Det var en aften, efter at vogntoget havde slået lejr for natten på prærien, og ilden i midten af den rundkreds, som vognene dannede, var døet ud. Vagtposterne havde hver fået tildelt den vagt de skulle holde i nattens løb.

Der var ganske stille i den lille lejr. Susie kravlede stille ud af sit tæppe og sneg sig ud af lejren og hen til en lille høj nogle få meter borte. Den store runde Måne smilede til hende, mens hun så tilbage på lejren, som henlå i stille fred.

Susie vendte sine to små, brune øjne op mod himlen, som om hun så langt bort på den anden side af den lyse venlige måne og begyndte at tale på sin sædvanlig, fortrolige måde med sin himmelske Far.

"Kære Gud, jeg takker dig, fordi du har sørget for os hele dagen, og jeg siger dig igen tak, fordi du skræmte Indianerne bort, og fordi du giver os mad at spise og vand at drikke.

Tak fordi du har givet Jesus, som døde på korset for mine synder.

Kære Gud, bevar os hele vejen lige til vort nye hjem.

Og, kære Gud, vil du bevare mig, og bevar Mor og Far og alle de andre mennesker i vort vogntog. Og vil du også bevare alle menneskene derhjemme i Texas, og tak, kære Gud, for at hvad der så end sker, så kan vi altid komme til dig, for dersom vi ikke havde dig, ville det være ude med os. Godnat, kære Gud. Amen."

Der var intet, der brød nattens stilhed undtagen fårekyllingernes musik.

Susie indåndede ørkenens rene natteluft og gik langsomt tilbage til lejren, medens hun nynnede på salmen "Befal du dine veje."

Familien Graham var meget glade da de omsider kunne flytte ind i deres nye hjem i skovhuggerlejren.

Susie blev fortryllet af den store sav, som åd sig igennem de tykke træstammer. Hendes Far forklarede tålmodigt den nysgerrige lille pige, hvorledes træerne blev fældet, skåret i passende længder og derefter passerede gennem de larmende maskiner og blev lavet til brædder, som derefter blev sendt ned til byerne og forarbejdet til møbler og huse.

Skønt der var nogle, der klagede over skovhuggerlejrens ensomhed, var Susie altid glad og tilfreds. "Gud er her", forklarede Susie, "ligesom han var derhjemme i Texas."

Det var en skøn dag tidligt på foråret. Fuglene sang i fyrretræerne, som omgav det pæne lille hus, som lå i udkanten af skovhuggerlejren.

Lige på den anden side af rækværket lå der en gammel, forfalden hytte, hvori der boede flere mænd, som arbejdede i skovene.

Inde i den mørke hytte, på et råt tilhugget leje med snavsede tæpper, lå der en mand, som havde været alvorligt syg i flere dage. Han havde ingen andre til at passe sig end hans travle kammerater, der før de gik på arbejde tidligt om morgenen, gjorde hvad de kunne for at han skulle have det godt gennem dagen. Når de vendte hjem om aftenen prøvede de igen at hjælpe ham, så godt de kunne.

Susies Mor var en af de få kvinder i lejren, og under forårstravlheden måtte hun hjælpe sin mand på kontoret og Susie måtte udføre det huslige arbejde.

Hun vaskede op efter morgenmaden, fejede omhyggeligt i hele huset og gjort rent i køkkenet.

Nogle af naboernes børn ventede på hende, for at hun skulle komme ud og lege. Omsider tog den travle lille Susie sit pæne lille forklæde af, tørrede panden og sagde: "Så, nu er jeg færdig med mit arbejde, skal vi så lege."

Mary råbte glad: "Jah, hvad skal vi lege, Susie?"

Susie havde svar på rede hånd. "Lad os lege, at vi går i kirke."

De skyndte sig ud på verandaen bag huset, hvor Susie steg op på en kasse og meddelte, at hun ville synge en solosang, før præsten holdt sin prædiken.

Den syge mand der lå i sin hytte, hørte pludselig en lille piges yndige stemme. Det var en gammel sang, som han ikke havde hørt, siden han var dreng.

