»<KL 69/2> Gud skabte frøet ved sit ord, på samme måde som han skabte jorden. Ved sit ord gav han det kraft til at vokse og formeres. Han sagde: "Jorden lade fremspire grønne urter der bærer frø, og frugttræer der bærer frugt med kerne, på jorden!" "Og således skete det. ... Og Gud så, at det var godt." Det er det samme ord, som endnu får frøet til at spire. Ethvert frø, der sender sine grønne spirer op mod sollyset, fortæller om den undergørende kraft, der findes i det ord, der blev udtalt af ham, som "talte, så skete det, han bød, så stod det der".

»<KL 70/1> Kristus lærte sine disciple at bede: "Giv os i dag vort daglige brød," og idet han pegede på blomsterne, gav han dem følgende forvisning: "Klæder da Gud således græsset på marken, ... skulle han så ikke meget snarere klæde jer?" Kristus virker hele tiden for at kunne besvare denne bøn og for at opfylde dette løfte. Der er stadig en usynlig kraft, der virker som menneskets tjener for at skaffe det føde og klæder Herren benytter mange midler for at få frøet, der tilsyneladende er kastet bort, til at blive til en levende plante, og han sørger for at den får alt, hvad den behøver for at frembringe frugt og modnes til høsten. Alt tildeles i rette forhold og beskrives så smukt af salmisten:

»<KL 70/2> "Du så til landet, vanded det, gjorde det såre rigt, Guds bæk er fuld af vand, du bereder dets korn, du vander dets furer jævner knoldene, bløder det med regn, velsigner dets sæd. Med din herlighed kroner du året, dine vognspor flyder af fedme."

»<KL 71/1> Den materielle verden er underlagt Guds herredømme. Naturens love adlydes af naturen. Alt foregår i overensstemmelse med Skaberens vilje Skyer og solskin, dug og regn, storm og uvejr alt bliver styret og ledet af Gud og viser ubetinget lydighed mod hans bud. Det er i lydighed mod Guds lov at kornets fine spire bryder gennem jorden "først strå, så aks og så fuld kerne i akset" De modnes i rette tid, fordi de ikke modsætter sig hans vilje. Og er det da således, at mennesket, der er skabt i Guds billede og betænkt med fornuft og evnen til at tale, skal være ene om at være utaknemmelig for hans gaver og ulydig mod hans vilje? Skal det være fornuftsvæsener der alene bringer forvirring ind i vor verden?

»<KL 71/2> I alt, hvad der tjener til at opretholde mennesket, ser vi en forening af guddommelige og menneskelige bestræbelser Der kan ikke blive nogen høst, hvis ikke menneskets hånd udfører sin del i så tiden. Men medmindre Gud sørgede for at sende solskin og regn, dug og skyer ville der ikke blive nogen afgrøde. På samme måde forholder det sig i alle forretningsanliggender, i enhver gren af studium og videnskab. Det gælder også i åndelige ting, i karakterens udvikling og i enhver gren af kristeligt arbejde. Vi må udføre vor del, men vi må have den guddommelige kraft til at forene sig med vore bestræbelser, ellers vil vore anstrengelser være forgæves.

»<KL 72/1> Hver gang vi udretter noget, hvad enten det drejer sig om timelige eller åndelige ting, burde vi huske på, at vi gør det i samarbejde med vor skaber Det er meget nødvendigt for os, at vi er klar over vor afhængighed af Gud. Man stoler alt for meget på mennesker man forlader sig alt for meget på menneskers opfindelser Man har alt for lidt tillid til den kraft, som Gud er rede til at give. "Thi Guds medarbejdere er vi." Den del, som mennesket kan udføre, er kun umådelig ringe, men hvis det står i forbindelse med det guddommelige, kan det udføre alt ved den styrke, som Kristus skænker det.

