Bibelen lærer os, at der findes en pel1sonlig Gud, i hvis Billede Mennesket blev skabt. Profeterne skildrer ofte den almægtige Gud på sin Trane, og hans Herligheds Udseende blev også åbenbaret far Seeren på Pat. mos. En sådan Gud trar ikke Teosoferne på. I et af deres Hovedværker, læser vi fø1genrde: 

«Spørgsmål: Tror I på Gud? - Svar: Det beror på, hvad De mener med dette Udtryk.  

Sp.: Jeg mener de kristnes Gud, den Jesus kaldte Faderen, Skaberen kort sagt, den bibelske Gud, sådan som Moses fremstillede ham. - Sv.: På en sådan Gud tror vi ikke. Vi forkaster Forestillingen om en personlig eller udenfor Verden stående antropomorf [som har Skikkelse] Gud, som ikke er nogenting andet enden gigantisk Skygge af Mennesket og det ikke engang af Mennesket fra dets bedste Side. ... Derfor Vil vi ikke have noget med ham at gøre.»
«Sp.: Til hvem beder I da, når I holder Bøn? -
Sv.: Til vor «Fader i Himmelen» - i hans esoteriske [hemmelige] Betydning.
Sp.: Skiller denne sig fra den i Teolo; gien angivne? -
Sv.: Helt og holdent. En Okkultist eller en Toosof henvender sin Bøn til sin fader, som er i Løn dom (læs og forsøg at forstå Kap. 6 Vers 6 hos Matthæus), ikke til en ukosmisk [udenfor Verdenssystemet stående] og derfor timelig Gud; og denne «Fader» er i selve Mennesket.» Bibelens Gud forkastes således, og de tror på og beder til en Gud, som de har i sig selv!

Tror på mange Guder.
Teosoferne gør både Englene og Menneskene til Guder. I Annie Besants Bog «Livets og formernes Udvikling» tales om de mange Guder, som findes, og deres forskellige Funktioner.  «Idet vi anerkender den Virksomhed, som udøves af Guderne eller Devaerne, må vi naturligvis ikke tabe den højeste Guddoms Enhed af Syne.»
«Syver de store Guder under Treenigheden, under Trimurti. ... Kun fem arbejder, de to er skjulte. ... Men de fem vil vi nu betragte. Deres Navne i Forbindelse med deres Funktioner kender I. Luftens Herre: Våyu; Vandets Herre: Varuna; Jordens Herre: undertiden kaldet Kshiti (han omtales under forskellige Navne); enhver af disse store Guder har, hvad vi kan kalde en Region anvist som Område for sin Virksomhed.» «Hver af disse store Guder har under sig en Skare underordnede Guder, der udfører hans Beslutninger.» «Overhovedet for det hele er Ishvara selv; hans Visekonger er de store Guder, hver med sit eget udstrakte Område, over hvilket han hersker, hver med sit officielle Hierarki under sig, indtil man når ned til de laveste Devaer, som udretter Arbejdet så at sige i en Landbys begrænsede Område under Solsystemet.» Hvilken Mængde af Guder! Store og små!

Menneskene er Guder.
«Menneskene er vordende Guder, og vi forbereder os til at udføre Guders Funktioner.» Endnu mere uforbeholdent udtaler Mrs. Blavatsky sig i «Nøglen til Teosofien»:
Sp.: I gør da Mennesket til en Gud? -
Sv.: Vær så god og sig «Gud», ikke en Gud. følge vor Opfattelse er det indre Menneske den eneste Gud, som vi kan eje nogen Kundskab om.»
Da den nuværende Leder for Teosof samfundet, Mrs. Katherina Tingley, for nogle få År siden besøgte Sverige for at indvie en Teosaf Skole, sagde hun blandt andet: «Vi har alt for længe gennem Opdragelse og Vane lært os at søge Hjælp hos en ydre Gud, ... så at vi har tabt den Kraft, som tilhører Guderne, en Kraft, som Menneskene bærer i Sjælen. ... Det grundlæggende i Raja Yoga Systemet er dog at åbne Menneskenes øjne for den i dem boende guddommelige Naturs Mysterium.»
Dette er just som den gamle Slangen talte. Han bød Menneskene, at spise af det forbudte Træs Frugt, så at de kunne blive ligesom Gud». ,d skal ikke dø Døden,» lød hans listige Ord (l Mos. 3,1-5). Satan ønskede også selv at blive Gud, den Højestie lig (Es. 14,13-14), og dette bevirkede hans Fald fra Himmelen.

