Overalt, hvor Børge kom, samlede han mange om sig og fortalte ivrigt om den spændende forestilling, han havde set.

En dag standsede han på hjemvejen fra skolen hos købmanden, hvor der altid var en del mennesker, der drev omkring, og fortalte dem om forestillingen.

"Ja, som jeg fortalte ungerne derhenne i skolen i dag," sagde han overlegent, "så var morderen i stykket frygtelig dum. Jeg kunne da sagtens have gjort det samme uden at blive opdaget!"

Mange af dem så ud til at blive forbavsede; men der var ingen, der tænkte videre over det dengang.

I skolen den næste dag samlede han stadig børnenes opmærksomhed om sig på legepladsen med sine ivrige forklaringer om forestillingen. "Jeg skal lige love for, at det var mægtigt spændende!"

Børnene lyttede åndeløst til den interessante fortælling. Børge gjorde en pause for at se, hvilken virkning hans dramatiske fortælling havde på tilhørerne.

Han gjorde tegn til børnene om at komme nærmere og fortsatte med en hæs hvisken: "Nu skal I bare høre, jeg har regnet ud, hvordan det skulle laves - hvis det nu var mig, der skulle gøre det ..." Skoleklokken ringede og afbrød hans fortælling.

Efter skoletiden standsede han ved savværket for at spadsere hjem samme med sin far. Han gennemgik hele forestillingen for sin far, medens han brugte mange ivrige fagter og fortalte om de fejl, som forbryderne havde begået.

"Det var alt for klodset," sagde han med en overlegen mine. "Næh, hvis han ikke havde glemt sin hat på gulvet, var der ingen, der ville have mistænkt ham."

Hans far lyttede tålmodigt til det alt sammen og sagde så: "Ja, Børge, moralen er den, at en forbrydelse aldrig betaler sig."

"Jo vist så," svarede Børge overlegent. "Han ville have fået 5000 kroner, hvis han ikke havde kludret i det. Så der var ingen grund til, at det ikke skulle kunne betale sig - han var bare et fjols!

"Jamen, Børge," svarede faderen, "jeg tror, at de fleste forbrydere ender på den måde."

Han gik tavs i nogen tid, så fortsatte han: "Jeg tror ikke, at det er godt for en dreng i din alder at se den slags ting."

Børge blev fornærmet. "Hvorfor dog ikke, far. Jeg er da ikke længere noget pattebarn."

Han rejste sig op i sin fulde højde, som om han prøvede på at gøre indtryk på sin far med sin højde, og sagde: "Jeg syntes det var en glimrende forestilling, og jeg vil gå til alle dem, der kommer."

Hans far standsede ham: "Nu vil jeg ikke høre mere om det!"

Den eftermiddag gik Susie, Vagn og John hen til Grahams for at drøfte denne sag med Susies mor, som altid havde givet dem gode råd. De fandt hende ude i haven.

"Hør, mor," begyndte Susie, "vi er bekymrede for Børge."

"Ja, når der er en dreng, som afgjort forkaster Jesus, så er der god grund til at være bekymret for ham," svarede hun.

"Jamen, det er den måde, han taler på," forklarede Vagn.

"Den måde, han taler på?"

"Ja," sagde John, "han fortæller over hele byen om den forestilling!"

"Ja, det er jo ikke noget rart emne at tale om," indrømmede fru Graham; "men jeg synes ikke, I behøver at være så opskræmte over det. Han er jo ikke nogen kristen, og vi kan ikke forvente, at han kan se, der er noget forkert i det."

Hun satte sin skål med grønne bønner på stakittet og fortsatte: "I ved, at Bibelen siger: "Et sjæleligt menneske (det vil sige en, der ikke har taget imod Kristus) tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok." 1Kor 2, 14).

"Det har jeg aldrig tænkt på," udbrød Vagn. "Så er det måske dumt af os at forvente, at han ser på det på samme måde som vi."

"Jamen, mor," sagde Susie, "han fortæller vidt og bredt, hvorledes han ville have udført forbrydelsen, hvis det havde været ham."

