» <DSLF 187/2> Hvis menneskerne ville give mere agt på Guds ords undervisning, så ville de finde en løsning på disse spørgsmål, som besværer dem. I det gamle testamente ville man kunne lære meget angående arbejderspørgsmålet og hjælp til de fattige.

» <DSLF 187/3> Ifølge Guds plan med Israel havde enhver familie et hjem sammen med et stykke jord, tilstrækkeligt stort til dyrkning. På denne måde var der sørget for muligheden af og tilskyndelsen til at føre et nyttigt, arbejdsomt og selvunderholdende liv. Intet menneske har nogen sinde kunnet forbedre denne ordning, og den fattigdom og elendighed, som findes i vor tid, skyldes for en stor del, at menneskerne er afveget fra denne plan.

» <DSLF 188/1> Da Israel bosatte sig i Kanaan, blev landet delt mellem hele befolkningen; kun levitterne, der skulle tjene ved helligdommen, udgjorde en undtagelse ved landets ligelige fordeling. Stammerne blev talte efter familier, og hver familie blev tildelt en arv, hvis størrelse bestemtes efter familiemedlemmernes antal.

» <DSLF 188/2> En Israelit kunne vel for en tid afhænde sin ejendom, men kunne dog ikke for bestandig sælge sine børns arv. Når han blev i stand til det, havde han ret til når som helst at købe sit land igen. Gæld blev eftergivet hvert syvende år, og i det 50de år, eller jubelåret, gik al landejendom tilbage til den oprindelige ejer.

» <DSLF 188/3> Herrens forordning var: "Og landet skal ikke sælges med fuld afhændelse; thi mig hører landet til, I er fremmede og gæster hos mig. Og i hele jeres ejendoms land skal I tilstede løsning for jorden. Når din broder bliver forarmet, og han sælger sin grundejendom, da skal hans løser, hans næste slægtning, komme og løse, hvad hans broder har solgt. Og når en..... selv får råd dertil, ... så skal han komme til sin grundejendom igen. Men hvis han ikke har nok til at betale ham det, da skal det, han har solgt, blive dens vold, som købte det, indtil jubelåret." (3Mos 25,23-28)

» <DSLF 188/4> "Og I skal holde det halvtredsindstyvende år helligt; og I skal udråbe frihed i landet for alle dem, som bor deri; det skal være jer et jubelår, og I skal komme tilbage hver til sin ejendom, og komme tilbage hver til sin slægt." (3Mos 25,10) Således havde enhver familie sin ejendom sikret, og et værn var tilvejebragt mod enhver yderlighed både i henseende til rigdom og armod.

» <DSLF 189/1> Blandt Israelitterne blev det betragtet som en pligt at lære at arbejde med hænderne. Det påhvilede enhver fader at lære sine sønner et eller andet nyttigt håndværk. De største mænd i Israel lærte at udføre sådant arbejde. Kendskab til husmoderens pligter blev betragtet som noget, der havde betydning for enhver kvinde, og duelighed i udførelsen af disse blev betragtet som en ære for en kvinde i de højeste stillinger.

» <DSLF 189/2> I profetens skoler blev der givet undervisning i forskellige slags erhverv, og mange af eleverne ernærede sig ved arbejde med hænderne. Disse anordninger afskaffede imidlertid ikke al fattigdom. Det var ikke Guds hensigt, at fattigdom fuldstændig skulle ophøre. Det var et af hans midler til at udvikle menneskers karakter. "Thi fattige skal ikke ophøre at være midt i landet; derfor byder jeg dig og siger: Oplad rundelig din hånd for din broder, for den trængende og fattige i dit land!" (5Mos 15,11)

» <DSLF 190/1> "Når der er en fattig i blandt jer, en af dine brødre, i en af dine stæder i dit land, som Herren din Gud giver dig: da skal du ikke gøre dit hjerte hårdt og ikke lukke din hånd for din fattige broder. Men du skal oplade din hånd for ham, og du skal låne ham det, som er nok for hans mangel, det som han fattes." (5Mos 15,7-8)

» <DSLF 190/2> "Og når din broder forarmes, og hans formue tager af hos dig, da skal du styrke ham, var han endog en fremmed og en gæst, at han kan leve hos dig." (3Mos 25,35)

