Foruden Satan var der altså en Skare Engle, «som syndede» og blev nedstyrtede til Jorden. Om disse Engle læser vi i Juda 6: «Og Englene, som ikke bevarede deres første Tilstand, men forlod deres egen Bolig, holder han forvarede i evige Lænker under Mørket tilden store Dags Dom.» Se også 2 Pet. 2,4. Disse Engle er den onde Åndehær, som Menneskene i seks Tusinde År har været omgivne af, og som ikke har skyet noget Middel for at gøre Jordens Beboere til Oprørere mod den almægtige Gud, som die selv blev det. Det er den Hær, Paulus taler om i Ef. 6,12: «Vi har ikke Kamp mod Kød og Blod, men mod Fyrstendømmer og Magter, mod Verdens Herrer, som regerer i denne Tids Mørke, mod Ondskabens åndelige Hær under Himmelen.» 

De spiritistiske Ånder er de faldne Engle.
Det er ligeledes denne «Ondskabens åndelige Hær), der under den store Lucifers Anførsel udfører ane de spiritistiske Fænomener; delt er disse faldne Engle, der fremstiller sig som de afdødes Ånder, og som med den Evne, der er Englene given til at materialisere og dematerialisere sig når som helst, kan udføre anede kraftige Gerninger, der så ivrigt diskuteres i denne Tid. Hvad skulle der vel være i Vejen for, at disse Enge kan fremstille sig i de afdødes Skikkelse, tale med deres Stemme, efterligne deres Bevægelser og endog fremkomme med Hentydninger og Vink, der for de efterlevende slår fast, at det er den afdøde, der har vist sig? Disse Enge har jo Lejlighed til at følge og bevogte Menneskenes Skridt, og med største Dygtighed formår de at nyttiggøre sig deres Viden. Så snart det først står klart for den alvorlige Bibellæser, at de faldne Engle fører Kamp mod Menneskene, og at det umuligt kan være afdødes Ånder, der fremtræder, så falder Dommen så bestemt: «Det er Djævelens Ånder, som gør Tegn.»

De gode Engles Virksomhed.
De Engle, som ikke deltog med Satan i hans Oprør mod Gud, er også Ånder, som kan sætte sig i Forbindelse med Menneskene, ikke for at bedrage dem, men for at hjælpe dem. «Er de ikke alle tjenende Ånder, som udsendes til Hjælp for deres Skyld, som skal arve Frelse?» Hebr. 1,14. Disse Engle har ofte vist sig i menneskelig Skikkelse for Guds Børn for som Sendebud fra Gud at indgive dem nyt Mod og Håb eller stå dem bi i deres Kampe og bevare dem i Fristelsens Stund.
Således besøgte de Abraham i Mamre og Lot i Sodoma; de åbenbarede sig for Jakob på hans Vandring, for Elias i hans Nød log Sorg, for Daniel i Løvekulen og for de tre Mænd i den gloende Ovn. De befriede Peter fra Fængslets Lænker og besøgte Paulus, når han måtte lide et forsmædeligt Fangenskab for Jesu Skyld, ikke at tale om de mange Besøg af Engle, Johannes modtog på Øen Patmas. Utallige Gange berettes der for os i den hellige Skrift om, hvorledes disse rene, gode og himmelske Engle har kommet som åndelige Skabninger, der enten i Skikkelse som Menneske eller i Åbenbal1else af himmelsk Herlighed har gjort vel mod de gudhengivne eller hindret Mørkets Magt i at gøre Skade.

De onde Engle har samme Magt til at forvandle sig som de gode.
Ligesom disse gode Engle har Magt til at gøre sig synlige og usynlige, når de vil, og fremtræde i den Skikkelse, som bedst passer til Omstændighederne, således kan også de onde Engle fremtræde, når de ønsker, og iklæde sig den Form og Skikkelse, som er mest egnet til at vække deres Tiltro, som de ønsker alt bedrage. Deres Tale gennem Medierne eller deres Materialisation i de mere udviklede Seancer er afpasset efter de tilstedeværendes Ønsker eller Behov, og alle de Fænomener, som Spiritismen er bleven så navnkundig for, kan meget vel og bør alene tilskrives disse onde Ånders - de faldne Engles - Indflydelse og bedrageriske Værk. 2 Kor. 11,14-15.

