Puno, som er hovedbyen i den sydøstlige del af Peru, tog sig mærkelig ud i Mamanis øjne. Han havde aldrig før været i denne betydningsfulde havneby ved Titicacasøen, som er den højestbeliggende sejlbare sø i verden. Højden, 3780 m over havet, generede ham ikke og interesserede ham heller ikke. Den anså han for ganske normal. Men den vældige sø gjorde et dybt indtryk på ham.

Fra højderne oven for byen var der en storslået udsigt over inkaernes hemmelige Titicaca. Søen lå funklende i det smukke morgenlys, og der var vand, så langt Mamani kunne se. I det fjerne hævede Bolivias bjerge deres snedækkede tinder imod den dybblå himmel. Neden for ham lå byen, stille og rolig i den klare, tynde luft. Han betragtede de høje kirketårne og de hundreder af røde hustage mellem de knejsende eukalyptustræer. Hist og her kunne han se et skinnende tintag.

Mamani havde sovet i en aymaraindianers hjem om natten. Huset lå i en lille landsby på en bakke oven for byen. Heroppe kunne lian stå og betragte de skinnende lys i byen. Han havde aldrig før set et sådant syn. Mamani var træt efter dagens strabadser. Han havde først været i Juliaca, og derfra havde han gået de 45 kilometer til Puno. Han var glad for, at han havde nået sit mål. Efter en god nats hvile gik han den næste morgen ned ad den bugtede vej, som førte ind til en smal gade.

Folk talte ikke quechua, så det var ikke let for Mamani. De talte aymara, det andet af de to sprog, som tales af højlandsindianerne. Han følte det næsten, som om han var kommet til et fremmed land.

Han gik hen til havnen og stod stille for at betragte en damper, som var ved at blive lastet ved hjælp af en kran. Et lille stykke fra ham stod der en anden indianer og så interesseret til.

„Det kan være, at han kan hjælpe mig,” tænkte Marnani.

„Undskyld, kunne De fortælle mig, hvor adventistevangelisten bor?” spurgte Mamani.

Indianeren havde forstået hans spørgsmål og svarede på gebrokkent quechua. „Gringos Adventistas bor i Plateria.” (De fremmede adventister bor i Plateria.)

„Plateria, hvor ligger det?”

„I Juli, lige på den anden side af Accora.” „Men har de fremmede protestanter ikke et hus her i Puno?”

„Jo, det tror jeg nok. Jeg har set dem i Lima Street. Jeg tror, de bor i Senor Aragons hus. Der holder de møder.”

„Har De været med til deres møder?”

„Nej, ikke her. Jeg har været til mange af deres møder i Plateria. Der bor jeg. De holder møde om lørdagen, gode møder. Der kommer mange fra landsbyerne.”

Mamani undrede sig. „Holder de altid møder om lørdagen?”

„Ja, adventisterne holder altid møde om lørdagen, også her i Puno og i Juliaca.”

„Har I en skole i Plateria?”

„Å, ja. Vi har haft en skole i mange år nu, og mange af vore unge kan læse og skrive. Det har været til stor hjælp for os.”

Nu var Mamani for alvor blevet interesseret. Han stillede mange spørgsmål, og de fik en lang samtale om skoler og lærere og om adventisterne. Han følte sig kendeligt oplivet, da han tog afsked med indianeren.

Han fulgte jernbaneskinnerne fra havnen tilbage til stationen, som manden fra Plateriahavde sagt, han skulle, og drejede til venstre to husblokke oppe ad gaden.

„Det må være på et af disse gadehjørner,” tænkte han.

„Han så sig omkring. Der var forretninger ved de to af gadehjørnerne, og det ene af dem var omgivet af mure. „Det må være her.” Han gik over på den anden side af gaden og spurgte en mand, som stod i døren til en af forretningerne:

„Er det her Senor Aragons hus?” Han pegede på huset overfor.

„Ja, det er det. Men han er ikke hjemme. Han er i Lima.”

„Bor adventisterne der?”

„Ja, det gør de. Gå bare ind, så træffer De dem.”

Mamani stod lidt efter i en meget smuk lille patio, som var kunstfærdigt belagt med små hvide og sorte sten, som dannede et smukt mønster. Væggene var hvidkalkede, og træværket var pænt malet. På de to sider stod der nogle store tinbeholdere med blomster. Hvor var her dejligt. Gennem et åbent vindue kunne han høre en kvinde synge dæmpet. Der var også et barn, som pludrede. Kvinden kom ud og rystede et stykke klæde. Da hun fik øje på Mamani, gik hun smilende hen imod ham og rakte ham hånden.

