<KMKOS 239/2> Synden har trængt sig ind, og ingen kan forklare grunden til dens opståen. Synden er noget mystisk og uforklarligt; at undskylde den er det samme som at forsvare den. Hvis der kunne findes undskyldninger for den eller årsagen til dens eksistens kunne påvises, ville den ophøre med at være synd. Vor eneste definition af synd er den, som indeholdes i Bibelen. Den er "lovbrud" den er udslaget af et princip, som fører krig mod den store kærlighedslov, som er den guddommelige styrelses grundvold.

<KMKOS 239/3> Men der var en, som misbrugte den frihed de skabte væsner havde fået. Synden udsprang fra ham, som næst efter Kristus var blevet mest æret af Gud, og som stod højest i magt og anseelse blandt Himmelens beboere. Før sit fald var Lucifer den første blandt de skærmende keruber, og han var hellig og ubesmittet. "Så siger den Herre Herren: Du var indsigtens segl, fuld af visdom og fuldkommen i skønhed. I Eden Guds have, var du; alle slags ædelsten var din klædning." "Du var en salvet, skærmende kerub; jeg gjorde dig dertil; på det hellige gudebjerg var du; du vandrede imellem Guds sønner. Fuldkommen var du i din færd, fra den dag du skabtes, til der fandtes brøde hos dig." Ez. 28,12-15.

<KMKOS 240/1> Før synden holdt sit indtog i himlen herskede der en fuldkommen glæde og fred. Englene var helt overgivet i deres kærlighed og tjeneste til Gud og til hinanden, men da synden holdt sit indtog blev der en ændring af denne lykkelige tilstand. I sin omtale af det ondes ophav siger profeten. "Dit hjerte hovmodede sig over din skønhed, du satte din visdom til på grund af din glans. Jeg slængte dig til jorden og overgav dig til konger, at de skulle nyde synet af dig." Eek 8,17. Gud havde skabt Lusifer som et ædelt og smukt væsen, og ophøjet ham over englene, men han havde ikke frataget ham muligheden for synd. Det var i Lusifers magt at synde hvis han ville. Lusifer kunne have fortsat med at være en elsket og æret kerub, han kunne fortsat have haft Guds og alle engles anerkendelse, og udført sin gerning til stor velsignelse for alle, og derved helliggjort sin skaber, men lidt efter lidt begyndte han at bruge sin stilling til at ophøje sig selv og til at få englene til at prise og ære ham. Gradvis ledte han de engle han havde herredømmet over så de tjente ham i stedet for deres skaber. Dette fordærvede både ham selv og dem der fulgte ham.

<KMKOS 240/2> Han brugte hele sin vidunderlige forstand til at øve bedrag, og derved sikre sig velvilje hos de engle, som havde været undergivet hans ledelse. Selv den kendsgerning, at Kristus havde advaret og formanet ham, fordrejede han for derved at fremme sine forræderiske planer. Satan havde sagt til dem, der nærede den største kærlighed og tillid til ham, at han var blevet uretfærdigt dømt, at den stilling, han indtog, ikke var agtet, og at hans frihed skulle beskæres.

<KMKOS 240/3> Efter først at have fordrejet Kristi ord begyndte han at bruge udflugter og direkte løgne, idet han beskyldte Guds Søn for at ville ydmyge ham for Himmelens beboere. Han forsøgte også at bagtale de engle, som var loyale over for Gud. Han beskyldte alle dem, som han ikke kunne få helt over på sit parti, for at mangle interesse for det, som var til fordel for de himmelske væsener. Han gav dem, som forblev trofaste mod Gud, skylden for det bedrageriske værk, han selv udførte. Og for at styrke sin beskyldning om, at Gud havde været uretfærdig over for ham, fordrejede han Skaberens ord og gerninger. Hans hele politik gik ud på at forvirre englene ved hjælp af snedige løgne om Guds hensigter. Alt, hvad der var enkelt og ligetil, hyldede han i mystik, og ved hjælp af lumske forvanskninger vakte han tvivl om Jehovas mest utvetydige udtalelser. Hans høje stilling og hans nære forbindelse med Himmelens Konge gav hans ord større vægt, og det lykkedes ham at få mange til at deltage i hans oprør mod Gud.

