|
» <DSLF 401/1> Sand uddannelse
gør en skikket til at udføre missionsarbejde. Enhver Guds
søn og datter er kaldet til at være en missionær; vi
er kaldte til at tjene Gud og vore medmennesker, og at forberede os til
denne tjeneste bør vi være hensigten med vor uddannelse. Uddannelse
til tjeneste. Dette formål bør altid holde for øje
af kristelige forældre og lærere. Vi ved ikke, hvilket arbejde
vore børn vil komme til at udføre. Måske vil de komme
til at tilbringe deres liv i den hjemlige kreds; måske kommer de
til at optage livets almindelige sysler eller rejse til hedenske lande
som evangeliets forkyndere. Man alle er de i lige stor grad kaldte til
at være Guds missionærer, nådens sendebud til verden.
» <DSLF 401/2> Gud elsker børnene og de unge med deres
friske talenter, deres energi og mod og deres lærenemhed, og han
længes efter at bringe dem i harmoni med de himmelske redskaber.
De må opnå en uddannelse, som vil hjælpe dem til at stå
ved Kristi side og udføre uegennyttig tjeneste.
» <DSLF 401/3> Kristi ord gælder alle hans børn
helt ned til tidens ende, lige så vidst som de gjaldt hans første
disciple, når han sagde: "Ligesom du har sendt mig til verden, så
har også jeg sendt dem til verden," (Joh 17,18) for at de skal være
Guds repræsentanter, åbenbare hans ånd, udvise hans karakter
og udføre hans værk.
» <DSLF 402/1> Vore børn står så at sige
ved vejskellet. På alle sider drager verdens tillokkelser dem bort
fra den sti, som er anvist Herrens genløste, han på nydelsens
og egenkærlighedens vej. Hvorvidt deres liv skal blive en velsignelse
eller en forbandelse, beror på, hvilket valg de træffer. Fyldte
som de er til overflod med energi, ivrige efter at forsøge deres
uprøvede evner, må de finde noget, hvor igennem de kan skaffe
afløb for deres overflod af liv. Noget må de tage sig for,
enten det så er godt eller ondt.
» <DSLF 402/2> Guds ord undertrykker ikke virkelyst, men leder
den på rigtige spor. Gud byder ikke de unge, at de skal være
mindre fremadstræbende. De karaktertræk, som bringer en mand
virkeligt held og ære i verden: det uimodståelige ønske
om noget bedre, den ubøjelige vilje, den ufortrødne flid,
den utrættelige ihærdighed disse må ikke hindres. Ved
Guds nåde må de ledes således, at vedkommende opnår
det, som er lige så meget højere end blot egennyttige og verdslige
interesser, som himlen er højere end jorden.
» <DSLF 402/3> Som forældre og kristne påhviler
det os at give være børn den rette vejledning. De må
med omhu, visdom og ømhed ledes til at udføre kristeligt
arbejde. Vi står i det hellige pagtforhold til Gud at skulle opdrage
vore børn til hans tjeneste. Vor første pligt er at omgive
dem med sådanne indflydelser, som vil lede dem til at vie deres liv
til tjeneste og give dem den nødvendige uddannelse.
» <DSLF 402/4> "Således har Gud elsket, ... at han har
givet," "har givet sin enbårne søn," for at vi "ikke skal
fortabes, men have evigt liv". (Joh 3,16) "Kristus elskede os og gav sig
selv han for os." (Ef 5,2) Hvis vi elsker, vil vi give. Ikke for "at lade
sig tjene, men at tjene", (Matt 20,38) er den store kunst, som vi selv
skal lære og undervise andre i.
» <DSLF 402/5> Lad de unge få den tanke slået fast,
at de ikke er deres egne. De tilhører Kristus, de er købte
med hans blod, de er hans kærligheds ejendom; de lever, fordi han
opholder dem ved sin kraft; deres tid, deres styrke og deres evner tilhører
ham og skal udvikles, uddannes og benyttes i hans tjeneste.
» <DSLF 403/1> Næst efter englene er menneskefamilien,
som er skabt i Guds billede, den ædleste af alle hans skabninger.
Gud ønsker, at de skal blive alt, hvad han har gjort det muligt
for dem at blive, og de skal gøre det allerbedste, de formår
med de evner og kræfter, han har givet dem. Livet er hemmelighedsfuldt
og helligt. Det er en åbenbarelse af Gud selv, som er kilden til
alt liv. Dyrebare er dets anledninger, og med alvor bør de udnyttes.
