Mamani pakkede hurtigt sine få ejendele. Han ville hurtigst muligt væk fra disse forhadte mure og støvede korridorer. Han slængede sine sadelposer og sine tæpper over ryggen. Mamanis første tanke var at komme væk, inden man ombestemte sig. Men han ville på den anden side heller ikke bare forsvinde ligesom de andre prøveløsladte. Han tænkte på sine medfanger og bad fangevogteren om tilladelse til at gå ud i gården endnu engang.

„Nej, det er forbudt. De er løsladt. De kan ikke henvende Dem til fangerne. Hvis De ønsker det, kan De komme på besøg på søndag.” Fangevogteren virkede mere uvenlig end nogen sinde.

„Bare jeg måtte sige noget til Benigno. Vær så venlig at gøre mig den tjeneste.” Der var noget i Mamanis stemme, som fangevogteren måtte tage hensyn til.

„Godt.” Han låste porten, mens Mamani blev stående udenfor. „Jeg tager ham med herud.”

„Du skal hjem! " Benigno, den unge mand, som havde været så trofast til at læse fra Bibelen for ham, så overrasket ud. „Hvor er jeg glad for at se, at du er fri. Du har aldrig hørt til herinde. Jeg vil komme til at savne dig meget, og det er der også mange andre, der vil.”

„Hils dem alle sammen fra mig. Og her, Benigno, jeg vil gerne have dig til at gøre mig en tjeneste.” Mamani stak hånden ned i posen og tog sin bibel op. „Tag den. Jeg ville ønske, at du ville fortsætte med at læse i den selv, og at du ville blive ved med at læse op for dine medfanger i gården.”

Benigno tog imod bogen med glæde. „Mange tak skal du have. Jeg skal nok læse i den selv, og jeg lover dig at læse fra evangelierne hver dag for dem, som vil høre på mig. Du ved, at der er en del.”

„Gud velsigne dig, Benigno. Jeg er overbevist om, at Guds ord vil være til opmuntring for jer. Husk også den lille sang, som vi plejede at synge sammen: 'Min Gud, han elsker mig.' Tro på ham.”

„Farvel, Mamani.”

De gav hinanden hånd gennem tremmerne. Mamani tog direkte hjem. Han lagde næppe mærke til dem, han mødte på vejen. Der var heller ingen, som tog notits af ham. Hvis de havde bemærket ham, ville de have set ham stråle over hele ansigtet. Da han sad og hvilede sig på bjergskråningen på den anden side af Puno, frydede det hans øjne at se byen og den smukke sø under den blå himmel. Han følte sig overvældet af Guds kærlighed, nåde og godhed. Selv om han havde siddet i fængsel i et år, havde Gud benyttet denne tid til at lære ham at vise tro og tillid, og han havde givet ham lejlighed til at læse i Bibelen og lære at læse og skrive. Han følte trang til at synge. Hans stemme klang ud over højene: „Gud elsker mig, han frelste mig.”

Han gjorde ikke ophold i Juliaca, men fortsatte. De blæste koldt om eftermiddagen. Poserne over hans skulder og tæpperne på hans ryg vejede godt til. Desuden var hans venstre ben ømt og stift, fordi han ikke var vant til at gå så langt. Men det brød han sig ikke om. Intet kunne overskygge hans vidunderlige glæde over at være fri.

Han overnattede hos en gammel ven, og den næste morgen gik han over sletten i retning af Llallahua. Han kunne se missionsstationen i det fjerne. „Hvad mon det er?” Et flag med Perus farver, hvidt og rødt, smeldede i vinden. Til sidst blev han klar over, at bygningen under flaget var skolen. Dens tag så solidt ud. Mamani kom til at tænke på, hvad Condori havde fortalt ham om blodbadet. „Missionærerne må ikke have tabt modet af den grund,” tænkte han.