<KMKOS 241/1> Lige indtil afslutningen af striden i Himlen fortsatte den store tyran med at retfærdiggøre sig. Da det blev meddelt, at han og alle hans tilhængere skulle fordrives fra lyksalighedens bolig, forkyndte oprørslederen overmodigt sin foragt for Skaberens lov. Han gentog sin påstand om, at englene ikke behøvede nogen kontrol, men skulle have lov til at gøre, hvad de ville, da deres egen vilje altid ville lede dem ad den rette vej. Han erklærede, at de guddommelige love uretmæssigt begrænsede englenes frihed, og at det var hans hensigt at få loven afskaffet, således at englene efter at være blevet befriet for dette åg kunne opnå en mere ophøjet og ærefuld position. Med fuld overlæg gav Satan og hans medløbere Kristus skylden for deres oprør, idet de erklærede, at de aldrig ville have gjort oprør, hvis han ikke havde rettet bebrejdelser imod dem. Fulde af trods og stædighed forsøgte de forgæves at omstyrte Guds styre, samtidig med at de gudsbespotteligt påstod, at de selv var uskyldige ofre for en undertrykkende magt. Så blev oprøreren og alle hans medsammensvorne endelig forvist fra Himmelen.

<KMKOS 241/2> Den ånd, der fremkaldte oprøret i Himmelen, ansporer endnu til oprør på jorden. Satan benytter den samme taktik over for mennesker, som han brugte over for englene. Nu hersker hans ånd i ulydighedens børn. Ligesom han, forsøger de nu at nedbryde Guds lovs forbud og lover menneskene, at de vil opnå frihed ved at overtræde lovens bud. Når nogen bebrejder dem deres syndighed, bliver de hadefulde og trodsige. Når Guds advarende budskaber taler til samvittigheden, forleder Satan menneskene til at forsøge at retfærdiggøre sig og til at søge andres medfølelse og forståelse, mens de fremturer i deres synd. I stedet for at rette deres fejl harmes de på den, der retter bebrejdelser imod dem, som om vedkommende var den eneste årsag til deres vanskeligheder. Lige fra den retfærdige Abels dage og op til vor tid har syndere kun følt vrede mod dem, som vover at fordømme synden.

<KMKOS 242/1> Lusifer forsøgte at opnå sympati hos englene ved at påstå at Gud havde behandlet ham uretfærdigt ved at ære Kristus mere en ham. Før han blev dømt til at forlade himlen, blev det klart bevist at Satans beskyldninger var uretfærdige og han fik mulighed for at bekende sin synd og igen at anerkende Guds autoritet og retfærdighed, men han valgte at fortsætte sit oprør og for at styrke sine anklager mod Gud, fordrejede han Guds ord og handlinger.

<KMKOS 242/2> Satan havde for en tid en fordel og han ophøjede sig selv over for himlens engle, ja endog over for Gud. Satan kan bruge overtro og vildfarelser for at fremme sit værk, det kan Gud ikke. Gud kan ikke lyve, medens Lusifer er som den snedige slange, der sniger sig rundt på en ukendt og snørklet måde. Gud derimod bevæger sig kun i lige baner. Satan fremstod i en falsk klædning, og i lang tid var det muligt for ham at skjule sin virkelige hensigt, men efterhånden åbenbarede hans egne gerninger hans ondskabsfulde og fordærvede karakter.

<KMKOS 242/3> Da Lusifer begyndte at udtrykke sin mistillid til Gud, blev ikke bortvist lige med det samme. Heller ikke da han begyndte at komme med sine falske og løgnagtige udtalelser over for de loyale engle, blev han bortvist, men han forblev længe i himlen. Igen og igen fik han tilbud om tilgivelse, hvis han ville omvende sig og overgive sig til Gud. Der blev gjort store anstrengelser, så store, som kun en kærlig Gud kan gøre for at få Lusifer til at indse at han havde fejlet, for at der igen kunne blive fred og harmoni i himmelen. Hvis Lusifer havde været villig til at vende tilbage og igen underkaste sig Guds vilje, ville han være blevet genindsat i sin tidligere stilling, som en skærmet kerub, men da han stædigt fastholdt sin indstilling mod Gud og ikke mente at der var brug for en omvendelse, var det nødvendig for himlens Gud at bortvise Satan og dem der sympatiserede med ham, for at opretholde retfærdighed i himlen.

<KMKOS 243/1> Satan har forledt menneskene til at synde ved at stille Guds karakter i et falsk lys og fremstille ham som streng og tyrannisk ganske som han gjorde det i Himmelen. Når dette er lykkedes ham, erklærer han, at Guds uretfærdige forbud er skyld i menneskenes fald, ligesom de var skyld i hans eget oprør.

<KMKOS 243/2> Men den evige Gud kundgør selv sin karakter: "Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet." 2Mos 34,67.

<KMKOS 243/3> Ved at fordrive Satan fra Himmelen beviste Gud sin retfærdighed og bevarede sin trones ære. Men da mennesket havde syndet ved at lade sig narre af denne frafaldne ånds løgne og bedrag, viste Gud sin kærlighed ved at lade sin enbårne Søn dø for den faldne slægt. Guds karakter åbenbares gennem forsoningen. Korsets uigendrivelige argument beviser for hele universet, at det var ganske uberettiget, at Lucifer gav Guds styre skylden for sin synd.

