|
» <DSLF 466/1> Hele bibelen er
en åbenbarelse af Guds herlighed i Kristus. Når den modtages,
tros og adlydes, bliver den et mægtigt middel til at forvandle karakteren.
Den er en herlige spore den tvingende magt, som vækker de legemlige
og åndelige evner og kræfter og fører livet ind på
rigtige veje.
» <DSLF 466/2> Grunden til, at de unge og endog de ældre
så let føres ind i fristelse og synd, er, at de ikke læser
Guds ord og grunder på det, som de burde. Den mangel på en
fast, bestemt viljekraft, som viser sig i liv og karakter, skyldes at de
har forsømt Guds ords hellige undervisning. De gør sig ikke
alvorlig anstrengelse for at dvæle ved det, som ville kunne opflamme
rene og hellige tanker og holde sindet borte fra det, som er urent og usandt.
Der er kun få, der som Maria vælger den gode del og sidder
ved Jesu fødder for at lære af den guddommelige Mester. Der
er kun få, som gemmer hans ord i deres hjerter og efterlever det
i deres vandel.
» <DSLF 466/3> Når de bibelske sandheder modtages, vil
de opløfte sindet og sjælen, Hvis Guds ord blev skattet, som
det burde, så ville både unge og gamle være i besiddelse
af en indre retskaffenhed og principfasthed, som ville sætte dem
i stand til at modstå fristelse.
» <DSLF 467/1> Lad der blive talt og skrevet om de dyrebare
ting i bibelen. Lad enhver vi sine tanker, sine anlæg, sin skarpeste
åndsevner til studiet af Guds tanker. Studer ikke menneskelige gisninger,
men han, som er sandheden. Ingen anden læsning har så stor
værdi som denne.
» <DSLF 467/2> Den jordisksindede finder ingen glæde
ved at granske Guds ord; men for den, hvis sind er fornyet ved Helligånden,
finder guddommelig skønhed og himmelsk lys fra det hellige ord.
Det, som for den jordisksindede er en øde ørken, bliver for
den åndelige et land med levende strømme.
» <DSLF 468/1> Kundskaben om Gud, som den er åbenbaret
i hans ord, er den kundskab, vore børn bør opnå. Fra
forståelsens første frembrud hos børnene bør
man begynde at fortælle dem om Jesu navn og Jesu liv, fortælle
dem, at Gud er deres Fader. Deres første undervisning bør
gå ud på at lære dem villig lydighed. Lad Guds ord blive
læst og gentaget for dem i ærefrygt og ømhed og på
en måde, som er afpasset efter deres fatteevne, og som vil vække
deres interesse. Lad dem frem for alt bliver underviste om Guds kærlighed,
som den der åbenbaret i Kristus, og som den store lærdom, som
den indeholder: "Har Gud således elsket os, da er vi også skyldige
at elske hverandre." (1Joh 4,11)
» <DSLF 468/2> De unge bør tage Guds ord til føde
for sjæl og sind. Lad Kristi kors være det store hovedemne
i al uddannelse, midtpunktet for al undervisning og al granskning. Lad
det blive indflettet i det daglige liv, så vil frelseren være
de unge en daglig ven og medarbejder. Enhver tanke vil blive taget til
fange under Kristi lydighed. Med apostelen Paulus vil de kunne sige: "Det
er langt fra mig at rose mig, uden af vor Herres Jesu Kristi kors, for
hvem verden er mig korsfæstet, og jeg verden." (Gal 6,14)
» <DSLF 468/3> Således kommer de ved troen til at kende
Gud igennem en kundskab, som grunder sig på erfaring. De har selv
haft beviser på hans ords virkelighed og hans forjættelses
sandhed. De har smagt og ved, at Herren er god. Den elskede Johannes besad
en kundskab, som han havde vundet ved egen erfaring. Han kunne vidne:
» <DSLF 469/1> "Det, som var fra begyndelsen, det, vi har hørt,
det, vi har set med vore øjne, det vi har beskuet og vore hænder
følt på, nemlig om det livets ord; (thi livet er åbenbaret,
og vi har set og vidner og forkynder jer livet, det evige, hvilket var
hos Faderen og blev åbenbaret for os;) hvad vi har set og hørt,
forkynder vi jer, at også I skal have samfund med os; men vort samfund
er med Faderen og med hans Søn Jesus Kristus." (1Joh 1,1-3)
» <DSLF 469/2> Således vil enhver, grundet på egen
erfaring, kunne stadfæste, at Gud er sanddru". (Joh 3,33) Han kan
vidne om det, som han selv har set og hørt og følt af Kristi
kraft. Han kan sige:
» <DSLF 469/3> "Jeg behøvede hjælp, og jeg fandt
den i Jesus. Ethvert tarv blev fyldt, og min sjælehunger blev stillet.
Bibelen er for mig en åbenbaring om Kristus. Jeg tror på Jesus,
fordi han er mig en guddommelig Frelser. Jeg tror på bibelen, fordi
jeg har fundet den at være Guds stemme, som taler til min sjæl."
