»<KL 321/2> I denne lignelse, ligesom i lignelsen om det store gæstebud, illustreres evangeliets indbydelse, forkastelsen af jødefolket og opfordringen til hedningerne om at søge nåde. Men for deres vedkommende, som forkaster indbydelsen, beskriver denne lignelse en dybere foragt for indbydelsen og en endnu frygteligere straf. Indbydelsen til festen kommer fra en konge. Den sendes af en, som sidder inde med myndighed til at befale. Den giver udtryk for en stor æresbevisning. Men alligevel sættes der ikke pris på denne hæder Kongens myndighed ringeagtes. Medens husbondens indbydelse blev betragtet med ligegyldighed, blev kongens mødt med foragt og mord. De hånede hans tjenere, mishandlede og dræbte dem.

»<KL 322/1> Da husbonden så, at hans indbydelse blev ringeagtet, erklærede han, at ingen af de mænd, som var indbudt, skulle smage hans måltid, men angående dem, som havde forhånet kongen, blev der udstedt befaling om mere end udelukkelse fra hans nærværelse og hans gæstebud. Han "sendte sine hære ud og slog disse mordere ihjel og satte ild på deres by".

»<KL 322/2> I begge lignelser læser vi, at der indbydes gæster til festen, men i den ene vises, at alle, der tager del, må forberede sig til den, De, der forsømmer denne forberedelse, bliver kastet ud. "Kongen gik ind for at hilse på gæsterne" og fik der "øje på en, som ikke havde bryllupsklædning på. Og han spørger ham: Hvordan er du kommet herind, min ven, uden at have bryllupsklædning på? Men han tav. Så sagde kongen til tjenerne: Bind fødder og hænder på ham og kast ham ud i mørket udenfor Der skal der være gråd og tænderskæren."

»<KL 322/3> Indbydelsen til festen var blevet givet af Jesu disciple. Herren havde først udsendt de tolv og senere de halvfjerds, som forkyndte, at Guds rige var nær for døren, og opfordrede menneskene til at omvende sig og tro på evangeliet. Men ingen agtede på indbydelsen. De, der var indbudt til festen, kom ikke. Tjenerne blev sendt ud en gang til for at sige: "Se, jeg har beredt mit festmåltid, mine okser og fedekvæget er slagtet, og alt er rede; kom nu til brylluppet." Således lød det budskab, der blev bragt til jødefolket efter Jesu korsfæstelse, men det folk, der hævdede, at det var Guds særegne folk, forkastede evangeliet, som blev bragt til dem i Helligåndens kraft. Mange gjorde det på den mest foragtelige måde. Andre blev så forbitrede over tilbudet om frelse, tilbudet om tilgivelse for at have forkastet Herlighedens Herre, at de angreb dem, der bragte budskabet. Der udbrød "en stor forfølgelse". Der var mange, af både mænd og kvinder som blev kastet i fængsel, og nogle af Herrens sendebud, som Stefanus og Jakob, blev dræbt.

»<KL 323/1> På denne måde beseglede jødefolket deres forkastelse af Guds nåde. Følgen af dette blev forudsagt af Jesus i lignelsen. Kongen sendte sine hære ud og slog disse mordere ihjel og satte ild på deres by. Dommen, der var blevet forkyndt, ramte jøderne, da Jerusalem blev ødelagt og folket adspredt.

»<KL 323/2> Den tredje indbydelse til festen fremstiller evangeliets forkyndelse for hedningerne. Kongen sagde: "Alt er rede til brylluppet, men de indbudte var ikke værdige til det. Gå derfor ud på vejkrydsene og indbyd alle, I træffer til brylluppet."

»<KL 323/3> Kongens tjenere, der gik ud på vejene, "samlede alle dem, de traf på, både onde og gode". Det var et blandet selskab. Nogle af dem havde ikke mere agtelse for den, der indbød til festen, end der var blevet udvist af dem, der afslog indbydelsen. De første, der var blevet indbudt, mente ikke, at de havde råd til at give afkald på nogen som helst jordisk fordel for at være til stede ved kongens festmåltid, og blandt dem, der tog imod indbydelsen, var der nogle, som kun tænkte på deres egen fordel. De kom for at nyde festens goder men nærede intet ønske om at ære kongen.