„Imaynalla, tayta (Hvordan har De det, far)?” sagde hun meget venligt. Mamani blev forbavset over, at en udlænding hilste på indianernes sprog, og idet han høfligt tog hende i hånden, følte han, at han havde mødt en virkelig ven.

En lille lyshåret udenlandsk pige kom løbende ud. Hun gik også hen og gav Mamani hånden. „Buenos dias; como esta usted (god morgen. Hvordan har De det)?” Han blev helt blød om hjertet, da han så hendes smil. Han havde aldrig før set en hvid mands barn hilse så venligt på en indianer.

Samtalen mellem den udenlandske dame og Mamani førte ikke til noget, for hun talte gebrokkent spansk, og han talte quechua.

Så råbte udlændingen noget på et fremmed sprog. Lidt efter kom der en nydelig indianerpige ud. Hun smilede over hele ansigtet, mens udlændingen sagde noget mere til hende på det fremmede sprog. Mamani syntes aldrig, at han havde set en indianerpige, som var så ren. Nu vendte pigen sig om imod Mamani og sagde:

„Missionæren kommer ikke tilbage før i morgen.”

„Tak,” sagde han, bukkede og trak sig langsomt tilbage. „Så kommer jeg igen i morgen,” tilføjede han på quechua.

Mamani var lidt skuffet over, at missionæren ikke var hjemme, men han var alligevel glad for sit korte besøg hos fruen. Når han nu alligevel skulle vente et helt døgn, besluttede han at besøge Plateria, hvor den indianer boede, som han havde truffet.

Han kom hen til skolen lidt over middag, og læreren og eleverne så ud til at have travlt med nogle vigtige studier. Missionærfamilien var taget på besøg, men læreren blev interesseret i Mamani, da han hørte om planerne om en adventistskole i nærheden af Azangaro. Han inviterede ham med ind i skolestuen og lod endda alle eleverne gå ud og marchere forbi ham med skolens orkester i spidsen. Det gjorde et godt indtryk på Mamani. Han var glad for at få lejlighed til at se en rigtig adventistskole i funktion. Nu var han mere end nogen sinde besluttet på, at de skulle have en kristen skole i hans landsby inden næste skoleår.

Mamani sov i Plateria om natten. Læreren inviterede ham hjem og gav ham aftensmad og morgenmad. Mamani var glad for at tale med ham om skolen og dens arbejde.

Lærerens hus lå på en bakke, og fra en terrasse ved huset havde de udsigt over en slette med Titicacasøen i baggrunden. Der lå i hundredvis af indianske hjem spredt ud over sletten.

„Mange af mine elever er fra de hjem derude.” Læreren gjorde en bevægelse med hånden i retning af indianerhusene.

Ved foden af bakken lå der en stor bygning med et højt firkantet tårn over indgangen. Mamani kunne se, at det var bygget for nylig. Taget, som var af nyt bølgeblik, gav genskin i aftensolen.

„Hvad er det for en bygning?” spurgte han.

„Det er den nye adventistkirke i Plateria. Kunne De tænke Dem at se den? Jeg vil gerne vise Dem den.”

„Det ser ud til at være en dejlig kirke. Det må have kostet mange penge at bygge en sådan kirke.” Mamani beundrede den store hvidkalkede bygning, mens de langsomt gik ned ad bakken.

„Ja,” sagde læreren, „det har det vist. Adventister fra hele verden har sendt os penge til denne kirke.”

„Findes der virkelig adventister i alle dele af verden?” Mamani så forbavset på læreren.

„Ja., og de giver en gave hver sabbat. Det er disse penge, vi har fået til at bygge kirken for.”

„Hvorfor går adventisterne til gudstjeneste om lørdagen?” Mamani havde spekuleret over dette spørgsmål, lige siden han talte med indianeren nede ved havnen.

„Det står der i Bibelen, at man skal. Der står i de ti bud, at vi skal holde sabbatten, den syvende dag, hellig.” Læreren kunne det fjerde bud udenad og citerede det.

„Så der står virkelig i budet, at 'den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud,' " sagde Mamani forundret.

„Det er mærkeligt,” tænkte Mamani, „at de fleste kristne holder søndag, når budet tydeligt siger, at man skal holde den syvende dag, som er lørdag.”

Dagen efter henvendte Mamani sig igen i patioen i Lima Street. Denne gang kom missionæren ud og hilste på ham. Det var en høj udlænding. Han talte venligt til Mamani. En klarøjet ung indianer oversatte for dem.

„Jeg er ked af at måtte sige, at vi ikke kan skaffe Dem en lærer i år.” Missionæren så bedrøvet og alvorlig ud. „Vi ville så gerne hjælpe Dem, men vi har simpelt hen ikke lærere nok. Vi får så mange henvendelser.”

