» <DSLF 512/2> De, som er beskæftigede i Mesterens tjeneste, trænger til en erfaring, som er langt højere, dybere og mere omfattende, end hvad mange endnu har tænkt at opnå. Mange, som allerede er medlemmer af Guds store familie, kender kun lidt til, hvad det vil sige at beskue hans herlighed og at blive forvandlet fra herlighed til herlighed. Mange har en dunkel forestilling om Kristi ypperlighed, og deres hjerter banker af glæde. De længes efter en fuldere og dybere forståelse af Frelserens kærlighed. Sådan bør nære enhver sjæls længsel efter Gud. Helligånden virker med dem, som vil lade sig lede sig danne, skikker den, som vil lade sig skikke. Søg den udvikling, som er en frugt af åndelig tænkning og helligt samfund med Gud. I har endnu blot set de første stråler af hans herligheds tidlige morgengry. Idet I går fremad for at tjene Herren, vil I erfare, at "de retfærdiges sti er som et skinnende lys, der bliver klarere og klarere indtil middag". (Ordsp 4,18)

» <DSLF 513/1> "Dette har jeg talt til jer," sagde Kristus, "på det min glæde kan blive i jer, og jeres glæde kan blive fuldkommen." (Joh 15,11) Kristus havde blikket fæstet på frugterne af sin mission. Under sit jordiske liv, så fuldt af møje og selvopofrelse, fandt han glæde ved tanken om, at al den møje ikke skulle være forgæves. Ved at give sit liv for menneskeslægtens liv ville han genoprette Guds billede i mennesket. Han ville løfte os op af støvet, omdanne karakteren efter sin egen karakter og forskønne den med sin egen herlighed.

» <DSLF 513/2> Kristus så det, for hvilket hans sjæl havde haft møje, og var tilfreds. Han beskuede den lange evighed og så langt deres lykke, som ved hans ydmygelse ville få syndernes forladelse og opnå evigt liv. Han blev såret for deres overtrædelser og knust for deres misgerninger; straffen blev lagt på ham, for at de skulle have fred, og de fik lægedom ved hans sår. Han hørte de forløstes fryderåb. Han hørte de genløste synge Mose og Lammets sang. Selvom han først måtte modtage bloddåben, selvom verdens synder skulle hvile tungt på hans uskyldige sjæl, selvom skyggen af en usigelig sorg hvilede over ham, så valgte han dog at tåle korset og skammen i stedet for at nyde den glæde, som han havde for sig.

» <DSLF 513/3> Denne glæde skal alle hans efterfølgere have del i. Hvor stort og herligt det tilkommende liv end vil blive, så vil dog ikke al vor belønning lade vente på sig indtil den sidste befrielse. Allerede her vil vi ved troen indgå til Frelserens glæde. Ligesom Moses skal vi holde fast ved den usynlige, som vi så ham.

» <DSLF 513/4> Nu befinder menigheden sig i striden; nu står vi overfor en mørk verden, der næsten er fuldstændig hengivet i afguderi. Men den dag kommer, da striden vil være udkæmpet og sejren vundet. Guds vilje må ske på jorden, som den sker i himlen. De frelste folkeslag vil ikke kende nogen anden lov end himlens. Alle vil udgøre en lykkelig, forenet familie, iført lovprisningens klædebon, Kristi retfærdigheds klædning. Hele naturen vil i sin uforlignelige ynde bringe Gud sin pris og sin hyldest. Verden vil bade sig i himlens lys. Månens lys vil blive som solens, og solens lys vil blive syv gange klarere, end det nu er. Årene vil svinde hen med glæde. Ved synet af alt det vil morgenstjerne synge til hobe, og Guds børn vil råbe af glæde, medens Gud og Kristus i forening forkynder: "Synden skal ikke være mere, ej heller døden skal være mere!"

