<KMKOS 24/2> Fra Oliebjerget så Frelseren de storme, som apostelmenigheden ville blive udsat for. Idet han lod blikket trænge endnu længer ind i fremtiden, så han de heftige, ødelæggende orkaner, der ville feje hen over hans efterfølgere under de kommende århundreders mørke og forfølgelse. I nogle få korte, men overmåde betydningsfulde sætninger forudsagde han den behandling, som verdens herskere ville give Guds menighed. Kristi disciple skulle vandre på den samme ydmygelsens, vanæres og lidelsens sti som deres Mester. Alle de, der kom til troen på hans navn, ville blive udsat for det samme had, som verdens frelser blev mødt med.

<KMKOS 24/3> Den nystiftede menigheds historie viser, at Frelserens ord gik i opfyldelse. Jordens og helvedes magter bekrigede Kristus i hans efterfølgeres skikkelse. Hedenskabets repræsentanter forudså, at de hedenske templer og altre ville blive tilintetgjort, hvis evangeliet sejrede. Derfor samlede de deres kræfter for at komme kristendommen til livs. Forfølgelsens flammer tændtes. De kristne blev berøvet deres ejendom og jaget bort fra deres hjem, De "udholdt mangen en lidelsesfuld kamp". Hebr 10,32. De "måtte udstå spot og pisk, ja lænker og fængsel". Hebr 11,36. Store skarer beseglede deres vidnesbyrd med deres blod. Adelsmænd og slaver, rige og fattige, lærde og ulærde blev dræbt uden skånsel. Kristi efterfølgere blev jaget som vilde dyr overalt, hvor de søgte tilflugt. De var tvunget til at skjule sig på ensomme og øde steder. De "led nød og trængsel og blev mishandlet, dem var verden ikke værd; de flakkede om i ørkener og bjerge og i jordens huler". Hebr 11,37-38. Tusinder fandt ly i katakomberne.

<KMKOS 25/1> Under højene uden for Rom var der gravet lange gange i jorden og klippegrunden. Denne mørke labyrint strakte sig flere kilometer uden for byens mure. I disse underjordiske tilflugtsteder begravede Kristi efterfølgere deres døde, og her fandt de et hjem, når de blev mistænkt og gjort fredløse. Når Livgiveren kalder på dem, som har stridt den gode strid, vil mangt et menneske, som har lidt martyrdøden for Kristi skyld, komme ud af disse skumle huler.

<KMKOS 25/2> Jesu vidner bevarede deres tro ubesmittet under de frygteligste forfølgelser. Skønt de blev berøvet alle bekvemmeligheder og måtte undvære sollyset og indrette sig et hjem i jordens mørke, men gæstfrie skød, beklagede de sig ikke. De indgød hinanden tro, tålmodighed og håb og opmuntrede hinanden til at udholde nød og afsavn. End ikke tabet af alle jordiske goder kunne få dem til at fornægte troen på Kristus. Prøvelser og forfølgelser tjente som de trappetrin, der bragte dem nærmere hvilen og belønningen.

<KMKOS 25/3> De mindedes deres Mesters ord om, at de skulle glæde og fryde sig, når de blev forfulgt, for deres løn skulle blive stor i Himmelen; thi således var profeterne blevet forfulgt før dem. Ligesom Guds tjenere fordum blev de "lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse for således at opnå en bedre opstandelse". Hebr 11,35. De glædede sig over, at de blev agtet værdige til at lide for sandhedens skyld, og midt i de knitrende flammer opsteg deres sejrssange. Med troens øje så de Kristus og englene læne sig ud over Himmelens brystværn og følge dem med den dybeste interesse og betragte deres trofasthed med billigelse. Fra Guds trone hørte de en røst, som sagde: "Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans." Åb 2,10.

