|
<KMKOS 231/1> Profeten Daniel siger:
"Jeg skuede videre: Med et blev troner sat frem, den gamle af dage tog
sæde; hans klædning var hvid som sne, hans hovedhår rent
som uld; hans trone var luende ild, dens hjul var falmende ild. En strøm
af ild flød ud og strømmede frem derfra. Tusinde tusinder
tjente ham, og titusind titusinder stod ham til rede. Derpå sattes
retten, og bøgerne lukkedes op." Dan 7,9-10.
<KMKOS 231/2> "Og se, med himmelens skyer kom en, der så ud
som en menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage og førtes
frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk;
stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, hans
rige kan ikke forgå." Dan 7,13-14.
<KMKOS 231/3> Denne beskrivelse af Kristi komme er ikke hans genkomst
til jorden. Han kommer til den gamle af dage i Himmelen for at modtage
magt og ære og herredømme, og dette skænkes ham ved
slutningen af hans gerning som mellemmand. Det er dette komme og ikke hans
genkomst til jorden, som profetien forudsagde, ville finde sted ved slutningen
af de 2300 dage i 1844. Ledsaget af himmelske engle drager vor store ypperstepræst
ind i det allerhelligste og træder her frem for Gud for at udføre
det sidste afsnit af sin tjeneste for menneskene for at foretage den undersøgende
retshandling og gøre soning for alle dem, der viser sig at være
berettigede til at høste gavn heraf. Endnu en bog blev åbnet:
Livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet
i bøgerne, efter deres gerninger " Åb 20,12.
<KMKOS 231/4> Guds engle har holdt nøje regnskab med alle
der har levet, og de vil blive dømt i overensstemmelse med deres
gerninger. Med henblik på dommen så sagde Peter om Israels
befolkning. "Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder
må blive udslettede, for at hussvalelsens tiderne må komme
fra Herrens åsyn, og han må sende Kristus, som var bestemt
for jer, nemlig Jesus, hvem himmelen skal huse indtil genoprettelsestiderne,
da alt skal blive genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige
profeters mund fra fordumstid." Apg 3,19-21.
<KMKOS 232/1> "Den der sejrer, skal således iføres hvide
klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, og jeg
vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle." Åb 3,5.
"Derfor, enhver, som kendes ved mig over for menneskene, ham vil også
jeg kendes ved over for min Fader, som er i Himlene. Men den, som fornægter
mig over for menneskene, ham vil også jeg fornægte over for
min Fader, som er i Himlen." Matt 10,32-33. Når bøgerne åbnes
under retshandlingen, ser Gud, hvorledes alle de mennesker, som har troet
på Jesus, har levet. Vor talsmand begynder med dem, der levede på
jorden først; derefter gennemgår han regnskabet for alle de
følgende generationer og slutter med de levende. Alle navne bliver
nævnt, og hvert enkelt menneskes sag bliver nøje behandlet.
Nogle navne bliver godkendt, andre forkastet.
<KMKOS 232/2> Når et menneske viser dybtfølt anger over
synden og i tro tilegner sig Kristi blod som deres sonoffer, bliver der
skrevet benådet ud for deres navne i Himmelens bøger. Disse
mennesker er blevet delagtige i Kristi retfærdighed, deres karakter
er i harmoni med Guds lov, og som følge heraf bliver deres synder
udslettet, og de selv bliver agtet værdige til evigt liv.
<KMKOS 232/3> Selv den mest intense spænding, hvormed mennesker
imødeser de afgørelser, der træffes ved jordiske domstole,
blegner i sammenligning med den interesse, der lægges for dagen ved
den himmelske domstol, når al jordens Dommer gennemgår de navne,
som står i Livets bog. Den guddommelige talsmand beder om, at alle
de, der har vundet sejr ved troen på hans blod, må få
tilgivelse for deres synder, få deres Edenhjem tilbage, blive kronet
som hans medarvinger og få del i "det forrige herredømme".
Mika 4,8. Satan gjorde sig ihærdige anstrengelser for at bedrage
og friste menneskene for derigennem at krydse Guds plan med menneskets
skabelse; men nu beder Kristus om, at den oprindelige plan må blive
gennemført, som om mennesket aldrig havde syndet. På sit folks
vegne beder han ikke alene om, at de må få tilgivelse og blive
retfærdiggjort, men at de må få del i hans herlighed
og sidde på hans trone.
