<KMKOS 150/2> Derudover var han i besiddelse af en ubestikkelig karakter og modstander af alle former for uretfærdighed. I sin barndom havde han været under indflydelse af religiøse indtryk, og da han blev voksen kom han i forbindelse med ateisterne og antog deres lære om at der ikke er nogen gud, han holdt fast ved disse synspunkter i næsten tolv år. Men da han var 34> år gammel, fyldte Helligånden hans hjerte med en følelse af, at han var en synder. I sin tidligere tro fandt han ingen forvisning om lykke hinsides graven. Fremtiden forekom ham mørk og uhyggelig. Han fortæller senere om sine følelser på dette tidspunkt og siger:

<KMKOS 150/3> "Tilintetgørelsen var en kold og isnende tanke, og forpligtelsen til at aflægge regnskab var den sikre undergang for alle. Himmelen var som kobber over mit hoved og jorden som jern under mine fødder. Evigheden hvad var det? Og døden hvorfor var den til? Jo mere jeg tænkte på det jo længere kom jeg bort fra en klar forståelse af det. Jo mere jeg tænkte, jo mere usammenhængende blev mine konklusioner. Jeg forsøgte at holde op med at tænke, men mine tanker ville ikke lystre mig. Jeg var i sandhed elendig, men fattede ikke årsagen dertil. Jeg knurrede og beklagede mig, men vidste ikke over hvem. Jeg vidste, at der var noget forkert, men vidste ikke, hvorledes eller hvor jeg skulle finde det rette. Jeg søgte, men uden håb."

<KMKOS 151/1> Denne tilstand varede ved i flere måneder. "Pludselig," siger han, "stod Frelserens skikkelse levende for min sjæl. Det forekom mig, som om der måske fandtes en, der var så god og medlidende, at han selv ville sone vore overtrædelser og derved frelse os fra at lide syndens straf. Jeg følte straks, hvor elskelig en sådan frelser måtte være, og forestillede mig, at jeg kunne kaste mig i hans arme og stole på hans barmhjertighed. Men så rejste dette spørgsmål sig: Hvordan kan det bevises, at der findes en sådan frelser? Jeg så, at bortset fra Bibelen kunne jeg ikke finde vidnesbyrd om, at han fandtes, eller blot om en fremtidig tilværelse.

<KMKOS 151/2> Jeg opdagede, at Bibelen netop fremstillede en sådan frelser, som jeg havde brug for; og det forvirrede mig at se, at en ikke inspireret bog kunne udvikle synspunkter, der passede så godt til en falden verdens behov. Jeg følte mig tvunget til at indrømme, at skriften måtte være en åbenbaring fra Gud. Den blev min fryd, og i Jesus fandt jeg en ven! Frelseren blev for mig den ypperste blandt titusinder, og skriften, som før var dunkel og selvmodsigende, blev nu en lygte for min fod og et lys på min sti. Mit sind blev roligt og tilfreds. Jeg så, at Gud Herren var en klippe midt på livets hav. Nu blev Bibelen mit hovedstudium, og jeg kan med sandhed sige, at det var med megen glæde, at jeg ransagede den. Jeg opdagede, at ingen havde fortalt mig mere end halvdelen! Jeg undrede mig over, hvorfor jeg ikke før havde forstået dens skønhed og herlighed, og over, at jeg nogen sinde havde forkastet den. Alt, hvad mit hjerte kunne ønske sig, fandt jeg åbenbaret her og lægedom for alle min sjæls sygdomme. Jeg mistede al interesse for anden læsning og ofrede mig helt for at få visdom fra Gud."

<KMKOS 152/1> Miller bekendte offentligt sin tro på den religion, som han havde foragtet. Men hans vantro kammerater var ikke sene til at fremkomme med alle de modbeviser, som han selv så ofte havde benyttet mod skriftens guddommelige autoritet. Han var dengang ikke forberedt på at besvare dem, men han tænkte, at hvis Bibelen var en åbenbaring fra Gud, så måtte den være i overensstemmelse med sig selv, og at, da den var givet mennesker til deres oplysning, så måtte den også være egnet for deres forståelse. Han besluttede selv at studere skriften og undersøge, om ikke alle tilsyneladende modsigelser kunne bringes til at stemme overens.

