» <DSLF 477/2> Det er vor egen karakter og erfaring, som bestemmer vor indflydelse over andre. For at kunne overbevise andre om Kristi nådes magt, må vi kende dens magt i vort eget hjerte og liv. Det evangelium, som vi fremholder til sjæles frelse, må være det evangelium, ved hvilket vore egne sjæle er blevet frelste. Kun ved en levende tro på Kristus som en personlig Frelser er det muligt for os at gøre vor indflydelse gældende i en vantro verden. Hvis vi ønsker at redde syndere ude af den rivende strøm, så må vore egne fødder være grundfæstede på klippen, Jesus Kristus.

» <DSLF 478/1> Kristendommens emblem består ikke i et udvortes mærke eller i at bære et kors eller en krone, men i det, som åbenbarer foreningen mellem mennesket og Gud. Det er ved hans nådes kraft, som bevirker karakterens forvandling, at verden skal overbevises om, at han sendte sin Søn som dens genløser. Ingen anden indflydelse, der kan omgive menneskesjælen, har en sådan magt som indflydelsen af et uegennyttigt liv. Det kraftigste argument til forsvar for evangeliet er en kærlig og elskelig kristen.

» <DSLF 478/2> At leve et sådant liv og øve en sådan indflydelse koster selvopofrelse og selvfornægtelse ved hvert eneste skridt. Når mange så let bliver mismodige på deres vandring, så skyldes det, at de ikke forstår denne sag. Mange, som alvorligt vier deres liv til Guds tjeneste, fyldes med forundring og føler sig skuffede over at møde flere hindringer, prøvelser og besværligheder end nogen sinde før. De beder om at få en kristelig karakter, om at blive skikkede til Herrens værk, og så stilles de under forhold, der syndes at opvække alt det onde i deres natur. De opdager fejl, som de ikke engang havde nogen anelse om. Ligesom Israel forhen spørger de: "Hvis Gud leder, hvorfor kommer så alt dette over os?"

» <DSLF 478/3> Det er netop, fordi Gud leder, at alt dette møder dem. Prøvelser og genvordigheder er Herrens udvalgte læremidler og den betingelse, han har stillet for fremgang. Han, som læser menneskers hjerter, kender deres karakter bedre, end de selv gør. Han ser, at nogle har evner og muligheder, som, hvis de blev ledte på rette måde, kunne anvendes til hans værks fremme. I sit forsyns styrelse fører han disse mennesker ind i forskellige stillinger og vekslende omstændigheder, for at de kan opdage de mangler i deres karakter, som de ikke slev har vidst om. Han giver dem lejlighed til at rette på disse mangler og til at blive skikkede til hans tjeneste. Ofte tillader han trængslens ild at nå dem, for at de kan blive lutrede.

» <DSLF 479/1> Den kendsgerning, at vi kaldes til at udholde prøvelser, viser, at Herren Jesus ser noget dyrebart hos os, som han ønsker at udvikle. Hvis han ikke så noget i os, hvorved han kunne herliggøre sit navn, så ville han ikke spilde sin tid med at lutre os. Han kaster ikke værdiløs erts i sin smeltedigel; han renser det, som har værdi. Smeden lægger jernet og stålet i ilden for at prøve det. Herren tillader sine udvalgte at komme i trængslens ildovn for at prøve deres sindelag, prøve om de kan dygtiggøres til hans værk.

» <DSLF 479/2> Pottemageren tager leret og danner det efter sin vilje. Han ælter og bearbejder det; han adskiller det og trykker det sammen. Han hælder vand på det for derefter at tørre det; han lader det ligge en tid hen uden at røre ved det. Når det er fuldstændig bøjeligt, tager han fat på ny og danner et kar af det. Han giver det form, pudser og polerer det. Han tørrer det i solen og brænder det i ovnen. Således bliver det til at nyttigt kar. På samme måde ønsker den store Mester at skikke og danne os; og ligesom leret er i pottemagerens hånd, således skal vi også være i hans. Vi må ikke forsøge på at udføre pottemagerens hverv; vor del i arbejdet består i at overgive os til den store kunstner, at han kan danne os efter sin vilje.

