|
"Hvad er det dog for en støj, Vagn?"
"Det ved jeg ikke Susie ... Jeg synes, det lyder som et orkester."
"Der kommer John. Måske han ved det."
"Av, har I hørt de store nyheder?"
"Nej, - hvilke nyheder," udbrød Susie.
"Og hvad skal al den støj betyde?" spurgte Vagn intereseret.
"Det er et optog," fortaldte John. "Der skal være optræden af en eller anden slags i Beaver Crossing,"
Det siger du ikke," udbrød Vagn. "Der er jo kun nogle få kilometer derhen. Så kan vi måske alle sammen komme med."
Netop som optoget kom til syne, rynkede Susie panden eftertænksomt, slog et kast med de gyldne krøller og sagde: "Det er nok derfor, de kommer herover til Millville, for at få os til at komme."
Der var kun eet, der optog John nu - det var orkesteret, de prangende uniformer, klovnerne og alt det andet, som hørte med til et sådant optog. Det var, som om han levede i en hel anden verden, og han blev pludselig klar over, hvor opsat han var på det. "Skal du med, Susie?" spurgte han ivrigt.
De var så gode kristne venner, at han vidste, at hvis en af dem skulle med, ville de begge tage med.
"Det kommer an på, hvad det er for noget," svarede hun tilbageholdende.
"Der kommer de!" råbte Vagn. "Så det skal vi hurtigt finde ud af."
John blev om muligt endnu mere ivrig. "Har I set de store plakater?" udbrød han.
"Jeg synes nu ikke, de ser så gode ud," svarede Susie.
Vagn, som var den største af dem, læste overskriften højt med næsten højtidelig stemme: "Varietéen: Det muntre hjørne."
"Hør," sagde Susie med en stemme, der lød bekymret, "jeg er bange for, at det ikke er noget for kristne."
"Hvorfor ikke?" indvendte Vagn. "Jeg tror ikke, Gud har noget imod, at vi morer os. Og hvilken skade skulle en lille smule uskyldig fornøjelse gøre?"
"Ingen, naturligvis," svarede Susie roligt, "men jeg er nu ikke så sikker på, at det er nogen uskyldig fornøjelse. Se bare, hvad der står på den plakat!"
Vagn kiggede på den store plakat på den ene side af en af vognene: "Storslået, uhørt mordmysterium, der får hårene til at rejse sig på hovedet! En nervepirrende oplevelse, som De aldrig vil glemme!"
"Og der kommer der en med en stor plakat!" råbte Vagn." "Det muntre hjørne" opfører nu verdens største og mest spændende mysterium ... Spøgelseshånden."
"Susie greb Vagn i armen: "Og se, hvem det er, der bærer den plakat," sagde hun overrasket.
Der indtrådte et øjebliks pause; alle var lamslåede.
Vagn var den første til at genvinde mælet: "Jamen, - det er jo Simon," sagde han med en hæs hvisken.
John fløjtede igen. "Jeg tør vædde på, at Simonke har fået en fribillet til forestillingen for at gå med den plakat."
Susie syntes, at hun kunne høre en antydning af misundelse i hans stemme.
"Ja, man kan være sikker på, at han nok skal få sådan noget opsporet og være den første på pletten, før der er andre, der aner, hvad der foregår," sagde Vagn.
"Ja," sagde Susie vemodigt, "det er evner, som Simon kunne bruge for Herren, hvis han bare var villig."
John var en oprigtig kristen, og han ønskede at gøre, hvad der var det rette. Han var en buttet fyr med et rundt, mildt ansigt og en lille tyk mave. Det var hans ramme alvor, at han ville leve for Jesus, og da støjen af optoget døde bort i det fjerne, sagde han: "Hvad mener du om det, Susie? Tror du, vi skulle gå med til den forestilling?"
"Det tvivler jeg nu på," svarede hun eftertænksomt. "Jeg er ikke så sikker på, hvad en kristen burde gøre, men jeg er bange for, at det ikke er rigtigt."
"Men hør, Susie, ved du, hvad vi vil gøre?" sagde Vagn. "Hvad om vi talte med din mor om det?"