<KMKOS 152/2> Han forsøgte at lægge alle forudfattede meninger til side, og uden at benytte fortolkninger sammenlignede han det ene skriftsted med det andet ved hjælp af henvisningerne under versene og en bibelordbog. Han fortsatte sine studier regelmæssigt og systematisk, idet han begyndte med Første Mosebog og læste den vers for vers. Han gik ikke hurtigere frem, end at betydningen af de forskellige skriftsteder lukkede sig op for ham på en sådan måde, at de befriede han for alle vanskeligheder. Når der var noget, han fandt dunkelt, havde han for skik at sammenligne det med alle andre tekster, som syntes at have nogen forbindelse med den sag, han havde under overvejelse. Hvert ord fik lov at have sin egen tilknytning til tekstens emne, og hvis hans opfattelse af det stemte overens med alle sideløbende skriftsteder, holdt det op med at være en vanskelighed! På denne måde fandt han, hver gang han traf på et vanskeligt og uforståeligt sted, en forklaring i en anden del af skriften. Da han studerede med oprigtig bøn om Guds vejledning, blev det, som før havde syntes dunkelt for hans forståelse, nu letfatteligt. Han erfarede sandheden i Salmistens ord: "Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver enfoldige indsigt." Sl 119,130.

<KMKOS 152/3> Efter to års grundige studier var han overbevist om at Bibelen er sin egen tolk, og at man ved at sammenligne skriftsted med skriftsted vil få sandheden åbenbaret på en så klar og tydelig måde at selv et fjols ikke kan blive vildledt. Hele skriften er indblæst af Gud, og gavnlig til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, og til at optugte i retfærdighed, 2Tim 3,16. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud. 2Peter 1,21. Alt hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb. Rom 15,4.

<KMKOS 153/1> Med den største interesse studerede han Daniels bog og Åbenbaringen, idet han anvendte den samme fremgangsmåde ved fortolkningen som i skriftens andre bøger, og han fandt til sin store glæde, at de profetiske symboler var forståelige.

<KMKOS 153/2> Himmelske engle ledte hans tanker og åbnede hans forståelse for de profetier der havde været mørke for Guds folk. Led efter led blev sat på sandhedens kæde, skridt for skridt bevægede han sig ned ad de store profetiske linier til han nåede til den konklusion at Guds søn, i løbet af nogle få år, ville komme igen i kraft og megen herlighed, og at begivenhederne i forbindelse med dette komme og slutningen af menneskenes nådetid ville slutte omkring året 1843.

<KMKOS 153/3> Han kunne ikke frigøre sig for den tanke, at det var hans pligt at lade andre få del i det lys, som han selv havde modtaget. Han ventede at møde modstand fra de gudløse, men stolede på, at alle kristne ville fryde sig ved håbet om at møde den frelser, som de elskede. Hans eneste frygt var, at mange i deres store glæde ved udsigten til en vidunderlig udfrielse, som så snart skulle fuldbyrdes, ville modtage denne lære uden at granske skriften tilstrækkeligt for at finde beviser for dens sandhed. Derfor tøvede han med at komme frem med den, for at han ikke ved en mulig fejltagelse skulle komme til at vildlede andre. På denne måde blev han ført til atter at gennemgå beviserne til støtte for de slutninger, han var kommet til, og omhyggeligt at overveje enhver vanskelighed, som dukkede op i hans sind. Han fandt, at vanskelighederne forsvandt i lyset af Guds ord, som tågen forsvinder for solens stråler. De fem år, han tilbragte på denne måde, førte ham til en fuldstændig overbevisning om det rigtige i hans indstilling.