<KMKOS 233/1> Mens Jesus går i forbøn for dem, der har
taget imod hans nåde, anklager Satan dem over for Gud som syndere.
Den store bedrager har bestræbt sig på at gøre dem mistroiske,
svække deres tillid til Gud, skille dem fra hans kærlighed
og få dem til at overtræde hans lov. Nu henviser han til deres
levned, til deres karaktermangler, til den vanære, som de har kastet
over Kristus, fordi de ikke lignede ham, og til alle de synder, som han
har fristet dem til at begå. Og under henvisning til alt dette hævder
han, at de er hans undersåtter.
<KMKOS 233/2> Jesus undskylder ikke deres synder, men han henviser
til deres anger og tro. Han hævder, at de bør have tilgivelse,
og løfter sine sårede hænder op for Faderen og de hellige
engle og siger: "Jeg kender dem ved navn. Jeg har tegnet dem i mine hænder."
Offer for Gud er en sønderbrudt ånd; et sønderbrudt,
sønderknust hjerte agter du ikke ringe, O Gud." Sl 51,19. Han siger
til sit folks anklager; "Herren true dig, Satan, Herren true dig, han,
som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden?"
Zak. 3,2. Kristus vil iføre sine trofaste sin egen retfærdighed,
så han kan fremstille dem for Faderen som en kirke, der er "herlig,
uden plet eller rynke eller andet sådant". Ef 5,27. Deres navne står
i Livets bog, og der er skrevet om dem: "De skal vandre med mig i hvide
klæder, thi de er værdige dertil." Åb 3,4.
<KMKOS 233/3> De der er godkendt og ejes af Gud, bliver sjældent
andrekendt eller æret af verden. De der regnes blandt Guds sønner
og døtre og som tilhører Jesus og som dermed er medarvinger
til hans herlige kongedømme, og til at blive æret af de himmelske
engle, er ofte dem der bliver foragtet af de ugudelige. De sjæle
som Jesus ærer, er for hans navns skyld udsat for mange ubehageligheder.
Guds folk skal leve ved tro, og se fremad mod en guddommelig ære
og belønning der overgår enhver jordisk ære og berømmelse.
Så længe nådetiden fortsætter, må de forvente
at verden ikke vil kendes ved dem, for den kender ikke Jesus.
<KMKOS 234/1> Store og små, høj og lav, rig og fattig,
alle skal dømmes ud fra de ting der står skrevet i bøgerne.
Den ene dag efter den anden overgår til evigheden, men optegnelserne
i de himmelske bøger føres med frem. Ord der engang er udtalt,
gerninger der engang er gjort, kan aldrig gøres om. Guds engle har
nedskrevet både de gode og de dårlige ting. Selv de mægtigste
sejrherrer her på jorden, kan ikke ændre en eneste dags optegnelser.
Vore handlinger, vore ord, ja selv de mest hemmelige ting i vort liv, er
med til at bestemme vor skæbne, også selv om vi har glemt dem,
vil de stadig være et vidne for os eller imod os. I dommen skal vi
møde det alt sammen. Hvordan har vi brugt de talenter Gud har givet
os? Har vi forøget den kapital han har betroet os? Alt vil blive
undersøgt. Hvordan vil Herren modtage os ved sit komme? Der er ingen
værdier i en overfladisk eller en hyklerisk tro på Kristus,
intet vil blive godkendt som ægte, med mindre vi har vist det i vore
gerninger.
<KMKOS 234/2> Karakteren afbildes med en lige så usvigelig
nøjagtighed i de himmelske bøger, som ansigtstrækkene
overføres til den fotografiske plade. Og dog bekymrer menneskene
sig så uendelig lidt om de bøger, som de himmelske væsener
får lov at se. Hvor mange af de ord, som daglig siges, og hvor mange
af de handlinger, som daglig begås, ville ikke forblive usagte og
ugjorte, hvis det slør, som skiller den synlige verden fra den usynlige,
kunne trækkes til side og menneskenes børn kunne se en engel
nedskrive hvert eneste ord og hver eneste handling, som de skal stå
til regnskab for i dommen.