» <DSLF 480/1> "I elendige! forundre jer ikke over den ildprøve, som I gennemgår, jer til forfølgelse, som om der hændtes jer noget underligt, men som I er delagtige i Kristi lidelser, så glæd jer, at I også ved hans herligheds åbenbarelse skal glæde og fryde jer." (1Pet 4,12-13)

» <DSLF 480/2> Når fuglen sidder i sit bur i det fulde dagslys og hører andre stemmer, så vil den ikke synge den sang, som dens Herre søger at lære den. Den lærer en enkelt hist og her, men aldrig en fuldstændig melodi. Men dens Herre tildækker buret og stiller det på et sted, hvor fuglen vil høre på den ene sang, den skal synge. I mørket forsøger den atter og atter at synge den sang, indtil den er lært, og så bryder den ud i fuld melodi. Da bringes fuglen frem, og siden efter kan den altid synge i lyset. Således handler Gud med sine børn. Han har en sang, som hans vil lære os, og når vi har lært den i trængslens mørke, så kan vi bagefter altid synge den.

» <DSLF 480/3> Der er mange, som er utilfredse med deres livsgerning. Måske deres omgivelser ikke er behagelige; deres tid er optaget med almindeligt arbejde, medens de tror sig skikkede til at bære større ansvar. Ofte forekommer det dem, som om deres anstrengelser ikke bliver påskønnede, eller at de er uden frugt; deres fremtid er uvis.

» <DSLF 480/4> Lad os huske på, at medens det arbejde, som vi skal udføre, måske ikke er det, vi selv ville have valgt, så må det betragtes som det, Gud har valgt for os. Hvad enten det er efter vor smag eller ikke, så må vi udføre de pligter, som ligger os nærmest. "Alt hvad din hånd formår at gøre med den kraft, gør det; thi der er hverken gerning eller tanke eller kundskab eller visdom i dødsriget, hvor du farer hen." (Præd 9,10)

» <DSLF 481/1> Hvis Herren ønsker, at vi skel bringe et budskab til Ninive så vil det ikke behage ham, som vi går til Joppe eller til Kapernaum. Han har sine grunde for at sende os til det sted, som vi er blevet ført til. Netop det sted er der måske nogen, som trænger til den hjælp, vi kan yde. Han, som sendte Fillip til den mægtige æthioper, Peter til den romerske høvedsmand og den lille israelitiske pige til hjælp for Naman, den syriske stridshøvedsmand, sender også i vore dage mænd, kvinder og de unge som sine repræsentanter til dem, der har guddommelig hjælp og vejledning behov.

» <DSLF 481/2> Vore planer er ikke altid Guds planer. Han ser måske, at det er bedst for os og for hans sag, om vore allerbedste forsætter ikke bliver gennemførte, ligesom tilfældet var med David. Men én ting kan vi være forvissede om: dem, som i oprigtighed giver sig selv og alt, hvad de har, til hans ære, vil han velsigne og benytte som redskaber til sin sags fremme. Hvis han ser, at det er bedste ikke at tilstå dem deres ønsker, så vil han opveje dette ved at give dem beviser på sin kærlighed og betro dem et andet arbejde.

» <DSLF 481/3> Han, som forstår os bedre, end vi forstår os selv, vil i sin kærlige omsorg og i sin interesse for os ofte nægte os tilladelse til egenkærligt at tilfredsstille vor egen ærgerrighed. Han tillader ikke, at vi forbigår de simple, men hellige pligter, som ligger os nærmest. Udførelsen af disse pligter giver os ofte netop den undervisning, som er en nødvendig forberedelse til et højere værk. Vore planer mislykkes ofte, for at Guds plan med os kan blive gennemført.

» <DSLF 481/4> Vi bliver aldrig opfordrede til at gøre nogen virkelig opofrelse for Gud. Der er mange ting, som han byder os at opgive for hans skyld; men når vi gør dette, så giver vi kun afkald på det, som hindrer os på vejen til himlen. Om vi end kaldtes til at give slip på det, som i og for sig er godt, så kan vi være overbeviste om, at Gud på denne måde vil skaffe os et eller andet endnu højere gode.

» <DSLF 482/1> I det tilkommende liv vil de gåder, som her har besværet og skuffet os blive, opklarede. Vi vil se, at vore tilsyneladende ubesvarede bønner og vore fejlslagne forhåbninger hører med til vore første velsignelser. Enhver pligt, hvor simpel den end er, må betragtes som hellig, fordi den udgør en del af Guds tjeneste. Vor daglige bøn bør være: "Herre, hjælp mig at gøre mit bedste. Lær mig at udføre bedre arbejde. Giv mig energi og frimodighed. Hjælp mig at bringe frelsens kærlige tjenstvillighed ind i mit arbejde!"

