Herhjemme udkom for nogle har siden en Bog, der behandler «Spiritismen som Religion». Den bærer Titelen «Spiritismen og Kirkens Lære» og drager til Felts imod mange bibelske Sandheder og viser derfor ganske godt, ar Spiritismens Læresætninger er ubibelske og derfor også usande, i det mindste må de stå således for enhver bibeltroende Kristen. 

Fornægter Kristi Guddom.
Forfatteren, en Hr. R. Jessin, behandler de vigtigste af Kristendommens Hovedpunkter og skriver blandt andet om Gud: «At Gud er en, har vi Vished for i Vidnesbyrdene: «Jeg er Herren og ingen ydermere, der er ingen Gud uden jeg." Endvidere: «Før mig er ingen Gud dannet, og efter mig skal ingen være, og endelig: Jeg er den første, og jeg er den sidste, og der er ingen Gud uden jeg." Es. 45,5; 43,10; 44,6. Spiritismen erkender derfor ikke Jesus som Gud, men derimod som en Udsending, der ved sit syndfrie Liv og kærlige Lære skulle lede den fra Gud bortvendte Menneskeslægt tilbage på Erkendelsens, Forsage1sens, Ydmyghedens og Kærlighedens Vej».
«Jesus har derved ikke alene fralagt sig al Guddommelighed i snævrere Betydning, men på den anden Side vidnet, at han havde den samme Gud og Fader til fælles med hele Menneskeslægten.»
Spiritisterne tror således ikke på Kristi Guddom. Dette er Antikristens Ånd. Se 1 Joh. 4,1-3; 5,5. 9-12. 20. I sidst citerede Vers siger Johannes om Jesus: «Denne er den sande Gud og det evige Liv.» Jesus erklærer selv mange Gange, at han er Guds Søn og ikke i den Forstand, som andre også kan blive Guds Sønner, men som den, der har været hos Faderen fra Evighed af og hos ham haft Herlighed og Magt, før han kom her til Jorden som Menneske; og når Thomas kalder ham: «Min Herre og min Gud,» gør han ingen Indsigelse; thi han er Gud lige såvel som Faderen. Se Joh. 9,35-37; 10,30; 4,25-26; Matt. 26,63-64; Joh. 17,5; 1 Tim. 3,16; Kol. 2,9; Tit. 2,13; Rom. 9,5. - Kan det siges tydeligere? Jesus og Faderen er imidlertid et i Sind, Karakter, Vilje og et i alle Henseender, så Jesus kan med god Føje sige: «Jeg og Faderen vi er ed» (Joh. 10,30); derfor siger Skriften: "Så har vi dog kun én Gud, Faderen, af hvem alle Ting er, og vi i ham, og én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alle Ting er, og vi ved ham.» 1 Kor. 8,6.
I en Seance udspurgte man Ånden om Kristi Guddom, og følgende Svar blev givet: «I Almindelighed antager Ånderne - fremskredne Ånder, sådanne, som er intelligente, og som har gjort dybe Studier i Livets Principper - ikke Teorien om Jesu Kristi Guddom; de tror ikke, at han blev korsfæstet for Menneskeslægten i den Forstand, som man almindelig tror.»

Enhver god Mand er «Kristus».
«Hvad er Meningen med Ordet «Kristus»? Denne er ikke, såsom almindelig antaget, Sønnen af alle Tings Skaber. Enhver retfærdig og fuldkommen Skabning er Kristus.» En sådan Lære vil bane Vejen far en Opfyldelse af Jesu Forudsigelse om, at mange falske Kristi og falske Profeter skal fremstå i de sidste Dage og forføre mange. Se Matt. 24,24.
Alle Ting er skabte ved Jesus Kristus, og han er således Skaber og må da også være Gud, thi ingen uden en Gud kan skabe. Joh. 1,1-3; Kol. 1,15-17; Hebr. 1,1-3. Han er Faderens udtrykte Billede, født af Faderen, «Guds enbårne Søn», og således er han Gud, som Faderen er Gud. Hebr. 1,5-10. At fornægte dette er at forkaste den største af Kristendommens Grundsandheder. 