Fru Graham blev meget alvorlig. "Nå således. Ja, det er ikke godt."

Vagn lagde mærke til hendes bekymring og sagde: "Børge ville naturligvis aldrig gøre noget sådant, men jeg kan alligevel ikke lide det."

"Jeg er bange for, at han i sin uforstand ikke er klar over, hvor farligt det er," sagde fru Graham tankefuldt.

Susie havde aldrig set sin mor mere alvorlig. "Hvorfor det, mor?" spurgte hun.

"Der er et vers i Ordsprogenes bog, der siger: "Den, der vogter sin mund og sin tunge, bevarer sit liv for trængsler." Ordsp 21,23.

Vagn gjorde tegn til de andre om at følge efter og gik ud ad lågen: "Jeg tror, vi hellere må gå hen og tale med Børge igen," sagde han.

Børge var ikke hjemme, da de kom hen til hans hjem.

Hans mor sagde, at han var gået igen kort efter, at han var kommet hjem fra skole. "Jeg aner ikke, hvad der går af Børge," sagde hun, "han har opført sig så mærkeligt i flere dage."

Susie, John og Vagn gik til bedemøde den aften, og på hjemvejen standsede de igen ved hans hus. De tøvede ved havelågen.

"Måske burde vi ikke ulejlige ham så sent," indvendte Susie.

"Det ser ud til, at han stadig er oppe," svarede John. "Der er lys derinde."

De gik langsomt hen imod døren.

Susie hviskede: "Vagn, du siger det, der skal siges."

"Lad os se," svarede han og bankede på døren.

Børges mor lukkede op. "Goddag børn, kom indenfor."

"Ellers mange tak, men jeg er bange for, at det er for sent," svarede Vagn. "Vi ville kun lige tale med Børge."

"Børge er her desværre ikke," svarede hun.

Vagn tøvede. "Ved De noget om, hvor han skulle hen?"

"Næh, det er mærkeligt nok," svarede hun, og det var tydeligt nok, at hun var lidt urolig. "Han tog afsted uden at spise aftensmad. Han fortalte mig at han skulle til Beaver Crossing." Hun tøvede. "Han kender ikke nogen derovre, og det er ved at blive sent. Jeg er ikke fri for at blive lidt urolig for ham."

Den følgende dag var den mest ophidsende i Millvilles historie. Der var kommet meddelelse fra Beaver Crossing om, at en gammel dame var blevet fundet overfaldet i sit hjem. Forbrydelsen var en nøje gentagelse af den forbrydelse, som var blevet opført i "Spøgelseshånden," kun at der ikke var noget spor i sagen. Der gik de vildeste rygter. Folk talte sammen i små grupper med hviskende stemmer. "Hvem kunne dog have begået sådan en forbrydelse?"

"Der siges, at hun havde penge."

"Politimesteren siger, at han ikke har et eneste spor at gå efter."

Hver gang Susie havde stået over for en større vanskelighed, var hun altid gået til stedet under det gamle egetræ på kirkepladsen. Denne aften var hun ikke alene. Fru Graham, Vagn og John var med hende. De drøftede de sidste få dages begivenheder og den forbrydelse, som havde opskræmt hele byen.

Fru Graham var uvillig til at tro, hvad sporene syntes at antyde. "Jamen, børn, tror I virkelig, at Børge har gjort noget så frygteligt?" spurgte hun.

"Nej," svarede Susie, "det kan jeg ikke tro."

"Det kan jeg heller ikke," svarede Vagn, "men alle ved, hvorledes han har talt i den senere tid."

Han fortsatte hviskende: "Og han var i Beaver Crossing i aftes."

"Der er heller ingen, der synes at vide hvorfor," tilføjede Susie. "Endnu sent i aftes var han ikke kommet hjem."

"Jeg standsede ved deres hus i eftermiddags," sagde fru Graham, "men der var ingen, der lukkede op."

Susie var lige ved at græde. "Vi er de eneste foruden hans mor, der ved, at han var i Beaver Crossing i aftes," sagde hun, og hun kunne ikke længere holde tårerne tilbage.

