Asta så ofte den hvide lærer og hans familie på markedspladsen i Middle Gardens. Det skete, at hun med fuldt overlæg fulgte efter dem, hørte hvad de talte om og lagde mærke til, hvad de købte i de forskellige boder. Det var der mange, der gjorde, så hun var sikker på, at de ikke lagde mærke til hende.

»Jeg vil ikke have noget imod at bo i lærerens hus,« sagde hun til sig selv en regnfuld dag, efter at hun havde set lærerens bil køre væk fra markedspladsen. Men hun vidste alligevel, at hvis de talte til hende, ville hun gemme hovedet i hænderne og skamfuldt skjule sig i menneskemængden.

Uden tvivl ville alt have fortsat på denne måde, hvis der ikke i slutningen af skoleåret var sket noget, som havde fremkaldt en krise.

En aften efter at bedstefaderen og onklerne havde slået sig ned på måtterne i det store værelse, kaldte bedstefaderen på hende: »Sæt dig ned! Der er noget, jeg gerne vil tale med dig om.«

Asta tænkte, at hendes tanker om de kristnes Gud kunne læses i hendes ansigt. Det var uden tvivl det, bedstefaderen ville tale med hende om.

»Dit første skoleår på den store hollandske skole er næsten forbi,« sagde bedstefaderen. »Det lader til, at du har let ved at lære. Skolebestyreren har sagt, at du vil blive rykket op i syvende klasse fra næste skoleår.«

»Jeg kan lide at gå i skole,« svarede Asta og så ned i måtten.

»Jeg er tilfreds med dine resultater, mit barn, og nu vil jeg gerne glæde dig. Ønsker du dig noget, eller er der noget, du gerne vil?«

Asta så bedstefaderen lige i øjnene. Uden tøven sagde hun: »Jeg vil gerne bo tre dage hos min veninde Lydia, Sutan Mas' datter.«

»Vi kender denne Sutan Mas, ikke sandt?« Bedstefaderen stillede spørgsmålet til onkel Hassim.

»Selvfølgelig kender vi ham. Han er vejinspektør for regeringen. « Onkel Hassim rynkede panden. »Han er en kristen.«

»Men han er da et godt menneske?« forhørte bedstefaderen.

»Han er en god vejinspektør.«

»Du må gerne tage af sted, Asta, men tag Koranen med dig, og glem ikke at læse i den hver dag.«

»Tror du, det er klogt at lade hende være sammen med kristne?« Det var onkel Ali, som spurgte, og man kunne tydeligt mærke, at han ikke syntes om situationen. »Jeg mener nu, at Sutan Mas' datter allerede har sat Asta mærkelige ideer i hovedet.«

Bedstefar smilede til Asta. »Du får lov til at tage af sted, mit barn. Du kan tage af sted i morgen.«

Sådan gik det til, at Asta var i Lydias hjem, da den hvide lærer kom på besøg dagen efter.

Lydias mor mødte dem i døren. »Jeg er ked af det,« sagde hun, »men Sutan Mas rejste for en time siden. Han skal være væk i tre dage. Det var en skam, at I ikke kom tidligere!«

Asta kunne ikke undgå at se, hvor skuffet den hvide lærer blev. »Det er en skuffelse, for jeg har noget meget vigtigt, at tale med ham om i dag. Men det må vel være Guds vilje.«

Lydias mor bød gæsterne indenfor og begyndte at lave mad til dem.

»I må endelig spise sammen med OS'« sagde hun. I kan vel vente så længe. Vejen er jo lang.«

Lydia og Asta hjalp til. Stille og roligt arbejdede de i køkkenet. Endelig var maden færdig, og gæsterne kunne sætte sig til bords. Børnene gik ind i soveværelset og kiggede gennem forhænget, som skilte det fra spisestuen.

De var knapt begyndt at spise, for Sutan Mas åbnede døren og kom farende ind i stuen. Han hilste på den hvide lærer med udrakte hænder. »Jeg skyndte mig tilbage med det samme, jeg hørte, I var kommet«, sagde han.

»Men hvordan vidste du det? Det er ikke mere end en time siden, vi kom.« Læreren så ud til at være i vildrede ...

»Jo, nu skal I høre.« Sutan Mas smilede. »Jeg var alene i bilen, da Gud talte til mig, og Han sagde: »Sutan Mas, læreren er på besøg hos dig, og han har noget meget vigtigt at tale med dig om. Tag hjem.««

Asta følte hjertet slå helt oppe i halsen, og hun fik en underlig fornemmelse over hele kroppen. Så hørte hun ikke mere. Hun vendte sig mod Lydia. »Lydia, kan det være sandt, at Gud taler med din far på den måde? Betyder det virkeligt, at han hører Guds stemme?«

Lydia blev vist ikke spor forbavset over spørgsmålet. »Selvfølgelig taler Gud med ham. Det er længe siden, at jeg fortalte dig, at han kender Gud godt. «

Asta blev overvældet stående. Dette var mere, end hun kunne fatte eller begribe. Alligevel havde hun set med sine egne øjne, hvordan Gud havde standset en vejinspektør på vej til Padang i en af regeringens biler og bedt ham om at rejse tilbage for at tale med læreren.