Hvilken ven vi har i Jesus,

alt han ved og alt formår!

Tungest byrde han os letter,

når til ham i bøn vi går.

Den stakkels mand havde frygtelige smerter, og han længtes efter sin kære derhjemme i en by langt borte.

Han havde forladt sit hjem for lang tid siden, og som så mange andre pionerer havde han levet et vildt liv, i sin søgen efter guld.

Selv om han indimellem havde tænkt på Gud, så havde det alligevel, - indtil nu været et liv uden Gud, og uden Jesus.

Tilsidst havde han modløs måttet opgive at finde det guld, han havde ødelagt sit helbred for at finde og taget arbejde i skovhuggerlejren.

"Hvad har jeg fået ud af det?", mumlede han. "Har jeg egentlig fået noget ud af det?"

Atter lød den yndige stemme gennem stilheden.

Ak, men tit vor fred forspildes,

sorg og møje blir vor løn,

just fordi vi ikke bringer

alting frem for Gud i bøn.

Joe vendte sig hvileløs på sit leje og stønnede. "Hvor er jeg dog kommet langt bort fra Gud. Jeg vidste engang, hvad det ville sige at have samfund med Gud, men nu har jeg vendt Gud ryggen - jeg drikker - og spiller kort - jeg har simpelt hen ikke mod til at møde de andres hån, hvis jeg nu vendte om til Gud.

Nej, jeg er faktisk kun en hjælpeløs gammel synder."

Susies sang afbrød hans tanker.

Har vi prøvelser og kampe,

synes livets strid os hård,

aldrig skal vi dog forsage,

hvis til Gud i bøn vi går.

En tåre trillede ned ad den syge mands kinder. "Er det mon for sent, at overgive sig til Jesus?

Mon han vil høre mig og tilgive mig og hjælpe mig til at komme tilbage til ham?" Han standsede og sukkede fortvivlet.

"Alle de andre vil håne mig, hvis jeg forandrer min livsførelse nu.

Hvorledes skal jeg kunne udholde deres hån og foragt ud?"

Atter syntes det, som om hans spørgsmål blev besvaret af den lille piges sang.

Svigter alle andre venner,

Jesus er hos os i løn,

hører sukket, deler sorgen,

når vi går til ham i bøn.

Netop da blev deres leg afbrudt ved, at Susies Mor kaldte.

Susie sprang straks ned fra kassen idet hun råbte. "Min Mor er kommet hjem. Nu må jeg gå. Farvel."

Den stakkels, syge mand sank tilbage på puden for at tænke. Og et nyt håb dæmrede i hans hjerte.

Han stillede sig selv spørgsmålet "Mon Gud virkelig vil høre min bøn?"

Men han syntes at være i mørke.

Pludselig udbrød han: "Min Moders gamle Bibel ligger i min kuffert, den må være et eller andet sted. Måske kan Bibelen besvare mit spørgsmål."

Han kravlede ud af sengen, men opdagede, at han var for svag til at stå på benene, han måtte derfor lægge sig ned på hænder og fødder og kravlede hen til den lille jernkuffert.

Han gravede ivrigt ned til bunden af kufferten og fandt den slidte Bibel, som hans Mor havde bønfaldet ham om at tage med, da han rejste hjemmefra for mange år siden.

"Her er den", mumlede han udmattet. "Jeg har ikke læst i den i alle disse mange år." Han bladede febrilsk i den.

"Hvad er det, der står her: jeg vil stå op og gå til min Fader.

Jo, det er rigtigt", nu huskede han denne fortælling.

"Hvad var det nu, den hed?

Jo, nu huskede han det, den fortabte søn!

Nu er jeg bange for, at det er mig der er den fortabte søn.

Hvad er det, der står her?

"Men da han endnu var langt borte, så hans Fader ham og ynkedes inderligt, over ham og løb hen til ham og faldt ham om halsen og kyssede ham."

Jo, hans Fader tog ganske rigtigt imod ham.

