<KMKOS 185/2> Adventisterne opdagede i sommeren 1844 at de havde taget fejl med hensyn til udregningen af den profetiske tidsperiode. De 2300 dage i Daniel 8,14, som alle havde troet ville udløbe ved Jesu komme, sluttede i foråret 1844, men nu så man at det først var i efteråret 1844 og adventisternes tanker koncentrerede sig derfor nu om dette tidspunkt for Herrens komme. Forkyndelsen af dette budskab var et nyt skridt i opfyldelsen af lignelsen om brylluppet, således som adventisterne allerede havde set det. I lignelsen kom der et råb ved midnatstid om at brudgommen kom. Det var midt mellem foråret og efteråret 1844 at de første opdagede at de 2300 dage ikke sluttede før om efteråret, og Skriftens ord, "Se, brudgommen er der, gå ham i møde," blev forkyndt. (Matt 25,6)

<KMKOS 185/3> Bevægelsen fejede som en flodbølge hen over landet. Fra by til by, fra landsby til landsby og til fjerntliggende flækker gik den, indtil Guds ventende folk var helt vågne. Fanatismen forsvandt for denne forkyndelse, som frosten forsvinder for solens stråler. De troende så deres tvivl og forvirring fjernet, og deres hjerte fyldtes af mod og håb. Værket var befriet for de yderliggående fanatikere, som altid optræder, når der er menneskelig ophidselse, som ikke holdes i ave af Guds ord og Guds Ånd. Der var nu den ydmyghed og gudsfrygt, som kendetegnede de gamle israelitter, når en af Guds tjenere havde bragt dem et bebrejdende budskab. Værket havde det præg, som Guds værk altid har. Der var ingen ekstatisk jubel, men inderlig hjerteransagelse, syndsbekendelse og forsagelse af verden. Forpinte sjæle beredte sig til at møde Herren, der blev bedt næsten uafladeligt, og man helligede sig til Herren uden forbehold.

<KMKOS 186/1> Miller siger i sin beskrivelse af denne tid " Der lyder ingen glædesudbrud; det er næsten, som om de reserveres til en senere anledning, ved hvilken Himmelen og jorden skal fryde sig sammen i ubeskrivelig og herlig lyksalighed. Der er heller ingen råben, man venter, til råbet fra Himmelen lyder. Sangerne er tavse; de afventer det øjeblik, da de skal synge sammen med engleskaren, koret fra Himmelen. Der er ingen følelsesmæssige konflikter; alle er enige og opfyldt af det samme "

<KMKOS 186/2> Af alle de store religiøse bevægelser siden apostlenes dage; har ingen været mere fri for menneskelig ufuldkommenhed og Satans bedrag end denne bevægelse var det i efteråret 1844. Selv nu, efter så mange års forløb, føler alle de, som deltog i denne bevægelse, og som ikke er veget fra sandhedens grundvold, dette værks hellige indflydelse og bringer vidnesbyrd om, at det udgik fra Gud.

<KMKOS 186/3> Da midnatsråbet lød: "Se, brudgommen er der, gå ham i møde!" Vågnede de ventende og gjorde deres lamper i stand. De granskede Guds ord med en hidtil ukendt interesse. Engle blev sendt ned fra Himmelen for at vække dem, som havde mistet modet, og gøre dem rede til at tage imod budskabet. Værket udsprang ikke fra menneskers visdom og lærdom, men fra Guds magt. Det var ikke de mest begavede, men de mest ydmyge og gudfrygtige, som var de første til at høre og adlyde kaldet. Bønder lod deres korn stå på markerne, håndværkere lagde deres værktøj fra sig, og med tårer i øjnene og glæde i hjerterne drog de ud for at forkynde advarselen. De, som tidligere havde været de ledende, var blandt de sidste, som sluttede sig til denne bevægelse. De fleste kirker lukkede deres døre for budskabet, og mange af dem, som antog det, afbrød deres forbindelse med kirkerne. Gud sørgede for, at denne forkyndelse supplerede den anden engels budskab og gav værket kraft.

