| |
I årtusinder har spådomskunsten stået som et barn af
hedenskabet, født af frygt, nysgerrighed og overtro. I dag frembyder den et
mangesidet problem, der berører såvel folklore som psykologi og teologi. De
følgende kapitler er udsprunget af en evangelisk præsts arbejde som
sjælesørger. Her vil vi hovedsagelig beskæftige os med førstehånds eksempler
og overlade dem til læserens egen bedømmelse. Der er ikke tale om noget brud på
skriftemålets tavshedspligt, da der er indhentet særlig tilladelse til at
offentliggøre hvert enkelt tilfælde i denne bog uden navns nævnelse. Her i første kapitel vil følgende aspekter af spådomskunsten
blive taget op til behandling:
Astrologi! En kvinde kom ind på en politistation og erklærede, at hun
lige havde skudt sin søn. En astrolog havde stillet hendes horoskop og fortalt,
at sønnen aldrig ville genvinde sin mentale sundhed helt. For at spare ham for
denne frygtelige fremtid havde hun dræbt ham. Hun blev arresteret og dømt efter
en lang retssag. Astrologen blev frikendt. Denne moderne tildragelse viser, hvor stor suggestiv magt og
virkning horoskoper kan have. Men før vi beskæftiger os med dette problem, vil
vi give en kort historisk oversigt.
Ved astrologi forstås bestemmelsen af menneskers karakter og
forudsigelsen af deres skæbne på grundlag af stjernernes stilling og
konstellationer. Det er den overtro, der har den største udbredelse i dag. Et
"gallupinstitut" i Allensbach ved Bodensøen har fundet frem til, at
63 % af den tyske befolkning har beskæftiget sig med astrologi på et eller
andet tidspunkt. Meget få kender noget til den såkaldt videnskabelige form for
astrologi; de fleste har kun med populær stjernetydning at gøre. I oldtiden var astronomien (udforskningen af stjernerne) og
astrologien (fortolkningen af stjernernes indbyrdes stilling) en og samme videnskab.
I det gamle Babylon var det præsternes beskæftigelse, og oprindelig blev der
kun stillet horoskoper for konger. Da astrologien også kan spores tilbage til
den gamle mexikanske kultur, antages det, at den er et fællesmenneskeligt
fænomen. Grækerne og romerne overtog den fra babylonierne; men allerede på den
tid var der selvfølgelig rationelle tænkere, som latterliggjorde den.
Kirkefaderen Augustin kaldte astrologien menneskehedens mest tåbelige vildfarelse. I middelalderen blev Europa grebet af astrologien. Kejser
Frederik den Anden (1194-1250) var således stærkt optaget af den. Der blev
oprettet professorater i astrologi; endog reformatoren Philipp Melanchton
beklædte et af dem. Luther kaldte det imidlertid "en tarvelig kunst".
Det fortælles, hvordan astrologen Stoffler på den tid gjorde sig komplet til
grin, idet han forudsagde, at der ville komme en syndflod i februar 1524. Folk
var forfærdede. Ingen ville arbejde, og markerne blev ikke dyrket. De rige lod
enten bygge skibe eller bragte sig i sikkerhed oppe i bjergene. Selv kurfyrsten
af Brandenburg forberedte sig på at flygte fra syndfloden.
Den berømte astronom Kepler var heller ikke fri for
astrologiens vildfarelser. Et velkendt eksempel herpå er hans forudsigelse af,
at Wallenstein ville dø en fredelig død i sit 70. år; han blev som bekendt
dræbt, da han var 49. Men Kepler beskæftigede sig kun med astrologi af
økonomisk nødvendighed. Han skrev: "Astrologien er et utåleligt, men
nødvendigt slaveri for mig. For at beholde min årlige indkomst, min titel og
mit hjem må jeg affinde mig med de uvidendes nysgerrighed. Astronomien er den
kloge mor og astrologien den tåbelige datter, som giver sig hen til enhver, der
vil betale hende, så hun kan forsørge sin kloge mor."
Efter rationalismens tidsalder (omkring 1750) var
astrologiens betydning imidlertid for nedadgående; astronomien og astrologien
skiltes for bestandig. Men to verdenskrige har givet den en ny opblussen. I
1930 blev der stillet horoskoper for Hitler, men de var meget modstridende. De
sagde, at hans indflydelse skulle dale efter 1933; at der her var tale om en
fejlberegning på 12 år — og hvilke skæbnesvangre 12 år — har vi haft lejlighed
til at erfare. Et horoskop, der blev stillet for Rudolf Hess, sagde, at han var
forudbestemt af skæbnen til at bringe en forsoning i stand med England. Det
var måske grunden til, at han fløj til England. Også i dette tilfælde ved vi,
hvor lidt forudsigelsen slog til. Hvordan er så astrologiens stilling i dag? Der foreligger
dels en påstået videnskabelig form, som for eksempel Alfred Rosenberg går ind
for, dels en mere populær. Denne psykiske smitte er så udbredt, at de store
aviser og ugeblade må tage den med i beregningerne. Det siges, at omkring 170
dagblade i USA indeholder daglige horoskoper. Man ved også, at der i dag findes
ca. 25.000 velbjærgede erhvervsastrologer i verden.
