Det var at vente, at Spiritisterne for derved bedre at kunne påvirke de Kristne, ville søge at find Holdepunkter for deres Teorier i den hellige Skrift. Skønt deres Stilling overfor Bibelen, når alt kommer til alt, er sådan, at de af Hjertet fordømmer den Bog, er der dog ikke så få Spiritister, der søger at finde et og andet i den, som skulle tale deres Sag. De siger, Bibelen er fuld af spiritistiske Fænomener: Ånder åbenbarer sig og fremtræder under Navnet Engle; de materialiserer sig og dematerialiserer sig; Bibelen fortæller om Hånden, der skrev på Væggen på unaturlig Måde, om Syner og Henrykkelser, om Besættelser, om Medier af forskellig Slags; Profeterne var således Medier, Jesus med; nogle havde helbredende Mediumitet osv. osv. Alt dette var Spiritisme; hedder det. 

Prøv Ånderne.
Nu er det ikke vanskeligt at se igennem dette og påvise, at det er en fejlagtig Slutning, Spiritisterne er komne til. Vel er det sandt, alt Bibelen er fuld af Besætninger om Åbenbarelser fra den anden Verden, men den gør også skarp Skel imellem Åbenbarelser af gode Engle og af onde og faldne Engle. Såvel de fra Himmelen udsendte Engle som de onde Engle, Satan udsender, kan materialisere sig, d. v. s. gøre sig synlige for Menneskene, tale til dem, gøre store Gerninger OSV.; men det er ikke vanskeligt at påvise, når det er Herrens Udsendinge, der frem: kommer, og når det er «Ondskabens åndelige Hær», der er på Spil. Bibelen gør selv Skel imellem dem og lærer Os, at vi skal være på Vagt, så vi kan vide at tage Stilling til disse Foreteelser. Det er vel muligt, at de onde Ånder vil søge at efterligne de gode Engle så meget som muligt for at forføre Menneskene; men det er kun såre begribeligt og vel beregnet. Dog har vi Lejlighed til «at prøve Ånderne»; thi Herrens Ord kan som den bedste Prøvesten afgøre, om deres Tale er fra oven eller fra neden.
Når en Ånd vil komme og fortælle, at den er en af: død Persons Ånd, da er det let at forstå, at det er en af de faldne Engle, der taler; thi ifølge Skriften er som før bevist de døde i en aldeles ubevidst Tilstand og tager ingen Del i, hvad der sker her på Jorden, de sover Dø: dens Søvn og kan således ganske umuligt træde frem for Menneskene med deres Belærelser. Det er derfor en løgnagtig Ånd, der er kommen; det er en af Satans Engle. (Præd. 9,5-6. 10).

Forskel mellem Guds Profeter og spiritistiske Medier.
Der var Medier, siges der videre. Ja vist! Gud har til ane Tider haft sine Mellemmænd mellem sig og Folket. Profeterne var således Guds Talerør, men vel at mærke Guds, ligesom de spiritistiske Medier er Satans Instrumenter og hans Talerør. Som før sagt: Satan søger at efterligne Gud, og som Herren åbenbarer sig gennem sine Tjenere. således gør også Djævelen; men det er som også før bemærket ikke vanskeligt af Frugterne og Resultaterne Og Omstændighederne at afgøre fra hvilken Kilde, Meddelelsen kommer. Da Moses og Aron stod for Faraos Ansigt, gjorde de ved Guds Kraft visse Tegn for at vise, at de var sendte af Gud; men de ægyptiske Troldkarle - Oldtidens Medier - gjorde lignende Tegn, idet også de kunne gøre deres Stave til Slanger, og senere kunne disse Koglere gøre Vand til Blod og lade Frøer komme frem ligesom Moses. Disse Besværgere var visselig ikke Guds Redskaber, men Satans, idet de «i modstod Moses». Se 2 Mos. 7 og 8; 2 Tim. 3,8.

