|
Den store røde hane spankulerede hen over gårdspladsen og sprang op på rækværket, hvor den galede lystigt. Langt borte var der en anden hane, som besvarede dens galen, og en ny dag var på denne måde blevet anmeldt.
Det var søndag morgen og idet solen stod op, sprang Susie hurtigt ud af sengen og kom i tøjet. Det var nemlig ikke nogen almindelig søndag. Susie mindede Gud om det, da hun knælede ned ved sengen, før hun forlod værelset.
"Kære Gud", sagde hun. "det er i dag, at missionæren fra Afrika skal tale i vores kirke. Kære Gud, vær med ham..."
Overalt i den lille landsby var der stor travlhed, for dette var en særlig dag. Der skulle bages kager, steges kyllinger, tilberedes store fade med kartofler og majskolber. Efter gudstjenesten skulle der være fællesspisning og præsten havde meddelt menigheden, at der ville blive et heldags møde i kirken. Missionæren skulle tale tre gange. Så vær venlig, at medbringe en stor kurv med mad og indret jer på, at blive hele dagen.
Susie var måske den mest begejstrede lille pige i hele verden. At tænke sig ... en rigtig missionær, der havde været to perioder i Afrika, var kommet til byen.
En rigtig, levende Missionær.
Susie havde på fornemmelsen, at denne dag på en eller anden uforklarlig måde ville få stor betydning for hendes liv.
Koens brølen vækkede hende af hendes drømmerier og mindede hende om, at der var meget, hun skulle gøre, før hun gik i søndagsskole.
Medens hun besørgede sine huslige pligter, gik hun og nynnede på nogle linier af salmen "Hvad skal jeg give min Frelser? Hvad skal jeg gøre for ham?"
Hendes sjæl fyldtes med hellig tilbedelse, og hendes tanker samlede sig om Gud, medens hun fodrede kyllingerne og malkede koen.
Kirkeklokken syntes, at ringe med en ny klang fuld af fryd og højtid, da dens ringen fortalte, at nu var det kirketid. Og hvilket syn det var, at se folk komme fra alle kanter af byen med tunge madkurve. Der var nogle, som kom på hesteryg fra de omkringliggende gårde. Andre kom kørende i vogne, glade og syngende.
Der var blevet opstillet lange borde til fællesspisning på pladsen foran kirken.
Da Susie begav sig på vej op ad kirkebakken, var hun meget lykkelig, men alvorlig. Den store dag, som hun havde ventet på, den dag hun havde længtes efter og havde bedt for, var omsider kommet.
Susie sad på sin sædvanlige plads mellem sin Far og sin Mor på den tredie bænk fra oven. Hun hørte opmærksomt efter, medens missionæren talte. Han var besjælet af en oprigtighed og iver, som greb hende om hjertet. Dette var ikke nogen geografitime om fastlandet Afrika eller bare en almindelig redegørelse for de indfødtes sæder og skikke i det mørke Afrika. Nej! det var et vækkende og gribende missionsbudskab fra Guds ord og et øjenvidnes vidnesbyrd om, hvorledes Guds nåde formåede, at omskabe vilde kannibaler til ydmyge Jesu Kristi efterfølgere. Dette var en beretning om, hvorledes evangeliet virkede i praksis derude. Han sluttede med at opfordre tilhørerne til at hjælpe med til at forkynde evangeliet til jordens yderste egne.
"Jesus sagde: Gå ud i al verden og prædik evangeliet; men vi har ikke været lydige imod hans befaling." Der gled et bedrøvet udtryk hen over hans ansigt, da han fortsatte: "65 pct. af de nulevende mennesker på jorden har aldrig hørt Evangeliet. Der findes 170 millioner mennesker, som taler 1000 forskellige sprog, der ikke har hørt så meget som en stavelse af Guds ord.
Alene i Afrika er der 20 millioner mennesker fordelt på ca 600 stammer, som ikke har een eneste Missionær.
Over halvdelen af Kinas 440 millioner mennesker har endnu ikke hørt Evangeliet, og 98 pct. af de 400 millioner mennesker, der bor i Indien, er Evangeliet endnu ikke nået ud til.
I Sydamerika er der over 400 stammer, som aldrig har hørt Jesu navn nævnt. Og dog sagde Jesus "Gå ... gå ud i al verden og prædik Evangeliet."
Men mere end 1900 år efter at han gav den befaling, dør der 66 hedninger hvert minut uden, at have hørt om Kristus.