Et morsomt eksempel vil give et indblik i situationen.
Jeg deltog i en konference for protestantiske præster,
hvortil mange journalister og redaktører fra nogle store aviser var indbudt.
Diskussionen drejede sig om avisernes intellektuelle niveau og livssyn. En
præst gjorde opmærksom på, at svenske aviser ikke indeholder horoskoper, og at
dette er bevidst praksis i Sverige. Hvorfor var det ikke muligt at indtage
samme holdning i Tyskland og andre lande? Chefredaktøren for et stort dagblad
gav følgende forklaring: Personlig var han overbevist om astrologiens
tåbelighed, sagde han, men det var et økonomisk spørgsmål. Den avis, som ikke i
sin søndagsudgave har et horoskop for den følgende uge, må regne med mange
afbestillinger, og det har ingen avis råd til. Han fortsatte med at fortælle en
festlig tildragelse. En fredag var astrologens horoskop ikke kommet til tiden,
og i sit dilemma gik han ind i arkivet og tog et gammelt horoskop frem.
Eftersom han ikke kendte finesserne i forbindelse med Dyrekredsen, blev det et
forkert; men ingen af læserne bemærkede fejltagelsen. Da det hele forløb godt,
besluttede han at spare honoraret til astrologen og anvendte i 22 tilfælde
ukorrekte horoskoper fra foregående år. Ingen af de hundredtusinder af læsere
bemærkede det, før der langt om længe var en, der skrev, at det var umuligt
for Skorpionen at herske i juli. Så var hans trick afsløret, og han måtte atter
vende sig til "eksperterne" efter hjælp. Da redaktøren havde endt sin
historie, tilføjede han med et smil: "Det hele gik udmærket, mens de
forkerte horoskoper stod i avisen. Det kommer ikke an på horoskopet, men på,
hvad folk tror."
Hvilke grunde har vi som kristne til ikke at anerkende
astrologien som noget, der har betydning for vort liv og vor skæbne? Først og fremmest bør vi lade os afskrække af dens hedenske
baggrund. For oldtidens mennesker havde astrologien religiøs betydning.
Stjernerne blev opfattet som guder. Hedningerne følte, at de blev ledet, påvirket
og truet af disse planetguder, og skønt astrologiens religiøse præg i tidens
løb er blevet mindre, er de gamle regler bibeholdt. Heri har vi en anden grund til at forkaste den.
Bibeholdelsen af disse gamle regler indebærer en uløselig modsigelse.
Jordaksen har en kredsbevægelse, så den i løbet af ca. 26.000 år beskriver en
kegle med toppunkt i jordens centrum (præcession). Nutidens astrolog ser ikke
planeterne i samme stilling som hans kollega for 4-5000 år siden. Desuden er
der blevet opdaget flere nye planeter — Uranus i 1781, Neptun i 1839 og Pluto i
1932. Da alle disse forandringer ikke på nogen måde har formået at ryste det
astrologiske system, forkaster astronomerne i dag astrologien som et af alle
tiders største bedragerier.
Men der er endnu flere urimeligheder at tage i betragtning.
De stråler, der falder fra stjernerne på et barn i fødselsøjeblikket, siges at
være afgørende for dets skæbne. Men dette postulat fører til adskillige
modsigelser. Vor jord er i høj grad udsat for bestråling, i første række lys og
kosmiske stråler. Men ingen af delene stammer fra planeterne, som ikke i sig
selv udsender lysstråler. Disses kilde er fiksstjernerne, mens de kosmiske
stråler stammer fra Mælkevejen. Planeterne, som også vor jord tilhører, er i så
henseende inaktive.
Endvidere skulle det øjeblik, hvor navlestrengen bliver
klippet over, være af afgørende betydning. På den måde skulle en læges tøven
med at klippe navlestrengen over kunne give barnet en helt anden skæbne. Altså
burde man konsultere en astrolog for at finde det gunstigste tidspunkt til, at
lægen kan klippe! Og så melder det næste spørgsmål sig: hvorfor de 240 mennesker,
hvis navlestreng klippes over i samme øjeblik, ikke får samme skæbne. Hvorfor
var der kun én Shakespeare og én Johann Sebastian Bach blandt de mange, som
fødtes i samme øjeblik som de?