"Ja, lad os det," svarede Susie, hvorefter de begav sig af sted til Grahams hjem.
Du har vel læst de foregående bøger om Susie, John, Vagn og Simon?
Hvis ikke, så skulle du tage og gøre det, du kan finde dem alle her på Bibel-skolens hjemmesider. Men i tilfælde af, at du endnu ikke har læst andre historier, må jeg måske hellere fortælle dig om dem. Jeg kan naturligvis ikke fortælle dig alt om deres oplevelser, for det ville ødelægge de andre bøger for dig.
Susie og John er faktisk de to bedste kristne, man kan tænke sig. Vagn var tidligere anfører for den værste drengebande i den lille by Millville. (Susies far, hr Graham, bestyrer savværket). Men det, jeg ville fortælle, var at Susie og John ledte Vagn til at tage imod Jesus som sin Frelser, og derpå overtog Simon banden.
De havde mange problemer med Vagn og hans bande, før de vandt ham for sandheden.
Vagn er lidt ældre end Susie og John, men har ikke været en kristen så længe, og som du sikkert allerede har gættet, er Simon, der omtrent er på alder med Vagn, kun en nyfødt kristen, det vil sige, at han kun har kendt Jesus i ganske kort tid.
Det var en af disse søvndyssende sommerdage, som får en til at længes efter at lægge sig under et skyggefuldt træ og drømme om at tage på fisketur. En solsort havde sat sig på en gren i det store egetræ, den lagde hovedet på siden og så ud, som om den lyttede til samtalen ind imellem dens gennemtrængende sang.
"Jeg er glad, fordi I kom, børn," sagde Fru Graham. "Lad os sætte os her på verandaen, hvor der er dejligt og køligt, og tale om det."
Susie og John følte sig allerede bedre tilpas nu. De var altid gået til deres forældre med alle deres vanskeligheder, det håber jeg også at du gør.
"Mor, alt dette er så nyt for mig," sagde Susie, "så jeg ved ikke, hvad jeg bør gøre; men jeg har en fornemmelse af, at det er forkert."
Moderen klappede hende venligt på kinden og smilede: "Jeg er glad for, at I har en fornemmelse af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert," svarede hun mildt. "Selv om I aldrig har hørt om sådan noget før, har Helligånden talt til jeres hjerter; men lad os nu se, hvad Bibelen siger om det."
Vagn var lidt overrasket. Susie og John havde altid et bibel vers til næsten alt; men dette var så forskelligt.
"Mener De, at Bibelen virkelig siger noget om det?" udbrød han.
"Ja," sagde John ivrigt, "Bibelen fortæller os så at sige alt, hvad vi vil vide."
"Ja, i hvert fald alt, hvad vi behøver at vide," tilføjede fru Graham. "Lad os nu lige se på nogle få vers.
Der er et godt vers her i Efeserbrevet 5, 11. Det kan måske fortælle os noget." Susie læste det vers højt, som hendes mor pegede på i sin opslåede Bibel: "Tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem."
Vagn kunne straks se, hvad det betød: "Ja, de plakater handlede om "mørkets frugtesløse gerninger."
"Hvad vil det sige, tag ikke del i?" spurgte John.
Susie var hurtig til at svare: "Det betyder vel, at man skal sige det til andre."
"Ja," svarede hendes mor. "Man kunne godt sige det på den måde. Det betyder, at vi ikke alene skal undlade at have noget at gøre med den slags, men at vi også frimodigt skal advare imod dem."
Vagn rejste sig. Han havde taget en beslutning: "Så burde vi vel sige det til Simon," sagde han med fast stemme.
Fru Graham smilede og sagde: "Lad os også se på dette vers," og idet hun blade om til Romerbrevet 12, 2, læste hun: "Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne."
"Hvad betyder de mange store ord?" spurgte Susie.
"Ja, det betyder egentlig: Vær ikke som verden, men vær forskellige fra den."
John var lidt i vildrede: "Så betyder det, at de kristne ikke skal være som de, der ikke er kristne?" spurgte han.
"Ja netop. Og her er der et andet vers - 1Johannes 2,15. Læs det, Susie."
Susie læste højt: "Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham."