» <DSLF 190/3> "Når I høster jeres lands afgrøde, skal du ikke nøje høste hvert hjørne på din mark." (3Mos 19,9) "Når du høster din høst på din ager, og har glemt neg på ageren, da skal du ikke vende tilbage at tage det ... Når du ryster dit olietræ, da skal du ikke bagefter gennemsøge grenene ... Når du plukker din vingård, da skal du ikke bagefter eftersanke; det skal høre den fremmede, den faderløse og enken til." (5Mos 24,19-21)

» <DSLF 190/4> Ingen behøvede at frygte for, at deres godgørenhed ville påføre dem mangel. Lydighed mod Guds befalinger ville visselig have velstand til følge. "Thi Herren din Gud skal for denne sags skyld velsigne dig i alle dine gerninger og i alt det, som du udrækker din hånd til." "Du skal låne til mange folk; men du skal ikke tage til låns; og du skal herske over mange folk, men de skal ikke herske over dig." (5Mos 15,10.6)

» <DSLF 190/5> Guds ord billiger ikke en fremgangsmåde, der vil berige en klasse mennesker ved en andens undertrykkelse og lidelse. Det lærer os, at vi i alle vore forretningsanliggender skal stille os i deres sted, som vi har med at gøre, og ikke alene se på vort eget, men også på andres. Den, som for at gavne sig selv vil drage fordel af en andens ulykke, eller som søger at gavne sig selv ved en andens svaghed eller mangel på forståelse, overtræder både de grundsætninger og de bud, som findes i Guds ord.

» <DSLF 191/1> "Du skal ikke bøje retten for den fremmede, den faderløse og ej tage en enkes klædebon til pant." (5mos 24,17) "Hvis du udlåner til din næste noget lån, da skal du ikke gå ind i hans hus og tage hans pant. Du skal stå udenfor, og den mand, hvem du har lånt noget, skal bære pantet ud til dig udenfor. Men hvis han er en nødlidende mand, da skal du ikke lægge dig til hvile med hans pant." (5Mos 24,10-12) "Hvis du tager din næstes klædebon til pant, da skal du give ham det igen, før solen går ned. Thi det er hans eneste skjul, ... deri ligger han; og det skal ske når han råber til mig, da skal jeg høre det, thi jeg er nådig." (2Mos 22,26-27) "Og når du sælger din næste noget eller køber af din næstes hånd, skal I ikke forfordele den ene den anden." (3Mos 25,14)

» <DSLF 191/2> "I skal ikke gøre uret i dommen, i længdemålet, i vægten og i hulmålet." (3Mos 19,35) "Du skal ikke have to slags vægte i din pose, en stor og en lille. Du skal ikke have to slags efa i dit hus, en stor og en lille." (5Mos 25,13-14) "Rette vægtskåle, rette vægtstene, ret efa og ret hin skal I have." (3Mos 19,36)

» <DSLF 191/3> "Giv den, som beder dig, og vend dig ikke fra den, som vil låne." (Matt 5,42) Den ugudelige låner og betaler ikke, men den retfærdige forbarmer sig og giver." (Sl. 37,21) Giv råd, hjælp til ret, gør din skygge som natten midt om middagen, skjul de fordrevne, forråd ikke den, som flyr! Lad mine fordrevne få herberge hos dig, Moab! Vær dem et skjul mod ødelæggeren." (Es 16,3-4)

» <DSLF 192/1> Indenfor naturens store enemærker er der endnu plads, hvor de lidende og trængende kan finde et hjem. I dens skød findes hjælpemidler store nok til at skaffe dem deres føde. I jorden ligger velsignelser skjulte for alle, som har mod og vilje og udholdenhed til at samle dens skatte. Jordens dyrkning den velsignelse, som Gud anviste mennesket i edens have åbner et felt, hvor skarer af mennesker kan få anledning til at skaffe sig deres ophold. "Forlad dig på Herren, og gør godt; bo i landet, og nær dig trolig." (Sl. 37,3)

» <DSLF 192/2> Tusinder og tusinder af mennesker kunne arbejde med at dyrke jorden, hvorimod de nu er sammenstuvede i byerne og der søger efter lejlighed til at tjene en smugle. I mange tilfælde bliver selv denne smugle ikke anvendt til dagligt brød, men gives til værtshusholderen for det, som ødelægger sjæl og legeme.

» <DSLF 193/1> Mange betragter arbejde som et slid, og de forsøger på at skaffe sig levebrød på anden måde end ved ærligt arbejde. Denne tragt efter at skaffe sig levebrød uden arbejde åbner døren for en næsten ubegrænset mængde elendighed, last og forbrydelse.

