Simon blinkede rædselsslagen med øjnene på grund af det skarpe lys, som skinnede ham i ansigtet. Hans øren genlød af en lystig latter. Han var bange, blændet og forvirret.

"Vi er ked af, at vi gjorde dig så bange, Simon."

Han trak et lettelsens suk - det var Vagns stemme.

"Det var ikke meningen at gøre det så slemt." Det var Susies stemme - det var han sikker på. Der lød mere latter. En lille buttet hånd klappede ham på ryggen. "Det må være den spøgelsesforestilling, der har fået det til at virke så kraftigt." Det var Johns stemme.

"Hvor - hvor er jeg?"

"Du er her i dit eget værelse, Simon," forsikrede Vagn ham, medens han endnu lo. "Bare tag den med ro et øjeblik, så er du dig selv igen."

De lo atter. "Du besvimede og blev helt kold."

Simon satte sig op. "Her, tag den våde klud af panden på mig," sagde han. "Jeg har det meget godt nu. Vil det sige, at ... at det var jer? Og hvad er det, I ler af?"

"Jo, ser du," sagde Susie, mens hun lo, så det klukkede; "det var egentlig dig, vi lo af, Simon. Vi er kede af, at vi gjorde dig så bange. Men det så temmelig spøgelsesagtigt ud."

Simon var stadig lidt i vildrede. "Jamen - spøgelseshånden - og den stemme. Det var forfærdeligt!"

Børnene vred sig af latter, mens John rullede sig på gulvet.

"Vil det sige, at det bare var et trick? - Og at det var jer?" spurgte Simon.

Han satte sig på en stol og trak vejret dybt. "Det var vel nok godt. Men hvordan bar I jer ad med det?"

"Det var min hånd, Simon," forklarede Vagn. "Vi vidste jo, at du skulle til den spøgelsesforestilling, og så besluttede vi at give dig lidt ekstra spænding i tilgift. Du sagde jo, at du holdt så meget af det."

Latteren brød atter løs - John fik ligefrem ondt af det. Han fik ondt i siden, og tårerne løb ned ad kinderne på ham.

"Vi fangede nogle selvlysende insekter nede ved søen," forklarede Susie, "og dem gned vi på Vagns hånd, så du kunne se den i mørket."

"Og vi fyrede op i kakkelovnen," tilføjede John, "så der var meget varmt herinde, så når døren blev lukket op, ville luften føles meget koldt."

"Ja, tak," udbrød Simon, "det var som en iskold vind fra graven. Men den stemme - hvordan lavede i den? Den lød, ligesom den kom fra en helt anden verden."

Børnene udvekslede sigende blikke og lo. Vagn viste Simon et langt jernrør.

"Jeg talte gennem dette gamle jernrør," sagde han og demonstrerede det ved at sige resten at sætningen gennem jernrøret, der fik stemmen til at lyde hult. "Vi fandt røret nede ved savværket."

John satte sig op og holdt sig i siden. "Jeg har aldrig leet så meget i mit liv," gispede han. "Vi tændte lygten og fandt dig liggende besvimet der på gulvet."

Simon gik hen til døren, idet han mumlede ved sig selv: "Jeg tror, jeg har fået tilstrækkelig med spænding for i aften."

Susie fulgte efter ham og lagde sin hånd på skulderen af ham og sagde blidt: "Vi havde håbet, at det var tilstrækkeligt til dig for hele livet, Simon."

Vagn lo ikke mere nu. Han var ganske alvorlig. "Hvis du bare havde ladet den Herre Jesus få lov til helt at styre dit liv, så tror jeg, at du ville have fundet ting, der var bedre."

"Jeg er sikker på, at I har ret," indrømmede Simon," "og nu er jeg rede til at lytte til de skriftsteder, som I talte om."

"Du mener de skriftsteder om ikke at være som verden?" spurgte Susie glædestrålende.

"Ja," svarede han, "jeg kan alligevel ikke sove nu, så lad os høre dem."

"Ja," begyndte Susie, "jeg tror, at det bedste skriftsted er 1Johannes 2, 15. "Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham."

"Og jeg kan også godt lide det 16 vers," sagde Vagn.

"Ja, hvordan er det nu, det lyder?" spurgte Susie.

"v16for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden."

"Kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods," gentog Simon efter ham. "Ja, det passer godt nok på den rådne forestilling, jeg så. Og jeg er også sikker på, at det ikke er af Gud. Det hører til verden, og hvad mig angår, så kan verden godt beholde det fra nu af."