Er de engang tabt, så er de tabt for evigt. Gud fremstiller evigheden
for os med dens alvorlige virkeligheder og hjælper os at omfatte
det evige og uforgængelige; han giver os værdifulde, forædlende
sandheder, for at vi må kunne gå fremad på en tryg og
sikker sti, medens vi følger et mål, som er opbyggelsen af
alle vore evner værd.
» <DSLF 403/2> Gud ser ind i det lille frø, som han
selv har dannet, og ser deri den smukke blomst, den lille duft eller det
høje træ, som strækker sine grene vidt omkring. På
samme måde ser han de muligheder, som findes i ethvert menneske.
Der er en hensigt med vor tilværelse her. Gud har givet os sin plan
for, hvorledes vi skal leve, og han ønsker, at vi skal nå
det højeste trin af udvikling.
» <DSLF 403/3> Han ønsker, at vi stadig skal gøre
fremgang i hellighed, i lykke og i dygtighed. Alle har evner, som de må
lære at betragte som hellige gaver, lære at påskønne
som noget, Herren har givet dem, og at anvende dem på rette måde.
Han ønsker, at de unge skal udvikle sig i enhver henseende og gøre
aktiv brug af deres evner. Han vil, at de skal nyde alt, hvad der er nyttigt
og dyrebart her i livet, og være gode og gøre godt og samle
sig selv en himmelsk skat for det kommende liv.
» <DSLF 403/4> De bør stræbe efter at overgå
hverandre i alt, hvad der er uegennyttigt, højt og ædelt.
Lad dem betragte Kristus som det mønster, hvorefter de skal dannes.
Den hellige iver, som han åbenbarede i sit liv, må også
de nære en iver efter, at deres liv må bidrage til at gøre
verden bedre. Dette er det arbejde, som de er kaldte til at udføre.
» <DSLF 404/1> Den højeste af alle videnskaber er den
at frelse sjæle. Det største værk, som mennesker kan
stræbe efter at udføre, er dette, at lede mennesker fra synd
til hellighed. For at dette arbejde kan blive udført, bør
der lægges en udstrakt grundvold. Der behøves en omfattende
uddannelse, en uddannelse, som for forældres og læreres vedkommende
kræver en omtanke og en bestræbelse, som undervisning i videnskabelige
fag alene ikke kræver. Der kræves noget mere end udvikling
af åndsevnerne alene; uddannelsen er ikke fuldstændig, medmindre
legeme, sind og hjerte udvikles ligeligt; karakteren må opdrages
på rette måde for at kunne nå sin fuldeste og højeste
udvikling. Alle sindets og legemets evner og kræfter må udvikles
og opdrages på rigtig vis. Det er vor pligt at udvikle og benytte
enhver evne, som vil gøre os til bedre arbejdere i Guds tjeneste.
» <DSLF 404/2> Sand uddannelse indbefatter hele vort væsen.
Den lærer os at gøre en rigtig brug af os selv; den sætter
os i stand til at anvende hjerne, ben og muskler, legeme, sind og hjerte
på bedste måde. Åndsevnerne, som er de højeste,
skal herske over legemet. De naturlige lyster og lidenskaber må bringes
ind under samvittighedens og de åndelige tilbøjeligheders
kontrol. Kristus står som menneskeslægtens hoved, og det er
hans hensigt at lede os i sin tjeneste ind på ophøjede, hellige
og rene stier. Ved hans nådes vidunderlige værk skal vi blive
fuldkommengjorde i ham.
» <DSLF 404/3> Jesus fik sin uddannelse i hjemmet. Hans moder
var hans første menneskelige lærer. Fra hans læber og
fra de profetiske skrifter modtog han undervisning om himmelske ting. Han
levede i et landligt hjem og bar med troskab og glæde sin del af
hjemmets byrder. Han, som havde været himlens befalingsmand, vat
en villig tjener og en kær, lydig søn. Han lærte et
håndværk, og med sine egne hænder arbejdede han på
værkstedet sammen med Josef. Klædt som en almindelig arbejder
færdedes han på gaderne i den lille by, når han gik til
og fra sit uanselige arbejde.
