Børge er virkelig kommet i vanskeligheder.

Han sidder i en mørk og klam fængselscelle anklaget for mord.

Han havde nægtet, at tage imod Jesus som sin Frelser, da Susie opfordrede ham til det. Du forstår nok, at han aldrig ville være kommet i de vanskeligheder, hvis han havde lyttet til opfordringen; men nu var han kommet i dårligt selskab. Du ved aldrig, hvad det sker, når du kommer i selskab med den ondes tilhængere. Til trods for sine venners advarsel gik han over til Beaver Crossing for at se dramatiseringen af midnatsmysteriet "Spøgelseshånden", opført af "Det mindre hjørne". Nu var egnen helt lamslået over meddelelsen over, at en gammel kone i Beaver Crossing,  brutal var blevet myrdet. Forbrydelsen var udført på nøjagtig samme måde som mordet i skuespillet, og da Børge havde talt så meget om skuespillet og på en tåbelig måde pralet af, hvordan han ville have udført mordet, var han blevet arresteret, sigtet som morder.

Du har selvfølgelig læst de andre Susiebøger og ved derfor alt om Susie Graham og hendes bedste, kristne ven, John. Susie er en lille lykkelig, brunøjet, gullokket pige pige, og John er en buttet, lille fyr, der altid ser det humoristiske i alting, selv om det slet ikke er sjovt. De er begge virkelige kristne og glemmer aldrig at fortælle deres venner om Jesus.

Efter at Børge var kommet i vanskeligheder, gik Susie og John til fængslet i Beaver Crossing, og  fik der lov til at lede Børge til Jesus, så han modtog Ham som sin Frelser. Men selv om Børge nu er en kristen, og Gud har tilgivet  ham alle hans synder, sidder han stadig i fængsel, beskyldt for mord.

Der var noget forunderligt ved den måde, hvorpå Susie og John fik lov at lede Børge til Jesus på. Mens de talte sammen, kom solen så højt på himlen, at den lige kunne nå at skinne ind ad fængselsvinduet, så der dannede sig et smukt kors på det kolde, støvede stengulv. Børge knælede i skyggen af korset og modtog Jesus.

Det kan du alt sammen læse i Susiebog nr seks.

Nu var dagen kommet, da den alvorlige sag skulle for retten. Børge prøver alvorligt på at være rolig; men når han tænker på folks følelser overfor ham, de ondskabsfulde sladderhistorier, der går om ham i byen, og anklagen imod ham, taber han modet. Det er mange år siden, der har været så meget røre i den lille landsby Beaver Crossing.

Folk kom fra alle kanter med alle mulige befordringsmidler, nogle red på hesteryg, andre kørte i gamle vogne, alle var opsat på at komme ind i det lille retslokale for at overvære rettergangen. Nogle kom i arbesjdsvogne; og havde samlet folk op undervejs, indtil vognen var fuld. Således blev den lille landsby Beaver Crossing forvandlet til en summende bikube af ophidsede folk, der ikke ville lade en så stor begivenhed gå fra sig.

Susie, John, Villy og Simon var samlet for at bede før rettergangen.

Selvfølgelig ved I piger og drenge, at I kan tale til Gud når som helst og hvor som helst, efter at i har modtaget Jesus som jeres frelser. Men for disse børn var der ligesom noget særligt ved kirkegården. Det var lettere for dem at bede der. Villy var den største af drengene, og han lod til at forstå den alvorlige stilling, Børge var kommet i.

"Ærlig talt, Susie," sagde han, "så ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg skal bede for Børge. Jeg ved, at han har taget imod Jesus nu, men hvis han virkelig er skyldig i en sådan forbrydelse, kan vi da ikke uden videre bede Gud om at lade ham slippe for straf, selv om han begik mordet." Susie rynkede brynene og sagde efter et øjebliks forløb: "Jeg har tænkt meget over det, og jeg har også talt med mor og far om det. Far omtalte verset i Gal 6,7: "Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste."