» <DSLF 482/2> Betragt Mose erfaring. Den uddannelse, han fik i Ægypten som kongens datters søn og som arving til tronen, var meget grundig. Intet blev forsømt, som kunne gøre ham til en vis mand, efter Ægyptens begreber om visdom. Han fik den højeste borgerlige og militære uddannelse. Han følte sig fuldt dygtig til at befri Israel fra trældom. Men Gud dømte anderledes. I sit forsyn gav han Moses 40/1> års opdragelse i ørknen som fårehyrde.

» <DSLF 482/3> Den uddannelse, som Moses havde fået i Ægypten, var ham til nytte i mange henseender; men den værdifulde forberedelse til sin livsgerning fik han som fårehyrde. Moses havde af naturen et heftigt sind. I Ægypten havde han været en dygtig hærfører, og som kongens og folkets yndling var han vant til ros og smiger. Han havde vundet folkets hengivenhed. Han håbede ved sin egen kraft at kunne befri Israel. Helt forskellig herfra var den lektie, ham måtte lære som Guds repræsentant. Idet han ledte sin hjort gennem de vilde bjergegne ned i dalens grønne græsgange, lærte han mildhed, tålmodighed og ydmyghed, lærte at glemme sig selv. Han lærte at tage sig af de svage, pleje de syge, sørge for de gamle og svage.

» <DSLF 483/1> Under dette arbejde blev Moses draget nærmere til den store fårenes Hyrde. Han blev nøje forenet med den Hellige i Israel. Han havde ikke længere nogen planer om at udrette nogen stort. Han søgte at udføre med troskab og for Guds åsyn det arbejde, som var ham betroet. Han erkendte Guds nærværelse i sine omgivelser. Hele naturen talte til ham om den Usynlige. Han kendte Gud som en personlig Gud, og idet han hengav sig til betragtninger over hans karakter, fik han en stadig fuldere forståelse af hans nærværelse. Han fandt tilflugt i de evige arme.

» <DSLF 483/2> Efter denne erfaring modtog Moses det kald fra Himlen, at han skulle ombytte sin hyrdestav med et scepter, at han skulle forlade sin fårehjord for at overtage stillingen som anfører for Israel. Da den guddommelige befaling kom til ham, havde han kun ringe tillid til sig selv, havde svært ved at tale og var frygtsom. Han var overvældet af følelsen af sin egen uduelighed som den, gennem hvem Gud skulle tale; men han modtog kaldet, idet han satte hele sin tillid til herren. Storheden af hans mission medførte, at alle hans bedste åndsevner fattes i virksomhed. Gud velsignede hans villige lydighed, og han blev veltalende, håbefuld, selvbehersket, skikket til udførelsen af den største opgave, som nogen sinde blev givet mennesker. Om ham er der skrevet: "Der opstod ikke en Profet ydmygere i Israel som Moses, hvem Herren kendte ansigt til ansigt." (5Mos 34,10)

» <DSLF 484/1> De, som syndes, at deres arbejde ikke bliver påskønnet, og som eftertragter en mere ansvarsfuld stilling, bør betænke, at "ophøjelse kommer ikke af øster eller vester, ej heller af ørknen; men Gud er den, som dømmer; han nedtrykker den ene, og ophøjer den anden." (Sl. 75,7-8) Ethvert menneske har sin plads i himlens evige plan. Hvorvidt vi fylder de plads eller ikke, beror på vor egen troskab i at samarbejde med Gud.

» <DSLF 484/2> Vi må vogte os for at nære selvmedynk. Giv aldrig den følelse rum, at du ikke bliver påskønnet, som du burde, at dine bestræbelser ikke skattes, eller at dit arbejde er for svært. Bevidstheden om, hvad Kristus har tålt for vor skyld, bør standse enhver utilfreds tanke. Vi bliver bedre behandlede, end vor Herren blev. "Du begærer dig store ting? Begær dem ikke!" (Jer 45,5) Herren har ingen plads i sit værk for dem, som tragter efter at vinde kronen end efter at bære korset. Han ønsker sådanne, som er mere ivrige efter at udføre deres pligt end efter at få deres belønning, sådanne, for hvem principper har større betydning end forfremmelse.