» <DSLF 193/2> I de store byer er der skarer af mennesker, som er genstand for mindre omsorg og hensynsfuldhed end dyrene. Tænk på de familier, som er sammenstuvede i usle lejligheder, mange af dem i mørke kældre fyldte med fugtighed og smuds. Børn fødes, vokser op og dør i disse huler. De ser intet af skønheden af den natur, som Gud har skabt til at fryde sanserne og opløfte sjælen. Pjaltede, halvt forsultne lever de der, omgivet af last og fordærvelse, og karakteren dannes og modtager præg af den elendighed og synd, som findes omkring dem. Børnene hører Guds navn kun i bespottelse; uren tale, forbandelse og fordærvelse fylder deres øren; dunster at tobak og spiritus, usund stank og en lav moral virker fordærvende på deres sanser. På denne måde udvikles en mængde mennesker til at blive forbrydere, fjender at det samfund, som har overladt dem til elendighed og fordærvelse.

» <DSLF 193/3> Men ikke alle de fattige i disse usle kvaterer tilhører denne klasse. Gudfrygtige mænd og kvinder er kommet i den dybeste armod på grund af sygdom eller uheld, ofte ved uærlighed fra deres side, som lever af at udsuge deres medmennesker. Mange, som er oprigtige, og som har gode hensigter, bliver fattige, fordi de ikke har lært at arbejde. Deres uvidenhed gør dem uskikkede til at tumle med livets vanskeligheder. De søger ind til byerne, hvor de ofte er ude af stand til at finde beskæftigelse. Den last, som de her får at høre og se, udsætter dem for frygtelige fristelser. Omgivet af og ofte stillede i klasse med de lastefulde og sunkne er det kun ved en overmenneskelig kamp og ved en overjordisk magt, at de kan bevares fra at synke lige så lavt som de andre. Mange holder fast ved deres retskaffenhed og vælger hellere at lide end at synde. Det er denne klasse mennesker, der behøver hjælp, sympati og opmuntring.

» <DSLF 194/1> Hvis de fattige, der nu opholder sig i byerne, kunne få sig hjem på landet, så kunne de ikke alene fortjene deres ophold, men også finde en sundhed og en lykke, som nu er dem ukendt. Strengt arbejde, en tarvelig levemåde, knapt udkomme og ofte endog besværlighed og savn ville måske blive deres lod. Men hvilken velsignelse det ville være for dem at ombytte byen med dens tillokkelser til det onde, dens støj og forbrydelse, elendighed og urenhed med landlivets renhed, fred og ro!

» <DSLF 194/2> Mange af dem, som opholder sig i byerne, har ikke en grøn plet at sætte deres fødder på, år efter år har de beskuet de smudsige baggårde og trange gyder, stenvægge og brolagte gader og en himmel, formørket af tøv og røg. Hvis disse mennesker kunne flytte ud på landet, hvor de var omgivet af de grønne marker, af skove, høje og bække, og hvor de kunne se den klare den klare himmel og nyde den friske, rene landluft, så ville det være dem næsten som en himmel på jord.

» <DSLF 194/3> For en stor del afskårne fra omgang med os stolen på mennesker og fra verdens grundsætninger, sæder og ophidsede indskydelser, ville de komme i nærmere berøring med selve naturen. Guds nærværelse ville blive dem mere virkelig, og mange ville lære at forlade sig på ham. Gennem naturen ville de høre hans stemme tale fred og kærlighed til deres hjerte, og legeme, sjæl og ånd ville lade sig påvirke af den helbredende, livgivende kraft.

» <DSLF 196/1> Mange må have bistand, opmuntring og undervisning, hvis de nogen sinde skal lære at blive flittige og selvhjulpne. Der er en mængde fattige familier, for hvilke man ikke kunne gøre noget bedre missionsarbejde end ved at hjælpe dem til nedsætte sig på landet og lære, hvorledes de der kunne skaffe sig et levebrød af jordens frembringelser.