<KMKOS 25/4> Den Ondes bestræbelser på at ødelægge Kristi menighed med vold var frugtesløse. Den store strid, i hvilken Jesu disciple ofrede livet, ophørte ikke, da disse trofaste bannerførere var faldet på deres post, De sejrede i nederlaget. Guds arbejdere blev dræbt, men hams værk gik stadig fremad. Evangeliet vandt mere og mere udbredelse, og antallet på dets tilhængere forøgedes. Det trængte ind i egne, hvor selv Roms ørne ikke kunne nå frem. En kristen, som gik i rette med de hedenske embedsmænd, der fremskyndede forfølgelsen, sagde: I kan "dræbe os, pine os og fordømme os, men jeres uretfærdighed er beviset på, at vi er uskyldige og jeres grusomhed gavner heller ikke jer". Den bidrog blot endnu mere til at få andre til at antage deres tro. "Jo oftere I mejer os ned, jo mere vokser vort antal. De kristnes blod er en udsæd."

<KMKOS 26/1> Tusinder blev fængslet og dræbt, men andre trådte til for at udfylde deres plads. De, der blev martyrer for troens skyld, var Kristi ejendom for bestandig og regnedes af ham for sejrvindere. De havde stridt den gode strid og ville modtage herlighedens krone ved Kristi genkomst. De kristnes lidelser førte dem nærmere hinanden og nærmere deres forløser. Det eksempel, de viste, mens de levede, og det vidnesbyrd, som de aflagde, når de døde, var en stadig anbefaling til fordel for sandheden. Og hvor man mindst skulle vente det, trådte Satans undersåtter ud af hans rækker og gik ind under Kristi banner.

<KMKOS 26/2> For at opnå større resultater i krigen mod Guds rige besluttede Satan at plante sit banner i den kristne kirke. Hvis det blot kunne lykkes at vildlede de kristne og få dem til at mishage Gud, ville de miste deres styrke og blive et let bytte.

<KMKOS 26/3> Den store modstander søgte nu at opnå det ved list, som det ikke var lykkedes ham at opnå ved magt. Forfølgelsen ophørte og blev afløst af de farlige fristelser, som hedder timelig fremgang og verdslig ære. Afgudsdyrkere blev tilskyndet til at antage visse dele af den kristne tro, mens de forkastede andre og væsentlige sandheder. De bekendte sig til at tro på Jesus som Guds Søn og på hans død og opstandelse, men de havde ingen syndserkendelse og indså ikke nødvendigheden af at angre og få et nyt hjerte, De gjorde selv visse indrømmelser og foreslog, at de kristne også skulle gøre indrømmelser, så at de alle sammen skulle forenes i troen på Kristus.

<KMKOS 26/4> Nu befandt menigheden sig i en frygtelig fare. Fængsel, tortur, bål og sværd var velsignelser i sammenligning hermed. Nogle af de kristne stod fast og sagde, at de ikke kunne indgå noget kompromis, Andre var stemt for at fire lidt på visse dele af deres tro og slutte sig sammen med de mennesker, som delvis havde antaget den kristne tro. De hævdede, at dette måske ville bidrage til, at disse personer blev fuldstændig omvendt. Det var en kvalfuld tid for Kristi trofaste efterfølgere. Satan var ved at snige sig ind i kirken under kristendommens kappe for at fordærve de kristnes tro og lede deres sind bort fra sandhedens ord.

<KMKOS 27/1> Til sidst gik flertallet af de kristne ind for at sænke kravene, og kristendommen og hedenskabet indgik forbund. Skønt afgudsdyrkerne påstod, at de var omvendt, og sluttede sig til kirken, blev de ved at holde fast ved deres afgudsdyrkelse. De ombyttede blot deres afgudsbilleder med billeder af Jesus, ja, selv af Maria og helgenerne. Afgudsdyrkelsens farlige surdej, som nu var kommet ind i kirken, vedblev at øve sit ødelæggelsesværk. Usund lære, overtroiske skikke og afguderiske ceremonier blev gjort til en del af kirkens tro og gudstjeneste. Da Kristi efterfølgere sluttede sig sammen med afgudsdyrkerne, blev den kristne tro fordærvet, og kirken mistede sin renhed og kraft.