Fru Graham pegede på det næste vers og begyndte at læse sammen med Susie: "v16 for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden."
Solsorten standsede sin sang midt i det tredje vers og lagde hovedet om på den anden side, som om den gav sit bifald.
Vagn stirrede frem for sig og sagde: "Ja, det beskriver de plakater, så det ikke er til at tage fejl af."
"Tak, mor," udbrød Susie, idet hun sprang op. "Så er den sag afgjort. Jeg skal ikke til den forestilling."
"Det skal jeg heller ikke," sagde Vagn.
John rejste sig lidt besværligt og sagde med et lille suk: "Heller ikke jeg."
Susie vendte sig pludselig mod de to drenge og spurgte: "Men hvad med Simon?"
Vang hang lidt med hovedet. "Det ser ud, som om han allerede er i den redelighed," sagde han beklagende.
"Han har ikke været kristen så længe og ved ikke, at det er forkert," forklarede Susie. "Lad os gå hen og tale med ham."
"Næh, hør nu. sagde Simon. Det er det helt rigtige, at være en kristen, men derfor behøver man da ikke at være fanatisk.
"Alt, hvad jeg gjorde, var at bære den plakat ned ad gaden," råbte han. "Jeg har fået en fribillet, og den vil jeg også benytte."
"Jamen, Simon," udbrød Susie, "Bibelen siger ..."
"Ja, det ved jeg godt," afbrød han hende. "Og Bibelen er også udmærket, men jeg synes, I skulle bruge lidt sund fornuft i denne sag."
Så så han ned på Susie og John på en faderlig måde og sagde: "I tager det alt for alvorligt."
Susie så ham lige ind i øjnene og sagde bestemt: "Jeg tror ikke, man kan være for alvorlig med at tjene Herren og gøre, hvad der er rigtigt."
"Det tror jeg heller ikke," kom det fra John.
Simon tog en lille jordklump og kastede efter en hane, der sad på naboens gærde. Jamen, tror I da ikke at Gud vil have at vi skal more os. Der er ingen fornuft i det, I siger," indvendte Simon.
Susie og John så på hinanden, og Susie smilte, da John svarede: "Et af de skriftsteder, som vi har lært i denne uge, siger, at der er fornuft i det."
"Såh?"
"Ja, det står i Romerbrevet 12,1." svarede Susie. "Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag -- det skal være jeres åndelige gudstjeneste."
Det var første gang, at Vagn var med til noget sådant, efter at han havde sagt ja til Jesus, og han nød det.
"Ja, og det står lige foran det vers, som din mor læste, at vi ikke skulle være som verden, men være forskellig fra verden," tilføjede han.
"Ja," sagde Simon noget blidere, "jeg holder meget mere af vor bibel-klub end banden, som jeg tidligere kom sammen med, men jeg kan nu ikke se, I har ret." Han kastede atter en jord klump, denne gang en hård en. "Og jeg går altså." Han sænkede stemmen, løftede hænderne og spredte fingrene og sagde med hul røst: "Spøgelseshånden .... det lyder da meget spændende."
Simon tog af sted til forestillingen "Spøgelseshånden."
Det var sent, da han vendte hjemad. Han red på sin trofaste, gamle hest, som omhyggeligt fandt vej hen ad den stenede vej gennem nattens bælgmørke. Det var lige ved midnat, og de 6 kilometer fra Beaver Crossing til Millville syntes at være en uendelighed af klirrende hovslag og kvækkende frøer. Simon nerver var spændt. Han, som altid havde pralet af, hvor modig han var, rystede nu. "Det var dog en forfærdelig nat," tænkte han. "Jeg har aldrig før oplevet, at det har været så mørkt ... Man kan ikke se en hånd for sig."
"Du er jo bange."
"Hvad var det?" gispede han. "Det må være fantasien, der spiller mig et puds."
Han syntes, han atter hørte en stemme: "Det er den forestilling, du så - Spørgelseshånden." "U-uh .... det må være min samvittighed. Men jeg har ikke gjort noget galt." Han rettede sig op i sadlen.
"Nej, hvor jeg ryster. Det må være ved at blive koldt .... U-uh, nej det kan ikke være det, for jeg sveder."