Men Gud elsker hele verden så højt, at "han gav sin enbårne søn, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv." Han overgav Frelsens budskab til os og befalede os at gå ... gå ... gå ... ud i al verden og fortælle alle, at Jesus døde for dem.
## Der skal her gøres opmærksom på, at de ovennævnte tal ikke er ført uptodate, men det vil være en MEGET STOR fejltagelse, at tro at der ikke er brug for missionærere i dag, eller at tro at hele jordens befolkning har hørt om Jesus.
Der er stadig tusinde ja endog millioner som endnu ikke har hørt den gode nyhed om Guds uendelige kærlighed. ##
Efter at Missionæren havde talt, rejste sangkoret sig og sang. Susie blev forbavset, da de sang den sang, som hun havde haft i tankerne hele morgenen.
Hvad skal jeg give min Frelser?
Hvad skal jeg gøre for ham?
Røgelse, myrra, juveler
ej kan forslå til Guds lam.
""Jesus, mig selv jeg dig bringer,
lægger mig ned for din fod,
at du mig evigt skal eje,
jeg er jo købt med dit blod.""
Hvad skal jeg give min Frelser?
Læber, som priser hans navn,
fødder, som går ad hans stier
dyrekøbte sjæle til gavn.
Hvad skal jeg give min Frelser?
Evigt jeg tjene ham vil,
elske ham, følge ham,
leve for, hvad han kalder mig til.
Fællesspisningen var forbi, og folk talte sammen i små grupper. Damerne tog af bordene før eftermiddagsmødet. Susie stod og lænede sig imod et stort elmetræ, medens hun iagttog enhver af missionærens bevægelser, hun var begyndt at betragte ham som en virkelig helt. Omsider var han alene og hurtigt listede Susie sig hen til ham og sagde frygtsomt: "Goddag."
"Goddag, min lille ven. Hvad hedder du?"
"Susie".
Han så på hende med et besynderligt blik. "Susie med de brune øjne!
Min kone hed også Susie," sagde han lidt efter, "og hun havde også brune øjne." "Deres kone? Hvor er hun nu?"
"Hun er død."
"Det gør mig ondt."
"Det er ikke noget at være ked af."
Susie blev lidt forvirret. Hun begyndte at fremstamme en undskyldning, men den venlige mand afbrød hende.
"Jeg forstår dig godt, min lille ven", sagde han blidt, "du er ked af, at jeg ikke har hende mere. Ja, jeg savner hende en hel del."
Han sukkede. "Men hendes gerning var forbi, og Gud lagde hende til hvile."
"Var hun også i Afrika?"
"Ja", svarede han bedrøvet, "Jeg begravede hende derude for fem år siden."
Så forandrede han pludselig stemmen, som om han ønskede at ryste fortidens sørgelige minder af sig og sagde, idet han tog Susie ved hånden: "Jeg vil gerne gå en tur i skoven før eftermiddagsmødet. Måske du vil gå med?"
"Mig?" udbrød Susie.
"Ja, Susie. Jeg vil hellere have dig med end nogen anden i verden netop nu."
Susie og hendes nye ven gik tavse en tur i skoven. Efter nogen tids forløb satte de sig ned på en svær træstamme. En fugl satte sig på en gren lige over dem og sang lystigt. Susie var så underlig tavs, og Missionæren syntes ikke at ville forstyrre hende i hendes tanker. Pludselig så hun op. "Ved alle drengene og pigerne i Afrika, at Jesus døde for vore synder?" spurgte hun.
"Der er millioner af dem, der aldrig har hørt så meget som Jesu navn," svarede han.
"Har de ingen Bibler, de kan læse i?"
"Susie, sagde missionæren, der er mange stammer, der ikke engang har et skrevet sprog, og så kan de jo heller ikke have Biblen. Og der er mange andre stammer, som endnu ikke har fået Biblen oversat til deres sprog."
Susie syntes, at Dr. Anderson pludselig så mange år ældre ud. Hans øjne var fugtige, og hans stemme skælvede. "Jesus har brug for mange hjælpere, Susie, så disse mennesker kan få at høre om vor Frelser."
