» <DSLF 281/2> Ikke alene i deres gudsdyrkelse, men i alle det daglige livs anliggender iagttog forskellen mellem det rene og urene. Enhver, som kom i berøring med smitsomme sygdomme, blev udelukket af lejren og fik ikke tilladelse til at vende tilbage uden en grundig renselse både af sin egen person og af sit tøj. Når nogen led af en smitsom sygdom, skulle følgende forskrift iagttages:

» <DSLF 281/3> "Hvert leje, hvorpå han ligger, ... bliver urent; alt det tøj, han sidder på, bliver urent. Hver, som rører ved hans leje, skal vaske sine klæder, bade sig i vand og være uren til aften. Hver, som sætter sig på noget tøj, hvorpå han har siddet, ... skal vaske sine klæder, bade sig i vand og være uren til aften. Hver, som rør ved hans legeme, ... skal vaske sine klæder, bade sig i vand og være uren til aften, ... Hver, som før ved, hvad han har haft under sig, bliver uren til aften, og hver, som bærer de ting, skal vaske sine klæder, bade sig i vand og være uren til aften. Hver, som den ... rør ved uden at have skyllet sine klæder i vand, skal vaske sine klæder, bade sig i vand og være uren til aften. Hvert lerkar, hvorved" han "rører, skal brydes i stykker, men hvert træ kar skal skylles i vand." (3Mos 15,4-12)

» <DSLF 282/1> Loven angående spedalskhed angiver også eksempel på hvordan den grundighed, hvorved disse forskrifter skulle gennemføres: "Alle dage, som den plage er på ham den spedalske, skal han være uren; han er uren, han skal bo alene, hans bolig skal være udenfor lejren. Og når på noget klæde er spedalskhedens plet, på uldent klæde eller på linned klæde, eller på tråden eller på vævetråden af linned eller af uldent, eller på skind eller på alt, hvad som er gjort skind," skal det "beses af præsten ... og når ... plagen har udbredt sig videre på klædet eller på tråden eller på vævetråden eller på skindet, på alt hvad som gøres af skind til nogen gerning, da er plagen en indædende spedalskhed; det er urent. Og man skal opbrænde klædet eller tråden eller vævetråden af uldent eller af linned eller hvad tøj der er af skind, på hvilken pletten er; thi det er en indædende spedalskhed, det skal opbrændes med ild." (3Mos 13,46-52)

» <DSLF 282/2> På samme måde skulle også et hus tilintetgøres, når der viste sig tegn til, at det ikke uden fare kunne bebos. Præsten skulle "afbryde huset, dets stene og dets træværk og alt husets ler, og man skal føre det udenfor staden til et urent sted. Og den som kommer i det hus alle de dage, i hvilke han lod det lukke, skal være uren indtil aften. Og den som ligger i huset, skal tvætte sine klæder; og den som æder i husket, skal tvætte sine klæder." (3Mos 14,45-47)

» <DSLF 282/3> Undervisning om nødvendigheden af personlig renlighed blev også givet på eftertrykkeligste måde. Førend folket samledes omkring Sinai bjerg, hvor gud med egen røst ville forkynde loven, blev det dem pålagt at vaske både deres legemer og deres klæder. Dette påbud blev gennemført under dødsstraf. Ingen urenhed måtte tåles i Guds nærværelse.

» <DSLF 283/4> Under ørkenvandringen opholdt Israelitterne sig næsten uafbrudt i fri luft, hvor urenhed ikke ville have øvet så skadelig virkning som på dem, der bor i tæt tillukkede huse; men den strengeste hensyntagen til renlighed kræves både inden i og uden for deres telte. Ingen affaldsstoffer måtte blive liggende hverken indenfor eller uden for lejeren. Herren sagde: "Herren din Gud vandrer midt i din lejr for at udfri dig, og at give dine fjender hen for dit ansigt; og din lejr skal være hellig." (5Mos 23,14)

» <DSLF 283/5> I alle enkeltheder vedrørende kosten blev der gjort forskel mellem rent og urent: "Jeg Herren jeres Gud, som har udskilt jer fra folkene. Og I skal gøre skilsmisse imellem rene og urene dyr, og imellem urene og rene fugle; og I skal ikke gøre jeres sjæle vederstyggelighed med dyr og med fugle og med alt det som kryber på jorden, hvilket jeg har fraskilt for jer, at I skal holde det urent." (3Mos 20,24.25)

» <DSLF 284/1> Mange af de ting, som hedningerne omkring dem spiste i rigelig mængde, var forbudt iblandt israelitterne. Det var ikke nogen vilkårlig forskel, som her blev gjort; de forbudne ting var usunde, og det, at de blev erklærede for urene, indeholdt den undervisning, at brugen af skadelige fødemidler er forkastelig. Det som fordærver legemet, vil også fordærve sjælen; det gør en uskikket til samfundet med Gud, gør ham uskikket til udøvelsen af et højt og helligt kald.

