"Susie, det var det sidste klokkeslag. Vi må skynde os!"

"Jah! Vi vil ikke komme for sent!"

"Men hvad var det, du fortalte om pastor Andersen?"

"Jo, John, det var den missionær, som var her sidste sommer. Husker du ikke ham?"

"Jo, selvfølgelig husker jeg ham," svarede John. "Det var jo dengang, da Gud kaldte os begge til at blive missionærer."

Susie rynkede panden, og John vidste, at der var noget, det trykkede hende.

"Hvad er der i vejen?" spurgte han hende.

"Jo, pastor Olsen kom og besøgte os før frokost," svarede hun, "og han syntes at være noget forstemt - det er noget om et brev fra pastor Andersen."

Nu blev John for alvor spændt og udbrød: "Sig mig, han er da rejst tilbage til Afrika, ikke?"

"Jo," forsatte hun, "jeg hørte ikke alt, hvad de talte om; men det drejede sig om en ung missionær og hans hustru."

"Er der noget galt på færre?" spurgte John alvorligt.

"Ja, det er jeg bange for," svarede hun. "Far er jo formand for Hedningemissionens bestyrelse, og jeg hørte præsten sige: "Jeg vil overlade det til dem, Hr. Graham." Susie efterlignede pastor Olsens stemme og fortsatte: "Det er en nødsituation, og jeg er sikker på, at vore menighedsmedlemmer vil være forstående."

Susie og John trådte ind i kirken, netop som gudstjenesten begyndte.

"Jeg synes, præsten ser noget bedrøvet ud i dag," hviskede John. "Hvad mon der er i vejen? Han plejer altid at være så glad."

"Hys-s-s, man må ikke hviske i kirken!"

"Nåh, nej," svarede han, "men han ser nu meget alvorlig ud - se, han har et brev i hånden."

"Hys - s - s!"

Før prædikenen læste præsten brevet fra pastor Andersen.

Han berettede om Guds rige velsignelser over det, som en vis ung missionær og hans hustru udførte. De var nye på missionsmarken, men mange havde allerede sagt ja til at følge Jesus. Hustruen var en meget dygtig hjælper og vandt sig straks vej ind i alles hjerter, specielt hos børnene. Pastor Olsen fortsatte med at læse: "Det er det mest lovende ægtepar på denne missionsmark i dag. Men der er en sag, som jeg gerne vil lægge ud til jer. Fru Brocks tilstand er således, at hun må på et hospital i England. Hun vil komme sig, hvis hun kan få den rette pleje. Det er en lang og kostbar rejse, og hospitalsopholdet er dyrt. De kan umuligt betale det ud af deres meget beskedne løn, og det er påkrævet, at hun kommer af sted med det samme. Jeg er sikker på, at dersom vennerne derhjemme kunne fatte den store betydning af deres gerning og kunne se det offer, som missionærerne bringer, ville de beredvilligt bringe ofre. Vær venlig at lade mig høre omgående. - Jeres i Kristus forbundne, John Andersen."

Præsten foldede langsomt brevet sammen og lagde det i sin bibel. Han stod et øjeblik tavs. Så sagde han langsomt og med skælvende stemme: "Jeg er sikker på, at jeres hjerter er blevet grebet af dette brev, og jeg håber, at I vil give rundhåndet ud af de timelige goder. Gud har overøst jer med, til denne appel om at redde livet for denne kære Herrens tjener dernede i Afrika." Han smilede, som om han var forvisset om, at menigheden ville svare på deres råb. Så tilføjede han: "Hr. Graham vil besøge jer i eftermiddag for at tage imod jeres bidrag."

Formanden for Millville Kirkens Hedningemission lænede sig imod en ny ståltrådsindhegning og beundrede en stor flok velfodrede køer. Da han sluttede sin beretning, så han gårdejer Tom lige ind i øjnene og ventede på hans svar.

