|
»
<DSLF 175/1> Al sand reform hører med til den evangeliske virksomhed
og bidrager til at løfte sjælen op til et nyt og ædlere
liv. Særlig bør al afholdsvirksomhed finde støtte hos
de kristne. De bør kalde opmærksomheden til dette arbejde
og gøre det til et brændende spørgsmål. Alle
vegne må de fremholdte sande afholdprincipper for folket og søge
at få dem til at underskrive afholdhedsløftet. Der bør
gøres alvorlige bestræbelser for at hjælpe dem, som
ligger under for deres dårlige vaner.
» <DSLF 175/2> Overalt
er der et arbejde at gøre for at hjælpe sådanne, som
er faldet på grund af drukkenskab og anden umådelighed. I menigheder,
anstalter og hjem, hvor man udgiver sig for at være kristne, er der
mange af de unge, som vælger den vej, der fører til fordærvelse.
Gennem dårlige vaner påfører de sig sygdom, og i deres
tragten efter at skaffe penge for at kunne tilfredsstille syndige lyster
forlader de ærlighedens vej. Sundhed og karakter ødelægges.
Fremmedgjort for Gud og udstødte af menneskerne føler disse
elendige, at de er uden håb både i dette liv og i det tilkommende.
Deres tilstand knuser forældrenes hjerter. Menneskerne taler om disse
som håbløse; men således betragter Gud dem ikke. Han
forstår alle forhold, der har gjort dem til, hvad de nu er, og han
ynkes over dem. Dette er den klasse mennesker, som trænger til hjælp.
Giv dem aldrig anledning til at sige: "Ingen bryder sig om min sjæl!"
» <DSLF 176/1> Blandt umådelighedens
ofre findes mennesker af alle klasser og beskæftigelser. Højtstående
mænd med fremragende evner og store kundskaber har givet efter for
appetittens krav, indtil de ikke længere formår at modstå
fristelsen. Nogle af dem har engang været rige, men står nu
hjemløse, venneløse lidende, elendige, syge og dybt sunkne.
De har mistet evnen til at beherske sig selv. Hvis ikke nogen rækker
dem en hjælpsom hånd, vil de synke dybere og dybere. Hos sådanne
mennesker er trangen til at tilfredsstille de dårlige lyster ikke
blot en moralsk synd, men en fysisk sygdom.
» <DSLF 176/2> Når
vi skal hjælpe sådanne, må vi ligesom Kristus ofte gjorde
først tage os af dem i legemlig henseende. Deres spise og drikke
må være sund og befries for alt, hvad der virker stimulerende.
De trænger til rent tøj og legemlig renhed; de trænger
til den hjælp, som de kan få ved at komme ind under forædlende
kristelig indflydelse. I alle byer burde der sørges for, at de,
som er slaver af onde vaner, kunne få hjælp til at bryde de
lænker, som binder dem. Mange betragter stærk drik som deres
eneste trøst i vanskeligheder. Sådan behøvede imidlertid
ikke at være at være, dersom de kristne ville følge
den gode samaritans eksempel i stedet for at handle, som præsten
og livitten gjorde.
» <DSLF 176/3> Når
vi har med den slags mennesker at gøre, så må vi huske
på, at vi ikke står overfor mennesker med sund forstand, men
sådanne, som for øjeblikket står under en ond ånds
indflydelse. Vær tålmodig og overbærende. Tænk
ikke på vedkommendes kolde og frastødende ydre, men på
den dyrebare sjæl, som Kristus døde for at genløse.
Når drankeren vågner op til besindelse af sin faldne tilstand,
så gør alt, hvad der står i din magt for at vise, at
du er hans ven. Tal ingen irettesættende ord; lad ingen handling,
intet blik vise bebrejdelse eller afsky. Det er meget sandsynligt, at staklen
forbander sig selv. Hjælp ham op; tal ord, som vil opflamme tro;
søg at styrke ethvert godt træk i hans karakter; lær
ham at stræbe opad; vis ham, at det er muligt for ham at leve således,
at han kan vinde sinde medmenneskers agtelse. Hjælp ham til at vurdere
de talenter, som Gud har givet ham, men som han har forsømt at udnytte.