En reformbevægelse inden for astrologien vil gerne rydde
disse vanskeligheder af vejen. Den kalder sig kosmobiologi og har hovedsæde i Aalen
i Wurttemberg. Menneskets arveanlæg må tages i betragtning sammen med
stjernerne, siges det; men det er jo blot et forsøg på kompromis mellem den
gamle astrologi og den moderne biologi. Naturligvis er der ingen tvivl om, at planeterne på flere
måder virkelig øver indflydelse på vor jord. Tidevandet og andre naturfænomener
forårsages eller påvirkes af dem. Men at hævde, at disse fænomener påvirker
vort liv og vor skæbne, ville omtrent svare til at hævde, at den selvlysende
skive på vore armbåndsure kan bevirke vor død med sin radioaktive stråling. Det vigtigste problem, vi står overfor i forbindelse med
astrologien, er imidlertid dens konsekvenser, som vi møder dem i den kristne
sjælesorg. De kan sammenfattes i tre ord: bedrag, suggestion og okkultisme. Her følger et eksempel fra hvert af disse tre områder fra
mit eget arbejde. En psykologistuderende ved Sorbonneuniversitetet i Paris
skulle skrive en afhandling og satte i den anledning en annonce i en avis, hvor
han udgav sig for astrolog. Ved forudbetaling af 20 francs (ca. 30 kr.) ville
han stille et detaljeret horoskop for folk. Han fik ca. 400 henvendelser og
blev således i stand til at finansiere sine studier. Han gav alle 400 det samme
horoskop uden hensyn til Dyrekredsens tegn. Rent psykologisk regnede han det
for rigtigt at fortælle alle, at en lykkelig fremtid lå foran dem, og
udelukkende omtale positive karaktertræk, for så ville alle blive glade og
ingen fortryde det honorar, de havde betalt ham. Han modtog mange takkebreve,
for næsten alle fandt, at horoskopet passede fint. Han skrev så sin afhandling
og bestod sin eksamen med glans. I dette tilfælde var astrologien ikke andet
end simpelt bedrag. Den unge franskmand tjente en masse penge og fik sin
eksamen ved hjælp af sine medmenneskers godtroenhed og overtro.
Det mest absurde tilfælde af horoskopsygen har jeg mødt hos
en teolog. Som ung havde denne præst været forretningsmand. Han havde fået
stillet et detaljeret horoskop, hvoraf det fremgik, at han ville skifte
profession tre gange. Denne forestilling satte sig fast hos ham. Han begyndte
at gå på aftenskole og gik så i gang med at studere protestantisk teologi.
Senere blev han ordineret. Han giftede sig, men fik heldigvis ingen børn.
Grunden til, at jeg heldigvis skriver, vil fremgå af det følgende. Nogle år
efter konverterede han til den katolske kirke og blev anerkendt af den som
præst. Hans kone fik tilladelse til at blive hos ham som husholderske. Nu havde
han allerede to forandringer bag sig, og i dag forklarer han, at han endnu ikke
er nået til sin sidste og endelige livsstilling. Han føler en indre trang til
at begynde på profession nr. 4. Endnu er hans planer ikke kommet til
udførelse; men det varer sikkert ikke længe, før det sker. Den ulykkelige mand
er blevet offer for suggestion. Han lever sit horoskop, så at sige bastet og
bundet af dets forudsigelser.
En præst, der så det som sin opgave at bekæmpe overtro, fik
stillet sit horoskop i studieøjemed. Det var hans hensigt at bevise, at det
hele kun var overtro og bedrag. Han måtte betale et klækkeligt honorar for et
detaljeret horoskop, og nu ventede han trygt på, at det skulle vise sig, at det
ikke gik i opfyldelse. Men han blev forbløffet over at opdage, at det blev
opfyldt. I otte år kunne han iagttage, hvordan forudsigelserne indtil de
mindste detaljer blev til virke-lighed. Han blev ilde til mode ved det og gav
sig til at spekulere nærmere over problemet. På forhånd havde han været helt
overbevist om, at det alt sammen grundede sig på suggestion og overtro. Men
han vidste, at han som kristen ikke havde været offer for suggestion. Til sidst
så han ingen anden udvej end at angre og bede Gud om hans beskyttelse. Den
tanke kom til ham, at han havde syndet ved at foretage dette eksperiment, og at
han havde stillet sig under indflydelse af mørkets magter. Efter at han havde
angret, opdagede han til sin overraskelse, at horoskopet ikke længere gik i
opfyldelse. Han forstod nu klart, at dæmoniske magter kan være aktive i
astrologien, og at den, der udsætter sig for denne fare, kan gå til grunde ved
det.
| |