Mrs. Blavatsiky, som er Moder til den moderne teosofiske Bevægelse, synes at have været meget Omskiftelig Og usikker i sin Fremtræden. I Amerika åbenbarede hun sig først som en ivrig Spiritist. Hendes Breve fra den Tid beviser dette. Hun skrev blandt andet: «Jeg er en Spiritist Og en Korsdrager i den mægtige spiritistiske Arme.» «Jeg har ofret mig selv til Spiritismen; Og til Forsvar for min Tro er jeg rede til at lægge mit Hoved på Blokken.» «Jeg er Spiritist og Spiritualist i begge disse Ords fulde Betydning.» Sådanne Udtryk lader ja intet tilbage at ønske i Tydelighed; men i 1884 skrev hun ikke desto mindre. «Jeg gentager, at jeg aldrig har været Spiritist.» Hvad skal man tro Om sådant? Man søger at forklare det med, at Mrs. Biavatsky ville føre Teosafien frem gennem de spiritistiske Kredse, som skulle være mest modtagelige far den 'Okkulte Visdom, men når hun (ifølge Skovg. Petersen) allerede i 1874 skrev: «Jeg har nu været Spiritist i mere end ti År, 'Og mit hele Liv er nu helliget den Livsanskuelse», så kan man ikke godt tro, at hun kun på Skrømt havde sluttet sig til Spiritisterne for at fremme Teosofien.

Fænomener i Forbindelse med Teosofien.
Far at vække den rette Opmærksamhed farstod Mrs. Blavatsky godt, at der måtte Fænomener til; og de måtte ikke stå tilbage for Spiritisternes. Men desværre blev hun Ofte afsløret som en Bedrager i så Henseende. Et Eksempel: Når «Mestrene» i Tibet havde meddele sig til hende, plejede der altid at lyde nogle mystiske Klokketoner. Det var Mestrene, som ad okkulte Veje ringede på hende. Men Ulykken vilde, at hun en Dag lige efter en sådan Klokkeringning tabte en fin lille Sølvklokke og hele «Fænomenet» var afsløret. Det var rent Bedrag.
Mestrene sendte hende ofte Breve eller dikterede hende, når hun skrev sine Værker. Man skulle da forvente noget meget lærd og vist af de høje Mestre i Vis, domsreligionen; men Professor Emette Coleman, som har ofret flere År af sit Liv på at opspore Mrs. Blavatskys Kilder, har påvist, «at alt, hvad hun har skrevet, er røvet, sammenskrabet Gods».
Jeg har (siger Coleman) opdaget ca. 2000 Steder, der er udskrevne af andre Bøger uden Spor af Angivelse. Ved omhyggelig Undersøgelse har jeg fundet, at der til at kompilere «Isis» er brugt ca. 100 Bøger. Der er anført Citater fra ca. 1400 Bøger. Men Citaterne fra de ca. 1300 findes anførte i de 100, som Forfatterinden besad.»
Om Brevene fra Mestrene siger Coleman: «De Ord og Udtryk fra Tibetansk og Sanskrit, som findes i Mahatmaernes Breve, er næsten alle uden Undtagelse brugte på en ligefrem fejlagtig og absurd Måde.» Disse høje Mestre lever i Tibet, men kan ikke Tibetansk; de er lælde over al Måde, men dog uvidende i Sanskrit! Om det er sandt, hvad Coleman siger, at han fandt «600 positive Fejl i «Isis» vedrørende Hinduisme, Buddhisme, Jødedom, Kristendom, Assyriologi og Ægyptologi», så må det have været nogle jammerlige «Mestre», som har dikteret Mrs. Blavatsky!
Coleman afslutter sin Redegørelse således: «der er ikke et eneste Dogme eller Lærepunkt i Teosofien, ej heller en eneste Enkelthed i den mangfoldige og indviklede Sammenkædning af okkulte Sandhedsåbenbarelser, som findes i Mme Blavatskys og de foregivne Mestres Belæringer, uden at dens Kilde lader sig eftervise i Verdenslitteraturen. Fra først til sidst er deres Skrifter prægede af et tvefoldigt Plagiat, - Plagiat i Tankeindhold og Plagiat i Udtryksmåde.»
Mrs. Blavatsky kunne til Tider også farsnakke sig og afsløre, hvilken Bedrager hun var. En Gang skrev hun om de første Teosofers Nidkærhed: «Se, hvilke Narre de er! Hvor jeg dog tager dem alle ved Næsen!» En anden Gang skrev hun til Solovyoff: «Folk er til Hobe blinde Ugler, ja stokblinde og ser ingenting.» Desværre er der meget sandt i dette, ellers skulle tikke så mange forelske sig i de teosofiske Fantasterier.