Han lænede sig frem og stirrede ud i mørket. "Nå, men jeg har vist også set tilstrækkeligt i aften til at gøre enhver bange."
Pludselig lød der et frygteligt brag. Hesten gav et spring, og han greb fat i saddelknappen for ikke at falde af. "Hvad er det for noget?" hviskede han. "Nå, det tordner. Så begynder det nok at regne." Han gav sig til at le højt: "Jeg føler mig så løjerlig i aften."
Han fløjtede nogle få strofer af den melodi. "Sikken en nat, og sikken en forestilling. Se nu at komme af sted, Nellie."
Den trofaste hest fremskyndede farten og stred sig støt frem gennem mørket. Dens hove slog imod den stenede vej med taktfast rytme, så det nu og da slog gnister i mørket. Simon holdt krampagtigt fast om saddelknappen.
"Jeg forestiller mig, at der er en mand, der lurer på mig bag ved det træ der henne," hviskede han. "Han venter på, at jeg skal komme forbi, så vil han springe frem og stikke en kniv i ryggen på mig .... Og så kan jeg se ham bagefter løbe bort i mørket og lade mig ligge hjælpeløs."
Store dråber af sved sprang frem på hans pande .... han frøs .... og der for en gysen igennem ham.
Der var noget koldt, der ramte ham i ansigtet. Det gav et sæt i ham. "Åh, det er bare regnen, der er begyndt," mumlede han. "U-uh, det er fuldstændig som i forestillingen. Det er også mærkeligt, at det altid skal lyne og tordne og regne i den slags mysterier."
Han trak regnfrakken tættere om sig, slog kraven op om ørerne og rettede på hatten, så den dannede bedre læ mod regnen. Hesten travede videre gennem mørket. Han fløjtede nogle flere strofer af den sang, han ikke blev færdig med. Så sagde han for sig selv: "Det kan nok være, det var en ordentlig forestilling. Jeg kan ikke indse, hvorfor jeg ikke skulle gå til sådan en forestilling en gang imellem. Der var meget godt i den." Han blev mere selvsikker nu og talte højt. Nellie spidsede øren. "Jeg holder meget af spænding. Og jeg kan heller ikke se, at der er noget forkert ved det." Nellie holdt op med at lytte. Han fortsatte: "Susie ville have at vide, om jeg mente, at det var godt for min sjæl, da jeg tog af sted." Han lo højt og huggede hælene ind i siderne på Nellie. Nellie vrinskede.
"Nå, der er Grahams hus," sagde han til sig selv og syntes, at det så vældig hyggeligt og beroligende ud. "Det ser ud til, at de alle er gået i seng."
Han red videre ned ad gaden. Nellie var også glad for, at denne tur var ved at være overstået, og begyndte at trave. "Der er heller ingen, der er oppe ovre hos John," sagde han til sig selv. "De ligger nok og sover sødeligt som små, gode kristne - hængehoveder, det er, hvad jeg mener om dem," sagde han hånligt. "De er blottet for enhver form for fantasi." Simon lo højt - i hvert fald lød det, som om han lo.
En husrække længere nede ad gaden i den lille søvnige by drejede Nellie af sig selv ind ad en port. "Nå, så er vi hjemme igen," sagde Simon med et lettelsens suk. "Holdt, Nellie, holdt."
Det var holdt op med at regne. Der var stille .... alt for stille.
Simon blev siddende på hesten endnu et øjeblik, som om han ikke rigtig vidste, om han skulle stå af eller ej.
"Der er heller ingen hjemme her,"sagde han til sig selv. "Mor og far sagde, at de ville blive ovre hos onkel Anders i nat." Han så opad imod himmelen, men kunne ikke se noget. "Nej, hvor er det mørkt!"
Han tog sadlen af hesten og gav den noget at æde. Så famlede han sig hen imod husets dør. Famlede efter dørhåndtaget, åbnede døren og trådte langsomt indenfor.
"Puh, hvor der er varmt herinde," gispede han. "Hvorfor har de ikke ladet vinduerne stå åbne?"