Susies brune øjne funklede. "Det var godt, Simon," sagde hun og så stolt på ham.

John gav sit bifald til kende: "Ja, den er mægtig!"

Det var over midnat, da de tre drenge fulgte Susie hjem. Vagn og John havde allerede aftalt med deres forældre, at de måtte blive hos Simon den nat. Det varede ikke længe, før de alle sov tungt.

Den næste morgen opsøgte Børge, Simon i skolegården. Han var blevet anfører for banden, efter at Simon var blevet en kristen, og han var stolt af, at han var en rå børste. "Hør, Simon!" råbte han, "hvad synes du om forestillingen i aftes? Det var vel nok sager!"

Simon var klar over, hvad det trak op til; men han var fast besluttet på at vidne om Jesus.

"Det er jeg nu ikke så sikker på, Børge," svarede han frejdigt.

"Ikke så sikker på hvad?"

"At det var så godt. Jeg har fået nok af den slags for resten af mit liv."

Børge så foragteligt på ham. "Hvad for noget," sagde han hånligt. "Hvad er der i vejen med dig?

Er du bange?"

"Nej, jeg er ikke bange; men Gud brugte Susie, John og Vagn til at vise mig, at det er forkert at gå til sådan noget."

Han så Børge lige ind i øjnene.

"Børge," sagde han blidt, "jeg er en kristen nu, og jeg ønsker at leve, således som min Herre og Frelser, Jesus Kristus vil, at jeg skal leve."

"Åh, hold op med dit søndagsskole-vrøvl," vrængede Børge. "Jeg tænkte nok, at når du render med den bande af hængehoveder, vil du selv blive et rigtigt hængehoved."

Simon øjne lynede.

"De er ikke hængehoveder. De har tværtimod mere mod end nogen anden her i skolegården. Det er jer, der har hørt Evangeliet og forkastet Jesus, der er nogle kujoner. I har simpelt hen ikke mod til at bekende Jesus Kristus."

Børge blev overrumplet, men prøvede på at skjule sine virkelige følelser.

"Hør nu her," sagde han med sagte, truende stemme: "Jeg har allerede taget min beslutning med hensyn til denne religion, som du taler om, og jeg vil ikke have noget med det at gøre."

"Og for hundredeogsyttende gang," sagde Simon, "det er ikke bare religion, Børge, vi har taget imod den Herre Jesus Kristus, som døde på korset for at betale for vore synder, og vi tilhører ham."

"Det kan godt være, men jeg vil ikke have noget med Jesus at gøre."

Simon greb ham i armen og gjorde tegn til ham, at han skulle tie stille. "Der kommer Susie," hviskede han.

I det samme kom Susie hen imod dem. "Ja, I må undskylde," sagde hun meget forretningsmæssigt, "men jeg kunne ikke undgå at høre, hvad det var, Børge sagde."

Simon følte sig lidt skamfuld. "Ja, ja, Susie," sagde han, "måske du kan gøre mere gavn, end jeg kan,"

Børge skulede til hende. "Nå, nu skal jeg måske have en gardinprædiken af den lille missionærpige," sagde han hånligt.

"Kald du mig bare det, hvis du har lyst, Børge," sagde Susie venligt: "men jeg vil lige sige dig dette - du MÅ have noget at gøre med Jesus. Det kan du ikke undgå."

Børge blev rasende. "Nå, det må jeg!" råbte han. "Og hvem skal tvinge mig til det, om jeg må spørge?"

"Det gør Gud," svarede Susie roligt.

"Såh, - hvordan det?"

"Jo," fortsatte hun, "du ved, at Jesus siger: "Den, som ikke er med mig, er imod mig." "Jamen, så kan du bare regne med, at jeg er imod ham," svarede han heftigt.

"Jamen, Børge," udbrød Simon, "det kan du da ikke mene!"

"Jo, det kan du tro, jeg gør."

"Ser du, Børge," sagde Susie tålmodigt, "enhver af os må enten tage imod Jesus som sin Frelser eller forkaste ham, så du kommer ikke uden om at gøre enten det ene eller det andet."

Børge stampede med foden på jorden og skreg: "Godt, så forkaster jeg ham!"

Simon ville ikke tro sine egne øren.

"Børge," sagde han, "det kan du ikke mene."

"Du aner ikke, hvor alvorligt det er," sagde Susie. "Du har hørt evangeliet om, at Jesus døde for dine synder og stod op af graven igen, og hele dit liv, lige fra dette øjeblik, afhænger af, om du tager imod ham eller du forkaster ham."