»<KL 72/2> Plantens gradvise udvikling fra det lille frø er en anskuelsesundervisning i børneopdragelse. Der er "først strå, så aks og så fuld kerne i akset". Den, der fortalte denne lignelse, skabte det lille frø, gav det spirekraft og fastsatte de love, der styrer dets vækst. Og de sandheder som lignelsen lærer os, blev anskueliggjort i hans liv, Både i fysisk og åndelig henseende fulgte han den guddommelige plan for vækst, som planten viser os, og som han ønsker, at alle unge skal følge. Skønt han var Himmelens Majestæt, Herlighedens Konge, blev, han født som et lille barn i Betlehem og var for en tid som det hjælpeløse barn i moders arm. I barndommen opførte han sig som et lydigt barn. Han talte og handlede med et barns og ikke en voksens visdom, idet han ærede sine forældre og udførte, hvad de bad ham om, med de kræfter og evner et barn er i besiddelse af. Men han var fuldkommen på ethvert trin i sin udvikling og havde et syndfrit livs enfoldighed og naturlige ynde. Den hellige skrift siger om hans barndom: "Og barnet voksede og blev stærkt og fyldtes af visdom; og Guds nåde var over det." Og om hans ungdom står der; "Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker"

»<KL 73/1> Her får vi et lille indblik, hvorledes forældre og lærere bør arbejde. De burde stræbe efter at danne de unges karakter og opelske gode vaner hos dem, så at de til enhver tid i deres liv kan opføre sig med den ynde, der passer for deres alder idet de udvikles naturligt ligesom planterne i haven.

»<KL 73/2> De børn, der er naturlige og utvungne, er mest tiltrækkende, men det er ikke klogt at lægge særlig mærke til dem og omtale deres dygtighed, når de hører på det. Man burde ikke opmuntre til forfængelighed ved at rose deres udseende, deres ord eller handlinger De burde heller ikke være klædt i kostbart tøj for at vække opsigt. Det vil kun gøre dem stolte og vække misundelse hos deres kammerater

»<KL 73/3> De små bør opdrages i barnlig enfoldighed. De bør opdrages til at være tilfredse med deres små pligter og de fornøjelser og oplevelser, der passer for deres alder Barndommen svarer til strået i lignelsen, og strået har sin egen skønhed. Børnene burde ikke tvinges til modenhed, der er forud for deres alder men de burde så længe som muligt beholde den friskhed og ynde, som passer for barneårene.

»<KL 74/1> Mindre børn kan være kristne og have en erfaring med Gud, som passer for deres alder. Det er alt, hvad Gud venter af dem. De behøver at få undervisning om åndelige ting, og forældre bør gøre alt, hvad de formår, for at børnene kan danne en karakter i lighed med Kristi karakter

»<KL 74/2> I Guds love i naturen ser vi, at virkning følger årsag med usvigelig sikkerhed. Høsten vil vidne om, hvorledes man har sået. Den ligegyldige arbejder bliver dømt af sit arbejde. Høsten vidner imod ham. Det er på samme måde, når det angår åndelige ting: enhver arbejders trofasthed ses i resultaterne af hans arbejde. Om hans arbejde har været udført med flid eller ligegyldighed, vil åbenbares af høsten. Og det er således, hans evige skæbne bliver afgjort.

»<KL 74/3> Ethvert frø, der sås, vil frembringe en høst af sin art. Det er også tilfældet i menneskets liv. Vi behøver alle at så medlidenhedens, sympatiens og kærlighedens frø, for vi vil høste, hvad vi sår Ethvert egenkærligt træk i vor karakter: kærlighed til selvet, ophøjelse af selvet og enhver handling, der tilfredsstiller selvet, vil bringe en tilsvarende høst. Den, der lever for selvet, sår i kødet og skal høste fordærvelse af kødet.