» <DSLF 515/1> Disse fremstillinger af den tilkommende herlighed, som Guds hånd har afmalet, bør være dyrebare for hans børn. Stil dig på evighedens tærskel og hør den nådige velkomsthilsen, som bydes dem, der i dette liv har samarbejdet med Kristus og betragtet det som et privilegium og en ære at lide for hans skyld. Tillige kaster englene de deres kroner for Frelserens fødder og udråber: "Lammet, som er slagtet, er værdigt af få magt og rigdom, og visdom og styrke og pris og ære og velsignelse! ... han, som sidder på tronen, og lammet være velsignelse og pris og ære og kraft i al evighed!" (Åb 5,12-13)

» <DSLF 515/2> Der vil de forløste atter møde dem, som førte dem til den ophøjede Frelser. De forener sig i at prise ham, som døde, for at menneskerne kunne få det liv, der er lige så evigt som Guds liv. Striden er forbi; al trængsel og kamp er til ende. De genløste står omkring Guds trone, og sejrssange fylder himlen. Alle synger med i den frydefulde strofe. "Værdigt er lammet, som er slagtet," og har genløst os til Gud!

» <DSLF 515/3> Derefter så jeg, og se, en stor skare, hvilken ingen kunne tælle, af hedninger og stammer og folk og tungemål, som stod for tronen og for Lammet, iførte lange hvide klæder og palmegrene i deres hænder, og som råbte med høj røst og sagde: saliggørelsen tilhører vor Gud, ham, som sidder på tronen, og lammet!" (Åb 7,9-10)

» <DSLF 516/1> "Disse er de, som er kommet ud af den store trængsel, og har tvættet deres kjortler og har gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er di for Guds trone og kender ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal udbrede sit telt over dem. De skal ikke hungre mere, ej heller tørste mere, solen skal ej heller falde på dem, ej heller nogen hede. Thi Lammet, som er tronens midte, skal vogte dem og lede dem til levenes vandkilder; og Gud skal aftørre hver tåre af deres øjne." (Åb 7,14-17) "Og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det første er veget bort." (Åb 21,4)

» <DSLF 516/2> Det er nødvendigt for os altid at have disse usynlige ting for øje. Det er på den måde, vi bliver i stand til rettelig at vurdere det evige og det timelige. Det er dette, som vil give os kraft til ved indflydelse at lede andre til at søge det tilkommende liv.

» <DSLF 516/3> "Stig op til mig på bjerget," siger Gud til os. Inden Moses kunne være Guds redskab til at befri Israel, beskikkedes der ham 40 års samfund med Gud ude i de ensomme bjerge. Førend han bragte Herrens budskab til Farao, talte ham med englen i den brændende busk. Inden han som folkets repræsentant modtog Guds lov, blev han kaldt op på bjerget og så Guds herlighed. Inden han udførte dommen over afgudsdyrkerne, blev han skjult i klippens kløft, og Herren sagde: "Jeg vil ved navn udråbe: Herren! For dit ansigt." (2Mos 33,19) "Herren er en barmhjertig og nådig Gud, langmodig og af megen miskundhed og sandhed, ... som ikke skal holde den skyldige for uskyldig." (2Mos 34,6.7) Inden han ved sin død nedlagde sin byrde for Israel, kaldte Gud ham op på Pisgas top og lod ham se det forjættede lands herlighed.

» <DSLF 517/1> Førend disciplene drog ud på deres mission, blev de kaldt op på bjerget til Jesus. Forud for pinsedagens kraft og herlighed gik den natlige sammenkomst med Frelseren, mødet på bjerget i Galilæa, afskeden på Oliebjerget, englens forjættelse og de ti dages bøn og betragtning på salen i Jerusalem.

» <DSLF 517/2> Når Jesus forberedte sig til en eller anden stor prøvelse eller et vigtigt arbejde, trak han sig tilbage til de ensomme stæder i bjergene og tilbragte natten i bøn til sin Fader. En nat i bøn gik forud for apostlenes kaldelse, bjergprædikenen, forklarelsen på bjerget, domssalens og korsets kvaler med den påfølgende herlige opstandelse.