» <DSLF 196/2> Trangen til netop sådan hjælp og sådant oplysningsarbejde indskrænker sig ikke til byerne alene. Selv på landet med alle dets muligheder for et bedre liv findes der en mængde fattige, som er i stor trang. Der gives hele distrikter, som er blottede for oplysning i industriel og sanitær henseende. Der er familier, som lever i usle hytter, tarveligt forsyndede med møbler og klæder, uden redskaber, uden bøger, blottede for livets bekvemmeligheder og uden midler til udvikling. Mennesker, fordærvede i sjælen og svage, vanskabte på legemet, åbenbarer følgerne af en slet fædrene arv og fejlagtige livsvaner. Disse mennesker må oplyses lige fra begyndelsesgrundene. Da har ført et hjælpeløst, dovent og fordærvet liv, og de behøver at oplæres i rigtige vaner. DSLF 196/1> Hvorledes kan disse vækkes til at indse nødvendigheden af at gøre forandring? På hvilken måde kan de ledes til at gøre en forandring? Hvorledes kan man hjælpe dem op? Hvad kan deres gøres, hvor fattigdom råder og må mødes ved hvert skridt? Visselig er opgaven vanskelig. Den nødvendige forandring vil aldrig indtræde, medmindre menneskerne får bistand af en kraft, som de ikke selv ejer. Det er Guds hensigt, at de rige og de fattige skal være nøje sammenknyttede ved medlidenhedens og hjælpsomhedens bånd. De, som har midler, talenter og evner, må benytte disse gaver til velsignelse for deres medmennesker.

» <DSLF 197/1> Kristne landmænd kan gøre virkeligt missionsarbejde ved at hjælpe de fattige til at genoprette hjem på landet og lære dem at dyrke jorden og gøre den frugtbar. Lær dem at anvende jordbrugsredskaber, at dyrke forskellige slags produkter og anlægge og passe en frugthave.

» <DSLF 197/2> Mange, som dyrker jorden, får ikke et tilsvarende udbytte på grund af deres forsømmelighed. De passer ikke deres jordbrug, som de burde, sæden kommer ikke i jorden i rette tid, og jordens kultivering sker på en ganske overfladisk måde. Det dårlige udbytte tillægges jordens ufrugtbarhed. Ofte beskyldes jorden for at være af dårlig beskaffenhed, medens den ville yde en rig høst, hvis den blot blev kultiveret på tilbørlig vis. De snæversynede planer, de slappe anstrengelser, som gøres, og den ringe søgen efter bedre metoder taler om nødvendigheden af en reform.

» <DSLF 197/3> Lad alle, som er villige til at lære, få undervisning om rigtige metoder. Hvis nogle ikke ønsker, at du skal tale til dem om fremskredne idéer, så undervis dem i stilhed. Dyrk din egen mark på rette måde. Sig et ord til den nabo, når du har anledning, og lad afgrøden tale sit overbevisende sprog til gunst for rigtige metoder. Vis hvad jorden kan frembringe, når den bliver dyrket på rette måde.

» <DSLF 197/4> Opmærksomheden bør henledes på industrielle foretagender af forskellig slags, hvor fattige familier kan få beskæftigelse. Snedkere, tømre, smede, ja enhver, som har lært et eller andet nyttigt håndværk, bør føle det som sin pligt at undervise og hjælpe de uvidende og arbejdsløse.

» <DSLF 197/5> I arbejdet med at hjælpe de fattige er der et stort virkefelt for kvinder såvel som for mænd. Der er behov for alles hjælp, som har en grundig forståelse af et arbejde madlavning, husgerning, syning eller sygepleje. Lad medlemmerne i de fattige hjem få undervisning i madlavning, i at sy og istandsætte deres eget tøj, pleje de syge og holde hjemmene i tilbørlig orden. Lad drenge og piger få grundig undervisning i et eller andet nyttigt håndværk eller arbejde.

» <DSLF 198/1> Der er brug for familier, som vil slå sig ned og gøre missionsarbejde på forsømte steder. Lad landmænd, forretningsmænd, bygmestre og sådanne, som har opnået dygtighed i forskellige slags håndværk og beskæftigelser, rejse til forsømte missionsmarker for at dyrke landet, oprette industrielle foretagender, bygge sig selv et tarveligt hjem og virke for at ophjælpe deres opgivelser.