<KMKOS 234/3> I dommen vil der blive taget stilling til, hvorledes
menneskene har benyttet hvert eneste talent. Hvorledes har vi benyttet
den kapital, som Himmelen har lånt os? Vil Herren få sit tilbage
med renter, når han kommer igen? Har vi benyttet håndens, hjernens
og hjertets evner, som er blevet os betroet, til at ære Gud og velsigne
verden? Hvorledes har vi benyttet vor tid, vor pen, vor stemme, vore penge
og vor indflydelse? Hvad har vi gjort for Kristus i de fattiges, lidendes,
forældreløses og enkernes skikkelse? Gud har betroet os sit
hellige ord. Hvorledes har vi forvaltet det lys og den sandhed, som er
skænket os for at gøre menneskene vise til frelse? Det har
ingen værdi blot at bekende sig til at tro på Kristus. Det
er kun den kærlighed, som kommer til udtryk i handling, der bliver
regnet for ægte. Men det er ene og alene kærligheden, der gør
en handling værdifuld i Himmelens øjne. Alt, hvad der er gjort
af kærlighed, godkendes og belønnes af Gud, uanset hvor ubetydeligt
det tager sig ud i menneskers øjne. Menneskenes skjulte egenkærlighed
afsløres i Himlens bøger. Menneskenes uopfyldte forpligtelser
over for deres medmenne-sker er nedskrevet her sammen med deres forsømmelighed
over for Frelserens krav, Her kan de se, hvor ofte de gav Satan den tid,
de tanker og de kræfter, som tilhørte Kristus. Det er en tragisk
rapport, englene aflægger i Himmelen. Fornuftvæsener mennesker,
som bekender sig til at være Kristi efterfølgere er optaget
af at skaffe sig jordiske skatte eller af at nyde verdslige glæder.
Penge, tid og kræfter bliver ofret på forfænglighedens
og forlystelsernes alter, mens der kun benyttes få øjeblikke
til bøn, læsning i Bibelen, til ydmygelse af sjælen
og syndsbekendelse.
<KMKOS 235/1> Satan finder på utallige planer for at lægge
beslag på vore tanker, så de ikke er optaget af det arbejde,
vi burde have mest kendskab til. Ærkeforføreren hader de store
sandheder, som leder tankerne hen på soneofferet og den altformående
mellemmand. Han ved, at alt afhænger af, at han kan lede menneskenes
tanker bort fra Jesus og hans sandhed.
<KMKOS 235/2> De mennesker, som ønsker at blive gjort delagtige
i de velsignelser, som følger med Frelserens midlertjeneste, bør
ikke lade noget som helst hindre dem i at opnå den fuldkomne hellighed
i gudsfrygt, som det er deres pligt at opnå. Den kostbare tid bør
benyttes til alvorligt studium af sandhedens ord under bøn i stedet
for at anvendes til forlystelser, til at pleje forfængeligheden eller
tjene penge. Guds folk bør have en klar forståelse af helligdommen
og den undersøgende retshandling. Alle bør have personligt
kendskab til deres store ypperstepræsts stilling og gerning. Hvis
de ikke har det, kan de umuligt udvise den tro, som er absolut nødvendig
i denne tid, eller udfylde den plads, som Gud ønsker, at de skal
udfylde. Hvert eneste menneske har en sjæl at frelse eller miste.
Hvert menneske har en sag til behandling ved Guds domstol. Alle skal stilles
ansigt til ansigt med den store Dommer. Det er derfor af den største
vigtighed, at hvert eneste menneske ofte lader tankerne dvæle ved
den højtidelige stund, da retten bliver sat og bøgerne lukket
op, og da hvert enkelt menneske, ligesom Daniel, skal stå op til
sin lod ved dagenes ende.
<KMKOS 236/1> Alle de mennesker, der har fået kendskab til
disse emner, skal aflægge vidnesbyrd om de store sandheder, som Gud
har betroet dem. Helligdommen i Himmelen er selve midtpunktet for Kristi
tjeneste til bedste for menneskene. Den angår hver eneste sjæl,
som lever på jorden. Den giver indblik i forløsningsplanen,
fører os ned til selve tidens afslutning og viser os den sejrrige
udgang af kampen mellem retfærdigheden og synden. Det er af den største
betydning, at alle sætter sig grundigt ind i disse spørgsmål,
så de kan svare enhver, der beder dem gøre rede for det håb,
som de har.
<KMKOS 236/2> Kristi midlergerning for menneskene i den himmelske
helligdom har lige så stor betydning for frelsesplanen som hans død
på korset. Ved sin død begyndte han det værk, som han
for til Himmelen for at fuldende efter sin opstandelse. Vi må ved
tro gå ind bag forhænget, "hvor Jesus gik ind som forløber
for os". Hebr. 6,20. Der tilbagekastes lyset fra Golgatas kors, og der
kan vi få en klarere forståelse af forløsningens hemmeligheder.
