» <DSLF 446/2> Filosofiske spekulationer og videnskabelige forskninger, hvor Gud ikke anerkendes, gør tusinde til fritænkere. Slutninger, som de lærde er kommet til med deres videnskabelige undersøgelser, fremholdes omhyggeligt og forklares grundigt i vor tids skoler, medens man tydeligt lader en forstå, at hvis disse lærde har ret, så kan bibelen ikke være sand. Skepsisen er tiltrækkende for menneskesindet. De unge ser deri en selvstændighed, som fængsler fantasien, og de forføres. Satan triumferer; han vander enhver tvivlens sæd, som fås i de unges hjerter; han bringer dem til at spire og bære frugt, og snart indsamles en rig høst af vantro.

» <DSLF 446/3> Det er menneskehjertets tilbøjelighed til det onde, som gør det så farligt at så vantroens sæd hos de unge. Alt, hvad der svækker troen på Gud, nedsætter sjælens evne til at modstå fristelse. Den nedbryder det eneste virkelige værn mod synd. Der trænges til skoler, hvor de unge kan lære, at sand storhed består i at ære Gud ved at åbenbare hans karakter i det daglige liv. Vi trænger til at hente lærdom hos Gud gennem hans lord og hans gerninger, for at hans hensigt med vort liv kan blive virkeliggjort.

» <DSLF 447/1> Der er mange, som tror, at hvis de skal kunne opnå en god uddannelse, så må de nødvendigvis læse vantro forfatteres værker, fordi disse indeholder mange udmærkede tanker. Men hvem var ophav til disse udmærkede tanker? Det var Gud og ingen anden. Han er kilden til alt lys. Hvorfor skulle vi så blot for nogle få intellektuelle sandheders skyld arbejde os gennem den masse vildfarelse, som indeholdes i disse vantro mænds værker, når al sandhed står til vor rådighed?

» <DSLF 447/2> Hvorledes går det til, at mænd, som er i strid med Gud, kommer i besiddelse af sådan visdom, som de undertiden lægger for dagen? Satan selv fik sin uddannelse i himlen, og han har kundskab om det gode såvel som om det onde. Han blander det dyrebare med det dårlige, og det er dette, som giver ham magt til at forføre. Men skal vi modtage Satan som en lysets engel, blot fordi han har iført sig en klædning af himmelsk klarhed? Fristeren har sine medhjælpere, der er uddannede efter hans metode, inspirerede af hans ånd og skikkede til hans værk. Skal vi samarbejde med dem? Skal vi antage hans medhjælperes værker som nødvendige til erhvervelsen af kundskab?

» <DSLF 447/3> Hvis den tid og det arbejde, som man benytter til forsøg på at forstå vantro menneskers gode tanker, blev anvendt til granskning af de dyrebare sandheder i Guds ord, så ville tusinder, der nu sidder i mørke og i dødens skygge, glæde sig i den herlighed, der udstråler fra ham, som er livets lys.

» <DSLF 448/1> Mange tror, at et omfattende kendskab til historiske og teologiske skrifter er nødvendig som en forberedelse til at udføre missionsarbejde. De tænker, at denne kundskab vil komme den til nytte, når de skal fremholde evangeliet. Men deres møjsommelige granskning af menneskers meninger vil snarere svække end styrke dem i deres virksomhed. Når jeg ser bogsamlinger, fyldte med vældige bind af historiske og teologiske skrifter, så tænker jeg: "Hvorfor skal man dog give penge for det, som ikke er brød?" Det 6te kap. i Joh. evangelium indeholder mere, end man kan finde i sådanne værker. Kristus siger: "Jeg er det livets brød. Den som kommer til mig, skal ikke hungre; og den som tror på mig, skal aldrig tørste." (Joh 6,35) "Jeg er det levende brød, som kom ned af himlen; om nogen æder af dette brød, han skal leve til evig tid." (Joh 6,51) "Den som tror på mig, har et evigt liv." (Joh 6,47) "De ord, som jeg taler til jer, er ånd og er liv." (Joh 6,63)

» <DSLF 449/1> Der er en art historisk granskning, som ikke må forkastes. Bibelsk historie udgjorde et fag i profetiens skoler. Man fulgte Jehovas fodspor i beretningen om hans handlemåde med nationerne. Således bør vi også i vor tid betragte Guds handlemåde med jordens nationer. Af historien vil vi kunne se profetiens opfyldelse, studere forsynets virke i de store reformbevægelser og forstå, hvorledes de begivenheder, som står i forbindelse med nationernes forberedelse til den sidste kamp i den store strid mellem det onde og det gode, udvikler sig.