Satans kraftige Gerninger i de sidste Dage.
Herren forudsiger gennem Apostelen Paulus, at Satan i de sidste Dage skal udføre et Værk netop som det, Spiritisterne udfører. Mærk, hvad han skriver i 2 Thess. 2,9-11: «Hins Tilkommelse sker efter Satans Kraft med al Løgnens Magt og Tegn og underlige Gerninger og med al Ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kærlighed til deres Frelse. Derfor skal Gud og sende dem kraftige Vildfarelser, at de skal tro Løgnen.»
Før Kristi Tilkommelse skal Satan øve al sin Kraft og al Løgnens Magt og bedrage dem med Tegn og kraftige Gerninger; og hvorigennem udfolder Djævelen denne Magt og alle disse kraftige Gerninger om ikke netop igennem Spiritismen og de dermed beslægtede Bevægelser! Aldrig har Verden før været Vidne til sådanne Scener og en sådan Udfoldelse af overnatudig Magt som i vore Dage, og det er ganske i Forståelse med de nys citel1cde Skriftens Ord; thi at de sidste Dage er komne, er letbeviseligt af Tidernes Tegn, og lige så sikkert er det også, at Satan arbejder med al Løgnens Magt og med al Ugudelighedens Bedrag, forførende dem, der forkaster Bibelens Sandheder, og som ved de kraftige Vildfarelser, de kommer ud far, ledes til at tro Løgnen. Og atter og atter skal det siges: Spiritismen hviler på en Løgn - den falske Lære om Sjælens Udødelighed, og så længe denne Lære opretholdes, har Satan frit Spillerum, og Spiritismen må vinde Fremgang; Satans forføriske Kunstgreb og underfulde Tegn og Gerninger vil bane Vejen for Spiritismen, og kun en uforbeholden Tro på Skriftens Lære kan skabe et solid Bolværk mod dens djævelske Indflydelse.

I en Lysets Engels Skikkelse.
Ingen må imidlertid tro, at Satan kommer og frem. stiller sig som den, han i Virkeligheden er. Det Udsagn, at han skal komme «i en Lysets Engels Skikkelse» (2 Kor. 11,14), får måske allerbedst sin Opfyldelse igennem Spiritismen. Ved en overfladisk Betragtning og ved at læseenke1te Udtalelser fra de berømteste Ledere får man let det Indtryk, at Spiritismen er Indbegrebet af alt godt, Kjær1ighedens og Sandhedens højeste Religion, Menneske. slægtens Velgører og bedste Vejleder osv. ,osv., men vel den, som våger og står på Vagt!
Se her, hvad Prinsesse Karadja et Steds skriver: «Spiritismen vandrer i hans [Kristi] Spor og indbyder alle, som ikke har fået Troens Nådegave, til at lade sig over. tyde om den kristne Læres guddommelige Oprindelse.»
Det lyder smukt! Det er Lysengelens Skikkelse; men det er ikke - desto mindre den Retning, om hvilken Jesus siger, at den skal «gøre store Tegn og Undergerninger, at de udvalgte skulle og forføres, om det var muligt». Matt. 24,24. Hvorledes Spiritismen vandrer i Kristi Spor og overtyde r sine Bekendere om den «kristne Læres guddommelige Oprindelse», skal vi siden komme tilbage til.

Forføriske Ånder.
Apostelen Paulus taler meget om den religiøse Tilstand blandt Menneskene ide sidste Dage; således er det værd at mærke sig 1 Tim. 4,1: «Men Ånden siger klarlig, i de sidste Tider skal nogle falde fra Troen og hænge ved forføriske Ånder og Djævles Lærdomme.» Hvilket mere slående Udtryk kan man anvende på Spiritismen? Vi har alt påvist, at de Ånder, der fremkaldes, udgiver sig for andet, end hvad de er, også ledes narrer, bedrager eller forfører de lettroende Tilhørere, og at deres Lærdomme er «Djævles Lærdomme», er ligeledes allerede påvist, idet Spiritismen netop udviser de Kendemærker, som karakteriserer Satans Værk i de sidste Dage.

Af en Fader, Djævelen.
Vi kan således trøstig anvende Jesu Ord på denne forføriske Bevægelse, at den er af en Fader, Djævelen. «Han var en Manddraber fra Begyndelsen og blev ikke besbående i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Når han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.» Joh. 8,44.
Som flere Gange sagt, hviler Spirismen på en Løgn, og det er en Løgn, som Satan er Fader til. Det er den første Løgn, der hørtes her på Jorden, endogså i Menneskets Uskyldigheds Dage. Gud havde sagt til Adam og Eva om Kundskabens Træ: «På hvilken Dag du æder af det, skal du dø Døden» (1 Mos. 2,17); men Slangen, Djævelen, siger til Kvinden: «I skal ikke dø Døden.» Kap. 3,4.