"Jeg ved det," svarede Villy, "men jeg syntes alligevel ikke, det kan være rigtigt, at Børge skal høste følgerne af sine synder, efter at Gud har tilgivet dem."

John kom med lidt af sin visdom: "Landets lov ændres ikke, fordi man tager imod Jesus."

Susie brød stilheden: "Mor forklarede mig, at det er noget af det frygteligste ved synd," sagde hun, "at man fortsætter med at høste, selv efter at man er holdt op med at så."

"Det skulle være en advarsel for alle os børn," fortsatte John med bævende stemme.

"Det er rigtigt," samtykkede Susie, "og noget andet er, at selv Gud ikke kan tilgive en synd, uden at der er betalt for den. Han tilgiver alle vore synder, når vi modtager  Jesus som vor Frelser, fordi Jesus betalte for dem på korset."

Susie fortsatte: "Når vi tror på Jesus, er Han vor stedfortræder."

"Jeg forstår, hvad du mener," sagde Villy. "Selv om Børge er en kristen, er der ikke andet for ham at gøre end at bøde for det, hvis han overtræder landets love, eller at få en anden til at betale for sig."

"Åh!" stønnede John, "jeg tror ikke, han kan få nogen stedfortræder i den sag, han er sigtet for."

"Nej," sukkede Susie, "ingen uden Jesus elsker os nok til at dø for os."

Simon, der var større end John, men var den yngste kristne i flokken, havde siddet på en stub og snittede, mens han lyttede. Nu rejste han sig, strakte armene op over hovedet, mens han gabte. "Hvis Børge blot ville fortælle os, hvad han lavede den nat i Beaver Crossing!" udbrød han.

"Ser du," sagde Villy med en gammelklog stemme, "jeg tror, han skjuler noget. Jeg kan ikke tro, at han virkelig slog den kvinde ihjel." Han vred sine hænder i "håbløshed; "men det vil blive svært at bevise det, hvis han ikke har en fyldestgørende forklaring."

Jamen, drenge!" sagde Susie, "det eneste, vi kan gøre, er at bede om, at Guds vilje må ske." Hendes stemme skælvede af bevægelse. "Hvis Børge er skyldig, må han bøde for det. Hvis ikke, lad os da bede Gud om, at Han på en eller anden måde vil gøre det sådan, at de må finde frem til sandheden."

De fire børn knælede i bøn under den gamle eg og talte på en enkel, barnlig måde til deres himmelske Far om det komplicerede problem.

Op over bakkerne og gennem de skarpe kurve kæmpede et lille tog sig frem til Beaver Crossing. En værdig herre var to andre passagerers samtaleemne.

"Hvem er den sure, gamle herre med den flotte spadserstok?" spurgte kvinden med den lange, skarpe næse. Hendes stemme var høj og gennemtrængende. -

"Ih, hvor ser han sur ud," svarede hendes ledsager. "Man skulle tro, at han var en dommer, der lige skulle til at afsige en dødsdom!"

Den første kvinde satte næsen lidt højere i vejret end sædvanligt og mumlede: "Hvis han er dommer, ville jeg nødig møde i retten hos ham."

"God morgen, mine damer!" hilste konduktøren, "må jeg se Deres billetter." "Værsågod," sagde hun, idet hun viste ham sin billet. "Konduktør, vi talte lige om den alvorlige, gamle mand henne foran i vognen.

"Hvem?" spurgte han. Ved at følge hendes lange finger fik han øje på ham, de talte om. -

"Åh," forklarede han, "ved De ikke det?

Det er dommer Thornton fra byen. Han De ikke hørt om den store retssag i Beaver Crossing?"

"Mener De mordsagen, som har været omtalt i avisen?" udbrød hun med en skrigende stemme.

"Ja, netop," svarede han. "Dommeren skal af ved næste station; derfra kører han videre med hestevogn til Beaver Crossing. Retssagen begyndte i dag, ja, allerede nu i eftermiddag," fortsatte konduktøren, som om han var dommerens bedste ven.

"Ja, vist er det dommer Thornton." - Han klippede billetterne på den mest professionelle måde. "Vær så venlig at have billetterne klar!

