I Det nye Testamente er forholdet i princippet det, at almindelige sygdomme og defekter bliver helbredt, mens besatte bliver befriet i Jesu navn. Den unge kvinde med spådomsånden i Filippi havde ikke nogen mental defekt, men var besat af en dæmon. Paulus helbredte hende derfor ikke ved bøn og håndspålæggelse, men befalede i Jesu navn den urene ånd at fare ud af hende. Den særlige fremgangsmåde, som Jesus og hans disciple benyttede, viste i hvert enkelt tilfælde klart, hvad patienten led af. Over for de legemligt syge anvendte de bøn og håndspålæggelse, mens de urene ånder og dæmonerne myndigt blev beordret til at forlade den angrebne. 

Kiromanti!
For at undgå misforståelser må det præciseres, hvad der menes med de forskellige udtryk. Ved kiromanti forstår man evnen til at læse menneskers skæbne i håndens linier. Vi vil hverken beskæftige os med kirologi, den videnskabelige fortolkning af håndens form og linier, eller grafologi, fortolkningen af håndskrift.
Den praksis at spå i hånden kan spores helt tilbage til det gamle Rom. Astrologiske begreber blev tidligt blandet ind i kiromantien. Foruden de fire hovedlinier, hjerte-, hoved-, skæbne- og livslinien, inddeles håndfladen i syv planetbjerge. Fra pegefingeren til lillefingeren benævnes de Merkurbjerget, Apollobjerget, Saturnbjerget og Jupiterbjerget. Under toMmelfingeren findes Venusbjerget og under lillefingeren Marsbjerget og Månebjerget.
En række eksempler fra den kristne sjælesorg skal atter anføres. Som allerede nævnt må man begrebsmæssigt skelne nøje mellem kiromanti, kirologi og grafologi, men i praksis rodes de ofte på skæbnesvanger måde sammen. Først et eksempel på dette.

Under sjælesorg viser det sig tydeligt, at folk, som lader sig spå, ofte mister alle moralske hæmninger. Kristen opdragelse, tradition og sædvane har opbygget en beskyttende mur omkring vort liv, og selv mennesker, som er langt fra Kristus, lever ubevidst i en kristen verdensorden, også hvis de gør oprør mod den i deres indre. Beskæftigelsen med okkulte kræfter river disse mure ned, og mørke, grumsede vande strømmer uhindret ind i det liv, der således er blevet prisgivet. Okkultismen optænder lidenskaber og syge tilbøjeligheder hos mennesket. Den, som har begivet sig ind på det okkulte område i håb om en eller anden vinding, kan i stedet blive et bytte for raserianfald, alkohol, nikotin, udskejelser og perversiteter.

En af mine studiekammerater havde sin kusine som husbestyrerinde i sin præstegård. En dag kom en sigøjnerkvinde til døren for at sælge husholdningsartikler. Den unge pige vægrede sig ved at købe noget, da det hele var meget dyrt. Så greb sigøjnersken imidlertid hendes hånd for at spå hende. Hun ville trække hånden tilbage, men den snedige gæst benyttede sig af et psykologisk trick og sagde hurtigt: "Ih, hvor spændende! De bliver gift, inden der er gået to år." Hvilken pige hører ikke efter, når der bliver lovet hende ægteskab? Hun lod villigt sigøjnersken læse videre i hånden: "Flere mænd vil fri til Dem; De gifter Dem med den højeste. I det første år af Deres ægteskab vil De blive mor. Men jeg ser, at Deres livslinie stopper brat. De vil dø under fødselen af Deres første barn!"
Før jeg går videre, skal jeg kort gå ind på denne særlige spådoms karakter. Man behøver ingen profetisk evne for at forudsige, at en sød pige snart bliver gift, og lige så lidt for at spå, at hun vil få et barn i ægteskabets første år. Den dystre forudsigelse om hendes død var kun en hævnakt, fordi hun ikke havde villet købe noget af sigøjnersken. Men gik spådommen så i opfyldelse?
Der var flere mænd, som friede til pigen i de følgende to år, og da hun allerede var under spådommens suggestive indflydelse, valgte hun den højeste. Hun blev også gravid inden for det første år af deres ægteskab, og jo mere tiden for hendes nedkomst nærmede sig, jo større blev hendes angst. Hun førte en kamp mod den dystre profeti. Hendes familie og i særdeleshed hendes mand forsøgte at få hende fra at tro på sådan noget sludder, men forgæves; den unge kvinde havde ikke en tilstrækkelig stærk tro til at modstå overtroen. Fødselen forløb normalt, men nogle dage senere fik hun høj feber. Lægen kunne ikke finde nogen som helst organisk grund til det. Tre uger efter fødselen blev hun sindsforvirret og indlagt på en psykiatrisk klinik, hvor hun døde tre dage senere.
Kun den, der er ukendt med spådomskunstens psykologi, vil her tale om en ægte' profeti. Det mest sandsynlige er, at det blot drejer sig om suggestion. Vi ved fra missionsmarkerne, at de hedenske indfødte er helt prisgivet deres medicinmænds og heksedoktorers forudsigelser. Når en stammes medicinmand forudsiger et stammemedlems død, varer det ikke længe, inden spådommen går i opfyldelse. Man taler om det psykologiske fænomen thanatomani, dødsdrift. Død ved suggestion forekommer ikke alene blandt primitive folkeslag, men også blandt civiliserede vesterlændinge. I den forbindelse er der i Amerika gjort makabre forsøg med forbrydere, som er faldet "positivt" ud. En dødsdømt fange fik bind for øjnene og besked om, at han skulle henrettes ved, at halspulsåren blev åbnet; så ville han være død i løbet af et minut. Man ridsede ham overfladisk på halsen og åbnede samtidig en vandhane i nærheden. Fangen følte smerten og hørte vandet fosse ud; inden der var gået et minut, havde han mistet bevidstheden. Eksperimentet var lykkedes!
Så interessante disse videnskabelige sondringer end kan være, er det dog langt vigtigere, at man gør sig klart, hvor stort et behov der er for sjælesorg på dette område. Vi må lære at hjælpe disse mennesker, som er udsat for svære følelsesmæssige og mentale forstyrrelser, uden at deres symptomer passer ind i de psykiatriske skemaer. For yderligere at illustrere følgerne af kiromantien vil jeg anføre endnu et par eksempler.

