|
»<KL 213/1> Når Kristus underviste, forbandt
han advarselen om kommende dom med indbydelsen til at søge nåde.
Han sagde: "Menneskesønnen er ikke kommet for at ødelægge
menneskeliv, men for at frelse dem." "Gud sendte ikke sin Søn til
verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham."
Forbindelsen mellem hans gerning som frelser og Guds retfærdighed
og dom illustreres i lignelsen om det ufrugtbare figentræ.
»<KL 213/2> Kristus havde gjort folket opmærksom på
Guds riges komme, og han havde irettesat dem strengt for deres uvidenhed
og ligegyldighed. Himmelens udseende, som viste dem, hvordan vejret ville
blive, var de hurtige til at tyde, men tidernes tegn, som så klart
og tydeligt pegede hen til hans gerning, lagde de ikke mærke til.
»<KL 213/3> Men menneskene var lige så rede dengang,
som de er nu, til at drage den slutning, at de selv er Himmelens begunstigede,
og at irettesættelsen gælder andre. Tilhørerne fortalte
Jesus om en begivenhed, der lige havde været årsag til stor
forfærdelse. Pontius Pilatus, der var landshøvding i Judæa,
havde vakt forargelse hos folket på grund af nogle af sine handlinger.
Der havde været en folkeopstand i Jerusalem, og Pilatus havde forsøgt
at nedkæmpe den med magt. Ved en vis lejlighed var hans soldater
endog trængt ind på templets enemærker og havde hugget
nogle galilæiske pilgrimme ned, netop som de var ved at dræbe
deres offerdyr Jøderne betragtede ulykker som en dom, der var fældet
over mennesker på grund af deres synd, og de, der fortalte om denne
voldshandling, gjorde det med en lønlig tilfredsstillelse. I deres
omdømme var deres eget held et bevis på, at de var meget bedre
og derfor nød større gunst hos Gud end disse galilæere.
De forventede at høre Jesus udtale nogle domfældende ord over
disse mænd, som de ikke tvivlede på i høj grad fortjente
deres straf.
»<KL 214/1> Jesu disciple turde ikke udtale deres mening, før
de havde hørt, hvad deres mester ville sige. Han havde givet dem
tydelig undervisning med hensyn til at fælde dom over andre menneskers
karakter og udmåle straf i overensstemmelse med deres begrænsede
dømmekraft, og alligevel ventede de, at Jesus ville fordømme
disse mænd som større syndere end andre. Men hvor blev de
overraskede over hans svar.
»<KL 214/2> Idet Frelseren vendte sig mod skaren, sagde han:
"Mener I, at disse galilæere var større syndere end alle de
andre galilæere, fordi det gik dem så ilde? Nej, siger jeg
jer; men hvis I ikke omvender jer skal I alle omkomme på samme vis."
Disse forfærdende ulykker blev tilladt for at lede dem til at ydmyge
sig og angre deres synder Det var ved at trække op til et hævnens
uvejr der snart ville bryde løs over alle, der ikke havde fundet
en tilflugt i Kristus.
»<KL 215/1> Da Jesus talte med disciplene og med skaren, så
han med profetisk blik fremad og så Jerusalem belejret af fjende
hære. Han hørte deres trampen, idet de marcherede fremad mod
Guds udvalgte by, og så tusinder og atter tusinder omkomme under
belejringen. Mange af jøderne blev ligesom disse galilæere
dræbt i tempelforgårdene, medens de var ved at bringe deres
ofre. De ulykker der havde ramt enkelte personer var advarsler fra Gud
til en nation, der var ligeså skyldig. "Hvis I ikke omvender jer
skal I alle omkomme på samme vis" sagde Jesus. Nådetiden ville
endnu vare en kort tid for dem. Der var endnu tid til, at de kunne lære
at kende det, der tjente til deres fred.
»<KL 215/2> "En mand" vedblev han "havde et figentræ,
som var plantet i hans vingård; og han kom og ledte efter frugt på
det, men han fandt ingen. Så sagde han til vingårdsmanden:
Se, i tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på det
figentræ uden at finde nogen; hug det om; hvorfor skal det tilmed
tage kraften af jorden?"