Den ene passager rynkede på sin lange næse og fortsatte henvendt til sin ledsager: "Som du ser, så er han altså virkelig dommer."

"Det sagde jeg jo," svarede ledsageren. "Se bare på hans lange, hvide hår og hans høje, stive hat." De nikkede lige så energisk, som de talte. "Hans små, grå øjne får mig til at gyse," fortsatte ledsageren. "Det er, som om han kan se lige igennem en," istemte hende med den lange næse, idet hun satte næsen lige i vejret, som om hun kunne lugte noget ubehageligt.

"Uha!" sagde ledsagere, "jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal for retten - - dommer Thornton - uha - -!"

Dommer Thornton havde nu snart rejsen overstået. I hestevognen holdt han sig på fornem afstand af de andre passagerer. Han lod til at være ærgerlig over deres tomme snak og over vognens rysten, mens den bumlede henad den snoede vej mod Beaver Crossing. Da vognen standsede foran retslokalet i Beaver Crossing, steg han højtideligt og standsmæssigt ud af den.

En stor menneskemængde var forsamlet udenfor bygningen; de stirrede alle med ærefrygt på denne højtstående sagfører fra byen - en dommer, der havde rettens vægtskål i sin hånd!

Mængden gjorde ærbødigt plads for den fine herre, da han gik ind i retslokalet, uden at han så meget som værdigede en eneste af dem et blik. Få minutter efter kom han ud fra dommerværelset iført en lang, sort kappe. Han gik højtideligt hen og satte sig på dommersædet, rømmede sig og sagde med barsk stemme: "Sagen imod Børge Karlsen, der er anklaget for mord.

Børge står foran forhørsdommeren: det gælder hans liv. Hans øjne hviler skiftevis på dommeren og nævningene, der sidder og ser koldt på ham. Alle de tolv mænd sad og støttede hovedet til armene, mens 24 øjne hvilede på Butch. Han vidste, at disse mænd holdt hans liv i deres hænder.

Sig mig, kunne du tænke dig at være i Butchs sted?

I forhør på liv og død foran en streng dommer!

Lad mig fortælle dig noget, der måske vil overraske dig: En dag skal du også stedes for retten - måske snart - måske før du aner det.

Ingen kender dagen eller timen for denne retssag - og da kommer det også til at gælde dit liv.

Det drejer sig ikke om, hvorvidt du skal leve eller dø her på jorden, men du skal stå til ansvar for, hvordan du har levet.

Bibelen siger: Og jeg så en stor, hvid trone og ham, som sad på den, for hans åsyn flyede jorden og Himmelen, og der fandtes ikke nogen plads for dem. Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og endnu en bog blev åbnet: Livets bog, og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger" (Åb. 20,11,12).

Gud er dommeren.

Bibelen fortæller os i Hebr 9,27:

"Og ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes,

Hvis vi nu i dag i vort liv viser at vi har valgt at tilhøre Jesus vil han også være vor sagføreren i den himmelske retssal.

Han siger selv: "Derfor, enhver, som kendes ved mig over for menneskene, ham vil også jeg kendes ved over for min Fader, som er i himlene. Men den, som fornægter mig over for menneskene, ham vil også jeg fornægte over for min Fader, som er i himlene." Matt. 10,32,33). -

Så du ser, du må enten bekende Ham her på jorden som din Frelser, og Han vil da kendes ved dig over for dommeren i himlen, eller fornægte Ham her, og Han vil da fornægte dig deroppe.

Tænk -, Jesus vil virkelig være forsvarer i den himmelske retssal og føre sagen for hver pige og dreng, mand og kvinde, der har modtaget Ham som deres frelser. Han vil stå for Faderen og sige: "Far, den dreng eller pige modtog mig som Frelser på jorden og levede for mig. Jeg kendes ved ham som en af mine egne." Og så vil dommeren sige: "Gå ind til din herres glæde! (Matt. 25,23 b).

Du afgør, om Jesus skal være din forsvare den dag, du skal stå for Guds trone.