Forkaster Bibelens Skabelsesberetning.
I denne Forbindelse kunne det være på sin Plads at se, hvad Spiritisteme lærer om Skabelsen: «Skabelses; historien i første Mosebog beretter, at Gud først skabte hele Verden og til sidst Mennesket i et Tidsrum af seks Dage, og at han hvilede på den syvende Drug. ... Denne Beretning kan umuligt antages for troværdig. ... I Modsætning hertil lærer Spiritismen, at Skabelsen er foregået ikke i seks Dage, men i Millioner af År, og at den stadig fortsættes uden nogen bestemt afsluttende Grænse.»
«Derfor kan det ikke tænkes muligt, at Mennesket på en Gang er skabt i sin nuværende Skikkelse, men at det derimod gennem uendelig lang Række af Udviklingsstadier er nået til at blive en af Guds mest udviklede og derigennem ypperste Skabninger. Spiritismens Skabelses; lære er i Korthed denne, at al Skabning er udgået fra det mindste Atom med Udviklingsmuligheden i sig til en Gang at opnå Fuldkommenheden.»
Disse Udsagn er visselig meget tydelige og viser, at Spiritismen er i høj Grad i Strid med Bibelen, og det er det, vi særligt har sat os til Opgave at påvise. Spiritisterne indrømmer jo selv, at Guds Ord lærer, at alle Ting blev skabte på seks Dage, at det blev skabt pludselig og fuldt færdigt og fuldvoksent. 1 Mos. 1 og 2; 2 Mos. 20,11; Sl. 33,6. 9, ovs. At der er mange andre end Spiritisterne, der hylder Udviklingslæren, gør den ikke til en Sandhed og gør det ikke mindre sikkert, at den er i Strid med Guds Ord. Forøvrigt er Videnskabens store Mænd i høj Grad uenige om denne Evolutionsteori; og de erkender selv, at de ikke ejer tilstrækkelige Beviser til at fastslå noget som helst, på samme Tid som den bibelske Lære er den eneste, der kan siges at være sund Sans i, når man tror på en almægtig Gud og Skaber.

Foragter Forsoningslæren.
Det er et af de mørkeste Punkter i Spiritismen, at den forkaster Jesu Frelsergerning, træder Bibelens Forsoningslære under Fødder og ringeagter derved det eneste Middel til Frelse og Salighed. Vi citerer:
«Når der i Kirkens Lære hævdes, at Menneskets Synder udslettes ved «uskyldigt Blod», eller med andre Ord, at Jesus som den rene, der gjorde Guds Vilje i alle Stykker, og derfor den uskyldige, led og døde for at udsone hele Menneskeslægtens Overtrædelser, da er det en af de grusomste og tillige en af de utroligste Påstande, som Kirkens Lære indeholder.»

Fornægter Syndefaldet.
«Mennesket er aldrig faldet bort fra Gud, og derfor har heller aldrig Ofringen af en inkarneret Gud været nødvendig. Adams og Evas Ulydighed fembragte hverken Sygdom, Sorg eller Død lige så lidt som et evigt Helvede. Der eksisterer ingen vred Gud, som kun et uskyldigt Menneskes Blod kunne forsone. Denne Lære svinder bort som Skygger af Overtro, som Uvidenheds Nat svinder for det dæmrende Gry af intellektuelt Lys. - I Stedet for at være frembragt ved et specielt Mirakel, er Mennesket et Produkt af Evolutionen.»
Hvilke dristige Påstande! Der har intet Syndefald været, intet Frafald fra Gud; Adams Synd har ikke bragt Sygdom eller Død ind i Verden; Kristi Offer har aldrig været nødvendig - det er en Lære, der svinder bort som Skygger af Overtro! Hvad er sådan Tale andet end den kraftigste Fornægtelse af Kristendommens Grundprinciper - det viser en udpræget antikristelig, rationalistisk Bevægelse.
Men hvilket Ansvar påtager ikke de Mennesker sig, som således gør de skønneste bibelske Sandheder, der mere end noget andet vidner om Guds uendelige Kjær. lighed til denne i Synd faldne Verden, til «Skygger af Overtro» og «grusomme Påstande», og hvor frygtelig vil ikke deres Opvågnen blive, som på den store Drug komme til at se, at der ikke var Frelse i noget andet Navn end vor kære Jesu Navn, og at enhver Påstand om, at Menneskene er deres egne Frelsere, kun var tom, forfængelig, hovmodig Tale, der har ledet dem til den evige Fortabelse!
Følgende Skriftsteder viser klart de enkle Sandheder angående Faldet og Forsoningsværket gennem Jesus Kristus: Rom. 3,23; 5,12. 17-19; Joh. 15,5; Apg. 4,12; Joh. 3,16-18; 1 Joh. 1,7-9; 1 ret. 1,18-19; Åb. 5,9-13.

Ingen Straffe- eller Dommedag.
«Spiritismen lærer, at Gud straffer ingen; men at det derimod er Følgerne af Menneskets slette Handlinger, der indeholder Straffen. - Det kan alene af den Grund ikke være nogen særskilt Straf. eller Domsdag i egentlig Forstand, da Straffen kommer, efterhånden som Følgerne af de slette Handlinger indtræder. ... Det ses altså heraf, at Straffe. eller Domsdagen allerede indtræffer her i Livet cg ikke udsættes til efter Legemets Død.»
Læs i Modsætning hertil Apg.. 17,31; Åb. 11,18; 2 Pet. 2,4. 9; Juda 6, der alle tydeligt viser, at Gud har en bestemt Doms Dag, på hvilken de skal få Straf, som ikke har været vor Herres og Frelsers Evangelium lydige; og Straffen er som bekendt Døden, den anden Død.