Menneskets frelse har kostet Himmelen uendelig meget: Det offer, som er
bragt, opfylder Guds overtrådte lovs mest vidtrækkende krav.
Jesus har banet vej til Faderens trone, og takket være hans midlertjeneste
kan alle de, der kommer til ham i tro, få deres oprigtige ønsker
forelagt Gud.
<KMKOS 236/3> "At dølge sin synd fører ikke til held,
men bekendes og slippes den, finder man nåde." Ordsp. 28,13. Hvis
de mennesker, som skjuler og undskylder deres synder, kunne se, hvorledes
Satan jubler over dem, hvorledes han håner Kristus og de hellige
engle på grund af deres vandel, ville de hurtigst muligt bekende
deres synder og aflægge dem. Satan bestræber sig på at
skaffe sig kontrol over hele sindet ved hjælp af menneskets karaktermangler,
og han ved, at det vil lykkes ham, hvis man hæger om disse mangler,
Derfor søger han ustandselig at få Kristi efterfølgere
til at tro på den skæbnesvangre usandhed, at det er umuligt
for dem at sejre. Men Jesus henviser til sine sårede hænder
og sit brudte legeme, når han taler deres sag, og han siger til alle,
der ønsker at følge ham: "Min nåde er dig nok." 2Kor
12,9. "Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig
og ydmyg af hjertet; "så skal I finde hvile for jeres sjæle".
Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let." Matt 11,29-30. Derfor
bør ingen mene, at deres fejl ikke kan rettes. Gud vil give dem
tro og nåde til at overvinde dem.
<KMKOS 237/1> Vi lever på den store forsoningsdag nu. Mens
ypperstepræsten skaffede Israel soning i den forbilledlige tjeneste,
skulle hele folket ydmyge deres sjæle ved at omvende sig fra synden
og ydmyge sig for Herren for ikke at blive udryddet. På samme måde
bør alle, der ønsker, at deres navn skal blive stående
i Livets bog, benytte de få dage, som er tilbage af nådetiden,
til at ydmyge deres sjæle over for Gud ved at sørge over synden
og angre af hele deres hjerte. Der skal en dybtgående, samvittighedsfuld
hjerteransagelse til. Den letsindighed og overfladiskhed, som findes hos
så mange bekendende kristne, skal bekæmpes. De mennesker, der
virkelig vil undertvinge de onde tilbøjeligheder, som kæmper
om overtaget, har en hård kamp foran sig. Hver enkelt må berede
sig personligt. Vi frelses ikke i grupper. Det ene menneskes renhed og
gudhengivenhed kan ikke afhjælpe et andet menneskes mangel på
disse egenskaber. Skønt alle folkeslag skal fremstilles for Guds
domstol, vil han gennemgå hvert enkelt menneskes sag så nøje
og grundigt, som om der ikke levede andre på jorden. Hver enkelt
skal igennem prøven og være uden plet eller rynke eller noget
sådant.
<KMKOS 237/2> De begivenheder, som er knyttet til forsoningstjenestens
afslutning, er meget højtidelige, og der står store interesser
på spil. Der afsiges dom i den himmelske helligdom nu. Denne domstol
har arbejdet i mange år. Snart, ingen ved hvor snart vil den gå
i gang med at behandle de levendes sag. Vort levned vil blive gennemgået
i Guds ærefrygtindgydende nærværelse. Det er mere påkrævet
nu end nogen sinde, at hvert eneste menneske giver agt på Frelserens
formaning: "Pas på, vær årvågne! thi I ved ikke,
når tiden er der." Mark 13,33. "Hvis du ikke vågner op, vil
jeg komme som en tyv, og du skal ingenlunde vide, i hvilken time jeg kommer
over dig." Åb 3,3.
<KMKOS 238/1> De der bliver trætte af at våge, og retter
opmærksomheden imod de ting, som denne verden har at byde på,
befinder sig i en farlig stilling, mens forretningsmanden er optaget af
at skaffe sig vinding, mens den forlystelsessyge morer sig, og mens den
forfængelige er ved at pynte sig da udtaler al jordens Dommer måske
denne dom: "Du er vejet på vægten og fundet for let." Dan 5,27.
Hver eneste sjæl der har nævnt Kristi navn har en sag til afgørelse
ved den himmelske domstol. Det er nu dommens uge for os, det er nu den
endelige afgørelse af enhver sag sker.
|