<KMKOS 153/4> Forpligtelsen til at lade andre vide, hvad han mente, at skriften lærte os, trængte sig med fornyet kraft ind på ham. "Når jeg var beskæftiget med mit arbejde," sagde han, "lød det stadig for mine ører: "Gå hen og fortæl verden om den fare, der truer den." Dette skriftsted faldt mig stadig ind: "Når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø! og du ikke taler for at advare ham mod hans vej, så skal den gudløse vel dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse mod hans vej, for at han skal omvende sig fra den, og han ikke omvender sig, så skal han dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl." Ez. 33,8-9, Jeg følte, at hvis de gudløse blev virkeligt advaret, så ville mange af dem omvende sig; og hvis de ikke blev advaret, ville deres blod blive krævet af min hånd."

<KMKOS 154/1> Han begyndte med privat at fremsætte sine synspunkter, efterhånden som han fik lejlighed til det, og bad Gud om, at en eller anden præst måtte komme til at mærke deres kraft og gøre sit bedste for at udbrede dem. Men han kunne ikke frigøre sig for den overbevisning, at han havde en personlig pligt til selv at give advarslen. Disse ord vendte stadig tilbage til ham: "Gå ud og sig det til verden! Jeg vil kræve deres blod af din hånd!" Han ventede i ni år, hvor byrden stadig tyngede hans sjæl, indtil han i 1831> for første gang offentligt fremkom med grundlaget for sin tro.

<KMKOS 154/2> Ligesom Elisa blev kaldet fra at følge sine okser på marken for at modtage den kappe, der skulle indvie ham til gerningen som profet, sådan blev William Miller kaldet til at forlade sin plov for at åbenbare Guds riges hemmeligheder for andre mennesker. Det var med bæven, at han begyndte sit arbejde med skridt for skridt at lede sine tilhørere gennem de profetiske tidsperioder til Kristi genkomst. For hver eneste anstrengelse vandt han mere styrke og mod, da han mærkede den udbredte interesse, hans ord vakte.

<KMKOS 154/3> Selv om han ikke havde fået nogen stor eksamen fra en skole var han alligevel meget klog. Han opsøgte selv al kendskabets ophav. William Miller var i besiddelse af stærke åndelige kræfter, der var opøvet ved tænkning og studium, og hertil føjede han Himmelens visdom ved at slutte forbund med al visdommens kilde. Han var en mand med en god karakter og kunne ikke undgå at vække respekt og agtelse, han havde en retskaffen natur og hans moral var uangribelig. Han forenede sand godhed med kristelig ydmyghed og stor selvbeherskelse, han var opmærksom og venlig mod alle, rede til at lytte til andres mening og overveje deres argumenter. Uden heftighed eller hidsighed prøvede han enhver teori eller lære ved Guds ord; og hans sunde fornuft og grundige bibelkundskab satte ham i stand til at gendrive vildfarelser og afsløre falskhed.

<KMKOS 155/1> På grund af sin store nåde, bringer Herren ikke ulykker over jorden uden at han først advarer jordens befolkning. Profeten Amos siger: "Nej, Den Herre Herren gør intet uden først at have åbenbaret det for sine tjenere, profeterne." Am. 3,7. Da ugudeligheden hos menneskene før syndfloden fik Gud til at sende en vandflod over jorden, lod han dem først vide sin hensigt, for at de kunne få lejlighed til at omvende sig fra deres ondskab. I hundrede og tyve år genlød advarslen om omvendelse i deres ører, for at ikke Guds vrede skulle åbenbare sig i deres ødelæggelse. Men budskabet forekom dem at være tom snak, og de troede det ikke. De blev dristigere i deres ondskab, så de spottede Guds sendebud, gjorde nar af hans tryglen og endog beskyldte ham for vanskelig optræden. Hvordan tør nogen vove at træde op mod alle denne verdens store? Hvis Noas budskab var sandt, hvorfor kunne hele verden da ikke se det og tro det? En mands påstand imod tusindes klogskab! De ville ikke fæste lid til advarslen, og heller ikke søge ly i arken.