<KMKOS 187/1> Budskabet: "Se, brudgommen er der," blev ikke så meget støttet af argumenter, skønt det bibelske bevis var klart og uigendriveligt. Det havde en tvingende kraft, som rørte sjælen. Der var ingen tvivl, ingen tøven. Da Kristus holdt sit indtog i Jerusalem, drog alle de mennesker, som var kommet fra alle dele af landet for at fejre påsken, til Oliebjerget, og da de sluttede sig til den skare, som ledsagede Jesus, blev de grebet af stundens højtid og råbte "Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!" Matt 21,9. På samme måde følte de vantro, som deltog i adventisternes møder nogle af nysgerrighed, andre blot for at gøre sig lystige den overbevisende magt, som udgik fra budskabet " Se, brudgommen er der!"

<KMKOS 187/2> På den tid fandtes der en tro, som bragte svar på bøn, en tro, som så hen til belønningen. Som regnen kommer til den tørstende jord, kom nådens ånd til sandhedssøgerne. De, som ventede snart at skulle stå ansigt til ansigt med Frelseren, følte en højtidsfuld glæde, som det var umuligt at udtrykke i ord. Helligåndens mildnende og dulmende magt smeltede hjertet, da velsignelsen blev udgydt i rigt mål over de trofaste troende.

<KMKOS 187/3> Forsigtigt og højtideligt gik de, som tog imod budskabet, frem mod den stund, i hvilken de håbede at møde deres Herre. De følte hver morgen, at deres første pligt var at forvisse sig om, at Gud betragtede dem som sine børn. Deres hjerter var forenede, og de bad ofte sammen eller for hinanden. De mødtes tit på ensomme steder for at have samvær med Gud, og bønnens røst hævede sig mod Himmelen fra marker og lunde. Visheden om, at Frelseren holdt af dem, betød mere for dem end det daglige brød, og hvis en sky formørkede deres sind, gav de sig ikke ro, før den var fordrevet. De følte, at tilgivelsens nåde var faldet på dem, og de længtes mere og mere efter at se ham, som de elskede af deres hjerters dyb.

<KMKOS 187/4> Men endnu engang skulle de skuffes, Frelseren kom ikke på det forventede tidspunkt. De havde set frem til hans komme med den største tillid, og nu følte de, som Maria havde følt, da hun fandt Frelserens grav tom, og da hun grædende udbrød: "De har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham." Joh 20,13.

<KMKOS 188/1> En følelse af hellig rædsel, en angst for, at budskabet muligvis kunne være sandt, havde i nogen tid holdt den vantro verden i tømme. Selv efter at timen for genkomsten var blevet overskredet, turde verden ikke straks hovere over de skuffede. Men da der ikke sås tegn på Guds vrede, forlod angsten dem, og de begyndte atter at håne de troende. Mange, som havde sagt, at de troede på Herrens snarlige genkomst, forkastede nu troen. Adskillige, som havde været yderst tillidsfulde, følte sig så dybt såret i deres stolthed, at de helst ville være flygtet langt bort. Ligesom Jonas rettede de bebrejdelser mod Gud og foretrak døden for livet. De, som havde baseret deres tro på andres meninger og ikke på Guds ord, var nu atter rede til at skifte standpunkt. Spotterne påvirkede de svage og frygtagtige, og i fællesskab blev de enige om, at der nu hverken var grund til frygt eller håb. Tidspunktet var overskredet, Herren var ikke kommet, og verden kunne forblive uforandret i tusinder af år.