Hvor mange Guder kender Bibelen?
Jehova, Skaberen erklærer højtidelig: «Jeg er Gud, og ingen ydermere»; «jeg er den første og den sidste, og der er ingen Gud uden jeg»; «jeg er Herren ,og ingen ydermere, der er ingen Gud uden jeg.» Es. 44,6; 45,5. 22. Det nye Testamente lærer det samme: «Én Gud og alles Fader» (Ef. 5,6). «Dette er det evige Liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og den du udsendte, Jesus Kristus.» Joh. 17,3. Kristus er født af Faderen fra Evighed af, og han er ét med Faderen og ejer i sig selv det guddommelige, som ikke er givet noget skabt Væsen, hverken Engle eller Mennesker.

Teosoferne er Panteister.
Teosoferne tor - som vi har set - Menneskene til Guder og viser netop derigennem, at de indtager et af gudisk, hedensk Standpunkt, idet de ophøjer det skabte over Skaberen. Ja Annie Besant bifalder Hinduens indskrænkede åndelige Standpunkt og siger om ham: «Han higer efter at klatre op ad denne Himme1stige, indtil også han står på selve Toppen; thi han ved, at også han el guddommelig, skønt han endnu er på et tidligt Stadium af Udviklingen, Dg han anerkender den højere udiklede Guddom over sig, ligesom han aneI1kjender Guddommen i Stenen undel sin Fod, ja i enhver Ting, som eksisterer i dette Guds Univers.»
Dette er Panteisme, som glor Gud og Universet, Skaberen og det skabte, til ét. Hvor godt passer ikke her Apostelen Pauli Ord: «Der de sagde sig at være vise, blev de Dårer, og forvendte den uforkrænkelige Guds Herlighed til Lighed med et forkrænkeligt Menneskes ag Fugles ag firføddene Dyrs ag Ormes Billede. ... De forvendte Guds Sandhed til Løgn ag dyrkede ag tjente Skabningen over Skaberen.» Rom. l,22-25. Det, Teosoferne kalder Visdomsreligion ag evig Sandhed, det erklærer Gud far Dårskab og Løgn.

Teosofien forkaster Kristus som Frelser.
Når Bibelen lærer DS, at Jesus Kristus ved sin Død forsonede Verden med Gud og ved sit Blod renser Menneskene fra deres Synder, ja at han er vor eneste Frelser, så er dette i Teosofernes øjne det rene Dårskab. Far dem er Kristus kun som et andet Menneske, skønt dag en sådan, som besjælet af en af de høje Mesteres Ånd gik ud som et Sendebud far den (vide Loge». Men Kristi Fødsel af en Jomfru er far dem kun en Myte. Hans Lidelser og Død får kun Betydning som et Eksempel på, hvad man med Tålmodighed bør kunne gå igennem; det forsonende Offer tror de ikke på.
Mrs. Blavatsky siger: «Der gives ingen anden Frelse eller Fordømmelse end den, vi selv tilvejebringer.» Hun formelig håner det for os Kristne mest hellige og dyrebare, Kristi Forsoningsdød, en Lære, som hun siger, at hun har prediket imod i tyve År. Vi anfører videre fra samme Værk: «De Kristne tror på en Farladelse og en Eftergivelse af alle Synder. Man har lavet dem, at om de blot tror på Kristi Blad (et uskyldigt Offer!), på det Blod, han ofrede til Forsoning for hele Menneskelighedens Synder, skal dette udslette enhver dødelig Synd. Og vi tror hverken på nogen stedfortrædende Forsoning eller på Muligheden af, at nogen Gud, ikke engang et «personligt» «absolut» eller «uendeligt» Væsen, am et sådant kunne findes [I] kan tilgive nogen selv den ringeste Synd.» «Forsoningslæren ... Jesu Selvopofrelse til Menneskeslægtens Frelse ... dette er, hvad Kristen. dommen lærer, ag hvad vi bestrider ... dette grusomme Dogme.» «Teosoferne, hvis fundamentale Tro og Håb er Retfærdighed far alle i Himmelen og på Jorden, forkaster dette Dogme.»

