» <DSLF 97/2> Disciplene og deres ledsagere løber forfærdede bort; men de opdager snart, at Jesus ikke er hos dem, og vender sig om for at se efter ham. Han står endnu der hvor de forlod ham. Han som stillede stormen, og som før havde stået ansigt til ansigt med Satan og besejret ham, flygter ikke for de onde ånder. Når disse mænd med skærende tænder og frådende mund nærmer sig Jesus, opløfter han den hånd, som havde gjort tegn til bølgerne, så de skulle være stille, og mændene kan ikke komme ham nærmere. Rasende men hjælpeløse bliver de stående foran ham.

» <DSLF 98/1> Med myndighed byder han de urene ånder fare ud af dem. de ulykkelige mænd forstår, at her er en, som kan befri dem for de plagsomme ånder. De falder ned for Frelserens fødder for at bede ham om barmhjertighed; men idet de åbner deres læber, taler ånderne igennem dem og råber: "Jesus, du Guds søn! Hvad har vi med dig ar gøre? Er du kommet hid før tiden at pine os?" (Matt 8,29)

» <DSLF 99/1> De onde ånder tvinges til at give slip på deres offer, og en vidunderlig forandring foregår med de besatte. Lyset skinner ind i deres sind, og øjnene stråler af forstand; de ansigter, som så længe siden havde været forvrængede til Satans billede, bliver pludselig venlige; de blodplettede hænder er stille, og mængderne opløfter deres røst og priser Gud.

» <DSLF 99/2> Imidlertid er de djævle, der blev uddrevet af deres menneskelige beboelse, faret ind i svinene og har styrtet disse i ødelæggelse. Svinenes gerningsmænd haster af sted for at kundgøre, hvad der er sket, og hele befolkningen går ud for at møde Jesus. De to besatte har været alles skræk. Nu er disse mænd påklædte og i besiddelse af fuld forstand, og sidder ved Jesu fødder og hører hans ord og ophøjer hans navn, som har gjort dem raske. Men de, som har været vidne til denne underfulde begivenhed, glæder sig ikke. Tabet af svinene forekommer dem at være af større betydning end befrielsen af disse Satans fanger. Forfærdede flokkes de omkring Jesus og bønfalder ham om at drage bort. Han efterkommer deres ønske og tager øjeblikkelig med skibet over til den modsatte side.

» <DSLF 100/1> De helbredende besatte nærer andre følelser. De ønsker at være hos deres befrier. I hans nærhed føler de sig trygge mod djævlene, som har pint og plaget dem og ødelagt deres menneskeværd. Idet Jesus er ved at stige ned i båden, holder de sig tæt ved hans side, knæler for hans fødder og trygler om at måtte være i hans nærhed, hvor de kan høre hans ord; men Jesus byder dem at gå hjem og fortælle, hvor store ting Herren har gjort for dem.

» <DSLF 100/2> Her er et arbejde for dem at udføre: at gå til et hedensk hjem og fortælle om de velsignelser, Jesus har givet dem. Det falder dem hårdt at skulle skilles fra Frelseren. Store vanskeligheder vil møde dem i deres omgang med hedenske landsmænd. Deres lange udelukkelse fra samkvem med andre mennesker syndes at have gjort dem uskikkede til dette hverv; men så snart han viser dem deres pligt, står de rede til at adlyde.

» <DSLF 100/3> De fortæller ikke alene deres egen familie og naboer om Jesus; men de vandrer gennem Dekapolis og forkynder alle vegne hans magt til at frelse og beretter hvorledes han har uddrevet djævlene. Selv om folket i Geresenernes land ikke havde erfaret Jesus, overlod han dem dog ikke til det mørke, som de havde valgt. De havde endnu ikke hørt hans ord, da de bad ham drage bort. De var uvidende om, hvad det var, de forkastede. Derfor sendte han dem lyset til dem ved sådanne, som de ikke turde nægte at høre.