» <DSLF 177/1> Selv om
viljen er blevet fordærvet og svækket, så er der endnu
håb for ham i Kristus. Han vil vække hos ham højere
tilskyndelser og hellig attrå. Søg at opmuntre ham til at
give det håb, som evangeliet byder ham. Læs bibelen for den
fristede, kæmpende sjæl; læs atter og atter Guds forjættelser
for ham. Disse forjættelser vil for ham blive som blade af livets
træ. Vedbliv tålmodigt med dine bestræbelser, indtil
den skælvende hånd med taknemmelig glæde griber fat på
håbet om forløsning gennem Kristus.
» <DSLF 177/2> Du må
aldrig fast ved dem, de søger at hjælpe, ellers vil du aldrig
vinde sejr. De fristes uafladelig til det onde. Atter og atter vil de næsten
overvindes af trangen til stærk drik, atter og atter vil de måske
falde; man ophør ikke derfor med dine bestræbelser.
» <DSLF 177/3> De har sat
sig for at gøre en anstrengelse for at leve et kristeligt liv; men
deres viljekraft er svækket, og de må omhyggelig værnes
om af dem, der våger over sjæle som de, der skal aflægge
regnskab. De har tabt deres menneskeværd, og dette må de atter
genvinde. Mange må føre en kamp mod stærke nedarvede
tilbøjeligheder til det onde. Unaturlig trang, sanselige tilskyndelser
er den arv, de har fået fra fødslen. Disse må der omhyggelig
våges over. Både indefra og udefra kæmper det onde og
det gode om herredømmet. De, som aldrig har gennemgået lignende
erfaringer, kan ikke danne sig en forestilling om appetittens næsten
overvældende magt eller om heftigheden af den kamp, der føres
mellem slette vaner og forsættet om at ville være afholdende
i alt. Atter og atter må striden udkæmpes.
» <DSLF 177/4> Mange, som
føler sig draget til Kristus, besidder ikke moralsk mod til at fortsætte
kampen appetit og lidenskab. Dette må dog ikke gøre os mismodige.
Er det kun sådanne, som reddes fra den dybeste elendighed, der atter
kan falde?
» <DSLF 178/1> Husk på
at du ikke er alene i dit arbejde. Tjenende engle vil samarbejde med ethvert
sandt Guds barn. Kristus er genopretteren. Den store Læge selv står
ved sine trofaste arbejderes side og siger til den bodfærdige synder:
"Barn! Dine synder er dig forladt." (Mark 2,5)
» <DSLF 178/2> Mange er
de udstødte, som vil gribe fat på det håb, evangeliet
fremholder for dem, og som vil indgå i himmerigets rige, medens andre,
der blev velsignede med udmærkede anledninger og stor lys, som de
ikke benyttede sig af, vil blive kastet ud i det yderste mørke.
» <DSLF 178/3> De, der
ligger under for onde vaner, må bringes til at forstå nødvendigheden
af selvbeherskelse. Andre kan gøre sig den yderste flid for at løse
den op, Gud nåde kan tilflyde dem frit, Kristus kan drage på
dem og hans engle virke for dem; men alt dette vil være forgæves,
om de ikke selv vågner op og kæmper med i striden.
» <DSLF 178/4> Davids sidste
ord til Salomon, som den gang var en ung mand, der snart skulle krones
til konge i Israel, var: "Vær du stærk og bliv en mand!" (1Kong
2,2) Til ethvert menneskebarn, berettiget til en uforgængelig krone,
lyder disse Herrens ord: "Vær du stærk og bliv en mand!"