» <DSLF 517/3> Også vi må have visse tider bestemte til betragtning og bøn til modtagelse af åndelig vederkvægelse. Vi skatter ikke bønnens kraft og virkning, som vi burde. Bøn og tro vil udrette, hvad ingen magt på jorden formår. Det er sjældent, at vi to gange i enhver henseende befinder os i den samme stilling. Vi har stadig nye erfaringer og nye prøvelser at gennemgå, hvor tidligere erfaringer ikke vil være en tilstrækkelig vejledning. Vi må stadig have det lys, som kommer fra Gud.

» <DSLF 517/4> Kristus sender hele tiden budskaber til dem, som venter på at høre hans røst. I den tunge nat i Getsemane hørte de sovende disciple ikke Jesu stemme. De havde en dunkel fornemmelse af englenes nærværelse, men gik glip af den kraft og herlighed, som her blev åbenbaret. På grund af deres dorskhed og sløvhed blev de ikke delagtige i det vidnesbyrd, som ville have styrket deres sjæle for de frygtelige ting, som forestod. Således er det endnu i vor tid, at netop de, som mest trænger til guddommelig undervisning, ofte ikke får den, fordi de ikke bevarer samfund med Gud.

» <DSLF 517/5> De fristelser, som vi daglig er udsatte for, gør bøn til en nødvendighed. Farer findes overalt. De, som søger at redde hverandre fra last og ruin, er særlig udsatte for fristelse. Da de stadig kommer i berøring med det onde, behøvede at klynge sig til Gud for ikke selv at blive forførte. Korte og afgørende er de trin, som fører menneskerne nedad fra det høje og hellige til det lave. I et eneste øjeblik kan man fatte beslutninger, som besegler ens skæbne for bestandig. Overvindes man én gang, så er sjælen uden værn. en eneste dårlig vane, som ikke bestemt bekæmpes, vil styrkes og blive til en stållænke, der binder hele mennesket.

» <DSLF 518/1> Grunden til, at så mange overlades til sig selv under forhold, hvor de er udsatte for fristelse, er den, at de ikke altid fæster blikket på Herren. Når vi afbryder vort samkvem med Gud, så er vort værn veget fra os. Alle vore gode forsætter vil ikke sætte os i stand til at modstå det onde. Vi må være bønnens mænd og kvinder. Vore bønner må ikke være tilfældige og lunefulde, men alvorlige, standhaftige og udholdende. Det er ikke altid nødvendigt, at man bøjer sine knæ, når man beder. Væn jer til at tale med Frelseren, når I er alene, når I går, og når I har travlt med jeres daglige arbejde. Lad hjertet stadig være opløftet i stille bøn om hjælp og lys, om styrke og om kundskab. Lad ethvert åndedræt bære en bøn.

» <DSLF 519/1> Som de, der arbejder for Gud, må vi nå menneskerne, hvor de er, selv om de er omgivet af mørke, nedsunket i last og fordærvelse. Men når vi fæster vort sind ved ham, som er vor sol og vort skjold, så vil det onde omkring os ikke påføre os en eneste plet. Under vor virksomhed for at frelse sjæle, som er ved at fortabes, vil vi ikke komme til skamme, såfremt vi sætter vor lid til Gud. Kristus i hjertet, Kristus i livet dette er vor sikkerhed. Hans nærværelse vil fylde sjælen med afsky for alt, hvad der er ondt. Vor ånd kan være således forenet med ham, at vi bliver ét med ham i tanke og i forsæt.

» <DSLF 519/2> Det er ved tro og bøn, at Jakob forvandles fra et svagt og syndigt menneske til en Guds fyrste. Det er på denne måde, at vi kan blive mænd og kvinder, som har høje og hellige forsætter, som fører et ædelt liv, og som ikke af noget som helst hensyn vil afvige fra sandhed, ret og retfærdighed. Enhver har sine vigtige byrder og pligter; men jo vanskeligere vor stilling er, og jo tungere byrden trykker, desto mere behøver vi Jesus.