Jesus og de onde Ånder.
Besættelserne, som hyppig omtales på Jesu Tid, var de onde Engles Værk, deres Påvirkning af Menneskene; og når Jesus uddrev de onde Ånder, så sagde han rent ud, hvem de var, han kaldte dem med Rette Djævle, og han faldt aldrig på at kalde dem afdøde Menneskers Ånder af en lavere Klasse, som Spiritisterne vil gøre de onde Ånder til. Se Matt. 9,33; 10,8; 17-18; Mark. 3,15; Luk. 10,17; Apg. 10,38 og Parallelsteder.

Forbud mod at gøre Spørgsmål til de døde.
At det, Spiritisterne foretager sig, ikke er det samme som det, Guds Profeter og Tjenere udrettede, fremgår allerklarest af de tydelige Forbud, der i Bibelen findes imod alt, der vedrører Manen og Adspørgen de døde osv. Vi vil citere nogle af disse alvorlige Formaninger fra Herrens Ord:
«I skal ikke vende eder til Dødningemanere og ikke søge hen til Sandsigere, så i besmitter eder ved dem; jeg er Herren eders Gud.» 3 Mos. 19,31, norsk Overs.
«Og når nogen vender sig til Dødningemanerne og Sandsigerne, så han boler efter dem, da vil jeg sætte mit Ansigt imod den Mand, og jeg vil udrydde ham fra hans Folk.» Kap. 20,6, norsk Overs.
«Og når der i en Mand eller Kvinde er en Dødningemanerånd eller Sandsigerånd, da skal de dødes; man skal stene dem, deres Blod være over dem.» Vers 27, norsk Overs.
«Der skal ikke findes has dig nogen, som lader sin Søn eller sin Datter gå igennem Ilden, nogen, som omgåes med Spådom, eller er en Dagvælger, eller som agter på Fuglelskrig, eller er en Troldkarl, eller som amgåes med Manen, eller som adspørger en Spåmand, eller er en Tegnsudlægger, eller som gør Spørgsmål til de døde. Thi hver, som gør disse Ting, er en Vederstyggelighed fol Herren, og for disse Vederstyggeligheders Skyld fordriver Herren din Gud dem fra sit Ansigt.» 5 Mos. 18,10-12.
Med sådanne Ord sætter Herren sit Stempel på Spiritismen. På det strengeste forbyder han dette Uvæsen, ja udtaler Dødsdommen over dem, der trodser hans Forbud!

Hvorfor forbyder Herren disse Ting?
Er det ikke et Bevis på, at det kan lade sig gøre at komme i Forbindelse med de døde? Nej visselig ikke; Herren forbyder det, simpelthen fordi «de døde ved ikke naget», de sover og kan ikke besvare vare Råb og Påkaldelser og kan ikke kamme as til Hjælp; men Herren ved, hvem det er, der er rede til at komme på en sådan Påkaldelse; Gud kender Satans listige Anslag og ser, hvorledes denne Løgnens Fader igennem et sådant System kan på bedste og mest troværdige Måde tilføre godtroende Mennesker sine falske Læresætninger og derved lede dem i Fordærvelse, hvad der er hans store Livsopgave. Derfor forbyder Herren det; simpelthen for at vi skal undgå Satans Snarer.

Oldtidens Spåmænd var Spiritistmedier.
Men hvad har Oldtidens Spåmænd med Nutidens Spiritister at gøre? Mere end man måske tror. Spiritisterne påstår selv, at Oldtidens Spåmænd var Spiritistmedier.
«Medierne var således Oraklerne, Sybillene eller Spåkvinderne, Augurerne, Druiderne osv.»
Spiritisterne fælder altså selv Dommen over deres Hoveder. Vil vi læse den i Guds Ord, så lyder den således: «Men de fejge og vantro og vederstyggelige og Manddrabere og Skørlevnere og Troldkarle og Afgudsdyrkere og alle Løgnere, deres Del skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette er den anden Død.» Åb. 21,8. Dommen er den evige Død - evig Udslettelse af Tilværelse.