» <DSLF 178/5> De, som
søger deres egne dårlige vaner, må ledes til at føle
og forstå, at en stor moralsk fornyelse er nødvendig, hvis
de ønsker at blive mænd i virkelig forstand. Gud byder dem
vågne op og i Kristi kraft generobre det menneskeværd, som
Gud gav dem, men som de har forspildt ved at følge syndige lyster
og vaner.
» <DSLF 178/6> Mangen en
mand, som mærker fristelsens overvældende magt og føler
sig draget af lyster, der leder til syndig nydelse, råber i fordærvelse:
"Jeg kan ikke modstå det onde!" Sig til ham, at han kan, at ham må
modstå. Han overvindes måske den ene gang efter den anden;
men det behøver ikke altid at blive ved på den måde.
Han er svag i moralsk henseende og beherskes af syndige vaner. Hans løfter
og forjættelser er for intet at regne. Tanken om hans brudte løfter
svækker hans tillid til sin egen oprigtighed og bibringer ham til
forfølgelsen af, at Gud ikke kan antage ham eller stå ham
bi i hans bestræbelser. Men han behøver ikke at fortvivle.
» <DSLF 179/1> De, som
sætter deres tillid til Kristus, må ikke lade sig beherske
af nogen nedarvet eller erhvervet vane eller tilbøjelighed. I stedet
for at være slaver af deres lavere natur skal de herske over enhver
lyst og lidenskab. Gud har ikke overladt til os at kæmpe i vor egen
menneskelige styrke. Hvad vore nedarvede og erhvervede tilbøjeligheder
til det onde end måtte være, så kan vi overvinde dem
ved den kraft, som han står rede for at meddele os.
» <DSLF 179/2> Den fristede
behøver af forstå viljens sande betydning. Viljen er det herskende
i menneskenaturen; den er den magt, hvorved vi kan vælge og beslutte.
Alt afhænger af den rigtige anvendelse af viljen. Ønsket om
godhed og renhed er rigtigt, så langt det rækker; men hvis
vi lader det blive derved, så er ønsket til ingen nytte. Der
er mange, som går nedad til fordærvelse, medens de håber
og ønsker at overvinde deres onde tilbøjeligheder. De giver
ikke efter for Guds vilje; de vælger ikke at tjene ham.
» <DSLF 180/1> Gud har
givet os evnen til at vælge; at anvende denne evne bliver vor sag.
Vi kan ikke forandre vore hjerter; vi kan ikke selv kontrollere vore tanker,
vore indskydelser eller vore følelser; vi kan ikke selv gøre
os rene, skikkede til Guds tjeneste; men vi kan vælge at tjene Gud,
og vi kan give ham vor vilje, så vil han virke i os både at
ville og at udrette efter hans velbehag. Således stilles hele vor
natur under Kristi kontrol.
» <DSLF 180/2> Ved en rigtig
anvendelse af viljen kan der indtræde en fuldstændig forandring
i vort liv. Ved at overgive vor vilje til Kristus træder vi i forening
med den guddommelige magt. Vi modtager styrke fra oven til at stå
fast. Et rent, ædelt liv, et liv i sejr over enhver lyst og tilbøjelighed
er muligt for enhver, som vil forene sin svage, vaklende menneskevilje
med Guds urokkelige vilje.
» <DSLF 180/3> De, som
kæmper mod appetittens magt, bør undervises om grundsætningerne
for en sundhedsmæssig levemåde. Man bør vise dem, at
overtrædelse af sundhedslovene fremkalder sygelige tilstande og unaturlig
trang og således lægger grundvolden til drukkenskab. Ved at
leve i overensstemmelse med sundhedsprincipperne kan de gøre sig
håb om at blive befriede for trangen til unaturlige pirremidler.
Medens de forlader sig på guddommelig til at bryde appetittens lænker,
må de også samarbejde med Gud ved at adlyde hans love, både
de moralske og de fysiske.
» <DSLF 181/1> De, som
stræber efter at leve et bedre liv, bør skaffes beskæftigelse.