Susie sad der med et fjernt blik i sine øjne. Hendes små ben hang og dinglede fra den svære træstamme, og hun hvilede albuerne på knæene, medens hagen hvilede i hendes hænder. Hun rettede sig pludselig op og så tankefuld på den nye kjole, som hendes Mor lige havde syet til hende. Det var den bedste kjole, hun nogensinde havde haft, og hun havde dårligt nok kunnet vente til denne dag, da hun skulle have den på for første gang. Hun så Missionæren lige i øjnene og sagde tankefuldt: "Jeg vil give min nye kjole til Jesus."
"Gud velsigne dig, min lille ven", sagde Missionæren blidt, "men jeg kan ikke se, hvorledes Jesus kan bruge din nye kjole."
For et øjeblik gled der en skuffelse hen over Susies ansigt. Hun tænkte og grundede dybt.
Kunne han?
Ville han?
Det hun holdt allermest af i verden.
Jo, hun havde taget sin beslutning.
Hun lagde hånden på missionærens knæ og sagde: "Så vil jeg give min dukke til Jesus."
Dr. Anderson blev rørt. Han klappede hendes hånd. "Det er vældigt sødt af dig, Susie", svarede han. "Jeg ville ønske, at alle voksne ville være villige til at bringe et sådant offer. Men ved du hvad, lille Susie, Jesus kan ikke bruge din dukke, så jeg tror, du hellere må beholde den."
Den lille pige fik tårer i øjnene. "Jamen, jeg har ikke andet", sagde hun. Missionæren blev bevæget, og tårerne kom frem i hans øjne, medens han blidt lagde hånden på hendes hoved og bad: "Himmelske Fader, jeg takker dig for denne søde, lille pige, som minder mig så meget om min egen kære Susie. Jeg takker dig for hendes villighed til at bringe ofre og for den måde, hvorpå du allerede har brugt hende til velsignelse, så lille som hun er. Læg din hånd på hende og brug dette barn på en særlig måde til din ære, I Jesu navn, Amen."
Det havde været en stor søndag i den lille by, og nu havde kirkeklokken kaldt sammen til dagens sidste gudstjeneste.
Missionæren talte igen gribende og indtrængende, og derpå rejste Præsten sig. Hans ansigt var alvorligt, medens han talte.
Kære venner", begyndte han, "jeg ved, at vort lille samfund ikke vil forblive det samme efter denne dags gudstjeneste. Gud har brugt Dr. Andersons budskab til at få hver eneste af os til at forstå, at vi har svigtet den opgave det er, at nå jordens store hedningeskarer med det evangelium, som den Herre Jesus har betroet til os. Jeg vil nu bede Brødrene om at indsamle dagens offer, og det skal være et særligt offer til hedningemissionen. Jeg vil bede jer om, at det må blive et stort og rundhåndet offer, så vi kan være med til at fremskynde, at vor Herre Jesu evangelie bliver forkyndt til jordens yderste egne."
Da offerskålen kom til Susie, gav hun tegn til manden om at komme lidt nærmere og hviskede til ham: "Sænk offerskålen længere ned."
Det gjorde han.
"Endnu længere ned." hviskede Susie til han.
Manden blev lidt usikker.
Alle så på dem.
Susie rejste sig og hviskede ham i øret: "Vær venlig og stil offerskålen på gulvet." Manden blev forbavset og så spørgende på Præsten og Dr. Anderson som for at søge råd hos dem.
Dr. Anderson smilede forstående til Susie. Så rejste han sig og henvendte sig til Manden med offerskålen: "Ja, stil bare tallerkenen på gulvet."
Susie så op på missionæren, medens tårerne skinnede i hendes øjne, og trådte op på offerskålen. Hendes læber skælvede.
Dr. Anderson stod nu ved siden af hende, medens glædens tårer løb ned ad hans kinder.
Susie så på ham og sagde: "Jeg giver mig selv til Jesus."
Alle i kirken græd.
Nogle hulkede højt.
Andre hang skamfuldt med hovedet.
Susies Far rejste sig og knugede Susie ind til sig: "Jeg skammer mig over mig selv," hulkede han. "Jeg lagde kun 5 Kr. på offerskålen, men Susie har lært mig en lektie. Jeg vil give 500 Kr."
En Kvinde rejste sig og sagde grædende: "Jeg gav kun 50 Øre, men jeg vil give 5 Kr. i stedet for."
En anden Mand sagde: "Jeg gav 25 Kr., men jeg vil give 50 Kr."