»<KL 324/1> Da kongen kom ind for at hilse på gæsterne, blev alles karakter åbenbaret, som den virkelig var Der var tilvejebragt en bryllupsklædning til hver eneste af gæsterne. Denne klædning var en gave fra kongen, og ved at bære den viste gæsterne deres agtelse for ham. Men der var én mand, som var iført sit almindelige tøj. Han havde nægtet at gøre de forberedelser som kongen ønskede. Han forsmåede at bære den klædning, som var skaffet til ham for en stor pris. På denne måde forhånede han sin herre. På kongens spørgsmål: "Hvordan er du kommet herind, min ven, uden at have bryllupsklædningen på?" kunne han ikke svare noget. Hans egen samvittighed fordømte ham. Så sagde kongen: "Bind fødder og hænder på ham og kast ham ud i mørket udenfor"

»<KL 324/2> Denne undersøgelse af gæsterne, som kongen foretog, fremstiller en retshandling. Gæsterne ved bryllupsfesten er dem, der bekender sig til at tjene Gud, dem, hvis navne er skrevet i Livets Bog. Men ikke alle, der bekender sig til at være kristne, er sande disciple. Før den endelige belønning bliver givet, må det afgøres, hvem der er skikket til at modtage de retfærdiges arvelod. Denne afgørelse må finde sted før Kristi andet komme i himmelens skyer for når han kommer, er hans løn med ham "for at gengælde enhver efter som hans gerning er". Det vil således være afgjort før hans komme, hvorledes ethvert menneskes gerning har været, og belønningen til hver eneste af Kristi efterfølgere vil være bestemt i overensstemmelse hermed.

»<KL 325/1> Det er medens menneskene endnu lever på jorden, at denne undersøgende retshandling finder sted i Himmelen. Det liv, enhver af Kristi efterfølgere har levet, fremlægges for Gud. Alles sag bliver undersøgt efter det, der står optegnet i Himmelens bøger og enhvers skæbne bliver beseglet for evigt i overensstemmelse med "hans gerning".

»<KL 325/2> Med bryllupsklædningen i lignelsen fremstilles den rene, pletfri karakter som Kristi sande efterfølgere vil være i besiddelse af. Der står at det er givet menigheden "at iføre sig" "en skinnende ren linnedklædning", "uden plet eller rynke eller andet sådant". Skriften siger at linnedklædningen "er de helliges retfærdige gerninger". Det er Kristi retfærdighed, hans egen pletfri karakter som ved tro tildeles alle, der tager imod ham som deres personlige frelser

»<KL 326/1> Uskyldighedens hvide klædning blev båret af vore første forældre, da Gud satte dem i den hellige Edens Have. De levede i fuldkommen overensstemmelse med Guds vilje. Alle deres evner og kræfter og al deres kærlighed viede de deres himmelske Fader Et smukt og behageligt lys, Guds lys, omgav det hellige par Denne lysets klædning var et billede på deres himmelske uskyldigheds åndelige klædning. Dersom de var blevet ved med at være tro mod Gud, ville dette lys altid have omgivet dem. Men da de syndede, afbrød de forbindelsen med Gud, og lyset, der havde omgivet dem, forsvandt. Nøgne og skamfulde prøvede de så at erstatte den himmelske klædning med figenblade, som de syede sammen og bandt om sig.

»<KL 326/2> Det er hvad de, der overtræder Guds lov, har gjort lige siden den dag, da Adam og Eva var ulydige. De har syet figenblade sammen for at skjule den nøgenhed, som synden har forårsaget. De har båret klæder som de selv har skaffet sig; med deres egne gerninger har de prøvet at dække over deres synder og gøre sig antagelige over for Gud.

»<KL 326/3> Men det kan de aldrig blive på den måde. Der er intet, som mennesket kan udtænke, der kan erstatte hans tabte uskyldigheds klædning. Ingen figenblads klædning, ingen almindelig klædedragt kan bæres af dem, som tager del i Lammets bryllupsfest sammen med Kristus og englene.