"Åh, hvad skal vi dog gøre, mor?" hulkede hun. "Ville det være forkert af os at fortælle politimesteren alt, hvad vi ved?"

Moderen var langsom til at svare. Da hun endelig svarede, var det med velovervejede ord.

"Jeg tror, det spørgsmål kan besvares med et andet spørgsmål.

Ville det være rigtigt at tilbageholde oplysninger, som måske kunne hjælpe med til at opklare en frygtelig forbrydelse."

Hun så bort et øjeblik. "I ved, børn," fortsatte hun, "at som kristne må vi være tro først og fremmest mod den Herre Jesus Kristus og dernæst mod vort land og øvrigheden.

En god kristen er en god borger.

Men vi ønsker ikke at begå nogen fejltagelse, og jeg er sikker på, at Herren vil lede os, hvis vi blot beder ham om det. Susie, vil du lede os i bøn."

De knælede ned ved træstammen på kirkepladsen, som var kommet til at betyde så meget i Susies liv.

Og hun bad for Børge og om at de måtte gøre det rette.

Sent den følgende eftermiddag stod der to mænd ved døren til Butch's hjem.

Den højeste af dem sagde med sagte dyb stemme: "Stil dig hen til siden, Jensen. Måske vil han prøve på at stikke af."

"Hyss-ss, - der kommer nogen!"

Døren åbnedes, og Butch's mor så forbavset på de to mænd. "Ih - goddag - hr politimester," stammede hun. " kan jeg - ?

"Har De en søn, der hedder Børge?"

Hun gøs - rædselen stod malet i hendes øjne. "Ja - hvad er der i vej-?"

"Hvem er det, mor," råbte Børge inde fra køkkenet.

Moderen gjorde en synkebevægelse.

Politimesteren nikkede, og hun svarede: "Kom her, Børge. Der er nogen, der vil tale med dig."

Børge kom langsomt hen imod døren.

Idet han kom nærmere, trådte mændene tilbage, en på hver side af døren." Goddag," sagde Børge. "Eh - hvad er det?"

En fast hånd tog ham i skulderen. "Rolig, unge mand, så sker der dig ikke noget."

"Jamen, De kan da ikke -"

Politimesteren smækkede nogle håndjern om hænderne på ham: "Du er anholdt."

Moderen blev ligbleg. "Anholdt?" skreg hun. "For hvad?"

Børge prøvede på at skjule sin frygt. Han kæmpede for at holde stemmen rolig. "Hvad er det, jeg anklages for?" spurgte han udfordrende.

Politimesteren så på den hulkende lille kvinde, som klyngede sig til sin søn. Han gjorde en synkebevægelse og svarede: "Forbrydelsen," hvorpå han førte Børge bort.

Er det muligt, at Børge kan have gjort det?

Er han virkelig den skyldige?

Nu har lovens hånd i hvert fald nået ham - han er fange.

Vi vil imidlertid ikke fælde dom over Børge nu, men der er en advarsel, jeg vil give dig nu. Gud siger i Bibelen: "I skal få at mærke, hvordan jeres synd rammer jer!" 4Mos 32,23.

Børge troede, at han uden at blive opdaget kunne bryde Guds og menneskers love. Hans højlydte pralen viste tydeligt, at han troede, at han var en undtagelse for loven.

Men lad mig fortælle dig, at du kan ikke undgå, at din synd bliver afsløret. Den lille ting, du gjorde i mørket, den lille løgn, du sagde, den sorte synd, du gemte i dit hjerte - der var ingen, der vidste det, der var ingen, der hørte det, der var ingen, der så det, - men, du tager ganske fejl - Gud hørte det, Gud vidste det, Gud så det, og Gud skrev det også op.

Den dag vil komme, da du skal få din synd at mærke - du vil blive afsløret. Ligesom en blæksprutte, slynger synden sine arme om dig.

Men Gud ønsker at befri dig, tilgive dig og gøre dig til hans eget barn.

Jesus døde på korset for at betale for dine synder.

Hvor er jeg glad for at du allerede HAR overgivet dig til Jesus!