet, skubbet lidt mere til side, mens søndagen blev ophøjet tilsvarende. Således gik det til, at denne hedenske festdag til sidst blev æret som en guddommeligt indstiftet helligdag, mens den bibelske sabbat blev betegnet som et levn fra jødedommen og dens tilhængere forbandet. Det var lykkedes den store forfører at ophøje sig selv over alt, hvad der hedder Gud og helligdom. (2> Tess. 2,4.) Han havde dristet sig til at ændre det eneste af den guddommelige lovs bud, som umiskendeligt henviser hele menneskeheden til den sande og levende Gud.

<KMKOS 37/1> I det fjerde bud skildres Gud som himmelens og jordens skaber, og det er denne titel, der adskiller ham fra alle falske guder. Den syvende dag blev helliget og sat til side som hviledag for mennesket, for at den skulle være et minde om skaberværket. Den skulle for bestandig minde menneskene om, at den levende Gud er kilden til alt liv, og at de bør ære og tilbede ham. Satan bestræber sig på at få menneskene til at undlade at være tro imod Gud og adlyde hans lov. Det er af denne grund, at han særlig retter sine angreb imod det bud, som henviser til Gud som skaberen.

<KMKOS 37/2> Protestanterne hævder, at søndagen er blevet gjort til hviledag, fordi den er Kristi opstandelsesdag; men dette kan ikke bevises ud fra skriften. Hverken Kristus eller hans apostle skænkede denne dag en sådan ære. Søndagens indførelse som en kristelig hviledag skal søges i "lovløshedens hemmelighed" (2Tess. 2,7), som allerede var i virksomhed på Paulus' tid.

<KMKOS 37/3> Hvor og hvornår tog Herren dette barn af pavedømmet til sig? I det sjette århundrede havde pavedømmet befæstet sin magt. Kejserstaden blev dets hovedkvarter, og Roms biskop blev erklæret for at være overhoved for hele kirken. Hedenskabet havde veget pladsen for pavedømmet. Dragen havde givet dyret sin kraft og sin trone og stor magt. (Åb 13,2.) Nu begyndte den pavelige magtperiode på 1260 år, som var forudsagt i profetierne i Daniels bog og Åbenbaringen. Dan 7,25; Åb 13,5-7. De kristne blev tvunget til at træffe valget imellem at gå på akkord med Guds klare anvisninger eller at gå ind for de pavelige ceremonier og den pavelige gudsdyrkelse. At vælge Guds side ville medføre, at mange ville omkomme i fængslerne, lide døden på pinebænken, på bålet eller falde for bøddelens økse.

<KMKOS 38/1> Nu gik Jesu ord i opfyldelse: "I skal endog forrådes af forældre og brødre og slægtninge og venner, og nogle af jer skal de slå ihjel. Og I skal blive hadet af alle for mit navns skyld." Luk 21,16-17. De trofaste blev udsat for heftigere forfølgelser end nogen sinde tidligere, og verden blev en eneste stor slagmark. I flere hundrede år måtte Kristi menighed søge tilflugt på ensomme og ukendte steder. Profeten siger herom: "Kvinden flygtede ud i ørkenen, hvor hun har et sted beredt af Gud, for at man der skal sørge for hende 1260 dage." Åb 12,6.

<KMKOS 38/2> Da romerkirken kom til magten, tog den mørke tidsalder sin begyndelse. Mørket blev tættere, efterhånden som kirkens magt tiltog. Nu blev troen overført fra Kristus, den sande grundvold, til paven i Rom I stedet for at sætte deres lid til, at Guds Søn ville skænke dem syndernes forladelse og tilvejebringe evig frelse, rettede folk blikket imod paven og mod præsterne og de gejstlige, som han udstyrede med myndighed.