<KMKOS 188/2> De oprigtigt troende havde givet afkald på alt for Kristi skyld og havde følt hans nærhed som aldrig før. De havde, efter deres egen mening, givet verden den sidste advarsel, og da de havde ventet snart at blive modtaget af deres himmelske Herre og hans engle, havde de i væsentlig grad trukket sig tilbage fra dem, som ikke ville anerkende budskabet. De havde længselsfuldt bedt: "Kom, Herre Jesus, kom snart!" Men han var ikke kommet. Og nu var det en stor prøvelse at genoptage livets byrder og vanskeligheder og udholde den spotske verdens hån og spot. Det krævede en fast tro og megen tålmodighed.

<KMKOS 188/3> Alligevel var denne skuffelse ikke så stor som den, disciplene følte ved Kristi første komme. Da Jesus som sejrherre holdt sit indtog i Jerusalem, troede hans tilhængere, at han ville bestige Davids trone og befri Israel fra undertrykkerne. Fulde af håb og forventning kappedes de om at vise deres Konge ærefrygt. Mange lagde deres klæder som et tæppe på hans vej eller lagde palmegrene for hans fødder. Fulde af begejstring råbte de "Hosianna Davids søn!" Da farisæerne, som både vrededes og foruroligedes over denne hyldest, opfordrede Jesus til at irettesætte sine disciple, svarede han: "Hvis disse tier, skal stenene råbe." Luk 19,40. Profetierne måtte blive til virkelighed. Disciplene opfyldte Guds hensigt; og dog var de dømt til at lide en bitter skuffelse. Nogle få dage efter overværede de Frelserens grufulde død og lagde ham i graven. Deres forventninger var ikke blevet indfriet, og deres håb døde sammen med Jesus. Først da Herren sejrrig forlod graven, gik det op for dem, at alt var blevet forudsagt i profetierne, og at Kristus måtte lide og opstå fra de døde. (Apg 17,3)

<KMKOS 189/1> Den første og den anden engels budskaber blev bragt rettidigt og udrettede det, som Gud havde ønsket, at de skulle udrette. Verden havde været en interesseret tilskuer, som ventede, at hele den adventistiske opfattelse ville blive forkastet, hvis tiden blev overskredet, uden at Kristus kom. Der var også mange, som svigtede troen under svære fristelser, men nogle stod fast.

<KMKOS 189/2> De turde ikke nægte, at Helligåndens magt havde bevidnet forkyndelsen om genkomsten, og de kunne ikke finde nogen fejl i deres beregning af de profetiske tidsperioder. Det var ikke lykkedes selv deres dygtigste modstandere at modbevise deres måde at fortolke profetierne på. Uden Bibelsk vidnesbyrd kunne de ikke gå med til at opgive de stillinger, som de havde erobret ved hjælp af bøn og bibelstudium, et sind, som stod under Guds Ånds indflydelse, og et hjerte, som var sat i brand af Åndens levende kraft.

<KMKOS 189/3> Den ventede begivenhed var ikke indtruffet, men selv dette kunne ikke ryste deres tro på Guds ord. Da Jonas i Nineve forkyndte, at byen om fyrretyve dage skulle styrtes i grus, godtog Herren indbyggernes ydmyghed og forlængede deres nådetid; alligevel var Jonas' budskab sendt af Gud, og Nineve blev prøvet i overensstemmelse med hans vilje. Vi tror, at Gud således har prøvet sit folk, har loddet deres tro og set, om de i prøvelsens time ville flygte fra den stilling, i hvilken det måtte passe ham at anbringe dem, eller om de ville give afkald på denne verden og med fuld tillid stole på Guds ord.

<KMKOS 190/1> Lignelsen om den utro tjener, blev brugt om dem der ville udsætte Herrens komme. "Men hvis det er en dårlig tjener, der tænker ved sig selv: Min herre lader vente på sig, og så giver sig til at slå sine medtjenere og spise og drikker med svirebrødre, da skal den tjeners herre komme på en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og sønderhugge ham og give ham plads blandt hyklerne, der skal der være gråd og tænderskæren. " Matt 24,48-51.