» <DSLF 100/4> Satans hensigt med svinenes ødelæggelse var at vende folket bort fra Frelseren og forhindre evangeliets forkyndelse på den egn. Men netop denne hændelse satte folket i bevægelse, mere end noget andet kunne have været gjort, og henledende deres opmærksomhed på Kristus. Selv om Frelseren selv rejste bort, så blev de mænd, han havde helbredt, tilbage som vidner om hans magt. De, som havde været redskaber i mørkets fyrste hånd, blev lysbærere, Guds søns sendebud. Da Jesus atter vendte tilbage til Dekapolis, samledes folket omkring ham, og i tre dage hørte tusinder af mennesker fra det omliggende land budskabet om frelse.

» <DSLF 100/5> De to besatte var de første missionærer, Jesus udsendte til at forkynde evangeliet på Dekapolis grænser. Det var kun en kort tid, disse mænd havde haft lejlighed til at høre hans ord; de havde aldrig hørt en eneste prædiken fra hans læber. De kunne ikke undervise folket således som disciplene, der daglig havde været sammen med Kristus; men de kunne fortælle, hvad de vidste, hvad de selv havde set og hørt og erfaret af Frelserens magt. Dette er, hvad enhver kan gøre, når hjertet er blevet berørt af Guds nåde. Dette er det vidnesbyrd, som vor Herre ønsker fremholdt, men som verden savner og af den grund går til fortabelse.

» <DSLF 101/1> Evangeliet skal ikke fremholdes som en død teori, men som en levende kraft, der kan forandre vort liv. Gud ønsker, at hans tjenere skal bære vidnesbyrd om den sandhed, at menneskerne ved hans nåde kan opnå at blive lig Kristus i karakter og glæde sig i forvisningen om hans store kærlighed. Han vil, at vi skal bære vidnesbyrd om den sandhed, at han ikke kan føle sig tilfreds, førend alle, som vil antage frelsen, er vundet tilbage og atter genindsat i deres hellige rettigheder som hans sønner og døtre.

» <DSLF 101/2> Selv dem, hvis vandel har mishaget ham mest, modtager han med glæde. Når de omvender sig, giver han dem sin ånd og sender dem hen i de ugudeliges lejr for der at forkynde hans miskundhed. Sjæle, som er sunket ned til at blive Satans redskaber, bliver endnu gennem Kristi magt forvandlede til retfærdighedens budbærere, der sendes ud for at fortælle, hvor store ting Herren har gjort for dem, og at han har vist barmhjertighed med dem.

» <DSLF 101/3> Efter at kvinden fra Kapernaum var blevet helbredt ved sin tro, ønskede Jesus, at hun skulle erkende modtagelsen af den velsignelse, hun havde fået. De gaver, som evangeliet medfører, må ikke modtages i det skjulte eller udnyttes i det skjulte. "I er mine vidner, siger Herren, at jeg er Gud." (Es 43,12)

» <DSLF 102/1> Vor bekendelse om hans troskab er det middel, som Gud har udvalgt til at åbenbare Kristus for verden. Det påhviler os at anerkende hans nåde, således som den er blevet kundgjort ved de hellige mænd førhen; men det som vil have den største virkning er vidnesbyrdet om vor egen erfaring. Vi er Guds vidner, når vi i os selv åbenbarer tilstedeværelsen af en guddommelig kraft. Ethvert menneske har et liv, som adskiller sig fra alle andres, og et liv, som er væsentlig forskellig fra deres. Gud ønsker, at vor pris skal opstige til ham, bærende på præget af vor egen personlighed. Når en sådan dyrebar tilkendegivelse, hans herlige nåde til lov, ledsages af en kristelig vandel, så har den en uimodsigelig magt, der virker sjælens frelse.

» <DSLF 102/2> Vi gavner os selv ved at bevare enhver Guds gave i frisk erindring. På den måde styrkes troen til at forvente og modtage stadig mere og mere. Der ligger en større opmuntring i den mindste velsignelse, vi selv modtager fra Gud, end alle de beretninger, vi kan læse om andres tro og gerninger. Den, som svarer Guds nåde, bliver ligesom en vandet have. Hans sundhed skal skride frem i hast, hans lys skal oprinde i mørket, og Herrens herlighed skal ses over ham.

