» <DSLF 238/2> De fleste lider imidlertid som følge af deres egne fejl. De tilsidesætter sundhedsprincipperne i deres spise, drikke, klædedragt og arbejde. Deres overtrædelse af naturlovene har sine sikre følger, og når sygdom rammer dem, så er der mange, som ikke fører deres lidelser tilbage til den sande årsag, men knurrer imod Gud over deres sygdom; men Gud er ikke ansvarlig for den ledelse, som skyldes tilsidesættelse af de naturlige love.

» <DSLF 238/3> Gud har givet os en vis grad af livskraft. Han har også skænket os organer, der kan holde de forskellige livsfunktioner ved lige, og han ønsker at disse organer skal virke sammen i harmoni. Hvis vi omhyggelig værner om livskraften og holder legemets fine mekanisme i orden, så vil det have sundhed til følge; men hvis livskraften opbruges for hurtigt, så låner nervesystemet den øjeblikkelige kraft fra sit forråd af styrke, når ét organ lider skade, påvirkes de alle. Naturen tåler megen misbrug uden tilsyneladende at gøre indsigelse; derpå rejser den sig og gør en kraftanstrengelse for at fjerne følgerne af den mishandling, den har lidt. Dens bestræbelse for at rette på disse forhold ytrer sig ofte som feber og forskellige andre sygdomsformer.

» <DSLF 239/1> Når helbredelsen misbruges i den grad, at det har sygdom til følge, så kan den syge ofte gøre for sig selv, hvad ingen andre kan gøre for ham. Det største, man bør gøre, er at komme til klarhed over sygdommens sande natur og så gå forstandigt til værks for at fjerne årsagerne. Hvis organismens harmoniske virksomhed er blevet forstyrret ved overanstrengelse, for spisning eller andre afvigelser, så forsøg ikke på at afhjælpe vanskeligheden ved at bebyrde organismen med giftige medikamenter.

» <DSLF 239/2> Umådelighed i spise er ofte årsag til sygdom, og det, som naturen mest behøver, er at blive befriet for den overdrevne byrde, som er blevet lagt på den. Det allerbedste i mange sygdomstilfælde er, at patienten sløjfer et eller to måltider, for at de overanstrengte fordøjelsesorganer kan få lejlighed til at hvile. En frugt diæt i nogle dage har ofte haft en gavnlig virkning på sådanne, som har åndeligt arbejde. Ofte har en kort tids fuldstændigt afhold fra føde, efterfulgt af mådeholden spisning, medført helbredelse ved naturens egne anstrengelser. En sparsom kost en måned eller to ville overbevise mange lidende om, at selvfornægtelsens vej er vejen til sundhed.

» <DSLF 240/1> Nogle bliver syge på grund af overanstrengelse. For sådanne er hvile, frihed fra bekymring og en sparsom kost af betydning for sundhedens genoprettelse. For dem, som er hjernetrætte og nervøse på grund af uafbrudt arbejde og et indendørs liv, vil et ophold på landet, hvor de kan leve enkelt og være fri for bekymring samt komme i nær berøring med naturen, være meget gavnligt. At strejfe omkring i mark og skov, plukke blomster og høre fuglenes sang vil gøre langt mere for deres helbredelse end noget andet middel.

» <DSLF 241/1> I sundhed som i sygdom er rent vand en af himlens kosteligste velsignelser. Dets rigtige anvendelse befordrer sundheden. Det er den drik, som Gud bestemte til at slukke tørsten hos mennesker og dyr. Nydt i rigelig mængde bidrager det til at stille organismens behov og støtte naturen i dens kamp mod sygdom. Udvortes anvendelse af vand er en del af de letteste og virksomme måder til regulering af blodomløbet. Et koldt eller køligt bad er et ypperligt styrkemiddel. Varme bade både åbner porerne og fremhjælper således udskillelsen af urene stoffer. Både varme og neutrale bade beroliger nerverne og befordrer et jævnt blodomløb.

» <DSLF 241/2> Men mange har aldrig erfaret de gavnlige virkninger af en rigtig anvendelse af vand, og de er bange for det. Vandbehandlinger vurderes ikke, som de burde, og deres videnskabelige anvendelse kræver et arbejde, som mange ikke er villige til at yde. Men ingen bør undskylde sin uvidenhed eller ligegyldighed angående denne sag. Der er mange måder, hvorpå vand kan benyttes til at stille smerter og standse sygdom, og alle bør lære at bruge det til enkle sygdomsbehandlinger i hjemmet. Især bør mødre forstå at tage sig af deres familie både i sundhed og sygdom.

» <DSLF 241/3> Virksomhed er en livslov i vor organisme. Ethvert organ i legemet har sit bestemte arbejde, og dets udvikling og styrke afhænger af dette arbejdes udførelse. Alle disse organers normale funktioner giver kraft og energi, medens uvirksomhed fører til afkræftelse og død. Læg en arm i bind endog blot nogle få uger, og læg bindet bort, så vil du finde, at den er svagere end den anden, som i den nævnte tid har udført en rimelig mængde arbejde. Uvirksomhed har en ligende virkning på hele muskelsystemet.