Derpå rejste Frank Madsen sig og gik op foran, så alle kunne høre, hvad han sagde. "Jeg har gået og sagt, at kristendommen intet var værd, og at de kristne er nogle hyklere, og at der ikke er nogen virkelig Frelse. Men jeg har set ting i dag, som overbeviser mig om, at jeg har taget fejl. Jeg ønsker at kende den Frelser, som Susie kender.
Jeg er en rigtig stor synder, og jeg ønsker, at Jesus skal komme ind i mit hjerte." Han knælede ned ved den forreste bænk, og et øjeblik efter var hans hustru ved hans side.
Ti mennesker overgav sig selv helhjertet til Frelseren ved mødet den aften; men der skulle følge endnu flere velsignelser med Susies gode eksempel.
"Jeg vil bede Susie om at komme herop," sagde Dr, Anderson, "og synge en sang for os, som jeg hørte hende nynne på i skoven i eftermiddags. Og medens hun synger, beder jeg jer overveje, om der er nogen af jer, måske specielt blandt de unge, der er tilstede her, der er villige til at overgive jeres liv til den Herre Jesus og gå med evangeliet, hvorhen han vil lede jer!"
Susie sang med sin klare, yndige stemme:
Hvad skal jeg give min Frelser?
Hvad skal jeg gøre for ham?
Røgelse, myrra, juveler
ej kan forslå til Guds lam.
## Jesus, mig selv jeg dig bringer,
lægger mig ned for din fod,
at du mig evigt skal eje,
jeg er jo købt med dit blod.##
Hvad skal jeg give min Frelser?
Læber, som priser hans navn,
fødder, som går ad hans stier
dyrtkøbte sjæle til gavn.
Hvad skal jeg give min Frelser?
Evigt jeg tjene han vil, elske han,
følge ham, leve for,
hvad han kalder mig til.
Hun var dårligt nok begyndt at synge, før John, Joe´s lille dreng, der var på alder med Susie, hurtigt kom op og stillede sig foran Susie med sænket hoved. Derpå kom der tre unge mennesker op ad midtergangen til Dr. Anderson. De overgav deres liv til Herren for helt at tjene ham, og til at gå, hvorhen han ville føre dem og til alt, hvad han ønskede, de skulle gøre.
Efter Gudstjenesten fulgtes Susie og John ad hjem. De gik ud til den store træstamme, hvor Susie og missionæren havde talt sammen om eftermiddagen. Dette sted syntes at have en særlig plads i hendes hjerte. Den store fuldmåne smilede ned til dem.
Susie var temmelig alvorlig. "Mon den samme måne skinner ned på drengene og pigerne i Afrika?" sagde hun.
"Ja, selvfølgelig," svarede John, "men den skinner nok ikke samtidigt der. Men sig mig, Susie," sagde han alvorligt, "hvorfor kalder de det for det "mørke Afrika"?" "Dr. Anderson fortalte mig i dag," forklarede Susie, "at det er, fordi Jesus er verdens lys, og de har aldrig hørt om Jesus."
De sad tavse nogen tid. John havde hørt mange sælsomme fortællinger om Afrika urskove. Han syntes, han kunne høre løvernes skrækindjagende brøl og alle de andre vilde dyr i dette fjerne land. Pludselig så han på Susie, som om han var bange for, at hun vidste, hvad hun tænkte på. "Men jeg vil ikke være bange dernede i Afrika," forsikrede han hende. "Vil du, Susie?"
"Nej, selvfølgelig vil jeg ikke det, John - for Gud er også i Afrika."
De to børn knælede ned ved træstammen der i månelyset, og Susie talte med sin himmelske Fader på sin sædvanlige, fortrolige måde:
"Kære Gud, tak fordi du sendte din søn til verden for at dø for os. Og tak fordi du har kaldt på John og mig til at drage til Afrika for at fortælle menneskene der om Jesus. Og kære Gud, kald på mange andre drenge og piger til også at drage ud. Amen."
Mon du ligesom Susie vil sige: "Jeg vil give mig selv til Jesus."
Vil du ikke, medens du endnu er ung, indrømme, at du tilhører ham, at han har betalt for dine synder?
Tag imod Jesus i dit hjerte som din Frelser.
Ja, giv dig selv til Jesus nu med det samme. Du ved måske ikke, hvilken gerning Gud har til dig, men du kan få del i den glæde, der er ved at overgive dig til ham nu.
Overgiv dit liv i hans hænder, og han vil velsigne dig, lede dig og bruge dig.
|