»<KL 75/1> Gud tilintetgør ingen. Enhver, der går fortabt, er selv skyld deri. Enhver, der ikke lytter til samvittighedens advarende stemme, sår vantroens sæd og kan være sikker på at høste derefter Da Farao i fordums dage nægtede at agte på den første advarsel fra Gud, såede han genstridighedens sæd, og han høstede genstridighed. Gud tvang ham ikke til at tvivle Vantroens sæd, som han såede, frembragte en høst efter sin art. Han blev ved med at gøre modstand, indtil han så på sit ødelagte land, på sin førstefødtes kolde, døde legeme og på de døde førstefødte i hele hans hus og hos alle familier i hele hans rige, indtil Det røde Havs vandmasser lukkede sig over hans heste og hans stridsvogne og hele hans hær beretningen om ham er et frygteligt eksempel på sandheden, der ligger i ordene: "Hvad et menneske sår det skal han også høste." Hvis menneskene blot forstod dette, ville de være mere forsigtige med, hvad de såede.

»<KL 75/2> Eftersom den sæd, der sås, frembringer en høst, som dernæst bliver sået, vil høsten stadig blive større. Denne lov gælder også i vort forhold til andre. Enhver handling, ethvert ord er et frø, der vil bære frugt. Enhver handling, der viser betænksomhed, kærlighed, lydighed eller selvfornægtelse, vil bære frugt i andres liv og gennem dem igen i andres. Og enhver handling, der skaber misundelse, had eller uenighed, er ligeledes et frø, der vil skyde op som en "bitter rod" hvorved mange vil blive smittet. Og hvor stort et antal vil ikke de "mange" forgifte! Således vil der stadig blive sået god og ond sæd for tid og evighed.

»<KL 76/1> Rundhåndethed, både når det gælder åndelige og timelige ting, er noget vi kan lære af lignelsen om sædens såning. Herren siger: "Salige er I, som sår ved alle vande." "Det er jo således: Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt." At så ved alle vande betyder at vedblive at give af Guds gaver. Det betyder at give, når som helst Guds værk eller trængende mennesker behøver vor hjælp. Dette vil ikke lede til fattigdom. "Den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt." Sædemanden forøger sin sæd ved at bortkaste den. Det samme gælder for dem, der trofast uddeler af Guds gaver De forøger deres velsignelser ved at give. Gud har lovet dem, at de altid vil have tilstrækkeligt, så de kan blive ved med at give. "Giv så skal der gives jer Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal de give i jeres skød."

»<KL 76/2> Men der ligger endnu mere gemt i denne lignelse om såning og høst. Når vi uddeler af de timelige gaver, som Gud har skænket os, vil vor sympati vække taknemmelighed og taksigelse til Gud hos den, der modtager dem. Hjertets jordbund bliver beredt til at tage imod sandhedens åndelige sædekorn. Og den, der giver sæd til at så, vil også lade sæden få kraft til at spire og bære frugt til evigt liv.

»<KL 77/1> Kristus sammenligner det offer han bragte for vor forløsning, med sæden, der kastes i jorden. "Hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør" siger han "bliver det kun det ene korn; men hvis det dør bærer det megen frugt," Således vil Kristi død bære frugt for Guds rige. I overensstemmelse med planterigets love vil liv blive resultatet af hans død.

»<KL 77/2> Og alle andre, der ønsker at bære frugt som Kristi medarbejdere, må først lægges i jorden og dø. Livet må kastes i den lidende verdens plovfurer Egenkærlighed og selvoptagethed må dø. Men selvopofrelsens lov er selvopholdelsens lov. Sæden, der begraves i jorden, bærer frugt, som atter kan plantes. På denne måde forøges høsten. Landmanden bevarer sit korn ved at strø det ud. Det er også sådan i menneskets liv: at give er at leve. Det liv der vil blive bevaret, er det liv, der gives frivilligt til tjeneste for Gud og mennesker De, der ofrer deres liv i denne verden for Kristi skyld, vil bevare det til evigt liv.

