Den lille Jacinto stod oppe på den lave mur foran sin fars hus og vinkede til Villca, som spadserede ned ad vejen i retning af Azangaro. Mamani stod bag ved ham, og nu kom Juana hen og stillede sig ved siden af sin mand. Han smilede til sin hustru og lagde armen omkring hendes skulder.

„Var det ikke et dejligt besøg?” sagde Mamani. „Jeg håber ikke, at det er forgæves, at Gud sendte ham til Condorrumi.”

Villca vendte sig om og vinkede til sine nye venner.

„Gud velsigne ham,” sagde Juana. „Bare han snart kom igen.”

„Hans sadeltasker er ikke så tunge længere. Han solgte en hel del bøger efter mødet i går.” Mamani vendte sig og sagde beslutsomt: „Nu må jeg se at få sammenkaldt til et møde, så vi kan komme i gang med at bygge den skole.”

„Se, far, Celestino går ind på godset. Hvordan tør han dog? Han er en modig mand, synes du ikke, far?" Celestino Villca var Jacintos nye helt.

Lidt til venstre for vejen kunne de se de høje eukalyptustræer, som omkransede Senor Gonzalez' gods. Den hvidkalkede toetages bygning tog sig helt imponerende ud i sammenligning med indianernes hjem.

Mamani var bekymret på Villcas vegne. Han spekulerede på, hvilken modtagelse hans ven ville få på godset. Han kunne se på Juana, at hun delte hans ængstelse.

Den lille Jacinto sang med sin barnlige stemme: „Gud elsker mig. Han frelste mig.” Juana gav sig også til at nynne melodien, mens hun fejede patioen.

„Hvor er der egentlig stor forskel på dansemelodierne til festen og de blide ord i den sang, som Villca lærte os,” tænkte Mamani.

Det var længe side, at landsbyfolkene havde vist en sag så stor interesse som planen om at bygge en skole. Allerede samme eftermiddag mødtes de i Mamanis patio. Stemningen var høj. Mamani skænkede en grund, som de kunne bygge skolen på. Der var også rigelig plads på grunden til en lærerbolig og en stor legeplads. Han lovede desuden at give to hundrede soltørrede mursten og nogle pæle til taget. Grunden skulle planeres, der skulle graves ud til soklen, og der skulle laves soltørrede mursten.

„Jeg vil gerne yde en dags arbejde om ugen, til skolen er færdig,” sagde en af landsbyfolkene.

„Jeg vil gerne arbejde to dage om ugen,” sagde en anden.

„Det vil jeg også.” Flere rakte hånden i vej ret.

„Jeg vil gerne lave to hundrede soltørrede mursten.”

„Jeg køber ti lange pæle til taget.”

„Jeg vil gerne give strået til taget,” sagde pottemageren. Sådan blev de ved. De ville alle sammen hjælpe til.

Der skulle arbejdes hurtigt. Det gjaldt om at få murstenene formet, tørret og stablet inden regntiden, som satte ind i december.

Mødet var næsten færdigt, da Ambrosio kom. Det var en indianer, som arbejdede på Senor Gonzalez' gods. Ambrosios røde ansigt røbede, at han var glad for vinglasset. Man kunne også se på ham, at han var forfalden til at bruge coca. Han kastede et blik rundt i forsamlingen, sugede en mundfuld grøn saft ud af en stor klump coca i højre side af munden og spyttede det ud på patioens gulv uden at skamme sig.

Så henvendte han sig til Mamani. „Ved du, hvordan det gik den protestantiske prædikant, som var her i går?"

Der var foragt i Ambrosios skingrende stemme, og den måde, han sagde ordet protestantisk på, viste, at han ikke brød sig om adventistkolportøren.

„Nej.” Mamani anede, at der var dårligt nyt i vente. „Jeg så ham gå ind på godset. Hvad skete der?”

„Godsejeren lod ham prygle og sendte ham bagefter i fængsel.” Ambrosio spyttede igen og kastede et foragteligt blik på mændene.

Det var, ligesom det gav et ryk inden i Mamani. Var Villca i fængsel! Han kunne næsten ikke tro det. Ville Gud ikke beskytte ham?

„Hvor ved du det fra?”

„Jeg så det med mine egne øjne. Jeg stod i patioen, mens Villca talte med fru Teresa. Hun var venlig imod protestanten og købte en bog til børnene og en bibel, men han måtte love ikke at sige det til nogen. Hun var bange, forstår du. Katolikkerne har ikke lov til at købe sådanne bøger. Hun gjorde korsets tegn flere gange og skulle lige til at hente pengene for at betale bøgerne, da Gonzalez red ind gennem porten sammen med arbejdsformanden.

