|
» <DSLF 505/1> Kristenlivet betyder
mere, end hvad mange antager. Det består ikke udelukkende i mildhed,
tålmodighed, sagtmodighed og venlighed. Disse er væsentlige
dyder; men der behøves også mod, kraft, energi og udholdenhed.
Den vej, som Kristus viste os, er selvfornægtelsens trange sti. For
at kunne betræde denne sti og trænge sig frem gennem vanskeligheder
og ubehageligheder må man være noget mere end en svækling.
» <DSLF 505/2> Der er brug for mænd, som besidder styrke,
mænd, som ikke venter, indtil vejen er jævnet og enhver hindring
fjernet, mænd, som vil opflamme ny iver hos slappe, modløse
arbejdere; mænd, hvis hjerter gløder af kristelig kærlighed,
og hvis hænder er stærke til at udføre deres Herres
gerning.
» <DSLF 505/3> Nogle af den, som er beskæftigede med
missionsarbejde, er svage og slappe, mangler energi og bliver let forsagte.
De mangler ihærdighed. De ejer ikke de bestemte karaktertræk,
som sætter en i stand til at udrette noget; de mangler den ånd
og energi, som vækker begejstring. De, som ønsker at gøre
fremgang, må have mod og håb. De bør udvikle, ikke alene
de passive, men også de aktive dyder. På samme tid som de må
kunne give et mildt svar, som dæmper vrede, må de også
eje heltens uforfærdethed til at modstå det onde. Sammen med
den kærlighed, som tåler alt, behøver de den karakterstyrke,
som vil gøre deres indflydelse til en afgjort kraft.
» <DSLF 506/1> Nogle har ingen karakterfasthed; deres planer
og forsætter har ingen bestemt form, intet bestemt indhold. De er
kun af ringe praktisk nytte i verden. Denne svaghed, ubestemthed og udygtighed
bør overvindes. I en sand kristelig karakter er der en ubetvingelighed,
som ikke lader sig påvirke eller kue af ugunstige forhold. Vi må
besidde moralsk styrke, en retskaffenhed, som ikke er modtagelig for smiger,
bestikkelse eller frygt.
» <DSLF 506/2> Gud ønsker, at vi skal benytte enhver
lejlighed til at gøre os skikkede til hans værk. Han venter,
at vi skal sætte alle vore kræfter ind på dets udførelse,
og at vi skal have dets hellighed og store ansvar for øje.
» <DSLF 506/3> Mange, som har betingelser for at kunne gøre
et udmærket arbejde, udretter kun lidt, fordi de forsøger
så lidt. tusinder af mennesker henlever deres liv, som om de ikke
havde nogen stor opgave at leve for, intet højt mål at nå.
En af grundene hertil er den, at de vurder sig selv så lavt. Kristus
har betalt en uhyre pris for os, og han ønsker, at vi skal vurdere
os selv på grundlag af den pris, han har betalt.
» <DSLF 506/4> Vær ikke tilfreds med at blive stående
på et lavt trin. vi er ikke alt, hvad vi kunne være, eller
hvad det er Guds vilje, at vi skulle være. Gud har givet os forstandsevner,
ikke for at de skulle ligge uvirksomme eller misbruges til jordiske og
intetsigende formål, men for at de skulle udvikles til det yderste,
forbedres, helliges, forædles og benyttes til at fremme hans riges
interesser.
» <DSLF 506/5> Ingen bør lade sig nøje med at
være blot en maskine, der drives af et andet menneske. Gud har givet
os evner til at tænke og handle, og det er ved at handle med forsigtighed
og forvente visdom fra ham, at man bliver i stand til at bære ansvar.
Brug den personlighed, som Gud har givet dig; vær ikke en andens
skygge. Tro, at Herren vil virke i dig, ved dig, ved dig og gennem dig.
» <DSLF 507/1> Vi bør aldrig tænke, at vi har
nok, og at vi nu kan formindske vore bestræbelser. Et menneskes måles
efter sin åndelige udvikling. Vor uddannelse bør fortsættes
hele livet igennem. Hver dag bør vi lære noget og gøre
en praktisk anvendelse af det, som vi har lært.