En mørk Lære.
Ingen Nåde, ingen Forsoning, ingen Forladelse for Synd! Hvilken mørk ag trist Lære! Enhver skal selv sone sin Synd ifølge Karma. Loven. Det ene Jordeliv efter det andet, til Mennesket har frelst sig selv! Men Skriften siger jo, at «'onde Mennesker og Bedragere fare frem til det værre» (2 Tim. 3,13). Der er således ingen Udsigt til, at disse ad den Vej, Teosofien anviser, nogen Sinde når til det ønskede Mål. Hvilken håbløs Lære!
Hvor ganske anderledes skøn og opmuntrende er den Lære, det glade Evangeliebudskab indeholder! «Men Gud, som er rig på Barmhjertighed, formedelst sin store Kærlighed, med hvilken han elskede os, levendegjorde også as med Kristus, der vi var døde i Overtrædelserne, ... Thi af Nåde er I frelste formedelst Troen, og det ikke af eder, det er en Guds Gave, ikke af Gerninger, at ikke nogen skal rase sig.» Ef. 2,4-9. «Alle har ja syndet, og dem fattes Ære for Gud, ag de bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans Nåde, ved den Forløsning, som er i Kristus Jesus, hvilken Gud har fremstillet til en Forsoning formedelst Troen på hans Blod, ved de forhen begangne Synders Forladelse i Guds Langmodighed.» Rom. 3,23-25.

Selvretfærdiggørelsens Religion.
«Teosofien siger os, at vi skal finde Selvdisciplinens og Selvrenselsens Vej, den kongelige ag eneste Vej til den højere Visdom.» Hvorledes harmonerer dette med Jesu Ord: «Jeg er Vejen og Sandheden og Livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig» (Joh. 14,6)? «Virkelig Tilgivelse og Forladelse skabes af Mennesket selv, når det så ihærdigt vender sig til sin højere Natur, at det bliver ét med den.»
«Hvad som end sker med os, så har vi selv forårsaget det i dette eller et andet Liv.» Men hvad siger Ordet? « Der er ikke Frelse i nogen anden; thi der er og ikke noget andet Navn under Himmelen givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skal vorde frelste.» «Denne giver alle Profeterne Vidnesbyrd, at hver den, som tror på ham, skal få Syndernes Forladelse ved hans Navn.» Apg. 4,12; 10,43.

Teosoferne kalder Døden «en højere Fødsel».
Letforståeligt kalder Teosoferne Døden for en herlig Befrielse. Annie Besant siger: «Vi tager fejl, mine Brødre, når vi ser på Døden med tårefyldte øjne [det gjorde Jesus! Joh. 11,35], med Hjerter, der er nær ved at briste. Døden fører os til en højere Fødsel og sætter den fangne Sjæl i Frihed; den .er Fuglens Frigivelse, efter at den har været indespærret indenfor et Burs Grænser.» «Det skulle da synes, at når vi betragter Tingene på rette Måde, burde vi hilse Døden snarere som en ny Fødsel end som Død.»
Også i dette Stykke er Teosoferne i Strid meld Bibelen, som kalder Døden for en «Fjende». (1 Kor. 15,26). Sørgelige er også de Følger, som en sådan bagvendt Lære fører med slig. Som et Eksempel kan nævnes, at Mrs. Besant mente, da hun så den Synd, som rådede blandt Menneskene i London, at den største Nåde, Gud kunne vise dem, ville være et Jordskælv, som kunne opsluge hele den store Stad.» Hvor grusomt! Sådanne forvirrede Begreber medfører den store Visdomsreligilon! Ganske anderledes tænkte Abraham, da Gud ville ødelægge Sodoma. Han forstod, hvilken forfærdelig Straf det var far denne Stads Indbyggere således pludselig at blive afskåret fra al videre Prøve og Nådetid, og bad derfor Gud om at skåne Staden i det længste. At ikke det, som skete med Sodoma ag Gomorra, var en Befrielse eller en Kilde til «Fryd over den genvundne Frihed», fremgår klart nak af hele Beskrivelsen af den forfærdelige Begivenhed, som endnu står som «et Eksempel, idet de bærer en evig Ilds Straf» (Juda 7); thi Gud «gjorde Sodomas og Gomorras Stæder til Aske og fordømte dem til Ødelæggelse, så at han satte dem til et Eksempel for dem, som i Fremtiden lever ugudeligt». 2 Pet. 2,6.