» <DSLF 102/3> "Hvorledes skal jeg betale Herren alle hans velgerninger mod mig? Frelsens kalk vil jeg tage og påkalde Herrens navn. Jeg vil betale Herren mine løfter, og det for alt hans folks øjne." (Sl. 116,12-14) "Jeg vil lovsynge Herren, så længe jeg lever; jeg vil synge for min Gud, medens jeg endnu er til. Måtte min betragtning være ham til behag! Jeg vil glæde mig i Herren." (Sl. 104,33-34) "Hvem kan undsige Herrens vældige gerninger, forkynde al hans pris?" (Sl. 106,2) "Påkald hans navn, kundgøre blandt folkene hans store gerninger! Syng for ham, lovsyng ham" (Sl. 105,1-2) "Tal om alle hans underfulde gerninger. Ros jer af hans hellige navn; deres hjerte glæder sig, som søger Herren!" (Sl. 105,2-3) "Thi din miskundhed er bedre end livet; mine læber skal prise dig... Min sjæl skal mættes, som af det fede kraftige måltid, og min mund skal love dig med frydefulde læber. Når jeg kommer dig i hu på mit leje, vil jeg tænke på dig i nattevagterne. Thi du har været min hjælp, og under dine vingers skygge vil jeg synge med fryd." (Sl. 63,4-8) "Jeg forlader mig på Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulle et menneske gøre mig? Gud! Løfter til dig hviler på mig, med taksigelse vil jeg betale dig. Thi du friede min sjæl fra døden, ja, mine fødder fra fald, at jeg skal vandre for Guds ansigt i de levendes lys." (Sl. 56,12-14) "Du hellige i Israel! Mine læber skal juble, når jeg synger for dig; ja min sjæl, som du har genløst. Og min tunge skal tale den hele dag om din retfærdighed." "Du er min tillid fra min ungdom af... min lovsang er altid om dig." (Sl. 71,22-24) "Jeg vil lade dit navn ihukommes; derfor skal folkene love dig." (Sl. 45,18)

» <DSLF 104/1> Evangeliets indbydelse må ikke begrænses og kun fremholdes for sådanne, om hvem vi mener, at de vil gøre os ære, om de antager den. Budskabet skal forkyndes for alle. Når Gud velsigner sine børn, så er det ikke for deres egen skyld alene, men for verdens. Han giver os sine gaver, for at vi skal forøge dem ved at meddele til andre.

» <DSLF 104/2> Den samaritanske kvinde, som talte med Jesus ved jakobsbrønden, havde ikke fundet Frelseren, førend hun vandre hen til ham. Hun viste sig at være en mere virksom missions arbejder end hans egne disciple. Disciplene så intet i Samaria, som tydede på, at her var nogen lovende missionsmark. Deres tanker dvælede ved et stort værk, som skulle udføres i fremtiden; de så ikke, at der lige i deres nærhed var en høst, som skulle indsamles. Men denne kvinde, som de foragtede, blev et middel til, at en hel by fik Jesus at høre. Hun bragte ufortøvet lyset til sine landsmænd.

» <DSLF 104/3> Denne kvinde er en fremstilling af, hvad en virksom tro på Kristus vil udrette. Enhver sand discipel fødes i Guds rige som en missionsarbejder. Så snart han lærer Frelseren at kende, ønskede han at gøre andre bekendte med ham. Den frelsende, helliggørende sandhed kan ikke holdes indesluttet i hans eget hjerte. Den, som drikker af livets vand, bliver til en levende kilde. Modtageren bliver selv en giver. Kristi nåde i sjælen er ligesom en kilde i ørknen, der udvælger og vederkvæger alle og gør dem, som er ved at fortabes, begærlige efter at drikke af livets vand. I udførelsen af dette arbejde modtager vi en større velsignelse end ved at virke udelukkende for at gavne os selv. Det er ved at virke for udbredelsen af det glade budskab om frelse, at vi kommer Frelseren nær.