» <DSLF 507/2> Husk på, at i hvilken stilling du end
må være i, så åbenbarer du dine bevæggrunde
og udvikler karakteren i den ene eller den anden retning. Hvad dit arbejde
end består i, så udfør det med nøjagtighed og
flid; overvind tilbøjeligheden til at søge let arbejde.
» <DSLF 507/3> Den samme ånd og de samme grundsætninger,
som man åbenbarer i sit daglige arbejde, vil man åbenbare i
al sin vandel. De, som ønsker en bestemt mængde arbejde, en
bestemt løn, og som ønsker lige med én gang at passe
ind i arbejdet uden at gøre sig nogen ulejlighed for at lære,
er ikke dem, som Gud kalder til at virke i hans sag. De, som beskikker
sig på at gøre den mindst mulige brug af deres fysiske, åndelige
og moralske evner og kræfter, er ikke de arbejdere, på hvem
han kan lægge rige velsignelser. Deres eksempel virker smittende.
Egne interesser er det fremherskende hos dem. De, som man må se efter
med, og som kun arbejder, når enhver enkelt pligt påpeges for
dem, er ikke dem, til hvem Herren vil sige: Du gode og tro tjener. Der
behøves arbejdere, som udviser energi, retskaffenhed og flid, sådanne,
som er villige til at gøre hvad som helst, der er påkrævet.
» <DSLF 508/1> Mange bliver ikke til noget, fordi de uddrager
sig ansvar af frygt for, at det skulle mislykkes for dem. Derved opnår
de ikke den udvikling, som erfaring medfører, og som læsning
og studium og alle de fordele, som ellers kan opnås, ikke kan skaffe
dem.
» <DSLF 508/2> Vi kan danne omstændighederne, men vi
må ikke tillade disse at danne os. Vi bør gribe omstændigheder
som redskaber til at arbejde med. Vi skal herske over den, men må
ikke tillade dem at herske over os.
» <DSLF 508/3> De, som har kraft med sig i deres virksomhed,
er sådanne, som har mødt modstand, nederlag og skuffelser.
De hindringer som de møder, bidrager til at sætte deres evner
og kræfter i virksomhed og bliver således til afgjort velsignelse
for dem. De vinder selvtillid. Når man har kampe og kommer i forlegenhed,
så ledes man til at sætte sin lid til Gud og til at udvise
den fasthed, som gør en stærk.
» <DSLF 508/4> Kristus var aldrig kneben i sin virksomhed.
Han målte ikke sit arbejde med så og så mange timer.
Hans tid, hans hjerte, hans sjæl og styrke var viet til arbejdet
for at gavne menneskeheden. I løbet af dagen udførte han
sin anstrengende virksomhed, og lange nætter igennem lå han
bøjet i bøn til Gud om nåde og udholdenhed, for at
han kunne udfolde en større virksomhed. Med stærke råb
og tårer opsendte han sine bønner til himlen om, at hans menneskelige
natur måtte blive styrket, at han måtte blive sat i stand til
at møde alle den listige fjendes forførelser og fuldbyrde
sin mission men at højne menneskeheden. Til disse arbejdere siger
han: "Jeg har givet jer et eksempel, at ligesom jeg gjorde, skal også
I gøre." (Joh 13,15)
» <DSLF 509/1> "Kristi Kærlighed tvinger os," (2Kor 5,14)
sagde Paulus. Denne var den virkende grundsætning i hans vandel;
denne var hans drivkraft. Hvis hans nidkærhed på pligtens sti
nogen sinde slappedes et eneste øjeblik, så kunne et blik
på korset bringe ham til på ny at omgærde sit sinds lænder
og til at trænge fremad på selvfornægtelsens vej. I arbejdet
for sine brødre stolede han i høj grad på den evige
kærligheds blødgørende, tvingende kraft, således
som den kom til syne i Kristi offer.
» <DSLF 509/2> Hvor alvorlig og hvor rørende er ikke
hans henstilling: "I kender jo vor Herres Jesu Kristi nåde, at han
for jeres skyld blev fattig, der han var rig, på det I ved hans fattigdom
skulle blive rige." (2Kor 8,9) I kender den højhed, hvorfra han
nedlod sig, det ydmygelsens dyb, hvortil han steg ned. Han betrådte
opofrelsens sti og veg ikke af, førend han havde givet sit liv.