» <DSLF 519/3> Det er en stor fejltagelse, når man forsømmer den offentlige gudstjeneste. Den forret at kunne overvære Gudstjenesten må ikke betragtes som en sag af ringe betydning. De, som plejer de syge, kan ofte ikke benytte sig af disse privilegier; men de bør omhyggeligt se til, at de ikke uden nødvendighed bliver borte fra Guds hus.

» <DSLF 519/4> Når man skal hjælpe de syge, så gælder det i højere grad end i en blot og bar verdslig beskæftigelse, at held og fremgang afhænger af den hengivenhedens selvopofrelsens ånd, hvormed arbejdet bliver udført. De, som bærer ansvar, behøver at stille sig der, hvor Guds Ånde kan gøre et dybt indtryk på dem. De bør i så meget højere grad føle nødvendigheden af Helligåndens bistand og Guds kundskab, som deres stilling er mere ansvarsfuld end andres.

» <DSLF 520/1> I vor virksomhed er der intet, som vi behøver mere end de praktiske følger af samfund med Gud. Vi bør i vort daglige liv vise, at vi har fred og hvile i Frelseren. Hans fred i hjertet vil stråle ud af ansigtet; den vil give stemmen en overbevisende kraft; samfundet med Gud vil forædle karakteren og livet. Menneskerne vil kunne se på os ligesom på disciplene førhen, at vi har været hos Jesus. Dette vil meddele missionsarbejderen en kraft, som intet andet kan give, og dette kraft må han ikke lade vige fra sig.

» <DSLF 520/2> Vi har et dobbelt liv: et liv i tanke og handling, i stille bøn og ihærdig virken. Den ved samfund med Gud opnåede kraft, forenet med alvorlig stræben efter at udvikle sindet til betænksomhed og omhu, gør en egnet til udførelsen af de daglige pligter og vedligeholder den indre fred under alle forhold, hvor prøvede de end måtte være.

» <DSLF 521/1> Mange mener, at de har besværligheder, så må de henvende sig til en eller anden jordisk ven og fortælle ham om deres bekymringer og bede om hjælpe. I prøvede omstændigheder fyldes hjertet med vantro, og vejen syndes dem mørk. Og hele tiden står den evige, mægtige rådgiver ved deres side, indbydende dem til at sætte deres lid til ham. Jesus, som bærer alles byrder, siger: "Kom hid til mig, ... og jeg vil give jer hvile!" Skal vi vende os bort fra ham til svage mennesker, der er lige så afhængige af Gud , som vi selv er?

» <DSLF 521/2> I har måske en følelse af, at jeres karakter er mangelfuld og jeres evner små i forhold til værkets storhed. Men selv om I havde de største åndsevner, som mennesker nogen sinde har ejet, så ville det ikke være nok til jeres arbejde. "Uden mig kan I slet intet gøre," (Joh 15,5) siger vor Herre og Frelser. Frugten af alt, hvad vi gør, hviler i Guds hånd. Hold fast ved ham i stadig, urokkelig tillid, hvad der så end sker.

» <DSLF 521/3> Lad alt det kammeratskab, som i stifter, hvad enten det så gælder jeres forretning, jeres omgangs venner i ledige timer, eller det gælder en pagt for livstid, stiftes efter ydmyg, alvorlig bøn. I vil herved vise, at I ærer Gud, og Gud vil ære jer. Bed, når I er modfaldne. Når I ser forsagte, så luk munden fast til over for mennesker. Kast ikke en skygge over andres liv, men fremlæg det alt sammen for Jesus. Ræk jeres hænder opad efter hjælp; grib i jeres svaghed hans uendelige kraft. Bed om ydmyghed, visdom, mod og forøget tro, for at I må kunne se lys i Guds lys og fylde jer i hans kærlighed.