»<KL 327/1> Det er kun den dragt, som Kristus selv har skaffet, der kan gøre os skikkede til at træde frem for Gud. Denne dragt, Kristi egen retfærdigheds klædning, vil han iklæde enhver angrende troende. "Derfor råder jeg dig," siger han, "til hos mig at købe ... hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar"

»<KL 327/2> I denne klædning, der er vævet på Himmelens væv, findes der ikke én tråd af jordisk oprindelse. Da Kristus levede her på jorden, dannede han en fuldkommen karakter og denne karakter tilbyder han at give os. "Som en tilsølet klædning" er "al vor retfærd." Alt, hvad vi selv kan gøre, er besmittet af synden, men Guds Søn "åbenbaredes, for at han skulle bære synden; og der er ikke synd i ham". Om synden står der at den "er lovbrud", men Kristus var lydig mod alle lovens krav Han sagde om sig selv: "At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre." Da han var på jorden, sagde han til sine disciple: "Jeg har holdt min Faders bud." Med sin fuldkomne lydighed har han gjort det muligt for hvert eneste menneske at adlyde Guds lov Når vi overgiver os til Kristus, bliver vi ét med ham, vor vilje forenes med hans vilje, sindet bliver ét med hans sind, og tankerne tages til fange af ham: vi lever hans liv. Det er hvad det betyder at være iført hans retfærdigheds klædning. Når så Herren betragter os, ser han ikke figenbladsklædningen, ikke syndens nøgenhed og fejl, men sin egen retfærdigheds klædning, som er fuldkommen lydighed mod Guds lov.

»<KL 328/1> Gæsterne ved bryllupsfesten blev taget i øjesyn af kongen, og det var kun dem, der havde gjort, hvad han forlangte, og iført sig bryllupsklædningen, der fik lov at være med. Det samme gælder for evangeliets bryllupsfest. Alle må kunne bestå for den store konges forskende blik, og det er kun dem, der har iført sig Kristi retfærdigheds klædning, der vil kunne tage del.

»<KL 328/2> Retfærdighed betyder at handle ret, og alle vil blive dømt efter deres gerninger. Vor karakter åbenbares i, hvad vi gør. Vore gerninger viser om vor tro er oprigtig.

»<KL 328/3> Det er ikke tilstrækkeligt for os at tro, at Jesus ikke er en bedrager og at Bibelens religion ikke er kløgtigt opdigtede fabler Vi kan tro, at Jesu navn er det eneste navn under himmelen, hvorved vi kan blive frelst, og alligevel ikke antage ham i tro som vor personlige frelser Det er ikke tilstrækkeligt at tro på sandhedens teori. Det er ikke nok at bekende sig til at tro på Kristus og have sine navne indskrevet i menighedens bøger "Den, der holder hans bud, bliver i Gud, og Gud i ham; og deraf kender vi, at han bliver i os: af den Ånd, han har givet os." "Og deraf kan vi erkende, at vi kender ham, om vi holder hans bud." Dette er det ægte bevis på sand omvendelse. Hvad end vi bekender os til, betyder intet, medmindre vi viser i vore gerninger, at Kristus bor i os.

»<KL 329/1> Sandheden må indplantes i hjertet. Den kan lede sindet og styre vore tilbøjeligheder Karakteren må præges af Guds ord. Enhver tøddel og et hvert bogstav i skriften må komme til syne i dagliglivet.

»<KL 329/2> Den, der får del i guddommelig natur vil være i harmoni med den store målestok for al retfærdighed: Guds hellige lov. Det er med den, Gud måler alle menneskenes handlinger. Det vil være den, der skal prøve karakteren på dommens dag.

»<KL 329/3> Der er mange, der hævder at loven blev afskaffet, da Kristus døde, men ved at gøre det, modsiger de Kristi egne ord, da han sagde: "Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne. ... Før himmelen og jorden forgår skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå." Det var for at skaffe forsoning for menneskets overtrædelse af loven, at Kristus gav sit liv. Dersom loven kunne have været forandret eller tilsidesat, havde Kristus ikke behøvet at lide døden. Han ærede Guds lov i sit liv her på jorden, og ved sin død bekræftede han den. Han gav sit liv som et offer ikke for at afskaffe loven eller for at indføre en ringere målestok, men for at retfærdigheden kunne blive opretholdt, og for at vise, at loven er uforanderlig, og at den vil bestå i al evighed.

»<KL 329/4> Satan havde hævdet, at det var umuligt for mennesket at adlyde Guds bud, og det er sandt, at vi ikke kan adlyde dem i vort gen kraft. Men Kristus kom i menneskelig skikkelse, og med sin fuldkomne lydighed viste han, at alle Guds forskrifter kan adlydes, når det menneskelige og det guddommelige forenes.

»<KL 330/1> "Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn." Denne magt findes ikke hos mennesket, Det er Guds magt. Når en synder tager imod Kristus, modtager han kraft til at leve Kristi liv.