» <DSLF 405/1> Folket vurderede alle ting efter deres udvortes
pragt. Efter hvert som gudsdyrkelsen var aftaget i kraft, var den tiltaget
i pomp. Lærerne søgte at vinde respekt ved udvortes glans
og pral. Jesu liv var en afgjort modsætning til alt dette. Hans liv
var en fremstilling af det værdiløse ved det, som mennesker
anså for at være af stor vigtighed i livet. Han besøgte
ikke datidens skoler med deres ophøjen af det ubetydelige og deres
foragt for det store; han fik sin uddannelse fra de kilder, som Gud havde
bestemt: fra nyttigt arbejde, fra granskning i skriften, fra naturen og
fra livets erfaringer disse Guds lærebøger, skulle af undervisning
for alle, som har en villig hånd, et seende øje og et forstående
hjerte.
» <DSLF 406/1> "Barnet vokste og blev stærk i Ånden,
fuld med visdom; og Guds nåde var over ham." (Luk 2,40)
» <DSLF 406/2> Således tog han fat på sin mission,
idet han i al sin omgang med menneskerne bragte dem velsignelse og udøvede
en kraft til at omdanne, sådan som verden aldrig før havde
været vidne til. Hjemmet er barnets første skole, og her er
det, grundvolden bør lægges for et virksomt liv. Dets grundsætninger
må ikke alene fremsættes i teori; de må give hele livs
uddannelsen dens præg.
» <DSLF 406/3> Man bør meget tidligt lære børnene
at vise hjælpevirksomhed. Så snart deres kræfter og åndsevner
er tilstrækkelige udviklede, bør man pålægge dem
pligter i hjemmet. De bør opmuntres til at søge at hjælpe
fader og moder, opmuntres til at fornægte og beherske sig selv, at
stille andres lykke og bekvemmelighed højere end deres egen, at
søge anledninger til at glæde deres brødre, søstre
og lægekammerater og til at vise venlighed mod de gamle, de syge
og de ulykkelige. I jo fuldere udstrækning den sande tjenerånd
råder i hjemmet, desto mere vil den blive udviklet i børnenes
liv. De vil lære at finde glæde i at tjene andre og vise opofrelse
for dem.
» <DSLF 406/4> Opdragelsen i hjemmet bør fuldstændiggøres
ved skolens virksomhed. Udvikling af hele mennesket bøde fysisk,
sjæleligt og åndeligt samt opdragelse til tjeneste og opofrelse
bør stadig holdes for øje.
» <DSLF 407/1> Frem for alt andet har udførelsen af
de små ting i hverdagslivet for Kristi skyld kraft til at danne karakteren
og lede børnene til at udføre uegennyttigt arbejde i livet.
Det er forældrenes og lærernes opgave at vække denne
ånd og opmuntre og lede den på rette måde. Et vigtigere
arbejde kunne ikke blive dem betroet. Tjeneste villighedens ånd er
den ånd, som råder i himlen, og engle vil samarbejde med dem
i enhver bestræbelse for at udvikle og opmuntre denne ånd.
» <DSLF 407/2> En sådan uddannelse må være
grundlagt på Guds ord. Kun der fremholdes dens principper i deres
fylde. Bibelen bør danne grundvolden både for studium og undervisning.
Den nødvendigste kundskab er kundskaben om Gud og om den, som han
har udsendt.
» <DSLF 407/3> Ethvert barn og enhver ung person bør
kende sig selv. Han bør have kendskab til den fysiske bolig, som
Gud har givet ham, og de love, hvorved denne kan bevares i sund tilstand.
Alle bør være grundigt fortrolige mod de almindelige skolefag,
og de bør have en industriel uddannelse, der vil gøre dem
til mænd og kvinder, som besidder praktisk dygtighed, skikkede til
at udføre livets almindelige pligter. Hertil bør komme undervisning
og praktisk erfaring i forskellige grene af missionsarbejde.
» <DSLF 407/4> De unge bør gå fremad så
hurtigt og så vidt, som de kan i deres erhvervelse af kundskaber.
Lad deres studier være så vidt omfattende, som deres evner
tillader, og lad dem meddele deres kundskaber til andre, efterhånden
som de selv lærer. På denne måde vil de styrke deres
evner og lære at bruge dem. Værdien af deres uddannelse bestemmes
af den brug, som de gør af deres kundskaber. En lang tid anvendt
til studium, uden at man gør sig nogen som helst anstrengelse for
at meddele andre, hvad man har lært, viser sig ofte snarere at være
til skade end til gaven for sand udvikling. I hjemmet som i skolen bør
elevernes bestræbelse gå ud på at lære at studere
og at meddele til andre den kundskab, han har erhvervet. Hvad hans kald
end er, bør han bøde være en discipel og en lærer,
så længe han lever. På den måde vil han stadig
kunne gå fremad, idet han sætter sin tillid til Gud og klynger
sig til ham, som er uendelig i visdom, som kan åbenbare de ting,
der har ligget skjult i lange tidsaldre, og som kan gøre de vanskeligste
opgaver klare for dens sind, som tror på ham.
