» <DSLF 223/2> Sygeplejerskens dygtighed afhænger af en stor del af hendes legemlige sundhed. Jo bedre hendes helbred er, desto bedre vil hun kunne udholde den anstrengelse, som er forbundet med sygeplejen, og med desto større held vil hun kunne udføre sine pligter. De, som plejer de syge, bør give kost, frisk luft, renlighed og legemsøvelse særlig opmærksomhed. En ligene agtpågivenhed fra familiens side vil også sætte dem i stand til at udholde den ekstra byrde, som lægges på dem, og vil hjælpe dem til at modstå sygdom.

» <DSLF 223/3> Når sygdomstilfældet er så alvorligt, at det kræver en sygeplejers nærværelse både nat og dag, så bør arbejdet i det mindste deles mellem to sygeplejersker, således at de begge kan få den nødvendige hvile og bevægelse ude i det fri. Dette er særlig vigtigt i sådanne tilfælde, hvor man vanskeligt kan få tilstrækkelig frisk luft i sygeværelset. På grund af mangelfuld forståelse af frisk luft er ventilationen undertiden dårlig, og derved sættes ofte både patient og sygeplejerskens liv i fare.

» <DSLF 224/1> Hvis man tager de rigtige forholdsregler, så er der ingen grund til, at berøringssmitsomme sygdomme skulle angribe andre. Man bør sørge for, at ens livsvaner er, som de bør være, og for ved hjælp af menneskelighed og passende ventilation at holde sygeværelset frit for giftige stoffer. Under sådanne forhold vil de syge have langt lettere for at komme sig, og i de fleste tilfælde vil hverken sygeplejerske eller familiens medlemmer pådrage sig sygdommen.

» <DSLF 225/1> For at skaffe patienten de gunstigste betingelser for helbredelse bør det værelse han opholder sig i, være rummeligt, lyst og hyggeligt og muliggøre grundig luftveksling. Det værelse i huset, som bedst imødekommer disse fordringer, bør vælges til sygeværelse. Mange huse er ikke færdigindrettede for god ventilation, og det er vanskeligt at skaffe den; men man bør gøre enhver mulig anstrengelse for at få sygeværelset sådan indrettet, at en strøm af frisk luft kan passere igennem den dag og nat.

» <DSLF 225/2> Så vidt muligt bør der i sygeværelset vedligeholdes en jævn temperatur; man bør have et termometer at rådføre sig med. De, som skal pleje de syge og derved ofte berøves deres søvn eller bliver vækkede om natten for at hjælpe patienten, bliver ofte kuldskære og kan ikke altid afgive de bedste skøn om sund temperatur.

<DSLF 225/3> En vigtig del af sygeplejerskens pligter er at sørge for patientens diæt. Det bør ikke tillades, at patienten lider eller svækkes på utilbørlig vis af mangel på næring, ligesom de svækkede fordøjelsesorganer heller ikke på overanstrenges. Der bør sørges omhyggeligt for, at maden tilberedes og serveres på en sådan måde, at den bliver velsmagende; men man bør se til, at den er afpasset efter patientens behov både i henseende til mængde og beskaffenhed. Det er især, når patienten er ved at komme sig, og appetitten er god, men fordøjelsesorganerne endnu ikke har genvundet fuld styrke, at der er stor fare for, at den syge skal lide skade ved urigtig kost.

» <DSLF 225/4> Sygeplejersken og alle, som har noget at gøre i sygeværelset, bør være glade, rolige og selvbeherskede. Alt hastværk, al uro eller forvirring bør undgås. Døre bør åbnes og lukkes forsigtigt og stilhed herske alle vegne. I febertilfælde er det især nødvendigt at udvise forsigtighed nå krisen indtræder, og feberen svinder. Stadig vågen er da ofte nødvendig. Uvidenhed, forglemmelse og ligegyldighed har forårsaget manges død, som kunne have levet, hvis de havde fået den rette hjælp af forsigtige, betænksomme sygeplejersker.

» <DSLF 226/1> Det er en misforstået venlighed, en urigtig opfattelse, en urigtig opfattelse af høflighed, der ligger til grund for mange af de sædvanlige sygebesøg. De, som er meget syge, bør ikke modtage besøgende. Den anstrengelse, sådanne besøg medfører, udmatter patienten på en tid, da stilhed og uforstyrret ro er allermest nødvendig.

» <DSLF 226/2> For en patient, der er ved at komme sig, eller som lider af en kronisk sygdom, er det ofte til glæde og gaven at vide, at andre tænker venligt på ham. Men en sådan forsikring i form af en deltagende skrivelse eller en lille gave vil ofte svare bedre til hensigten end til personligt besøg og er ikke forbundet med fare.

» <DSLF 226/3> På sanatorier og hospitaler, hvor de, som plejer patienterne, til stadighed omgives af et stort antal syge mennesker, skal der en afgjort bestræbelse til for altid at kunne være venlig og behagelig og vise betænksomhed og hensynsfuldhed i ethvert ord og enhver handling. På sådanne anstalter er det af den største vigtighed, at sygeplejerskerne stræber efter at gøre deres arbejde viseligt og godt. De må altid huske på, at de i udførelsen af de daglige pligter tjener den Herre Kristus.

» <DSLF 228/1> De syge behøver, at man taler vise og forstandig ord til dem. De, som arbejder i sygeplejen, bør daglig granske i bibelen, for at de må kunne tale sådanne ord, som kan oplyse og hjælpe de lidende. Guds engle er til stede i det værelse, hvor der arbejdes for de syge, og den sjæl, som giver sygebehandlingen, bør være omgivet af en ren, kristelig atmosfære. Læger og sygeplejersker må holde fast ved Kristi grundsætninger; hans dyder må komme til syne i deres liv. Når dette er tilfældet, så vil de ved deres ord og handlinger lede de syge til Frelseren.

» <DSLF 228/2> Medens den troende sygeplejerske giver sygebehandling, vil hun på behagelig og virkningsfuld måde kunne lede patientens sind til Kristus, til ham, som helbreder sjæl såvel som legeme. De tanker, som fremholdes, lidt her og lidt der, vil øve deres indflydelse, De ældre sygeplejersker bør aldrig undlade at benytte en gylden lejlighed til at henvise den syge til Kristus. De bør altid stå rede til at forene åndelig helbredelse med legemlig helbredelse.

<DSLF 228/1> På venligste og ømmeste måde bør sygeplejersken undervise den syge om, at den, som vil være sund, må ophøre med at overtræde Guds lov; han må ophøre med at leve i synd. Gud kan ikke velsigne den, som fortsætter med at påføre sig sygdom og lidelse ved en forsætlig overtrædelse af himmelske love; men ved den Helligånd kommer Kristus som en helbredende kraft til dem, som ophører med at gøre det onde og lærer at gøre det gode.

» <DSLF 228/3> De, som ikke elsker Gud, vil stadig modarbejde sjælens sande interesser; men de, som vågner op til forståelsen af, hvor vigtigt det er at leve i lydighed mod Gud i den nærværende onde verden, vil være villige til at give afkald på enhver fejlagtig livsvane. Taknemmelighed og kærlighed vil fylde deres hjerter. De ved, at Kristus er deres ven. I mange tilfælde vil forståelsen af, at de har en sådan ven, betyde mere for de syges helbredelse af, at de har en sådan ven, betyde mere for de syges helbredelse fra sygdom end den bedste behandling, der kan gives. Men begge ting er af vigtighed; de må gå hånd i hånd.