»<KL 330/2> Gud kræver fuldkommenhed af sine børn. Hans lov er et udtryk for hans egen karakter og den er målestokken for ethvert menneskes liv og levned. Dette stedsevarende mønster foreholdes alle, for at der ikke skal være nogen misforståelser med hensyn til, hvad slags mennesker Gud ønsker at have i sit rige. Kristi liv på jorden var en fuldkommen åbenbaring af Guds lov og når de, der bekender sig til at være Guds børn, bliver Kristus lig i karakter vil de være lydige mod Guds befalinger Så vil Herren kunne betro dem at være blandt den skare, der vil komme til at udgøre den himmelske familie. Idet de er klædt i Kristi retfærdigheds herlige klædning, vil de få en plads ved kongens bryllupsfest. De har ret til at være blandt den skare, der har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.

»<KL 330/3> Den mand, der kom til brylluppet uden at være iført en bryllupsklædning, fremstiller den til stand, som mange befinder sig i vore dage. De bekender sig til at være kristne og ønsker at modtage evangeliets velsignelser og forrettigheder men alligevel føler de ingen trang til at forandre karakteren. De har aldrig erfaret en virkelig anger over synden. De er ikke klar over at de behøver Kristus og troen på ham. De har ikke sejret over deres nedarvede og tillærte tilbøjeligheder til at øve ondt, og alligevel mener de, at de er gode nok, og de bygger på deres egne fortjenester i stedet for at stole på Kristus. De kommer til brylluppet som ordets hører, men de har ikke iført sig Kristi retfærdigheds klædning.

»<KL 331/1> Mange, der kalder sig kristne, er blot mennesker der lever et pænt og retskaffent liv. De har af slået den gave, som alene kunne hjælpe dem at ære Kristus ved at være vidner for ham over for verden. Helligåndens gerning er fremmed for dem. De er ikke ordets gørere. De himmelske principper der gør skel imellem dem, som er ét med Kristus, og dem, som er ét med verden, er næsten umulige at se. De, der bekender sig til at følge Kristus, er ikke længere et særskilt og ejendommeligt folk. Skellet er utydeligt. Guds folk giver efter for verden, for dens skikke, sædvaner og selviskhed. Menigheden har stillet sig på verdens side ved at overtræde loven, i stedet for at verden skulle have stillet sig på menighedens side i lydighed mod loven. Menigheden bliver dag for dag mere lig verden.

»<KL 331/2> Alle disse forventer at blive frelst formedelst Kristi død, på samme tid som de værger sig ved at leve et selvopofrende liv. De priser den frie nåde og forsøger at dække sig med et skin af retfærdighed, idet de håber at kunne skjule deres karaktermangler men deres anstrengelser vil ikke gavne dem på Herrens store dag.

»<KL 332/1> Kristi retfærdighed vil ikke dække over en eneste synd, der næres i hjertet. Et menneske kan være lovovertræder inderst inde, men dersom han ikke begår nogen synlig overtrædelse, bliver han måske betragtet som en retskaffen mand af verden. Men Guds lov skuer ind i hjertets hemmeligheder Enhver gerning bliver dømt efter det, der ligger til grund for den. Det er kun det, der er i overensstemmelse med Guds lovs principper som vil bestå i dommen.

»<KL 332/2> Gud er kærlighed. Han har vist os denne kærlighed ved at sende sin Søn til verden. Da han "gav sin Søn den enbårne, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv" tilbageholdt han intet for menneskene. Han gav hele Himmelen, hvorfra vi kan hente styrke og kraft, så vi ikke skal blive overvundet af vor store modstander. Men Guds kærlighed får ham ikke til at undskylde synden. Han undskyldte ikke Satans synd. Han undskyldte ikke Adams eller Kains synd, og han vil heller ikke undskylde synden hos nogen anden af menneskenes børn. Han vil ikke se igennem fingre med vore synder eller overse manglerne i vor karakter Han forventer at vi skal vinde sejr i hans navn.

»<KL 333/1> De, der forkaster Kristi retfærdigheds gave, forkaster de karakteregenskaber der vil gøre dem skikkede til at være Guds sønner og døtre. De forkaster det, der alene ville kunne gøre dem egnede til at få en plads ved bryllupsfesten.

»<KL 333/2> Da kongen i lignelsen spurgte: "Hvordan er du kommet herind, min ven, uden at have bryllupsklædning på?" kunne manden ikke sige noget, og det vil gå på samme måde på den store dommens dag. Menneskene kan finde undskyldninger nu for deres karaktermangler men på den dag vil de ikke kunne komme frem med nogen.