»<KL 215/3> Kristi tilhørere kunne ikke misforstå
meningen med hans ord. David havde sunget om Israel som vinstokken, der
var rykket op i Ægypten. Esajas havde skrevet: "Hærskarers
Herres vingård er Israels hus, og Judas mænd er hans yndlingsplantning."
Den generation, som Frelseren var kommet til, blev fremstillet ved figentræet
i Herrens vingård der hvor det var genstand for hans særlige
omsorg og velsignelse.
»<KL 216/1> Guds hensigt med sit folk og de strålende
muligheder de havde, var blevet beskrevet så smukt med ordene: "Man
kalder dem retfærdsege, Herrens plantning til hans ære." Inspireret
af Ånden havde den døende Jakob sagt følgende om sin
kæreste søn: "Et yppigt vintræ er Josef, et yppigt vintræ
ved kilden, ranker slynger sig over muren." Og han sagde: "Din faders Gud
kan hjælpe dig! Og Gud den Almægtige, han velsigne dig med
himmelens velsignelser oventil og dybets velsignelser nedentil." Således
havde Gud plantet Israel som en skøn vinstok ved livets kilder.
Han havde anlagt sin vingård på en frugtbar høj. "Han
grov den, rensed den for sten og plantede ædle ranker"
»<KL 216/2> "Men den bar vilde druer skønt han ventede
høst af ædle." Folket på Kristi tid gjorde mere for
at vise sig fromme end jøderne i tidligere tider men de var endnu
mere blottet for Guds Ånds nådegaver. Karakterens dyrebare
frugter der gjorde Josefs liv så vellugtende og smukt, fandtes ikke
i den jødiske nation.
»<KL 217/1> Gud havde gennem sin Søn søgt efter
frugt, men havde ingen fundet. Israel tog kraften af jorden. Selve dets
eksistens var en forbandelse; for det optog den plads i vingården,
som kunne bruges til et frugtbart træ. Det berøvede verden
de velsignelser som Gud havde til hensigt at give. Israelitterne havde
stillet Gud i et forkert lys over for nationerne. De var ikke blot unyttige,
men en afgjort hindring. Deres religion var for en stor del vildledende
og bragte ødelæggelse i stedet for frelse.
»<KL 217/2> Vingårdsmanden i lignelsen gør ingen
indvendinger mod kendelsen, at træet skulle hugges om, hvis det ikke
bar frugt, men han kender og forstår ejerens interesse i det ufrugtbare
træ, Der var intet, der kunne bringe ham større glæde
end det, at han så det vokse og bære frugt. Idet han er klar
over ejerens ønske, svarer han og siger: "Lad det stå endnu
dette år til jeg får gravet om det og givet det gødning;
måske vil det da bære frugt for fremtiden."
»<KL 217/3> Gartneren nægter ikke at tage sig af et træ,
der lover så dårligt. Han er parat til at gøre endnu
mere for det. Han vil gøre stedet, hvor det er plantet, så
godt som muligt og skænke det al sin opmærksomhed.
»<KL 217/4> Ejeren og vingårdsmanden har lige stor interesse
for figentræet. Således var det også med Faderen og Sønnen
i deres kærlighed til det udvalgte folk. Kristus sagde til sine tilhørere,
at der ville blive givet dem endnu flere anledninger. Ethvert middel, som
Guds kærlighed kunne udtænke, ville blive anvendt, for at de
kunne blive retfærds ege, der bærer frugt til velsignelse for
verden.
»<KL 218/1> I lignelsen fortæller Jesus ikke om resultatet
af gartnerens arbejde. Hans beretning sluttede forinden. Afslutningen var
afhængig af den generation, som hørte hans ord. Den alvorlige
advarsel blev givet til dem: "Hvis ikke, så kan du hugge det om."