Ingen budbærer, intet telegram, absolut intet kunne få ham til at vende om, uden dette mystiske - den levende Gud, som han tjente.

»Dette er da ikke noget nyt,« hørte hun Lydia sige. »En gang var far helt ovre i Padang Lawas, da nogen blev stillet for retten. Far var den eneste, som kunne redde dem. De vidste ikke, hvor han var. Der var ingen besked fra ham. Den morgen, da retten blev sat, havde ingen hørt fra ham. Så der var kun en ting at gøre, nemlig at bede Gud om at tale til ham og bede ham om at komme hjem.«

»Og Gud sendte ham hjem?«

»Selvfølgelig. Gud talte til ham og bad ham om at være i en bestemt landsby inden klokken tolv samme dag, og han var der til tiden. Han vidnede, og de anklagede blev frikendt. «

Tankefuldt satte Asta sig på måtten. Senere udførte hun de daglige pligter som i en drøm. Der var endnu en måned, til skolen skulle begynde, og der var så meget, hun skulle have gjort. Men intet havde større betydning end dette at kende den Gud, som døde, men alligevel lever, og som er mægtig til at tale med sit folk og lede dem i deres daglige færden.

»Hvad skal jeg gøre?« spurgte hun sig selv for hundrede og tyvende gang. »Spørger jeg bedste-fader, forbyder han mig at gå til lærerens hus. Og får mine onkler anelse om planerne, vil de sætte alt ind på at forpurre dem.«

Asta gik lige ind på værelset og satte sig ved siden af kommoden. Hun tog alt sit tøj frem. Der var smukke og kostbare saronger og håndtrykte nederdele. Der var silkejakker og nydelige tørklæder. Hun sorterede tøjet og lagde det pænt i bunker.

Et ad gangen lagde hun klædningsstykkerne tilbage i kommoden. Så tog hun de tre bomuldskjoler, som hun plejede at bruge i skolen, og rullede dem sammen i en bylt. Bagefter gik hun hen til forretningen, hvor hun havde købt de to bøger.

»Har De skrivepapir?« spurgte hun boghandleren.

»Naturligvis. Hvad skal du bruge det til?« »Et brev. Det skal være ekstra godt.«

»Jeg har noget, som de hvide plejer at bruge. Det er blåt.«

»Udmærket, jeg vil gerne have to ark og en konvolut.«

Boghandleren pakkede arkene og konvolutten ind i avispapir. Asta betalte og gik hjem. Da hun var kommet godt hjem, bredte hun arkene ud på sovemåtten og fik fat i en blyant. Med en trækasse som skriveunderlag begyndte hun at skrive et brev til den hvide lærer.

Brevet blev langt, og det blev skrevet på det bedste malayisk, Asta kunne præstere. Hun fortalte læreren, hvor hun havde gået i skole, og hvilke klasser hun havde taget. Hun nævnte også bedstefaderens og onklernes navne. Hun fortalte om Lydia og hendes familie, og at hun havde hørt om en skole i Singapore, hvor piger kunne lære engelsk. Hun fortalte om længselen efter at høre mere om Tuhan Isa, som døde på et kors, men alligevel lever. Til sidst skrev hun:

»Næste markedsdag vil jeg se efter jeres bil. Jeg vil vente, til I er helt færdige til at køre framarkedspladsen, så kommer jeg hen for at tale med jer. Så kan I fortælle mig, om I vil give mig lov til at komme med jer hjem.«

Asta gav brevet til den mand, der bragte posten til lærerens landsby, og hun så, at han lagde det i lærerens postsæk.

Der var endnu fem dage til næste markedsdag. Asta kogte ris og vaskede tøj, og snart var hele huset gjort rent. Hver gang hun så bedstefaderen i øjnene, var det, som om modet svigtede. Det kunne jo være, at hun aldrig fik den gamle, venlige mand at se igen. Var det rigtigt af hende, at forlade ham på den måde? Men længselen efter den levende Gud skyllede som en flodbølge ind over hende, og hun vidste, at hun måtte finde denne Gud og lære ham at kende, så han kunne tage al bitterhed ud af hendes hjerte og tale med hende, som han gjorde med Sutan Mas.

Det blev kun til det ene besøg i Lydias hjem, og Lydia kom ikke hjem til hende.

I almindelighed gik kristne piger ikke på besøg i muhamedanske hjem.

Da det blev markedsdag gik Asta og onkel Ali sammen til markedet for at hente, hvad de havde brug for. Hun så sig undersøgende omkring og opdagede lærerens bil i skyggen af nogle store træer.