Du skulle bare have hørt Senor Gonzalez, da han så protestanten! Han rev en masse eder af sig, og fru Teresa skyndte sig ind i huset med børnene. Han slyngede nogle frygtelige forbandelser ud imod Villca og kaldte ham en djævelsk protestant og en tyv, som luskede rundt på andres ejendom. Villca prøvede at give en forklaring, men godsejeren bad ham om at forsvinde i en fart. Hvor var han rasende. 'Slå ham,' sagde han til formanden. 'Hvis han får en god dragt prygl, skal han nok forsvinde.'

I ved jo alle sammen, hvor hård formanden er. Jeg skal love for, at han gik løs på protestanten. Han vendte hesten, løftede sin ridepisk og lod den suse ned over ryggen på Villca. Den stakkels mand måtte løbe, så hurtigt han kunne, men formanden blev ved med at slå løs på ham. Selv da han faldt over hundene, som sprang løs på ham, regnede piskeslagene ned over ham. Til sidst råbte Gonzalez, at formanden skulle holde op og føre Villca til politistationen, så han kunne blive sat bag lås og slå 'et godt stykke tid'." Ambrosio slikkede sig veltilfreds om munden, da han så det overraskede udtryk i tilhørernes ansigter.

„Der sidder Villca altså nu,” fortsatte han — „i fængslet, og det har han godt af. Så kan det være, at han holder sig væk for eftertiden. Hvem vil have protestanterne til at rende omkring her? De tror, at de kan tage vinglasset fra os og få os til at holde op med at danse til festen. De tror ikke engang på Sankt Jakob! "

Ambrosio, som havde talt gennem den ene mundvig — han havde munden fuld af cocablade så sig omkring for at se, hvilket indtryk han havde gjort på de tilstedeværende. Han vandt dog ikke det gehør, han havde ventet. Næsten alle tilhørerne så ud til at være bekymrede for Villca.

„Protestanterne tror på Sankt Jakob,” sagde Mamani. Han rejste sig fra sin plads. „De har en bog, som Sankt Jakob har skrevet. De retter sig efter, hvad han har lært. Vi har ikke engang vidst, hvem Sankt Jakob er, i alle disse år. Vi har kun kendt gipsstatuen med den brækkede arm henne i kirken, men Villca har fortalt os alt om Sankt Jakob, og han har endda læst for os fra den bog, som Sankt Jakob skrev.”

Mamani sagde farvel til dem alle sammen, og de blev enige om at komme den næste dag og begynde at lave mursten.

„Jeg er ked af, at jeg ikke selv kan være her,” sagde Mamani. „Jeg må tage til Azangaro i morgen tidlig for at se, hvad jeg kan gøre for Villca.

Da Mamani kom til Azangaro den næste morgen, fik han at vide, at der var kommet en ny politimester fra Puno, hovedbyen i departementet. Kontoret på politistationen var pænt, men ganske enkelt udstyret. Væggene var hvid-kalkede, og der stod to stole og et lille bord med et stykke grønt flonel. Det var alt. Hele arkivet hang på søm på væggen bag ved politimesterens stol. Yderst på sømmene hang der nogle nydelige røde papskilte med teksten La Guardia Civil Peruana (Perus civile politi).

Mamani stod i et hjørne af kontoret og ventede. Politimesteren, som var ved at tale med nogle mennesker, blev tituleret som Kaptajn Ramos. Endelig blev det Mamanis tur, og politimesteren spurgte: „Hvad kan jeg hjælpe Dem med?”

„Hr. politimester.” Mamani hilste med begge hænder og lænede sig forover. „Jeg er kommet for at rette en høflig forespørgsel angående min ven Celestino Villca, som jeg forstå De holder arresteret her.”

Kaptajn Ramos talte ikke quechua flydende, men han kunne forstå, hvad Mamani sagde, og kunne også gøre sig selv forståelig. „De mener adventisten, som blev ført herhen i går?”

„Ja, netop. Han er en god mand. Han er ikke en tyv.”

„Å nej, det ved jeg. Adventisterne er ikke tyve. Jeg har overværet de udenlandske missionærers møder. Adventisterne drikker ikke alkohol og bruger ikke coca. De er ærlige og rene mennesker, og vi har aldrig noget besvær med dem.” Politimesteren trak vejret dybt, som om han sukkede. „Det sagde jeg også til Senor Gonzalez' formand. Han havde slået adventisten slemt. De stupide mennesker tror, at de tjener deres land og deres kirke ved at forfølge en mand, blot fordi han har en anden tro.”

Mamani havde haft en knugende fornemmelse i maven, lige siden Ambrosio fortalte ham de dårlige nyheder dagen før. Nu følte han en stor lettelse. Han var ikke vant til at høre politimestre tale på den måde. Han var lige ved at tro, at politimesteren selv var adventist.

„Tayta (fader),” sagde han, „er De adventist?”

„Nej, det er jeg rigtignok ikke.” Kaptajn Ramos så meget fornærmet ud. „Jeg er en apostolsk romersk katolik! " Han knaldede en lineal i bordet for at understrege de sidste tre ord. „Men,” han slog igen i bordet, „jeg ville ønske, at der var mange flere mennesker af adventisternes slags i Peru mennesker, der ligesom adventisterne forsøger at føre et hæderligt kristent levned.”„Så er Senor Villca altså ikke her?” dristede Mamani sig til at spørge.