Teosoferne og Bibelen.
For at gå klar af de Skær, Bibelen lægger i Teosofiens Vej, har man hittet på den Udvej at erklære Jesus ag Apostlene for «indviede», som ved Siden af den Kristendom, vi kender fra det nye Testamente, lærte far en indviet Kreds «den hemmelige Lære», hvilket med andre Ord er den rene Teosofi. Denne deres mundtlige Overlevering skal altså være i Harmoni med Visdomsreligionen, medens hvad de skrev var i Strid med den! Al Tale am, at der skulle findes to Slags Kristendom en hemmelig ag en åbenbaret er absalut uforenelig med hele Kristendommens Ånd og Lære. «Dersom en dag vi eller en Engel af Himmelen prædiker eder Evangelium anderledes, end vi har prædiket eder det, han være en Forbandelse!» udbryder Paulus (Gal. 1,8), som dag betragtes far at høre til de «indviede»; men han kender kun ét Evangelium og kun én Slags Kristne: «Vi er alle døbte i én Ånd, til at være ét Legeme, hvad heller vi er Jøder eller Græker, eller Træne eller frie.» «Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller fri; her er ikke Mand eller Kvinde; thi I er alle én i Kristus Jesus.» 1 Kor. 12,13; Gal. 3,26-29.

De høje Mestre.
Teosoferne får som før omtalt deres Visdom fra de høje Mestre i Tibet, Mahatmaerne; men findes der virkelig nogetskds bag Himalajabjergene et sådant Broderskab af høje Ånder, som Sidder inde med den evige Sandhed og ved sline Sendebud nu Og da meddeler Verden sin Kundskab i Form af en ny og stor Religion? Alle, som uden at tilhøre Teosofernes Kreds alvorligt har søgt at udforske dets Eksistens, er komne til det Resultat, at det hele er et Bedrag. Der gives intet Bevis på dets Eksistens.
Pastor Skovgård Petersen påviser dette ganske klart i sit forannævnte Værk: «Kan der leves på religiøs Overtro?» Om Mrs. Blavatskys Forhold til de høje Mestre skriver han: «I den første Bog, der giver Oplysning om Mme Blavatskys personlige Liv (Sinnetts: «The occult World») fortælles det, at hun som Afslutning på ca. 38-40 Års Hengivelse til de okkulte Idrætter i ca. syv År har drevet okkulte Studier på et afsidesliggende Sted i Himalaja. Her var det, hun personligt lærte de høje Mestre at kende. - Denne Oplysning havde Sinnett fra Mrs Blavatsky selv. Men da han ca. ti År senere udgaven ny udførlig Levnedsskildring af Mme Blavatsky, ligeledes under hendes egen Vejledning, omtales dette syvårige Ophold i Himalaja slet ikke - og dog må det have haft grundlæggende Betydning for den ganske Teosofi. Besynderligt nok! Men endnu værre: de i Bogen givne Oplysninger er det overhovedet umuligt på noget Tidspunkt i hendes Liv at få Plads til de syv År.»
Sådanne Selvmodsigelser viser klart nok, at hele Mahatma Tearien er lavet.