Når vi nu først har benægtet Påstanden om, at Spiritismen er almindelig Humbug, men på samme Tid tror, at der gennem denne Bevægelse sker underlige, overnaturlige Ting, og vi dernæst ligeledes har benægtet, at det er sandt, hvad Spiritisterne selv læner, at det er de afdødes Ånder, der åbenbarer sig og udfører de store Tegn, så følger ganske naturligt det Spørgsmål: Hvad er det da for Ånder? og vi vil lade Bibelen svare på sin tydelige Måde: 

«De er Djævelens Ånder der gør Tegn.» Åb. 16,14. Det er kort og fyndigt, men det er sandt! «Djævelens Ånder»! Hvad er det for Ånder? I vor oplyste Tid tror man ikke mere på Djævle! Det er sandt, at den tiltagende Vantro også fører det med sig, at man betvivler den store Ærkefjendes Tilværelse; og det skal indrømmes, at et bedre Kneb kunne Satan neppe bruge end dette, at få Menneskene til at tro, at hele Beretningen om Satan blot er en gammel Fabel, som intet har på sig, og som man i Oplysningens Tidsalder ikke kan være bekendt at tro på; lykkedes det ham først at indbilde Menneskene dette, havde han friere Spillerum og bedre Anledning til at forføre dem. 

Spiritisterne fornægter Djævelens Tilværelse.
Spiritisterne er derfor heller ikke sene med at fornægte Djævelens Tilværelse. Nogle Citater kan vise dette. Cand. Torstensen skriver i Bogen «Om Spiritismens Sandheden» Side 26: «Ifølge Spiristismen er Satan den al1egoriske Personifikation af det onde, ligesom Saturn hos Hedningerne var Tidens Personifikation, Mars Krigens, Venus Skøn hedens.» Djævlen er altså ifølge Spiritismen ikke nogen virkelig Person eller Skabning, men blot en Betegnelse for det onde.
I «Spiritismen og Kirkens Lære» læser vi: «Kirkens Lære om Tilværelsen af en personlig Djævel, Satan eller Mørkets Fyrste samt om den Magt, der tillægges ham, er lidet troværdig.»  De eneste Djævle, Spiritisterne kender, er de afdødes Ånder, der ikke er komne ret langt i Udvikling, som er onde, og som far så vidt op fører sig som Djævle; men nogen personlig Djævel som den Bibelen omtaler, tror de ikke på.
Vi vil imidlertid stille Spørgsmålet:

Hvem er Djævlen?
Lade Skriften svare. I Åb. 12,7-9 læses følgende: «Og der blev en Strid i Himmelen: Mikael og hans Engle stred imod Dragen, log Dragen stred og dens Engle. Men de mægtede intet; ej heller blev deres Sted ydermere fundet i Himmelen. Og den store Drage blev nedstyrtet, den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satanas, som for fører den ganske Verden, blev nedstyrtet på Jorden, og hans Engle blev nedstyrtede med ham.»

En falden Engel.
Denne kortfattede Beskrivelse af en Strid i Himmelen åbenbarer far os, hvem Djævlen er - en mægtig Engel, der gjorde Oprør mod Guds Søn, Mikael, og som fik draget en Mængde af Himmelens engang rene og skyldfrie Engle med ind i sit Oprør, der var fremkaldt af Begær efter større Magt og Anseelse.

Lucifers Synd.
At det virkelig var en sådan Lyst til større Magt og Vælde, der nedstyrtede Satan, fremgår af en Udtalelse i Es. 14,12-14, hvor Lucifer fremstilles under Sindbilledet «Kongen af Babel»: «Hvorledes er du falden ned fra Himmelen, du Morgenstjerne [Lucifer], du Morgenrødens Søn? Hvorledes er du nedhugget til Jorden, du, som nedtrådte Folkefærd? og du sagde i dit Hjerte: Jeg vil stige op til Himmelen, ophøre min Trone over Guds Stjerner, og jeg vil sidde på Forsamlingsbjerget, yderst mod Norden; jeg vil fare op over de højeste Skyer, Jeg vil være den Højeste lig!» Og Jesus fortæller selv, hvem det er, der således er falden ned fra Himmelen, idet han udbryder: «Jeg så, at Satanas faldt ned af Himmelen som et Lyn.» Luk. 10,18.