<KMKOS 155/2> Spottere viste hen til, hvad der foregik i naturen, til årstidernes uforanderlige rækkefølge, til den blå himmel, hvorfra der altid var faldet regn, til de grønne marker, som blev vederkvæget af nattens milde dug, og de råbte: "Taler han ikke i gåder?" I deres foragt erklærede de retfærdighedens forkynder for at være en vild fanatiker, og de fortsatte ivrigere end nogen sinde med deres fornøjelser og deres ondskab. Men deres vantro hindrede ikke den forudsagte begivenhed. Længe bar Gud over med deres ondskab og gav dem rig lejlighed til at omvende sig; men til den fastsatte tid hjemsøgte Guds straffedomme dem, der forkastede hans barmhjertighed.

<KMKOS 156/1> Kristus forkynder, at der vil herske en lignende vantro med hensyn til hans genkomst. Ligesom menneskene i Noas dage der intet ænsede, før syndfloden kom og rev dem alle bort sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme," siger vor Frelser. Matt 24,39. Når Guds bekendende folk forener sig med verden og lever, som den lever, og sammen med den tager del i forbudte glæder; når verdens overdådighed også bliver menighedens overdådighed; når bryllupsklokkerne kimer og alle ser hen til mange års verdslig lykke, så pludselig, som lynet flammer fra himmelen, vil enden komme og tilintetgøre alle deres lyse drømme og bedrageriske håb.

<KMKOS 156/2> Ligesom Gud sendte sin tjener for at advare verden om den kommende syndflod, sådan sendte han udvalgte sendebud for at forkynde, hvor nær den sidste dom var. Og ligesom Noas samtidige lo og foragtede de retfærdige forkynderes forudsigelser, sådan var der på Millers tid mange, selv af de mennesker, der optrådte som kristne, der spottede dem der kom med de advarende ord.

<KMKOS 156/3> I sit arbejde for den protestantiske kirke blev William Miller og hans medarbejdere udsat for had og bitterhed, ligesom Luther blev det fra den katolske kirke. De protestantiske kirker var på William Millers tid, ligesom den katolske kirke på Luthers tid, fyldt med mange falske teorier, fabler og overleveringer i stedet for den sande lære fra Guds ord. I det 16. århundrede holdt den katolske kirke Bibelen væk fra folket, men i det 19. århundrede er Bibelen spredt overalt ligesom bladene om efteråret, men nu hævdede Protestanterne at en betydningsfuld del af det hellige ord, den del, som særligt kaster lys over de sandheder, der er brug for i vore dage ikke var forståelig.

<KMKOS 156/4> Præster og andre erklærede, at profetierne i Daniels bog og Åbenbaringen var uforståelige mysterier. Navnet åbenbaringens bog er i modstrid med denne opfattelse. "Jesu Kristi Åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i en hast. Salig er den, som oplæser, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der er skrevet i den; thi tiden er nær." Åb 1,1-3.

<KMKOS 157/1> Som profeten siger: "Salig er den, som oplæser," der findes, nogle, som ikke vil læse; men det er ikke dem, der prises salige. "Og de som hører" der findes også nogle, som afslår at høre noget om profetierne; heller ikke for den slags mennesker gælder velsignelsen. "Og holder fast ved det, der er skrevet i den." Mange afslår at tage hensyn til de advarsler og den belæring, som rummes i Åbenbaringen; ingen af disse kan gøre fordring på den lovede velsignelse. Ingen af dem, der spotter profetiens ord og håner de symboler, som højtideligt bliver givet til os, ingen af dem, der nægter at leve et nyt liv og berede sig til Menneskesønnens komme, får en velsignelse.

<KMKOS 157/2> Hvor tør dog mennesker over for det inspirerede ords klare vidnesbyrd hævde, at Åbenbaringen er et mysterium, som ligger uden for menneskers fatteevne? Tvært imod er det en åben bog, og læsningen af Åbenbaringen leder tanken hen på Daniels profetier, og begge fremkommer de med en meget betydningsfuld belæring, som Gud selv har givet mennesker, om de begivenheder der skal finde sted ved afslutningen på denne verdens historie.