<KMKOS 27/2> Der var dog nogle, som ikke lod sig lede på vildspor. De blev ved at være tro imod sandhedens ophavsmand og tilbad Gud alene. Kristi bekendende efterfølgere har altid bestået af to grupper. Den ene betragter Frelserens liv og bestræber sig omhyggeligt på at rette deres mangler og komme til at ligne det store forbillede; den anden gruppe søger at komme uden om de tydelige, praktiske sandheder, som afslører deres vildfarelser.

<KMKOS 27/3> Selv da forholdene i kirken var bedst, bestod dens medlemmer ikke udelukkende af trofaste, rene og oprigtige mennesker. Vor frelser lærte, at mennesker, som synder med forsæt, ikke skal optages i menigheden; og dog udvalgte han mænd med en mangelfuld karakter og lod dem nyde godt af sin undervisning og sit eksempel for at give dem lejlighed til, at se deres fejl og rette dem. Der fandtes en forræder imellem de tolv apostle. Judas blev ikke valgt på grund af sine karaktermangler, men på trods af dem. Han blev optaget blandt disciplene, for at han skulle lære af Kristi undervisning og eksempel, hvori en kristelig karakter består, og blive tilskyndet til at indse sine fejl. Angre og ved Guds nåde lutre sin sjæl i lydighed imod sandheden. Men Judas vandrede ikke i det lys, som Gud i sin nåde lod skinne på ham. Han åbnede vejen for Satans fristelser ved at hæge om synden. Hans onde karaktertræk blev det fremherskende hos ham. Han lod mørkets magter få kontrollen over sit sind og blev vred, når han blev irettesat for sine fejl. Dette førte til, at han begik den frygtelige forbrydelse at forråde sin Mester.

<KMKOS 28/1> Alle de mennesker, der hæger om det onde, samtidig med at de skjuler sig under en kappe af gudfrygtighed, hader dem, der forstyrrer deres fred ved at fordømme deres syndige vandel. Når der byder sig en anledning, bærer de sig ad akkurat ligesom Judas og forråder dem, der har forsøgt at rette deres fejl til deres eget bedste.

<KMKOS 28/2> Apostlene stødte også på menighedsmedlemmer, som bekendte sig til at være gudfrygtige, samtidig med at de hemmeligt plejede synden. Ananias og Safira optrådte som bedragere, da de foregav at bringe Gud et udelt offer, mens de begærligt beholdt en del selv. Sandhedens ånd afslørede disse hykleres sande karakter for apostlene, og Guds domme fjernede denne mørke plet fra menigheden. Dette umiskendelige bevis på, at Kristi ånd ransagede menigheden, slog hyklerne og synderne med rædsel. De kunne ikke blive ved at færdes sammen med mennesker, som i vandel og karakter til stadighed repræsenterede Kristus.

<KMKOS 28/3> Da Kristi efterfølgere blev udsat for prøvelser og forfølgelser, var det kun de mennesker, der var villige til at ofre alt for sandhedens, skyld, der ønskede at være hans disciple. Menigheden var derfor forholdsvis ren, så længe forfølgelsen stod på. Da den standsede, blev der optaget nyomvendte, som ikke var så oprigtige og gudhengivne, og nu kunne Satan få fodfæste. Men der er ingen overensstemmelse mellem lysets fyrste og mørkets fyrste, og der kan heller ingen overensstemmelse være mellem deres efterfølgere. Da de kristne indvilligede i at slutte forbund med mennesker, som kun var delvist omvendt fra hedenskabet, betrådte de en sti, som førte længere og længere bort fra sandheden. Satan jublede over, at det var lykkedes ham at bedrage så mange af Kristi efterfølgere. Nu lagde han pres på disse og tilskyndende dem til at forfølge de øvrige, der vedblev at være tro imod Gud. Der var ingen, der bedre forstod at modarbejde den sande kristentro end de mennesker, der en gang havde været dens forsvarere. Disse frafaldne kristne forenede sig nu med deres hedenske meningsfæller og rettede deres våben imod de vigtigste dele af Kristi lære.