Han ville ikke gøre ophold på missionsstationen, men da han hørte lærernes stemmer inde fra skolen, kunne han ikke lade være at gå derhen. Han gik over legepladsen og kiggede ind gennem den åbne dør. Der stod to lærere foran deres klasser. Den ene havde to store klasser forrest i lokalet, og den anden underviste en klasse i baggrunden. „Der må være op imod hundrede elever,” tænkte han. Der var børn og unge mennesker, ja, selv voksne mænd og kvinder. „Alle disse mennesker kan snart læse og skrive,” tænkte han. „Å, blot vi havde en sådan skole i Condorrumi!" Han stod længe og betragtede lærerne. Så gik han stille videre.

På baggrund af sin egen og sine naboers oplevelse havde Mamani anset det for bedst at opgive planerne om en skole i Condorrumi. Men når han tænkte på, hvad der var blevet udrettet her til trods for det, mestizerne havde forvoldt, kunne han ikke opgive håbet om, at Gud ville hjælpe hans folk i Condorrumi at få en skole.

Det var med blandede følelser, at Mamani satte sig på en sten ved vejkanten og kiggede påsin landsby. Det var nøjagtig det samme sted, han stod for et år siden og kastede et sidste blik på sit kære Condorrumi, inden han blev fængslet. Han følte sig udmattet efter den lange spadseretur. Han var klar over, at han havde mistet sine kræfter i de lange måneder, hvor han ikke havde arbejdet. Men hvor var han glad for at se sin landsby igen! Han kunne slet ikke forestille sig et skønnere syn. Ved foden af bjergene kunne han se sine naboers små ejendomme. De var på vej hjem fra arbejdet på marken. Den nedgående sol kastede et gyldent skær over bygningernes græstage. Han kunne se sine egne marker, som var grønne af kartoffel-toppe og quinua. Og der kom Juana med fårene og lamaerne. Jacinto sad på æslet. Han svingede en slynge, som han havde ved siden. Mamanis hjerte slog hurtigere. „Gud være lovet, jeg er hjemme igen! " Han rejste sig op og fløjtede. De hørte det ikke, men hans hund, Lolo, hørte det. Den havde hjulpet til med at drive dyrene hjem. Nu stod den et øjeblik med løftede ører. Så sprang den så hurtigt, den kunne, over marker og stengærder lige ned imod Mamani. Ørerne lå vandret hen ad dens hoved, og dens lange hår bølgede op og ned.

Jacinto og Juana så efter hunden og fik nu også øje på Mamani. Han kunne se dem skynde sig ned ad vejen for at møde ham. Mamanis hjerte næsten skreg af glæde over genforeningen, som han havde set frem til hele det sidste år.

Bag ved Mamanis hus stod skolens vægge. Han gyste ved tanken om den tragiske dag, da taget gik op i flammer. Men murene havde ikke taget skade. Mamani så med tilfredshed, at hans naboer havde beskyttet dem. De havde dækket dem med strå og lagt tunge sten over for at forhindre, at de blev våde af regnen. „Vi kunne lægge et nyt tag på skolen,” tænkte han, men han ville ikke foreslå det endnu. Om aftenen kom alle hans naboer for at hilse på ham og byde ham velkommen hjem. Ingen talte om at genopbygge skolen. Mamani kendte deres følelser og deres ængstelse, og han forstod dem. Hvorfor skulle de forsøge det umulige? De var kun indianere. De ønskede at leve i fred. Hvorfor skulle de udsætte sig for ildspåsættelse eller død eller fængsel? De havde travlt med at dyrke deres marker og passe deres dyr. „Lad os opgive den skole,” tænkte de. Selv om de ikke sagde det, kunne han se det på deres ansigter.

Mamani havde også meget at bestille, og hvor han nød det! Han var forbavset over, at Juana havde klaret bedriften så godt. Hun havde arbejdet hårdt, og naboerne havde hjulpet hende.