"Godt," gentog Børge, "jeg har allerede fortalt jer, at jeg forkaster ham - færdig!"

Susie lod, som om hun ikke hørte, hvad han sagde.

"Og ikke alene dit liv," fortsatte hun, "men hele evigheden i himmelen eller i helvede afhænger af, hvad du gør med Jesus."

"Jamen, hvem siger, at jeg tror på, at der er en himmel eller et helvede," svarede han hånligt, medens han prøvede på at spille voksen.

"Det gør hverken fra eller til, om du tror det eller ej. Himmelen og helvede er lige virkelige af den grund," svarede Simon.

Børge rystede. Hans læber skælvede. Han begyndte at sige noget, men Susie sagde blidt: "Børge, hvorfor lukker du ikke Jesus ind i dit liv? Jeg ved, at Gud taler til dig."

"Det kan godt være," stammede Børge. "Og hvad så?"

Susie var klar over, at han næsten var overtalt. Derfor pressede hun på.

Gud siger: "Se, nu er det frelsens dag", og i dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter," for nu hører du jo Guds stemme Børge."

"Ja, måske," svarede han sagte.

"Så skal du ikke forhærde dit hjerte. Stol på ham som din Frelser nu," fortsatte Susie.

Børge ansigtsudtryk blev pludseligt hårdt. Han skælvede ikke længere. Han kneb øjnene sammen.

"Jeg har allerede fortalt jer, at jeg ikke vil," sagde han koldt, "og nu gentager jeg det een gang for alle!"

"Ja, det er jeg bange for, at det er," sukkede Susie.

"Bange for, at det er hvad?"

"At det er een gang for alle."

"Nå, ja, og hvad så?" kom det bidende fra Børge.

Han trak ligegyldigt på skuldrene. "Næh, den slags oplevelser, som jeg havde i aftes, det er noget, jeg kan lide. Det var spændende!" Han gjorde en pause og så på de andre for at se, hvilken virkning det gjorde på dem. 

Hvis du er en kristen, så vil jeg gerne have, at du skal vide, at Gud ønsker, at du skal være lykkelig og glad. Der er en virkelig lykke og glæde ved at tjene Jesus Kristus, men den lykke og glæde kommer kun, når man tjener ham af hele sit hjerte.

Jeg ser mange voksne og børn, der forbavses over andres vidnesbyrd om den lykke og glæde, der er ved at følge Jesus.

Sådan en glæde har de ikke, og derfor kommer de lidt i vildrede. Men årsagen er, at de prøver at tjene både Gud og verden. De føler sig elendige, fordi deres samvittighed holder dem fra at kaste sig ud i verdens fornøjelser, og de ejer ikke den lykke og glæde, der følger med et liv, der helt er overgivet til Gud, fordi de har "skikket sig lige med denne verden" og ikke er blevet "forvandlede."

Giv dig helt over til den Herre Jesus og lev et rent liv uden at tage del i nogen af verdens fornøjelser, så vil du finde større lykke og glæde ved at tjene Jesus, end djævelen på nogen måde kunne give dig ved at leve et verdsligt liv. Ingen af verdens glæder kan tilfredsstille i det lange løb, men det gør Jesus.

Har du iøvrigt lært Jesus at kende som din Frelser?

Dersom du ikke har det, vil du aldrig finde nogen virkelig tilfredsstillelse eller lykke, hverken her eller i evigheden.

Jesus døde på korset for at betale for dine synder, og han lever for at give dig glæde og sejr i livet her på jorden.

Åh, hvor livet er værdiløst og tomt og forspildt uden en Frelser.

Gud advarer os: "Den sjæl, der synder, skal dø."

Du kan godt prøve på at slukke din sjæls tørst ved at drikke af syndens brønd, og du kan prøve på at tilfredsstille dit hjertes hunger med, hvad denne verden kan byde på; men glem ikke, hvad afslutningen bliver på det: "Den sjæl, der synder, skal dø."

Børge er blevet stillet ansigt til ansigt med Jesus, og nu træffer han sit skæbnesvangre valg.

Men Guds løfte lyder:

"Tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus blive frelst." Apg 16,31.

Vil du ikke åbne dit hjerte og tage imod ham nu?

Måske har du allerede overgivet dig til Jesus og antaget ham som din frelser, men gør det igen, ja, gør det hver eneste dag!

Du vil finde virkelig tilfredsstillelse og glæde her i dette liv og i evigheden med Jesus.

Hvis ikke du allerede har overgivet dig til Jesus så tag imod ham nu!