<KMKOS 243/4> Da Frelseren vandrede her på jorden, blev den store bedragers karakter afsløret i kampen mellem Kristus og Satan. Den grusomme krig, som Satan førte mod verdens frelser, måtte nødvendigvis tilintetgøre både Himlens engles og hele universets sympati for ham. Hele universets forundring og harme blev vakt af hans gudsbespottelige krav om, at Kristus skulle tilbede ham, af den himmelråbende dristighed, han viste, da han førte ham op på et højt bjerg og til helligdommens tinde, af den ondskab, som røbede sig, da han opfordrede Kristus til at styrte sig ned fra den svimlende højde, og af den utrættelighed, hvormed han jog Kristus fra sted til sted og fik præsterne og folket til at vrage hans kærlighed og til sidst råbe: "Korsfæst ham, korsfæst ham!"

<KMKOS 243/5> Det var Satan, som var skyld i, at verden forkastede Kristus. Ondskabens fyrste brugte al sin magt og list for at tilintetgøre Jesus, for han så, at Frelserens barmhjertighed og kærlighed, hans medfølelse og ømhed, viste verden Guds karakter. Satan bestred ethvert krav, som blev fremført af Guds Søn, og han benyttede menneskene som sine redskaber til at fylde Frelserens liv med lidelse og sorg. Den spidsfindighed og falskhed, hvormed han forsøgte at hindre Jesu værk, hans had, som røbedes i ulydighedens børns handlinger, og hans grusomme beskyldninger mod ham, hvis liv var præget af en enestående godhed, udsprang af hans ubeherskede trang til at få hævn. Misundelsens og ondskabens, hadets og hævnlystens indestængte flammer slyngedes på Golgata mod Guds Søn, mens hele Himmelen så til i tavs rædsel.

<KMKOS 244/1> Da det store offer var blevet bragt, for Kristus til Himmelen, hvor han nægtede at tage imod englenes tilbedelse, før han var fremkommet med denne bøn: "Fader! jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig." Joh 17,24. Med usigelig kærlighed og kraft svaredes der fra Faderens trone: "Alle Guds engle skal tilbede ham." Hebr 1,6. Jesus var pletfri. Nu var hans ydmygelser forbi og hans offer fuldbragt, og han fik et navn, der står over alle navne.

<KMKOS 244/2> Nu var Satans skyld afsløret og der fandtes ingen undskyldning for ham. Satans løgnagtige beskyldninger mod Gud og hans styrelse sås nu i deres sande lys. Han havde beskyldt Gud for at forlange sine skabningers underkastelse og lydighed blot for at ophøje sig selv og han havde erklæret, at Skaberen forlangte, at alle andre skulle være selvfornægtende, men at han selv absolut ikke bragte ofre eller var selvfornægtende. Nu kunne alle se, at universets Herre for at frelse en falden og syndig slægt havde bragt det største offer, kærlighed kunne bringe, for "det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv". 2Kor 5,19. Alle kunne også se, at mens Lucifer af trang til ære og magt havde åbnet døren for synden, havde Kristus for at tilintetgøre synden ydmyget sig og var blevet lydig til døden.

<KMKOS 244/3> Gud havde vist sin afsky for oprørets principper. Hele Himmelen så hans retfærdighed åbenbaret både i fordømmelsen af Satan og i menneskenes frelse. Lucifer havde erklæret, at hvis Guds lov var uforanderlig og straffen for at overtræde den ikke kunne eftergives, måtte enhver, der var ulydig mod loven, for evigt afskæres fra Skaberens gunst. Han havde påstået, at den syndige menneskeslægt ikke kunne frelses og derfor var hans retsmæssige bytte, Men Kristi død var et argument til gunst for menneskene, som ikke kunne omstødes. Lovens straf ramte ham, som var lige med Gud, og menneskene kunne frit tage imod Kristi retfærdighed, og ved et liv i anger og ydmyghed kunne de besejre Satans magt på samme måde, som Guds Søn havde besejret den. Ja, Gud er retfærdig, og han retfærdiggør alle, som tror på Jesus.

<KMKOS 245/1> Guds lov er retfærdig. Intet mindre end denne frelsesplan kunne overbevise hele universet om Guds retfærdighed. Når dommen til sidst fuldbyrdes, vil det ses, at der ikke eksisterer nogen årsag til synden. Når hele jordens Dommer spørger Satan: "Hvorfor har du gjort oprør mod mig og berøvet mig nogle af mit riges undersåtter? Vil syndens ophavsmand være ude af stand til at fremføre nogen undskyldning. Alle munde vil være lukkede og alle oprørene stumme.