» <DSLF 449/2> Sådan granskning vil give et bredt og omfattende syn på livet. Den vil hjælpe os til at få en bedre forståelse af menneskernes forhold til og afhængighed af hverandre; den vil hjælpe os til at forstå, hvor vidunderligt vi er sammenknyttede samfundets og nationernes store broderskab, og i hvor stor udstrækning den enes undertrykkelse og underkuelse betyder tab for alle.

» <DSLF 449/3> Men historien, sådan som den almindelig studeres, beskæftiger sig med menneskers bedrifter, deres sejre i krig og ved held til at opnå magt og storhed. Guds medvirken i menneskeslægtens anliggender tabes af syne. Kun få studerer hvorledes hans forsætter virkeliggøres i nationernes opkomst og fald.

» <DSLF 449/4> Hvad teologien angår, da er den, sådan som den studeres og læses, for en stor del blot en fremstilling af menneskelige spekulationer, der kun tjener til at "formørke Guds råd med tale uden forstand". Bevæggrunden til, at man opholder alle disse mange bøger, er alt for ofte ikke så meget en attrå efter at skaffe sindet og sjælen føde som en trang til at blive bekendt med filosofer og teologer, et ønske om at kunne fremholde kristendommen for folket i lærde udtryk og sætninger.

» <DSLF 450/1> Alle de bøger, som er skrevet, kan ikke erstatte et helligt liv. "Lær af mig," sagde den store Lærer, "tag mit åg på jer," "thi jeg er sagtmodig og ydmyg." Jeres åndelige hovmod vil ikke være jer til nogen støtte, når I taler med sjæle, som er ved at omkomme af mangel på livets brød. Når I studerer disse bøger, så sætter I den i stedet for praktiske undervisning, som I skulle få hos Kristus. Resultatet af denne granskning skaffer ikke folket næring, Kun meget lidt af denne granskning, som koster så meget åndelig anstrengelse, bringer det, som vil hjælpe en til at arbejde med held for sjæles frelse.

» <DSLF 450/2> Frelseren kom for "at kundgøre evangeliet for de fattige" (Luk 4,18) I sin undervisning benyttede han de meste ligefremme udtryk og de tydeligste symboler, og der siges om ham, at "mange folk hørte ham gerne". (Mark 12,37) Den levende Guds ord indeholder den højeste af al kundskab. De, som skal undervise folket, må nyde af livets brød. Dette vil give dem åndelig styrke, og da de vil blive skikkede til at hjælpe alle klasser af mennesker.

» <DSLF 451/1> I skoler og universiteter anvender tusinder af mennesker en stor del af deres bedste år til at læse græsk og latin, og medens de er beskæftigede med disse studier, bliver sindet og karakteren gennemtrængt af de dårlige tanker, som findes hos hedenske forfattere, hvis læsning i almindelighed bliver betragtet som en væsentlig del af undervisningen i disse sprog.

» <DSLF 451/2> De, som er fortrolige med den klassiske litteraturs indhold, erklærer, at de græske tragedier er fyldte med beretninger om blodskam, mord og menneske ofringer til vellystige og hævngerrige Guder. Verden ville være langt bedre faren uden den kundskab, som hentes fra sådanne kilder. "Mon nogen kan gå på gløder, uden hans fødder brændes? (Ordsp 6,28) "Hvem vil gøre en ren af en uren, ikke en eneste." (Joh 14,4) Kan vi da vente, at de unge skal udvikle en kristelig karakter, når deres uddannelse er præget af den undervisning, de har fået hos dem, som trodser Guds lovs grundsætninger?

» <DSLF 451/3> Når de unge løsriver sig fra alle tøjler og hengiver sig til ryggesløse forlystelser, udsvævelser og laster, så efterligner de blot det, som fremholdes for dem i disse fag. Der gives kald, hvor kendskab til græsk og latin er nødvendig; nogle må lære disse sprog. Men det til praktisk brug nødvendige kendskab til den kunne fås, uden at man behøvede at studere en litteratur, som er fordærvet og virker fordærvende.

» <DSLF 541/4> Og det er ikke nødvendigt, at mange skal lære græsk og latin. Læsningen af de døde sprog bør først stilles i anden række, hvorimod de fag, som udvikler den rette brug af alle legemets og sjælens evner og kræfter, bør komme i første. Det er dårskab at benytte tiden til at sætte sig ind i de døde sprog eller i nogen som slags boglig kundskab og dermed forsømme den uddannelse som sætter en i stand til at fylde de praktiske kald i livet.