"Jeg er ked af det," Hr. Graham," sagde Titus og krympede sig; "men vi kan altså ikke give noget til hedningemissionen i år." Han vendte blikket bort, mens han fortsatte, "for vi har måttet købe en ny kultivator i foråret, og den slugte alle de ekstra penge, vi havde."

Hr. Graham blev overrasket: "Jamen, Titus, dette er jo en nødsituation!"

"Ja," stammede han, "men sådan er det altså - jeg kan ikke give noget denne gang."

"Det gør mig ondt," sagde den besøgende sagte. "Jeg havde håbet, at De kunne hjælpe." Han så atter på køerne. -

"H - mm," sagde han, medens han tilsyneladende forlod det andet emne, "det ser ud til at være en dejlig flok køer, De der har."

"Ja, det går godt med dem," svarede Titus pralende. "Der er ganske vist meget arbejde med dem, - men de vil indbringe mig en pæn lille -." Han standsede pludselig.

"Fortsæt bare," svarede Hr. Graham.

Tom rødmede skamfuld. "Ja, jeg ved godt, hvad De tænker," sagde han som for at forsvare sig; " "men jeg vil bare fortælle Dem, at vi har brug for hver eneste øre, som vi får for disse køer, og jeg har ingen penge at give til hedningemissionen."

Da hr. Graham standsede ved det næste hus, bad han Gud om at give ham de rette ord. Den velholdte gård gjorde indtryk på ham med sine bølgende, grønne marker, det nydelige hjem, det nye hønsehus og den store flok af hvide kyllinger. Han fandt fru Madsen i hønsegården.

"Det er en dejlig flok kyllinger, De der har, fru Miser," begyndte han klogt nok. "Jeg kan godt forstå, at De er stolt af dem."

"Tak for komplimenten," svarede hun med et selvbevidst smil. "Det kommer alt sammen an på, om man forstår, hvordan man skal behandle sine kyllinger." - Hun påtog sig en meget overlegen mine: "Jeg kunne godt fortælle folk her omkring, hvordan man skal bære sig ad med at tjene penge på at opdrætte kyllinger, men," fortsatte hun, medens hun trist rystede på hovedet, "de tror, at det ved de så udmærket selv, og det være langt fra mig at blande mig i deres sager." Fru Miser gjorde en lille pause, for at hendes ord skulle gøre det rette indtryk. Derpå fortsatte hun pralende;

"Men som jeg sagde, så er jeg den eneste her på egnen, som virkelig tjener penge på kyllinger."

"Det glæder mig, fru Miser," sagde hedningemissionens formand smilende, "for ser De, der er en ting, som vi ganske særligt trænger til penge til på missionsmarken netop nu. En ung missionærs hustru er meget syg og må på hospitalet i England, for at hendes liv kan reddes. Endvidere venter de en lille baby snart og ..."

Fru Miser afbrød ham: "Ja, altså, hvis det er penge, De vil have," skreg hun med høj, gennemtrængende stemme, "så beklager jeg meget, men det er umuligt for mig at hjælpe."

Hun pegede hen imod huset: "Vi har måttet lægge nyt tag på vort hus, og vi må bygge et hønsehus til efteråret."

"Jamen, fru Miser, dette er en nødsituation," sagde Hr. Graham bønfaldende. "Det er en missionærs liv, der afhænger deraf. Vi må ...

Fru Miser løftede hånden til tegn på, at hun ville sige noget.

Hendes læber var tæt sammenpressede. Hendes øjne skød lyn, og hendes dobbelthage sitrede, medens hun langsomt bevægede hovedet op og ned. "Ja, jeg synes, at missionærerne ikke burde forvente, at Gud skulle give dem nogen børn."

"Jamen, fru Miser!"

"Ja, det mener jeg," erklærede hun. "Jeg har altid sagt, at det er synd at sætte børn i verden i et hedensk land. Jeg synes, at hvis de vil være missionærer, bør de ikke lade en mængde uskyldige børn lide for det." - Hun understregede sine ord med et kast med hovedet og ved at stampe i jorden.