<KMKOS 190/2> De følelser, som var fremherskende hos dem, der stadig troede, at Gud havde ledet dem i den erfaring, som de havde gennemgået, udtrykkes i disse ord fra William Miller: "Hvis jeg skulle leve mit liv om og have de samme beviser, som jeg da havde, måtte jeg for at være ærlig over for Gud og mennesker gøre, hvad jeg har gjort. Jeg håber, at jeg har tvættet mine klæder for andre sjæles blod. Jeg føler, at jeg i så høj grad, som det stod i min magt, har befriet mig for enhver skyld i deres fordømmelse. Skønt jeg to gange er blevet skuffet," skrev denne Guds mand, "er jeg hverken modløs eller fortvivlet. Mit håb om Kristi genkomst er usvækket. Jeg har kun gjort det, som jeg efter mange års eftertanke anså for min hellige pligt, Hvis jeg har begået fejl, har disse haft deres udspring i barmhjertighed, kærlighed til mine medmennesker og erkendelse af mit ansvar over for Gud. En ting ved jeg, jeg har kun forkyndt hvad jeg selv troede på, og Gud har været med mig; hans magt har vist sig i værket, og det har gjort meget godt. Det ser ud til, at forkyndelsen har fået tusinder til at granske den hellige skrift, og at de ved deres tro og ved udgydelsen af Kristi blod er blevet forsonet med Gud."

<KMKOS 190/3> "Jeg har aldrig stræbt efter de hovmodiges velvilje og er aldrig veget tilbage for verdens vrede. Heller ikke nu skal jeg søge deres gunst eller forlade pligtens vej for at undgå deres had. Jeg skal aldrig bede dem skåne mit liv, og jeg skal forhåbentlig heller ikke være bange for at miste det, hvis dette er Guds vilje."

<KMKOS 190/4> Gud svigtede ikke sit folk; hans Ånd dvælede stadig hos dem, som ikke overilet fornægtede det lys, de havde modtaget, eller kastede vrag på adventbevægelsen. I brevet til hebræerne findes opmuntrende og advarende ord til de prøvede og ventende i denne krise; "Så kast da ikke jeres frimodighed bort, den har nemlig stor løn i følge; thi I behøver udholdenhed for at gøre Guds vilje og få, hvad der er forjættet. Thi der er endnu kun en liden stund, snart, snart, så kommer han, der skal komme, og han tøver ikke; og min retfærdige skal leve af tro, men hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham. Men vi hører ikke til dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle." Hebr. 10,35-39.

<KMKOS 191/1> De mennesker, som ordene er henvendt til, stod i fare for at lide skibbrud på troen. De havde adlydt Gud og fulgt hans Ånd og hans ord, men de kunne ikke forstå Guds hensigt med at skuffe dem eller skjule den vej, der lå foran dem, og de fristedes til at tvivle om, det virkelig var Gud, der havde ledet dem. På netop den tid tager følgende ord sigte; "Min retfærdige skal leve af tro." Midnatsråbets klare lys havde skinnet på deres vej, således at de kunne tyde profetierne og de tegn, som forkyndte, at genkomsten var nær, og de havde så at sige vandret i beskuelse. Men nu var de nedbøjede af skuffelse, og de kunne kun holde sig oppe ved tro på Gud og hans ord. Den spotske verden sagde: "I er blevet bedraget. Fornægt jeres tro og indrøm, at adventbevægelsen var Satans værk." Men Guds ord sagde: "Hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham." Hvis de nu fornægtede deres tro og Helligåndens magt, som havde ledsaget budskabet, ville de slå ind på fortabelsens vej. De fik styrke af Paulus' ord; "Kast da ikke jeres frimodighed bort. I behøver udholdenhed for at gøre Guds vilje. Snart, snart, så kommer han, der skal komme, og han tøver ikke." Det eneste, de trygt kunne gøre, var at værne om det lys, Gud allerede havde givet dem, holde fast ved hans løfter, fortsætte med at granske den hellige skift og tålmodigt vente på, at der skulle blive skænket dem mere lys.