» <DSLF 451/5> Hvad tager eleverne med sig, når de forlader skolen? Hvor skal de gå hen? Hvad skal de tage sig for? Har de den nødvendige kundskab til at undervise andre? Har de fået en uddannelse, som vil gøre dem til sande fædre og mødre? Kan de forstå en familie som rette opdragere? Den eneste uddannelse, som fortjener navn af sådan, er den som leder unge mænd og kvinder til at ligne Kristus, som gør dem skikkede til at bære livets ansvar og til at forstå deres familier. Men en sådan uddannelse opnåes ikke ved læsningen af de hedenske klassikere.

» <DSLF 452/1> Mange af de populære bøger i vor tid er fulde af spændene fortællinger, som oplærer de unge i det, som er ondt, og leder dem fremad på vejen til fordærvelse. De, som efter deres alder kun er børn, er gamle i deres kendskab til forbrydelse. De forledes til det onde ved de historier, de læser. I fantasien udfører de deri skikkede bedrifter, indtil der efterhånden opvækkes hos den en lyst til at forsøge, om ikke også de kan begå forbrydelser og undgå straf.

» <DSLF 452/2> For børnenes og de unges livlige fantasi vil de opdigtede skildringer fremtræde som virkelighed. Idet revolutioner forudsiges, og allehånde bedrifter, der nedbryder lovlighedens og sømmelighedens skranker, beskrives, er der mange, som gribes af disse fremstillingers ånd. De forledes til forbrydelse, om muligt af endnu værre art end de af vedkommendes forfattere skildrede. Indflydelser af denne art virker demoraliserende på samfundet. Lovløshedens sæd udsåes viden om. Ingen har nødig at undres over, at frugten deraf er forbrydelse.

» <DSLF 452/3> Bøger, der indeholder romaner og letsindige, ophidsende historier, er i næppe mindre grad en forbandelse for læseren. Forfatteren kan måske give det udseende af, at han fremholder en moralsk lærdom, og i hans værk kan der måske findes indflettet religiøse stemninger; men disse tjener ofte kun til at skjule den dårskab og tomhed, som findes nedenunder.

» <DSLF 453/1> Verden oversvømmes af bøger, som er fyldte med lokkende vildfarelser. Det, som bibelen forkaster som løgn, antages af de unge som sandhed. De nærer og klynger sig til forførelser, som er ensbetydende med sjælens ruin.

» <DSLF 543/2> Der gives værker med opdigtet indhold, skrevet med det formål at fremholde en sandhed eller afsløre et eller andet stort onde. Enkelte af disse værker har haft gode virkninger; men de har også gjort uberegnelig skade. De indeholder stemninger og sindrigt udtænkte skildringer, som opirrer fantasien og opvækker tanker, der rummer store farer, særlig for de unges vedkommende. I fantasien gennemlever disse atter og atter de beskrevne begivenheder. Sådan læsning gør dem åndelig uskikkede til at være til nytte og gør sindet udygtigt til åndelig virksomhed. Den tilintetgør deres interesse for bibelen. Himmelske anliggender finder kun ringe plads i deres sind. Idet tanken dvæler ved de ukyske skildringer, vækkes lidenskaberne, og enden derpå bliver synd.

» <DSLF 453/3> Selv noveller, som ikke indeholder ukyske hentydninger, og som måske er beregnede på at forfægte ypperlige grundsætninger, er skadelige. De gør hastig og overfladisk læsning til en vane, således at man kun læser for fortællingens skyld. Således ødelægges evnen til sammenhængende, energisk tænkning, og man bliver ude af stand til at dvæle ved pligtens og skæbnes store problemer.

» <DSLF 453/4> Læsningen af noveller skaber en ulyst til udførelsen af livets praktiske pligter derved, at den opelsker en trang til morskab. Ved sin ophidsende, berusende indflydelse bliver den ofte en årsag til sygdom, både en livsvarig og åndelig. Mangt et usselt, forsømt hjem, meget en livsvarig syg og meget et lem på sygeanstalten har novellelæsning at takke for sin tilstand.