En salvet Kerubs Skæbne.
En anden Profet, Ezekid, giver en endnu mere udførlig Skildring af hin engang så mægtige Engel og hans Fald fra sin høje Stilling; her fremstilles Lucifer under Sindbilledet «Kongen af Tyrus» på følgende Måde:
«Så siger den Herre, Herre: Du, som påtrykker den afpassede Ordning, Seglet, du, som er fuld af Visdom og fuldkommen i Skønhed, du var i Eden, i Guds Have, alb hånde kostbare Stene bedækkede dig: Carneol, Topas og Demant, Chrysolith, Onyx Og Jaspis, Safir, Karbunkel og Smaragd og Guld; dine Trommer og dine Piber var til Tjeneste hos dig, de var beredte på den Dag, du blev skabt. Du var en salvet Kerub, som skærmede; og jeg havde sat dig dertil, du var på Guds hellige Bjerg, du vandrede midt imellem gloende Stene. Du var fuldkommen i dine Veje fra den Dag af, du blev skabt, indtil Uretfærdighed blev funden i dig. Formedelst din store Handel fyldtes dit Indre af Uret, ag du syndede; derfor fjernede jeg dig som vanhel1iget fra Guds Bjerg og lod dig omkomme, du skærmende Kerub, at du ikke forblev imellem de gloende Stene. Dit Hjerte ophøjede sig for din Skønheds Skyld, du ødelagde din Visdom tilligemed din Herlighed! jeg henkastede dig på Jorden.» Ez. 28,12-17.
De Egenskaber, der her tillægges den omtalte Skabning, viser, at det ikke er noget Menneske, men en såre mægtig Engel, en af dem, der stod Guds Trone nærmest, en «skærmende Kerub». Se Sl. 99,1; 80,2; Es. 37,16.
Når Spiritisterne påstår, at der ingen Satan er, beviser de det på følgende Måde. Spørgsmål: Gives der Djævle i den Betydning, om tillægges dette Ord?
Svar: I Fald der eksisterede Djævle, vilde de være Guds Værk, eller der ville være flere suværene Magter, og da ville Gud ikke være over alt.»
Har Gud skabt «Djævle»?
Men de foran citerede Skriftsteder forklarer ja Forholdet, som det er. Gud har ikke skabt «Djævle»; han har skabt Lucifer fuldkommen og ren, ligesom alt det øvrige, Gud skabte, «var såre godt». Der var i Begyndelsen ingen Mislyd, som foI1styrr.ede den Harmoni, men Satan misbrugte den Frihed, Skaberen havde givet ham. Han nærede Ønske om at ophøje sig selv; han blev utilfreds med sin Stilling, og endskønt han blev æret mere end nogen anden af de himmelske Engle, fordristede han sig til at begære den Ære, som alene tilkom Skaberen; han søgte at få de andre Engle til at tjene ham i Stedet for Gud, søgte at vække Misfornøjelse med Guds Regering i Håb om a1 kunne styrte Skaberen fra hans Trone. Således blev Lucifer til Satan ener Djævelen. Hans Værk synes at lykkes, mange Engle slutter sig til ham, og til sidst bliver det til åbent Oprør, der resulterer i hans og de andre oprørske Engles Fald. Åb. 12,7-9.

Hvorfor fik Satan Lov til at leve?
Hvorfor Gud ikke straks ødelagde Satan og alle hans, Svarer en Forfatter godt på med følgende Ord: «Satans Oprør skulle tjene til et Eksempel for Verdensaltet i alle kommende Tider - et evigt Vidnesbyrd om Syndens Natur 'Og forfærdelige Følger. Når Satan fik udført sin Plan, så ville Virkningerne deraf både på Mennesker og Engle vise, hvad Følgen ville blive, når de tilsidesatte Guds Myndighed. ... Således skulle Historien om dette forfærdelige Forsøg på Oprør blive en evigvarende Beskyttelse for alle hellige Væsener og tjene til at forebygge, at de ville lade sig bedrage af Overtrædelsens Natur, og fri dem fra at begå Synd og lide dens Straf.
«Dersom han øjeblikkelig var bleven dræbt, så ville nogle have tjent Gud af Frygt i Stedet for af Kærlighed. Bedragerens Indflydelse ville ikke være bleven fuldstændig udryddet; ej heller ville Oprørsåndenvære bleven aldeles tilintetgjort. For hele Verdensaltets Bedste gen; nem evige Tider skulle han mere fuldstændig udvikle sine Grundsætninger, så at hans Beskyldninger mod Guds Regering kunne komme til Syne i deres rette Lys for alle skabte Væsener, og for at Guds Retfærdighed og Barmhjertighed og hans Lovs Uforanderlighed kunne for evigt blive hævet 'Over al Tvivl.»
Djævelen får således Lov til at fuldende sit Værk, og når Tiden er maden dertil, vil han blive tilintetgjort og evig udslettet af Tilværelsen. Ez. 28,18-19. Gud åbenbarer på den Måde sin store Visdom, Kærlighed og Retfærdighed.