Ingen Opstandelse.
Når Spiritisterne ikke tror på nogen Opgørs dag, tror de heller ikke på nogen Opstandelse fra de døde: «Spiritismen benægter derfor også Kødets - det rent materielle Legemes - Genopståen og erklærer den for en Umulighed.»
Ja således talte også Saddukæerne på Jesu Tid, men mærk vel hans Svar: «I farer vild, idet I ikke kender Skrifterne ej heller Guds Kraft.» Matt. 22,29. Det er kun en Mangel på Tro på Guds Almagt, der leder til at sige, at Opstandelsen er umulig; kunne Gud en Gang skabe en Verden af intet, kan han vel også skabe på ny de Mennesker, der i Jordens Skjød har undergået Dø. dens Forrådnelse - alle Ting er ham mulige! Når Skriften lærer, at alle de, som er i Gravene, skal høre Guds Søns Røst og gå frem til Livet eller Dommens Opstandelse, så er der ingen Tvivl mulig; de vil komme op af Gravene, alle de, som sover i Støvets Jord, om så alle Spiritister ville søge at holde dem der! Men Læren om Opstandelsen er jo en slem Modstander af Ideen om Sjælens Udødelighed, og derfor er det, den skal væk!

Tror ikke på Kristi personlige Genkomst.
Ligesom Spiritisterne fornægter Kristi Guddom, så forkaster de også Troen på hans personlige Genkomst. Bibelens tydelige Lære om denne herlige Begivenhed betyder intet for dem. I «Banner of Ligt» for 18de Novb. 1865 læser vi: «Kristi andet Komme betyder simpelthen en Genkomst af Sandheder, som i og for sig ikke er nye, men som altid har eksisteret. ... Han sagde: «Når jeg kommer igen, skal I ikke kende mig.» Spiritismen er dette Kristi andet Komme.»
Når Spiritisterne således påstår, at Løftet om Kristi Genkomst opfyldes i den moderne spiritisterne Bevægelse, bør denne Påstand ikke forundre os alt for melget; thi Jesus forudsagde jo, at man i de Sidste Dage skulle fremstille Kristi Komme på en fejlagtig Måde. «Dersom nogen da siger til eder: Se her er Kristus, eller der! da skal I ikke tro det. Thi falske Kristi og falske Profeter skal opstå og gøre store Tegn og Undergerninger, at de udvalgte skulle og forføres om det var muligt.» Matt. 24,23-24.

Ingen Bevægelse fremkommer i vore Dage med større Tegn og Under end den spiritistiske, og ingen er mere farlig selv for «de udvalgte» end netop denne. Og når Spiritisterne påstår, at Åndernes Manifestationer i de mørke Seancekamre er Kristi Genkomst, er det vigtigt at erindre de Ord, Frelseren føjede til ovenstående: «Om de siger eder: Se, ... han er i Kammerne, da tro det ikke.» Matt. 24,26.
Ja, Åndernes Dristighed har gået så vidt, at de ved Seancerne har søgt at fremstille Frelserens Person for at gøre Bedrageriet fuldkomment. Således kunne man far nogle År siden læse i «Cincinnati Inquirer» Referat af «en underfuld Materialisation», som havde fundet Sted ved en spiritistisk Seance i Cincinnati, Ohio, og ved hvilken Kristus skulle have Vist sig. «Der i Døren ind til Kabinettet [Mediets lille Rum] stad i majestætisk Glans Jesus af Nazareth, Herlighedens Herre, Kongernes Konge, den rene og hellige Kristus. Han var kommen i Overensstemmelse med sit Løfte og stod åbenbaret midt for vore øjne. Han stod og så på os en Stund og sagde derpå: I er trofaste Stridsmænd, og større Under end dette skal I få se!»
Den som refererer Seancen, erklærer, at denne hvidklædte, kronede Kristusskikkelse opholdt sig i Seance kammeret i en halv Time og hilste på de tilstedeværende. Referenten siger til sidst: «Dette var Materialisationernes Mestervicrk. Visselig er vi nået til de Dage, som Seeren Johannes omtaler, når han erklærer, at Jesus Kristus skulle komme igen anden Gang i Kraft og stor Herlighed.»
Ja visselig var dette et Mesterstykke af Materialisa. Hon! Men den, som mindes Frelserens Ord: «Thi ligesom Lynet udgår fra østen og skinner indtil Vesten, så skal og Menneskens Søns Tilkommelse være» (Matt. 24,27), lader sig dog ikke påvirke af dette Bedrag. Han ved, at «Satan selv påtager sig Skikkelse af en Lysets Engel, og om Mørkets Fyrste end skal gøre - som den foregivne Kristus sagde - «større Undere end dette» og til sidst på en mere opsigtsvækkende Måde forestille Kristi Genkomst, så vil han for den opmærksomme Bibellæser dog aldrig blive andet end «den gamle Slange», som Guds Børn har lært at vogte sig for.