» <DSLF 453/5> Man gør ofte gældende, at for at holde de unge fra spændende og værdiløs litteratur må vi skaffe den opdigtning af højere art. Dette er det samme, som om man ville forsøge på at helbrede en dranker ved at give ham mindre stærkt berusende drikke, såsom vin, bajersk øl eller cider i stedet for brændevin eller cognac. Brugen af disse ville stadig opflamme trangen til stærkere pirremidler. Det eneste trykke standpunkt for drankeren som alle andre er total afhold. Den samme regel gælder med hensyn til den, der er forfalden til læsning af opdigtet litteratur: fuldstændig afholdenhed er hans eneste sikre værn.

» <DSLF 454/1> I børnenes og de unges skoleuddannelse spiller i vor tid eventyr, sagn og opdigtede fortællinger en stor rolle. Bøger af denne art benyttes i skolerne og findes i mange hjem. Hvorledes kan disse kristne forældre tillade deres børn at læse bøger, der i den grad er fyldte med usandhed? Når børnene fremkommer med spørgsmål angående betydningen af historier, der går så stik imod forældrenes undervisning, så svares der, at historierne ikke er sandfærdige. Men dette ophæver ikke de onde følger af deres brug. De tanker, som fremholdes i disse bøger, vildleder børnene. De bibringer dem forkerte livsanskuelser og afføder og nærer lysten til det uvirkelige.

» <DSLF 454/2> Den i vor tid så almindeligt udbredte anvendelse af disse bøger er et af Satans listige påfund. Han arbejder på at bortvende de gamles og de unges tanker fra vigtigheden af at udvikle en god karakter. Han vil, at vore børn og vor ungdom skal bortrives af de store forfølgelser, hvormed han opfylder verden, og derfor søger han at lede tanker væk fra Guds ord for således at opnå den kundskab om de sandheder, som ville blive dem et værn.

» <DSLF 455/1> Bøger, der indeholder en fordrejelse af sandheden, bør aldrig gives i børnenes og de unges hænder. Lad ikke vore børn i selve den undervisning, de får bibringes tanker, som vil vise sig at være en spire til synd. Hvis de voksne intet havde med sådanne bøger at gøre, så ville de slev være langt bedre stillede, og deres eksempel og indflydelse til den rigtige side ville gøre det langt mindre vanskeligt at bevare de unge fra fristelse.

» <DSLF 455/2> Vi ejer en rigdom af det, som er virkeligt, som er guddommeligt. De, som tørster efter kundskab, behøver ikke at ty til besmittede kilder. Herren siger: "Bøj dit øre, og hør de vises ord, og vend dit hjerte til min kundskab... På det at din tillid skal være til Herren, har jeg kundgjort det i dag, ja for dig." (Ordsp 22,17-19) "Har jeg ikke skrevet dig ypperligere ting med råd og undervisning, for at kundgøre dig, hvad der er vist, sandhedens ord, at du kan svare dem, som sendte dig, ord, som er sandhed?" (Ordsp 22,20-21) "Han oprettede et vidnesbyrd i Jakob og satte en lov i Israel, i hvilken han ved vor fædre at kundgøre dem for deres børn." (Sl. 78,5) "For den kommende slægt fortælle Herrens pris og hans styrke og hans undergerninger, som han har gjort." (Sl. 78,4) "På det den slægt, som kom herefter, de børn, som skulle fødes, kunne vide det, at de kunne stå op og fortælle det for deres børn, og at de måtte sætte deres håb på Gud." (Sl. 78,6-7) "Herrens velsignelse gør rig, og han føjer ikke smerte til den." (Ordsp 10,22)

» <DSLF 456/1> Således fremholdt også Kristus sandhedens grundsætninger i evangeliet. I hans undervisning kan vi drikke af de klare strømme, som udvælder fra Guds trone. Kristus kunne have meddelt menneskerne en viden, som ville have overgået alle tidligere åbenbarelser og stillet alle andre opdagelser i skyggen; han kunne have afsløret den ene hemmelighed efter den anden og kunne have gjort disse vidunderlige åbenbarelser til midtpunktet for de efterfølgende slægters ivrige tænkning lige ned til tidens ende. Men han ville ikke spilde et eneste øjeblik af den tid, han havde til sin rådighed til at give undervisning om Frelsens vej. Hans tid, hans evner og hans liv blev betragtet og benyttet ene og alene som et middel til at udvirke menneskers frelse. Han var kommet for at søge og frelse det fortabte, og han ville ikke lade sig lede bort fra denne opgave. Han tillod intet at hindre ham.