Hun hjalp onkelen hjem med grøntsagerne. Derefter tog hun sin sarong og jakke på. Hun gemte ansigtet i det nye silketørklæde og skyndte sig hen til markedspladsen og stillede sig mellem nogle træer, så hun kunne se, når lærerfamilien gik hen til bilen for at køre hjem.

Endelig kom de. Læreren anbragte alle varerne i bilen og satte sig ind bag rattet, da alle de andre var kommet ind i vognen.

Astas hjerte bankede, og det føltes, som om brystet skulle sprænges. Alligevel gik hun hen til bilen og stillede sig på den side, hvor fruen sad. Så sagde hun stille: »Jeg er Asta. Jeg sendte et brev til jer. Kan jeg komme med i dag?«

Læreren lænede sig over mod hende og sagde venligt: »Vi har fået dit brev Asta, og vi er glade for, at du gerne vil gå i skole og lære mere om Gud, men vi kan ikke tage dig med hjem. Der er kun en måde, du kan komme til os på. Du må selv komme. Hvis du bestemmer dig til det, er du hjertelig velkommen.«

Asta blev længe stående under træerne, efter at bilen var forsvundet. Hun stod der stadig, da solen begyndte at gå ned. Hun var dybt skuffet. Hun havde ventet på lærerens besked om, at hun skulle hente tøjbylten med det samme og komme med. Det havde endda ikke været nødvendigt for hende at gå hjem, for hun havde gemt tøjet under nogle buske ved siden af vejen. Nu hentede hun den der og gik langsomt hjemad. Hun gemte bylten under huset og gik ind i værelset, hvor de tre mænd sad og tyggede betelnødder, mens de talte sammen om nogle gummitræer, som var kommet tidligere på dagen.

De syntes ikke at lægge mærke til Asta, og hun gik lige ind på sit værelse. Hendes tanker var et virvar. Måske havde hun båret sig dumt ad. Det ville nok være bedst at glemme planerne. Tusinder af gange havde hun hørt: »En gang muhamedaner, altid muhamedaner. « Det var måske rigtigt.

Hun skiftede til en sarong, som hun plejede at sove i, og til trods for, at det var tidligt, krøb hun under moskitonettet og lagde sig på måtten.

Hun lå alene i mørket og tænkte på alt det, der var sket i de sidste måneder, siden hun begyndte i den hollandske skole og havde lært Lydia og hendes familie at kende. Hun tænkte på de bøger, hun havde købt inde i landsbyen, og på det, hun havde læst i den malayiske bibel, som hun havde lånt af Lydia. Hun tænkte på Gud, Tuhan Isa, som havde lidt og var død, men som var blevet levende igen og lever for at trøste andre, som lider. Hun tænkte på, hvordan Gud havde talt til Sutan Mas og fået ham til at vende om for at møde den hvide lærer. So mere hun tænkte, jo større blev længselen. Hun måtte lære mere om Gud. Hun måtte rejse til lærerens hjem.

Det begyndte at dæmre for Asta, hvorfor læreren havde bedt hende om selv at komme. Hvis læreren havde taget hende med, kunne bedstefaderen og onklerne beskylde ham for at have stjålet hende.

Endelig faldt hun i søvn, men selv mens hun sov, fik hun ingen fred. Hun drømte, at hun kom hjem til læreren, og at der ikke var nogen hjemme til at tage imod hende. Da hun vågnede, var hun helt oprevet.

Asta skyndte sig at koge ris og servere morgenmad. Endnu engang ryddede hun op i huset. Så tog hun bylten og gik for at finde den mand, som plejede at bære postsækken til lærerens landsby.

Han var lige kommet derfra, og skulle ikke af sted igen før tre dage senere.

Asta var lige ved at græde. »Hvad skal jeg gøre?« spurgte hun.

»Ja, det skal jeg sige dig. Jeg kender en købmand, som skal den vej for at købe kaffe. Måske kan du køre med ham.«

»Åh, fortæl mig, hvor han er,« bad hun. »Jeg må af sted i dag.«

Er du ikke Hadji Mulms sønnedatter? Tillader han, at du rejser til en kristen landsby?«

»Skynd dig,« sagde hun kun. »Jeg skal besøge læreren der.« Manden iagttog hende nøje og pegede på det sted, hvor købmanden holdt til.

Han var fra en af byerne langs kysten og kendte ikke folk fra byen. Asta gav ham to og en halv gylden, og han holdt op med at stille spørgsmål.

Købmanden havde lejet en bendy, som er en kærre, der bliver trukket af en pony. Asta og købmanden startede på den 24 kilometer lange tur til landsbyen, hvor læreren boede. Det var allerede blevet midt på dagen, og solen brændte ubarmhjertigt. Men Asta beholdt alligevel tørklædet for ansigtet. De kørte flere gange forbi nogle bekendte, men hun håbede, at de ikke kunne kende hende. Tørklædet var nyt, og købmanden en fremmed.