Spåkvinden i Endor.
Der findes en Beretning i Bibelen omen Seance i Oldtiden, som synes at kunne tale far, at det er muligt at komme i Forbindelse med de afdøde. Denne Seance, der for øvrigt meget ligner en moderne spiritistisk Seance, skal dag simpelthen forklares som alle disse, nemlig som Satans Værk og hans Bedrag. Vi vil dog dvæle lidt nærmere ved den; det er nemlig Sauls Besøg has Spåkvinden i Endor. Læs Beretningen herom i 1 Sam. 28,3-20.
Det fremgår af denne, at Kong Saul havde været genstridig mod Herren i mange År og derfor ikke kunne få Svar fra ham hverken ved Drømme eller Profeter eller på anden Måde. Filisternes Hær omringede ham, og han var i en meget fortvivlet Stilling, i hvilken han til sidst søger hen til det Middel, Gud strengt havde forbudt, og som Saul tidligere også havde foragtet.
Profeten Samuel var død. Han havde advaret meget imod al Ulydighed imod Gud og arbejdet for Udryddelsen af alt Spådomsvæsen, ja erklæret Genstridighed far at være en «Trolddomssynd».
Den tredje Person, der omtales, er Kvinden i Endor, der ret og slet var en af Oldtidens Åndemanere eller Spiritistmedier. Hun havde en Spådomsånd, ligesom de moderne Medier plejer at have deres bestemte Ånd; ved denne Ånds Hjælp kunne Kvinden mane frem hvilken som helst Person, man ønskede.

Seancens Forløb.
Da de nødvendige Sikkerhedsforanstaltninger var gjorte, påkalder Kvinden Spådomsånden, og det hele løber heldigt af. «Der Kvinden så Samuel, da råbte hun meld stærk Røst; ag Kvinden sagde til Saul: Hvi har du bedraget mig? Duer jo Saul.» Det synes, som om Kvinden selv blev forskrækket; thi hun råbte højt. Heraf har nagle draget den Slutning, at Samuel mod hendes Forventning virkelig kom frem. Men man må lægge Mærke til, at hvis Samuel i dette Tilfælde virkelig kom til Stede, så måtte det være, enten fordi Spådomsånden havde Magt til at bringe ham op, eller fordi Herren fandt det rådeligt at sende ham for at møde Saul.

Var det Samuel som kom op?
Begge disse Antagelser er imidlertid falske og uantagelige; thi
1) det ville være ufornuftigt at tro, at Spådomsånden havde Magt til at handle efter Forgodtbefindende ikke alene med de døde i Almindelighed, men med de retfærdige døde i Særdeleshed; - hvem vover at påstå, at Spådomsånder på Befaling af ugudelige Mænd eller Kvinder er i Stand til at bringe op fra de døde Guds mest hengivne Tjenere? Og
2) det ville være aldeles urimeligt at sige, at Gud ville sende Samuel til Saul på denne Måde, der var strengt forbudt, når han havde nægtet at svare ham ved nogen Profet, før han kom her til Spåkvinden. Og
3) efterdi det var en ugudelig Handling, Saul foretog sig, hvorledes skulle det da være Ret, at den hellige Samuel skulle komme frem formedelst Satans Magt?