Markerne var tilsået og tilplantet, og dyrene var velnærede. Nu overtog Mamani det hårde arbejde på deres lille ejendom. Han hjalp også naboerne, når de trængte til en håndsrækning. Sådan gik livet sin rolige gang i nogen tid i landsbyen Condorrumi.

Nogle måneder senere gik Sergio Mamani en morgen over til Luis Yapo for at hjælpe naboerne med at lave fundamentet til et hus. Ét hold gravede ud til soklen. Et andet hold tilhuggede sten. Et tredje hold var beskæftiget med at hente vand til æltning af leret. De arbejdede hårdt, og som altid ved sådanne anledninger var der et godt samarbejde. Senora Yapo og de andre kvinder — Juana var også med — begyndte at lave mad til mændene.

Mamani støttede sig til skovlen et øjeblik og kastede et blik ud over sletten. Han så en lille skikkelse langt nede ad vejen.

„Se, der kommer nogen,” sagde han. Han pegede i retning af Azangaro. Indianerne kiggede, mens skikkelsen blev større og større, efterhånden som den kom nærmere.

En mestiz, en herre. Hvem kunne det være? Alle indianerne holdt op med at arbejde for at se efter ham.

„Nu ved jeg det,” sagde Mamani. „Det er Senor Cabrera, skoledirektøren.”

Senor Cabrera gik i ro og mag. Han var alene. Han svingede en lille kæp i den ene hånd og holdt en buket vilde blomster, som han øjensynlig havde plukket på vejen, i den anden. Han smilede venligt, da han hilste på landsbyfolkene.

„God morgen. Hvordan står det til her?” sagde han på quechua.

„God morgen. God morgen, senor.” De fik et godt indtryk af den venlige fremmede. Bortset fra tøjet kunne han godt have været en af deres egne.

„I dag er det Kristi Himmelfartsdag, og skolerne er lukket. Derfor tænkte jeg, at jeg ville spadsere en tur og besøge Condorrumi.”

„Velkommen, Senor Cabrera,” sagde Yapo. „Vi er beærede over Deres besøg. Vi håber, at De vil vente og spise et stykke brød og en tallerken suppe sammen med os.”

„Tak, det vil jeg meget gerne. Jeg er glad for, at I er samlet her, for jeg vil gerne tale med jer alle sammen.”

„Godt, Senor Cabrera.”

„Jeg forstår, at I har haft mange vanskeligheder, fordi I gerne vil have en skole.” Han så på Mamani. „Jeg beklager, at jeg ikke kunne hjælpe Dem.”

„Ja.” Mamani nikkede. Han vidste ikke, hvad han skulle sige.

„Nu kan jeg bringe jer gode nyheder. Undervisningsministeriet har givet tilladelse til, at der oprettes en skole i Condorrumi og andre steder, så befolkningen kan lære at læse.”

„Vi ønsker ikke nogen skole,” afbrød en af landsbyfolkene.

„Hvorfor ikke?” Senor Cabrera så overrasket ud.

„Se derhenne, senor.” Manden pegede på skolens til sværtede mure.

„Å, den kan bygges op igen. Det skal I ikke tabe modet over.”

„Men der er også blevet dræbt en mand. Kan De se det hus derhenne? Der boede Mateo Quispe. Han er der ikke mere. Han blev dræbt i Llallahua, da han hjalp til med at bygge en skole.” Det var Condori, som talte nu. „Jeg så ham blive dræbt under hestene. Der døde tolv af vore landsmænd den dag. Vi vil hellere undvære en skole og beholde livet.”

„Og der står Mamani,” sagde en anden. „Han har været i fængsel et helt år! For hvad? Hvad havde han gjort? Nej, senor. Vi skal ingen skole have.”

Skoledirektøren så medfølende fra ansigt til ansigt. „Jeg forstår jeres følelser. I har grund til at være modløse. Men, mine landsmænd, en skor, er værd at kæmpe for. De gav ikke op i Llallahua. De tabte ikke modet. De har en skole nu, og mange lærer at læse og skrive.”