» <DSLF 485/1> De, som er ydmyge, og som udfører deres arbejde som for Gud, vil måske ikke vække så megen opmærksomhed som den, der er brammende og stor i sine egne øjne; men deres arbejde er af større betydning. De, som går frem med pralen, leder ofte opmærksomheden hen på sig selv, således at de stiller sig mellem folket og Gud, og deres arbejde bliver uden frugt. "Visdommens begyndelse er: Køb visdom, og for din ejendom køb forstand. Ophøj den, så skal den ophøje dig, når du tager den i favn, så skal den ære dig." (Ordsp 4,7-8)

» <DSLF 485/2> Mange lader en forkert handlemåde blive til en vane, fordi de ikke har bestemthed nok til at tage sig sammen og gøre en forandring. Men således behøver det ikke at være. De kan udvikle deres evner til at gøre det allerbedste arbejde, og så vil der altid være efterspørgsel efter dem. De vil blive skattede for alt, hvad de er værd. Hvis nogen er skikkede til en højere stilling, så vil Herren lægge overbevisningen herom ikke alene på dem selv, men på den, som har prøvet dem og kender dem, og som på forstandig måde kan tilskynde dem til at gå fremad. Til dem, som med troskab udfører deres beskikkede arbejde dag efter dag, vil Gud i sin egen belejlige tid sige: "Kom højere op!"

» <DSLF 485/3> Da hyrderne vogtede deres hjorder på Bethlehems marker fik de besøg af engle fra himlen. Således er det også i vor tid. Medens den, som i ydmyghed virker for Gud, udfører sit arbejde, vil Guds engle stå ved hans side, lytte til hans ord og lægge mærke til den måde, hvorpå han røgter sit hverv, for at se, om større ansvar kan lægges i hans hænder.

» <DSLF 486/1> Gud vurderer ikke menneskerne efter deres rigdom, deres uddannelse eller deres stilling. Han vurderer dem efter deres bevæggrundes renhed og deres karakters skønhed. Han ser efter, hvor meget af hans ånd de besidder, og hvor meget af hans billede deres liv åbenbarer. At være stor i Guds riger er at ligne et lille barn i ydmyghed, i ligefrem tro og uplettet kærlighed.

» <DSLF 486/2> "I ved," sagde Kristus, "at folkenes fyrster herefter over dem, og de store bruger myndighed over dem. Men således skal det ikke være iblandt jer; men den som skal være stor iblandt jer, han være jeres tjener." (Matt 20,25-26) Af alle de gaver, som Gud har skænket menneskerne, er samfundet med Kristus i hans lidelser den højeste ære og det største, som kan blive dem betroet. Enok, som blev optaget til himlen, og Elias, som opfór i ildvognen, var ikke større og blev ikke højere æret end Johannes døberen, der omkom i ensomhed i fængslet. "Jer er det forundt, for Kristi skyld ikke alene at tro på ham, men også at lede for hans skyld." (Fil 1,29)

» <DSLF 487/1> Der er mange, som ikke kan lægge bestemte planer for fremtiden. De har intet bestemt for i livet. De kan ikke se udfaldet af deres foretagender, og dette fylder dem ofte med ængstelse og uro. Lad os huske på, at Guds børns liv i denne verden er et pilegrimsliv. Vi har ikke den nødvendige visdom til at lægge planer for vort eget liv. Det er ikke vor opgave at bestemme vor fremtid. "Ved tro var Abraham lydig, der han blev kaldet, i at udgå til det sted, som han skulle tage til arv; og han gik ud, dog vidste han ikke, hvor han kom." (Hebr 11,8)

» <DSLF 487/2> Kristus lagde ingen planer for sit eget vedkommende, da han levede på jorden. Han antog de planer, som Gud lagde for ham, og dag efter dag udfoldede Faderen sine planer. Således bør også vi forlade os på Gud, for at vort liv blot må være virkeliggørelsen af hans viljes råd. Når vi overlader vore veje til ham, så vil han lede vore skridt.

» <DSLF 487/3> Alt for mange, som lægger planer for en glimrende fremtid, lider fuldstændigt nederlag. Lad Gud lægge planerne for dig. Stol som et lille barn på hans ledelse, som vil "bevare sine frommes fødder" (1Sam 2,9) Gud leder aldrig sine børn på anden måde end den, de selv ville vælge, hvis de kunne se enden fra begyndelsen og forstod det herlige forsæt, de som hans medarbejdere fuldbyrder.

» <DSLF 487/4> Da Kristus kaldte sine disciple, lovede han dem ingen glimrende udsigter i dette liv. Han gav dem intet løfte om vinding eller jordisk ære, ej heller gav han dem noget overslag over, hvad de skulle få. Til Matthæus, som sad i toldboden, sagde Frelseren: "Følg mig! og han forlod alle ting, og stod op og fulgte ham." (Luk 5,27-28) Matthæus ventede ikke med at tage fat, indtil han havde sikret sig en vis løn, der stod i forhold til den, han havde fået i sin forrige stilling. Uden betænkning og uden yderligere spørgsmål fulgte han Jesus. Det var nok for ham, at han var hos Frelseren, hvor han kunne høre hans ord og deltage med ham i hans arbejde.