» <DSLF 242/1> Uvirksomhed er en mægtig årsag til sygdom. Legemsøvelse fremmer og fordeler blodomløbet ligeligt; under lediggang derimod løber blodet ikke så let gennem årerne, og de for liv og sundhed så forandringer i blodet finder ikke sted. Også huden bliver uvirksom, de urene stoffer udskilles ikke, som de ville, hvis blodomløbet fremmedes ved kraftig legemsøvelse, hunden blev holdt i sund og kraftig tilstand, og lungerne forsyndes med rigelig ren, frisk luft. Denne tilstand i organismen pålægger udskillelsesorganerne en dobbelt byrde, og sygdom er følgen.

» <DSLF 242/2> Syge mennesker bør ikke opmuntres til uvirksomhed. Hvis der har fundet alvorlig overanstrengelse sted i en eller anden retning, så kan undertiden fuldstændig hvile i nogen tid afværge alvorlig sygdom; men hos kronisk lidende er det sjælden nødvendigt at ophøre med al virksomhed.

» <DSLF 242/3> De, som er nedbrudte af åndeligt arbejde, bør afholde sig fra anstrengende tænkning; men man bør ikke lede dem til at tro, at det er farligt for dem overhoved at bruge deres åndsevner. Mange er tilbøjelige til at anse deres tilstand for at være alvorligere, end den virkelig er. Denne sindstilstand er ugunstig for helbredelse og bør ikke næres.

» <DSLF 242/4> Prædikanter, lærere, studerende og andre, som arbejder med hjernen lider ofte af følgerne af svær, åndelig anstrengelse og mangel på legemsøvelse. Hvad disse mennesker trænger til, er et mere virksomt liv. Strengt afhold i alt og dertil passende legemsøvelse ville skaffe både åndelig og legemlig styrke og udholdenhed til alle, som arbejder med hjernen.

» <DSLF 242/5> De, som er blevet fysisk overanstrengte, bør ikke opmuntres til at undgå alt legemligt arbejde; men for at kunne blive til det størst mulige gavn må arbejdet være systematisk og behageligt. Legemsøvelse udendørs er det bedste, og den bør være således ordnet, at alle de svækkede organer kommer i virksomhed og styrkes, og man bør have sit hjerte med i sagen; det arbejde, som hænderne udfører, må aldrig synke ned til at blive det blotte slid.

» <DSLF 243/1> Når patienterne ikke har noget til at optage deres tid og deres opmærksomhed, så vil de tænke på sig selv og blive sygelige og pirrelige. Ofte vil de dvæle ved deres upasselighed, idet de bilder sig ind, at de er meget værre, end de i virkeligheden er, og fuldstændig ude af stand til at bestille noget.

» <DSLF 243/2> I alle sådanne tilstande vil en fornuftig ledet legemsøvelse være et virksomt helbredelsesmiddel, og i nogle tilfælde er den uundværlig for sundhedens genoprettelse. Viljen følger hændernes arbejde, og alt det, som disse patienter trænger til, er at få viljen vækket. Når viljen er sløv, bliver indbildningen abnorm, og det er umuligt at modstå sygdom.

» <DSLF 243/3> Uvirksomhed er den største forbandelse, der kunne ramme de fleste syge. Let beskæftigelse med nyttigt arbejde anstrenger hverken sind eller hjerne, men har en gavnlig indflydelse på begge. Den styrker musklerne, forbedrer blodomløbet og skaffer den syge den tilfredsstillelse at vide, at han ikke er ganske unyttig i den travle verden. Til at begynde med er han måske kun i stand til at gøre lidt; men han vil snart finde, at kræfterne tager til, og arbejdet kan forøges i forhold dertil.

» <DSLF 244/1> I tilfælde af fordøjelseslidelse er legemsøvelse gavnlig, idet den har en styrkende indvirkning på fordøjelsesorganerne. At give sig af med hårdt studium eller svær legemsøvelse umiddelbart efter måltiderne hindrer fordøjelsen. Men efter et måltid er derimod en kort spadseretur med hoved opret skuldrene strakte tilbage meget gavnlig.

» <DSLF 244/2> Til trods for alt, hvad der er sagt og skrevet om legemsøvelse, så er der endnu mange, som fordømmer den. Nogle bliver korpulente, fordi organismen overfyldes, andre bliver magre og svage, fordi deres livskraft opbruges til at bortskaffe den overflødige mængde føde, de har nydt. Leveren anstrenges under arbejdet med at befri blodet fra de urene stoffer, og sygdom bliver følgen.

» <DSLF 244/3> De, som fører et stillesiddende liv, bør tage legemsøvelser i fri luft daglig både sommer og vinter, så ofte vejret tillader det. Spadsereture må foretrækkes for ride og køreture, da det sætter flere muskler i bevægelse; lungerne kommer i livlig virksomhed, da det er umuligt at spadsere uden at tage dybe åndedræt.

» <DSLF 244/4> Sådan legemsøvelse ville i mange tilfælde have en gavnligere indvirkning på sundheden end medicin. Mange syge tilrådes at foretage en rejse til søs, rejse til mineralske kilder eller tage ophold på forskellige steder for at få en forandring af klima, medens de i de fleste tilfælde ved mådehold i spise og ved sund legemsøvelse ville kunne genvinde sundheden og spare tid og penge.