» <DSLF 198/2> De vilde og barske steder i naturen har Gud gjort tiltrækkende ved at stille det smukke sammen med det uskønne. Dette er det arbejde, vi er kaldet til at udføre. Selv jordens øde steder, hvor udsigterne syndes at være lidt lovende, kan blive som Guds have. "Og på den dag skal de døde høre bogens ord, og de blindes øjne se ud fra dunkelhed og mørke. Og de sagtmodige skal ydermere så glæde i Herren, og de fattige iblandt menneskerne fryde sig i Israels hellige." (Es 29,18-19)

» <DSLF 198/3> Ofte kan vi yde de fattige den bedste hjælp ved at lære dem at udføre praktisk arbejde. De, som ikke har lært at arbejde, er som regel ikke i besiddelse af flid, ihærdighed, økonomisk sans og selvfornægtelse. De kender ikke til påpasselighed. Deres mangel på ophyggelighed og sund dømmekraft medfører ofte, at det, hvormed de kunne underholde deres familie på sømmelig vis, hvis det blev anvendt med omhu og forsigtighed, går til spilde.

» <DSLF 199/1> "Den fattiges nyopdyrkede land yder megen føde; men der er den, som går til grunde, fordi han ikke gør ret." (Ordsp 13,23)

» <DSLF 199/2> Vi kan give til de fattige og gøre dem skade ved at lære dem at stole på andre. At give på denne måde udvikler hjælpeløshed og egennytte; det leder ofte til dovenskab, fordringsfuldhed og umådelighed. Ingen som selv kan fortjene sit levebrød, har ret til at være afhængig af andre, mundheldet: "Verden skylder mig mit levebrød" indeholder selve kærnen til løgn, svig og bedrageri. Verden skylder ingen et levebrød, som selv er i stand til at arbejde og tjene sit ophold.

» <DSLF 199/3> Sand gavmildhed hjælper menneskerne til at hjælpe sig selv. Dersom nogen kommer til vor dør og beder om mad, må vi ikke sende ham sulten bort; for hans fattigdom skyldes måske uheld. Sand godgørenhed betyder mere end blot det at give; det betyder en virkelig interesse for andres velfærd. Vi bør søge at sætte os ind i de fattiges og ulykkeliges trang og yde dem den hjælp, som vil gavne dem mest. Således at ofre omtanke og personlig bestræbelse koster langt mere ned blot at give penge; men det er den sandeste gavmildhed.

» <DSLF 199/4> De, som lærer at fortjene, hvad de modtager, vil lettere lære at udnytte det på bedste måde. Og idet de lærer at stole på sig selv, erhverver de sig ikke alene det, som vil gøre dem selvhjulpne, men som også vil sætte dem i stand til at hjælpe andre. Fremhold betydningen af livets pligter for dem, som forspilder deres anledninger. Vis dem, at bibelens religion aldrig gør dem til lediggængere. Kristus opmuntrede altid til flid. "Hvorfor står I her den hele dag ledige?" sagde han til de magelige. Vi må arbejde, "så længe det er dag; natten kommer da ingen kan arbejde". (Matt 20,6; Joh 9,4)

» <DSLF 199/5> Alle kan i deres hjem, deres vaner, deres handel og vandel give verden et bevis på, hvad evangeliet kan udrette for dem, som adlyder det. Kristus kom til verden for at give os et eksempel på, hvad vi kan blive. Han forventer, at hans efterfølgere i alle livets forhold skal være et mønster på, hvad der er ret. Han ønsker, at vore materielle omgivelser skal bære præget af den guddommelige indflydelse på os.

» <DSLF 200/1> Vore egne hjem og omgivelser bør give en anskuelsesundervisning, påpege forbedringer, således at flid, renlighed, smag og dannelse kan træde i stedet for lediggang, urenhed, uorden og råhed. Ved vort liv og eksempel kan vi hjælpe andre til at få øjnene op for, hvad der er frastødende i deres karakter eller deres omgivelser; men med kristelig venlighed kan vi opmuntre til forbedring. Når vi viser interesse for dem, vil vi finde anledning til at lære dem at udnytte deres evner og kræfter på bedste måde.

» <DSLF 200/2> Uden mod og udholdenhed kan vi intet udrette. Tal håb og mod til de fattige og mismodige. Hvis det behøves, så giv synlige beviser på din interesse ved at hjælpe dem, når de kommer i vanskelige omstændigheder. De, som har nydt mange fortrin, bør huske på, at de selv endnu gør fejl i mange ting, og at det smerter dem, når nogen påpeger deres fejl og viser dem, hvordan de burde være. Husk på, at venlighed vil udrette langt mere end dadel. Når du forsøger at lære andre, så lad dem forstå, at du ønsker, de må opnå det bedst mulige, og at du er villig til at yde dem hjælp. Hvis de begår fejl, så døm dem ikke hastigt.