<KMKOS 157/3> Johannes fik åbenbaret syner, der var af dyb og betagende interesse for menigheden. Han så Guds folks stilling, farer, kampe og endelige frelse Han beretter om de afsluttende budskaber, der skal modne jordens høst enten som neg til den himmelske lade eller som halmknipper til ødelæggelsens ild. Meget betydningsfulde begivenheder blev ham åbenbaret, navnlig for den sidste menighed, for at de, som ville vende sig bort fra vildfarelsen til sandheden, og ønskede at blive belært om de farer og den strid, der ventede dem. Ingen behøver at leve i mørke med hensyn til det, som skal overgå jorden.

<KMKOS 157/4> Hvorfor findes så denne vidt udbredte uvidenhed om en betydningsfuld del af den hellige skrift? Hvorfor denne modvilje mod at granske dens lære? Dette er virkningen af de udspekulerede anstrengelser, som mørkets fyrste gør sig for at skjule det for mennesker, som afslører hans bedrag. Af denne årsag har Kristus, den store åbenbarer, i sin forudviden om den kamp, der ville blive ført imod at studere Åbenbaringen, udtalt en velsignelse over alle dem, der ville læse, høre og efterkomme profetiens ord.

<KMKOS 158/1> De der troede på at adventbevægelsen var fra Gud, gik fremad ligesom Luther og hans medarbejdere havde gjort med Bibelen i deres hænder, med fasthed og uden frygt for den modstand de ville møde fra denne verdens største lærere. Mange af dem som befolkningen havde set op til og fået vejledning af i guddommelige spørgsmål, viste sig at være uvidende om hvad Skriften sagde om Guds magt. Og da de ikke ud fra Bibelen kunne bevise deres standpunkter, søgte de tilflugt i overleveringer og menneskers lære. Bibelen var det eneste der blev accepteret af sandhedens forkyndere. Bibelen og den alene var deres valgsprog. Hvor svage de argumenter der blev brugt imod dem var, blev afsløret af den styrke det fundament, som adventisterne stod på, og det gjorde modstanderne vrede. I mangel af stærkere midler gik de over til personlige forfølgelser og beskyldte William Miller for at være en ulærd og forvirret bedrager, og fordi han forklarede Daniels og Johannes' syner blev han beskyldt for at være en mand med meget fantasifulde ideer, der havde syner og drømme som sin hobby. Selv de tydeligste skriftsteder i Bibelen, dem der ellers ikke var nogen uenighed om, blev mødt med argumenter om at de var dumme, uvæsentlige og uforståelige.

<KMKOS 158/2> Mange kirker blev åbnet for adventtroens fjender, men var lukkede for dens venner. Doktor Ecks udtalelser om Luther, inspirerede nu præster og andre til at nægte adventisterne en retfærdig høring. En af de ledende katolikker sagde: Jeg er overrasket over den ydmyghed og den beskedenhed doktor Luther altid mødte sine modstandere med, og over at han havde et større kendskab til tingene end de lærte fædre, forsamlinger, doktorer og universiteter. Det vil være overraskende hvis Gud havde åbenbaret alle sandheder for de hellige og martyrerne. Millers modstandere fortsatte med at finde nye argumenter mod dem der forkyndte adventtroen og Guds bud.

<KMKOS 158/3> Luther blev beskyldt for at forkynde opdigtede historier, men til dette havde Luther erklæret at det ikke var opdigtede historier han forkyndte, men at han stadfæstede de kristne doktriner der var blevet tabt af syne af dem der havde ansvaret for at bevare dem. Jeg tvivler ikke på, sagde han, at sandheden stadig findes i hjertet på nogle få, men fattige husmænd og simple folk forstår nutildags mere om Kristus end paven, biskopperne og lærte.

<KMKOS 159/1> Da William Miller fik til opgave at tale imod de guddommelige ledere, henviste han til Guds ord, som den standard alle doktriner og læresætninger skal prøves med, og da han vidste at han havde sandheden på sin side, fortsatte han ufortrødent sit arbejde. I hver eneste tidsalder har Gud kaldt sine tjenere til at løfte deres stemmer mod de fejlende og mod de synder der var blandt folket. Noa blev kaldet til at stå alene over for verden med sine advarsler. Moses og Aron var alene over for konger og prinser, mod Ægyptens troldmænd og befolkning. Elias var alene da han advarede den faldne konge og det forførte folk. Daniel og hans venner var alene mod den mægtige konges befaling.