» <DSLF 408/1> Guds ord lægger stor vægt på
den indflydelse, som selskab har endog på voksne; og hvor langt større
indvirkning har det så ikke på børnenes og de unges
sind og karakter, som netop er ved at udvikle sig! Det selskab, de omgåes,
de grundsætninger, de vælger, og de vaner, som de udvikler,
vil afgøre spørgsmålet om deres nytte her i livet og
deres fremtidige, evige velfærd.
» <DSLF 408/2> Det er en sørgelig sandhed, en sandhed,
som bør bringe forældrenes hjerter til at bæve, at der
i så mange af de skoler og læreanstalter, hvortil de unge sendes
for at få deres uddannelse og åndelige udvikling, råder
indflydelser, som misdanner karakteren, leder sindet bort fra livets sande
formål og svækker moralen. Ved omgang med de forlystelsessyge,
de vanartede og sådanne, som ingen agtelse har for religion, taber
mange, mange unge deres ligefremhed og renhed, mister troen på Gud
og taber den selvopofrelsens ånd, som kristne fædre og mødre
har opelsket og værnet om ved omhyggelig opdragelse og alvorlig bøn.
» <DSLF 409/1> Mange som kommer til skolen i den hensigt at
uddanne sig til en eller anden gren af nyttig tjeneste, fortaber sig i
verdslige studier. Der vækkes hos dem en ærgerrig trang til
at vinde udmærkelse for deres kundskaber og at opnå en ærefuld
stilling i verden. Hensigten med deres indtrædelse i skolen tabes
af syne, og deres liv vies til egennyttig, verdslige foretagender, og ofte
grundlægges vaner, som ødelægger livet både for
denne verden og den tilkommende.
» <DSLF 409/2> Som regel er det tilfældet, at de mænd
og kvinder, som har store idéer, uegennyttige hensigter og ædle
formål, er sådanne, hos hvem disse gode karaktertræk
er blevet udviklede ved deres omgivelser i barndommen. I alle sine handlinger
med Israel fremholdt Gud nødvendigheden af at våge over børnenes
selskab. Alt i det offentlige og religiøse liv såvel som i
selskabslivet var ordnet med det for øje at bevare børnene
fra dårligt selskab og at gøre dem bekendte med Guds lovs
grundsætninger fra deres tidligste barndom. Den anskuelsesundervisning,
som blev dem givet ved nationens opkomst, var af en sådan natur,
at den måtte gøre et dybt indtryk på alles hjerter.
Forud for den sidste frygtelige straffedom, som ramte ægypterne,
da alle de førstefødte døde, bød Gud sit folk
at samle deres børn i deres egne hjem. Dørstolpen af hvert
hus blev mærket med blod, og alle skulle holde sig indenfor den lovede
beskyttelse, som blodet var et tegn på. Således vil også
i vor tid de forældre, som frygter og elsker Gud, holde deres børn
"i pagtens lænker" indenfor den beskyttelse, der ydes af de hellige
indflydelser, som er blevet mulige ved Kristi genløste blod.
» <DSLF 409/3> Om sine disciple sagde Kristus: "Jeg har givet
dem dit ord; og ... de er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden."
(Joh 17,14) "Skik jer ikke lige med denne verden," siger Gud, "men bliv
forvandlede ved fornyelsen af jeres sind." (Rom 12,2)
» <DSLF 410/1> "Drag ikke i ulige åg med vantro; thi
hvad fællesskab har retfærdighed med uret? Og hvad samfund
har lys med mørke? ... Hvad samkvem har Guds tempel med afguder?