» <DSLF 200/3> Nøjsomhed, selvfornægtelse og økonomisk sans, som det er af så stor betydning for de fattige at lære, står ofte for dem som noget svært og ubehageligt. Verdens ånd og eksempel opelsker og opfostrer hele tiden hovmod, forfængelighed, vellyst, ødselhed og lediggang. Disse onder bringer tusinder af mennesker i armod og forhindrer mange i at hæve sig op over fordærvelse og elendighed. De kristne må opmuntre dem til at modstå disse indflydelser.

» <DSLF 201/1> Jesus kom til denne verden under nøjsomme kår. Han var af ringe byrd. Himlens majestæt, herlighedens konge, engle hærens anfører fornedrede sig selv, tog et menneskes skikkelse på og valgte så et liv i fattigdom og ydmygelse. Han havde ingen anledninger, som de fattige ikke har. Hårdt arbejde, genvordigheder og savn udgjorde en del af hans daglige erfaring. "Ræve har huler," sagde han, "og himlens fugle reder; men menneskernes Søn har ikke det, han kan hælde sit hoved til." (Luk 9,58)

» <DSLF 201/2> Jesus søgte ikke menneskenes beundring eller bifald; han havde ingen hær at befale over; han herskede ikke over noget jordisk rige; han bejlede ikke til de riges og agtedes gunst; han gjorde ikke krav på nogen stilling iblandt folkets ledende mænd. Han dvælede iblandt de ringe og agtede ikke på en unaturlig inddeling i rangklasser; han intet hensyn til høj byrd, rigdom, talent, lærdom eller rang.

» <DSLF 201/3> Han var himlens fyrste, men valgte alligevel ikke sine disciple iblandt lovlærerne, fyrsterne, de skriftkloge eller farisæerne. Han gik disse forbi, fordi de hovmodede sig af deres lærdom og stilling. De var urokkeligt forfalskede i overleveringer og overtro. Han, som kunne læse alles hjerter, valgte nogle uanselige fiskere og syndere og omgik den jævne befolkning, ikke for at blive lav og verdsligsindet som de, men for ved ord og eksemplet at kunne fremholde rigtige grundsætninger for dem og løse dem op fra deres verdslighed og sunkne tilstand.

» <DSLF 201/4> Jesus søgte at berigtige verdens falske målestok for bedømmelsen af menneskernes værd. Han stillede sig på lige fod med de fattige, for at han kunne befri fattigdommen for det brændemærke, som verden havde sat på den. han befriede den for evigt fra hån og vanære ved at velsigne de fattige, der er arvinger til Guds rige. Han henviser os til den sti, han betrådte, og siger: "Den som vil komme efter mig, skal fornægte sig selv og tage sit kors op daglig og følge mig." (Luk 9,23)

» <DSLF 202/1> De kristne må møde folk på det trin, hvor de står, og oplære dem, ikke til hovmod, men til at udvikle karakteren. Vis dem, hvorledes Kristus virkede og fornægtede sig selv. Hjælp dem at lære selvfornægtelse og opofrelse af ham. Lær dem at tage sig i agt for onde laster og vaner og for at skikke sig efter verdens skikke. Livet er alt for betydningsfuldt, alt for fuldt af alvorlige, hellige pligter til, at nogen skulle forpligte det med at behage sig selv.

» <DSLF 202/2> Mange har næppe nok begyndt at forstå den virkelige hensigt med livet hernede. De føler sig tiltrukne af glimmer og stads; de higer efter verdslig udmærkelse, og for at opnå dette lader de livets virkelige formål ude af betragtning. Det bedste i livet: Nøjsomhed, ærlighed, sanddru, renhed og retskaffenhed kan ikke købes eller sælges; disse dyder kan ligeså godt opnåes af den uvidende som af den lærde, af den uanselige arbejder som af den sejrede statsmand. Gud har til enhver enkelt sørget for en glæde, som man finder i at udvikle renhed i tanke og udføre uegennyttige handlinger; den glæde, som kommer af at tale medlidende ord og øve venlig dåd. Fra den, som udfører sådant arbejde, vil Kristi udstråle for at glæde dem, hvis liv formørkes af mangen skygge.