"Nej, Hr. Graham, jeg vil ikke gøre mig skyldig i at opmuntre dem dertil ved at give af mine surt fortjente kyllingepenge."

Hr. Graham trak vejret dybt, da han standsede foran en stor brevkasse og læste navnet "Simonsen". En grimasse for hen over hans ansigt, som han spadserede op ad havegangen, der var beplantet med blomster på begge sider. Han prøvede på at være frimodig og bankede kraftigt på døren.

"God aften, Hr. Skimp. Jeg er bare kommet for at - - "

"Nå, ja," afbrød han ham. "De er med i udvalget for hedningemissionen. Ja, det er faktisk ikke nødvendigt for Dem at komme indenfor, Hr. Graham," sagde han medfølende, "for min kone og jeg har allerede drøftet det." Han rømmede sig. "Vi har netop foretaget nogle forbedringer på vor ejendom inde i byen, og det tog alt, hvad vi havde. Om et halvt års tid kan vil måske, give et mindre beløb, men ikke nu."

"Jamen, Hr. Skimp, dette er en nødsituation, og det er en missionærs liv, der ..."

"Ja, det ved jeg godt, og jeg er også meget ked af det," svarede han, medens hans stemme vibrerede af forstilt medfølelse. "Når de skriver, må De endelig fortælle dem, at vi beder for dem."

Det var en træt og modløs mand, som langsomt vandrede op ad havegangen og åbnede døren til Grahams hjem.

"Åh, du ser så træt ud, far," udbrød Susie. "Kom her og sid ned. Jeg har dejlig varm aftensmad til dig!"

"Tak, søde Susie," sukkede han. "Hvor er mor?"

"Hun gik over til fru Pernille med noget aftensmad. Hun er syg, ved du nok.

Sig mig, fik du tilstrækkeligt med penge til Brocks?"

"Nej, Susie," indrømmede han bedrøvet. "Jeg har besøgt dem alle sammen og kun fået 10 dollar."

"Ti dollar!" udbrød Susie overrasket. "Jamen, de skal bruge over 200 dollar!"

"Ja, det ved jeg," svarede Graham. Jeg ville ønske, jeg selv havde dem." Han bankede med den knyttede hånd på armlænet, "så ville jeg give hver en øre selv!"

"Ja, det ved jeg, du ville, far," svarede hans lille, brun øjede pige og klappede ham på kinden; "men du giver jo allerede 50 dollars om måneden til deres underhold."

"Jamen, det er i virkeligheden ikke noget offer," smilede han. "Det har været den største velsignelse i mit liv." Et beslutsomt træk for hen over hans ansigt. "Jeg vil bruge min gamle hat en vinter til og give de 5 dollars, som jeg ville have brugt til en ny hat."

Susie smilede til ham. "Og jeg har 10 dollars, som jeg har sparet sammen af mine få penge!" råbte hun. Hun var henrykt, da hun fik den idé "Jeg kan gå med min gamle skolefrakke et år til, og far ..."

Faderen trykkede hende ind til sig. "Gud velsigne dig, mit kære barn," sagde han venligt; "men du trænger nu til en ny frakke."

"Vist gør jeg ej," svarede hun. Min er meget bedre end mange af de andre børns."

Hun løb ind på sit værelse og kom tilbage med en smuk, rød frakke. "Jeg skulle have en ny, fordi denne er noget kort; men mor kan lægge sømmen ned, og så bliver den fin."

Faderen så stolt på hende. "Så siger vi det, Susie; jeg vil ikke snyde dig for den velsignelse, som du vil få ved at give.

Vi sender dine 10 dollar, og det bliver 25 dollar i alt."

Susie rynkede tankefuldt panden og udbrød: "Hør, jeg har en idé! Jeg er sikker på, at den rige familie Nielsen vil give noget, for de har mange penge. De ejer faste ejendomme inde i storbyen, og ..."

"Der har jeg været, Susie," svarede Graham blidt.

"Nå, og gav de ikke - vil de ikke ...?"