»<KL 77/3> Sæden dør for at spire frem til nyt liv og i dette lærer vi om opstandelsen. Alle, der elsker Gud, vil leve igen i det himmelske Eden. Om det menneskelige legeme, der gemmes for at hensmuldre i graven, har Gud sagt: "Hvad der sås i forkrænkelighed, opstår i uforkrænkelighed; hvad der sås i vanære, opstår i herlighed; hvad der sås i svaghed, opstår i kraft."

»<KL 78/1> Vi har nu betragtet en del af de lærdomme, som vi kan hente fra naturen i lignelsen om sædemanden og sæden. Når forældre og lærere forsøger at lære deres børn disse ting, bør undervisningen anskueliggøres. Lad børnene selv berede jorden og så frøet. Medens de arbejder kan forældre og lærere forklare hjertets have, hvor der er sået både god og dårlig sæd, og at hjertet må beredes til at modtage sandhedens sæd, ligesom haven må beredes til at modtage frøet. Når frøet lægges i jorden, kan de undervise dem om Kristi død, og når det begynder at spire frem, kan de forklare opstandelsens under Efterhånden som planterne vokser, kan man fortsætte med at sammenligne væksten i naturen og i hjertet.

»<KL 78/2> De unge burde undervises på lignende måde. Man burde lære dem at dyrke jorden. Det ville være godt, om der til alle skoler hørte et stykke jord, som blev dyrket, og man burde betragte denne jord som Guds eget klasseværelse. Alt i naturen bør betragtes som en lærebog, som hans børn skal studere og hente kundskab fra med henblik på deres åndelige livs udvikling.

»<KL 78/3> Der er hele tiden noget, vi kan lære, når jorden dyrkes og bearbejdes. Ingen, der slog sig ned på et stykke uopdyrket jord, ville vente, at det straks gav en rig høst. Alvor flid og udholdenhed må lægges i arbejdet med at berede jorden, så sæden kan sås. Det samme er tilfældet i åndelig henseende med menneskets hjerte. De, der ønsker at se frugt af deres arbejde, må gå ud med Guds ord i hjertet. Så vil de finde, at hjertets hårde, uopdyrkede jord, er blevet løsnet og blødgjort af Helligåndens stille indflydelse. Medmindre man arbejder hårdt med at dyrke jorden, vil den ikke give nogen høst. Det samme forholder sig med hjertets jordbund: Guds Ånd må virke på det for at rense det og gøre det skikket til at frembringe frugt til Guds ære.

»<KL 79/1> Jorden vil ikke yde noget, hvis man arbejder som man finder det for godt. Den kræver daglig, omhyggelig opmærksomhed. Den må pløjes grundigt og renses ofte for at holde ukrudt borte, der ellers vil tage næringen fra den gode sæd, som er sået. Således ser vi, at de, der pløjer og sår forbereder høsten. Ingen behøver at stå på marken og se på deres bristede forhåbninger

»<KL 79/2> Herrens velsignelse vil være med dem, der således dyrker jorden og drager åndelig lærdom af naturen. Den, der arbejder med at dyrke jorden, kender kun lidt til de skatte, han vil finde. På samme tid som han ikke bør ringeagte den undervisning, han kan få af dem, der har høstet erfaringer eller de oplysninger som forstandige mænd kan give, burde han søge at forøge sine kundskaber ved selvstudium. Dette hører med til hans uddannelse. Det vil vise sig, at det at dyrke jorden medvirker til at berige det åndelige liv.

»<KL 80/1> Han, som får sæden til at spire, som passer den dag og nat, og som giver den kraft til at udvikles, er vor skaber Himmelens Konge, og han udviser endnu større omsorg og interesse for sine børn. Ligesom sædemanden sår sæden, der skal opretholde livet for os her på jorden, sår den guddommelige sædemand den sæd i hjertet, der vil spire og bære frugt til evigt liv.