Han stod ganske stille. "U-uh, jeg synes, jeg kan mærke, at der er nogen, der ser på mig."
Han tog et skridt baglæns. "Han venter, til jeg kommer forbi," tænkte han, "så stikker han mig i ryggen med sin kniv.
Det var sådan, det skete i forestillingen. Jeg må se at komme hen til vinduet og lukke noget frisk luft ind.
Jamen! Jeg ....... !" Han trak vejret dybt og blev stående som lamslået af frygt. Hans fødder syntes at være limet til gulvet. Hvert eneste hår på hans hoved rejste sig, så det næsten skubbede huen af hovedet på ham. Han fik gåsehud over hele kroppen til trods for den stærke varme, der var i værelset. Der foran ham ..... hans stemme skælvede: "Se der! Der er den! Spøgelseshånden! Jamen, det kan ikke være rigtigt, det må være fantasi."
Han blinkede med øjnene og rystede på hovedet. "Den gløder i mørket. Hele hånden af et skelet, der åbner sig og lukker sig .....
Det kan ikke være rigtigt ..... Det er uhyggeligt! -
Dér er dørhåndtaget ..... det lyser ligesom hånden.
Hånden rækker ud efter det..... og drejer det!"
Døren fløj op med et knald..... et pludseligt, koldt vindstød slog imod ham.
"Åh, isnende luft," gispede han; "det er ligesom om det kommer fra en kirkegård."
En høj, gennemtrængende stemme, men med en overjordisk klang, skar gennem værelset. "Du vil have spænding og oplevelser ... Spøgelseshånden er kommet for at opfylde dine ønsker."
"Åh, nej ... gå endelig ... lad mig være," bønfaldt Simon og faldt på knæ.
Pludselig blev luften sønderrevet af raslende lænker, skingrende slag og uhyggelig skrig. Simon besvimede.
------------- ----------
Hvad er det for en glødende hånd i mørket?
En hånd, der åbner sig og lukker sig.
Et selvlysende dørhåndtag og alle de raslende lænker og den banken og skrigen ..... så den varme og det isnende vindstød.
Hvad mon det er, Simon har rodet sig ind i. Men der er i hvert fald een ting, vi ved med bestemthed ......
Det er ikke noget spøgelse, fordi der overhovedet ikke eksisterer spøgelser.
Bibelen siger klart og tydeligt, at et menneske, som dør, aldrig kan vende tilbage igen. "Og ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes." Hebræerbrevet 9,27.
Jeg gad vide, hvad Guds hånd ville skrive, dersom den nu gav sig til at skrive om dig på væggen lige foran dine øjne?
Du svarer måske: "Jamen, jeg lever et temmelig godt liv, og alle synes godt om mig. Jeg er lydig mod min mor og min far (i hvert fald det meste af tiden).
Jeg går endog somme tider i kirke og søndagsskole."
Det er selvfølgelig udmærket.
Men vi har alle syndet, og fordi der må undgældes for synden, så lyt til dette: Jesus betalte for dine synder, da han døde på korset for dig. Når du tager imod Jesus som din Frelser, så vil Gud udslette alle dine synder. Så ser han dig ikke mere sådan, som du er i virkeligheden, men fuldkommen i den Herre Jesus Kristus. Vil du ikke tage imod ham nu med det samme?
De kristne er de lykkeligste mennesker i verden, men den eneste måde, hvorpå vi kan blive virkelig lykkelige, er ved at leve, således som Jesus ønsker, vi skal leve. Hvis vi ikke gør det, så går det galt for os, således som det gjorde for Simon.
Der er dog en ting du skal huske på, man holder ikke op med at gøre det, der er forkert, fordi man vil være en kristen, men man gør det, fordi man ER en kristen, og det betyder en stor forskel.
Der er mange mennesker, der ikke forstår dette.
De tror man bliver frelst ved, at være gode. Men nej, en kristen er god, fordi han har taget imod Kristus Jesus. Den eneste måde, du kan blive frelst på, er ved at tro, at Jesus døde på korset for at betale for dine synder, og sætte din lid til ham som din Frelser. Hvis du ikke allerede har gjort det, så tag imod ham nu med det samme.
|