"Nej, deres datter skal giftes til foråret, og de har en mængde ekstra udgifter."

"Det var kedeligt," sukkede Susie. Så fik hun en lys ide':

"Har du været henne hos Poulsen? Jeg har hørt hende prale med, at hun har en del penge i banken, og hun er altid så - så - nå, ja - så medfølende."

"Ja," svarede faderen, "det gjorde et dybt indtryk på hende, at den "søde lille missionærhustru" var i en så ulykkelig stilling." Han smilede bedrøvet, medens han efterlignede hendes stemme. "Hun græd en hel del og sagde, at hun ikke ville kunne sove, og at hun aldrig ville være i stand til at glemme den stakkels kvinde."

"Men hun gav ikke noget?" spurgte Susie forbavset.

"Nej, mit barn, hun og ligeledes familien Skimps vil bede" for familien Larsen."

Susie syntes, der var en anelse af ironi i hans stemme. "Det nytter ikke noget, at de beder," udbrød Susie.

"Susie, nu må vi passe på ikke at være uvenlige."

"Jamen, jeg er ikke uvenlig," svarede Susie. "Jeg sagde bare, at Gud ikke vil lytte til sådanne nærige menneskers bønner."

Hr. Graham morede sig noget over hendes reaktion: "Nu er jeg bange for, at du dømmer, min kære," svarede han og lod, som om han bebrejdede hende, men han blinkede med øjet.

"Nej, det gør jeg ikke," vedblev hun; "det er bibelen som dømmer dem."

"Nåh," udbrød han, "og du har måske et bibelvers om det som sædvanligt?"

"Ja, det har jeg. Det er et, jeg læste i morges." Hun løb hen til bordet efter sin bibel.

Faderen fulgte hende med øjnene. "Det glæder mig, at min lille pige studerer bibelen så meget."

"Lad mig se," sagde Susie og bladede hurtigt i bibelen. "Jeg læste i ordsprogenes bog - tyve - enogtyve - her er det.

Kapitel 21, vers 13: "Den, der stopper øret til for den svages skrig, vil selv komme til at råbe uden at få svar."

Hr. Graham gentog verset efter hende og sad så et øjeblik i dybe tanker.

Så udbrød han: "Og jeg undres på, hvad de vil svare, når de skal stå for Herren foran Kristi domstol?"

Hvad vil der ske med den stakkels, lille fru Larsen dernede i Afrika? Hun er afhængig af, at venner derhjemme vil sende de 200 dollar, som er så nødvendige for at redde hendes liv. Nu venter de spændt på det vigtige brev. De går postbudet i møde hver uge - men du og jeg ved, at brevet med de nødvendige penge aldrig kommer. Folk herhjemme havde alle sammen en eller anden dårlig undskyldning, da Hr.. Graham kom til dem.

Men lad mig med det samme fortælle dig noget. Du ved, at inden vi kan give noget andet til den Herre Jesus, må vi først give os selv. Efter at vi har gjort det, er vi Guds husholdere, og alt, hvad vi har, tilhører i virkeligheden ham. For ordet "husholdere" betyder at vi blot skal forvalte det for ham.

Men husk det: Du kan ikke give noget til Herren, før du først har givet dig selv.

Er du nogen sinde kommet til Jesus og har fortalt ham, at du ved, du har syndet og trænger til en frelser? Har du nogen sinde bedt ham om at tilgive dig? Hvis ikke, så lad mig fortælle dig dette: - Han kalder på dig nu. Han siger til dig: "den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort;" Joh 6,37. Sig mig, synes du ikke, at de mennesker, som Hr. Graham besøgte i denne historie, var meget utaknemmelige? Gud havde velsignet dem så meget, og de havde rigeligt, men de var selviske og nægtede at give til Herren. Men lad mig nu spørge dig om noget - synes du ikke, at du, når Gud gav sin søn for dig, så burde være så taknemmelig, at du tog imod ham som din frelser? Han kalder på dig nu: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile." Matt 11,28.