Teosofiens Frugter.
Teosofien skaber ikke sand Lykke. Mrs. Blavatsky var ikke selv lykkelig, og alle Forsøg på at bringe Vesten østerlandske hedenske Religionsfilosofier kan visselig ikke berede nogen Lykke eller Udvikling. Hvad har Buddhismen, Hinduismen og Zoroasters Lære kunnet udrette for Asiens mange Millioner? Betragt det af Teosoferne så højt priste Indien! Se de mange Enker, som levende kastedes på deres Mænds Bål, indtil Europæerne forbød sådan Grusomhed! Se de stakkels Fanatikere, som kaster sig for Juggernauts Gudens Vogn og knuses under dens vældige Hjul! Tænk på det nedværdigende Kastevæsen, som hersker der! Er det sådant og al den Uvidenhed, Overtro, Nedværdigelse og Afgudsdyrkelse, som følger med, der skal erstatte og afskaffe Kristendommen?
Nej! Betænk hvad Kristendommen har gjort for de Tusinder, som har omfattet den i Tro! Hvad Lykke og Kraft den har ført med sig, og hvilken Evne den har haft og fremdeles har til at løfte sine Bekendere over alle Vanskeligheder og Sorger og til at berede et Folk for den herlige Befrielsesdag, som skal komme, når Jesus fører de troende Skarer til den himmelske Stad!
«Hvo som giver Agt på Ordet, skal finde godt; og den, som forlader sig på Herren, han er lyksalig.» Ordsp. 16,20.

«Og jeg så en ny Himmel Og en ny Jord; thi den første Himmel ag den første Jord var forgået, og Havet var ikke mere. Og jeg Johannes så den hellige Stad, det nye Jerusalem, at stige ned af Himmelen fra Gud, beredt som Bruden, smykket for sin Brudgom. Og jeg hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde: Se, Guds Paulun er has Menneskene, og han skal bo, has dem, og de skal være hans Falk, ag Gud selv skal være med dem og være deres Gud. Og Gud skal aftørre hver Tåre af deres øjne, ag Døden skal ikke være mere, ej heller Sarg, ej heller Skrig, ej heller Pine skal være mere; thi det første er veget bart. Og den, som sad på Tranen, sagde: Se, jeg gør alle Ting nye. Og han siger til mig: Skriv, thi disse Ord er sande og trofaste.» Åb. 21,1-5.
Ja, takket være Herren! disse Ord er sande! Der vil kamme en Dag, da alle Ting genoprettes, ag da Guds oprindelige Plan med Jorden opfyldes. Det har vel stundom set ud, som om den store Ærkefjende har triumferet, som om hans Forsøg på at bryde Harmonien ag den fuldkomne Fred i Guds Univers skulle lykkes; men som Herrens gamle Tjener ser det i sine herlige Syner, kommer der en Dag, da alle Ting gøres nye, da Gud atter færdes iblandt Menneskene som i det første Eden, Dg da Synden, som Satan fik indført i Paradiset, skal være udryddet, Og med den også alle Syndens grimme Følgesvende: Sorg, Skrig, Pine og Død - en Tid, da det ses klart, at Guds Kærlighed har ligget til Grund for alle hans Handlinger, også den at han udryddede alle dem, der ikke ville tage imod det tilbudte Frelsesmiddel, Jesus Kristus - en Tid, da kun glade Sange skal fylde Luften, og ingen Jammerskrig fra de ugudeliges I1dsø skal blandes med Lovsangene til den kære Genløsers Pris! «Fryd og Girede skal de nå, og Sorg og Suk skal fly.» Es. 35,10.
Synden drev Mennesket bort fra Eden, fra «Livets Træ», og påførte Menneskene Forbandelsen; men den Tid kommer, da de genløste atter skal få Adgang til Livets Træ, som er midt i den nye Stad, og som hver Måned bærer ny Frugt, der giver stadig Livskraft til dem, der nyder deraf - og de skal leve evigt! «Og der skal ingen Forbandelse være mere.» Åb. 22,1-6.
Al denne Herlighed er opnået I som en Følge af det store Offer, vor kære Frelser bragte. Derfor lyder også på hin skønne Fremtidsdag:
«Lammet, som er slagtet, er værdigt at annamme Magt og Rigdom og Visdom og Styrke og Pris og Ære og Velsignelse! Og hver Skabning, som er i Himmelen og på Jorden og under Jorden, og hvad der er i Havet, og alt, hvad der i dem, hørte jeg sige: Ham, som sidder på Tronen, og Lammet, være Velsignelse og Pris og Ære og Kraft i al Evighed!» Åb. 5,12-13.