» <DSLF 469/4> Den, som gennem sin egen personlige erfaring
har fået kundskab om Gud og hans ord, har den nødvendige forberedelse
til at kunne give sig af med at studere naturvidenskab. Der er skrevet
om Kristus: I ham "var livet, og livet var menneskernes lys". (Joh 1,4)
Førend synden kom ind, var Adam og Eva i edens have omgivet af et
klart herligt lys. Dette Guds lys oplyste alt, som de kom i nærheden
af. Der var intet, som kunne fordunkle deres opfattelse af Guds karakter
eller værk. Men da de gav efter for fristeren, veg lyset bort fra
dem; og idet de tabte dette hellighedens klædebon, tabte de også
det lys, som havde oplyst naturen, De kunne ikke længere tyde på
rette måde; de kunne ikke se Guds karakter i hans gerninger. Således
kan heller ikke menneskerne nu af sig selv få den rette forståelse
af naturens undervisning. Hvis de ikke ledes af guddommelig visdom, vil
de ophøje naturen og naturlovene over naturens Gud. Dette er grunden
til, at blotte menneskemeninger om videnskaben så ofte strider imod
Guds ords lære. Men for dem, som modtager livets lys fra Kristus,
vil naturen atter blive oplyst. I de stråler fra korset, kan vi tyde
naturens undervisning på rette måde.
» <DSLF 470/1> Den, som ved sin personlige erfaring har fået
kundskab om Gud og hans ord, har en fast tro på den hellige skrifts
guddommelighed. Han har beviser på, at Guds ord er sandhed, og han
ved, at sandheden aldrig kan modsige sig selv. Han prøver ikke bibelen
men menneskers anskuelser om videnskab; han prøver disse anskuelser
med den ufejlbarlige målestok. Han ved, at der i sand videnskab ikke
kan være nogen, som strider imod Guds ords lære; Han ved, at
eftersom de begge har ét og samme ophav, så vil også
en rigtig forståelse af dem begge vise, at de stemmer overens. Alt,
hvad der i den såkaldte videnskabelige undervisning strider mod Guds
ords vidnesbyrd, er ene og alene menneskelige gerninger.
» <DSLF 470/2> For en sådan gransker vil videnskabelig
forskning åbenbare uendelige felter for tænkning og oplysning.
Idet han beskuer naturen, opdager han nye sandheder. Naturens bog og et
skrevne ord kaster lys over hinnanden. Begge giver ham bedre kendskab til
gud ved at lære ham og undervise ham om hans karakter og om de love,
gennem hvilke han virker.
» <DSLF 470/3> Salmistens erfaring er den samme som den, alle
kan få ved at få Guds ord, således som han giver det
gennem åbenbaringen. Han siger: "Herre! du har glædet mig ved
dit værk; jeg vil synge med fryd om dine hænders gerninger."
(Sl. 92,5) "Herre! din miskundhed er i himlene; din sandhed når til
skyerne. Din retfærd er som Guds bjerge, dine domme som det store
dyb; ..."
» <DSLF 471/1> Gud! Hvor dyrebar er din miskundhed. Menneskenes
børn søger ly i dine vingers skygge ... Af dine glædes
strøm giver du dem at drikke. Thi hos dig er livets kilde, i dit
lys ser vi lys." (Sl. 36,6-10) "Salige er de fuldkomne i vandel, de, som
vandrer i Herrens lov. Salige er de, som bevarer hans vidnesbyrd, de, som
søger ham af ganske hjerte." "Hvormed skal en ung holde sin sti
ren? Derved at han holder sig efter dit ord." "Jeg udvalgte trofasthedens
vej; jeg satte dine domme for mig." (Sl. 119,1-2.9.30) "Jeg gemte dit ord
i mit hjerte, på det jeg ikke skulle synde imod dig." (Sl. 119,11)
"Og lad mig vandre i det frie; thi jeg har søgt dine befalinger."
(Sl. 119,45) "Åbne mine øjne, at jeg må se de underfulde
ting i din lov." "Jeg finder min lyst i dine vidnesbyrd, De er mit råds
mænd." "Din munds lov er mig bedre end tusinde stykker guld og sølv."
"Hvor kær har jeg din lov! Den er min tanke hele dagen." "Dine vidnesbyrd
er underfulde; derfor bevarer min sjæl dem." (Sl. 119,18.24. 72.97.129)
"Dine bud har været mine sange i min udlændigheds hus." "Dit
ord er såre lutret, og din tjener og din tjener elsker det." Summen
af dit ord er sandhed, og evig er al din retfærdigheds dom."
» <DSLF 472/1> "Måtte min sjæl dog leve og love
dig, og dine domme hjælpe mig!" (Sl. 119,54.140.160.175) "Der er
stor fred for dem, som elsker din lov, og der er ikke anstød for
dem." "Jeg ventede på den frelse, Herre! Og jeg udførte dine
bud. Min sjæl holdt dine vidnesbyrd, og jeg elskede dem såre."