Kvindens Spådomsånd materialiserede sig som Samuel.
Hvad var det da, Kvinden blev forskrækket for? Ikke fordi Samuel kommer frem, men fordi den Ånd, der kom, straks gør hende en privat Meddelelse om, at det var Kong Saul, ,der var kommen og havde råd, spurgt hende, den Konge, der før i Tiden for så ubarmhjertigt frem mod alle Spåmændene. Derfor udråber hun: «Hvori har du bedraget mig? Du er jo Saul.» Denne Omstændighed røber, at det er Kvindens Spådomsånd, der i forklædt Skikkelse og materialiseret i en Skikkelse, der lignede Samuel, kommer frem og allerførst fortæller Kvinden, hvem hendes Gæst er.
Saul beroliger hende og siger: «Frygt ikke! Men hvad har du set? Og Kvinden sagde til Saul: Jeg har set Guder stige op af Jorden. Og han sagde til hende: Hvor, dan er hans Skikkelse? Og hun sagde: Der kommer en gammel Mand op, og han er klædt i en Kappe. Da fornam Saul, at det var Samuel, og han bøjede sit Ansigt til Jorden og kastede sig ned.» Læg Mærke til, Saul så intet, han fornam blot efter Kvindens Skildring, at det var Samuel. Han spørger hende derfor også: Hvad har du set? og Saul kaster sig på sit Ansigt til Jorden, så han så visselig intet. Det hele hviler på Spåkvindens Udsagn.
Det kunne således ikke være Samuel selv, der kom frem. Det er en given Sag, at Gud ikke ville oprejse sin Tjener som Svar på sataniske, strengt forbudte Besværgelser, og Djævelen selv er ikke i Stand til at oprejse nogen; det kan kun han, som er «Opstandelsen og Livet», nemlig Jesus Kristus. Samuel var begraven i det langt borte liggende Ramah (1 Sam. 28,3); hvor1edes kunne han komme op af Jorden i Endo. Om det var Samuel, skulle da hans første Handling være at give denne afskyede Kvinde en privat Meddelelse og advare hende mod hendes Gæst, som før havde udryddet sådanne Spåkvinder? Og hvad blev der siden af den gamle Mand? Skulle han atter gå igennem Dødens Bitterhed?
Vi kan ikke komme til anden Slutning, end at det var Spådomsånden, der påtog sig Samuels Lignelse og ag,erede den gamle Profet. Herren havde nægtet Saul Svar på sine Bønner. Nu beder han Satan om at sende Samuel til ham; og Satan er ikke sen til at besvare hans Bøn ved at sende ham en sådan Samuel, som han formåede at fremskaffe; og af den påfølgende Samtale fremgårdet også, at det er en af Djævelens Ånder, der ikke har nogen Opmuntring eller Trøst, men kun bringer Død og Forbandelse over Sauls Hoved.

Hvad Vinding har de, som søger de døde?
Hele Fremstillingen af denne Seance viser, hvor listigt Satan formår at udføre sit Værk. Læg Mærke til Samtalen mellem den foregivne Samuel og Saul! Ånden min" der Saul om hans tidligere Liv og Synder; den tilretteviser ham på en sådan Måde, som Samuel ville have gjort, om det havde været ham. Saul havde sikkert ventet just en sådan Tiltale, og han lader sig ganske påvirke af Ånden, så rut han næste Dag kaster sig. i sit Sværd, da Filisterne vinder Fremgang i Striden. Hans Mod og en. hver Forhåbning om Sejer blev ganske borttagen fra ham, og han var et let Bytte i Satans Hånd.
Således går det altid, når man foragter Guds Advarsel og lytter til Satans Råd. Han smigrer Menneskene og holder dem ligegyldige, så længe der er Håb om Anger og Omvendelse; men når de sidste Timer af deres Nådetid er ved at svinde hen, så anvender han al sin Kløgt og Evne til at overbevise dem om, at det nu er for sent; han foreholder dem deres mange Synder og bringer dem til at fortvivle. Dette var netop Tilfældet med Saul. Satan udslukkede den sidste Håbets Gnist hos ham og drev ham til yderlig Fortvivlelse, der endte med Selvmord. Skriften siger herom: «så døde Saul i sin Forsyndelse, som han havde hegået imod Herren, fordi han ikke havde holdt Herrens Ord, men han havde endog adspurgt og søgt Spåkvinden.» 1 Krøn. 10,13-14.
Det er et Eksempel på, hvad Frugt Spiritismen giver. Døden følger i dens Spor; Fortvivlelse og Sorg, Mismod og Elendighed af forskellig Art. Lad os af Beretningen om denne Oldtidens Seance lære, at det er Syndens Vej at komme ind på, dette at henvende sig til dem, der har Samkvem med de fore givne afdødes Ånder.