Ingen, som kan arbejde, må oplæres til at forvente føde,
klæder og husly uden nogen erstatning. For deres egen skyld såvel
som for andres bør de sættes i stand til at yde vederlag,
for, hvad de modtager. Søg at opmuntre dem i enhver stræben
efter at hjælpe sig selv. Dette vil styrke deres agtelse for sig
selv og udvikle en ædel selvstændighed. At beskæftige
sind og hænder med nyttigt arbejde er af væsentlig betydning
som et værn mod fristelse.
» <DSLF 181/2> I arbejdet
med at hjælpe de faldne vil man ofte blive skuffet af sådanne,
som giver løfte om et bedre liv. Mange vil blot gøre en overfladisk
forandring i deres liv og vaner. De ledes af øjeblikkets indskydelser,
og det kan for en tid se ud, som om de har bedret sig; men der er ikke
sket nogen virkelig hjerteforandring. De nærer endnu den samme egenkærlighed,
den samme trang til tåbelige fornøjelser, dem samme trang
til at tilfredsstille deres egne lyster og lidenskaber. De har intet kendskab
til, hvad det vil sige at udvikle karakteren, og men kan ikke stole på
dem som principfaste mennesker. De har fordærvet de sjælelige
og åndelige evner og kræfter ved at føje deres lyster
og lidenskaber, og dette gør dem svage. De er vankelmodige og ustadige,
og deres tilskyndelser går i sanselig retning. Sådanne mennesker
er ofte farlige for andre. Da de betragtes som mennesker, hos hvem der
er indtrådt forandring til det bedre, betror man dem ansvar og stiller
dem der, hvor deres indflydelse virker fordærvende på de uskyldige.
» <DSLF 181/3> Selv de,
som alvorligt stræber efter at leve et bedre liv, er ikke udelukket
fra at falde. De må behandles med stor visdom og med mildhed. Ros
og smiger overfor sådanne, som er blevet reddede fra deres elendighed,
kan undertiden blive årsag til deres fald. Den skik at anmode mænd
og kvinder om at tale offentligt om erfaringer fra deres syndige liv, er
farlig både for taleren og for tilhørerne. At dvæle
ved det onde virker fordærvende på sjæl og sind. Den
udmærkelse, man således viser de reddede, er også skadelig
for dem; mange af dem ledes til at tro, at deres tidligere syndige liv
har skaffet dem en vis anseelse. Der opelskes hos dem en higen efter berømmelse
og en selvtillid, som kan blive skæbnesvanger for deres sjæle.
Alene ved en beskeden vurdering af sig selv og ved at forlade sig på
Kristi miskundhed kan de stå fast.
» <DSLF 182/1> Alle som
giver beviser på sand omvendelse, bør opmuntres til at virke
for andre. Lad ingen afvise en sjæl, der forlader Satans tjeneste
for at tjene Kristus. Når nogen giver bevis for, at Guds ånd
arbejder på ham, så gør alt, hvad der kan gøres
for at opmuntre ham til at indtræde i Herrens tjeneste. "Gør
forskel, så I ynkes over nogle." (Jud 22) De, som er vise i den visdom,
der kommer fra Gud, vil se sjæle, som behøver hjælp,
og som er virkelig omvendte, men som uden nogen opmuntring næppe
ville vove at gribe fat på håbet. Herren vil lægge det
i sine tjeneres hjerte at byde disse frygtsomme angrende kærligt
velkommen iblandt sig. Hvilke synder de end har været beherskede
af, og hvor dybt de ende har været faldne, så modtager Kristus
dem, når de i anger kommer til ham. Giv dem så noget at gøre
for frelseren. Hvis de ønsker at virke for at hjælpe andre
op af den fordærvelsens hule, hvorfra de selv blev reddede, så
give dem lejlighed dertil. Lad dem komme sammen med erfarende Kristne,
for at de kan vinde åndelig styrke. Fyld deres hjerter og deres hænder
med arbejde for Mesteren.