<KMKOS 38/3> De blev oplært til at tro, at paven var deres mellemmand på jorden, og at ingen kunne komme til Gud uden først at henvende sig til paven. Man lærte også folket, at paven var Guds repræsentant over for dem, og at han derfor skulle adlydes ubetinget. Hvis nogen undlod at rette sig efter ham, ville de blive straffet hårdt på legeme og sjæl. Således blev menneskenes tanker ledet bort fra Gud hen til fejlende, grusomme mennesker, ja, mere end det, hen til selve mørkets fyrste, som udøvede sin magt igennem dem. Synden optrådte i hellighedens forklædning. Når skriften forbydes og mennesket anser sig selv for at være øverste myndighed, kan man ikke vente andet end svig, bedrag og syndighed, Da de menneskelige love og traditioner blev sat i højsædet, indtrådte de fordærvelige tilstande, som altid er en følge af Guds lovs tilsidesættelse.

<KMKOS 38/4> Det var en farefuld tid for Kristi menighed, Tallet på de trofaste bannerførere var få. Skønt sandheden aldrig manglede vidner, så det til tider ud til, at vildfarelse og overtro ville tage fuldstændig overhånd, og at den sande gudstro ville blive udryddet på jorden. Evangeliet blev ladt ude af betragtning, de religiøse ceremoniers antal blev forøget, og der blev pålagt folket strenge krav. De blev ikke blot oplært til at betragte paven som deres mellemmand, men også til at tro, at de skulle sone deres synd: ved deres egne gerninger. Det blev krævet, at de skulle foretage lange pilgrimsrejser, gøre bodsøvelser, tilbede relikvier, bygge kirker, helgenskrin og altre og betale store summer til kirken for at formilde Guds vrede og sikre hans gunst. Som om Gud var et menneske, der bliver vred over småting og formildes af gaver og bodsøvelser!

<KMKOS 39/1> Romerkirkens indflydelse syntes at tiltage, skønt ugudeligheden blandt kirkens ledende mænd voksede. Henimod slutningen af det ottende århundrede hævdede pavekirkens repræsentanter, at de romerske biskopper havde haft den samme åndelige magt i kirkens første århundreder som nu. For at underbygge denne påstand måtte man finde en eller anden metode for at give den et skær af autoritet. Munkene forfalskede de gamle skrifter. Man fandt hidtil ukendte konciliebeslutninger, som bekræftede pavens universelle overhøjhed fra de tidligste tider. Kirken der havde forkastet sandheden, greb med begærlighed disse forfalskninger.

<KMKOS 39/2> De få trofaste, som byggede på den sande grundvold, blev rådvilde og hæmmet i deres arbejde, fordi den falske læres murbrokker lå dem i vejen. Nogle af dem var tilbøjelige til at sige ligesom arbejderne på Jerusalems mur på Nehemias' tid: "Lastdragernes kræfter svigter, og grusdyngerne er for store; vi kan ikke bygge på muren!" Neh. 4,10. Nogle af de trofaste bygmestre mistede modet, fordi de til stadighed måtte kæmpe med forfølgelse, bedrag, uretfærdighed og alle mulige andre hindringer, som Satan kunne finde på for at standse deres gerning. For at få fred og redde deres ejendele og deres liv forlod de den sikre grundvold. Andre lod sig imidlertid ikke kue af fjendens modstand, men sagde frygtløst: "Frygt ikke for dem! Kom den store frygtelige Gud i hu", og de fortsatte arbejdet med hans sværd bundet til siden. Neh. 4,14>

<KMKOS 40/1> Guds fjender har været besjælet af det samme had og den samme modvilje mod sandheden til alle tider, og hans tjenere har altid måttet udvise den samme årvågenhed og troskab. Kristi ord til de første disciple gælder hans efterfølgere lige til verdens ende: "Hvad jeg siger til jer, det siger jeg til alle: våg!" Mark 13,37.

<KMKOS 40/2> Mørket syntes at blive tættere. Billedtilbedelsen vandt større udbredelse. Der blev tændt lys foran billederne og opsendt bønner til dem. Man praktiserede de mest urimelige og overtroiske skikke. Overtroen havde en sådan magt over sindene, at fornuften syntes at være sat helt ud af spillet. Når præsterne og bisperne var forlystelsessyge, sanselige og fordærvede, kunne man ikke vente andet, end at folket, som søgte råd hos dem, sank ned i uvidenhed og laster.