» <DSLF 456/2> Kristus meddelte alene sådan kundskab, som kunne blive til nytte. I sin undervisning indskrænkede han sig til det, som vedrørte folkets trang og behov i det daglige liv. Den nysgerrighed, som ledte dem til at fremkomme med udforskende spørgsmål, tilfredsstillede han aldrig. Al den slags spørgsmål benyttede han som anledning til højtidelige, alvorlige henvendelser til vedkommende. Dem, der var så begærlige efter at plukke af kundskabens træ, tilbød han frugt af livets træ. De fandt enhver udgangsdør lukket undtagen den, der fører til Gud; enhver kilde var forseglet undtagen livets kilde.

» <DSLF 457/1> Vor Frelser opmuntrede ingen til at besøge rabbinernes skoler på hans tid, fordi deres stadige fremholdelse af menneskers meninger ville øve en fordærvende indflydelse. Hvorfor skulle så vi antage menneskers upålidelige ord som ophøjet visdom, når en større og ufejlbarlig visdom står til vor rådighed?

» <DSLF 457/2> Det, som jeg har set af evige ting, og som jeg har set af menneskelig svaghed, har gjort dybt indtryk på mit sind og stærk påvirket af min livsgerning. Jeg kan intet se, hvorfor man skulle ære og prise mennesker. Jeg ser ingen grund, hvorfor man skulle sætte lid til verdsligt vise mænds meninger og ophøje dem. Hvorledes kan de, som er blottede for guddommelig oplysning, have rigtige begreber om Guds planer og veje? Enten forkaster de ham helt og benægter hans tilværelse, eller også indskrænker de hans magt ved deres egne begrænsede anskuelser. Lad os vælge at blive underviste af ham, som skabte himlen og jorden, af ham, som satte stjernerne i deres orden på himmelhvælvingen og beskikkede solen og månen til at opfylde deres hverv.

» <DSLF 457/3> Det er rigtigt at de unge at føle, at de må nå den højest mulige udvikling af deres åndsevner. Vi ønsker ikke at begrænse den uddannelse, for hvilken Gud ingen grænser har sat. Men hvad vi i denne retning kunne opnå, er til ingen nytte, hvis det ikke anvendes til Guds ære og til menneskers gavn.

» <DSLF 457/4> Det er ikke heldigt af fylde sindet med fag, som kræver meget hårdt studium, men som ikke kan få anvendelse i det praktiske liv. En sådan uddannelse vil være et tab for vedkommende selv, for den formindsker hans lyst til tilbøjelighed til at læse de ting, som vil sætte ham i stand til at gøre nytte og til at bære sit ansvar, En praktisk uddannelse er langt mere værd end al teoretisk viden. Det er ikke engang nok at eje kundskab; vi må også besidde evnerne til at kunne udnytte den på rette måde.

» <DSLF 458/1> Den tid, de penge og det arbejde, som så mange ofrer for at opnå en forholdsvis værdiløs uddannelse, burde anvendes til erhvervelsen af kundskaber, som ville gøre dem til praktiske mænd og kvinder, der kunne blive stillede til at bære livets ansvar. En sådan uddannelse ville være af den største værdi.

» <DSLF 458/2> Det, som vi trænger til, er kundskaber, som vil styrke sjæl og sind og gøre os til bedre mennesker. En hjertets uddannelse er af langt større vigtighed end bogkundskaber alene. Det er godt, ja vigtigt for os at have kendskab til den verden, vi lever i; men hvis vi lader evigheden ude af vore beregninger, så begår vi en fejl, som aldrig kan gøres god igen.

» <DSLF 458/3> En elev kan sætte alle sine evner ind på at samle kundskaber; men hvis han ingen gudskundskab har, og hvis han ikke overholder de love, som er nedlagt i hans egen organisme, så ødelægger han sig selv. Ved urigtige vaner mister han evnen til selvvurdering; han taber sin selv beherskelse; han kan ikke ræsonnere sundt om spørgsmål, som er af en allerstørste betydning for ham selv. Han er hensynsløs i sin behandling af sind og legeme. Grundet på forsømmelighed med hensyn til at udvikle rigtige grundsætninger ødelægges han både for denne verden og for den tilkommende.

» <DSLF 458/4> Hvis de unge forstod deres egen svaghed, så ville de finde styrke hos Gud. Hvis de stræbte efter at lære af ham, så ville de blive vise i hans visdom og deres liv blive verden til rig velsignelse. Men hengiver de deres sind blot til verdslig og spekulativ granskning og derved stiller sig selv fra Gud, så vil de tabe alt, hvad der beriger ens liv.