<KMKOS 159/2> Det største antal er som regel at finde på den forkerte side af sandheden, det faktum at guddommelige forkyndere har verden på deres side, er ikke et bevis på af de er på Guds side. Den vide port og den brede vej tiltrækker mange, medens den smalle og lige vej kun tiltaler nogle få.

<KMKOS 159/3> Hvis præsterne og befolkningen virkelig havde haft et ønske om at kende sandheden, og havde overvejet adventlæren på en ærlig og bønnefyldt måde, således som det havde fortjent, så ville de have set at det var i harmoni med Skriften, og hvis de så også havde samarbejdet med dem der fremholdt denne lære, så ville det have resulteret i en sådan åbenbarelse af Guds arbejde som verden aldrig før havde set. Whitfeld og Wesley blev af Helligånden tilskyndet til at formane den verdslige kirke på deres tid. William Miller blev påvirket til at forkynde Kristi komme og nødvendigheden af at gøre sig rede. Hans eneste forbrydelse var at han henledte verdens opmærksomhed på profetiens sikre ord. Apostlen Peter siger om dette: Og nu står det profetiske ord så meget fastere for os, det gør I vel i at agte på som et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen gryer og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter." 2Peter 1,19. Miller fremholdt ikke sandheden på en barsk og uforsonlig måde, men på en behagelig og blidere måde end andre reformatorer.

<KMKOS 160/1> De modstandere han havde, var meget lig dem Wesley og hans efterfølgere havde mødt. Lad de populære kirker af i dag huske på at de mænd de med glæde og ærbødighed mindes, udholdt de samme prøvelser og den samme had fra talerstolen og offentligheden, som William Miller var udsat for.

<KMKOS 160/2> Og hvorfor var da læren og forkyndelsen om Kristi genkomst så uvelkommen for kirkerne? Det var vor Herre selv, som lovede sine disciple: "Når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig." Joh 14,3. Det var den medlidende Frelser, som i forudfølelse af sine disciples ensomhed og sorg gav engle befaling om at trøste dem med forsikringen om, at han selv ville komme igen, om end han steg op til Himmelen. Mens disciplene stod og stirrede andspændt opad for at opfange det sidste glimt af ham, de elskede, blev deres opmærksomhed fanget af disse ord: "I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod Himlen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himlen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himlen." Apg. 1,11. Håbet tændtes på ny ved engelens budskab. Disciplene "vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde. Og de var stadig i helligdommen og priste Gud." Luk 24,52-53. De glædede sig ikke over, at Jesus var blevet skilt fra dem, eller at de skulle kæmpe med verdens prøvelser og fristelser, men fordi engelen havde forsikret dem om, at han ville komme igen.

<KMKOS 160/3> De der virkelig elsker Frelseren, vil juble af glæde over de budskaber de finder i Guds ord om ham de håber på og som er centrum for det evige liv, og som kommer igen. Når han kommer igen er det ikke for at blive ydmyget og forkastet, således som det var tilfældet ved det første komme, men han vil komme i kraft og herlighed for at frelse sit folk. Forkyndelsen af Jesu komme skal ske nu på samme måde, som da englene med stor glæde forkyndte den glade nyhed for hyrderne på marken ved Betlehem. Det bedste eksempel på at kirkerne i dag har fjernet sig fra Gud er den irritation og forbitrelse dette himmelske budskab vækker.

<KMKOS 161/1> Det er dem der ikke elsker Frelseren, der ønsker at han skal blive væk, og sådanne glæder sig ved budskabet fra de utro tjenere som siger: "Min herre lader vente på sig," Matt 4,48. De nægter at studere skriften for at se om det forholder sig således, i stedet for griber de ivrigt budskabet om en fjern fremtid eller fører det tilbage til en åndelig opfyldelse ved Jerusalems ødelæggelse, eller til noget der sker ved døden.