„Nej, jeg har andet at bestille end at arrestere ærlige mennesker, som passer deres lovlige arbejde. Senor Villca er ikke her. Han gik igen næsten med det samme, og jeg ved ikke, hvor han gik hen."

Mamani var glad, da han forlod politistationen og gik ned ad gaden. Han var glad for, at Villca ikke var blevet fænslet. Det var også en stor glæde og tilfredsstillelse for Mamani at vide, at Gud havde beskyttet sin tjener. Han havde stolet på Gud, og Gud havde ikke svigtet ham.

Han så til alle sider, mens han gik ned ad gaden og over torvet, i håb om at få øje på Villca, men han fandt ham ikke.

„Han må være taget til en anden by eller tilbage til Juliaca,” tænkte Mamani.

Han standsede over for en toetages bygning med et aflangt skjold over den brede, åbne dør. Mamani kunne ikke læse, hvad der stod, men han kunne se, at det var det mærke, som benyttedes af de offentlige skoler. Han vidste, at det var en drengeskole, som lå her, og at skolens forstander var skoledirektør i denne provins. Beboerne i hans landsby skulle indhente tilladelse hos denne direktør, inden de kunne begynde at bygge en skole. Han tøvede et øjeblik.

„Når jeg nu er her alligevel,” tænkte han, „skulle jeg måske gå op og tale med denne mand om vore planer. Eller skulle jeg hellere vente til en anden gang?”

Han skulle lige til at gå, men så besluttede han at gå ind. Han kiggede forsigtigt gennem korridoren til patioen bagved. Han kunne høre en lærer tale i et klasseværelse. 1 et andet klasseværelse læste en flok drenge i kor. Han gik tøvende hen imod patioen. På vejen derhen kom han forbi en åben dør. Der sad en mand ved et skrivebord inde på kontoret.

„Det må være direktøren,” tænkte Mamani. Han gik tilbage til den åbne dør. Han holdt fast i hatten med begge hænder og bukkede flere gange, idet han gik ind.

Direktøren sad bag store stabler af bøger og papirer. Der hang kort på væggene, og bag ved manden fik Mamani øje på billeder af general San Martin og Simon Bolivar, Perus store helte og befriere. Manden var iført et pænt mørkt sæt tøj og hvid skjorte, men han så ikke ud til at være fra kysten. Han lignede en cerrano (en mand fra bjergene) ligesom Mamani.

Mamani ventede lidt inden for døren. Da direktøren så op fra sine papirer, bukkede Mamani. „Tayta, buenos dias (Fader, god morgen).” Han holdt forlegent sin hat op under hagen.

„Kom ind,” sagde direktøren på fuldendt quechua. „Korn ind. Sid ned. Jeg er her for at hjælpe Dem.” Han smilede til den besøgende og pegede på en stol.

Mamani følte sig hjemme, men han vidste ikke rigtigt, hvordan han skulle begynde. Han sagde blot: „Vi ønsker at få en skole i Condorrumi.”

„Glimrende! Jeg har ikke noget højere ønske end at se en skole, ikke blot i Condorrumi, men i hver eneste landsby. Men jeg beklager, at staten ikke har penge nok for øjeblikket til at bygge flere skoler.”

„Vi vil slå os sammen og selv betale læreren.”

„Godt, det er udmærket. Men De skal først have en skolebygning og en lærerbolig. Jeg går ud fra, at en legeplads ikke er noget problem.”

„Med Deres tilladelse, senor, har vi, beboerne i Condorrumi, besluttet at bygge en skole og et hus til læreren.”

„De skal med glæde få min tilladelse, men De behøver ikke tilladelse til at bygge en skole på Deres egen grund. Begynd blot at føre Deres planer ud i livet og lad mig vide, hvornår De er færdige, så skal jeg prøve at finde en lærer til Dem. Men det bliver ikke let.”

Direktøren rejste sig og gik hen og gav Mamani hånden. „Må jeg gratulere Dem og Deresnaboer og ønske Dem held og lykke med Deres planer om en skole. Jeg ville ønske, at mange andre landsbyer ville følge Deres eksempel. Jeg håber, at jeg kan komme på besøg i Condorrumi en dag. Vi skal skaffe tilladelse til at drive en privat skole, indtil staten kan oprette en.”

På hjemvejen følte Mamani trang til at synge lovsange til Gud. Han var tung om hjertet, da han gik til Azangaro, men nu så himlen ud til at være mere blå, græsset forekom ham mere grønt, de mennesker, han mødte, så ud til at være gladere, og fuglene syntes at synge livligere. Ja, hele naturen så ud til at bevise ordene i Villcas lille sang: „Gud elsker mig.”