» <DSLF 488/1> Således var det også med de disciple, som allerede var kaldte. Da Jesus bød Peter og hans selskabsbrødre om at følge med, forlod de øjeblikkelig deres både og deres fiskegarn. Nogle af disse disciple havde vaner, der var afhængige af dem for deres underhold; men da de hørte Frelserens indbydelse, betænkte de sig eller spurgte: "Hvorledes skal jeg kunne leve og underholde min familie?" De adlød kaldet, og da Jesus senere hen spurgte dem: "Der jeg udsendte jer uden pung og taske og sko, fattes jer noget?" så kunne de svare: "intet." (Luk 22,35)

» <DSLF 488/2> Frelseren kalder os nu til sit værk, ligesom han kaldte Matthæus og Johannes og Peter. Hvis vore hjerter er berørte af hans kærlighed, så vil spørgsmålet om løn ikke være det vigtigste for os. Vi vil fryde os over at kunne være Kristi medarbejdere og ikke frygte for at stole på hans omsorg. Hvis vi gør Gud til vor styrke, så vil vi have en klar forståelse af vor pligt og nære uegennyttige forsætter. Vort liv vil være ledet af et ædelt formål, som vil løfte os op over smålige bevæggrunde.

» <DSLF 488/3> Mange, som bekender sig til at være Kristi efterfølgere, er ængstelige og besværede, fordi de frygter for at overlade sig til Gud. De overgiver sig ikke helt til ham; de viger tilbage ved tanken om de følger, som er sådant skridt kunne medføre. Men de vil aldrig finde fred, medmindre de overlader sig til ham.

» <DSLF 489/1> Der er mange, som sukker under den bekymrings byrde, som deres tragten efter at efterligne verden påfører dem. De har valgt at tjene den, påtaget sig dens besværligheder og antaget dens skikke. På denne måde fordærves, og deres liv bliver dem en byrde. Denne stadige bekymring fortærer livskraften. Vor Herre ønsker, at de skal bortkaste dette trældomsåg. Han indbyder dem til at tage hans åg og sige: "Mit åg er gavnligt, og min byrde er let." (Matt 11,30) Bekymring er blind og kan ikke se ind i fremtiden; men Jesus ser enden fra begyndelsen, I enhver vanskelighed har han en udvej til at bringe lindring. "Intet godt nægter han dem, som vandrer i oprigtighed." (Sl. 84,12)

» <DSLF 489/2> Vor himmelske Fader kan sørge for os på utallige måder, som vi slet ikke kender. De, som fastholder denne ene grundsætning at sætte Guds tjeneste øverst, vil finde, at vanskeligheder forsvinder, og at der er banet vej for deres fødder. Trofast at udføre dages pligter er den bedste forberedelse til morgendagens prøver. Man bør ikke dvæle ved alle morgendagens mulige vanskeligheder og bekymringer og således forsøge øjeblikkelige byrder.

» <DSLF 489/3> "Hver dag har nok i sin plage." (Matt 6,34) Lad os være håbefulde og frimodige! Forsagthed i Guds tjeneste er syndig og urimelig. Han kender al vor trang. Med sin almagt forene kongernes konge, vor trofaste Gud, den ømme hyrdes mildhed og omsorg. Hans magt er ubegrænset og er plantet på, at han visselig opfylder sine løfter til alle dem, som forlader sig på ham. han formår at fjerne enhver vanskelighed og skaffe dem hjælp, som tjener ham og anerkender de midler, han benytter. Sand kærlighed er så meget højere end al anden kærlighed, som himlen er højere end jorden. Han våger over sine børn med kærlighed, som er evig og ubegrænset.

» <DSLF 490/1> Hav tro til Gud i de mørkeste dage, når udsigterne er mest fortvivlede. Han gennemfører sin egen vilje og gør alting vel for sit folk. De, som elsker og tjener ham, vil dag efter dag opnå fornyet styrke. Han er dygtig og villig til at give sine tjenere al den hjælp, de behøver. han vil meddele dem den visdom, som de trænger til i deres vekslende omstændigheder.

» <DSLF 490/2> Den prøvede apostel Paulus sagde: "Han sagde til mig: Min nåde er dig nok; thi min kraft fuldkommes i skrøbelighed. Derfor vil jeg helst rose mig af mine skrøbeligheder, at Kristi kraft kan bo i mig. Derfor er jeg veltilfreds i skrøbeligheder, i forhånelse, i nød, i forfølgelse, i angst for Kristi skyld; thi når jeg er skrøbelig, da er jeg mægtig." (2Kor 12,9-10)