» <DSLF 202/3> Medens vi hjælper de fattige i timelig henseende, må vi altid have deres åndelige vel for øje. Lad jeres eget liv bære vidnesbyrd og frelsens magt til at opholde og bevare. Lad jeres karakter åbenbare det store og høje, som alle kan opnå. Fremhold evangeliet ved ligefremme eksempler. Lad alle, som I har med at gøre, få en undervisning om karakterens udvikling.

» <DSLF 203/1> I hverdagslivets sysler kan alle, selv de svageste og uanseligste, samvirke med Gud og glæde sig over hans nærværelse og styrkende nåde. De må ikke trætte sindet med uafbrudt ængstelse og unødig bekymring. Lad dem kun blive ved deres arbejde dag efter dag og med troskab udføre det hverv, som Guds forsyn anviser, så vil han sørge for dem. Han siger:

» <DSLF 203/2> "Vær ikke bekymrede for noget, men i alle ting lad jeres begæringer fremføres for Gud i påkaldelse og bøn med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, skal bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus." (Fil 4,6-7)

» <DSLF 203/3> Herren har omhu for alle sine skabninger. Han elsker dem alle og gør ingen forskel uden for så vidt, som han større medlidenhed med dem, som kaldte til at bære livets tungeste byrder. Guds børn må møde prøvelser og vanskeligheder; men de bør modtage deres beskikkede lod med glad hjerte og huske på, at Gud ved sine bedste gunstbevisninger vil erstatte alt, hvad verden forsømmer at yde.

» <DSLF 203/4> Det er, når vi kommer i vanskelige omstændigheder, at han åbner sin magt og sin visdom som svar på ydmyg bøn. Hav tillid til ham som den, der hører og besvarer bønner. Han vil åbenbare sig for jer som den, der kan hjælpe i enhver vanskelighed. Han som skabte medmenneskerne, og som gav dem de vidunderlige fysiske, sjælelige og åndelige evner og kræfter, vil ikke nægte dem det, som er nødvendigt for at opholde det liv, han selv har givet. Han, som har givet os sit ord blade fra livets træ vil ikke forholde os kundskaben om, hvorledes vi skal skaffe hans trængende børn den føde, de behøver.

» <DSLF 203/5> Hvorledes kan den, som styrer ploven og driver oksen, få visdom? Ved at søge efter den som efter sølv og granske efter den som efter den som efter skjulte skatte. "Thi Gud underviser han om den rette måde, hans Gud lærer han den." (Es 28,26) "Også dette udgår fra den Herre Zebaoth, han er underlig i råd og stor i visdom." (Es 28,29)

» <DSLF 204/1> Han, som lærte Adam og Eva i edens have, hvorledes de skulle vogte haven, ønsker også nu at undervise mennesker. Der er visdom at få for den, som styrer ploven og udsår sæden. For dem, som forlader sig på og adlyder Gud, vil han åbne vejen til fremgang. Da kan gå frimodigt fremad, og stole på, at han efter sin rigdom på godhed vil skaffe dem, hvad de behøver.

» <DSLF 204/2> Han, som bespiste folkemængden med fem brød og to små fisk, kan også nu give os frugt af vort arbejde. Han, som bød fiskerne fra Galliæa: Kast jeres garn ud til en dræt!" og som, da de adlød hans ord, fyldte garnene, så de sønderreves, ønsker, at hans folk heri skal se et bevis på, hvad han endnu vil gøre for dem. Den Gud, som i ørknen gav Israels børn manna fra himlen, lever og regerer endnu. Han vil lede sit fok og give dem dygtighed og forstand i det arbejde, de kaldes til at udføre. Han vil give visdom til dem, som bestræber sig for at gøre deres pligter samvittighedsfuldt og forstandigt. Han, hvem verden tilhører, er rig på hjælpemidler og vil velsigne enhver, som søger at velsigne andre.

» <DSLF 204/3> Vi trænger til at løfte blikket opad i tro. Vi må ikke blive mismodige, om vi tilsyneladende ikke har held med os, ej heller bør forhaling gøre os forsagte. Vi må arbejde med glæde, være håbefulde og taknemmelige og tro, at jorden i sit skød gemmer rige skatte, som den trofaste arbejder vil høste, skatte, som er større end guld eller sølv. Bjergene og højene forandres, jorden ældes som et klædebon; men Guds velsignelse, som bereder hans folk et bord i ørknen, vil aldrig ophøre.