Spådomskunsten udvikler en modstand, en art indre forsvar mod alt, som har med Gud og hans Ånd at gøre. Når et menneske, der har givet sig af med at spå eller blive spået, ønsker at komme til Jesus, kan han ikke tro. Voldsomme, uhyggelige kræfter sætter sig til modværge og vil hindre en overgivelse til Kristus. Den, som er blevet inficeret og "immuniseret" gennem spådoms-kunst, er næsten ufølsom over for Helligånden. Sådanne mennesker har meget vanskeligt ved at blive kristne.

Brug af ønskekvist og pendul!
Som tilfældet er med megen anden okkult praksis, er det blevet forsøgt at gøre brugen af pendulet til noget videnskabeligt acceptabelt. Man har udviklet en strålelære, radiæstesi, som hævder, at alting udsender stråler. Den, som benytter ønskekvist eller pendul, skulle være i stand til at "føle sig ind" i disse stråler.
Til oplysning for dem, som ikke på forhånd kender noget til det, skal det lige nævnes, at brugen af ønske-kvist og pendul i virkeligheden er det samme; den eneste forskel siges at være, at pendulet er den mest fintmærkende indikator.
Af hensyn til objektiviteten skal først anføres nogle tilfælde, hvor de implicerede tilsyneladende ikke mærkede uheldige følger.
Der findes læger, præster, missionærer og ingeniører, som er overbevist om, at de resultater, der opnås ved hjælp af ønskekvist eller pendul, er både nyttige og nøjagtige. De erklærer, at de ikke kan spore uheldige virkninger, bortset fra en vis svækkelse af deres nervekraft.
En postfunktionær har evnen til at påvise vandårer og endog telegrafkabler med ønskekvist eller pendul. Han taler imidlertid også om, at han føler sig udkørt, efter at han har gjort det.

En læge, der var ved at få et hus bygget, ville gerne have en brønd i sin have. En af hans venner, en protestantisk præst, der hørte det, bad om en plan over huset og haven. Han tog så et pendul og påviste med det, hvor der fandtes vand. Det viste sig at være rigtigt; da man gravede på det opgivne sted, fandt man vand.
Allerede ved at se på disse seks eksempler får vi nogle holdepunkter for en bedømmelse. Først og fremmest viser de tydeligt, at sagen ikke kan bortforklares som det rene nonsens. Der findes mennesker, som ved hjælp af ønskekvist og pendul kan give nøjagtige oplysninger, skønt mange geologer og andre videnskabs-mænd lidenskabeligt bestrider det. Man må naturligvis ikke overse, at mange af de oplysninger, der fremskaffes ved pendulering, ikke er andet end noget forvirret tøjeri, som intet har med virkeligheden at gøre.
Hvem har nu ret? De fanatiske forsvarere eller de lidenskabelige modstandere?
Under alle omstændigheder vil det være forkert at hævde, at når præster og andre, der arbejder i Guds rige, pendulerer, må det være uskadeligt. Man kan jo heller ikke sige, at ægteskabsbrud er tilladt, fordi en missionær har begået ægteskabsbrud.
Ej heller kan man argumentere sådan, at når mange kristne ikke kan spore skadelige følger efter pendulering, kan man ikke tage tilfælde, hvor det modsatte gælder, alvorligt. Jeg kender ganske vist mennesker, der har vist vand ved hjælp af en ønskekvist uden tilsyneladende at have været udsat for skadelige følgevirkninger. Men derfor må man ikke overse den kendsgerning, at følgerne kan ligge latente (skjulte).
Vi må også se at komme bort fra den forestilling, at enhver, der forkynder Guds Ord, er en sand kristen. Ordet fra Ezekiel 13, 6 gælder også i dag: "... de sagde: "Så lyder det fra Herren!" uden at Herren havde sendt dem ..." En præst, der bruger pendul, kan være akkurat lige så belastet som en mand fra et hvilket som helst andet erhverv. I mit arbejde har jeg fået rigeligt bevis for, at en bestemt katolsk præst har belastet mange af sine sognebørn alvorligt ved brug af pendul.