Mamani blev helt stum. Han var ikke forberedt på denne skuffelse. Var det virkelig muligt? Ingen lærer? Han var næsten helt slået ud.

„Jeg ved, at De og Deres naboer bliver meget skuffede.” Missionæren så ud til at kunne tyde den besøgendes følelser. Der er flere steder, folk bliver skuffet over, at de ikke kan få en lærer. Men De skal ikke miste modet. Arbejd blot videre med Deres planer. Stol på Gud. Han vil hjælpe Dem, når tiden er inde."

„Men jeg kom så tidligt. Der er endnu tre måneder, til skolen skal begynde,” sagde Mamani.

„Ja, det er rigtigt, men vi har flere skoler, end vi har lærere. Vi har ikke engang lærere nok, som kan tale aymarasproget, og det er helt umuligt at skaffe lærere, som kan tale quechua.”

Mamani var lige ved at græde. Hvordan kunne han tage tilbage til Condorrumi og fortælle sine naboer, at de ikke kunne få nogen lærer?

Missionæren læste et par opmuntrende vers fra Bibelen og bad derpå Mamani om at knæle ned sammen med ham for at bede Gud om at skaffe dem en skole og en lærer i Condorrumi. Han bad også for Mamani, hans familie og hans naboer.

Da de rejste sig efter bønnen, følte Mamani sig overbevist om, at Gud ville hjælpe dem. Han vidste, at missionæren var lige så interesseret i skolen i Condorrumi som han. Mamani kunne mærke, at udlændingen elskede ham og nærede en levende interesse for ham og hans naboer.

„Der er én ting, De kunne gøre,” sagde missionæren, da han fulgte Mamani gennem patioen hen til døren ud til gaden. „Vi har netop sendt en ung missionær og hans familie til Llallahua. Han kan måske hjælpe Dem. Han skal bygge en missionsstation og oprette skoler blandt quechuaerne.” Missionæren smilede opmuntrende til Mamani og trykkede varmt hans hånd. „De skulle rejse hen og tale med ham på vej tilbage til Azangaro.”

„Ja, det vil jeg gøre.” Mamani fattede nyt mod, da han havde fået denne oplysning.

„Vi har et møde i aften. Kunne De ikke tænke Dem at overvære det?” Missionæren holdt endnu Mamanis hånd og trykkede den endnu engang.

Om aftenen var Mamani med til mødet, og selv om han kun forstod nogle brudstykker af det, der blev sagt, følte han sig endnu mere oplivet.

Mamani syntes, at hjemvejen var så lang. På en del af rejsen tænkte han på den besked, han skulle give dem derhjemme: ingen lærer!

Solen var ved at gå ned fredag aften, da han kom til sletten ved Llallahua, hvor han havde hørt, at den udenlandske missionær og hans familie skulle bo.

„Hvor skal De hen?” Han blev indhentet på stien af et ægtepar.

„Jeg er på vej til Santiago. Hvor skal De hen?”

„Til den udenlanske missionærs møde.”

Mamani stod stille. „Hos adventisterne?”

„Ja, De kan følges med os. Vi er ved at bygge en skole der. I aften ved solnedgang vil missionæren tale til os.”

Der var ikke noget, Mamani hellere ville. Han befandt sig snart mellem en lille gruppe quechuaer, som var samlet i en rummelig ny murstens-bygning. Der var ikke lagt tag på endnu, og den nedgående sol skinnede ind gennem vinduesåbningerne.

Der korn ikke ret mange til aftenmødet, men til gudstjenesten den næste formiddag var der fuldt af mennesker, som var kommet fra hele sletten.

Missionæren var en høj, stærk udlænding. Hans prædiken blev oversat til quechua af en ung indianer. Nogle af de andre indianere holdt bøn og sang for på quechua. De missionæren begyndte at tale om, at Gud elskede alle mennesker — både de fattige indianere og de rige godsejere — følte Mamani sig meget lykkelig. Han længtes mere end nogen sinde efter at blive et rigtigt Guds barn.

Da Mamani begyndte at gå hjemad om eftermiddagen, lagde han mærke til, at missionæren talte med indianerne på gårdspladsen bag ved skolen. Mamani gik tilbage. Nu var øjeblikket inde til at bede om en lærer.

„De skal ikke være bekymret,” sagde missionæren. „Jeg skal besøge Condorrumi, så snart jeg kan. Vi skal nok finde en lærer til Dem på en eller anden måde.”

Mamani gik og tænkte på missionærens ord, mens han rejste over sletten i retning af Condorrumi. „Vi skal nok finde en lærer til Dem på en eller anden måde.” Mamani antog ham for at være en Guds mand. Der var ingen tvivl om, at Gud ville skaffe dem en lærer i Condorrumi.