» <DSLF 522/1> Når vi er ydmyge og angrende, så står vi der, hvor Gud kan og vil åbenbare sig for os. Det behager ham meget, når vi fremholder tidligere modtaget nåde og velsignelse som en grund, hvorfor han skulle give os end nu større velsignelser. Han vil mere end opfylde deres forventninger, som forlader sig på ham. Den Herre Jesus ved netop, hvad hans børn behøver, hvor meget guddommelig kraft vi vil anvende til velsignelse for menneskerne, og han giver os alt det, som vi vil benytte til at velsigne andre og til at forædle vor egen sjæl.

» <DSLF 522/2> Vi må have mindre tillid til, hvad vi selv kan gøre, og mere tillid til, hvad vor Herre kan gøre for os og gennem os. Det er ikke jeres eget arbejde, I er beskæftigede med; I udfører Guds værk. Overlad jeres vilje og jeres planer til ham. Gør intet som helst forbehold og giv ikke i nogen ting efter for jeres eget jeg. Lær af erfaring at forstå, hvad det betyder at vore fri i Kristus.

» <DSLF 522/3> Blot at høre prædikener sabbat efter sabbat, at læse o bibelen igennem atter og atter eller at forklare den vers efter vers, vil ikke gavne hverken os eller dem, som hører os, medmindre vi bringer bibelens sandheder ind i vor personlige erfaring. Forstanden, viljen og tilbøjelighederne stilles under Guds ords herredømme. Da vil Guds befalinger ved Helligåndens værk blive livets grundsætninger.

» <DSLF 523/1> Når I beder Herren om hjælp, så vis Frelseren ære ved at tro, at I modtager hans velsignelser. Al magt og al visdom står til vor rådighed; vi behøver blot at bede derom.

» <DSLF 523/2> Vandre stadig i Guds lys. Tænk dag og nat på hans karakter. Da vil I se ham og glæde jer i hans godhed. Forståelsen af hans kærlighed vil bringe hjertet til at gløde. I vil blive opløftede, ligesom båret af de evige arme. I den kraft og det lys, som Gud giver, kan I forstå mere og udrette mere, end I nogen sinde tænkte jer muligheden af.

» <DSLF 523/3> Kristus siger: "Bliv i mig, da bliver også jeg i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden den bliver i træet, så kan I ikke hellere, uden I bliver I mig... den som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi uden mig kan I slet intet gøre. ... hvis I bliver i mig, og mine ord i jer, da bed om hvad som helst I vil, og det skal ske for jer. Deri forherliges min Fader, at I bærer megen frugt, og I skal være mine disciple.

» <DSLF 523/4> "Ligesom Faderens har elsket mig, således har jeg elsket jer; bliv i min kærlighed ... "I har ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer og fat jer, at I skal gå hen og bære frugt, og jeres frugt skal blive ved; at hvad som helst i bede Faderen i mit navn, skal han give jer." (Joh 15,4-16)

» <DSLF 524/1> "Se, jeg står for døren og banker; hvis nogen hører min røst og oplader døren, til ham vil jeg gå ind og holde nadver med ham, og han med mig, og han med mig." (Åb 3,20) "Den, som sejrer, ham vil jeg give at spise af den skjulte manna, og jeg vil give ham en hvid sten, og et nyt navn skrevet på stenen, hvilket ingen kender, uden den, som får det." (Åb 2,17) "Den, som sejrer," vil jeg give "morgenstjernen", (Åb 2,26-28) "og jeg vil skrive min Guds navn på ham og min Guds stads, ... og mit det nye navn." (Åb 3,12)

» <DSLF 524/2> Den, hvis tillid er til Gud, vil med Paulus kunne sige: Jeg formår alle ting i ham, som gør mig stærk." Hvilke forseelser og fejltrin vi end tidligere måtte have gjort, så kan vi med Guds hjælp hæve os op over dem. Med apostelen kan vi sige: "Et gør jeg: glemme, hvad der er bagved, og række efter det, som er foran, iler jeg mod målet, til det klenodie, som hører til Guds kald her ovenfra i Kristus Jesus." (Fil 3,13-14)