Det betyder vel, mumlede Joe, at Gud vil tage imod mig, hvis jeg kommer til ham". Joe begyndte at græde og tårerne strømmede ned ad hans kinder, da han atter vendte sig til Bibelen, og bladrede nogle sider længere frem, her faldt hans øjne på et skriftsted, der var understreget.

"Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; banker på, så skal der lukkes op for jer." Matt 7,7

Han løftede beslutsomt hovedet. "Jeg vil gå tilbage til min Faders hus nu med det samme", sagde han højt.

"Jeg vil banke på og bede ham tilgive mig og tage imod mig."

Joe lå knælende ved sin seng, og da hans venner kom hjem fra skoven, lå han der stadig. Han var bevidstløs af sindsbevægelse og anstrengelse.

De lagde ham forsigtigt i sengen og sendte bud efter Lægen.

Under hele hans langvarige sygeleje var der en af mændene, der plejede ham.

Da Joe omsider blev bedre, fortalte han, ham der passede ham, om sin oplevelse og denne blev lige som Joe klar over, at han var vandret bort fra Gud.

Den syge kom sig hurtigt.

Susie kom hver dag og besøgte ham. Joe betragtede Susie, som det redskab Gud havde brugt til at lede ham tilbage til Jesus.

En dag bankede det på hans dør, og uden at vente på svar fløj døren op.

"Det er mig, Susie", råbte hun glad.

Susie gik hen til sengen og rakte ham en pæn, lille håndfuld blomster.

"Her er nogle vilde blomster fra mig, og mor kommer med noget mad til dig."

Joe så på sin lille veninde og smilede lykkeligt. "Tak skal du have, min lille ven", sagde han.

"Og så er der noget andet, som jeg gerne vil have, at du skal gøre for mig."

"Ja, det skal jeg nok, Joe. sagde Susie, hvad er det?"

"Vil du synge min sang een gang til?"

Susie så forbavset på ham.

"Mener du den sang, jeg sang den dag, vi legede "at gå i kirke"?

"Ja", tilstod Joe let forvirret. "Ja, det er den - Hvilken ven vi har i Jesus."

"Jamen, Joe", protesterede hun, "den vil du jo have, at jeg skal synge, hver gang jeg kommer."

Joe klappede hende på hånden. "Jamen, Jesus er virkelig min ven nu, og jeg vil gerne høre den igen - bare een gang til, Susie.

"Ja, ja, da", svarede Susie og sang den dejlige sang om Jesus, for Joe:

Hvilken ven vi har i Jesus,

alt han ved og alt formår!

Tungest byrde han os letter,

når til ham i bøn vi går.

Ak, men tit vor fred forspildes,

sorg og møje blir vor løn,

just fordi vi ikke bringer

alting frem for Gud i bøn.

Har vi prøvelser og kampe,

synes livets strid os hård,

aldrig skal vi dog forsage,

hvis til Gud i bøn vi går.

Svigter alle andre venner,

Jesus er hos os i løn,

hører sukket, deler sorgen,

når vi går til ham i bøn.

Hvis du kender denne salme, så synes jeg, at du skulle synge den. Medens du synger den vil jeg bede dig om at lægge mærke til teksten. Og jeg er sikker på at du ligesom mange andre vil synes at det er en meget god tekst der fortæller os om Jesus, den bedste ven vi kan få.

Er du ikke glad for, at vi har en sådan ven som Jesus?

Jo, det er jeg sikker på at du er!

Du er måske i samme stilling som Joe?

Måske kendte du engang den herlige fred og glæde, som Jesus giver, men er vandret bort fra ham.

Måske har du aldrig rigtig taget imod Jesus og ladet ham overtage dit hjerte?

Hvis det er tilfældet så bed til ham lige nu med det samme. Bed Jesus om at tage bolig i dit hjerte.

Hvis du allerede har bedt Jesus om, at tage bolig i dit hjerte, så bed ham om at hjælpe dig til at lede andre til Jesus, således at de også må opleve den vidunderlige store glæde det er, at have Jesus med i alt hvad vi gør her i livet.