Det kom an på dem, om de uigenkaldelige ord skulle udtales. Vredens
dag var nær. Gennem de ulykker der allerede havde ramt Israel, advarede
vingårdens ejer dem nådigt om tilintetgørelsen af det
ufrugtbare træ.
»<KL 218/2> Advarslen lyder ned gennem tiderne til os, der
lever i denne generation. Er du, du ligegyldige og sorgløse menneske,
et ufrugtbart træ i Herrens vingård? Vil dommen inden længe
blive udtalt over dig? Hvor længe har du taget imod hans gaver? Hvor
længe har han våget og ventet på at se dig gengælde
hans kærlighed? Hvilke forrettigheder har du ikke, du, som er plantet
i hans vingård under gartnerens årvågenhed og omsorg!
Hvor ofte har evangeliets kærlige budskab glædet dit hjerte!
Du har taget kristennavnet, du er udvortes et medlem af menigheden, som
er hans legeme, og alligevel føler du ikke nogen levende forbindelse
med hans kærlige hjerte. De levende strømme fra ham flyder
ikke gennem dig. Hans karakters skønne dyder "Åndens frugt",
ses ikke i dit liv.
»<KL 219/1> Det ufrugtbare træ får regn og solskin
og er genstand for gartnerens omhu. Det drager næring af jorden.
Men dets grene uden frugt forhindrer lyset i at nå jorden, så
at frugtbærende planter ikke kan trives i dets skygge. På samme
måde kan Guds gaver der gives dig i rigt mål, ikke være
til velsignelse for verden. Du er skyld i, at andre bliver berøvet
forrettigheder som de ellers ville få del i.
»<KL 219/2> Du forstår selv om det måske kun er
i ringe grad at du tager kraften af jorden. Men i sin store barmhjertighed
har Gud alligevel ikke hugget dig om. Han ser ikke køligt på
dig. Han vender sig ikke ligegyldigt bort fra dig eller overlader dig til
undergang. Idet han ser på dig, råber han, som han råbte
for mange århundreder siden vedrørende Israel: "Hvor kan jeg
ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare? ... Jeg fuldbyrder ikke min harmeglød,
gør ej Efraim til intet igen. Thi Gud er jeg, ikke et menneske."
Den medlidende frelser siger om dig: Lad det stå endnu dette år
til jeg får gravet om det og givet det gødning.
»<KL 219/3> Hvor tjente ikke Kristus Israel med utrættelig
kærlighed i den ekstra prøvetid, som de fik. På korset
bad han: "Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør." Efter
hans opstandelse blev evangeliet først forkyndt i Jerusalem. Der
blev Helligånden udgydt. Der åbenbarede den første kristne
menighed den opstandne frelsers magt. Der frembar Stefanus sit vidnesbyrd
"hans ansigt var for dem at se, som en engels ansigt" og gav sit liv. Alt,
hvad selve Himmelen kunne give, blev skænket. "Hvad mere var at gøre
ved vingården," sagde Kristus, "hvad lod jeg ugjort?" Hans omsorg
og gerning for dig er således ikke blevet mindre, men større.
Han siger tillige: "Jeg, Herren, jeg er dens vogter jeg vander den atter
og atter. For at ingen skal hjemsøge den, vogter jeg den nat og
dag."
»<KL 220/1> "Måske vil det da bære frugt for fremtiden;
men hvis ikke, så"
»<KL 220/2> Det hjerte, som ikke lader sig påvirke af
Guds Ånd, bliver så forhærdet, at det til sidst ikke
mere er modtageligt for Helligåndens indflydelse. Da er det, at de
ord bliver udtalt: "Hug det om; hvorfor skal det tilmed tage kraften af
jorden?"
»<KL 220/3> I dag lyder hans indbydelse: "Israel, vend om til
Herren din Gud. Jeg læger deres frafald, elsker dem frivilligt. Jeg
vil være Israel som dug, han skal blomstre som liljen, rod skal hans
lå som en poppel. Atter skal de bo i min skygge, korn skal de avle,
skyde som en vinstok med ry som Libanons vin. Du får din frugt fra
mig."
|