Efter at kirken var blevet reddet, var Susies tro blev mere dyrebar for alle medlemmerne i den lille menighed. Men Gud ønskede at bruge Susie til at lære menigheden og os endnu mere om en naturlig og barnlig tillid.

Ved et bedemøde blev man enige om, at de tilstedeværende medlemmer, hver specielt skulle bede for en af byens mest ugudelige og vanskelige personer. Menighedens medlemmer var alle enige om, at de skulle fortsætte med at bede for vedkommende indtil der var sket en ændring i vedkommendes liv.

Der var straks en, som sagde, at han ville bede for byens bankdirektør, en anden ville bede for urtekræmmeren, og sådan fik alle, en for en, en bestemt person, som de på en ganske særlig måde skulle bede for. Undtagen Susie, hende havde man tilsyneladende glemt. "Jeg har ikke fået nogen at bede for.", sagde Susie.

Der var nogle, som smilede, som om de ikke mente at Gud ville høre en lille pige som Susies bøn.

"Men," sagde Jonas, "der er ingen andre tilbage, end den gamle drukkenbolt Erling."

Et lykkeligt smil lyste op på Susies ansigt. "Ham tager jeg." udbrød hun.

Der lød en hånlig latter fra flere i den lille forsamling, og selv de mest alvorlige smilede. At tænke sig denne lille piges dristighed - at bede for en drukkenbolt.

Da Susie den næste morgen gik hen på posthuset for at hente posten til sin Mor, mødte hun gamle Erling, som kom dinglende ud fra værtshuset. Susie nærmede sig ham idet hun sagde: "Goddag Erling, er du stadig fuld, er du ikke holdt op med at drikke endnu?"

Den stakkels gamle drukkenbolt lænede sig op imod posthuset, hikkede et par gange og så ned på den lille pige. "Jeg er bange for, at jeg ikke ved, hvad du taler om", sagde han stammende, "men jeg tror ikke, at jeg ville blive et bedre menneske, selv om jeg holdt op med at drikke."

"Det tror jeg at du ville" forsikrede Susie ham. "Jeg beder hver dag til Gud om, at han vil hjælpe dig, og han har fortalt mig i Bibelen, at han vil hjælpe os, hvis vi stoler på ham, og det gør jeg."

Gamle Erling var for stærkt påvirket af spiritus til at forstå ret meget af, hvad hun sagde, så han vaklede videre ned ad gaden.

Et par dage senere mødte Susie igen Erling. Denne gang var han omtrent ædru. Og fuld af tro, så Susie forventningsfuld ind i den gamle mands ansigt idet hun sagde. "Godmorgen, Erling, er du nu holdt op med at drikke?

Den gamle drukkenbolten så skamfuld på hende. Så svarede han alvorligt: "Nej, det er jeg ikke."

Susie blev overrasket, men hendes tro vaklede ikke. Hun lagde blidt sin hånd på hans lasede ærme på frakken og sagde: "Jeg ved ikke, hvad det er, at Gud venter på, men jeg ved, at han vil hjælpe dig til at holde op med at drikke, og jeg beder hver eneste dag, om at det snart skal ske."

Den stakkels gamle mands ansigt fortrak sig til et alvorligt udtryk, så slentrede han videre ned ad gaden.

Det var søndag morgen, og det var snart tid, for Susie, at gå i søndagsskole. På vej til kirken gik Susie en omvej, for at komme forbi byens værtshus. Og ganske som hun havde forventet, sad den gamle Erling på en bænk udenfor værtshuset, og til hendes store glæde var han fuldstændig ædru.

"Godmorgen, Erling", sagde hun og hilste på ham.

Godmorgen, Susie. Hvordan har du det i dag?"

Jeg har det udmærket, Erling", svarede hun. "Jeg er på vej til kirken, men jeg gik denne vej, fordi jeg gerne vil spørge dig om noget."

"Nåh, og hvad er så det?"

Susie anbragte sine hænderne på hofterne, og så ind i den gamle mands grimme ansigt, som om hun spejdede efter en forandring og spurgte så, "Er du nu holdt op med at drikke?"

Erling slog øjnene ned og blev meget alvorlig. "Nej, det er jeg ikke, min lille ven", svarede han. "Men jeg har følt mig så underlig, lige siden du har stillet mig det spørgsmål. Jeg ved ikke, hvad der er i vejen med mig, men jeg må være en meget stor synder. Jeg kan ikke sove om natten, og -".

Susie afbrød ham og råbte: "Jamen, vil du ikke gerne holde op med at drikke og antage Jesus som din frelser?"

Erling drog den lille pige ind til sig og strøg nænsomt hendes skinnende, gyldne krøller og sagde: "Ved du hvad, Susie, du er den eneste, der nogensinde har bedt for mig, siden min Mor døde, da jeg endnu var en lille dreng." Han rejste sig pludseligt og sagde: "Jo, jeg vil gerne lære Jesus bedre at kende og antage ham som min frelser, men hvordan kan det ske?"

Susie hoppede og dansede rundt af lutter glæde og råbte: "Hurra, pris Herren! Jeg vidste, du ville." Hun tog nu den gamle drukkenboltens hånd og førte ham hend til præstens hjem.

Præsten forklarede Erling om Guds store kærlighed og om det store offer der blev givet for vor skyld på Golgatas kors og Erling tog med glæde imod Frelseren, som sin personlige frelser, og ven!

Netop, som Gudstjenesten skulle til at begyndte i den lille kirke, kom Susie gående ind ad døren, hånd i hånd med den tidligere drukkenbolt. Alle vendte sig forbavset om, da hun glædestrålende råbte: "Ved Guds hjælp og mange bønner, har gamle Erling nu antaget Jesus, som sin frelser, hvor mange af Jer har fået den med på frelsens vej, som I skulle bede for?

Denne lille beretning har utrolig meget, at sige til os i dag. Hvis vi, i vore menigheder rundt omkring i landet, ville gøre som i denne menighed, og hver især vælge en af byens borgere, måske skulle vi vælge en af de mange unge mennesker, som lever et ynkeligt liv, med spiritus, tobak og måske narkotika, hvad med, at gøre en af den til genstand for en speciel bøn om, at Gud i sin store kærlighed og nåde ville hjælpe dette menneske.

Vi kunne måske, ligesom Susie, "tilfældigt" møde vedkommende og sige nogle få trøstende og opmuntrende ord til vedkommende. Eller hvad med at du lærte nogle af de mange løfter der er i Bibelen og så udtalte et af dem for vedkommende, når du mødte den du beder for.