» <DSLF 105/1> Herren siger om den, som modtager hans nåde: "Og jeg vil gøre den og de steder, som er rundt omkring min høj, til en velsignelse; og jeg vil lade regnen falde i rette tid, det skal være velsignelsens regnstrømme." (Ez 34,26) "Men på den sidste og store højtidsdag stod Jesus frem og råbte og sagde: Om nogen tørster, han komme til mig og drikke. Den som tror på mig, af hans liv skal, som skriften siger, flyde levende vandstrømme. (Joh 7,37-38)

» <DSLF 105/2> De, som modtager, skal give til andre. Alle vegne fra kommer der opråb om hjælp. Gud indbyder os til at virke med glæde for vore medmennesker. Der er en uforkrænkelig krone at vinde; der er et himmelsk rige at opnå; en verden, som forgår på grund af uvidenhed skal oplyses. "Siger I ikke: Der er endnu fire måneder, så kommer høsten? Se, jeg siger jer: opløft jeres øjne, og se markerne; de er allerede hvide til høsten. Og den som høster, får løn, og samler frugt til et evigt liv." (Joh 4,35-36)

» <DSLF 106/1> I tre år havde disciplene været vidne til Jesu underfulde eksempel. Dag efter dag var de sammen med ham og talte med ham, hørte hans opmuntrende ord til de trættende og besværede og få beviser på hans magt til at hjælpe de syge og bedrøvede. Da tiden kom, hvor han skulle forlade dem, gav han dem nåde og magt til i hans navn af fortsætte hans værk. De skulle udbrede lyset om hans glade budskab op kærlighed og lægedom; og Frelseren gav dem det løfte, at han altid ville være med dem. Ved Helligånden ville han være endnu nærmere, end hvis han var synlig til stede iblandt dem.

» <DSLF 106/2> Det værk, som disciplene udførte, skal vi også udføre. Enhver kristen må være en missionsarbejder. I barmhjertighed og sympati skal vil virke for dem, som behøver hjælp, og med uegennyttig iver følge at lindre ulykkelige menneskers lidelser.

» <DSLF 106/3> Alle kan finde noget at gøre, ingen behøver at tænke, at der ikke er noget sted, hvor de kan virke for Kristus. Frelseren stiller sig selv i ethvert enkelt menneskes sted. Han blev et medlem af den jordiske familie, for at vi kunne blive medlemmer af den himmelske. Han er menneskernes søn og er derfor en broder af enhver Adams søn eller datter. Hans efterfølgere bør ikke tænke, at de intet har med den faldne verden at gøre; de udgør en del af den stor menneskefamilie, og i Guds øjne står de i søskendeforhold til syndere såvel som de hellige.

» <DSLF 106/4> Millioner og atter millioner af mennesker, som ligger i sygdom, uvidenhed og synd, har aldrig engang hørt tale om Kristi kærlighed til dem. Hvad ville vi ønske, at de skulle gøre for os, hvis vi var i deres sted og de i vort? Alt dette skal også vi gøre for dem, så langt vore evner rækker. Kristi livs regel, hvorefter vi enhver især må stå eller falde i dommen, er denne: "Alt hvad I vil, at andre skal gøre mod jer, det gør I også med dem." (Matt 7,12)

» <DSLF 107/1> Så meget som vi har fået af fortrin frem for andre det være sig i kundskaber og dannelse, i ædle karaktertræk, i kristelig udvikling eller religiøs erfaring så meget står vi i gæld til de mindre gunstigt stillede, og så langt det står i vor magt, må vi virke for at hjælpe dem. Er vi stærke, bør vi holde de svages hænder oppe.

» <DSLF 107/2> Herlighedens engle, som altid ser vor himmelske Faders ansigt, finder glæde i at tjene hans små. Englene er altid til stede, hvor der er størst behov for dem. De er til stede hos sådanne, som udkæmper de sværeste kampe med sig selv, og hvis omgivelser er af uheldigste art. På særlig måde tager de sig af de svage og frygtsomme, der besidder uheldige karaktertræk. Det, som den egenkærlige ville betragte som en ydmygende gerning for ham at beskæftige sig med at tjene de usle og elendige, dem, hvis karakter i enhver henseende lader meget tilbage at ønske, dette er det arbejde, som udføres af de rene, syndfrie væsner fra de himmelske sale deroppe.

» <DSLF 107/3> Jesus betragtede ikke himlen som noget attråværdigt sted, så længe vi var fortabte. Han forlod de himmelske boliger for at lide hån og foragt en smertende død. Han, som var rig på himmelske skatte, blev fattig, for at vi ved hans fattigdom kunne blive rige. Hans fodspor er det, vi skal gå i.