„Jeg tror, at De har ret, Senor Cabrera. Vi burde ikke tabe modet. Jeg tror, at vi får en skole i Condorrumi en dag,” sagde Luis Yapo, men der var ingen begejstring i hans stemme. „Men lad os nu få noget at spise. Kvinderne har kaldt. Det hele er færdigt.”

I Luis Yapos patio lå der en stor, flad sten på cirka 30 centimeters højde. Den blev brugt som bord. Der var lagt et langt spraglet sjal over den. Det nåede helt ned til gulvet, hvor der var lagt flere sjaler i forlængelse af hinanden, så der blev dannet et langt bord. Senor Cabrera, Mamani, Condori og Yapo sad rundt om den flade sten ved bordenden, og de andre mænd sad i to rækker på gulvet i patioen. Mens de spiste, drejede samtalen sig hele tiden om skolen.

„Jeg garanterer for, at I får tilladelse fra regeringen, og jeg kan måske også hjælpe jer med at skaffe en lærer.” Senor Cabrera skrabede den sidste skefuld suppe i lertallerkenen. „Den smagte godt. Jeres hustruer er dygtige til at lave mad.”

Mamani havde ikke deltaget i diskussionen om skolen, men han kunne godt indse, at det var en kolossal fordel for dem, at provinsens skoledirektør var villig til at hjælpe dem i deres kamp for a få en skole.

„Vi sætter stor pris på Deres interesse for os, og vi tager også med glæde imod Deres tilbud om at hjælpe os med at indhente tilladelse til at oprette en skole,” sagde Mamani til sidst. „Men vi må ikke gå for hurtigt frem. Vi ved, at Senor Gonzalez vil bekæmpe den af al magt, og han tager sikkert ikke meget hensyn til en tilladelse.

De blev siddende længe ved bordet og drøftede sagen. Skoledirektørens besøg og deres samtale med ham gjorde indtryk på dem, og stemningen var ved at slå om. Nu så de mere optimistisk på mulighederne for at få en skole.

Det egentlige omslag i stemningen og det største incitament kom nogle uger efter, da missionæren fra Llallahua besøgte Condorrumi. Han blev der i tre dage og holdt møder for landsbyfolkene i Mamanis patio. Så godt som alle mændene kom, og de det kneb med pladsen, måtte flere af dem stå på grønsværen uden for patioen.

Missionæren talte til dem om Guds kærlighed, om synd og anger, om Guds nåde og om frelsen i Jesus Kristus. Han læste fra Guds ord og belyste sandheden ved hjælp af letfattelige, praktiske eksempler fra dagliglivet, så at alle forstod, hvad han talte om. Til det tredje møde overgav langt de fleste af dem sig til Herren og tog imod Jesus som deres personlige frelser.

Missionæren sagde ikke ret meget om skolen. Han berørte kun lige emnet for at puste nyt liv i deres interesse for at lære noget. Han fortalte om skolen i Llallahua og omtalte de ofre, den havde kostet, men understregede også deres store glæde over denne skole.

„I forstår godt,” forklarede han, „at en tyv kan stjæle jeres poncho eller jeres dyr eller jeres kartofler, men ingen kan tage det fra jer, I har inde i hovedet. Ingen kan tage det, I har lært.

Det bedste, 1 kan give jeres børn, er ikke penge eller huse, men en god uddannelse. I ved også godt, at mestizerne er jer overlegne, fordi de kan læse og skrive og tale spansk, mens I ikke kan.

Gud ønsker, at I skal have en god kristen skole, hvor der undervises i grundsætningerne i hans hellige lov, og hvor spiren lægges til en god karakter i jeres børns og jeres unges hjerte. Husk på, at det eneste, vi kan tage med os fra denne Jord til Himmelen, er vor karakter. Gud vil hjælpe jer med at få en skole og en god lærer, hvis I virkelig sætter noget ind på det.”