<KMKOS 29/1> De, der ville forblive tro, måtte kæmpe en fortvivlet kamp imod de vildfarelser og vederstyggeligheder, som blev indført i kirken i gejstlig forklædning. Bibelen blev ikke anerkendt som troens rettesnor. Religionsfrihedens princip blev betegnet som kætteri, og dens talsmænd blev hadet og landsforvist.

<KMKOS 29/2> Efter en lang og hård kamp besluttede de få trofaste, at de ville afbryde forbindelsen med den frafaldne kirke, hvis den fortsat nægtede at forkaste løgnen og afgudsdyrkelsen. De var klar over, at et brud var uundgåeligt, hvis de skulle adlyde Guds ord. De turde ikke se gennem fingre med vildfarelser, som var skæbnesvangre for deres egen sjæl, og vise et eksempel, som ville bringe deres børns og børnebørns tro i fare. De var villige til at gøre en hvilken som helst indrømmelse, der var forenelig med deres troskab imod Gud, for at bevare freden og enheden; men de havde den overbevisning, at selv freden var for dyrt købt, hvis det skete på bekostning af principperne. Hvis enheden kun kunne opnås ved at ofre sandhed og retfærdighed, måtte der hellere være uenighed, ja, krig.

<KMKOS 29/3> Det ville gavne både kirken og verden, hvis de principper, der besjælede disse trofaste sjæle, atter blev vakt til live i hjertet hos de mennesker, der bekender sig til at tjene Gud. Der råder i dag en forfærdende ligegyldighed med hensyn til de læresætninger som er kristentroens søjler. Den opfattelse vinder mere og mere indpas, at disse principper ikke har nogen væsentlig betydning. Dette giver Satans redskaber vind i sejlene, og følgen er, at falske teorier og skæbnesvangre vildfarelser, som trofaste mennesker før i tiden bekæmpede og afslørede med fare for deres liv, i dag betragtes med velvilje af tusinder, som hævder, at de er Kristi efterfølgere.

<KMKOS 30/1> De kristne fra kirkens første dage var i sandhed et særegent folk. Deres ulastelige vandel og deres urokkelige tro virkede som en stadig irettesættelse, der forstyrrede synderens fred. Skønt de var få i tal og hverken havde penge, rang eller høje titler, var de en skræk for de gudløse, hvor deres karakter og tro blev kendt. Derfor hadede de gudløse dem, ligesom den gudløse Kain hadede Abel. De mennesker, der søgte at frigøre sig for Helligåndens hæmmende bånd, dræbte Guds folk af samme grund, som Kain dræbte Abel. Det var også af denne årsag, at jøderne forkastede og korsfæstede Frelseren. De betragtede hans rene og hellige karakter som en stadig irettesættelse på grund af deres egenkærlighed og fordærvelse. Lige fra Kristi tid til i dag, har Kristi trofaste disciple været hadet af de mennesker, der elsker synden og går på dens veje. Hvorledes kan evangeliet så kaldes et fredsbudskab?

<KMKOS 30/2> Da Esajas forudsagde Messias fødsel, sagde han, at Messias skulle kaldes "Fredsfyrste". Da englene forkyndte for hyrderne, at Kristus var født, sang de over Betlehems marker: "Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!" Luk 2,14. Disse profetiske udtalelser synes at være i strid med Kristi ord: "I må ikke mene, at jeg er kommen for at bringe fred på jorden; jeg er ikke kommen for at bringe fred, men sværd." Matt 10,34. Ret forstået er der dog fuldkommen overensstemmelse mellem disse udsagn. Evangeliet er et fredsbudskab, Hvis kristendommen blev antaget og efterlevet, ville den bringe fred, harmoni og lykke på hele jorden. Kristi religion vil skabe et broderskab mellem alle dem, der anerkender dens lære.