» <DSLF 107/4> Når nogen bliver et Guds barn, bør han for fremtiden betragte sig som et led i den kæde, som er fæstnet fra himlen ned til verdens redning, betragte sig som værende ét med Kristus i hans nådesplan og gå ud med ham for at søge og frelse det fortabte.

» <DSLF 107/5> Mange mener, at det ville være stort, om de kunne besøge de steder, hvor tilbragte sit liv på jorden, at gå, hvor han vandrede, at se den sø, hvor han så gerne lærte, og de høje og dale, som hans blik så ofte dvælede ved. Men de behøver ikke at gå til Nazarath, Kapernaum eller Bethania for at vandre i Jesu fodspor. Vi kan finde hans fodspor ved sygesengen, i den fattige rønne, på de tætbefolkede steder i de store byer og på ethvert sted, hvor der findes mennesker, som behøver befæstelse.

» <DSLF 108/1> Vi skal bespise de hungrige, klæde de nøgne og trøste de lidende og bedrøvede. Vi skal tage os af de fortvivlede og indgyde håb hos dem, som intet håb har. Kristi kærlighed, åbenbaret i uegennyttigt virke, vil kunne gøre mere til at omvende synderen, end sværd og domstole formår. Disse er nødvendige til skræk og advarsel for forbryderen; men den kærlige missionsarbejder kan opnå mere end dette. Det hjerte, som forhærdes ved irettesættelse, kan ofte blødgøres ved Kristi kærlighed.

» <DSLF 108/2> Missionsarbejderen kan ikke alene lindre legemlig lidelse, men kan også lede synderen hen til den Store Læge, som formår at rense sjælen fra syndens spedalskhed. Gennem sine tjenere ønsker Gud, at de syge, ulykkelige og de, som er besatte af onde ånder, skal høre hans røst. Gennem sine menneskelige redskaber ønsker han at være en trøst for sådanne som verden ikke kender.

» <DSLF 108/3> Frelseren har givet sit dyrebare liv for at oprette en menighed, der skal kunne hjælpe de lidende, de bedrøvede og de fristede. Her er en lille flok troende mennesker, som måske er fattige, ubekendte og blottede for uddannelse; men ved Kristi nåde kan de alligevel i hjemmet, i nabolaget, ja endog i fjerne lande udføre et arbejde, hvis følger vil blive lige så vidtrækkende som evigheden.

» <DSLF 108/4> Til Kristi efterfølgere i vor tid såvel som til de første disciple lyder disse ord: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og lær alle folk." "Gå bort i al verden og prædik evangelium for al skabningen." (Matt 28,18-19) Også os gælder løftet om hans nærværelse: "Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." (Matt 28,20)

» <DSLF 108/5> I vor tid samledes ingen nysgerrige skarer ud på de øde steder for at se og høre Kristus. Hans stemme høres ikke i de myldrende gader. Ingen råber fra vejende og forkynder, at Jesus af Nazarath får forbi. (Luk 18,37) Og dog er dette tilfældet endnu den dag i dag. Kristus går usynlig på vore gader. Med nådens budskab kommer han til vorte hjem. Han venter på at samarbejde med alle, som søger at virke i hans navn. Han er midt iblandt os for at helbrede og for at velsigne, hvis vi vil modtage ham.

» <DSLF 109/1> "Så siger Herren: På den behagelige tid bønhørte jeg dig, og på frelsens dag hjalp jeg dig; og jeg vil bevare dig og sætte dig en pagt med folket, for at oprejse landet, og udskifte de øde arvedele; for at sige til de bundne: Gå ud! til dem, som er i mørke: kom frem for lyset!"

» <DSLF 109/2> "Hvor dejlige på bjergene er dens fødder, som bærer glædeligt budskab, som forkynder fred, som bærer glædeligt budskab om godt, som forkynder frelse, og siger til Zion: Din Gud er konge!" (Es 49,8-9; 52,7) "Råb med fryd, syng med jubel til hobe, I ... øde steder! Thi Herren har trøstet sit folk ... Herren har blottet sin hellige arm for alle hedningernes øjne, og alle jordens ender skal se vor Guds frelse." (Es 52,9-10)