<KMKOS 161/2> Igen og igen opfordrede William Miller til at man undersøgte hans lære ud fra Skriften og viste ham hvor han tog fejl. I et budskab til alle de kristne trossamfund stillede han følgende spørgsmål. Hvad er det vi har troet, som vi ikke er blevet opfordret til i Guds ord? I har jo selv erkendt det som den eneste sikre rettesnor for jeres tro og gerninger. Hvad er det vi har gjort, siden I nedkalder sådanne forbandelser over os, adventister fra jeres talerstole og udelukker os fra jeres kirker og samvær? Vis os ud fra Guds ord at vi har en forkert lære, vi har haft nok af latterliggørelse, det kan aldrig overbevise os om at vi har taget fejl, det eneste der kan det er Guds ord. Det vi tror på er vi kommet frem til efter mange grundige og bønnefyldte studier, hvor vi har set beviserne for vor tro.

<KMKOS 161/3> Senere udtalte han: Jeg har oprigtigt overvejet de indvendinger der er fremkommet mod disse synspunkter, men jeg har ikke kunnet se at de bliver støttet af Den Hellige Skrift, og det er grundlaget for mit standpunkt. Jeg kan derfor ikke lade være med at se efter min Herre og opfordre andre til at gøre det samme, og til at være rede.

<KMKOS 161/4> I et brev til en ven og medarbejder skrev han: Jeg kan ikke se andet end at jeg kan skade mine medmennesker ved at sige at de begivenheder profetien ikke omtaler vil ske på det forudsagte tidspunkt. Vor Frelser befalede os at se efter dette og at våge således at vi kunne være rede. Hvis jeg derfor, på nogen måde i overensstemmelse med Guds ord kan overbevise nogen om at den korsfæstede Frelser er opstået og at han kommer igen, ja så er det min pligt at gøre det og jeg føler at jeg da har bragt en evig glæde ind i disse menneskers liv. Jeg har ikke på noget tidspunkt haft blot den mindste tanke om at bringe forstyrrelser ind i vore kirker, hos præsterne, de religiøse ledere eller andre, eller at der skulle ske en afvigelse fra de regler der er givet for at studere Bibelen. Selv indtil denne dag har ingen af mine modstandere været i stand til at vise mig hvor jeg har afveget fra disse regler, som jo er givet af vore gamle skribenter af den protestantiske tro. Jeg har kun fortolket Skriften ud fra de regler som de har givet.

<KMKOS 162/1> I stedet for at argumentere ud fra Bibelen, valgte adventtroens modstandere at bruge hån og spot. De religiøse ledere havde en ligegyldig og ugudelig holdning til det arbejde, som William Miller udførte. Den gråhårede mand havde forladt et dejligt hjem for at rejse fra by til by, fra landsby til landsby for at give verden det sidste alvorlige advarselsbudskab om at dommen var nær, men han blev beskyldt for at være en løgner og en fanatiker.

<KMKOS 162/2> Tid, penge og talenter blev brugt for at stille adventisterne i et dårligt lys, man henviste til traditioner og overleveringer. Præsterne indsamlede falske oplysninger om skrifter som de delte ud fra talerstolen. Der blev gjort en stor indsats for at få folk til at blive væk fra møder om det andet komme, men i deres forsøg på at ødelægge adventbevægelsen undergravede de troen på Guds ord. At studere de profetier der havde med Kristi andet komme og jordens ende at gøre, blev gjort til en synd, til noget man skammede sig over. Folk blev vantro og begyndte at leve efter deres egne ugudelige lyster. Det ondes ophav gav adventisterne skylden for den tilstand der nu opstod.

<KMKOS 162/3> Wesley blev udsat for lignende beskyldninger, gudløse prædikanter søgte hele tiden at fejlfortolke det arbejde de gjorde og at ødelægge den indflydelse de havde på befolkningen. De blev beskyldt for at være nærige, stolte og forfængelige, fordi de ikke ville rette sig efter den lære der var populær på den tid. De blev beskyldt for at sætte sig op mod myndighederne, men John Wesley tilbageviste alle disse beskyldninger og beviste at det i stedet var dem der var årsag til den onde tilstand. På lignende måde blev mange af de beskyldninger der blev fremsat mod adventisterne, vendt mod dem der kom med beskyldningerne.