<KMKOS 40/3> Pavedømmet tilranede sig endnu mere magt, da pave Gregor VII i det elevte århundrede proklamerede romerkirkens fuldkommenhed. En af hans påstande gik ud på, at kirken, ifølge skriften, aldrig havde taget fejl, og at den heller aldrig ville tage fejl. Men hans påstand blev ikke ledsaget af beviser fra skriften. Den stolte pave hævdede også, at han havde magt til at afsætte kejsere, og udtalte, at ingen kunne omstøde, hvad han havde bestemt, men at det var hans forret at omstøde alle andres beslutninger.

<KMKOS 40/4> De tyranniske tilbøjeligheder hos denne forkæmper for ufejlbarligheden kommer tydeligt til udtryk i hans behandling af den tyske kejser Henrik IV. Kejseren blev erklæret for udstødt af kirken og afsat, fordi han ikke ville anerkende pavens myndighed. Henrik blev bange, da han blev svigtet og truet af sine egne fyrster, som gjorde oprør imod ham på pavens befaling, og anså det for nødvendigt at slutte fred med Rom Sammen med sin hustru og en trofast tjener drog han over Alperne midt om vinteren for at ydmyge sig over for paven. Da han kom til det slot, hvor Gregor havde taget ophold, blev han ført ind i en forgård uden ledsagelse af sin livvagt. Her måtte han blive i vinterens kulde, uden hovedtøj og uden sko på fødderne og kun iført de nødtørftigste klæder, mens han afventede pavens tilladelse til at blive lukket ind. Paven nedlod sig først til at benåde ham, da han havde fastet og bekendt sine synder i tre dage. Da de var gået, skete det endda kun på betingelse af, at kejseren ventede med at iføre sig sine værdighedstegn og udøve sin kejserlige magt, til han havde fået pavens billigelse. Gregor blev hovmodig over denne sejr og pralede med, at det var hans pligt at knægte kongernes stolthed.

<KMKOS 41/1> Hvor er der stor forskel mellem denne hovmodige paves stolthed og Kristi ydmyghed og mildhed. Kristus siger, at han står ved hjertedøren og banker for at få lov at komme ind og skænke nåde og fred. Han lærte også sine disciple; "Den, som vil være den første blandt jer, han skal være jeres træl." Matt 20,27.

<KMKOS 41/2> I århundredernes løb blev der stadig indført flere vildfarelser i romerkirkens lære. Allerede før pavedømmets oprettelse vakte hedenske filosoffers lære opmærksomhed i kirken og øvede indflydelse her. Mange holdt fast ved deres hedenske anskuelser, skønt de bekendte sig til at være omvendt.

<KMKOS 41/3> De vedblev ikke blot at studere den hedenske filosofi selv, men opfordrede også andre til at gøre det samme for at øve større indflydelse blandt hedningerne. På denne måde trængte der alvorlige vildfarelser ind i den kristne tro. Blandt de mest fremtrædende var troen på menneskets medfødte udødelighed og dets bevidsthed i døden. Det var på dette grundlag, at Rom byggede læren om helgenpåkaldelsen og tilbedelsen af Jomfru Maria. Fra samme kilde stammer vildfarelsen om, at de ubodfærdige skal pines for evigt. Denne lære blev på et tidligt tidspunkt gjort til en bestanddel af det pavelige læresystem. KMKOS 41/1... DSS 49> Nu var vejen banet for endnu et hedensk påfund. Rom kaldte det skærsilden og benyttede det til at skræmme de godtroende og overtroiske masser. Denne vildfarelse går ud på, at der eksisterer et pinested, hvor de sjæle, der ikke har fortjent evig fordømmelse, skal straffes for deres synder, før de får lov til at komme til Himmelen.