» <DSLF 284/2> I det forjættede land blev den disciplin, som påbegyndtes i ørknen, forsat under omstændigheder, som var gunstige for grundlæggelsen af rigtige vaner. Folket blev ikke sammentrængt i byer; men hver familie havde sit eget stykke jord, der sikrede enhver de sundhedsbefordrende velsignelser, som ledsager et med naturen overensstemmende liv.

» <DSLF 284/3> Angående de grusomme, udsvævende og tøjlesløse skikke, som var almindeligt udbredt iblandt kanaaniterne, der fordreves af Israel sagde Herren: "I skal ikke vandre i det folks skikke, hvilket jeg skal udkaste for jer; thi alle disse ting har de gjort, og jeg væmmedes ved dem." (3Mos 20,23) "Du skal ikke lade vederstyggelighed komme i dit hus, at du ikke skal blive en forbandet ting, ligesom dette er." (3Mos 7,26) I alt, hvad der vedrørte det daglige liv, blev Israel belært om den undervisning, som fremholdes ved den Helligånd: "Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor I jer? Hvis nogen fordærver Guds tempel, ham skal Gud fordærve; thi Guds tempel er helligt, hvilket I er." (1Kor 3,16-17)

» <DSLF 285/1> "Et glad hjerte er en god lægedom." (Ordsp 17,22) Taknemmelighed, glæde, godgørenhed, tro på Guds kærlighed og omsorg: disse er sundhedens stærkeste værn. Hos Israelitterne skulle de være selve livets grundtone. Rejsen til de årlige højtider i Jerusalem tre gange om året og de syv dages ophold i hytter under løvfalernes højtid gav folket anledning til at nyde godt af opholdet i det frie og af selskabelig omgang.

» <DSLF 285/2> Under disse højtider glædede folket sig, og sammenkomsterne blev end yderligere forsødede og mere yndige ved den gæstfrihed, hvormed den fremmede, levitten og den faderløse blev budt velkommen. "Du skal være glad over alt det gode, som Herren din Gud har givet dig og dit hus, du og levitten og den fremmede, som er midt iblandt dig." (5Mos 26,11)

» <DSLF 285/3> Senere hen, da Guds lov blev læst i Jerusalem for de bortførte, som vendte tilbage fra Babylon, og folket græd over deres synder, blev disse herlige ord udtalte: "Sørg ikke ... gå, æd det fede og drik det søde og send den, som intet har beredt, en del; thi denne dag er vor Herre hellig; derfor vær ikke bekymrede, thi Herrens glæde, den er jeres styrke." (Neh 8,9-10)

» <DSLF 285/4> Ifølge loven skulle de "bekendtgøre og lade udråbe igennem alle deres stæder og i Jerusalem og sige: Gå ud på bjerget og bring oliegrene og vilde olietræers grene og myrtegrene og palmegrene og grene af løvrige træer, til at gøre hytter, som skrevet er. Og folket gik ude og bragte det frem og gjorde sig hytter, hver på sit tag, og i deres forgårde og i Guds huses forgård og på pladsen ved vandporten og på Efraims port. Og hele forsamlingen, de, som var kommet tilbage fra fangenskabet, gjorde hytter og boede i hytter ... og der var en såre stor glæde." (Neh 8,15-17)

» <DSLF 286/1> Gud gav israelitterne undervisning om alle de grundsætninger, som er af betydning for legemlig såvel som moralsk sundhed, og det var om disse grundsætninger i ikke mindre grad end om dem, vi finder i den moralske lov, at han bød dem: "Disse ord, som jeg byder dig i dag, skal være på dit hjerte. Og du skal indskærpe dine børn dem, og tale om dem, når du sidder i dit hus, og når du går på vejen, og når du lægger dig, og når du står op. Og du skal binde dem til et tegn på din hånd, og de skal være dig til erindring imellem dine øjne. Og du skal skrive dem på dørstolperne af dit hus og på dine porte." (5Mos 6,6-9)

» <DSLF 287/1> "Når din søn spørger dig herefter og siger: Hvad er det for vidnesbyrd og skikke og befalinger, som Herren vor Gud har bebudet jer? da skal du sige til din søn: ... Herren har bebudet os at gør alle disse skikke, at frygte Herren vor Gud, at det må gå os vel alle dage, og at ham må holde os ved live, som det ses på denne dag." (5Mos 20-24)