<KMKOS 163/1> Den store strid mellem sandhed og løgn er forsat op gennem alle tider, lige fra syndefaldet i Edens have, fra århundrede til århundrede helt op til vor tid. Guds engle og de der samarbejder med dem har til alle tider opfordret menneskene til at omvende sig og til at leve et helligt liv. Satan og hans engle har derimod sammen med dem der er blevet inspireret af det onde hele tiden forsøgt at holde menneskene væk fra Frelsesplanen. William Miller forstyrrede det arbejde som Satan og hans medhjælpere forsøgte at udføre, og ærkefjenden forsøgte derfor ikke blot at ødelægge det budskab, som William Miller forkyndte, men også selve forkynderen. Miller fremholdt Bibelens sandheder på en praktisk måde for at nå sine tilhøreres hjerter, men Satan opildnede dem til at gøre oprør mod det der blev forkyndt, ligesom jøderne havde gjort mod Kristus og hans apostle. Flere gange blev der lagt planer om at dræbe Miller. Ved en bestemt lejlighed havde man bestemt at man ville dræbe ham når han kom ud fra mødesalen, men hellige engle var tilstede og en af dem antog skikkelse som en mand og førte Miller bort fra den vrede folkemængde, det arbejde Gud havde for Miller var endnu ikke tilendebragt, så Satan og hans medhjælpere fik ikke held med deres planer og måtte gå skuffede bort.

<KMKOS 163/2> Når William Miller sammenlignede sin indsats med den effekt det havde haft og den måde det var blevet modtaget på i den religiøse verden, kom han til den konklusion at nok var det godt, men ikke vidunderligt at få kendskab til den fordærvede verden og den tilstand befolkningen var i. Jeg har, sagde han, mødt stor modstand fra den del af befolkningen der kalder sig selv kristne, men jeg har været et redskab i Guds hånd i forkyndelsen af advent troen, og i at bevise at mange af vor tids præster er forklædte hedninger. Jeg kan ikke for blot et øjeblik tro at fornægtelsen af Jesu opstandelse, eller at Jesus kommer tilbage til denne jord, eller at dommens dag stadig er i fremtiden, eller at der er mindre vantro nu end der var i Frankrigs ugudelige dage, og dog, alle ved at disse ting nu forkyndes fra talerstolen, og at disse ting ikke bliver benægtet af skribenterne i den daglige avis.

<KMKOS 164/1> Vi lever i en mærkelig tid. For selvfølgelig forventede jeg at læren om Kristi snare komme vil møde modstand blandt de vantro, gudsbespotterne, spillerne, de fordrukne og lignende, men jeg havde ikke forventet at evangeliets forkyndere og religiøse professorer ville gå sammen med de ovennævnte og at forretninger og offentlige steder ville latterliggøre dette alvorlige budskab om det andet komme. Mange der ikke bekender sig til nogen religion har fortalt mig om disse kendsgerninger og at blodet stivnede i deres årer da de så det.

<KMKOS 164/2> Det er nogle af de følger der er ved at forkynde dette alvorlige og hjerteransagende budskab blandt vore dages farisæere. Hvad med de præster og menighedsmedlemmer der adlyder Gud og våger og beder om hans herlige komme, og som samarbejder med dem der håner og spotter og som kommer med ugudelige bemærkninger? Hvor vil de befinde sig når Kristus kommer? "Hvilket frygteligt regnskab der vil møde dem i den afgørende time.

<KMKOS 164/3> Det hører med til Guds tjeneres arbejde at lide hån og spot fra deres samtidige. Nu, som på Frelserens tid bygger menneskene på gravminderne af de døde profeter, medens de forfølger de levende budbringere der er udsendt fra det høje. William Miller var hadet af de ugudelige og vantro, men hans indflydelse og arbejde var til velsignelse for verden. Millers forkyndelse betød at tusinde af syndere blev omvendt, frafaldne kom tilbage og utallige begyndte at studere Skriften og se de vidunderlige ting der før havde været skjult for dem.