<KMKOS 41/4> Rom havde brug for endnu et påfund for at kunne udnytte sine tilhængeres frygt og laster. Dette fik man i læren om afladen. Alle de, der lovede at deltage i pavens krige for at udvide hans verdslige herredømme, straffe hans fjender eller udrydde dem, der vovede at benægte hans åndelige overhøjhed, fik løfte om fuld tilgivelse for fortidens, nutidens og fremtidens synder og eftergivelse af alle de straffe, som de havde gjort sig fortjent til. Folk blev også oplært til at tro, at de kunne frigøre sig for synden og udfri deres afdøde venners sjæle fra skærsildens flammer ved at indbetale penge til kirken. Det var sådanne metoder, Rom benyttede til at fylde sine skatkister og skaffe sig midler, for at de kunne leve i pragt, luksus og laster.

<KMKOS 42/1> Herrens nadver, som er påbudt i skriften, blev erstattet af det afguderiske messeoffer. De pavelige præster foregav ved deres meningsløse komediespil at forvandle almindeligt brød og almindelig vin til Kristi virkelige legeme og blod. Det blev forlangt af de kristne, under trussel om dødsstraf, at de skulle bekende deres tro på denne frygtelige, gudsbespottelige vranglære. Alle de, der nægtede det, blev brændt på bålet.

<KMKOS 42/2> I det trettende århundrede fik pavedømmet det frygteligste af alle sine instrumenter i hænde, nemlig inkvisitionen, det vil sige at dømme personer UDEN at de fik mulighed for at forsvare sig. Mørkets fyrste arbejdede sammen med de ledende mænd i det pavelige hierarki. Når de holdt deres hemmelige rådslagninger, havde Satan og hans engle kontrollen over de onde mænds sind. I deres midte stod en usynlig engel fra Gud og nedskrev den frygtelige beretning om deres syndige beslutninger. Englen rapport over handlinger, som var for grusomme til at blive set af mennesker. Babylon, den store var beruset af de helliges blod. Millioner af martyrers lemlæstede legemer råbte til Gud om hævn over denne frafaldne magt.

<KMKOS 42/3> Pavedømmet var blevet verdens leder. Konger og kejsere bøjede sig for den romerske paves befalinger. Han syntes at have menneskenes skæbne i sin magt for tid og evighed. Roms læresætninger var blevet anerkendt viden om og adlydt ubetinget i hundredvis af år. De romerskkatolske ritualer var blevet overholdt med ærbødighed og de romerskkatolske fester fejret overalt. Den romerskkatolske gejstlighed blev æret, og folket skænkede rige gaver til deres underhold. Den romerskkatolske kirkes værdighed, pragt og storhed har aldrig været større.

<KMKOS 43/1> Men pavedømmets middagstime var verdens midnat. Kendskabet til den hellige skrift var yderst ringe, ikke blot blandt folket, men også blandt præsterne. Pavekirkens ledende mænd hadede det lys, som ville afsløre deres synder, akkurat som farisæerne gjorde på deres tid. Da Guds lov, som er retfærdighedens målestok, var blevet fjernet, havde de ubegrænset herredømme og kunne uhindret øve deres laster. Bedrageri, havesyge og ryggesløshed sad i højsædet. Menneskene gik ikke af vejen for nogen forkyndelse, som kunne skaffe dem rigdom og magt. Pavernes og de gejstliges paladser var skuepladsen for de værste udskejelser. Nogle af paverne gjorde sig skyldige i så frygtelige forbrydelser, at de verdslige regenter søgte at afsætte disse kirkelige ledere, fordi deres uhyrligheder ikke kunne tåles længer. I århundreder skete der ingen fremskridt inden for oplysningen, kunsten eller civilisationen i Europa. Kristendommen var blevet lammet moralsk og intellektuelt.

<KMKOS 43/2> Forholdene i verden under det romerske regimente var en frygtelig og slående opfyldelse af profeten Hoseas' ord: "Mit folk skal gå til grunde, fordi det er uden kundskab. Da du har vraget kundskab, vrager jeg dig ...; du glemte din Guds åbenbaring, så glemmer og jeg dine sønner. Ej er der troskab, ej godhed, ej kender man Gud i landet. Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør indbrud og blodskyld følger på blodskyld." Hos. 4,6. 1-2. Dette var følgen af at forkaste Guds ord.