» <DSLF 287/2> Havde israelitterne adlydt denne undervisning, som blev dem givet, og havde de udnyttet de fortrin, de havde fået, så ville de have stået for verden som et eksempel på sundhed og lykke. Havde de som et folk levet i overensstemmelse med Guds plan, så ville de være blevet skånede for de sygdomme, som plagede andre folkeslag. De ville have været i besiddelse af større forstand og legemlig styrke end andre folk; de ville være blevet det mægtigste folk på jorden. Gud sagde: "Du skal være velsignet frem for alle folk." (5Mos 7,14)

» <DSLF 287/3> "Herren har tilsagt dig i dag, at du skal være ham et ejendoms folk, så som han har talt til dig, og at du skal holde alle hans bud, og at han vil sætte dig højt over alle folk hvilke han har skabt, til lov og til navnkundighed og til byrd, og du skal være Herren din Gud et helligt folk, så som han har talt." (5Mos 26,18-19)

» <DSLF 287/4> "Og alle disse vanskeligheder skal komme over dig og vederfares dig, når du hører på Herrens, din Guds røst: velsignet skal du være i staden, og velsignet skal du være på marken. Velsignet skal dit livs frugt være og dit lands frugt og dit kvægs frugt, dine øksnes affødning og dit små kvægs yngel. Velsignet skal din kurv være og dit dejtrug. Velsignet skal du være, når du går ind, og velsignet skal du være, når du går ud." (5Mos 28,2-6)

» <DSLF 288/1> "Herren skal byde velsignelsen at være hos dig i dine lander og i alt det, som du udrækker din hånd til; og han skal velsigne dig i det land, som Herren din Gud giver dig. Herren skal oprejse dig til et helligt folk for dig, som han har tilsvoret dig, når du holder Herren din Guds bud, og vandrer i hans veje. Og alle folk på jorden skal se, at du er kaldet efter Herrens navn, og de skal frygte for dig. Og Herren skal give overflod, dig til gode, af dit livs frugt og af dit kvægs frugt og af dit lands frugt i det land, som Herren tilsvor dine fædre at give dig. Herren skal oplade for dig sit gode forrådskammer, himmelen, for at give det land regn i sin tid, og at velsigne al din hånds gerning ... Og Herren skal sætte dig til hoved, og ikke til hale, og du skal kun gå opad, og ikke nedad, hvis du vil høre Herren din Guds bud, hvilke jeg byder dig i dag at holde og gøre efter dem." (5Mos 28,8-13)

» <DSLF 288/2> Til Aron, ypperstepræsten, blev denne undervisning givet: "Således skal I velsigne Israels børn; I skal sige til dem: "Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred! Og således skal de lægge mit navn på Israels børn, og jeg vil velsigne dem." (4Mos 6,23-27) "Som dine dage din hvile. Der er ingen som Gud, o Jeschurun! Han, som farer på himlen til din hjælp og med sin højhed på de øverste skyer. Den evige Gud er en bolig, og hernede er de evige arme ... Israel bor tryggelig for sig selv; Jakobs øjne er til et land med korn og vin; ja hans himle skal dryppe med dug. Salig er du, Israel! Hvem er som du, et folk, frelst i Herren. Han er din hjælps skjold, og din højheds sværd! (5Mos 33,25-29)

» <DSLF 289/1> Israelitterne opfyldte ikke Guds hensigt og gik derfor glip af de velsignelser, som de kunne have fået. Men i Josef og Daniel, i Moses og Elias og mange andre har vi ædle eksempler på jøderne af at leve på rette måde. Den samme troskab vil i vore dage have de samme følger. Til os er der skrevet: "I en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, el helligt folk, et folk til ejendom, skal I forkynde hans dyder, som kaldte jer fra mørket til sit beundringsværdige lys." (1Pet 2,9)

» <DSLF 289/2> Velsignet den mand, som forlader sig på Herren, og hvis tillid Herren er!" (Jer 17,7) Han "skal grønnes som et palmetræ, han skal vokse som et cedertræ på Libanon. De, som er plantede i Herrens hus, de skal grønnes i vor Guds forgårde. De skal endnu bære frugt, når de er gråhærdede. De skal være saftige og grønne." (Sl. 92,13-15) "Lad dit hjerte bevare mine bud. Thi et langt liv og mange år at leve i og fred skal de bringe dig rigeligt... Da skal du vandre tryggeligt på din vej, og du skal ikke støde din fod. Når du lægger dig, da skal du ikke frygte, og når du har lagt dig, skal din søvn være sød. Du skal ikke frygte for pludselig skræk, ej heller for ødelæggelsen over de ugudelige, når den kommer. Thi Herren skal være dit håb, og han skal bevare din fod fra at fanges." (Ordsp 3,1-2/1> og 23-26)