» <DSLF 182/2> Når
lyset trænger ind i sjælen, så vil de, der syndes at
være de meste forfaldne til synd, undertiden blive arbejdere, der
virker med held netop for sådanne syndere, som de selv engang var.
Ved troen på Kristus vil nogle kunne udføre et stort arbejde
og betro ansvar i virksomheden for sjælens frelse. De ser, hvor deres
svaghed ligger, og forstår, hvor fordærvet deres engen natur
er. De ved, hvilken magt synd og onde vaner har. De ser deres udygtighed
til at vinde sejr uden Kristi bistand, og deres stadige råb er: "Jeg
kaster min hjælpeløse sjæl i dine arme!"
» <DSLF 183/1> Disse kan
hjælpe andre. Den, der selv har været fristet og prøvet,
og hvis håb var næsten udslukket, men som er blevet frelst
ved at høre budskabet om Guds kærlighed, kan forstå
den kunst at frelse sjæle. Den, hvis hjerte er fyldt med Kristi kærlighed,
fordi han selv er blevet opsøgt af Frelseren og ført tilbage
til fårestien, forstår at søge de fortabte. Han kan
vise syndere han til Guds lam. Han har overgivet sig til Gud uden forbehold
og er blevet antaget i den Elskede. Gud greb den hånd, som holdes
udrakt i svaghed. Ved sådannes virksomhed kan mange forlorne sønner
bringes tilbage til Faderen.
» <DSLF 183/2> Enhver sjæl,
som kæmper for at stige op fra et liv i synd til et liv i renhed,
finder den store kilde til kraft i det eneste "Navn under himlen givet
iblandt mennesker, ved hvilket vi skal være frelste". (Apg 4,12)
"Om nogen tørster" efter hvile og håb, efter befrielse fra
syndige tilbøjeligheder, siger Kristus, "han komme til mig og drikke."
(Joh 7,34) Det eneste middels mod last er Kristi nåde og kraft.
» <DSLF 183/3> De gode
forsætter, som man gør i egen styrke, gavner intet. Alle vore
løfter formår ikke at bryde onde vaners magt. Ingen vil nogen
sinde øve afhold i alle ting, før end hans hjerte er blevet
fornyet ved guddommelig nåde. Vi kan ikke et eneste øjeblik
bevare os selv for synd. Hvert eneste øjeblik er vi afhængige
af Gud.
» <DSLF 183/4> Sand reform
begynder ved sjælens renselse. Vort arbejde for de faldne vil alene
føre til virkelig fremgang, når Kristi nåde omdanner
karakteren, og sjælen bringes i levende forbindelse med Gud.
» <DSLF 184/1> Kristus
levede et liv i fuldkommen lydighed mod Guds lov, og heri satte han et
eksempel for ethvert menneske. Det liv, som han levede her i verden, skal
vi ved hans kraft og hans undervisning leve.
» <DSLF 184/2> I vort arbejde
for at hjælpe de faldne bør Guds lovs fordringer og nødvendigheden
af lydighed mod ham indprentes i sind og hjerte. Undlad aldrig at påvise,
at der er stor forskel mellem dem, som tjener Gud, og den, som ikke ham.
Gud er kærlighed; men han kan ikke undskylde forsætlig ringeagt
mod hans befalinger. Hans riges love er sådanne, at menneskerne ikke
kan undgå følgerne af ulydighed. Han kan kun ære dem,
som ærer ham. Menneskernes vandel i denne verden bestemmer deres
evige skæbne. Hvad de har fået, må de høste; årsag
vil efterfølges af virkning.
» <DSLF 184/3> Intet mindre
end fuldkommen lydighed kan tilfredsstille Guds krav. Han har ikke gjort
sine fordringer ubestemte. Han har ikke pålagt menneskerne noget,
som ikke er nødvendigt for at bringe dem i fuld overensstemmelse
med ham. Vi må henvise syndere til hans målestok for karakteren
og lede dem til Kristus, ved hvis nåde alene dette mål kan
nås.