Imellem tronen i himlen og korset var der ingen hvile for ham. Hans kærlighed
til menneskerne ledte ham til at møde enhver forsmædelse og
lide enhver mishandling med glæde.
» <DSLF 509/3> Paulus formaner os: "Enhver se ikke på
sit, men enhver også på andres." (Fil 2,4) Han byder os have
det samme sindelag, "som også var i Kristus Jesus, hvilken, der han
var i Guds skikkelse, ikke holdt det for et rov at være Gud lig;
men han forringede sig selv, idet han tog en tjeners skikkelse på,
og blev mennesker lig; og da han var fundet i skikkelse som et menneske,
fornedrede han sig selv, så han blev lydig indtil døden, ja
korsets død." (Fil 3,5-8)
» <DSLF 509/4> Det var meget magtpåliggende for Paulus,
at Kristi ydmygelse måtte blive kendt og forstået. Han var
overbevist om, at hvis menneskerne kunne ledes til at betragte det vidunderlige
offer, som himlens majestæt havde bragt, så ville egenkærlighed
forsvinde fra deres hjerter. Apostelen dvæler ved punkt efter punkt,
for at vi i nogen grad må kunne fatte Frelserens underfulde nedladelse
for synderes skyld. Han henleder først opmærksomheden på
den stilling, som Kristus indehavde i himlen i Faderens skød. Dernæst
åbenbarer han ham som den, der lægger herlighed til side, frivillig
underkaster sig en tjeners ansvar og bliver lydig indtil døden,
og det endda den mest vanærende, uhyggelige og smertefulde død
døden på korset. Kan vi tænke på denne vidunderlige
åbenbarelse af Guds kærlighed uden at fyldes med taknemmelighed
og kærlighed og uden at få en dyb følelse af den sandhed,
at vi ikke er vore egne? Sådan en herre bør man ikke tjene
af ulyst eller af egennyttige grunde.
» <DSLF 510/1> I ved, siger Peter, at I ikke er forløste
"med forkrænkelige ting, sølv eller guld". (1Pet 1,18) O kunne
blot disse ting have givet menneskerne frelse, hvor let det da havde kunnet
lade sig gøre for ham, som siger: "Mig hører sølvet
til, mig hører guldet til"! (Hag 2,8) Men synderen kunne alene forløses
med Guds Søns dyrebare blod. De, som ikke forstår at skatte
det underfulde offer og derfor uddrager sig fra Kristi tjeneste, vil omkomme
i deres egenkærlighed.
» <DSLF 510/2> Kristi livsgerning, det store genløsningsværk,
som han var kommet for at udføre, var det største og vigtigste
i hans liv; alt andet var af underordnet betydning. Den samme hengivenhed,
den samme selvfornægtelse og opofrelse og den samme lydighed mod
Guds ords fordringer må vise sig hos hans disciple.
» <DSLF 510/3> Enhver, der tager imod Kristus som sin personlige
frelser, vil længes efter den forret at kunne tjene Gud. Når
han betænker, hvad Herren har gjort for ham, røres hans hjerte
af uendelig kærlighed og inderlig taknemmelighed. Han længes
med begærlighed efter at åbenbare sin taknemmelighed ved at
vie sine evner til Guds tjeneste. Han længes efter at vise sin kærlighed
til Kristus og til dem, som han har dyrt købt. Han attrår
møje, og besværlighed og opofrelse.
» <DSLF 510/4> Den sande Guds medarbejder vil gøre sit
bedste, fordi han derved kan forherlige sin Herre. Af agtelse for Guds
fordringer vil han gøre, hvad der er ret. Han vil stræbe efter
at bringe alle sine evner i anvendelse. Han vil udføre enhver pligt
som for Guds åsyn. Hans eneste tragten vil være, at Kristus
må modtage hyldest og fuldkommen tjeneste.
» <DSLF 511/1> Der gives et maleri, som fremstiller en okse,
der står imellem en plov og et alter, og bærer indskriften:
"Rede til begge dele" rede til at arbejde med at trække ploven eller
til at ofres på alteret. Dette er en fremstilling af det sande Guds
barn villig til at gå, hvor som helst pligten kalder, til at fornægte
sig selv og til at ofre sig i Frelserens tjeneste.
|