Thi I er den levende Guds tempel, ligesom Gud har sagt: jeg vil bo iblandt
dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal
være mit folk. Derfor
» <DSLF 410/2> "Gå ud fra dem og afsondre jer, ... Og
rør ikke noget urent; og jeg vil tage i mod jer. Og jeg vil være
jeres Fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger
Herren, den almægtige." (2Kor 6,14-18) "Bring de små børn
sammen." (Joel 2,16) Lær dem "Guds skikke og hans love". (2Mos 18,16)
"De skal lægge mit navn på Israels børn, og jeg, jeg
vil velsigne dem." (4Mos 6,27)
» <DSLF 410/3> "Og alle folk på jorden skal se, at du
er kaldet efter Herrens navn." (5Mos 28,10) "Det overblevne af Jakob skal
være midt iblandt mange folk som en dug fra Herren, som regndråber
på urter, hvilken ikke bier efter nogen og ikke venter på menneskernes
børn." (Mik 5,6) Vi regnes med iblandt Israel. Al den undervisning,
som førhen blev givet til Israelitterne om deres børns uddannelse
og opdragelse, og alle forjættelser om velsignelse som følge
af lydighed, tilhører os. Guds ord til os er: "Jeg vil velsigne
dig, ... og du skal blive til velsignelse." (1Mos 12,2)
» <DSLF 410/4> Om de første disciple, og om alle, som
ved deres ord skulle tro på ham, sagde Kristus: "Jeg har givet dem
den herlighed, som du har givet mig, på det de skal være ét,
ligesom vi er ét; jeg i den, og du i mig, på det de skal være
fuldkommende til ét, og at verden kan kende, at du har udsendt mig,
og har elsket dem, ligesom du har elsket mig." (Joh 17,22-23)
» <DSLF 411/1> Underfulde, vidunderlige ord, som troen næsten
ikke formår at gribe! Alle verdeners skaber elsker dem, som giver
sig selv til hans tjeneste, ligesom han elsker sin søn. Allerede
hernede og i denne stund nyder vi en så vidunderlig grad af hans
nådige yndest. Han har givet os ham, som er himlens lys og majestæt,
og med ham har han skænket os hele den himmelske skat. Så meget
han end har lovet os for det tilkommende liv, så giver han os også
fyrstelige gaver i dette liv. Han ønsker, at vi som delagtige i
hans nåde skal nyde alt, hvad der vil forædle, udvikle og højne
karakteren. Han venter på at kunne fylde de unge med kraft fra det
høje, for at de kan stå under Kristi blodbestænkede
banner for at virke, som han virkede, lede sjæle ind på trygge
stier og sætte manges fødder på den evige klippe.
» <DSLF 411/2> Alle, som søger at arbejde i harmoni
med Guds undervisningsplan, vil modtage hans styrkende nåde, hans
stadige nærværelse, hans opholdende kraft. Han siger til enhver:
"Vær frimodig og stærk, forfærdes ikke og vær ikke
ræd; thi Herren din Gud er med dig." "Jeg vil ikke slippe og ikke
forlade dig." (Jos 1,9.5)
» <DSLF 411/3> "Ligesom regnen og sneen nedfalder fra himlen,
og vender ikke tilbage derhen, men vander jorden og gør den frugtbar,
og kommer den til at give grøde, og frembringer sæd til at
så og brød til at æde: så skal mit ord være,
som udgår af din mund, det skal ikke komme tomt tilbage til mig;
men det skal gøre hvad mig behager, og det skal have lykke i, hvad
jeg sender det til. Thi I skal drage ud med glæde og føres
frem i fred; bjergene og højene skal råbe for jeres ansigt
med frydesang, og alle træer på marken skal klappe i hånd.
I stedet for tornebuske skal der opvokse fyrretræer, i stedet for
tidsler skal der opvokse myrtetræer; og det skal være herren
til et navn, til et evigt tegn, som ikke skal forgå." (Es 55,10-13)
» <DSLF 412/1> Samfundet er i uorden hele verden over, og en
grundig reform er nødvendig. Den undervisning, som gives de unge,
skal skikke og danne hele samfundet. "De skal opbygge, hvad der er ødelagt
i ældgammel tid; hvad der har ligget øde fra de første
slægter, skal de genoprejse, og de skal forny ødelagte stæder,
hvad der har ligget øde fra slægt til slægt." Man skal
kalde dem "vor Guds tjenere; ... evig glæde skal være dem til
del; thi jeg, Herren, elsker ret." (Es 61,4. 6-8) "Jeg vil trolig give
dem deres løn, og gøre en evig pagt med dem." (Es 61.8) "Deres
sæd skal kendes blandt folkene og deres afkom midt iblandt folkeslagene;
alle, som ser dem, skal kende dem, at de er en sæd, Herren har velsignet."
"Thi som jorden, der lader sine spirer skyde frem, og som en have, der
lader sine vækster fremspire, således skal den herre Herren
lade retfærdighed og pris fremspire for alle folkenes åsyn."
(Es 61,9.11)
|