» <DSLF 184/4> Frelseren
påtog sig menneskeslægtens skrøbeligheder og levede
et syndfrit liv, for at menneskerne ikke skulle nære frygt for, at
de ikke kunne vinde sejr på grund af menneskenaturens svagheder.
Kristus kom for at gøre os "Delagtige i den guddommelige natur",
og hans liv viser, at når det menneskelige forenes med det guddommelige,
overvindes synden.
» <DSLF 184/5> Frelseren
vandt sejr for at vise menneskerne, hvorledes de kan vinde sejr. Kristus
mødte alle Satans fristelser med Guds ord. Ved at stole på
Guds forjættelser fik han kraft til at adlyde Guds befalinger, og
fristeren fik ingen indgang. Ved enhver fristelse gav han det svar: "Der
er skrevet." Således har Gud givet os sit ord, hvorved vi kan modstå
det onde. Usigelig store og herlige forjættelser er os givet, for
at vi ved disse kan "blive delagtige i den guddommelige natur, når"
vi "flyr denne verdens forkrænkelighed i lyster". (2Pet 1,4)
» <DSLF 185/1> Bed den
fristede om ikke at se på omstændigheder, på sin egen
svaghed eller på fristelsens magt, men på Guds ords kraft.
Al dets kraft tilhører os. "Jeg gemte dit ord i mit hjerte," siger
Salmisten, "på det jeg ikke skulle synde imod dig." "På dine
læbers ord vogtede jeg mig for voldsmænds stier." (Sl. 119,11;
17,4)
» <DSLF 185/2> Tal opmuntrende
til menneskerne; bær dem frem for Gud i bøn. Mange, som er
blevet overvundet af fristelse, føler sig nedslåede på
grund af deres mislykkede forsøg, og de har følelsen af,
at det er forgæves at komme til Gud. Men denne tanke er fjendens
indskydelse. Når de har syndet og føler, at de ikke kan bede,
så sig til dem, da er det netop tiden til at bede. De kan vel føle
sig beskæmmede og dybt ydmygede; men når de bekender deres
synder, så vil han som er trofast, forlade dem deres synder og rense
dem fra al uretfærdighed.
» <DSLF 185/3> Intet er
tilsyneladende mere hjælpeløst og dog i virkeligheden mere
uovervindeligt end den sjæl, der føler sin intet og forlader
sig fuldstændigt på Frelserens fortjeneste. Ved bøn
og granskning af Guds ord og ved troen på hans nærværelse
kan de svageste blandt mennesker leve i samfund med Kristus, som er livet,
og han vil holde dem fast med en hånd, der aldrig slipper dem.
» <DSLF 186/1> Disse dyrebare
ord kan enhver sjæl, som bliver i Kristus, gøre til sine egne.
Den kan sige: "Jeg vil skue ud efter Herren, Jeg vil bie efter min Frelsers
Gud; Min Gud vil høre mig. Glæd dig ikke over mig, min modstander!
Thi jeg er falden, skal jeg stå op igen, og sidder jeg i mørket,
skal Herren være mit lys." "Han skal atter forbarme sig over os,
han skal træde vore misgerninger under fødder; og du skal
kaste alle deres synder i havets dyb." (Mik 7,7-8.19) Gud har lovet: "Jeg
vil gøre mand dyrere end pure guld og menneskerne end ofirs fine
guld." (Es 13,12) "Ligger I mellem vandrenderne, skal I blive som duens
vinger skjulte med sølv, som dens slagfjedre indsprængte med
guld." (Sl. 68,14)
» <DSLF 186/2> De, som
Kristus har tilgivet mest, vil elske ham mest. Det er disse, som på
den yderste dag vil stå nærmest hans trone. "Og de skal se
hans ansigt, og hans navn skal være i deres pander." (Åb 22,4)
|