»<KL 333/3> De kirker der i vore dage bekender sig til at tro på Kristus, er begunstigede frem for alle andre. Herren er blevet åbenbaret tydeligere og klarere for os, eftersom tiden er gået. Vi har meget større forrettigheder end Guds folk i fordums dage. Vi har ikke alene det store lys, der blev betroet Israel, men vi har også det tydelige bevis på frelsen, som vi fik ved Jesu død på korset. Det, derfor jøderne kun var forbilleder og symboler er blevet en virkelighed for os. De havde Gamle Testamentes beretninger; det har vi også, men vi har tillige Nye Testamente. Vi har visheden om en frelser der er kommet, en frelser der er blevet korsfæstet, som er opstået, og som ved Josefs åbne grav har sagt: "Jeg er opstandelsen og livet." Guds rige er midt iblandt os, idet vi har kundskaben om Kristus og hans kærlighed. Kristus fremstilles for os i prædikener og åndelige sange. Det åndelige bord står dækket for os med rige gaver

»<KL 334/1> Den dyrebare bryllupsklædning, som har kostet så meget, tilbydes enhver frit og uforskyldt. Guds sendebud fremstiller for os Kristi retfærdighed, retfærdiggørelse ved tro, Guds ords uendelig store og dyrebare løfter fri adgang til Faderen gennem Jesus Kristus, Talsmanden Helligånden og den urokkelige forvisning om evigt liv i Guds rige.

»<KL 334/2> Hvad mere kunne Gud gøre for os, som han ikke har gjort i forberedelsen af den store nadver bryllupsfesten i Himmelen?

»<KL 334/3> De tjenende engle i Himmelen siger: Den gerning, som vi har fået at udføre, er fuldendt. Vi drev de onde engles hær tilbage. Vi lod klarhed og lys skinne ind i menneskenes hjerter og vakte mindet om Guds kærlighed, der kommer til syne i Jesus, til live. Vi henledte deres opmærksomhed på Jesu kors. Deres hjerter blev dybt rørt ved tanken om den synd, der havde korsfæstet Guds Søn. De blev overbevist. De forstod, hvad de skulle gøre for at blive omvendt; de følte evangeliets kraft; deres hjerter blev blødgjort, da de hørte om Guds ømme kærlighed. De så Jesu karakters skønhed. Men for manges vedkommende var det alt sammen forgæves. De ville ikke give slip på deres egne syndige vaner og dårlige karakter De ville ikke aflægge deres jordiske klædning for at blive iført den himmelske. Deres hjerter var optaget af begærlighed. De elskede verdsligt selskab mere, end de elskede deres Gud.

»<KL 335/1> Den endelige afgørelses dag vil blive alvorlig og højtidelig. Apostlen Johannes beskriver den i et profetisk syn: "Og jeg så en stor hvid trone og ham, som sad på den; for hans åsyn flyede jorden og himmelen, og der fandtes ikke nogen plads for dem. Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet; og endnu en bog blev åbnet: livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger."

»<KL 335/2> På den dag, da menneskene står ansigt til ansigt med evigheden, vil det være sørgeligt at se tilbage. Hele livet vil vise sig for dem, netop som det har været. Da vil verdens fornøjelser rigdom og ære ikke synes så vigtige. Menneskene vil da indse, at den retfærdighed, som de foragtede, er det eneste, der har værdi. De vil indse, at de har dannet deres karakter under Satans bedrageriske tillokkelser Den klædning, som de har valgt, er tegnet på deres troskab mod ham, som var den første, der vendte sig bort fra Gud. Da vil de se følgerne af deres valg. De vil forstå, hvad det vil sige at overtræde Guds bud.

»<KL 335/3> Der vil ikke i fremtiden blive en prøvetid til at berede sig for evigheden. Det er i dette liv at vi skal iføre os Kristi retfærdigheds klædning. Dette er vor eneste anledning til at danne vore karakterer så de er egnede til det hjem, som Kristus har beredt for dem, der adlyder hans bud.

»<KL 336/1> Vor prøvetid er snart forbi. Enden er nær Advarslen lyder til os: "Vogt jer at jeres hjerter ikke nogen sinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer så den dag kommer pludselig over jer" Vogt jer at ikke den skal finde jer uforberedt. Vogt jer at ikke I skal findes uden bryllupsklædning ved Kongesønnens bryllup.

»<KL 336/2> "Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer" "Salig er den, som våger og bevarer sine klæder så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans skam!"