<KMKOS 30/3> Det var Jesu opgave at forsone menneskene med Gud og dermed med hinanden. Men som helhed står verden under Satans Kristi værste fjendes kontrol. Evangeliet indeholder livsprincipper, som står i skarp modsætning til verdens menneskers vaner og ønsker, og derfor gør de oprør imod det. De hader den renhed, der afslører og fordømmer deres synder, og forfølger og dræber dem, der opfordrer dem til at rette sig efter evangeliets retfærdige og hellige krav. Det er i denne betydning at evangeliet kaldes et sværd, fordi dets ophøjede sandheder fremkalder had og strid.

<KMKOS 31/1> Det er Herren, der tillader, at de gudløse forfølger de retfærdige, har været en gåde for mange som er svage i troen. Der er endog nogle, som er parate til at kaste troen på Gud over bord, fordi han lader det gå de mest gudløse godt, mens de bedste og reneste pines og plages af de gudløse. Hvorledes, spørger de, kan en retfærdig, nådig og almægtig Gud tillade, at der begås en sådan uret, og at der finder en sådan undertrykkelse sted? Dette er et spørgsmål, som vi ikke skal befatte os med. Gud har givet os tilstrækkelige beviser på sin kærlighed, og vi skal ikke tvivle på hans godhed, fordi vi ikke kan fatte den måde han ledes os på.

<KMKOS 31/2> Da Frelseren forudså den tvivl, som hans disciple ville blive plaget af i deres prøvende og mørke stunder, sagde han: "Kom det ord i hu, som jeg har sagt jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer." Joh 15,20. Jesus led mere for os, end nogen af hans efterfølgere kan komme til at lide på grund af onde menneskers grusomhed. De mennesker, der bliver udsat for tortur og gjort til martyrer, følger blot i Guds kære Søns spor. "Herren nøler ikke med at opfylde forjættelsen." 2Pet 3,9. Han glemmer eller forsømmer ikke sine børn, men han giver de gudløse anledning til at vise deres sande ansigt, for at de, der ønsker at gøre hans vilje, ikke skal tage fejl af dem. Der er dog også en anden hensigt med, at de retfærdige bliver anbragt i prøvelsens ildovn; det tjener til at lutre dem. Endvidere skal de ved deres eksempel overbevise andre om, at deres tro og gudfrygtighed er ægte, og endelig skal deres retskafne vandel tjene til at fordømme de gudløse og vantro.

<KMKOS 31/3> Gud tillader, at det går de gudløse godt, og at de afslører deres had til ham, for at alle kan se, at han er retfærdig og nådig, når han tilintetgør dem, efter at de har fyldt deres syndebæger. Gengældelsens dag nærmer sig med stormskridt. Da vil alle de, der har overtrådt hans lov og undertrykt hans folk få deres retfærdige straf for de gerninger, de har gjort, og al grusomhed og uretfærdighed over for Guds folk vil blive straffet, som om det var forøvet over for Kristus.

<KMKOS 32/1> Der er et andet og vigtigere spørgsmål, som burde optage kirken i dag. Apostlen Paulus siger, at "alle de, som leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus vil blive forfulgt". 2Tim 3,12. Hvad er da grunden til, at forfølgelsen for en stor del synes at være ophørt? Den eneste grund hertil er, at kirken har tilpasset sig verdens skikke og derfor ikke vækker modstand. Den gængse kristendom i vor tid er ikke af den rene og hellige art, som udmærkede kristentroen på Kristi og apostlenes tid. Kristendommens tilsyneladende popularitet i verden skyldes ene og alene, at den er gået på akkord med synden, at man betragter de store sandheder i Guds ord med ligegyldighed, og at der er så lidt levende gudsfrygt i kirken. Lad blot den samme tro og kraft, som karakteriserede kirken i dens første tid, blive vakt til live igen, så vil forfølgelsen blusse op på ny og bålene vil atter blive tændt.