(Sl. 119,165-167) "Dine ords åbenbaring spreder lys, og gør
de enfoldige forstandige." (Sl. 119,130) "Dine bud gør mig visere
end mine fjender; thi de er for mig evindelig. Jeg blev klogere end alle
mine lærere; thi dine vidnesbyrd er min tanke. Jeg er blevet forstandigere
end de gamle; thi jeg har bevaret dine befalinger." "Derfor hader jeg al
løgnens sti." "Jeg fik dine vidnesbyrd til arv evindelig; thi de
er mit hjertes glæde." (Sl. 119,98-100.104.111)
» <DSLF 472/2> Det er vor forret at se stadig højere
åbenbarelser af Guds karakter. Da Moses bad: "Kære, lad mig
se din herlighed!" (2Mos 33,19) irettesatte herren ham ikke, men opfyldte
hans begæring. Gud sagde til sin tjener: "Jeg vil lade al min godhed
gå dig forbi dit åsyn, og jeg vil udråbe Herrens navn
for dit åsyn." (2Mos 33,19)
» <DSLF 472/3> Det er synden, som formørker vort sind
og fordunkler vor opfattelse. Når hjertet renses fra synd, så
vil lyset fra kundskaben om Guds herlighed i Jesus, som oplyser hans ord
og stråler ud af naturens bog, mere og mere fuldkomment fortælle,
at "Herren er barmhjertig og nådig Gud, langmodig og af megen miskundhed
og sandhed" (2Mos 34,6) I hans lys skal vi se lys, indtil hjerte, sjæl
og sind bliver forvandlede efter hans helligheds billede."
» <DSLF 473/1> For dem, der således griber fat på
de guddommelige løfter i Herrens ord, gives der vidunderlige muligheder.
Foran dem ligger vidtstrakte sandhedsfelter, uhyre kilder til kraft. Herlige
ting vil blive åbenbarede. Forrettigheder og pligter, som de end
ikke aner findes i bibelen, vil blive åbenbarede. Alle, som vandrer
på ydmyghedens og lydighedens sti og opfylder hans hensigt, vil få
en stadig større kundskab om Guds ord.
» <DSLF 473/2> Lad den, som læser, gøre bibelen
til sin vejleder og være principfast, så kan han nå op
til de største højder. Al menneskelig filosofi har ført
til forvirring og skam når Gud ikke er blevet anerkendt som den der
er alt i alle. Men den dyrebare, af Gud inspirerede tro giver en stærk
og ædel karakter. Når man dvæler ved hans godhed, miskundhed
og kærlighed, så vil ens forståelse af sandheden blive
klarere og klarere, og længslen efter et rent hjerte og klare tanker
vil blive stærkere og stærkere. Den sjæl, som nærer
rene, hellige tanker, forvandles ved det samkvem med Gud, som granskningen
af hans ord medfører. Sandheden er så vidtrækkende,
så dyb og så bred, at man taber sig selv af syne; hjertet blødgøres,
og ydmyghed, mildhed og kærlighed bliver det herskende.
» <DSLF 474/1> Også de naturlige evner forøges
ved hellig lydighed. Granskningen af livets ord vil styrke, højne
og forædle sindet. Hvis vedkommende ligesom Daniel er Guds ords hørere
og gørere, så kan de gøre den samme fremgang, som han
gjorde i alle kundskabsgrene. Da de ejer sjælelig renhed, vil de
også få sjælelig styrke. Enhver åndsevne vil blive
skænket. De kan opnå en sådan udvikling og uddannelse,
at alle, som kommer under deres indflydelse, vil se, hvad en person kan
blive, og hvad han kan udrette, når han har samfund med visdommens
og kraftens Gud.
» <DSLF 474/2> Vor livsgerning her er en forberedelse for det
evige liv. Den uddannelse, som begynder her, vil ikke blive fuldendt i
denne verden; den vil blive fortsat gennem alle evigheder altid skride
fremad, men aldrig fuldendes. I stadig fuldere og fuldere mål vil
Guds visdom og kærlighed, som den er kommet til udtryk i genløsningsplanen,
blive åbenbaret. Når Frelseren lede sine børn til de
levende vandkilder, vil han meddele dem rige kundskabsskatte, og dag efter
dag vil Guds underfulde gerninger, beviserne på hans magt til at
skabe og opholde verdensalteret, træde frem for tanken i fornyet
skønhed. I det lys, som skinner fra tronen, vil hemmeligheder forsvinde,
og sjælen vil blive fyldt med forundring over, hvor enkle og ligefremme
de ting er, som man aldrig før forstod. Nu ser vi i et spejl, i
en mørk tale; da skal vi se ansigt til ansigt. Nu kender vi stykkevis;
men da skal vi kende, ligesom vi også er kendte.
|